Så stop dog den politisering af folkekirken!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 10. marts, 2010
De selvsamme politikere, som ideligt beskylder islam for – i modsætning til kristendommen – at blande politik og religion sammen, forlanger nu, at kirkeministeren skal tage en samtale med eller ligefrem afskedige præster og en biskop pga. deres teologiske udtalelser om spørgsmålet om frelse i kristendommen og andre religioner.
Et flertal af folketingets politikere er nu tilsyneladende parat til at vise deres politiske handlekraft ved at vedtage en lov om vielse af homoseksuelle par i folkekirken. Det vil sige, at politikerne, hvoraf en del hverken bekender sig som kristne eller er medlemmer af folkekirken, alligevel på folkekirkens vegne er parate til at træffe afgørelse i et vigtigt teologisk spørgsmål.
Til politikernes undskyldning skal det dog siges, at de ikke helt uden grund kan få det indtryk, at det ikke er en folkekirke, men en statskirke, vi har i Danmark. Og at kirkelige spørgsmål i den standende værdipolitiske kamp (mod islam?) egner sig så godt til at engagere vælgerne, at det må være en næsten uimodståelig fristelse at bruge kirken i den politiske kamp.
I folkekirken er der i visse kredse stor modstand mod en synode, da man er bange for, at det vil føre til en politisering af folkekirken. Utroligt! Vi har jo allerede en magtfuld synode, nemlig folketingets politikere, som åbenbart ser det som deres privilegium at gøre selv vigtige teologiske anliggender til politiske spørgsmål.
Til folkekirkens undskyldning skal det også siges, at det er en stor udfordring at begynde at justere på 500 års politisk ledelse af folkekirken. Og at det for nogle grupperinger ikke opleves som et problem at overlade afgørelser i teologiske spørgsmål til politikerne, så længe politikerne gennemfører love, som er i overensstemmelse med deres teologi.
Til politikerne burde vi i kirken sige: Så stop dog den politisering af folkekirken og overlad det til folkekirkelige instanser at tage stilling til teologiske spørgsmål.
Og til os selv i kirken burde vi sige: Så træd dog i karakter som kirke og udvikl de kirkelige fora og instanser, som skal til for på ordentlig vis at håndtere de kirkelige udfordringer vi står overfor.
Christiansfeld, onsdag, den 10. marts 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Fører alle veje til Gud?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 9. marts, 2010
Efter sigende fører alle veje til Rom, men fører alle veje – eller i det mindste flere veje – til Gud? Således skriver Kristeligt Dagblad i en overskrift i dag, at ”Folkekirken kan sagtens rumme flere veje til Gud”. Vejvæsenet hører ind under trafikministeriet, og det har tradition for at være et særdeles vanskeligt væsen at styre for skiftende ministre. Det er bestemt heller ikke nogen let sag at skaffe sig et overblik over det åndelige vejvæsen, endsige at styre det.
Undertiden er skiltningen på vejene så mangelfuld, eller mørket så tæt, at det kan være svært at finde vej. Derfor er det en stor hjælp, at man nu kan betjene sig af en GPS, der med pile og høj og klar røst leder en ad rette vej. Det er bestemt også vanskeligt at orientere sig i den åndelige verden, for religionernes skilte, der anviser vejen til Gud, peger i mange forskellige retninger. Og spørgsmålet er, om de ved dagens ende alligevel fører det samme sted hen.
Hvis vi lytter til den åndelige GPS, som Bibelen er, får man sig imidlertid lidt af et chok, for ifl. den findes der ingen veje fra os til Gud. Når jeg bruger min GPS, sker det undertiden, at den spørger mig, om jeg er villig til at følge en vej, der kræver særskilt betaling (fx bropenge). Men uanset hvad jeg er villig til at betale, kan den åndelige GPS ikke anvise mig nogen farbar vej til Gud.
Derimod indeholder Bibelen én lang historie – fra Abrahams kaldelse over Israels udfrielse fra Egypten og pagtslutningen på Sinaj og profetierne om en ny pagt frem til Jesus af Nazareth og hans død og opstandelse – om Guds vej til os. Derfor skulle overskriften i Kristeligt Dagblad måske snarere have været, at ”Guds vej til os mennesker kan sagtens rumme flere, ja alle mennesker”.
Man kan spekulere og filosofere sig til mange ting, også når det gælder veje til Gud, men som kirke har vi ”kun” fået ansvar for at følge at pege på Kristus-vejen fra Gud til mennesker. Vi har derimod ikke fået ansvar for at føre tilsyn med eller godkende andre veje, eller at fælde dom over mennesker, som tilsyneladende følger andre veje.
Derfor kunne kristne fra hele verden på Kirkernes Verdensråds missionskonference i San Antonio i 1989 også i enighed udtale, at ”Vi kan ikke pege på nogen anden frelsesvej end Jesus Kristus, samtidig kan vi ikke sætte grænser for Guds frelsende magt.”
Christiansfeld, tirsdag, den 9. marts 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Den oprindelige missionsbefaling
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 6. marts, 2010
1 kg og 30 gram vejer den, med sine 580 sider. Efter en lang og trættende arbejdsdag kan det være tungt at holde fast i den, mens jeg ligger i sengen og læser den. Måske skulle jeg overveje at gå over til at læse elektroniske udgaver af bøger fx på en ”Kindle”. Men trods vægten har jeg haft svært ved at lægge bogen på natbordet, for det er indholdsmæssigt en af de vægtigste bøger, jeg i lang tid har læst. Det er Christopher Wrights bog, ”The Mission of God. Unlocking the Bibles grand narrative” (2006).
Chris Wright foretager en imponerende grundig tolkning af hele den bibelske historie fra 1. Mosebog til Åbenbaringsbogen ud fra den tese, at det Guds mission som er den bedste nøgle til tolkning af hele Bibelen. I afsnit 1 ”The Bible and Mission” begrunder og udfolder han valget af denne missionale hermeneutik. I det første hovedafsnit, afsnit 2, ”The God of Mission” redegør han for, hvordan Gud giver sig til kende i Israel og i Jesus Kristus, og han viser hvordan den bibelske monoteisme indebærer et radikalt opgør med enhver form for afgudsdyrkelse. Afsnit 3, ”The People of Mission” fokuserer på dynamikken mellem partikulariteten og universaliteten mht. til Guds folk, mens del af bogen, afsnit 4, ”The Arena of Mission” analyserer konteksten for Guds mission, menneskeheden, folkeslagene og missionsopgaven i denne kontekst.
Undertiden fremstilles mission som et tema, der udelukkende findes i Ny Testamente, og de fleste vil sikkert tænke på missionsbefalingen i slutningen af Mattæusevangeliet som basis for mission. I denne bog understreger Christ Wright, hvad andre missionsteologer også har sagt – men Christ Wright gør det på basis af en grundig eksegese af centrale tekster i Gammel Testamente – nemlig at Guds mission gennemsyrer hele Bibelen, og ikke kun Ny Testamente.
Guds mission tager sin start i historien med kaldelsen af Abraham, og Christ Wright er af den opfattelse, at det ikke ville være helt forkert at kalde 1 Mos 12,1-3 for ”the great commission”, missionsbefalingen.
“Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.”
Efter skabelsen og pardistilstanden var alt gået galt med menneskeheden. I 1 Mos 3-11 fortælles om syndefald, brodermord, syndflod, Babelstårn osv., begivenheder, som lige siden har haft deres paralleller i menneskers historie overalt på kloden. På denne alvorlige baggrund sætter Gud sin frelsesplan i gang og lancerer sin mission. Gud udvælger Abraham og igennem ham et helt folk, som han slutter pagt med; han velsigner Abraham (og Israels folk) for at i ham (og Israels folk) alle verdens folk skal velsignes. En frelsesplan, som kulminerer i en af Abrahams efterkommere, Jesus af Nazareth, Guds søn, der sender sine disciple (sin kirke) ud for at deltage i den ene og samme guddommelige mission, hvis afslutning med Gudsrigets gennembrud forudsiges i Åbenbaringsbogen.
Velsignet – for at være en velsignelse blandt alle jordens slægter. ”Gå … og vær en velsignelse!” Er det ikke det, som al mission dybest set handler om? Det er så spændende, at det kan holde mig vågen om natten, og jeg ikke tænker på, hvor tung bogen egentlig er.
Christiansfeld, lørdag, den 6. Marts 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Kunsten at løbe fra løfter
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 4. marts, 2010
Under en enorm mediebevågenhed var statsminister Lars Løkke Rasmussen i december vært for det største internationale politiske møde, der nogensinde har fundet sted i Danmark, klimatopmødet COP15. På mødet arbejdede statsministeren hårdt for at få verdens lande, rige som fattige, til at enes om en klimaaftale, der kunne tage hul på løsningen af klimakrisen. Det viste sig at være en meget vanskeligt skabe en fælles forståelse blandt de deltagende stats- og regeringschefer, og den afsluttende aftale levede da heller ikke op til hverken regeringens egne oprindelige ambitioner eller til de forventninger, som omverdenen havde til topmødet.
En del af det magre resultat af topmødet var, at en række regeringer fra de rige lande lovede at give u-landene en ekstra klimabistand. Således forpligtede den danske regering sig til at give udviklingslandende en klimabistand på 1,2 mia kr. (fordelt på 2010-12), som skulle lægges oven i Danmarks årlige ulandsbistand på 15,2 mia. kr. Allerede godt et par måneder efter denne aftale har Lars Løkke Rasmussen, som på klimakonferencen appellerede til deltagerne om at forpligte sig til sådanne løfter, besluttet, at de 1,2 mia. kr. (eller i det mindste dele deraf) alligevel skal tages fra u-landsbistanden.
Mens Løkke Rasmussen – af mange gode grunde – ikke magtede den svære kunst at få en ambitiøs klimaaftale vedtaget i København i december, så ser det ud til, at han – ved at henvise til finanskrisen (som ikke var ukendt i december) og EU’s konvergenskrav – har tillært sig kunsten at løbe fra løfter. Løkke Rasmussen kunne ikke drømme om at opføre sig så uklogt som Nyrup Rasmussen, der i slutningen af 90’erne brød sit løfte om ikke at pille ved efterlønnen. Nyrup Rasmussen blev da også straffet af vælgerne ved det næste valg, og vi fik et regeringsskifte. Men da verdens fattige lande, der rammes hårdest af klimakrisen, ikke har stemmeret ved næste folketingsvalg, er det risikofrit for statsministeren at bryde løftet til dem om ikke at pille ved ulandsbistanden i forbindelse med uddeling af den nye klimabistand.
Mens verdens fattige lande på de bageste rækker i cirkusteltet måbende ser til, optræder statsministeren i disse dage med sin tryllestav og sin løkke-pose i manegen: ”Hokus pokus – pengene bruges to gange. Abra kadabra – den sultne hund fodres med sin egen hale.”
Christiansfeld, torsdag, den 4. marts 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk
Mod til at sige imod
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 2. marts, 2010
”For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet”, fortæller H. C. Andersen i et eventyr. En dag lod kejseren sig lokke til at ansætte et par ”eksperter”, som hævdede, ”at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene farverne og mønstret var noget usædvanligt smukt, men de klæder, som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.”
Så dygtige var disse to ”eksperter” til at manipulere med kejserens, hans politiske rådgivere og hele folkets bevidsthed, at de alle sagde
”’Gud hvor kejserens nye klæder er mageløse! hvilket dejligt slæb han har på kjolen! hvor den sidder velsignet!’ Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum.” Der var absolut ingen, som havde mod til at sige ”eksperterne”, kejseren, de politiske rådgivere eller hele folket imod. Men af børn (og fulde folk) skal man høre sandheden, så der var et lille barn som sagde om kejseren, ”Men han har jo ikke noget på!”
Det er altid mest uproblematisk at synge med på de omdelte sange, for hvis man begynder at synge noget andet, vil man få at vide, at man synger falsk. Og det er da også rigtigt, at det lyder smukkest, hvis alle synger med på den samme melodi og den samme tekst.
I et demokrati har flertallet altid magten, og sådan skal det være, men det ligger snublende nær, at forstå flertallets betydning sådan, at flertallet også altid har ret. Det har flertallet sikkert ofte, men som H. C. Andersens eventyr om ”Kejserens nye klæder” forsøger at fortælle os, så er det ikke altid tilfældet.
I den aktuelle debat om Politikens undskyldning over for en række muslimske foreninger for at have genoptrykt Muhammed-tegningerne er næsten alle enige om, at Politiken har handlet helt forkasteligt. Det var et knæfald for muslimske mørkemænd, et landsforræderi eller i det mindste et skud i ryggen på dansk udenrigspolitik, og det var først og sidst et svigt i forhold til den absolutte ytringsfrihed. Der er ingen tvivl om, at Politiken naturligvis var klar over, hvad flertallet mente, før avisen udsendte sin undskyldning, og derfor kan de voldsomme reaktioner heller ikke være kommet som nogen overraskelse. Den udbredte konsensus er, at ytringsfriheden i den moderne vestlige verden er absolut, og at muslimer må lære at finde sig i at få deres religion forhånet, latterliggjort og krænket uden at kny.
Måske kunne vi suspendere spørgsmålet om, hvem der har ret, et øjeblik. Eller vi kunne standse H. C. Andersens eventyr i flugten og et øjeblik lade spørgsmålet stå åbent, om de to beklædningseksperter virkelig havde designet smukke klæder til kejseren eller ej. Efterhånden havde der udviklet sig en stærk konsensus – fra den magtfulde kejser i toppen og ud til folkeflertallet – at det måtte være sandt, at kejseren havde fået smukke nye klæder. Der var ingen, som havde lyst eller mod til at sige magten og flertallet imod. Da der endelig var et lille barn, som uforvarende kom til at sige imod, blev der sat en refleksionsproces igang, der førte til at folket fik en ny erkendelse. Modsigelsen fik folk til at tænke sig om, og i dette tilfælde førte det til, at folk indså at de havde taget fejl. Jeg siger ikke her, at flertallet i spørgsmålet om, hvordan man bedst værner om ytringsfriheden i dag, har uret, men vil blot antyde, at enhver veletableret konsensus kan have gavn af at blive modsagt.
Det lille barn i eventyret kom uforvarende til at sige magten og flertallet imod, det samme kan man ikke sige om Politiken, som sandsynligvis har truffet en meget velovervejet beslutning, da de valgte at genoptrykke Muhammed-tegningerne. Det ville have været langt mindre omkostningskrævende sammen med alle andre danske aviser at risikere en retssag rejst af muslimske foreninger end offentligt at sige undskyld for at have krænket muslimers religiøse følelser. Om Politikens handling var klog eller ej, kan og skal diskuteres, men Politiken viste mod til at sige magten og flertallet imod, og det er vel egentlig det, som ytringsfriheden skal give os mod til.
Christiansfeld, tirsdag, den 2. marts 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk
Mod til dialog
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 28. februar, 2010
Politikens undskyldning for utilsigtet at have krænket deres religiøse følelser indgår i et forlig med en række muslimske foreninger. Forligsteksten er slutstenen på en dialogproces, som Politiken valgte at indgå i. En meningsfuld dialog forudsætter for begge dialogparter to egenskaber eller holdninger. Evnen og viljen til at lytte til modpartens synspunkter og erfaringer og evnen og viljen til at sætte ord på egne synspunkter og erfaringer. Altså bestræbelsen på at forsøge at forstå modparten og at gøre sig selv forståelig.
Hvad er det så, Politiken har forstået? Politiken har tilsyneladende forstået, at en lang række muslimske organisationer har følt sig såret over, at deres profet fremstilles som terrorist. De har tilsyneladende også forstået, at disse muslimske organisationer gerne ville have Politiken til at love, at de aldrig igen ville genoptrykke Muhammed-tegningerne og heller i trykke andre lignende karikaturtegninger. Politiken har anerkendt og beklaget, at de var kommet til at krænke mange muslimers religiøse følelser meget alvorligt.
Hvad er det så, de muslimske organisationer har forstået? De har tilsyneladende forstået, at det ikke var Politikens hensigt at såre eller krænke muslimers religiøse følelser, og de har forstået, at ytringsfriheden betyder så meget for Politiken, at Politiken ikke vil love at undlade at bringe karikaturtegninger om Muhammed, islam og muslimer. De muslimske organisationer har tilsyneladende anerkendt, at Politiken ikke havde til hensigt at krænke deres religiøse følelser, og har derfor taget imod Politikens undskyldning. Samtidig har de åbenbart anerkendt, at Politiken ikke kan og vil acceptere, at disse muslimske organisationer sætter grænser for avisens ytringsfrihed.
Det har krævet mod af Politiken – og de muslimske organisationer – at indgå i denne dialog, for man kan ikke på forhånd vide, om der er mulighed for at partnerne kan gøre sig forståelige over for hinanden og om de kan forstå hinanden.
Politikens ”undskyldning” har sat en ny konflikt i gang, en konflikt mellem Politiken – og de få politikere og de få mediepersoner og debattører, som støtter Politikens handling – og de mange aviser, politikere og debattører, som mener, at Politiken har svigtet i kampen for ytringsfriheden og har bøjet af for muslimske mørkemænd.
I denne konflikt er der også brug for mod til en dialog, hvor man på et tidspunkt kravler op af hver sin skyttegrav og indstiller skydningen, så man kan høre, hvad modparten siger og prøve at forstå, hvorfor modparten siger, som vedkommende gør. Spørgsmålet er, om man på begge sider af ”frontlinjen” har mod til at se i øjnene, at begge parter faktisk på det principielle plan måske er mere enige, end man bryder sig om at vide.
Politiken er – som jeg forstå det – ikke bare optaget af at undgå at krænke muslimers religiøse følelser, men står også fast på ytringsfrihedens ukrænkelighed. Jyllandsposten – for at tage den avis som eksempel – står – som jeg forstår det – ikke bare fast på ytringsfrihedens ukrænkelighed, men har også i en erklæring i januar 2006 udtrykt beklagelse over utilsigtet at have krænket muslimers religiøse følelser (og det samme kan vel siges om vor daværende statsminister Aners Fogh Rasmussen).
Det betyder ikke, at parterne derfor er enige om alting, og total enighed er da heller ikke kriteriet på en god dialog, men at man bestræber sig på at gøre sig forståelig overfor og at forstå modparten. Men vi kunne måske få et mere konstruktivt samspil, hvis vi i højere grad gennem en dialog begyndte at forstå, hvad vi var enige om, og hvad vi stadig var uenige om, Og hvis vi derfor var villige til at rydde misforståelser af vejen og også beklage, når vi utilsigtet var kommet til at misrepræsentere eller såre modparten.
Christiansfeld, søndag, den 28. februar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Mod til at sige undskyld
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 26. februar, 2010
Hvis et af formålene med ytringsfriheden er helt bevidst at krænke, håne og spotte andre mennesker og deres religion, så har Politiken med sit forlig med profeten Muhammeds efterkommere angående Politikens trykning af Muhammed-tegningerne svigtet i kampen for ytringsfrihed.
Men det har aldrig været formålet med ytringsfriheden bevidst at krænke, håne og spotte andre mennesker, som fx et religiøst mindretal. Med visse begrænsninger – pålagt af lovgivningen bl.a. omkring injurier, racisme og blasfemi – er det det lovligt at krænke, håne og spotte andre mennesker, og sådan skal det være, men at gøre det til en lakmus-test på ytringsfrihed er helt malplaceret.
Hvis Politiken har undskyldt, at de havde bragt tegningerne og forpligtet sig til ikke igen at optrykke Muhammed-tegningerne eller andre karikaturtegninger om islam, så har Politiken begået et trist knæfald for islamister. Men Politiken har ikke undskyldt, at de har bragt tegningerne, og har selvfølgelig heller ikke forpligtet sig til ikke igen at optrykke karikaturtegninger om islam.
Hvad Politiken derimod har gjort er at sige undskyld for, at man utilsigtet har krænket muslimer i Danmark og i andre lande rundt om i verden ved at genoptrykke karikaturtegningerne. Var det en god ide, at Politiken sagde ”Undskyld” til disse muslimer? I det politiske liv sker det ekstremt sjældent, at politikere siger undskyld for noget som helst. For det allerfleste politikere gælder det, at der aldrig hos dem ”er noget at komme efter.” I almindelige mellemmenneskelige relationer, derimod, ville tilværelsen bryde sammen, hvis vi ikke en gang imellem fik ordet ”undskyld” over vore læber.
Undertiden har vi gjort noget decideret ondt, som vi aldrig skulle have gjort, og derfor må vi naturligvis sige undskyld og søge at rette op på skaden. I andre tilfælde har vi gjort eller sagt noget, som ikke i sig selv var forkert, men som i situationen blev opfattet som en krænkelse, hån eller spot. I den situation kan man naturligvis nøjes med at holde fast i, at der ikke er noget at komme efter, fordi det ikke var min hensigt at såre nogen. Og så kan man forberede sig på en langvarig og måske eskalerende konflikt. Man kunne også sige undskyld, ikke for selve det man havde gjort, men for at det utilsigtet kom til at krænke den anden.
Det kræver mod at sige undskyld for utilsigtet at have såret eller krænket et andet menneske, for den, der siger undskyld, vil ofte af omverdenen blive betragtet som svag. Men forsoning mellem mennesker er ikke mulig, hvis vi ikke vil lytte til hinanden og prøve at forstå, hvordan modparten opfatter tingene, og om nødvendigt sige undskyld.
Et dagblad som fx Politiken har brug for stort mod til at udnytte ytringsfriheden til at sige alle magthavere – både politiske, økonomiske og religiøse – imod og præsentere et så sandt billede af virkeligheden som muligt. Men det kræver også mod for et dagblad som fx Politiken at sige undskyld, når man utilsigtet har såret eller krænket menneskers følelser.
Christiansfeld, fredag, den 26. Februar 2010
Mogens S. Mogensen
Se ordlyden af Politikens erklæring her.
Se også ordlyden af Jyllands-Postens undskyldning i 2006 her.
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk
“Da haver i rigdom vi drevet det vidt”
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 26. februar, 2010
”Højere, hurtigere, stærkere”, sådan lyder det olympiske motto. I Vancouver kæmpes der blandt alle verdens nationer om guld, sølv og bronze. Kan man ikke vinde medalje, kan man i det mindste satse på at komme i top ti. Den danske regering er som et andet Team Danmark blevet optændt af den hellige olympiske ild og er kommet på vinderkurs på den lange bane frem mod 2020. Med et firedobbelt V-tegn lancerede statsminister Lars Løkke Rasmussen den nye regerings plan for viden, vækst, velstand og velfærd i international klasse.
Hvor er det vi skal hente medaljerne? Det er på energiområdet, hvor vi skal blive blandt de tre mest energieffektive lande i verden. Bliver det bronze, sølv, eller guld? Resultatet af den internationale konkurrence i disciplinen energi vil fremkomme samtidig med at de Olympiske Lege bliver afviklet i 2020. København er blandt de byer, som overvejer at konkurrere om værtskabet, men hvis vi skulle tabe denne konkurrence, kan vi måske til gengæld få guld i energieffektivitet.
I 2020 er det også målet, at vi skal komme i finalen, når det gælder tryghed, frihed, integration og lighed og folkeskoleuddannelse. Der bliver nok at tage fat på i de kommende år, hvis vi skal nå disse ambitiøse mål, og derfor satses der på, at flere skal i arbejde og væk fra offentlig forsørgelse, og at den offentlige sektor skal være mere effektiv og mindre præget af bureaukrati.
Kan Danmark ikke vinde medaljer – vi er trods alt kun et lille land – så er en placering i top-ti heller ikke at kimse ad. Vi skal blive blandt de 10 bedste til at leve længe, og mindst ét af vore universiteter skal blive blandt Europas 10 bedste. Og øverst på regeringens 2020 plan står …. at Danmark skal være blandt verdens 10 rigeste lande. ”Da haver i rigdom du drevet det vidt ….”.
I alle olympiske discipliner har man udviklet avancerede måleinstrumenter, så der ikke kan være tvivl om placeringerne. Måleinstrumentet, når det gælder disciplinen rigdom, er … “It’s the economy, stupid” – ja, hvor dumt kan man spørge, det er naturligvis penge, bruttonationalproduktet (BNP).
Som det lille land, Danmark er, bliver regeringen – ligesom Team Danmark – selvfølgelig nødt til at koncentrere sig om et begrænset antal discipliner at konkurrere i. En af de discipliner, som regeringen ikke har med på sin 2020 målsætning er fattigdomsreduktion.
En af grundene til, at vi må melde fra til en række olympiske discipliner ved vinterlegene i Vancouver, er, at vi ikke har ret meget sne og frost i Danmark, ja, nogle vintre har vi næsten hverken frost eller sne. Der har da også i regeringen været tvivl om, hvorvidt vi overhovedet havde fattige her i landet, og i så tilfælde ville det jo ikke give nogen mening at konkurrere med andre lande om at reducere antallet af fattige.
Men her i det europæiske fattigdomsår 2010 er regeringen dog alligevel kommet frem til, at vi også i Danmark har fattige. At deltage i en international konkurrence om at reducere fattigdom i Danmark er dog ikke relevant, fordi fattigdom er et meget komplekst fænomen, som ikke kan måles med et enkelt måleinstrument. Rigdom kan naturligvis måles i kroner og øre, men når det gælder fattigdom er penge kun en blandt talrige indikatorer.
Så i stedet for at tælle de fattige og sætte mål for reduktionen af fattigdom, må vi nøjes med at synge om det håb, at det i 2020 vil gælde, at ”få har for meget og færre for lidt.”
Christiansfeld, fredag, den 26. februar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Religiøse særhensyn og demokrati
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 20. februar, 2010
Nasser Khader har ordet ”demokrati” tatoveret på arabisk på sin muskuløse højre overarm, og han betegner ligefrem sig selv som demokratisk fundamentalist. Sammen med en række andre politikere går han ind for, at der i demokratiets navn skal iværksættes en undersøgelse af religiøse særhensyn.
Jo mere jeg lytter til tilhængerne af en sådan undersøgelse, jo mere står det klart for mig, at formålet ikke primært er at undersøge de religiøse særhensyn, der tages til det store flertal, som folkekirken udgør, men at der er tale om en kritisk undersøgelse af, hvilke særhensyn der tages til de religiøse mindretal.
Egentlig undrer det mig, at hensynsfuldhed nu problematiseres. Jeg har været så naiv, så jeg gik og troede, at det grundlæggende var godt at tage hensyn til hinanden, og at hensynsløshed var en karakterbrist, og ikke noget, som vi skulle søge at fremelske hos hinanden i det danske samfund. Jeg troede også, at det var en dyd at vise særhensyn til religiøse mindretal, så længe det ikke gik ud over andres frihed. Og jeg har i mange år glæde mig over den pragmatiske måde, man på skoler og virksomhed har givet rum for forskellighed også på det religiøse område ved at vise hensyn til hinanden.
Helt særligt undrer det mig, at forkæmpere for det danske demokrati tilsyneladende vil hensynet til religiøse mindretal til livs. Jeg har været så naiv, at jeg gik og troede at et godt demokrati – som jeg bestemt anser det danske for at være – skulle kendes på, hvordan det behandler sine mindretal, og at det ville være en politisk brist, hvis flertallet brugte sin magt uden overhovedet at tage hensyn til mindretallets ønsker og behov.
Det kan godt være, at der kan samles et demokratisk flertal for at fjerne religiøs særhensyn til det muslimske mindretal. Men når man bevæger sig ud på denne demokratiske glidebane, vil det blive vanskeligt at standse den hensynsløse rutschetur, der i lighedens navn vil fjerne alle religiøse hensyn. Når man først er begyndt at mistænkeliggøre hensyn til religiøse minoriteter, er der mange andre hævdvundne hensyn til minoriteter og dem, der er anderledes, som flertallet ser sig i sin gode ret til at eliminere. For enden af denne glidebane ligger et samfund, som er konsekvent demokratisk i betydningen styret af flertallets vilje, men hvor hensynsfuldheden bliver hjemløs.
Måske skulle Nasser Khader og de andre forkæmpere for demokratiet bruge deres demokratiske muskler til i sstedet at værne om et dansk demokrati præget af respekt for mindretal og præget af dansk pragmatisme og en vilje til at vise hensyn også til religiøse mindretal, så længe disse hensyn ikke begrænser hensynet til andres frihed.
Christiansfeld, lørdag, den 20. februar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Tre religionspolitiske scenarier
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 17. februar, 2010
Efter råd fra Dansk Folkeparti har regeringen besluttet at afvise Den Katolske Kirkes anmodning om at få staten til at opkræve ”kirkeskat” til den katolske kirke. Skatteministerens begrundelse er, at det vil være i modstrid med folkekirkens grundlovssikrede særstatus.
På spørgsmålet, om folkekirkens særstatus skulle betyde at andre trossamfund ingen privilegier skal have, svarer Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti: ”Hvis man begynder på det, hvad så med andre private foreninger? Her er der så tale om en forening med et religiøst formål. Det kunne jo lige så godt være en håndboldklub” (Bente Clausen, “DF stoppede katolsk kirkeskat”.Kristeligt Dagblad 17/2/2010 ). I vor sekulariserede tid er det et besnærende svar, som sikkert vinder genklang i store dele af befolkningen. Problemet er imidlertid, at samme Langballe henviser til grundloven for at værne om folkekirkens særstatus, mens han overser samme grundlovs løfteparagraf om, at de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes ved lov. Det vil altså sige, at grundlovsfædrene anerkendte, at der er en principiel forskel på et trossamfund og så en håndboldklub.
Som mange andre allerede har påvist, er der absolut ingen holdbar juridisk begrundelse at hente i grundloven for at afvise at opkræve ”kirkeskat” for den katolske kirke. Afvisningen er altså ikke ”juridisk”, men som en politisk afgørelse. Spørgsmålet er derfor, hvilken religionspolitik er det så, regeringen – og dens støtteparti – lægger op til? Så vidt jeg kan se, er der mindst tre mulige religionspolitiske scenarier.
Hvis de sidste årtiers udvikling fortsætter nærmer vi os mere og mere en sekularistisk model. Skolen er allerede blevet skilt kirken, og flere og flere politikere taler om at få religion (og dermed folkekirken og de øvrige trossamfund) ud af det offentlige rum. Religion bliver en privatsag, og trossamfundene bliver at betragte på niveau med holdboldklubber. Kirkens adskillelse fra staten er en del af denne proces.
Der er imidlertid også helt andre tendenser, som peger i retning af et nationalt-kristeligt scenarie. Udgangspunktet er her, at folkekirken har og vedblivende skal have en særstatus i samfundet, som Danmarks og danskernes kirke. Her bliver kristendommen i almindelighed og folkekirken i særdeleshed indskrevet i en værdipolitisk kamp, og kristendom og folkekirke gøres til konstituerende elementer i en dansk identitet.
Andre europæiske samfund har imidlertid bevæget sig i retning af en religionspolitisk model, der indebærer en statslig anerkendelse af alle religiøse trossamfund og en regulering af deres forhold til staten gennem lovgivning. Udgangspunktet er, at trossamfund har en helt anden status i samfundet en fx håndboldklubber og at det vil være ikke bare i trossamfundenes men dybest set hele samfundets interesse, at der etableres ordnede samarbejdsforhold mellem staten og trossamfundene. En sådan model indebærer ikke nødvendigvis en adskillelse af stat og kirke og en afskaffelse af folkekirkens privilegier, men en regulering af trossamfundenes rettigheder og pligter i forhold til staten, og her ville en statslig opkrævning af ”kirkeskat” eller ”trossamfundsskat” være et naturligt element.
Det er på høje tid vi får en saglig debat om, hvordan vi vil opfylde grundlovens løfteparagraf om regulering af forholdet mellem trossamfund og staten.
Tranum Strand, onsdag, den 17. februar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Kongen af Nepal og grundloven
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 13. februar, 2010
Det fortælles, at kongen af Nepal i forbindelse med Nepals overgang fra kongens absolutte enevælde til demokrati læste en oversættelse af den danske grundlov fra 1953. Hvis det, han kunne læse ud af denne grundlov var et udtryk for kongens magt i et demokrati, så kunne han se fremtiden i møde med fortrøstning. Kongen kunne både udnævne og afskedige regeringen, og han havde del i både den lovgivende og udøvende magt. Kongen førte udenrigspolitikken og kunne benåde mennesker. Spørgsmålet er, om danskere, der læser vor gældende grundlov, som for to tredjedeles vedkommende er uændret siden 1849 grundloven, får et mere præcist billede af styreformen i Danmark en kongen af Nepal gjorde.
Jyske Lov fra 1241 indledes med ordene om, at ”med lov skal land bygges” og at ”loven skal være … tydelig, så alle mænd kan vide og forstå, hvad loven siger”. Hvis vort samfund skal bygges med lov, så må grundloven være at ligne med vort samfunds fundament. I det lys er det dybt problematisk, at vor gældende grundlov langt fra er så ”tydelig, så alle mænd [og kvinder] kan vide og forstå, hvad loven siger”.
Men kan det ikke være lige meget med grundloven, når vi nu har et demokrati, hvor folketinget hele tiden kan vedtage love, som kan samle et flertal på mindst 90 ud af tingets 179 medlemmer? Nej, det er ikke lige meget, hvis vi ønsker en demokratisk retsstat og ikke en totalitær demokratisme. Hvis folketinget og ikke grundloven er den øverste demokratiske instans, er der ingen grænser for, hvilke love det til enhver tid herskende flertal kan vedtage. I princippet kunne grundlæggende frihedsrettigheder “på demokratisk vis” afvikles punkt for punkt. I en demokratisk retsstat, derimomd, bliver folketingets lovgivere af højesteret hold fast på de grundlæggende principper for en demokratisk retsstat, som er fastlagt i grundloven. Jo mere uklar og uaktuel grundloven er, jo vanskelige er det imidlertid for dommerne at holde politikerne fast på vort samfunds grundlæggende spilleregler.
Et specielt problem er fx, at menneskerettighederne ikke er indskrevet i grundloven. Det betyder ikke, at vi som samfund ikke er juridisk forpligtet på menneskerettighederne, for det er vi gennem de europæiske traktater, vi har underskrevet. Men fristelsen er nærliggende for nogle politikere at distancere sig fra menneskerettighederne, fordi de ikke dermed direkte bryder med grundloven. Dermed bliver menneskerettighederne ikke opfattet som en del af de grundlæggende danske spilleregler, men som noget, der trækkes ned over vort hoved udefra.
I de seneste år er værdipolitikken kommet til at spille en stadig stærkere rolle, og der tales mere og mere om sammenhængskraften i et mere og mere mangfoldigt samfund. Igen og igen afspores debatten imidlertid af ligegyldige drøftelser af, hvilke stoffer kvinder må bære eller ikke bære på deres krop, eller hvilke symbolladede tårne der må bygges, om skoler må holde café-møder for mødre, om hvilke praktiske hensyn, der må tages til forskellige religiøse befolkningsgrupper på arbejdspladser og i institutioner. Som om vi ville have sikret sammenhængskraften i samfundet, hvis vi fik skabt en ensretning på disse områder.
Mon ikke det er på tide at drøfte de helt grundlæggende værdier, som skal sikre sammenhængskraft i det danske samfund, nemlig de fælles grundlæggende spilleregler, som grundloven fastlægger eller burde fastlægge, og som vi må holde hinanden fast på, og som må være styrende for folketingets lovgivning, offentlige myndigheders administration og domstolenes virke.
Hvis kongen af Nepal skulle søge asyl i Danmark og arbejde på at blive integreret i det danske samfund, så ville det være hensigtsmæssigt, at især grundloven var så ”tydelig, så alle mænd [og kvinder] kan vide og forstå, hvad loven siger”.
Tranum Strand, lørdag, den 13. februar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk.
Norden for lands lov og ret
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 13. februar, 2010
Norden for lands lov og ret. Det var der vi skulle hen for at holde vinterferie i min storebrors sommerhus i tredje klitrække. Da vi i går havde krydset Limfjorden og var kommet til Nordjylland, var jeg kommet tænke på en samtale for nogle år siden med en københavnsk journalist, der var flyttet til Nordjylland. Ret hurtigt slog det ham, at de fleste biler havde krog på, en jydekrog, som han kaldte det. Efterhånden fandt han ud af, det stort set aldrig var campingvogne men trailere, de kørte rundt med tidligt og sent. Årsagen var, at de supplerede den moderne pengeøkonomi med en blomstrende traditionel naturalieøkonomi.
Det er sikkert sandt, at kildeskatten aldrig er blevet det helt store hit i Nordjylland, men at påstå at man ikke kender til moms, er helt forkert. En gang i 70’erne, da jeg var hjemme og besøge mine forældre på gården, kom den lokale grisehandler for at slå en handel af med min far. Under formiddagskaffen ved min mors køkkenbord, hvor postbuddet og flere andre havde sluttet sig til selskabet, udviklede der sig, som det tit skete, en heftig politisk debat. Grisehandleren, der var en fremskridtets mand, var tilhænger af Glistrup og hans kamp mod indkomstskatten, og min far var som de fleste landmænd Venstre-orienteret. Midt under den højlydte debat hev grisehandleren to tegnebøger frem. “Den her tegnebog bruger jeg, når jeg handler med moms” sagde han og holdt den en lidt slunken tegnebog frem. Så tog han en anden tegnebog frem, som knapt kunne lukkes, og hamrede den i bordet. “Men den her tegnebog bruger jeg, når jeg handler uden moms.”
Nordjylland ligger langt fra København, fra folketinget og regeringen. Men det betyder nu ikke, at nordjyder af den grund har mindreværdskomplekser. Som en af mine nordjyske venner udtrykte det forleden. Vi er ikke stolte over at være nordjyder, blot ydmyge og taknemlige.
De fleste veje på min hjemegn er kommunale, men vi har også en del statsveje i klitplantagerne. Det havde ikke sneet i over en uge, og alle de kommunale veje var ryddet, men jeg havde alligevel mine bange anelser mht. de statsveje, som skulle føre os det sidste stykke vej ud til vort sommerhus. Der er trods alt langt fra statsmagtens centrum i København til Jammerbugten. Og ganske rigtigt, den første frakørsel fra kommunevejen til vort sommerhus var en statsvej, som var sneet helt til.
Men vi havde forudset, at statsmagtens lange arm ikke nåede helt her ud i klitten for at sørge for at rydde vejene. Derfor havde vi kontaktet den lokale vognmand. Formedelst en plovmand – eller var det mon to – havde han lovet at spænde sneploven for lastbilen og rydde den anden statsvej, der førte hen til sommerhuset.
Vi er ganske rigtigt endt norden for lands lov og ret, men det er nu ikke så ringe endda.
Tranum Strand, lørdag den 13. februar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.interculturla.dk
Til kamp mod mobning!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 5. februar, 2010
Dansk Folkeparti er nu gået aktivt ind i kampen mod mobning i skolen. Partiet står i dag klar med et lovforslag, der skal forbyde samtale i timerne og i frikvartererne på andre sprog end dansk. Uddannelsesordfører Marlene Harpsøe slår fast, at ”Det er vigtigt for at forhindre mobning. Vi har set eksempler på skoler, hvor elever har brugt fremmedsprog til at mobbe og tale bag om ryggen på andre. Vi vil gerne være med til at sikre, at man ikke taler arabisk eller urdu eller andre sprog end dansk. I den danske folkeskole taler man dansk” (Politiken 5. feb. 2010)
Alle retsindige borgere i det danske samfund må naturligvis bakke op om kampen mod mobning. At blive mobbet kan være ødelæggende ikke bare for en mobbet elevs skoledag, men kan ødelægge vedkommendes selvværd på langt sigt. Det er naturligvis er problem, hvis andre elever bag ens ryg siger nogle meget nedsættende og ærekrænkende ord om én, på et sprog som mange andre forstår, men som eleven den mobbede elev ikke forstår. En naturlig konsekvens af forbuddet mod andre sprog end dansk, som alle forventes at kunne forstå og bruge, er naturligvis, at vi også må have forbudt en lang række dialekter. Som indvandrer i Sønderjylland er jeg ofte i tvivl om, hvad dialekttalende sønderjyder siger til og om mig. Og selvom jeg ikke tror, at det sker, så kunne de jo i princippet indimellem mobbe mig.
Men endnu værre end den mobning, som foregår på et sprog, som den mobbede ikke forstår, fordi det er arabisk eller sønderjysk, er den mobning, som man kun alt for godt forstår, fordi den foregår på et let forståeligt dansk. For at Dansk Folkepartis anti-mobbe-politik skal få den ønskede virkning, må der også nedlægges forbud – både i klasseværelserne og i skolegården – mod at anvende de nedsættende og ærekrænkende udtalelser om andre mennesker, som folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti har fået for vane at bruge i deres omtale med en gruppe af vore danske medborgere, nemlig muslimerne.
For ikke utilsigtet at komme til at bidrage til en mobningen af disse mennesker, som både er ødelæggende for deres selvværd og vanskeliggør deres integration i det danske samfund, vil jeg her undlade at give eksempler på denne mobbende sprogbrug. Da Dansk Folkeparti nu har kastet sig ind i kampen mod denne person- og samfundsnedbrydende mobning, har jeg en klar forventning om, at partiet også vil indstille sin egen mangeårige mobbekampagne især mod indvandrere og nydanskere med muslimsk baggrund.
Christiansfeld, fredag, den 5. februar 2010
Mogens S. Mogensen
Præstegården og præstens autoritet
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 30. januar, 2010
Jeg husker det lige så tydeligt som var det igår, men det er nu snart seks år siden. Danske Kirkedage blev i 2004 indledt med et møde i gården foran Jan Lindhardts bispesæde i Thuras statelige bygninger. Da jeg læste Jan Lindhardt klumme om ”Boligens betydning” og om at ”Præstegårde giver pondus” (i Kristeligt Dagblad 29. jan. 2010), kom jeg til at tænke på mødet foran bispeboligen. Selvom det regnede og var koldt, var det en fin oplevelse at indlede kirkedagene i selveste biskoppens forgård.
I klummen fortæller Jan Lindhard, at en dag vendte hjem til bispegården i taxa og oplevede, da taxaen svingede ind gennem palæets store brede port, at ”en andægtig tavshed bredte sig, fordi min chauffør ved synet af Thuras statelige bygninger blev klar over, at det var en helt særlig person han havde haft med. Mine ord fik også en anden vægt, end de havde haft hidtil.”. Biskoppen lod sig dog ikke mærke med noget, selvom han godt forstod taxa-chaufførens reaktion.
I denne artikel stiller (ex)biskoppen det vigtige og vægtige spørgsmål, ”Kan man forkynde Guds ord med den fornødne kraft, hvis man ikke bor nogen steder, det er værd at regne med?”
I mange århundreder har den dominerende kirke i Danmark, som vi i dag kalder folkekirken, været knyttet til staten, som en statskirke. Præster har ikke bare repræsenteret evangeliet og kirken, men også statsmagten, og er da også i dag statstjenestemænd med den status, det giver. Guds ord har altså været forkyndt med den fornødne kraft, der ligger i, at præsten har statsmagten i ryggen, og at præsten er en af statens embedsmænd. Præsteembedet og dermed også forkyndelsen har altså været forlenet med en statslig autoritet.
I min barndom i 1950’erne havde jeg det indtryk, at præsten sammen med overlæreren og lægen havde en særstilling i vort lokalsamfund, som mennesker med en ubestridelig autoritet. Vi vidste alle, hvor præsteboligen lå, men hvis et nødvendigt ærinde gjorde det nødvendigt at nærme sig eller lige frem træde ind præsteboligen, kunne vi også blive grebet af “en andægtig tavshed”.
Men tiderne skifter. I slutningen af det 2. og begyndelsen af det 3. årtusinde efter Kristus bliver det tydeligere og tydeligere for flere og flere, at det gamle kristenhedssamfund, der har sine rødder helt tilbage til den gang i det 4. Århundrede, da kejser Konstantin gjorde kristendommen til imperiets religion, er under afvikling. Kristendommen – og dermed også kirken - er tilsyneladende på vej til at miste sin privilegerede stilling i samfundet, og dermed eroderes også præsternes autoritet. Præstegården var i århundreder var et vigtigt centrum for landsbysamfundet, men i dag er der mange sognebørn, der ikke aner, hvor præsteboligen ligger.
Men, men, men … ”Kan man forkynde Guds ord med den fornødne kraft, hvis man ikke bor nogen steder, det er værd at regne med?” Det ville jo være katastrofalt, hvis ophævelsen af præsters bopælspligt i autoritetsgivende præstegårde skulle underminere deres forkyndelse af evangeliet. Her kan man heldigvis hente trøst i, at Jesus, der selv var Guds Ord, forkyndte Guds Ord, uden at bo et sted, der var værd at regne med, ja, han ejede end ikke en sten, han kunne hvile sit hoved på. Og alligevel er Guds Ord aldrig blevet forkyndt med større kraft. Heller ikke Paulus, der if. Apostlenes Gerninger forkyndte Guds Ord med stor kraft, havde en præstebolig, til at give hans forkyndelse autoritet. Så måske er der alligevel håb om, at Guds Ord også vil kunne forkyndes af præster med “den fornødne kraft”, selvom det skulle blive besluttet at tillade, at præster bor i almindelige opgange og parcelhuskvarterer sammen med os almindelige mennesker.
Christiansfeld, lørdag, den 30. januar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk
Missiologiens fremtid?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 29. januar, 2010
I den afsluttende panel debat om missiologiens fremtid indledte missiologiens ”grand old man” Andrew Walls med at rette en tak til den skandinaviske missiologi repræsenteret ved folk som Torben Christensen, Sundkler og Aagaard, som var et lys i missiologiens mørke periode.
Dernæst mindede han om, at missiologien egentlig burde være alle teologiske discipliners ansvar. Men ligesom den holdning at opvasken er alles ansvar i familien ofte fører til at ingen tager opvasken, på samme måde har det ofte været med missionen. Derfor er vi nogle missiologer, som tilbyder at tage opvasken.
Walls førte på sin karakteristisk suveræne måde tilhørerne på en tour de force gennem 2000 års kirke- og missionshistorie. En afgørende begivenhed i hans optik var udviklingen i det 6. Århundrede, som førte til en opdeling af kirken efter etniske linjer, som åbnede op for de følgende århundreders tragiske splittelser i den globale kirke.
Walls understregede betydningen af den store europæiske migration, som begynde omkring år 1500 og skabte den moderne verdensorden og endte i det 20 århundrede – med etableringen af staten Israel. Nu oplever vi så en omvendt migrationsbevægelse fra den ikke-vestlige verden til den vestlige verden, en bevægelse, som har store konsekvenser for kristendommen og andre religioner. Nu er kirken blevet multietnisk og missionsinitiativer udspringer fra et hvilken som helst hjørne af verden og rettes mod en hvilken som helst del af verden, helt uden om de strukturer, som prægede den moderne missionsbevægelse.
Den vestlige teologi, som er blevet formet af den europæiske intellektuelle historie og især oplysningstiden med dens begrænsede univers, viser sig i dag at være for begrænset i perspektiv til at kunne håndtere den afrikanske og asiatiske virkelighed. Vi kan nu forvente, at se en åbning op af teologien med en forøget kristen interaktion med afrikanske og asiatiske kulturer, måske lige så kreativ som den interaktion, der fandt sted med den hellenistiske kultur i de tidlige kristne århundreder. Måske vil Europa og Amerika komme stil at spille en vigtig rolle som teologiske laboratorier, fordi der nu i Vesten findes alle de byggesten fra hele verden, som der er brug for til i teologisk forstand at bygge det nye tempel i Ånden, der igen understreger den kristne tros multicentriske væsen.
At vi har været 175 deltagere på denne konference, og mange af os sågar danskere, viser, at der er i dag er et voksende antal menesker, som tilbyder at tage opvasken.
Århus Universitet, fredag, den 29. januar 2010
Mogens S.Mogensen
Nye udtryk for den éne hellige almindelige apostolske kirke
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 29. januar, 2010
”The McDonaldization of the Church” var titlen, på en bog, som John Drane udgav i 2000. McDonald, som har vist sig meget effektiv som en business-model, er et udtryk for en modernistisk rationalisering, som dehumaniserer os, og er derfor ødelæggende for kirken. Imidlertid er der meget, der tyder på, at mange kirker i den konstantinske kristenheds sidste – moderne – fase har været fristet til at anvende denne model.
I en dansk folkekirkelige sammenhæng har der især tidligere været ryster fremme om, at danskerne skulle have den samme tryghed mht. et kirkeligt standardprodukt i form af højmessen, som når de gik ind i en McDonald for at stille deres fysiske sult.
John Drane, der er professor på Fuller Theological Seminary i Pasadena, Kalifornien, er englænder og engageret i ”Fresh Expressions of the Church”, et program, som bygger på rapporten ”Mission Shaped Church”. Kirken må sættes fri til at eksperimentere med nye kreative former for missionale menigheder der tager højde for den virkelighed, at mennesker og, kontekster er forskellige. I ”Fresh Expressions of the Church” taler man om ”a mixed economy” af traditionelle og nye former for kirke.
Disse nye udtryk for kirke er imidlertid udsat for modernitetens tilbøjelighed til homogenisere alting.
Mens McDonald-tilgangen vil indebære at gøre det til et effektivt program med en manual, så alle andre kan kopiere det, peger Drane på, at vi i stedet må værne om den kreativitet, som vor kreative Gud har skabt os med, og som vil føre til mangfoldighed.
Mens mcdonalisering indebærer et fokus på det kalkulerbare udbytte – hvor mange nye kommer der i kirke, hvor mange bliver omvendt, indebærer Fresh Expression-tilgangen et fokus ikke på kvantitive parametre, men på udviklingen af relationaliteten med udgangspunkt i relationaliteten i den treenige Gud.
I en McDonald-model er alt forudsigeligt, fordi der kun er en rigtig måde at gøre tingene på for at være en rigtig kirke, mens Drane understreger betydningen af at anerkende, at der mangfoldige måder at være en genuin kirke på.
I en McDonald-burgerbar er kontrol kodeordet, men i Fresh Expressions anerkender man, at vi må opgive at ville kontrollere alting. Undertiden bruger Gud helt ordinære mennesker til at gøre de mest ekstraordinære ting.
Drane ser disse fire aspekter ved ”Fresh Expressions” som en måde, at udtrykke, at kirken er EN, HELLIG, ALMINDELIG, APOSTOLSK kirke. Såvidt Drane.
Lige som der er alternative udgaver af McDonald-virksomheder, som grundlæggende arbejder efter samme homogeniserende principper, er der også en række kirkelige McDonald-produkter på markedet i Danmark, koncepter, som tilbyder succes på det kirkelige område. Ved siden af de importerede McDonald-produkter har vi også vort eget folkekirkelige McDonald-produkt, som er meget ældre end McDonald. Et kirkeligt produkt, som sikrede, at kirkegængere uden hensyn til hvor i landet de valgte at gå til højmesse – med få variationer – kunne være sikker på at opleve en næsten identisk gudstjeneste.
Jeg må her bekende, at jeg undertiden i mangel af bedre alternativer inden for rækkevidde konsumerer McDonalds produkter, men det er kun en gastronomisk nødløsning, som kan holde sulten fra livet. På samme måde er kirkelige mcdonald-produkter ikke værdiløse, men jeg er overbevist om, at den kreative Gud med sin kirke har tiltænkt os noget langt mere kreativt.
Århus Universitet, fredag, den 29. Januar 2010
Mogens S. Mogensen
Revner i konferencens akademiske program
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 29. januar, 2010
Både i går og i dag blev dagens program på den internationale konference om kirke og mission i et multireligøst 3. årtusinde indledt med en bøn. I dette teologiske auditorium er der helt sikkert blev holdt teologiske foredrag om bøn, men jeg gætter på, at det er første gang, at et akademisk teologisk arrangement er blevet indledt med en bøn til Gud (Theos), som har givet navn til faget theo-logi (læren om Gud).
Konferencen samler bade akademiske teoretikere og kirkelige praktikere til en fælles refleksion om kirke og mission. At det ikke er uproblematisk at bringe academia/teologi/teori og kirke/mission/praksis sammen dukker op i debatten gennem udsagn om nødvendigheden af vandtætte skotter mellem den akademiske videnskabs og kirkens/missionens interesser, behov og principper.
På de tre dage, som konferencen varer, er der foredrag og debatindlæg fra en lang række af de førende teologer og missiologer fra hele verden, som fx. Stanley Hauerwas, Brian Stanley, Darrell Guder, Patrick Keifert, Ross Wagner, Werner Ustorf, Brian Stone, Kenneth Ross, Andrew Walls, John Drane og mange mange andre.
Den første dag havde jeg I al ydmyghed placeret mig på en af de bageste rækker i auditoriet. I en pause hilste jeg på min sidemand, og – “lo and behold” – det var den internatinalt kendte og anerkendte forfatter til en bog som jeg og mange andre med stort udbytte har læst, nemlig “Evangelism after Christendom”
Programmet er en imponerende flade af akademisk input af højeste kvalitet, men undertiden er revnerne i fladen helt uundværlige. Trods alle de mange vigtige forelæsninger og debatter i auditoriet og de dertil hørende vægtige papers, som kalder på at blive læst, har jeg på fornemmelsen, at det vigtigste foregår i pauserne. Her er der mulighed for at genopfriske gamle venskaber og at knytte nye kontakter, at udveksle erfaringer og planer – kort sagt at netværke. Når teori møder praksis og ideer knyttes til personlige relationer, bliver det spændende.
I aftes var konferencen deltagere inviteret til en festlig reception på rådhuset. Her blev vi helt synligt mindet om, at vi virkelig er på vej ind i et multirelgiøst 3. årtusinde. Viceborgmesteren, som gav en hjertelig velkomst til teologer og teologistuderende., missiologer og missionærer mv., var muslim.
Århus Universitet, fredag, den 29. lanuar 2010
Mogens S. Mogensen
Mission som “en liflig duft”?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 29. januar, 2010
På konferencen har der været taget kritisk livtag med teologi og praksis vedrørende kirkens mission. Ross Wagner pegede I sin missionale hermeneutik af 2. korniterbrev på “the aroma of Christ” som en vision om menneskers oplevelse af kirkens deltagelse I Guds mission I verden.
At kirkens mission langt fra altid har været oplevet som “en liflig duft”, mindede Werner Ustorf os om på konferencens første dag, hvor han med sin postkoloniale kritik af den moderne missionsbevægelse ønskede at lufte ud i kirke og mission.
Knut Lundby fra Norge tog her til morgen udgangspunkt I et citat fra Shakespeares “Hamlet”. “There is something rotten in the state of Denmark”. Det, som er råddent og som stinker, er det begreb om cybespace, som vi på konferencen I Danmark skal diskutere. Lundby gjorde opmærksompå at det er en vildlendende konstruktion at friste os til at tænke om cyberspace som en parallel verden. Cyberspace er en del af vor ene virkelighed. Hvilken betydning har det så for kirken og mission? “To be or not to be online; that is not a question!”
Århus Universitet, fredag, den 29. Januar 2009
Mogens S. Mogensen
Missional kirke
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 28. januar, 2010
I 1998 redigerede professor Darrell Guder fra Princeton i USA, som også medvirkede på missionskonferencen på Århus Universitet, bogen ”Missional Church”. Siden da er ordet ”missional” blevet populært i mange kredse og brugt om ”alt godt fra havet”, understregede Guder.
Introduceringen af ordet ”missional” i bogen ”Missional church” indebar en appel om en ny gennemtænkning af ekklesiologien og missiologien. Ekklesiologi – læren om kirken – har i flere hundrede år fået lov til at udvikle sig ud reference til mission. Ligesom missiologi – læren om mission – ofte er blevet udviklet uden reference til kirken. Missional kirke indebærer udviklingen af en missional ekklesiologi og en ekklesial missiologi.
Mission har sit udspring i Guds mission (missio Dei), som kirken inddrages i. At være kirke er at være i mission, og mission er forankret i den kristne menighed. Udfordringen er at overveje, hvordan deltagelsen i Guds mission i verden oversættes til konkret praksis i den lokale menighed.
Samtidig er det altså en udfordring at forstå al teologi – i alle dens afdelinger – som missional teologi. Eller som Martin Kähler en gang udtrykte det, ”Mission er teologiens moder”. Et eksempel på det blev vi præsenteret for i morges, da Ross Wagner præsenterede en missional hermeneutik af Matt 26,6-13, altså en tolkning af teksten ud fra dens oprindelige formål – og dens formål i dag – at bidrage til en missional formering eller dannelse af de kristne, som hørte evangeliet.
Det helt store spørgsmål er, hvordan de teologiske uddannelsesinstitutioner, kan give de kommende præster den missionale formering og udrustning, der sætter dem i stand til at bidrage til formningen af missionale menigheder. Som flere i salen spurgte Darrell Guder og de to andre i Panelet, Bryan Stone og Martin Reppenhagen, er det overhovedet muligt på statslige teologiske fakulteter?
De fleste vil naturligvis svare, at det ikke kan lade sig gøre, og det heller ikke burde kunne lade sig gøre på denne måde at relatere en akademisk uddannelse på et statsligt universitet på til behovene i en værdibaseret institution som kirken.
For mig rejser det imidlertid spørgsmålet i en postmoderne tid, hvor vi har indset, at værdineutralitet er et meget problematisk begreb: Hvordan kan det være, at statslige uddannelsesinstitutioner ikke føler, at de kompromitterer deres akademiske integritet ved at tilpasse deres uddannelser fx til behovene i kapitalistiske virksomheder, således at kandidaterne kan fungere effektivt til i overensstemmelse med de værdier, som disse virksomheder opererer ud fra? Skulle det ikke være muligt at undgå, at teologien på de teologiske fakulteter fortsat skal være om ikke forældreløs, så dog moderløs?
Mission forudsætter, at kristne nægter at slå hinanden ihjel
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 28. januar, 2010
I disse dage afvikles en international konference på Århus Universitet under overskriften ”Kirke og mission i et multireligiøst tredje årtusinde”. For hovedtaleren her til morgen, prof. Stanley Hauerwas, har kirken imidlertid ikke en mission, og kirken er heller ikke et redskab for mission, men kirken er mission.
Det har været en konstant fristelse for kristne at finde måder at undgå at være vidner på. Vi vil gerne tro, at vi kan vise hvad vi tror på uden hensyn til, hvilket liv vi lever. Det er sandt, at det Gud har gjort i Kristus er sandt og godt, selv om vi er troløse vidner, men det betyder ikke, at der så ikke er en anden et andet sted, som er det trofaste vidne om Jesus. I sidste ende gælder det, at ”the teller and the tale are one”.
For Hauerwas er der en uløselig forbindelse mellem ekklesiologi og mission. Frelsen er ekklesial i den betydning – med et citat fra Brian Stone, som for øvrigt også deltager i konferencen – at frelse “in the world is a participation in Christ through worship, shared practices, disciplines, loyalties, and social patterns of his body.” Derfor giver det ikke mening at sige, at kirken har en mission, men ved at være tro mod evangeliet er kirken mission.
Kirken forstået som mission indebærer en anerkendelse at mission er knyttet til kirkens katolicitet (universalitet og enhed). For Hauerwas er mission ikke bundet op på kirkens udsendelse af missionærer. Fra tid til anden kan det være nyttigt for kirken at udsende missionærer, men kirkens første opgave er at være et vidnes i og for i de verdener, som kirken lever i. Al missionsarbejde er i den forstand lokal.
Men fordi mission er en lokal sag, må der være en essentiel forbindelse mellem kirkens katolske karakter og missionens karakter. Kirken i mission må udfordre de grænser, som truer med at skille kristne fra hinanden. ”At the very least that means that the missionary task of the church depends on the refusal of Christians to kill one another”. Med et citat fra Yoder slog Hauerwas fast, at ”where Christians are not united, the gospel is not true in that place”, hvilket betyder at kirkens vidnesbyrd derved kompromitteres.
Kirkens katolicitet er uløseligt forbundet med mission gennem tilstedeværelsen overalt af et folk, hvis eksistens er bestemt af tilbedelsen af Gud. Det er evangeliet kraft til I kirken til at overskride grænserne ikke bare af rum og tid, men også sociale og alle andre grænser, som gør den lokale kirke virkelig “katolsk”. Det betyder imidlertid, at der ikke er nogen udfordring som er vigtigere for kirkens mission en Kristen enhed.
Hauerwas blev imødegået af Jan Ole Henriksen fra Oslo og Niels Henrik Gregersen fra København. Bl.a. blev der peget på, at vi en nordisk teologisk tradition lægger mere vægt på skabelsesteologien i vor missionsteolog, og at det med en luthersk forståelse af synden – og så i kirken – var problematisk at hævde, at kirken er mission.
Diskussionen om kirke og mission i det 3. årtusinde fortsætter – under den fælles forudsætning – “at kristne nægter at slå hinanden ihjel”.
Århus Universitet, torsdag, den 28. Januar 2010
Mogens S. Mogensen
Et skrig fra et hjælpeløst folk
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 28. januar, 2010
Det følelsesmæssige højdepunkt på den første dag op missionskonferencen på Århus Universitet var mødet med en kristen fra et muslimsk land i Asien, hvor de kristne udgjorde en meget lille minoritet. At gøre en religion til en del af et lands identitet, sagde han, er en stor synd, for det får uvægerligt betydning for forståelsen af borgernes rettigheder.
Islams indflydelse på kirken i dette land har været meget ødelæggende pga af de diskriminerende og undertrykkende love rettet mod de religiøse minoriteter:
• Blasfemilove, som er den ultimative forbandelse for kristne.
• Apostasi/konversionslove, som betyder at konvertitter fra islam til kristendom mister deres arveret og risikerer at blive slået ihjel.
• En social og økonomisk kvælning af det kristne samfund, der fx gør det meget vanskeligt for kristne at få et job.
• Islamisering af den kristne tro og teologi, der fører til, at kristne fristes til at se på deres egen tro gennem islamisk briller (som fx når kristne får en forkert forståelse af lov i kristendom og begynder at forstå bibelen som var den en koran.
Denne kristne mand havde det meget svært med den romantisering af kristnes minoritetssituation, som han undertiden oplevede at møde i vesten. For det kristne mindretal i dette land var det blodig alvor at være et svagt og ubetydeligt mindretal. Hans foredrag var – med hans egne ord – et skrig fra et hjælpeløst folk, men et hjælpeløst folk, som var modigt nok til ikke at gå under jorden, men trofast at leve evangeliet ud i deres hverdag. For den lille kirke i dette muslimske land var kristendommens kerne forsoningen, menneskehedens forsoningens med Gud, og menneskers forsoning med hinanden. Vi forsøger at udleve (reenact) Guds kærlighed, sådan som vi selv har erfaret Guds kærlighed. Det er der vi er, sagde han, og det er der missionen må være i det tredje årtusinde.
For denne kristen er kristendommens ”omega punkt” det, vi – som muslimer og kristne – er fælles om. Vor fælles humanitet – og vor ”fælles” Gud. Hvis der er en muslimsk Gud, en hindu Gud og en kristen Gud, så er der for mig overhovedet ingen Gud. Vore fælles værdier og vor fælles mission, fx at bekæmpe fattigdom.
Vi hørte skriget fra et hjælpeløst folk, som har brug for vor solidaritet, og et folk, som har noget at lære os.
Århus Universitet, onsdag, den 27. Januar 2010
Mogens S. Mogensen
Den moderne missionsbevægelse – hvad skal vi aflære?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 27. januar, 2010
175 professorer, missionærer, præster, organisationsledere, studerende mv. fra hele verden er i dag kommet sammen til en international missionskonference på Århus Universitet. Konferencen markerer 100- året for den berømte 1910 missionskonference i Edinburgh, som markerer den moderne missionsbevægelses højdepunkt.
Mens sneen føg igennem Århus’ gader, begyndte missiologiske og teologiske udsagn at fyge rundt i auditoriet. Allerede den anden oplægsholder, prof. Werner Usdorf, lagde fløjlshandskerne til side og gik i infight med den moderne missionsbevægelse. De sidste 200 års missionshistorie er er ikke bare en lang succeshistorie, men er fyldt med alvorlige fejltagelser. Den moderne missionsbevægelse – som ydre mission – er forbi. I dag er kontekst for kirke og mission radikalt anderledes. Mission er så at sige flyttet fra udenrigsministeriet til indenrigsministeriet.
Dårlige minder om alvorlige fejltagelser i mission gør det vanskeligt at komme videre for kirken i dag. Derfor er der brug for at aflære elementer fra den moderne missionsbevægelse, som ikke har deres rod i evangeliet men i vestens modernistiske kultur.
For det første må kirken i vesten aflære sin farlige afhængighed af sikkerheden i tal. Kristendommen har været i numerisk tilbagegang i Europa, men man har set den numerisk fremgang i syd som en kompensation, således at man fortsat kunne stole på kristendommens sandhed og sejr. Men når man bruger statistik til at underbygge teologisk sandhed, er man ude i en alvorlig synkretisme.
For det andet må kirken i vesten aflære sin tilbøjelighed til at ville kontrollere andre mennesker – i dette tilfælde mennesker, der udsættes for vestlig mission. Vi må ikke se mission som en simpel transmission af kristendom fra os til dem, men som en langt mere kompliceret proces, hvor det helt afgørende er menneskers modtagelse af evangeliet på deres egen måde. Kultur og religion er ikke det samme, men de kan heller ikke adskilles. Den gamle religion forsvinder aldring helt, og den nye religion tager aldrig helt over. Ofte har vi ikke i praksis haft kulturel og slet ikke religiøs sensitivitet i missionsarbejdet., men har i praksis haft en aggressiv erobringsholdning i mission. Hvordan det kristne selv dannes i en post-ydre missions-periode er en meget kompliceret proces, der ikke kan kontrolleres udefra.
Endelig mindede Ustorf os om, at der har været meget vold i mission, og vi har haft en tilbøjelighed til at ignorere denne smerte. Kristendom i en vestlig aftapning ikke har været effektiv i at forhindre den enorme voldsudladning som vi så i Europa i det 20. århundrede, derfor er der brug for større ydmyghed og selvkritik.
Såvidt professor Ustorf. Biskop Karsten Nissen responderede på Ustorfs kritik ved at indrømme, at vi i folkekirken i Danmark er er lammet af tal – så længe at 82 % er medlemmer af kirken er alt ok. Men det er en falsk sikkerhed. Mht. tilbøjeligheden til at ville kontrollere menneskers åndelige udvikling er vi som folkekirke desværre alt for tilfredse med den konstantinske kristenhedsmodel, men de fleste mennesker i dag er et helt andet sted. Som kirke i Danmark i dag må vi indrømme at vi er tilbøjelige til at ignorere smerten has mange af de mennesker, som vi skal tjene, stigmatiserede mennesker som muslimer og flygtninge, de fattige og udstødte.
Så er missionskonferencen skudt i gang!
Århus Universitet, onsdag, den 27. januar 2010
Mogens S. Mogensen
Kultur og kirke i forandring – tekniske og adaptive udfordringer
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 26. januar, 2010
For 30 år siden kunne en præst i USA få en relativt billig sundhedsforsikring, da præster var placeret i den laveste risikogruppe. I dag er prisen på præstens hoved steget betydeligt, da han eller hun nu hører til i den næsthøjeste risikogruppe.
Sådan sagde Patrick Keifert og Pat Taylor Ellison fra det lutherske St. Paul’s Seminary og Church Innovations Institute i Minneapolis. De er kommet til Danmark for at deltage i den internationale konference om ”Kirke og mission i et multireligiøst tredje årtusinde” på Århus Universitet. Konferencen begynder først i morgen den 27. januar, men allerede i går medvirkede de på en én-dages konference i København om missional kirke for præster mv. i folkekirken, frikirker og den katolske kirke.
Årsagerne til ovennævnte udvikling i de amerikanske præsters sundhedsforsikring hænger ifl. Keiferet og Ellison sammen med, at kulturen i vesten i disse år gennemgår en radikal ændring, og at kirken i dens nuværende skikkelse derfor også kommer under alvorligt pres. Dem, der først mærker denne udvikling på deres egen krop, er præsterne, som stilles over for udfordringer og problemer, som de ikke har uddannelse og redskaber til at takle.
Keifert og Ellison pegede på, at der grundlæggende findes to typer problemer eller udfordringer, nemlig tekniske og adaptive, også når det gælder kirke og mission.
De tekniske udfordringer er alvorlige nok, men vi ved hvad problemet er, og løsningen ligger inden for vort repertoire af redskaber og programmer. Det er naturligvis vigtigt at tage disse udfordringer op og finde de rette tekniske løsninger, så problemet ikke ødelægger en menighed eller et kirkesamfund.
For de adaptive udfordringer gælder det, at vi godt nok er klar over, at der er problemer, men vi er ikke sikre på, hvad problemet dybest set er. Vi ved, at vi må tage disse udfordringer op, og at en løsning er af afgørende betydning for vor fremtid, men løsningen ligger uden for vort sædvanlige repertoire af redskaber og programmer. I denne situation oplever præster, at der rokkes ved deres komptence eller evne til at varetage rollen som præster i kirken.
Hvis vi nøjes med at anvende tekniske løsninger på disse adaptive udfordringer, får vi måske en kortvarig forbedring i tilstanden, men konsekvenserne på langt sigt kan blive meget alvorlige, fordi de grundlæggende problemer ikke er blevet adresseret.
Når en menighed eller et kirkesamfund bliver opmærksom på adaptive udfordringer, er der altså ingen præfabrikerede standardløsninger at ty til for at løse problemet. Hele menigheden eller kirkesamfundet må derfor lære at tilpasse sig (”adapt”) ved at eksperimentere. Adpative udfordringer udfordrer os til at genoverveje, hvordan vi forstå og gør ting, hvordan vi definerer os selv og vor identitet. Sådanne adaptive eksperimenter finder næsten aldring sted i organisationens (magt)centrum, men ude i periferien.
Presset på kirken og præsterne kommer fra udviklingen i kulturen i vesten. Moderniteten afløses af sen- eller post-moderniteten, og modernitetens tekniske løsninger er ikke tilstrækkelige til at hjælpe menigheder og kirkesamfund til at takle de udfordringer, som det skifte placere dem i. Kristenhedssamfundet afløses af et postkristenhedssamfund, hvor kirke og kristendom ikke længere har den privilegerede position, som har været gældende i over 1000 år. At være kirke på disse nye vilkår – og i et mere og mere multireligiøst samfund – stiller præster, menigheder og kirkesamfund overfor udfordringer, som opleves som en alvorlig krise.
Denne krise tvinger os til at spørge ind til, hvad det overhovedet vil sige at være kirke. At være kirke er at være kaldet sammen af Gud ved evangeliet i et kristent fællesskab (menighed, spiritualitet, discipelskab) og af Gud at være sendt ud med evangeliet til lokalsamfundet og til verdens ende (mission, nærvær, diakoni). Hvordan vi i praksis gør det i vor kontekst, kan vi kun finde ud af ved at eksperimentere – med modet til at fejle og at lære af vore fiaskoer.
København, tirsdag, den 26. Januar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om konferencen om kirke og mission i det 3. årtusinde, besøg konferencens blog.
Skideballe til Langballe?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 23. januar, 2010
Medlem af folketinget for Dansk Folkeparti Jesper Langballe er ikke blevet blød i … koderne. Langballe har heller ikke som visse andre politikere slået brecher i VOK-samarbejdet ved at lade sig lokke til at tage afstand fra andre DF’er, der har bakket op om Lars Hedegårds bandbulle mod muslimer.
Tværtimod, kan man forstå på Langballe i et indlæg i Berlingske Tidende i dag, har han undgået dette svigt ved at udvise stædighed og integritet og bakker derfor helt og fuldt op om Lars Hedegårds rabiate og grænseoverskridende udtalelser ”Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke harve sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt”. Såvidt denne hædersmand, der er en af Dansk Folkepartis betroede talsmænd.
”Hvad er sandhed?” spurgte Pilatus. If. Langballe synes sandheden at være, at der er muslimske mænd, der er mordere og incestforbrydere. Der er ingen tvivl om, at mord og incest er blevet begået af muslimske mænd, lige som der heller ikke er tvivl om at mord og incest er blevet begået af kristne mænd. Ja, statistisk set er det sandsynligt, at ca. hver tiende mord og incestforbrydelse i Danmark begås af en af Dansk Folkepartis vælgere. Der er sikkert muslimske miljøer, hvor man dækker over hinanden i forbindelse med incest, lige som der sikkert er andre danske miljøer, hvor det forekommer, sikkert også miljøer, der omfatter DF-tilhængere.
Men berettiger det til, at man går til pressen og skriver, at kristne mænd slår deres børn ihjel og begår eller ser igennem fingre med incest mod deres døtre? Eller berettiger det til at antyde, at DF-tilhængere er mordere og incestforbrydere?
Det er ikke sikkert at det efter gældende lov er ulovligt at udtale sig, som Lars Hedegaard og med ham Jesper Langballe gør, men det er i modstrid med de værdier, som vi bygger det danske samfund på.
Det er vel muligt, at de øvrige 178 folketingspolitikeres eventuelle afstandtagen fra Langballes udtalelser ville slå en breche i VOK-samarbejdet, men hvis de tier, bidrager de ikke bare til at svække respekten for det ophøjede ting, men også til at erodere værdigrundlaget for det danske samfund. Derfor ser jeg frem til, at folketingsmedlemmer fra alle partier giver Langballe en skideballe.
Christiansfeld, lørdag, den 23. Januar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Forfølgelse og diskrimination af religiøse mindretal
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 14. januar, 2010
Forleden kom USA’s rapport om status for religionsfriheden i verden, og ligesom de tidligere år er top 20 listen over de lande, hvor religionsfriheden har det dårligst, domineret af muslimske lande. Det kan friste overfladiske sjæle til at reducere forfølgelse og diskrimination af religiøse mindretal til et at være et problem med islam.
I en tid, hvor vi i vesten er tilbøjelig til at betragte menneskerettigheder som selvfølgelige og eviggyldige, er det værd at minde om, at religionsfrihed er et forholdsvist nyt fænomen, også her i vesten, og at forfølgelse og diskrimination af religiøse mindretal indtil for mindre en 200 år siden hørte med til dagens orden overalt på jorden, lige som det stadig gør i alt for mange lande. Det er ikke kun i islamisk lov, at man har kunnet finde brutale straffe for fx frafald og andre former for religiøs afvigelse fra den dominerende flertalsreligions normer. Næsten alle religioner har i lange perioder praktiseret diskrimination og ofte også egentlig forfølgelse af religiøse mindretal. Det gælder også jødedom og kristendom, hinduisme og buddhisme. Det samme gælder en lang række politiske ideologier med kommunismen i spidsen, blot med den forskel at her slog man ikke kun ned på religiøse mindretal men også på religiøse flertal.
I 10 år arbejdede jeg i Nordnigeria, hvor flertallet af befolkningen er muslimer. I en periode boede jeg i en landsby, hvor halvdelen af beboerne var muslimer og halvdelen kristne. Vor nabo var tidligere evangelist, men for en del år siden konverteret til islam, og flertallet af de børn 30 børn han havde fået med sine 4 (+) koner, havde valgt at blive kristne. Det havde de frihed til og oplevede ikke nogen repressalier af den grund. I de sidste fem år arbejdede jeg blandt fulanerne, en etnisk gruppe, hvor de første var blevet muslimer samtidig med at danerne blev kristne, og hvor alle principielt var muslimer. De få fulaner, som konverterede til kristendommen, oplevede både alvorlig diskrimination og forfølgelse. Man kan altså ikke forklare forfølgelse og diskrimination af religiøse mindretal blot ved at henvise til en bestemt religions iboende ondskab.
Hvad er det så, som danner grobunden for diskrimination og forfølgelse af religiøse minoriteter? Jo større og stærkere et religiøst flertal er, og jo mindre og svagere mindretallet er, jo større er chancen for overgreb. Særligt problematisk er det – som det var tilfældet med fulanerne – når religionen er en del af den etniske (eller nationale) identitet. Her opleves frafald fra religionen som et etnisk (eller nationalt) forræderi, og landsforræder har man til alle tider haft tradition for at straffe hårdt, ofte med døden. En afgørende faktor for, om religionsfriheden respekteres er, om samfundet er demokratisk eller ej. Hvis der ikke er et velfungerende demokrati med frihedsrettigheder, som uafhængige domstole opretholder, vil der altid være stor risiko for diskrimination og forfølgelse af religiøse mindretal.
Men hvad så med den religiøse faktor? Erfaringen viser, at regimer, som enten er meget religiøse eller meget antireligiøse, har størst tilbøjelighed til at svigte religionsfriheden. Muslimske lande med shari’a-lov som fx Saudi Arabien er et afskrækkende eksempel på det første, mens den anden kategori repræsenteres af Nordkorea, der topper religionsufrihedens top 20.
Christiansfeld, torsdag, den 14. Januar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Krav om hårdere straffe
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 12. januar, 2010
Når der begås en alvorlig forbrydelse, eller når der fældes en ’mild’ dom for en alvorlig forbrydelse, kan man med næsten usvigelig sikkerhed i medierne høre et omkvæd om ”krav om hårdere straffe”. 11.400 resultater giver det, om man googler dette ”krav om hårdere straffe” for de seneste 12 måneder, mens det ingen resultater giver, hvis man søger på ”krav om mildere straffe”.
Fra højre til venstre i folketingssalen genlyder ekkoet af dette omkvæd fra folkedybet (eller i det mindste fra medierne?): ”krav om hårdere straffe”. Alle er enige om at fordømme mord, vold, hjemmerøveri, knivoverfald osv. Hvert eneste mord, hvert eneste hjemmerøveri osv. er en katastrofe for ofrene og deres omgivelser og for samfundet. Alle er enige om, at der må gøres noget for at forhindre den slags kriminnalitet. I denne ophedede situation er det svært for politikerne at have is i maven: De må udvise handlekraft, og den mest nærliggende handling for lovgiverne er at vedtage nye love med hårdere straffe for sådanne ugerninger.
Når politikerne så en gang imellem udspørges af kritiske journalister, om hårdere straffe nu også reducerer kriminaliteten, må de indrømme, at videnskabelige undersøgelser viser, at det gør de ikke. Men, tilføjer de, vi må indføre hårdere straffe af hensyn til befolkningens retsfølelse. Senest er det argument fremsat af justitsminister Brian Mikkelsen i forbindelse med forslaget om, at unge mellem 15 og 18 år ikke længere skal have mulighed for at få reduceret straf på baggrund af deres unge alder. Retsfølelsen tilsiger, at når man er gammel nok til at slå et menneske ihjel, er man også gammel nok til at tage straffen for det.
Hvis politikerne tilskyndet af mediernes og befolkningens “finske råbekor” fortsætter denne straffeekspedition vil det få meget alvorlige følger for vort samfund. For det første tyder undersøgelser på, at denne politik ikke reducerer kriminaliteten, men at den tværtimod kan producere endnu mere og endnu flere forhærdede forbrydere. Men fristelsen til at tage mere hensyn til folkestemningen end til videnskabelige undersøgelser og ekspertudsagn er tilsyneladende meget vanskelig at modstå for politikere, som gerne vil genvælges og bevare eller erobre regeringsmagten.
For det andet ligger grænsen for befolkningens retsfølelse og krav om gengældelse eller ligefrem hævn nok helt derude, hvor princippet er øje for øje og tand for tand – og liv for liv. Et syvmileskridt i den retning vil være at kopiere den amerikanske model, ”Three strikes and you are out”, som ville betyde, at tredje gang en person får en dom for grov kriminalitet, bures han eller hun inde for livstid. Et næste skridt ville være at genindføre dødsstraffen.
Hvis politikerne fortsætter deres konkurrence om at overgå hinanden med krav om hårdere straffe, risikere vi at udvikle et samfund præget af en form for retfærdighed, der primært tilfredsstiller behovet for hævn, men uden en retfærdighed tempereret med den barmhjertighed, der giver forbryderen håb om en ny begyndelse, og uden den indsigt, som videnskaben kan give os om forebyggelse af kriminalitet.
Christiansfeld, tirsdag, den 12. Januar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Frihed – retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 8. januar, 2010
Hele formiddagen har jeg ledt og ledt på nettet. Men uanset hvor meget jeg higer og søger ikke i gamle bøger, men i gamle netarkiver, har jeg ikke fundet det, jeg søger. Indrømmet, jeg er ikke nogen haj til at navigere rundt på nettet, men jeg bliver efterhånden mere og mere sikker på, at det slet ikke er der.
Jeg har gennemtrawlet Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten og Politiken, men det nedslående svar var, at ”Desværre – der er ingen resultater af din søgning”. Når sagen åbenbart blev fortiet i de store aviser, så måtte jeg ty til den fremmeste forening for ”retten til at ytre sig” og aflagde derfor Trykkefrihedsselskabet et virtuelt besøg. Her blev jeg budt velkommen med et flot citat af Orwell, som opmuntrede mig meget: “Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre”. Men dette selskab havde heller ikke benyttet deres frihed til at omtale historien.
I min desperation søgte jeg til sidst hjælp hos den alvidende Google, hvor jeg foretog en avanceret søgning. Jeg ville gerne have alle artikler på dansk inden for den sidste måned med begge ordene “Malmø” og “moské”, hvori der også indgik mindst et af ordene “imam”, “attentatforsøg”, “skud”. Jeg fik 68 søgeresultater, men ikke et eneste af dem refererede til den begivenhed, som fandt stede den 31. december i Malmø.
Kl. 19 nytårsaften blev der (ifl. Expressen) skudt gennem vinduet mod moskeens imam. Skuddet, der blev affyret med et 9 mm våben, blev imidlertid afbøjet, da det gik igennem ruden, og imamen blev derfor kun ramt af splinter fra ruden. Det er ikke lykkedes politiet at pågribe gerningsmanden. Moskeen i Malmö ’blev bygget i 1983 og har siden været udsat for en række angreb, fx blev moskeen i 2003 forsøgt nedbrændt.
Hele Danmark og mange andre lande i Vesten har med god grund været opskræmt over den somaliske muslimske øksemands angreb på tegneren Kurt Westergaard. Heldigvis reddede Westergaard livet, og angrebet, der må forstås som et angreb på ytringsfriheden, er blevet fordømt fra alle sider, også fra de muslimske paraplyorganisationer i Danmark.
Men nu spørger jeg: Hvorfor forties et mordforsøg i samme periode på en muslimsk imam i Malmø tilsyneladende fuldstændigt i Danmark, et mordforsøg, som kan tolkes som et angreb på religionsfriheden i vort naboland?
Christiansfeld, fredag, den 8. Januar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Angrebet på Kurt Westergaard kalder på både fordømmelse og besindighed
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 2. januar, 2010
Lige så glædeligt det var at vågne op til et smukt snedækket landskab, ligeså trist var det at lukke op for radioavisen og høre den grimme nyhed om, at en somalier relateret til et terrornetværk havde forsøgt at dræbe tegneren Kurt Vestergaard. Heldigvis virkede politiets sikkerhedsforanstaltninger, så Kurt Vestergaard reddede livet og gerningsmanden blev arresteret.
En sådan terror-relateret forbrydelse kalder på en kraftig fordømmelse fra alle danskere. Mens fordømmelserne strømmer ind fra højre til venstre i det politiske spektrum, er det værd at bemærke, at to muslimske paraplyorganisationer, som til sammen repræsenterer det store flertal af muslimske organisationer i Danmark, var blandt de første til at fordømme angrebet på Kurt Vestergaard.
Zubair Hussain Butt udtalte som talsmand for Muslimernes Fællesråd udtalte i morgenradioavisen sin utvetydige afstandtagen fra og fordømmelse af mordforsøget på bladtegneren (se pressemeddelelse). Og på Dansk Muslimsk Unions hjemmeside kan man læse en pressemeddelelse, hvor de “på det kraftigste [tager] afstand fra angrebet og enhver form for ekstremisme, som leder til sådanne handlinger”.
Der er imidlertid ikke kun brug for, at alle danskere står sammen om fordømmelsen af denne terrorrelaterede ugerning. I denne kritiske situation er det lige så vigtigt, at der manes til besindighed fra politikerne, fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, fra kristne, muslimer, ateister og alle andre grupper.
Hvis det lykkes terrorister at skabe panik, heksejagt på muslimer eller voldelige konflikter mellem muslimer og ikke-muslimer, har de opnået deres mål. Derfor er der brug for et lederskab, der maner til sammenhold og besindighed.
Christiansfeld, lørdag, den 2. januar 2010
Mogens S. Mogensen
Fagbøgernes top 10 i 2009
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 30. december, 2009
Nytåret er tiden, hvor man gør status. Her vil jeg gøre min personlige status over de ti fagbøger, læst i 2009, som har inspireret mig mest.
Eckhart Tolle, ”Nuets kraft. Nøgle til personlig frigørelse” (Kbh: Borgen 2000)
Den bog, som har udfordret mig mest i 2009 er Eckhart Tolles meget populære bog om nuets kraft. Tolle omtolker her frimodigt kristendommen, så den kan bringes i harmoni med buddhistiske, hinduistiske og i det hele taget nyåndelige forestillinger og praksisser. På en bagvendt måde gjorde bogen det helt tydeligt for mig, hvad kristendom er og ikke er, samtidig med at den udfordrede mig til at overveje vor kristne spirituelle praksis og mangel på samme.
Richard Foster, ”Celebration of Discipline. The Path to Spiritual Growth”
Måske var det derfor (min læsning af Tolle), at jeg fandt en af mine gamle bøger fra 70’erne frem igen, nemlig Foster klassiker om den klassiske kristne spiritualitets discipliner. I en tid, hvor der tales meget om spiritualitet både inden for og uden for kirken, har Foster stadig noget helt centralt at bidrage med.
Martin Modeus, ”Menneskelig gudstjeneste” (Kbh: Forlaget Alfa, 2007)
En gang imellem får læsningen af en bog afgørende betydnig for éns måde at forståe og forholde sig til et bestemt emne. Det skete for mig med læsningen af Modeus’ bog om gudstjenesten. Jeg vil ikke fremover kunne gå til gudstjeneste eller i menighedsrådet eller andre sammenhænge kunne drøfte gudstjenesten uden at indsigterne og perspektiverne fra denne bog vil spille med.
Tom Wright, ”Surprised by Hope” (London: SPCK 2007)
For mange år siden skrev C. S. Lewis bogen ”Surprised by joy” om sit møde med kristendommen. Tom Wrights præsentation af kristendommen sker under fortegnet håb, og det er der kommet en meget spændende bog ud af. Nok den fagbog, som jeg havde størst glæde af at læse i 2009. Et af citaterne fra bogen er, at ” If we want a ’mission-shaped church’, what we need is a hope-shaped mission”. Ved samme lejlighed læste jeg hans mere populære fremstilling af kristendommen i ”Simply Christian”, som er en værdig afløser for C. S. Lewis’ ”Mere Christianity”.
Louise Nelstrop & Martyn Percy (eds.), ”Evaluating Fresh Expressions. Explorations in Emerging Church” (Norwich: Cantebury Press, 2008)
Den anglikanske kirkes arbejde (sammen med metodistkirken) med udviklingen af missionale menigheds og kirkemodeller, under overskriften ”Fresh Expressions of the Church” er en stor udfordring og inspiration for den danske folkekirke. Derfor har det været spændende at læse en række artikler, der evaluerer og diskutterer og også forholder sig kritisk til de hidtidige erfaringer.
Steven Croft & Ian Mobsby, ”Ancient Faith, Future Mission. Fresh Expressions in the Sacramental Tradtion” (Norwich: Cantebury Press, 2009)
Når kirken skal udvikle ”fresh expressions of the church” har den et skatkammer af ressourcer at trække på i form af kirkens lange tradition for spiritualitet. Som Brian McLaren skriver i en af artiklerne i bogen ”the road to the future goes through the past”. Bogen beskriver en lang række eksempler på, hvordan forskellige menigheder og grupper har arbejdet med en missional spiritualitet.
James Lawrence, ”Growing Leaders. Reflections on leadership, life and Jesus” (Abingdon: The Bible Reading Fellowship, 2004)
I en tid hvor den kontekst, som kirken i Europa skal agere i, forandrer sig radikalt, og hvor den konstantinske kristendhedsmodel af kirken er under afviking, er der stærkt brug for ledelse og lederskab på alle planer i kirken. James Lawrence sammentænker i denne bog teologi, spiritualitet og moderne ledelsesteori og erfaringer sammen og giver et godt bud på, hvordan vi i kirken kan være med til at udvikle kompetente ledere.
Bill Musk, ”The Certainty Trap. Can Christians and Muslims afford the luxury of fundamentalism?” (Pasadena, CA: William Carey Library, 2008)
Fundamentalisme er, som Bill Musk i denne bog gør opmærksom på, ikke kun en fristelse og fare, når det gælder islam. Bill Musk analyserer årsager til og virkninger af fundamentalisme i islam og kristendom og præsenterer nogle af de bevægelser og grupper, hvor fundamentalismen er slået over i voldelig ekstremisme.
Mark Sedgwick, ”Sufism. The Essentials” (Cairo & N. Y: Ther American University in Cairo Press (2005)
Mens der i medierne er mest fokus på den form for islam, for hvem shari’a spiller den afgørende rolle, og på den ekstremistiske islamisme, overses den blødere og mere mystisk orienterede sufi-islam ofte, og det på trods af, at en stor del af verdens muslimer er stærkt præget af sufi-strømninger. I denne korte og let læselige bog, giver Mark Sedgwick en fin introduktion til sufi-spiritualiteten i historien og aktuelt.
Charles Taylor, ”A Secular Age” (Cambridge, MA & London: The Belknap Press of Harvard University Press, 2007)
I 2007 udgav Folkekirke og Religionsmøde bogen ”Karma, koran og kirke. Religiøs mangfoldighed som folkekirkelig udfordring”. Bogen indeholder en undersøgelse af hvordan præster i folkekirken møder den religiøse mangfoldighed. Undersøgelsen viste, at for præsterne var islam kun den tredjestørste udfordring. Den næststørste udfordring var den østlig inspirerede religiøsitet eller nyåndelighed. Men 58 % pegede på sekulariseringen som den største udfordring. Det var baggrunden for, at jeg gav mig i kast med Charles Taylors bog ”A Secular Age”. Jeg må tilstå, at jeg endnu ikke er færdig med at læse – og fordøje – bogens over 800 sider, men det er en guldgrube at grave i for alle, der ønsker at forstå en helt afgørende dimension af den kontekst, vi er kirke i i vesten i dag, og som vi alle er påvirket af.
Christiansfeld, onsdag, den 30. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Sådan var det ikke i 90′erne. Dekadernes sang
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 29. december, 2009
Det er ikke bare 2009, der går på held, det er også 00’erne. Hvad vil 10’erne bringe? Og hvordan var de forudgående dekader egentlig?
Skal man sætte én overskrift over 00’erne, så kunne det være, at det blev religionens årti. Efter en ubønhørligt fremadskridende sekularisering, der fik mange til at tro, at tro definitivt var på retur, oplevede vi religionernes genkomst. Det begyndte for alvor med 9-11, de islamistiske terroristers angreb på World Trade Center i USA, og det fortsatte med Muhammed-krisen i 2006. Hovedemnet var islam, men religion dukkede op i mange andre former og kom til at spille en vigtig rolle både i den nationale politik og i storpolitikken. Personligt oplevede jeg det bl.a. derved, at jeg var med til at i 2001 etablere det folkekirkelige projekt, som netop kom til at hedde ”Folkekirke og religionsmøde”.
Sådan var det ikke i 90’erne. I det årti var der i Danmark fokus på, at Danmark var ved at blive et meget mere mangfoldigt samfund, men det var etniciteten, der var i centrum, de forskellige kulturer, som indvandrerne bragte til Danmark, og som var en udfordring for integrationen. Karakteristisk nok hed det kirkelige center, som jeg var med til at etablere i starten af 90’erne, da også ”Tværkulturelt Center”. Et center, hvis opgave var at inspirere kirker og kirkelige organisationer til at engagere sig i mødet med mennesker med en anden kulturel baggrund end den danske. I en europæisk sammenhæng var det nationale, som fik en renæssance. Efter murens fald fik en lang række europæiske nationer deres selvstændighed tilbage, og på Balkan endte de nationale bevægelser i blodige krige. 90’erne blev kulturernes eller det nationales årti.
80’erne var det sidste årti, hvor verden stadig var opdelt i øst og vest, kommunisme og kapitalisme. Der var stort set ingen, som havde forudset, at muren ville falde i 1989. Konfliktet mellem Sovjet og Warshawa-pagten på den ene side og USA og NATO på den anden side var blevet en del af globale arkitektur, som vi tog for givet, og vi havde vænnet os til at leve i frygt for en global atom-krig mellem øst og vest. Jeg var i 80’erne på lang af stand af kampen mellem øst og vest, da jeg var missionær i Afrika, hvor kampen for mange i stedet handlede om at skaffe sig det daglige brød.
I 1970 begyndte jeg at studere historie på Århus Universitet, og en af de første dage i semestret besatte studenteraktivister administrationsbygningen Mens Schlüter i 80’erne kunne hævde, at ideologierne var døde, så var de sprællevende i 70’erne, især på universiteterne. En stor del af min ”uddannelse” foregik i Stakladen og på diverse kaffestuer med diskussioner om ideologi og politik . Mit første foredrag holdt jeg i en kristen studenterforening, og emnet var det spørgsmålet, ”Har marxisten altid uret?” Omvkædet politisk bevidsthed, og derfor var 70’erne for mig ideologiernes årti.
Jeg behøver ikke at slå op i økonomiske værker for at finde ud af at 60’erne var det økonomiske opsvings år. Jeg er opvokset ude på landet, og det var et stort fremskridt, da i løbet af 60’erne kunne skifte hestene ud med en traktor. Den lille Renault 4CW blev udskiftet med en meget større bil. Vi fik køleskab og fjernsyn, og jeg var blandt de efterhånden mange heldige, der fik lov at gå i realskole og senere komme på gymnasiet. Hverken Berlin-muren eller Cuba-krisen kunne kvæle 60’ernes optimisme.
Der er nogen, som har talt om fattig-firserne, men den betegnelse passer nu meget bedre på 50’erne. Danmark slap langt lettere gennem 2. Verdenskrig end de fleste andre lande i Europa, men min barndoms 50’erne blev alligevel levet i den alvorlige skygge, som besættelsestiden kastede over os, og uden den rigdom, vi kender i dag. Vi overtog brugt tøj fra andre og lærte i skolen at købe sparemærker. Omkvædet var sparsommelighed og nøjsomhed.
At ”det er svært at spå”, som Storm P så viseligt har sagt det, ”især om fremtiden”, fremgår af, at man stort set aldrig har kunnet forudsige, hvordan det næste årti ville forme sig, og hvad der ville blive dets hovedtemaer. Med stor sandsynlighed for at tage fejl skal mit bud på 10’erne være, at det bliver det årti, hvor det for alvor går op for os, at magtbalancen i international politik og tyngdepunktet i kristenheden i har forskubbet sig mod syd.
Kierkegaard har mindet os om, at “livet leves forlæns men forstås baglæns”. Når vi nu vender os om mod det nye årti, som vi ikke nu kan forstå, kan Ingemann måske give os en sang med på vejen, som vi kan nynne på og hente håb fra.
Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang.
Godt nytår!
Christiansfeld, tirsdag, den 29. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
“Lad os sammen bekende vor kristne tro”
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 27. december, 2009
Ved gudstjenesten anden juledag havde præsten lige læst beretningen om den Stefanus, der har givet navn til dagen. Stefanus, der netop havde bekendt sin tro på Jesus fra Nazareth, som messias, Guds søn, blev stenet til døde for sin kristne tro. Umiddelbart efter oplæsningen af denne dramatiske beretning, sagde præsten, ”Lad os sammen bekende vor kristne tro”. Nu sad vi jo trygt inde bag Tyrstrup Kirkes tykke mure i et land med religionsfrihed, så sammen med de øvrige kirkegængere rejste jeg mig alligevel op og bekendte vor kristne tro.
For Stefanus kostede trosbekendelsen ham livet, og han blev den kristne kirkes første martyr. Ordet martyr kommer af det græske ord ”martyreo”, som simpelt hen betyder ”at vidne”. I de første 300 år af kirkens historie var der mange andre kristne vidner, som blev forfulgt, tortureret og dræbt af de romerske myndigheder for deres bekendelse til Jesus Kristus som Herre.
I dag kan vi i Danmark heldigvis bekende troen, både inden for kirkens mure og udenfor, uden at blive forfulgt af offentlige myndigheder, men det samme er langt fra tilfældet i andre dele af verden.
I en lang række muslimske lande lægges der alvorlige hindringer i vejen for kristnes offentlige bekendelse af troen på Kristus. If. en traditionel forståelse af islamisk lov er der dødsstraf for den muslimske mand, der vælger at bekende troen på Jesus som Guds søn, og livsvarig indespærring for en frafalden kvinde. Og selvom disse straffe sjældent bringes i anvendelse, er de konkrete konsekvenser alvorlige nok.
I mange samfund kan det også have meget alvorlige konsekvenser for hinduer, buddhister og jøder at bekende troen på Kristus, ligesom prisen for bekendelsen også kunne være høj i kommunistiske lande som Sovjetunionen og Kina.
Når vi i dag bekender vor kristne tro, bekender vi den sammen med fortidens og nutidens martyrer og kristne, som har betalt en høj pris for deres bekendelse af vor fælles tro. Men kunne de ikke bare have holdt deres trosbekendelse for sig selv, i deres hjerte, i deres lønkammer, i deres privatliv? Hvorfor skulle de absolut offentligt bekende deres kristne tro, når nu de vidste at prisen kunne være så høj?
Grundtvig synger et sted i en af sine salmer,
Min mund og mit hjerte
de gjorde en pagt,
i fryd og i smerte
af al deres magt
hinanden at følge
og aldrig fordølge,
hvad i dem er levende lagt.
Hvis vi ikke med vor mund giver udtryk for, hvad der har gjort indtryk i vort hjerte, går der noget i stykker i menneske- og kristenlivet.
Evangeliet er ”en stor glæde, som skal være for hele folket”, og derfor må troen på Kristus bekendes offentligt for alle mennesker. Når vi i dag kan samles til gudstjeneste i Danmark og sammen bekende vor kristne tro, hænger det uløseligt sammen med, at der var kristne, der lige som Stefanus var rede til at bekende den kristne tro, ikke bare i lønkammeret, men også på torvet, og også selvom de var klar over, at der kunne være en pris at betale.
Præstens opfordring ved gudstjenesten i går – og hver søndag – er ikke tomme ord, men ord fulde af indhold og konsekvens. Lad os bekende vor kristne tro, ikke bare i lønkammeret og bag kirkens tykke mure, men også i det offentlige rum. Lad os bekende vor kristne tro sammen med alle andre kristne gennem alle tider og overalt i verden, og være solidariske med dem, som har betalt en høj pris for deres bekendelse eller lige frem er blevet martyrer for deres tro.
Christiansfeld, julesøndag, den 27. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk.
Skal man tage Hedegaard, Krarup og Trykkefrihedsselskabet alvorligt?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 23. december, 2009
Ytringsfriheden er en af de helt centrale frihedsrettigheder i ethvert demokrati. Derfor er en debat om, hvordan ytringsfriheden håndhæves i Danmark og andre steder i verden altid vigtig. I 2004 stiftede Lars Hedegaard, David Gress, Kai Sørlander, Søren Krarup og Jesper Langballe et såkaldt Trykkefrihedsselskab, hvis formål if. Vedtægterne ”at træde i brechen for det frie ord hvor som helst, dette er truet, og uanset, hvem der truer det”. Trykkefrihedsselskabet har et rådgivende organ bestående en række andre prominente bl.a. folketingsmedlemmerne Pia Kjærsgaard, Nasser Khader, Søren Pind, skuespilleren Farshad Kholghi, præsten Katrine Lilleør og universitetslektoren Hans Hauge. I de sidste fem år har medlemmerne af selskabets bestyrelse og råd været blandt de ivrigste deltagere i debatten om ytringsfrihed – og især islam, som de anser som den vigtigste trussel mod ytringsfriheden i dag.
Sandsynligvis opmuntret af deres påviseligt store succes med at påvirke denne vigtige debat er fremtrædende medlemmer af selskabet og rådet gået videre og videre i deres angreb på islam. På det seneste har selskabets formand Lars Hedegaard bl.a. fremstillet muslimer som løgnagtige og uden samvittighed. Og videre: »De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«. Kvinder opfattes af muslimer som værende uden værdi: ”De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder – de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers… Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi«. Bestyrelsen bakker Hedegaard op, mens enkelte af rådsmedlemmerne er begyndt at få kolde fødder.
Trods Trykkefrihedsselskabets ædle formål, nemlig at forsvare ytringsfriheden, er det nu kommet dertil, at man må spørge sig selv, om man overhovedet kan tage Hedegaard, Krarup, Vinkel-Holm m.fl. alvorligt? De bidrager ikke til en seriøs debat om ytringsfriheden, men udtaler sig efterhånden på en måde, så enten må opfatte det som om det var en særdeles grovkornet spøg fra stand-up’ere, eller som om det kom fra mennesker, der var blevet mentalt forstyrrede. Valget står her mellem at le og at græde!
Og så fortjener Hedegaard og Co. måske alligevel at blive taget alvorligt, endda meget alvorligt. Ikke som seriøse debattører af et vigtigt samfundsanliggende, men som farlige demagoger og propagandister. Og dertil meget dygtige og indflydelsesrige demagoger og propagandister. Teknikken er lige så enkel som den er effektiv, og den har været brugt med stort held før, både i demokratier og diktaturer. Hvis man vedholdende år efter år, dag ud og dag ind, i sin propaganda dæmoniserer en bestemt befolkningsgruppe, som udgør et lille mindretal i samfundet, og fremstiller den som skadedyr, kriminelle og fjender, så er der en god chance for at flere og flere mennesker får den opfattelse af denne minoritet. Det næste skridt i udviklingen er, at de begynder at forholde sig til disse mennesker på samme måde som man behandler skadedyr, kriminelle og fjender. Og det er naturligvis også propagandaens formål.
Med sådanne venner af vor ytringsfrihed rinder det gamle ord i hu: ”Gud bevare mig for mine venner; mine fjender skal jeg nok selv få bugt med.” Der er al mulig grund til at tage truslerne mod ytringsfriheden alvorligt, også dem, der kommer fra ekstremistiske islamister. Men selv om vi ikke kan tage Hedegaard og Co alvorligt som seriøse debattører vedr. ytringsfriheden, så er der al mulig grund til at tage dem alvorligt som farlige demagoger og propagandister, der lægger en hel minoritet for had.
Christiansfeld, lillejuleaftensdag, 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.
“What if God was one of us?”
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 21. december, 2009
I en popsang spørger Joan Osborne, ”What if God was one of us?” Det er lige præcist det, som julen giver svaret på. Gud blev én af os, da han lod sige føde som Marias barn i en stald i Betlehem for et par tusinde år siden. ”If God had a name, what would it be?” synger Osborne. Min tidligere kristendomslærer på Ålborg Katedralskole gav i en bog fra 1972 svaret, ”Gud hedder Kristus”. Gud trådte i Jesus fra Nazareth ind i vores verden og vores historie.
At Jesus blev født i Betlehem skyldes kejserens kampagne for inddrivelse af skatter. Folketællingen nødvendiggjorde at Josef og Maria måtte rejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa. De første år levede Jesus som flygtning i Egypten, da kong Herodes i Jerusalem for at bevare sin magt ville slå Jesus ihjel. Af de vise mænd havde han fået det indtryk, at de havde tydet stjernerne sådan, at en ny hersker var blevet født i Betlehem. Johs Døberen, som døbte Jesus og udpegede ham som Guds søn og verdens frelser, blev kort efter arresteret og senere halshugget af kong Herodes, da Johannes havde tilladt sig at kritisere hans livsførelse. I sidste ende gik det om muligt Jesus endnu værre, da han af jødiske ledere blev anklaget for blasfemi og af romerne blev tortureret og korsfæstet.
”If God had a face what would it look like?”, spørger Osborne i sin sang. Gud blev i Jesus én af os, så vi i dag kan genkende hans ansigt barnets, flygtningens, den tortureredes, og hvert medmenneskes ansigt. Et af Jesu navne er Immanuel, der netop betyder ”Gud med os”.
Julen betyder, at himlen kysser jorden, for himmeriget – Guds rige – er brudt ind i vor verden. Guds rige er der hvor Guds vilje sker, hvor kærligheden sker fyldest. Derfor lærte Jesus os at bede, ”komme dit rige, ske din vilje” lige her midt i verden. Guds rige er i inden i os, men Guds rige er ikke kun en åndelig virkelighed i vort lønkammer, men det er også iblandt os, midt i den verden, som Jesus blev konfronteret med fra dag ét i Betlehem. Gud blev ikke menneske for at frelse os fra denne verden op til en fjern himmel, men for at bringe himlen til hele verden. Julen er derfor begyndelsen til enden på adskillelsen mellem himmel og jord.
”What if God was one of us?” I julen kan vi fejre, at Gud virkelig blev én af os, for at vi kunne blive ét med ham.
Glædelig jul!
Christiansfeld, mandag, den 21. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
København blev et vendepunkt …
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 19. december, 2009
Regeringer, organisationer og folk i hele verden havde i flere år set frem til det klima-topmøde i København, som netop er afsluttet. Bortset fra grupper af såkaldte klima-skeptikere var videnskabsmænd/kvinder, regeringer og organisationer enige om, at den menneskeskabte CO2 udledning forårsagede klima-forandringer, som ville true levevilkårene i første omgang for mange mennesker i den tredje verden. Jeg er overbevist om, at vi var mange, som havde håbet, at København ville markere et vendepunkt mht. klima-forandringer.
Det skete også, men på en helt anden måde, end nogen havde forestillet sig. Der blev ikke vedtaget nogen juridisk eller politiske ambitiøs og bindende aftale, der afgørende kunne påvirke udviklingen i klima i positiv retning. Alligevel tror jeg, at København kom til at markere en afgørende ændring i klimaet – nemlig det internationale politiske klima.
Mens den dominerende politiske vind i århundreder har blæst fra vest, med alle de konsekvenser det har haft for klodens beboere, markerede topmødet i København måske, at vi skal til at vænne os til vinden først og fremmest fra øst, men også fra syd. At Kina er på vej til at blive en økonomisk og politisk stormagt, fulgt af en række andre lande som Indien og Brasilien, og at også verdens fattige lande kræver afgørende indflydelse, skaberet nyt internationalt politisk klima, som Løkke-Rasmussen, Obama, Merkel, Sarkozy og Brown først nu skal til at lære at navigere i.
A propopos navigere, så kan situationen måske bedst illustreres med, at alle verdens 193 lande er i samme båd. Indtil videre har det imidlertid været USA og dets allierede, som har siddet ved roret og navigeret den fælles båd. Vi er åbenbart nu i en overgangsfase, hvor der bliver mere og mere kamp om, hvem der skal at bestemme kursen for båden. Problemet er imidlertid, at der gået hul i bunden af båden, alt imens man på broen ganske vist alle er enige at båden tager mere og mere vand ind, men bruger energien på at kæmpe om, hvem der skal have kommandoen.
Hvad ændringerne i det internationale politiske klima kommer til at betyde for løsningen af de klima-problemer, som var på dagsordenen i København, er det nok for tidligt at gisne om. På den ene sider presser de voksende økonomier i øst og syd på for at få lov til at udlede mere CO2, så de kan fortsætte deres nødvendige økonomiske udvikling. På den anden side er det især lande i øst og syd, som allerede nu og endnu mere i de kommende år rammes af konsekvenserne af den menneskeskabte ændring i klodens klima. Den nemme løsning for Kina og de andre lande i øst og syd er er pege på USA og vesten som CO2 synderne, som må stå for reduktionen af CO2 udslippet og betale for u-landenes tilpasningsstrategier. Problemet er bare, at selvom USA og vesten i dag holdt op med at udlede CO2, så vil kloden pga den øvrige verdens voksende udledning af CO2 alligevel opleve en katastrofal opvarmning på 3,5 – 4 grader i 2050. De internationale politiske klimaændringer vil sandsynligvis føre os ud i et farligt politisk stormvejr.
København blev måske et vendepunkt mht. til det internationale politiske klima, så vi nuskal til at vænne os til en mere dominerende vind fra øst og fra syd. Spørgsmålet er, hvornår verdens 193 stater når frem til et afgørende vendepunkt mht. de klimaændringer, der ellers fører til en global opvarmning, og dermed truer vor fælles fremtid.
Christiansfeld, lørdag, den 19. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Fagre nye verden
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 16. december, 2009
Et gammeldags politi arresterer forbrydere, efter de har begået en forbrydelse.
Det moderne danske politi arresterer ”forbrydere”, før de begår en forbrydelse.
Mogens S. Mognsen
16. dec. 2009
Porvoo – en by i Rusland?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 14. december, 2009
For mange danskere er Porvoo sikkert ”en by i Rusland”, og det er da heller ikke helt forkert. Fra 1809 til 1917 var Porvoo lige som resten af Finland under russisk overherredømme. Det var endda i Porvoo, at finnerne efter Sveriges nederlag til Rusland måtte sværge troskab til den russiske tsar. Først efter revolutionen i 1917 fik Finland sin selvstændighed og Porvoo blev en by i Finland, beliggende 50 km øst for Helsinki.
I 1992 førte de lutherske kirker i Norden og Lituaen og de anglikanske kirker i Storbritannien og Irland forhandlinger om samarbejde, der førte til, at der i byen Porvoo blev underskrevet en aftale om et nyt kirkefællesskab. Baggrunden for aftalen var, at disse kirker allerede havde meget til fælles. Deres liturgi minder meget om hinanden, og alle ledes de af biskopper. De er næsten alle en slags folkekirker og har også langt hen ad vejen en fælles forståelse af kirkens opgaver i dag. Formålet med aftalen var at drage disse kirker ind i et nyt og nærmere fællesskab for at fremme den kirkelige enhed og en mere effektiv mission.
Porvoo-aftalen indebærer bl.a., at kirkerne anerkender hinandens døbte medlemmer og menigheder som deres egne, at man anerkendes hinandens ordinationer som biskop præst og diakoner, og at man konsulterer hinanden i vigtige spørgsmål om kirkens tro og orden, liv og tjeneste.
I 1995 sagde den danske folkekirke – som den eneste af de nordiske folkekirker – nej tak til medlemskabet af Porvoo-fællesskabet bl.a. pga en bekymring over den manglende anerkendelse af kvindelige biskopper, og frygten for, at folkekirken ikke ville kunne fastholde sit særpræg og sin selvstændighed inden for Porvoo-fællesskabet. Porvoo-fællesskabet har imidlertid udviklet sig på en måde, som har gjort folkekirkens bekymring og frygt til skamme, og i fredags kom pressemeddelelsen om, at Folkekirkens Mellemkirkelige Råd med bispekollegiets velsignelse nu har meldt folkekirken ind i Porvoo-fællesskabet.
Allerede inden folkekirken blev fuldgyldigt medlem af Porvoo-aftalen, har vi kunnet deltage i mange af fællesskabets aktiviteter. Selv havde jeg fornøjelsen af at være med på en konsultation i Edinburgh i december sidste år om relationerne mellem muslimer og kristne i Porvoo-landende. Og der var også dansk deltagelse, da Porvoo-kirkerne i 2003 udarbejdede ”Guidelines for Inter-faith Encounter”. Også når det gælder overvejelserne om, hvordan de gamle og store folkekirker i Nordeuropa skal møde nutidens udfordringer som missionale kirker har vi meget at lære af hinanden. Det er derfor meget glædeligt, at Folkekirken nu er blevet et fuldgyldigt medlem af Porvoo-fællesskabet. Det er ikke først og fremmest et spørgsmål om økumeni på højt kirkepolitisk plan, men handler om praktisk samarbejde og fællesskab i kirkens mission.
Fremover vil Porvoo ikke længere være ”en by i Rusland”, men vil blive en del af den danske (kirkelige) sprog,. Egentlig var det i byen Järvenpäa 37 km nord for Helsinki, at aftalen blev forhandlet på plads i 1992, men da man skønnede, at det ville være meget vanskeligt for ikke-finner at udtale dette navn, flyttede man fejringen af aftalen til Porvoo, så fællesskabet kunne få et navn, som alle deltagerne kunne udtale.
Christiansfeld, mandag, den 14. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk.
Det (religiøst set) værdi-løse samfund
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 13. december, 2009
I den aktuelle værdipolitiske debat spiller kampen mod religiøse symboler en central rolle. For dem, som lider af religionsallergi eller religionsfobi, eller som tror på sekularisme eller ateisme, repræsenterer religiøse symboler værdier, som er i modstrid med den moderne demokratiske verder, eller i det mindste har nogen værdi i det offentlige rum.
Når man ikke uden videre kan komme helt af med religionerne, kan man i det mindste forsøge at forbyde religiøse symboler i det offentlige rum. Et første skridt på denne vej er forbuddet mod, at dommere må bære religiøse symboler i retten. Men fra flere sider tages der i denne tid tilløb til nye spring fremad.
Hvad sker der, hvis muslimske tørklæder og minareter og andre synlige islamiske symboler bliver forbudt? Der sker det, at islam og de 4 % af befolkningen, som er muslimer, bliver mere og mere usynlige i det offentlige rum.
Hvad sker der, hvis man fx forbyder kristne kors i det offentlige rum? Det stærkeste kristne kors-symbol, vi har, er naturligvis dannebrog. Fjernes korset, som et udtryk for kristne værdier, fra flaget, vajer der et rødt flag fra flagstangen. Da det røde flag jo er et symbol på kommunisme (der også undertiden antager religiøs karakter), må også denne røde farve fjernes. Tilbage står vi med et renset flag, som – helt efter hensigten med kampen mod religiøse symboler – nu er (religiøst set) helt værdi-løst.
Så kan sekularister m.fl. fejre sejren i værdikampen ved at kippe med flaget. Det eneste problem er, at det hvide flag er et symbol på - overgivelse!
Christiansfeld, søndag, den 13. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
For Søren!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 11. december, 2009
Søren Krarup har som en anden mullah udslynget den fatwa, at ”det er det rene hedenskab at tale om Guds skaberværk som en ydre, biologisk faktor, man skal værne om”. Derfor har han som en anden pave ex catedra udtalt, at klokkeringningen den 13. december under klimatopmødet er en ”fuldstændig forfalskning af kristendommen”. Som Vorherre selv har han fældet dom, over dem, som vil ringe med klokkerne den 13. December: ”Her skilles fårene unægtelig fra bukkene. Her bliver det klart, hvem der ved, hvad evangelisk-luthersk kristendom er, og hvem der ikke ved det”.
Inden Søren Krarup som et andet klokkefår går helt i selvsving, og svingningerne forplanter sig gennem æteren og velvillige medier som frygt og bæven til hele befolkningen – er det måske værd at minde om, at Kirkernes Verdensråd, som omfatter næsten alle verdens kirkesamfund (inkl. Folkekirken), bortset fra Den Katolske Kirke, opfordrer alle kirker til at lade klokkerne ringe den 13. December. Og at Det Lutherske Verdensforbund, som omfatter næsten alle verdens lutherske kirker inklusive Folkekirken, på sit rådsmøde den 27. Oktober vedtog en resolution om klimaforandringerne der bl.a.
”opfordrer alle medlemskirker til at højtideligholde den 13. december 2009 – under FNs Klimaforandrings konference i København – som en dag til bøn, bekendelse og handling ang. spørgsmålet om klimaforandringer, at ringe med kirkeklokkerne eller at udføre andre symbolske tiltag som en solidaritetshandling for klima-retfærdighed.”
Verdens kirker, inklusive de lutherske, tager altså klima-spørgsmålet så alvorligt, at de opfordrer til klokkeringning under klima-topmødet. Med det in mente kan de menigheder, som har valgt at ringe med klokkerne på søndag, nok leve med, at de da for Søren er ulutherske, ukristelige og hedenske.
Christiansfeld, fredag den 11. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Utak er verdens løn
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 10. december, 2009
Saudi Arabien har i mange år ført en konsekvent religionspolitik, der har forbudt ikke bare kirketårne og klokker, men også kirker. Og ikke nok med det, så har det også været forbudt for borgerne at konvertere til kristendommen, og det har været forbudt for kristne at samles til gudstjenester. Saudi Arabien er et muslimsk land, som ikke skal skæmmes af alt fra kirketårne til kristne forsamlinger.
For nogle dage siden gik Schweiz i Saudi Arabiens fodspor ved at tage det første skridt i retning af en tilsvarende konsekvent religionspolitik. Ved en folkeafstemning blev det med et klart flertal besluttet at forbyde minareter. Schweiz er et kristen land, som ikke skal skæmmes af muslimske minareter.
Der har i mange år været nære økonomiske bånd mellem Saudi Arabien og Schweiz, og de to lande står på venskabelig fod med hinanden. Man kunne derfor have forventet, at Saudi Arabien havde udtrykt anerkendelser for, at Schweiz tilsyneladende var begyndt at kopiere dets konsekvente religionspolitik.
Men hvad sker der. I stedet må Schweiz nu opleve den ydmygelse, at islamiske lærde og ledere i Saudi Arabien ligefrem opfordrer til økonomisk boykot af Schweiz i protest mod forbuddet mod minareter. Hæv jeres olie-milliarder fra de schweiziske bankkonti. Udskift scweizerure med solure. Ingen pakker med sdhweizerknive eller schweizeroste under daddelpalmen i år. Glem alt om en skiferie i de schweiziske alper.
Utak er verdens løn. Jeg tør slet ikke tænke på hvilken tak schweizerne mon får, når og hvis de går videre i deres bestræbelser på at kopiere saudiernes konsekvente religionspolitik.
Christiansfeld, torsdag, den 10. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Hvorfor skal kirken absolut blande sig – i klimapolitik?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 9. december, 2009
At kirken for øjeblikket blander sig i klimapolitik, har bogstaveligt talt fået det til at ringe for ørene hos mange danskere. Ligesom skomageren gør klogest i at holde sig til sin læst, skulle kirken så ikke koncentrere sig om de åndelige spørgsmål om frelsen og himlen og overlade de verdslige spørgsmål om politik og jorden til politikerne og deres vælgere?
Når kirken blander sig i politik udsætte den med usvigelig sikkerhed for kritik. Præster blander sig i forhold, de ikke har forstand på? Kirken er ude på at få magt? Kirkefolk opfører sig farisæisk og måske hyklerisk i politik? Det er der desværre helt sikkert eksempler på, og derfor begynder kirkens engagement i såkaldt politiske spørgsmål – når kirken efter min mening er sit kald mest tro – altid med selvkritik, et kald til kirken selv om omvendelse.
Kirkens engagement på dette område går helt tilbage til de gammeltestamentlige profeters kritik af magthaverne for ikke at tage vare på enken, den faderløse, den fremmede og den fattige. Og til Jesu ord om, at hvad vi har gjort (eller ikke gjort) mod den sultende, den fremmede, den syge osv., har i gjort (eller ikke gjort) mod ham. Kort sagt: næstekærlighedsbuddet.
Historisk set har kirken ikke blandet sig i alle mulige politiske spørgsmål, men især hævet sin kritiske røst i helt fundamentale etiske spørgsmål. Kirkemanden Wilberforce tog initiativ til en kamp mod slaveriet. Kirken i Sydafrika med biskop Desond Tutu i spidsen spillede en afgørende rolle for afskaffelsen af apartheid og den efterfølgende sandhedskommission. Det gælder diskrimination på basis af race, etnicitet og køn, social uretfærdighed og fattigdom. Det gælder spørgsmål om krig, der truer alle menneskers overlevelse, men traditionelt især rammer samfundets svageste, som kirken er kaldet til at tage i forsvar.
At blande sig i de politiske spørgsmål vedrørende slaveri, apartheid, diskrimination, social uretfærdighed ud fra en etisk tilgangsvinkel, har aldrig i udgangspunktet været en vindersag. Modstanden fra de magthavere, hvis positioner trues af denne kritik, har altid været massiv. Der har altid været en pris at betale for de kirkefolk, som i ord og handling har engageret sig til fordel for denne verdens svageste. Det gælder også mht. kirkens engagement på det klimapolitiske område.
Klimapolitik er ikke kun et politisk spørgsmål, som kirken trygt kan overlade til politikerne, men det er også et fundamentalt etisk spørgsmål, som kirken skal rejse. Det skyldes, at klimakrisen truer selve menneskehedens livsgrundlag og
især rammer de fattigste i den tredje verden, og at det især vil komme til at gå ud over vore børn, børnebørn og oldebørn.
Det er politikernes opgave at drive politik og løse de politiske problemer. Det er kirkens opgave i ord og handling at forkynde evangeliet og at rejse de etiske problemstillinger. Da der aldrig kan være vandtætte skotter mellem politik og etik, heller ikke mht. klimaet, så skal kirken absolut blande sig ved at pege på de etiske aspekter af klimaspørgsmålet.
Christiansfeld, onsdag, den 9. December.
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om kirke og klima, besøg min websites afsnit om Økologi og klima – teologi og mission. For at læse mere om religionernes samarbejde omkring klimaændringer, besøg min websites afsnit om Interreligious Cooperation on Climate Crisis.
Klimatopmøde – videnskab, politik, interesser og barske realiteter
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 7. december, 2009
I dag begynder klima-topmødet COP15 i København. Samtidig med at repræsentanter for verdens 192 lande samles for at drøfte de globale klima-problemer, er debatten i Danmark for alvor kommet i gang mellem klima-krise ”tilhængere” og ”skeptikere”. Dette hundeslagsmål, som er godt stof i medierne, fordi det indeholder stort konfliktpotentiale, truer imidlertid med at forplumre klima-problemstillingerne fuldstændigt. Videnskabelige resultater og politiske holdninger blandes sammen, lige som sikre videnskabelige data og videnskabelige teorier.
Videnskab
At der over de sidste godt 100 år er sket en global opvarmning, er videnskabsmænd og kvinder også enige om. At der ikke er sket en yderligere stigning de sidste 10 år er alle også enige om, men det ændrer ikke ved, at vi i dag er på et signifikant højere temperaturniveau end for 100 år siden.
Konsekvenerne af denne globale opvarmning fx i form af stigende vandstand og en række andre klimafænomener er også anerkendt af alle.
Det, der ikke er enighed om blandt videnskabsmænd og kvinder, er, om der er stor sandsynlighed for at den globale opvarmning vil fortsætte eller ej.
At mængden af drivhusgasser i atmosfæren er steget meget markant gennem de sidste hundrede år er alle videnskabsfolk enige om.
Sammenholder man kurverne for stigningen i jordens temperatur og for stigningen i mængden af drivhusgasser i atmosfæren kan selv ikke-videnskabsmænd se, at der er en korrelation, altså en slags mere eller mindre parallelt forløb.
Det, der ikke er total enighed om inden for videnskaben er, om der bag korrelationen ligger en kausalitet, altså om den globale opvarmning skyldes den øgede mængde drivhusgasser i atmosfæren. Altså om vi med den globale opvarmning står med et menneskeskabt problem, bl.a. ved at afbrænding af fossile brændstoffer øger mængden af drivhusgasser (bl.a. CO2).
FNs klimapanels teori er, at der er en årsagssammenhæng mellem C02 udslip og så global opvarmning. Ud af 29.000 videnskabelige observationsdato er mere end 89 % svarende til de forventede modeller. De fleste af de forskere, som er skeptiske overfor FNs klimapanels konklusioner, er dog af den opfattelse, at der er en vis sammenhæng mellem drivhusgasser og global opvarmning, men de mener – uden dog endnu at have kunnet føre bevis for det - at der er andre endnu vigtigere faktorer på spil. Enkelte videnskabsmænd afviser dog helt drivhusgasser som årsag eller en af årsagerne til den globale opvarmning.
Politik
Denne situation rejser en række politiske spørgsmål, spørgsmål som indebærer, at man træffer valg og prioriterer.
Hvis man anerkender, at den globale opvarmning hænger sammen med udledningen af CO2, skal man så betale prisen og gøre noget drastisk for at reducere C02 udslippet?
Eller skal man lade stå til, fordi det især vil være verdens rige industrilande, som må skære ned, og fordi konsekvenserne i første omgang især vil ramme den tredje verden?
Eller skal man lade stå til, i håbet om, at videnskaben om nogle år – hvis vi investerer i den – kommer op med nogle nye teknikker, der kan løse problemerne med drivhusgasserne i atmosfæren på en billig og effektiv måde, som vi ikke kender i dag?
Hvis man i stedet tager udgangspunkt i, at ikke alle forskere tilslutter sig FNs klimapanels dystre teorier, skal man så lade den videnskabelige usikkerhed komme den tiltalte (dvs. de rige industrilande, som har stået for det meste af udledningen af C02) til gode, og håbe, at FNs klimapanel tager fejl?
Eller skal vi – al usikkerhed til trods – ud fra et forsigtighedsprincip alligevel handle på basis af FNs klimapanels resultater og reducere CO2 udslippet radikalt, med de omkostninger det måtte have, især for os i den industrialiserede del af verden?
Interesser
Videnskabens arbejde med klimaspørgsmålet og de politiske beslutningsprocesser foregår selvfølgelig ikke i et vakuum. Der er meget store økonomiske interesser på spil. Virksomheder, som producerer vindmøller, solcelleanlæg, alle der arbejder med alternative energiformer til fossile brændstoffer presser naturligvis på for at få en aftale i stand, der ved at kræve en reduktion af brug af fossile brændstoffer, øger deres marked. På den anden side har vi olie, gas og kul-industrien, som står til at miste mange milliarder dollars, hvis topmødet i København følger FNs klimapanels råd. Videnskabsmænd og kvinder og politikere har i mange år været udsat for et enormt pres fra disse pressionsgrupper.
Barske realiteter
Uanset hvem der har ret mht. teorierne om klimaets udvikling, og uanset hvad resultatet bliver af klima-topmødet i København i de kommende dage, så står det ikke til debat, at millioner af mennesker i den tredje verden allerede her og nu rammes hårdt af miljømæssige katastrofer. Det gælder oversvømmelser, tørke, orkaner og andre ekstreme vejrforhold, der hvert år koster millioner af mennesker livet og sender millioner af andre på flugt. Disse barske realiteter udgør det usynlige bagtæppe for forhandlingerne i Bella-centret.
Christiansfeld, mandag, den 7. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Trusler mod demokratiet
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 6. december, 2009
Demokratiet er en forholdsvis ung og skrøbelig plante, som vi må værne om. I Europa er den de fleste steder kun 150 år gammel, og andre steder i verden er det endnu yngre eller det har slet ikke slået rod endnu. I den demokratiske retsstats korte levealder har den været udsat for mange farer og angreb, som flere steder har ført til, at demokratiet i perioder forsvandt.
Demokratiets er som en plante eller et træ, hvor det mest synlige er kronen (grene og blade), som er demokratiske valg og afstemninger og dermed demokratisk valgte lovgivende forsamlinger. Demokratiets rødder er imidlertid borgernes frihedsrettigheder, som fx er udtrykt i vores grundlov og i menneskerettighedserklæringer. Stænglen eller stammen er magtens tredeling, som bl.a. indebærer, at vi har et retsvæsen, som er uafhængigt af regering og parlament.
Igennem demokratiets korte historie har det været angrebet af en lang række dødsensfarlige sygdomme, som ikke bare har truet med at tage livet af den skrøbelige plante, men også har haft held med det. Det gælder bl.a. kommunisme, fascisme, og nazisme Fælles for disse anti-demokratiske bevægelser er, at de har søgt at bevare et skær af demokrati ved at bevare træets krone, nemlig en eller anden form for valgret, valg og afstemninger. Der, hvor angrebet blev sat ind, var mod træets stamme og dets rødder.
Hvor kommer truslerne mod den skrøbelige demokratiske plante i dag? Den trussel, som der er mest fokus på i medierne for øjeblikket, er den islamisme, der vil indføre shari’a. Der er al mulig grund til at modarbejde denne islamisme, som er en reel trussel i en række muslimske lande. Men islamisme er ikke en trussel mod dansk eller europæisk demokrati. Her kommer truslen et helt andet sted fra, nemlig fra en form for populisme, som man kunne kalde demokratisme.
Ved demokratisme forstår jeg her den form for demokrati, hvor der udelukkende fokuseres på det demokratiske træs krone, mens stamme og især rødder forsømmes. Demokratismen er tilsyneladende superdemokratisk, idet der fx i en dansk sammenhæng lægges vægt på, at der ikke er noget over eller ved siden af folketinget (altså folketingsflertallet). Fristelsen er for politikere (især hvis de repræsenterer et flertal) at forsøge at lægge pres på domstolene for at få dem til at dømme i overensstemmelse – ikke bare med lovene – men med politikernes holdninger.
En lige så farlig fristelse er at forsøge at bruge et politiske flertal til at få vedtaget love, som er i modstrid med borgernes grundlæggende frihedsrettigheder. Et skræmmende eksempel på det, er schweizernes vedtagelse ved en demokratisk folkeafstemning af et forbud mod minareter (altså et indgreb mod religionsfriheden), og nogle danske politikeres opbakning til denne vedtagelse med et ønske om på demokratisk vis at gennemføre et lignende forbud i Danmark.
Den demokratiske retsstat kan afvikles over natten gennem en revolution, men den kan også ganske langsomt svækkes af demokratismens svindsot, der angriber det demokratiske træs rødder og stamme.
Christiansfeld, søndag, den 6. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Klimatopmødet og skeptikerne
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 4. december, 2009
Om nogle få dage samles repræsentanter for verdens 192 regeringer til klima-topmøde i København for at søge at finde en løsning på den klima-krise, som verdens 6 mia beboere står overfor. FNs klimapanel peger i enighed på, at vi er i gang med en global opvarmning, som hænger sammen med vor udledning af Co2 og andre drivhusgasser, og at denne opvarmning vil få katastrofale miljømæssige konsekvenser i form af stigende vandstand i verdenshavene, ekstreme vejrforhold såsom tørke og oversvømmelser.
I mange uger har vi hørt på klima-skeptikere, som benægter hele eller dele af det klima-krise-billede, som FNs klimapanel opridser. Det gælder videnskabsmænd og repræsentanter fx for kulindustrien, politikere og andre meningsdannere. Disse klima-skeptikere håber derfor på – og nogle af dem arbejder målbevidst på – at klimatopmødet bliver en fiasko. Risikoen for, at de får mere eller mindre ret, er desværre voksende. Allerede nu har man opgivet det oprindelige mål at få vedtaget en juridisk bindende aftale, og ambitionen er nu skruet ned til en politisk aftale. Flere af de store aktører har spillet ud med forhandlingsoplæg, som ligger milevidt fra det mål, som FNs klimapanel anser som det minimale, hvis man skal undgå klimakrisens værste følger. De afrikanske lande, som for første gang ser ud til at stå sammen i vigtige internationale forhandlinger, truer med at blokere for et resultat, hvis den rige del af verden ikke giver Afrika en tilstrækkelig økonomisk kompensation.
På det seneste er der imidlertid kommet en anden gruppe skeptikere på banen. Også de håber på, at klimatopmødet i København bryder sammen. Deres udgangspunkt er imidlertid det stik modsatte af de traditionelle klima-skeptikere. Set ud fra deres synspunkt vil en klima-aftale, som den (set med FNs klimapanels mest optimistiske briller) tegner sig, være en katastrofe, fordi den giver verdens befolkninger den fejlagtige opfattellse, at man har afværget klima-katastrofen. En af disse skeptikere er NASAs klimachef, James Hansen, hævder i en artikel i Politiken i dag, at vi skal skrue langt mere end for C02 udledningen, og at der ikke er plads til kompromisser.
”Det er analogt til, da Abraham Lincoln stod over for slaveriet, eller da Winston Churchill stod over for nazismen. Du kan ikke gå kompromis. Du kan ikke sige: Lad os reducere slaveriet, lads os finde et kompromis og reducere det 40-50 pct”.
For James Hansen og andre skeptikere blandt videnskabsmænd er de reduktioner af CO2 udledning, som der nu forhandles om langt fra tilstrækkelige til at undgå en katastrofe.
Den første gruppe af klimaskeptikere tager ikke klima-krisen alvorligt. For dem er der gået lidt for meget halleluja i det, og de taler om en klima-religiøs overtro.
Meget tyder imidlertid på, at militæret både i Europa og USA er begyndt at tage klima-krisen meget alvorligt. Konsekvenserne af klimakrisen – fx i form af massive folkevandringer – er i dag kommet højt op på den sikkerhedspolitiske dagsorden. Flere rapporter peger på, at konflikter fremkaldt af klimaændringer kan føre til krig flere steder i verden. I Nordindien er man fx i gang med et bygge en 4.000 km lang indisk mur, der skal dæmme op for klimaflygtninge fra Bangladesh, som er et af de lande i den tredje verden som rammes hårdest af den globale opvarmning.
Det bliver efterhånden vanskelige og vanskeligere at tage den traditionelle gruppe af klimaskeptikere alvorligt. Men forhåbentlig får den nye gruppe af skeptikere ikke ret i deres dystre forudsigelser. Under alle omstændigheder bliver klima-ændringerne en kæmpe udfordring, som kun kan løses, hvis verdens 192 lande arbejder sammen om det. Måtte klima-topmødet blive begyndelsen på dette globale samarbejde.
I toget på vej mod København, fredag, den 4. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk.
Kampen mod minareter og andre islamiske symboler
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 3. december, 2009
Hermed en symbolsk håndsrækning til det danske parti, som – i ledtog med en række andre nationalistiske partier i Europa – kæmper imod islamiske symboler i det offentlige rum. Følgende islamiske symboler kunne med fordel (for partiet) forbydes:
• Minareter – da de er et utvetydigt symbol på muslimernes ønske om at dominere hele verden. Eneste undtagelse skal være de minareter, som vi har i Tivoli.
• Burkaer – da de tildækker hele kroppen og hele ansigtet, udgør de i disse terrortider en sikkerhedstrussel. Forbuddet skal naturligvis ikke gælde lange vinterfrakker med elefanthuer, eller motorcykeldragter med “rumhjelme”.
• Tørklæder – selv om de kun dækker en del af hovedet, er de stadig et symbol på kvindeundertrykkelse. Det skal dog stadig være tilladt gamle damer at tage tørklæde på i kirken, ligesom moderigtige tørklæder også skal være undtaget.
• Langt skæg – da det indebærer at den langskæggede mand følger profeten Muhammeds eksempel, den profet, som er inspirationskilde til ekstremistisk islamisme. Undtaget skal selvfølgelig være agenter, der i kampen mod terror ifører sig skæg og blå briller.
• Hallalslagtning – da det er synd for dyrene. Dog må vi undtage de for handelsbalancen og bruttonationalproduktet vigtige hallalslagtede kyllinger, der går til eksport. Forbuddet må også udstrækkes til at gælde hallal-hippier, som man i forvejen burde tage ved vingebenet.
• Nymånen – da den ligesom minareten er et symbol på islams ønske om at dominere verden. Undtaget er dog den nymåne, som hver måned dukker op på himlen, men da den er så langt væk, vi kan se igennem fingre med den.
• Islamiske navne – da alle de islamistiske terrorister, vi indtil nu kender navnene på, havde sådanne navne. Undtaget er dog den Ali, som optræder i sangen ”Ali bali ali bali bi”, hvorimod beretningen om “Ali Baba og de 40 røvere” sporenstrengs må omdøbes til fx Pia K og hendes 23 røvere”.
• Arabisk skrift – da vi ikke forstår, hvad det er, muslimerne skriver, og der er eksempler på, at fortrolige oplysninger om det danske militær i Afghanistan er blevet lækket på dette sprog. Den eneste undtagelse skal være regeringens skriftlige tilbud på arabisk til muslimer om at vende hjem til Arabien.
• Arabisk tale – da vi heller ikke forstår, hvad muslimerne siger. Og det, vi forstår, at de siger, vil vi gerne være fri for at høre på, fx Allah og Allahu akbar. Én gang for alle må vi lukke munden på muslimerne, her gælder ingen undtagelser.
• Moskéer, da de er samlingssteder for muslimer, som er potentielle islamistiske terrorister. Den eneste undtagelse skal være små moskéer, som til forveksling ligner lagerrum og garager.
• Farven grøn – da den som symbol på islam får os til at se rødt.
• Muslimer – da de er de er omvandrende symboler på islam.
Måske vil det danske parti frygte for konsekvenserne af vedtagelsen af disse forbud. Men dertil er at sige, at der vil være flere andre minoriteter, hvis symboler man med fordel (for partiet) kunne arbejde politisk på at få forbudt.
Christiansfeld, torsdag, den 3. november 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk
Minaretspolitiske spørgsmål
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 2. december, 2009
Er kirkepolitik nu blevet suppleret med en særlig minaretspolitik?
Måske, moske ikke!
Kan minaretspolitik også staves miniretspolitik eller minusretspolitik?
Måske, moske ikke!
Er minaretspolitik begyndelsen til en ny minoritetspolitik?
Måske, moske ikke!
Mogens S. Mogensen
2. december 2009
Korset i kristenlivet
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 2. december, 2009
Nogle gode lutheranere vil sikkert korse sig og sige, at det er uluthersk. Andre vil gå så vidt som til at slå syv kors for sig, og sige at det er katolsk magi. Det jeg hentyder til, er den tradition at slå korsets tegn for sig, en tradition som er ur-kristelig og også luthersk.
Kristenlivet begynder med, at vi i dåben modtager det hellige korsets tegn til et vidnesbyrd om, at vi skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.
Gudsfingrene grande,
slog kors for din pande,
Guds enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade.
I den lille katekismus foreslår Luther, at vi begynder dagen med at gøre det hellige korsets tegn for os og sige ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen”, og at vi slutter dagen på samme måde. Men hvordan kommer vi i gang med at bruge korsets tegn?
I en artikel i Ny Mission nr. 15 fortæller missionæren Per Damgaard Pedersen fra Armenien om, hvordan fader Sassoun, – efter to generationers kommunistisk kristendomsfjendsk styre – gav en gruppe drenge en første indføring i kristen praksis, inkl. korstegning.
”Vores Gud er tre, det er derfor vi har tre fingre samlet. Det er Faderen, Sønnen og Ånden, og det er et mysterium, som jeg måske vil fortælle jer om en anden dag. I dag vil jeg bare fortælle om de to fingre, her inde i hånden. Det er Guds Søns mysterium. For han er både Gud (fader Sassoun peger på den ene finger), og han er menneske lige som os (han peger på den anden finger). Og når vi slår korsets tegn, så beder vi ham om at være med vore tanker inde i hovedet (han sætter de tre fingre mod panden) og vores tro inde i hjertet (fingrene mod brystet), og når vi rører ved venstre skulder og går til højre skulder, så er det ligesom når vi åbner en dør. Vi åbner vores hjertes dør, sådan at Guds Ånd kan komme ind i os.”
Korstegningen er en gedigen kristen praksis, som kan være med til at fastholde os i vort tilhørsforhold til vor korsfæstede og opstandne Herre og minde os om, at fortegnet for hele vort liv – og vor død – er korset.
Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: Vi går til Paradis!
Christiansfeld, onsdag, den 2. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Korset i kirken
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 1. december, 2009
At være kirke er at samles om Jesu kors, for evangeliet er ”ordet om korset” (1 Kor 1,18), dåben er en dåb til Jesu død og opstandelse (Rom 6) og nadveren forkynder Jesu død, indtil han kommer (1 Kor 11,26). I den første kirke måtte nogle kristne i deres efterfølgelse af Kristus helt bogstaveligt tage deres kors op, idet de blev martyrer for deres tro på den korsfæstede. Korset i kirken er et tegn på, at kirken som sin Herre er sårbar i verden, og at den eneste magt, som dens Herre har givet den, er kærlighedens magt.
”In hoc signo vinces” – Ved dette tegn skal du sejre! – kunne have været et dækkende motto for kirken. At det alligevel er problematisk at bruge det i dag, hænger sammen med, at den romerske kejser Konstantin tog dette som motto i 312, efter at han havde besejret sin rival til kejsertronen i slaget ved den milviske bro. If. legenden havde han inden slaget haft en åbenbaring, hvor han så korsets tegn på himlen. Kejser Konstantin blev kristen, standsede forfølgelserne af de kristne og gjorde kristendommen til en tilladt religion. Senere blev kristendommen gjort til statsreligion, og senere igen til den eneste tilladte religion i Romerriget.
Fristelsen for kirken til at gøre korset til et sværd er lige så gammel som kristendommen. Da nogle af ypperstepræstens og farisæernes tempelvagter kom for at arrestere Jesus i Gethsemane have, greb disciplen Peter sit sværd og huggede øret af vagten Malkus, men Jesu reaktion var dengang – som det vel også ville være i dag: ”Stik sværdet i skeden!” I højmiddelalderen allierede kirken sig med fyrsterne i en række korstog, der havde til formål med våbenmagt at befri det hellige land – og den hellige grav – fra muslimerne. Også den danske kirke var sammen med kongen engageret i korstog, især i Østersøområdet. Det var under et sådant korstog i Estland, at det rød-hvide korsbanner if. legenden faldt ned fra himlen, som et tegn på, at Gud ville give den danske hær sejr, i slaget ved Lyndanise den 15. Juni 1219.
Hvad gør det ved kirken, hvis den mister den position som sårbar og magtesløs, som korset er et tegn på? Det rammer kirken i dens inderste væsen, som er at være sendt til verden med evangeliet (mission). Faren er, at kirken bruger sin magt (eller statens magt) til at tvinge mennesker, til at blive kristne, eller at kirken i erkendelse af konsekvenserne af denne magtposition i forhold til andre mennesker frasiger sig sin mission.
At det aldrig kan være i kirkens sande interesse at få (politisk) magt eller mere magt, er måske et kors for forstanden for alle politisk forstandige. Men kirken står og falder med, at korset er fortegnet for alt, hvad kirken er og gør og siger.
Christiansfeld, tirsdag, den 1. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Korset i kristendommen
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 30. november, 2009
Mens det i denne tid diskuteres, hvilken plads korset – og dermed kristendommen – skal have i Europa, er det måske på sin plads at overveje, hvilken plads korset egentlig har i kristendommen. Korset er ikke kun et symbol på kristendommen i al almindelighed, men er et symbol, som i kristendommen har en specifik betydning.
Korset er Kristi kors, det, kors, som han døde på. Derfor er korset et symbol på Kristi korsfæstelse, hans død og opstandelse. Der gives imidlertid flere forklaringer på Jesu død, og korset får dermed forskellige betydninger.
• Jesu død, hvormed han gør fyldest for alle vore synder (den objektive forsoningslære)
Jesus, der selv var syndfri, tog vore synder på sig, da han blev korsfæstet. Han døde i vort set, for at vi skulle leve (som fx hos Anselm, ”Cur Deus Homo?)
• Jesu død, der åbenbarer Guds nåde for os (den subjektive forsoningslære)
Jesu død på korset var en selvhengivende kærlighed, der her forstås som en åbenbaring af Guds grænseløse og betingelsesløse kærlighed, der forvandler vore liv (som fx hos Abelard).
• Jesu død og opstandelse, som er en sejr over ondskab (den klassiske forsoningslære)
Jesu død på korset indebar at han blev udsat for al verdens ondskab, men hans opstandelse påskemorgen viser, at han sejrede over synd og død og djævel og gav os del i sin sejr (som fx hos Aulén, ”Christus Victor”)
De tre temaer udelukker ikke hinanden, men indebærer tre forskellige vægtlægninger. Det er tre dimensioner af den samme begivenhed. Det ses fx i en af vore mest kendte og elskede påskesalmer ”Hil dig frelser og forsoner”, hvor vi i vers tre ser alle tre temaer vævet sammen:
Kærligheden, hjertegløden,
stærkere var her end døden,
heller giver du end tager
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted
Derfor er korset et symbol på
• troen på Guds nådige tilgivelse og en ny begyndelse
• kærligheden, der griber os og forvandler os
• håbet om, at kærligheden sejrer over ondskab og død.
Korset er ikke bare det symbol, som fx markerer en bygning som en kirke, men er første og fremmest det vigtigste orienteringspunkt for os, når vi tænker kristendom og kirke.
Christiansfeld, mandag, den 30. November 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Korset i Europa
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 29. november, 2009
Kors skal fjernes fra offentlige skoler i Italien. Det har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for nylig besluttet. Denne afgørelse har bragt sindene i kog ikke bare i Italien, men også i det øvrige Europa – og i Danmark.
Kors er ikke bare smykker og ornamenter, men tegn og symboler. Et symbol er en genstand (eller en anden observerbar form), som en gruppe mennesker (fx et folk, eller en religiøs gruppe) forbinder med en bestemt betydning eller værdi. For flertallet af europæere er korset et symbol på kristendommen.
Kampen for at bevare kors i offentlige skoler må ses i sammenhæng med diskussionen om islams plads i Europa. Kampen om symboler er blevet en del af en politisk kamp. I værdikampen har symboler meget stor betydning, fordi de appellerer til følelserne mere end til fornuften. Brugen af fx religiøse symboler i den politiske kamp gør det muligt at afsende stærke budskaber, uden at skulle argumentere rationelt for dem
Kampen mod muslimske tørklæder og burkaer handler derfor dybest set ikke om kvindernes ligestilling. Tærklæder, burkaer osv. er symboler på islam, og ved at fjerne dem fra det offentlige rum, reduceres islams ”forstyrrende” tilstedeværelse i samfundet, eller i det mindste i folks bevidsthed.
I dag har schweizerne i en folkeafstemning besluttet at forbyde minareter i Schweiz, og også i Danmark er der stærke stemmer, som agiterer for at forbyde i minareter – og også bygningen af moskéer i storbyerne. Modstanden mod minareter og moskéer i Danmark handler ikke, som det undertiden hævdes, om at forebygge radikalisering inden for islam, men om at fjerne symboler på islam fra det offentlige rum.
Mens der ikke kan være tvivl om, at kampen mod muslimske symboler er et dække for en politisk kamp mod islam, er det et langt mere åbent spørgsmål om kampen for korset og andre kristne symboler så på den anden side indebærer et egentlig engagement i kristendommen og et ønske om at fremme kristendommens betydning i samfundet? Eller bruges korsets tegn blot negativt til at udgrænse muslimer i forhold til europæisk eller dansk kultur?
Christiansfeld, søndag, den 29. November 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Reklamens magt
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 28. november, 2009
Er reklamens magt ikke lidt overdrevet? Det er jeg kommet til at tænke på, efter at jeg mange gange hver dag er blevet præsenteret for en bestemt filmreklame. Når jeg går ind på Kristeligt Dagblads hjemmesides, som jeg må bekende, at jeg ofte gør, møder jeg igen og igen samme filmreklame. Jeg kan ellers godt lide at gå i biografen og se en god film. Men uanset hvor mange gange jeg nu har set denne filmreklame, har jeg ikke fået større trang til at se filmen.
Det er egentlig underligt, for bannerreklamen for filmen kører lige over mig elskede dagblads titel: ”Kristeligt Dagblad”. Som en af de “kristelige” læsere skulle filmreklamens placering ellers bevirke, at filmen – måske på det følelsesmæssige eller ligefrem ubevidste plan – hos mig blev koblet med noget kristeligt. Men det er ikke sket. Jeg har overvejet muligheden af, at der er noget galt med mig, men det vil jeg i givet fald tale med min psykolog om og ikke læserne af denne blog.
Filmreklamens placering lige over avisens titel, ”Kristeligt Dagblad”, er ellers helt genial. Filmen hedder Antichrist, og det giver et nærliggende spil på avisens navn. Antikrist og Krist(eligt Dagblad). At filmen måske ikke direkte er kristelig, men så dog antikristelig, burde have vakt min interesse, men det er altså ikke sket. Det er sikkert en film af høj kunstnerisk kvalitet, men reklamen har endnu ikke fået så meget magt over mig, at jeg har købt billet til filmen.
Gang på gang, når jeg lige har brug for at finde et eller andet på en af Kristeligt Dagblads portaler, møder jeg filmreklamen, som ikke bare er en traditionel reklame med et billede og en titel. Nej, det er levende billeder, en lille filmstump, en trailer, der 
forsøger at fange min opmærksomhed og interesse. Hovedpersonerne i handlingen er et nøgent kopulerende par, som udfolder sig oven over ”Kristeligt Dagblad”. Men lige så lidt som 60’ernes slogan om koblingen mellem ”sex, drugs and rock’n roll”, appellerede til mig, vinder filmreklamens budskab om koblingen mellem ”Sex, Antikrist og Kristeligt Dagblad” genklang hos mig. Jeg har stadig ikke været inde og set filmen (altså lige bortset fra den stump forfilm, som jeg ikke kan undgå at se, når jeg foretager et virtuelt besøg hos Kristeligt Dagblad), og jeg tvivler på, at det nogen sinde vil ske.
Reklamens magt er vist overdrevet. Og dog, så er det lykkedes filmens reklamebagmænd/kvinder – bag om ryggen på mig – at fange min opmærksomhed, så jeg har skrevet et helt blog-indlæg om den. Og hvem ved, måske er der en eller flere læsere af denne blog, som derigennem får lyst til at se filmen.
Christiansfeld, fredag den 27. November 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Nye kommentarer