U-landshjælp til Sverige
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 31. august, 2010
At Danmark er et af de mest demokratiske lande i verden, har vi danskere været klar over i årevis. I min naivitet troede jeg, at vor svenske broderfolk næsten var på højde med os mht. demokrati. Men nu har nogle af vore indsigtsfulde politikere så at sige revet uvidenhedens slør fra vore øjne: Spørgsmålet er, om Sverige overhovedet er et rigtigt demokratisk land. Baggrunden er den, at Sverigedemokraterne (hvis forbillede er Dansk Folkeparti) ikke kunne få vist deres valgvideo i TV4og heller ikke kunne få deres valgannoncer optrykt i en række aviser, fordi video og annoncer opfattes som fremmedfjendske.
Pia Kjærsgaard afslører i dag i Jyllands-Posten, at ”Forholdene er mere groteske i Sverige, end de er i Østeuropa”. Måske tænker Pia Kjærsgaard på, at man efter murens og kommunismens fald, i 1990 etablerede en demokratifond, som skulle fremme en demokratisk udvikling i lande i Østeuropa, som efter kommunismen skulle lære, hvordan et moderne demokrati som det danske fungerer. I perioden 1990-95 blev der over Finansloven bevilget 430 mio kroner til demokratifonden bla. til afholdelse af frie valg og kulturudveksling. Måske er der basis for en ny demokratifond, som kan bidrage økonomisk og mandskabsmæssigt til, at Sverige kan få afholdt demokratisk valg, og som kan muliggøre, at unge svenskere kan komme på et højskoleophold i Danmark og lære om demokratisk kultur. Desuden kunne det komme på tale bruge en sådan fonds midler til at betale for valgobservatører når svenskerne skal til valgurnerne.
Demokrati er om ikke gået i Naser Khaders blod, så dog indridset på hans overarm, og han udtaler i samme artikel, at Sverige er ”et uland, når det gælder ytringsfrihed.” I de senere år er der blevet udvist stor kreativitet mht., hvor u-landshjælpens milliarder af kroner kan bruges, og til hvad. Dertil kommer, at vor nye udviklingsminister, Søren Pind, har markedsført sig selv som frihedsminister, så hvorfor ikke sætte ind, når friheden trues i vort nærområde. Nu venter vi bare på, at den borgerlige VOK-blok lader handling følge på ord – i form af u-landshjælp til Sverige. U-landshjælpen skal naturligvis målrettes projekter, som vil fremme forståelsen og praktiseringen af ytringsfrihed i Sverige, så vort broderfolk igen kan indtage dets traditionelle plads ved siden af Danmark som et af verdens mest demokratiske nationer.
Christiansfeld, tirsdag, den 31. august 2010
Mogens S. Mogensen
Biblioklasme – nej tak!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 29. august, 2010
Hvis man googler den tekniske term ”biblioklasme” på dansk, får man kun 1 hit – heldigvis. Og hvis man googler det tilsvarende ord fra hverdagssproget, nemlig ”bogafbrædning”, får man 649 hits, og det er stadig et så lille antal, så man må konkludere, at bogafbrænding heldigvis ikke er noget hyppigt forekommende begreb i en dansk sammenhæng.
Men da vi lever i en globaliseret verden, vil vi også her i Danmark blive påvirket af det, der sker andre steder i verden. Præsten Dr. Terry Jones fra Gainsville i Florida har annonceret en ”International Burn a Qur’an Day” den 11. september i ”Dove World Outreach Center”, til minde om ofrene for islamistiske terroristers angreb på bl.a World Trade Center i 2001. På denne dag vil pastor Jones, der bl.a. er kendt for bogen ”Islam is of the Devil”, offentligt afbrænde Koranen, og kristne opfordres til hver på deres sted at brænde muslimernes hellige bog mellem kl. 18 og 21 lokal tid. Som en del af kampagnen er der på Facebook oprettet grupper, som opfordrer til det samme.
De fleste af os har sandsynligvis brændt bøger af, sågar bibler og salmebøger, ja, og nogle af os har sikkert også brændt eksemplarer af andre religioners hellige bøger af. Hvad skulle vi ellers gøre af bøger, som er slidt op, eller som vi ikke længere har brug for eller plads til på reolerne? Det mildest talt problematiske er imidlertid den symbolhandling, som en offentlig bogafbrænding er. Denne symbolhandling har en historie, som er lige så lang som bogens historie, og når man foretager en offentlig bogafbrænding, tolkes handlingen i lyset af denne lange tradition. Og hvis ikke denne tradition havde været der, ville bogafbrændingen slet ikke have haft den symbolkraft, som gør den til en så stærk manifestation, som den vitterlig er.
I middelalderen afbrændte kirken kætterske skrifter. Paven befalede, at Luthers bibeloversættelse blev brændt. I nazitidens Tyskland blev bøger af jødiske forfattere og anti-nazistiske bøger brændt. I 1988 var der muslimer, som afbrændte Salman Rushdies ”De Sataniske Vers”. Og sådan kunne man blive ved med at opremse en meget lang række af bogafbrændinger, som alle sammen er udtryk for en katastrofal mangel på åndsfrihed.
Uanset, hvilken syn danskere måtte have på islam, teologisk og politisk, er der grund til, at vi tager entydigt afstand fra den Koran-afbrænding, som den amerikanske præst har planlagt, og som han opfordrer kristne til at gøre, hver på deres sted. At brænde papir af – også når det er påtrykt tekst og samlet i en bog – er en uskyldig handling, men det er biblioklasme ikke. At foretage en offentlig bogafbrænding er er en stærk symbolhandling, der er udtryk for holdninger, som er i modstrid med det danske samfunds (og alle demokratiske samfunds) grundlæggende værdier, og holdninger, som i historiens løb undertiden er blevet omsat i frygtelige voldelige handlinger.
Den tyske forfatter Heinrich Heine skrev i 1821 i stykket Almansor – for øvrigt med reference til inkvisitionens afbrænding af Koranen under den spanske inkvisition: ”Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man auch am ende Menschen”.
Christiansfeld, søndag, den 30. august 2010
Mogens S. Mogensen
Stor hollandsk interesse for Danmark
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 26. august, 2010
Som dansker sætter jeg pris på, at folk i andre dele af verden interesserer sig for Danmark. Derfor er det meget nedslående, når man møder en amerikaner, der skam udmærket kender Danmark, for han har lige været i Danmarks hovedstad Stockholm. Omvendt varmer det mit hjerte, når jeg hører kinesere udtrykke deres glæde over H. C. Andersens eventyr, eller møder en italiener, som sætter Søren Kierkegaard meget højt. Nok er vi et af verdens mindste nationer, men vi har bestemt meget at være stolte af i en global sammenhæng – når vi selv skal sige det, og det kan en gang imellem være nødvendigt.
De sidste tre dage har jeg her i Holland adskillige gange mødt en stor interesse for Danmark, som jeg ikke var forberedt på. Det handlede hverken om H. C. Andersen og Søren Kierkegaard – og heller ikke om Tivoli, men om vort politiske system. Første gang var jeg lige ved at bryde ud i sang med Grundtvig: Langt højere bjerge så vide på jord man har, end hvor bjerg kun er bakke.” Jo, vi har bestemt grund til at være stolte af, at vi med vor velfærdsstat er kommet langt med at realisere det, som vi har sunget om i snart 200 år: ” Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.”
Men det var hverken Grundtvig eller velfærdsstaten de var interesserede i. Lige siden anden verdenskrig har hollænderne næsten altid haft en flertalsregering, men efter sidste valg, tyder alt på, at de får en mindretalsregering. Og jo, det kender vi meget til i Danmark, det hører til undtagelsen, at vi har en flertalsregering, og jeg kunne forvisse dem om, at det ikke behøvede at betyde jordens undergang.
Det kunne de godt forstå, men deres interesse samledes sig om, hvordan den danske borgerlige mindretalsregering skaffede sig sit flertal. Det kunne jeg hurtigt forklare dem. Den danske liberal-konservative regeringer må betale for at få Dansk Folkepartis stemmer, og – for at (mis)bruge en (i øvrigt virkelig flot) salmetekst – ”Det er altid samme pris”. Øverst på Dansk Folkepartis regning står altid stramninger af reglerne omkring immigration og integration – rettet mod muslimerne. Jamen, kan man da blive ved med at stramme? Ja, sådan har det været i nu omkring ni år i Danmark, med Dansk Folkepartis politiske kreativitet er det skruen uden ende.
Her i Holland har de ikke nogen Pia Kjærsgaard og heller ikke noget Hollandsk Folkeparti, men de har Gert Wilders og hans Frihedsparti, som en kommende borgerlig regering sandsynligvis bliver afhængig af for at få flertal i parlamentet. Wilders går ind for, at Koranen skal forbydes, at kvinder, der bærer slør skal betale en særlig skat, at immigrationen fra muslimske lande skal stoppes, og at byggeri af moskeer skal forbydes. Wilders har en fortid som forsikringsagent og som politiker vil han forsikre hollænderne om, at han – skønt ateist - vil forsvare landets jødisk-kristne værdier.
Sjældent har jeg oplevet at nogen har været så interesseret dansk politik som her i Holland. Hvilke konsekvenser det har haft, at en mindretalsregering har været afhængig af støtte fra et parti som Dansk Folkeparti, spørger de. I Holland har denne situation skabt en intens debat i det kristendemokratiske parti at skulle gøre sig afhængig af Wilders; hvordan er det i Danmark? Og jeg tænker: Kan man sige, at Danmark – i forhold til Holland og måske andre lande – er blevet et foregangsland? Under alle omstændigheder er den hollandske interesse for Danmark til at tage at føle på.
Utrecht, torsdag den 26. August
2010
Mogens S. Mogensen
Lutheranere i Holland – et mindretal i tredje potens!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Rejser den 25. august, 2010
Triumfatorkirken er navnet på den kirke, hvor jeg er i aften. Da programmet er på hollandsk, er der god tid til at reflektere over dagens oplevelser i det kirkelige landskab i Holland. I Danmark tilhører jeg en luthersk majoritet på 82 % af befolkningen, og i den situation kan det være nærliggende at konkludere, at det at være dansk og lutheraner/folkekirkemedlem er to sider af samme sag.
Her i Holland er der også lutheranere, hvis repræsentanter jeg gennem årene har mødt i Det Lutherske Verdensforbund. I 2004 fusionerede den lille lutherske kirke med to reformerte kirker, og i dag udgør lutheranerne et lille bitte mindretal på under 1 % af medlemmerne i Den Protestantiske Kirke i Nederland.
Den Protestantiske Kirke udgør også kun et mindretal af kristenheden i Holland, hvis største kirke er den katolske. Og for at gøre mindretalskrønniken færdig, så udgør de kristne (udregnet efter kirkemedlemskab) i dag et mindretal af befolkningen i Holland.
Mens vi som lutheranere i Danmark har mange hundrede års erfaring med at leve i en majoritetssituation, så lever de fleste af verdens kristne i dag på minoritetsvilkår, og historisk set – når vi ser bort fra den vestlige kristenhed – har minoritetssituationen været kristnes normaltilstand gennem kirkehistorien.
At de kristne – reformerte, katolikker, kristne migranter og lutheranere – er blevet reduceret til et mindretal i Holland, har dog ikke taget modet fra dem. Da jeg besøgte Den Protestantiske Kirkes hovedkvarter her i Utrecht, summede det af aktivitet, fordi kirkens nødhjælpsorganisation ECCO, var i fuld gang med at koordinere den indsamlingskampagne til fordel for de oversvømmelsesramte i Pakistan, som kirkelige og humanitære organisationer skyder i gang i morgen. Og jeg løb tilfældigt ind i en gammel bekendt, som koordinerer kirkens missionsarbejde i Afrika. Senere havde jeg et møde med en protestantisk missionsorganisation, som var travlt optaget af at kommunikere evangeliet til ikke-kristne fra andre kulturer i Holland.
Og nu sidder jeg i Triumfator-kirken. Jeg faldt i snak med en midaldrende “big mamma”, som var stærkt engageret i kirkens arbejde. Da hun for 27 år siden flyttede til kvarteret, var alle stort set indfødte hollændere og kristne, i dag er det store flertal muslimer. Hendes venner spurgte hende, hvorfor hun ikke også flyttede, men selvom tanken havde fristet hende, ønskede hun at blive for at arbejde blandt de nye hollændere.
Præsten fortalte mig, at der hver søndag samles 120 til gudstjeneste her. I aften var vi også 120 mennesker samlet i Triumfator-kirken, der var rammen om et drama, hvor en kristen oprindeligt fra Liberia, en muslim fra Marokko og en jøde fra Holland med udgangspunkt i historien om Abraham fortalte deres historie om flugt og lidelse, og hvordan de havde oplevet Gud midt smerten. Efter en dialog om dramaet blev vi alle indbudt af muslimerne til at deltage i iftar-måltidet, som bryder dagens faste.
En spændende dag, der satte mange tanker i gang, slutter i Triumfator-kirken, og jeg kommer til at tænke på, at en kirkens triumf – og det gælder også en luthersk kirkes – ikke er afhængig af, om den udgør et flertal eller ej.
Triumfatorkerk, Utrecht, onsdag, den 25. august 2010
Mogens S. Mogensen
Vindueskigger i Holland
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Rejser den 24. august, 2010
Engang for mange år siden, da jeg besøgte min kæreste (som nu er min hustru) i hendes kælderværelse på en villavej i Århus, opdagede vi en aften en vindueskigger. Jeg husker endnu, at jeg fór ud og drev ham på flugt så langt ned ad Stockholmsgade, at han – så vidt vides – aldrig optrådte som vindueskigger hos min kæreste igen.
Jeg har ikke meget til overs for vindueskiggere, men må indrømme, at jeg lige nu føler mig som vindueskigger her i Holland. Jeg vil meget gerne se, hvad der rører sig i den hollandske kultur, og til det formål har jeg købt bogen ”Here’s Holland”, som jeg nu bruger som et vindue ind til hollænderne. På bogens sidste 116 sider gives tilflyttere under overskriften ”Living in Holland” information og redskaber til at blive godt integreret i det hollandske samfund. Her præsenteres ”noget af hollændernes kultur og sociale og generelle holdninger til livet og deres plads i verden”. Hertil måtte naturligvis også høre religion, kirke og kristendom, så jeg kiggende spændt ind ad vinduet.
På de første af bogens 360 sider præsenteres de enkelte geografiske områder i Holland og herunder også deres turistattraktioner. Lige nu sidder jeg i Utrecht, hvor der har været et bispesæde lige siden 696, så det er et gammelt kristent land, jeg er kommet til. Der er da også utallige beskrivelser af gamle kirker og klostre og andre historiske mindesmærker for kristendommen, men hvad med religionen i Holland i dag?
Jeg kiggede og kiggede. Det første, tilflyttere til Holland blev orienteret om, var penge- og bankvæsen og dernæst sundhedsvæsenet, alt sammen vigtige sager. Det absolut længste afsnit handlede om sport, som åbenbart fylder meget i hollændernes liv. Et kapitel handlede om ”Det gode liv”, og jeg tænkte, at kirke og kristendom måske hørte med her. Men nej, det gode liv bestod i underholdningstilbud og restauranter.
Omsider fik jeg øje på kirken og kristendommen. Forud for nogle lange afsnit om biblioteker, uddannelse, shopping mv. var der knap fire linjer om ”Places of worship”. Her fastslås det kort og godt, at alle kirkeretninger er repræsenteret over hele Holland, og at der holdes gudstjenester på fremmede sprog i kirker, hvis adresser er oplistet andetsteds i bogen. Afsnittet afsluttes med at henvise evt. interesserede til lokalpressen for at finde yderligere oplysninger om gudstjenestesteder.
Når jeg kigger ind gennem det vindue, som denne introduktion til Holland er, så få jeg indtryk af et ekstremt sekulariseret samfund, hvor kirke og kristendom primært er historiske mindesmærker, mens det ikke er til at få øje på i hollændernes daglige liv, og derfor næsten ingen betydning har for nytilkomnes integration i det hollandske samfund.
Men nu må jeg heller holde inde med mit vindueskiggeri. Måske har jeg kigget ind af det forkerte vindue, måske har jeg kun set en del af virkeligheden, og måske kommer hollænderne ud og driver denne vindueskigger på flugt. Eller de sender vindueskiggere til Danmark, og hvad får de så øje på? I morgen vil jeg i stedet banke på fordøren til Den Protestantiske Kirkes hovedkvarter her i byen for at høre kirkelederne selv fortælle mig, hvordan de ser, at det står til med kirke og kristendom i Holland i dag.
Utrecht, tirsdag den 24. august 2010
Mogens S. Mogensen
Jesus og blasfemiparagraffen
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 22. august, 2010
Da jeg var i kirke i dag og hørte dagens tekst (Matt 12, 31-42), kom jeg til at tænke på den debat, der kører denne tid om blasfemiparagraffen. Altså paragraf 140 i straffeloven, der siger, at ”Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.” Denne paragraf går i sin nuværende form tilbage til 1866, men også før den tid havde vi dog blasfemiparagraffer, som typiske handlede om forbrydelse mod Gud. Har vi brug for en blasfemiparagraf i 2010, eller burde vi tage og sammen og afskaffe denne paragraf.
Det slog mig, at Jesus i dagens tekst siger, at ”den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse”. Jesus – der er Gud i menneskeskikkelse – har ikke brug for nogen beskyttelse mod blasfemi. Men endnu mere tankevækkende er det dog, at Jesus selv blev anklaget for blasfemi af de jødiske religiøse ledere, som sammen med de romerske magthavere fik Jesus henrettet. På en måde kan man altså sige, at Jesu selv blev ramt af en blasfemilov.
I Det Gamle Testamente var der vitterligt en blasfemilov, der foreskrev dødsstraf for den, som var skyldig i blasfemi mod Gud. Og op igennem kristendommens historie er der blevet argumenteret teologisk for at straffe mennesker for blasfemi mod Gud. Men i et kristent teologisk perspektiv er det mildest talt meningsløst at argumentere for, at Gud skal beskyttes mod gudsbespottelse med strafforanstaltninger.
Den nugældende blasfemiparagraf handler imidlertid slet heller ikke om at beskytte Gud mod gudsbespottelse. Blasfemiparagraffen optræder under afsnittet”Forbrydelser mod den offentlige orden og fred” dvs. at blasfemiparagraffen ikke har til formål at beskytte Guds ære, men om at sikre opretholdelsen af den offentlige orden ved at værne religiøse samfunds troslærdomme og gudsdyrkelse mod hån og spot. Ud fra den opfattelse, vel, at forhånelse af et trossamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse kunne føre til uroligheder.
Jeg tror, de fleste danskere er enige i det mål, at søge at opretholde den offentlige orden og fred bedst muligt, men spørgsmålet er blot, hvordan det sker på den mest hensigtsmæssige måde. Samtidig er de fleste danskere sikkert også enige om, at vi må bestræbe os på, kun at begrænse borgernes friheder, hvor det er absolut nødvendigt – fx af hensyn til opretholdelse af den offentlige orden.
Det er altså ikke Gud, som har brug for at blive beskyttet af en blasfemiparagraf , men det er samfundet, hvis offentlige orden og fred måske - måske ikke – har brug for en blasfemiparagraf.
Christiansfeld, søndag, den 22. august 2010
Mogens S. Mogensen
Lene, Helle, Inger og demokratiet
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 18. august, 2010
En af de helt store politiske sager denne sommer har været spørgsmålet om udenrigsminister Lene Espersens deltagelse i internationale møder, eller mangel på samme. En anden af de helt store politiske sager har været, om oppositionens spidskandidat til statsministerembedet, Heller Torning-Smidt, og hendes mand har betalt den skat, de skulle, og i den forbindelse om de har afgivet urigtige oplysninger til Skat.
Det er selvfølgelig problematisk, hvis statsministeren har en medarbejder i regeringen, som måske ikke passer sit arbejde godt nok. Det er muligt, at der her er basis for en alvorlig MUS samtale, og det er også muligt, at det blot er en heksejagt. I sidste instans må udenrigsministerens eget parti og vælgerne afgøre hendes politiske fremtid.
Det er selvfølgelig også problematisk, hvis oppositionslederen fifler med sin skattebetaling. Men på dette område har vi heldigvis et skattevæsen – og et retsvæsen – som kan afgøre, om der er sket fejl eller lige frem noget ulovligt, eller der også her blot er tale om en heksejagt. Bliver hun dømt, må Folketinget afgøre, om hun stadig er værdig til at sidde i tinget, og i sidste instans må hendes eget parti og vælgerne afgøre hendes politiske fremtid.
I ingen af disse to tilfælde er der imidlertid tale om, at vort demokratiske system er truet. Det samme kan man imidlertid ikke på forhånd sige, når det gælder den sag, som netop er kommet frem angående beskæftigelsesminister Inger Støjbergs embedsførelse i forbindelse med behandling af ”Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og forskellige andre love” (se fx Informations artikel 16. aug.). Her blev der givet Arbejdsmarkedsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet at indhente cpr-oplysninger om unge ledige, så der kunne ske en samkøring af disse cpr-oplysninger med eksisterende data. Datatilsynet var blevet hørt og havde betænkeligheder og der havde endda efterfølgende været afholdt et møde med Datatilsynet, men Datatilsynets høringssvar blev ikke videregivet til Arbejdsmarkedsudvalget.
Det er demokratisk set meget alvorligt, når den ansvarlige minister (eller vedkommendes ministerium) forholder lovgiverne vigtige oplysninger. Om der er tale om en meget alvorlig sjuskefejl, eller vi her står over for et eklatant magtmisbrug fra en minister i en regering, der har et ”beskyttende” flertal bag sig, er vanskeligt at afgøre. Hvis ministeren og hendes embedsmænd helt bevidst har forholdt folketingets arbejdsmarkedsudvalg Datatilsynets høringssvar, så er Inger Støjbjergs sag meget alvorlige end Lene Espersens og Helle Thorning-Smidts sager. Det er langt fra sikkert at Inger Støjbergs sag i givet fald vil få så store politiske konsekvenser – fx ved det kommende folketingsvalg – som Lene Espersens og Helle Thorning-Smidts sager, men Inger Støjbergs sag er decideret farlig for det demokratiske system, hvis ikke den type udemokratisk adfærd straks standses.
Christiansfeld, onsdag, den 18. august 2010
Mogens S. Mogensen
Rydningen af Brorsonskirken et år efter – kristendom og politik endnu en gang
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 12. august, 2010
I aften afholdes der i Brorsonskirken på Nørrebro en mindegudstjeneste for rydning af kirken for de afviste irakiske asylansøgere, som havde søgt tilflugt dér. Præst ved Brorsonskirken Per Ramsdal blev allerede for et år siden voldsomt angrebet for med denne aktion at sammenblande kristendom og politik, og nu anklager Charlotte Dyremose, som for et år siden støttede Ramsdal, ham i et blog indlæg ”Hvor or skal min kirke misbruges, Ramsdal” for at politisere.
Det, der er faldet dette konservative folketingsmedlem for brystet er, at der i indbydelsen til gudstjeneste står, at ”politiaktionen blev et resultat af en politisk beslutning der overskygger et hvert hensyn til moral og medmenneskelighed”. Hun beskylder i den forbindelse præsten for at ville ”misbruge gudstjenesten til fra prædikestolen at sprede dette hans personlige politiske budskab”. Hun konkludere med at opfordre Ramsdal til at forlade folkekirken, hvis han ikke forstår at skelne mellem religion og politik.
I 1980’erne kritiserede den katolske biskop Helder Camera militærregimet i Brasilien for brud på menneskerettighederne og talte ved mange lejligheder de fattiges sag. Han er bl.a. kendt for at have sagt, at ”Når jeg giver de fattige mad, kalder de mig en helgen, men når jeg spørger, hvorfor de fattige ikke har noget mad at spise, kalder de mig kommunist.” Kirken måtte gerne tage sig af dem, som led under et undertrykkende politisk system, men at kritisere dette politiske regime var at politisere, og kirken skulle ikke politisere. Uden sammenligning i øvrigt (mellem et undertrykkende militærdiktatur i Sydamerika og en demokratisk velfærdsstat i Danmark), så må kirken gerne vise omsorg for asylansøgere, men den må ikke kritisere politikerne for deres måde at behandle asylansøgere på.
Kirkens kritik af magthaverne er ikke et nymodens fænomen, men har rødder helt tilbage til profettraditionen, som den fremgår af Det Gamle Testamente. Som profeten Esajas udtrykker det: ”Stræb efter ret, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før enkens sag.” Datidens politiske magthavere brød sig mildest talt ikke om denne profetiske kritik, men ville gerne have sig frabedt, at profeterne blandede sig i deres dispositioner. Denne tradition for en profetisk kritik af magthaverne møder vi op igennem kirkens historie helt frem til i dag.
Kirken er ikke sat til at drive politik eller foreslå konkrete politiske løsninger på komplekse samfundsspørgsmål – heller ikke spørgsmålet om asylpolitik – det er politikernes opgave. Men kirken har en profetisk opgave i altid at tale den svages sag – (i GT: enkens og de faderløses sag, de fattiges og de fremmedes sag) og sige sandheden, også når det ikke er risikofrit eller smertefrit. Hvis politikere er af den opfattelse, at en kirke, der en gang imellem føler sig nødsaget til at kritisere statens måde at behandle svage grupper i samfundet på, er politisk, ja så må kirken være – politisk.
Den præst eller lægmand, som alene eller sammen med andre føler sig forpligtet af evangeliet til i en bestemt situation, at tale den svages sag, har aldrig en autoriseret facitliste, der kan afgøre tvivlsspørgsmål, om man i den konkrete situation skal tale magten midt imod – eller tie, og derfor er der altid en risiko for at tage fejl. Risikoen er altså, at man enten dummer sig og påfører sig selv unødige lidelser ved unødigt at kritisere magthavere. Eller, at man tier stille, hvor man skulle have talt, og kommer til at svigte den, der havde alvorligt brug for én til at tale sin sag.
Christiansfeld, torsdag, den 12. august 2010
Mogens S. Mogensen
Læs mere om kirkens profetiske rolle i det seneste nummer af Ny Mission “Mund og mæle til marginaliserede. Advocacy i kirke og mission“
Missionens ”fordi”
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Konferencer den 9. august, 2010
For et par uger siden holdt jeg et foredrag på en sommerlejr i anledning af, at det i år er 100 år siden, at den store verdensmissionskonference blev afholdt i Edinburgh i Skotland. Foredragets titel var ”Mission i bevægelse – bevægelse i kirken”. Mange tænker sikkert på mission, som noget fredsommeligt og kedeligt, men kirkehistorien viser et helt andet billede. Hvem kunne have forestillet sig for snart 2000 år siden, at en flok ganske almindelige mennesker, som havde været Jesus disciple, skulle kunne vende op og ned på verden. Efter at det mægtige Romerrige i flere hundrede år havde forfulgt de kristne, blev kristendommen i det 4. århundrede Romerrigets officielle religion.
Den moderne missionsbevægelse, som tog sin begyndelse med William Careys missionsarbejde i Indien i 1793, og som kulminerede med missionskonferencen i Edinburgh i 1910, var også med til at vende op og ned, ikke bare på kirken, men også på hele verden. I 1910 var kristendommen den hvide mands religion; omkring 80% af alle kristne var europæere eller nordamerikanere, i dag 100 år senere udgør kristen i syd omkring to tredjedele af alle kristne.
På lejren sang vi en ”Kirkevise om mission” som Flemming Kramp skrev til Dansk Missionsråds 75 års jubilæum i 1987, og som går på melodien ”Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne” (hør de første vers af visen indsunget her). I de senere år har mange stillet det spørgsmål, som også høvdingen stiller missionæren ”Hvorfor er du her?” Fordi, svarer missionæren ….. og efter mange mellemregninger ender han der, hvor mission har sit udspring, nemlig i Gud, der sender sin søn til verden. ”Jeg elsker den jord, jeg har løskøbt med livet, jeg elsker hver skabning, og jeg gør dem fri”.
”Hvorfor er du her?” spurgte høvdingen præsten,
som talte om Gud, der gør mennesker fri.
Han svared’: ”Jeg kom af mig selv, og for resten,
så kommer jog også på grund af, fordi
min Gud har mig sendt, og når Han si’r, jeg skal det,
så går jeg – og Han er et lys på min sti,
og den missionær, der har døbt mig, fortalte
at han også sendtes på grund af, fordi
en menighed hjemme tog ansvar for dette
og sendte ham ud nogle år eller ti.
De bad, og de gav, og forstod jo med rette,
Mission det er noget, man er i, fordi
de selv havde lært det af nogle, som lærte
at de havde lært det af en, der, som vi,
har lært det af andre, som lærte især det:
Mission har at gøre med ordet fordi
Ansgar kom til Danmark, og efter ham andre,
Som fortsatte værket, da hans var forbi,
Og altid har kristne haft travlt med at vandre
Til fjernere egne på grund af, fordi
Der altid var kristne, som gik, når de sendtes:
en enkelt, en gruppe, et helt kompagni,
og kraft til at gå kunne altid jo hentes
i tillid til Jesus, som sagde: Fordi
”Fordi Gud har sendt mig, bli’r I sendt til verden,
til jøde og græker, til trælle og fri.
Fortæl, jeg er med dem i al deres færden,
jeg bønhører alle, som beder, fordi
jeg elsker den jord, jeg har løskøbt med livet,
jeg elsker hver skabning, og jeg gør dem fri
Af ondskabens magt, for al magt er mig givet.
Gå derfor til alle, til alt er forbi.”
”Fordi!” svared’ høvdingen endelig præsten,
”hvad skal jeg med alle de mange ”fordi”?
Hvorfor har I ventet så længe med resten
af verden med dette, før du kom forbi.
Christiansfeld, mandag, den 9. august 2010
Mogens S. Mogensen
Ytringsfrihed og handlingsfrihed – myter og realiteter
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 8. august, 2010
Ved festlige og ufestlige lejligheder bliver der ofte konstrueret og udbredt en myte om, at vi i et oplyst demokratisk samfund har en absolut og ubegrænset ytringsfrihed, og at begrænsninger i denne ytringsfrihed underminerer demokratiet. Samtidig bliver det også med stor patos slået fast, at vi i vort samfund ikke må kunne blive dømt for vore ytringer, men kun for vore handlinger. Som frie borgere i et demokratisk samfund må vi tænke og sige og skrive, hvad vi vil, men naturligvis ikke gøre, hvad der passer os, for vi har love til at regulere vore handlinger.
Myter bruges ofte til at legitimere bestemte institutioner eller politikker eller særlige tiltag, men her vil jeg ikke spekulere over, hvad denne myte mon bruges til, men i stedet forsøge at påvise, at der er tale om en myte.
I junglen, hvor jungleloven hersker, kan enhver abe uantastet brøle så vildt den vil, og enhver sjakal kan flænse og dræbe andre dyr, så meget den magter, men i ethvert civiliseret samfund er menneskers forhold til hinanden reguleret af love. I et frit samfund er der i modsætning til et totalitært samfund ytringsfrihed og handlingsfrihed, ikke total frihed, men en meget udstrakt grad af frihed, der kun begrænses, der hvor friheden ville volde skade for andre. I et frit retssamfund er disse begrænsninger af borgernes handlings- og ytringsfrihed fastsat i love. I et frit demokratisk retssamfund er disse love, som begrænser den enkeltes ytrings- og handlingsfrihed, vedtaget af demokratisk valgte forsamlinger, og uafhængige domstole afgøre, hvornår disse love er overtrådt.
At vores handlingsfrihed på denne måde begrænses for at andre mennesker ikke skal lide skade, er alle sikkert enige om. Det er ved lov forbudt at slå ihjel, at stjæle, at bygge for tæt ved naboens skel, at forurene osv., fordi friheden til at udføre sådanne handlinger vil forvolde andre mennesker skade.
At vores ytringsfrihed – altså friheden til i ord og på skrift at give udtryk for vore holdninger og viderebringe informationer – også er begrænset ved lov i det danske samfund overses desværre ofte i debatten. Listen over love, som begrænser vor ytringsfrihed er så lang, at der her naturligvis kun kan gengives enkelte eksempler på det. Det er forbudt ved lov i ord eller på skrift at opfordre til voldelige handlinger, ligesom det også er forbudt at fremsætte trusler om vold mod andre mennesker. Injurielovgivningen forbyder os offentligt at fremsætte ærekrænkende udtalelser i ord eller på skrift om andre mennesker. Mange forskellige former for bedrageri – som dybest består i at fremsætte usande udsagn i ord eller på skrift – er også forbudt. Det er sågar forbud virksomheder at give usande anprisninger af deres produkter i salgsøjemed. Det er forbudt at røbe statshemmeligheder, og det er også forbudt at røbe et firmas fortrolige oplysninger. Og så har jeg helt bevidst ikke nævnt netop de begrænsninger i ytringsfriheden, som netop i denne tid er sat til debat, nemlig de begrænsninger, som ligger i den såkaldte racismeparagraf og i blasfemiparagraffen.
Det er altså en farlig afsporing af hele debatten, når nogen fremturer med det synspunkt, at vore love kun skal begrænse vore handlinger, men ikke ytringer, og gør det til et spørgsmål, om man er for eller imod (ubegrænset) ytringsfrihed. Intet samfund kan fungere med en absolut og ubegrænset ytringsfrihed, heller ikke det danske. Det, som vi derimod løbende har behov for i et frit demokratisk retssamfund, er at drøfte, er, hvordan vi kan sikre den størst mulige frihed, både handlingsfrihed og ytringsfrihed i det danske samfund, og hvilke begrænsninger vi kan blive enige som nødvendige for vor handlings- og ytringsfrihed for ikke at forvolde hinanden unødig skade.
Samtidig har vi behov for at drøfte med hinanden, hvordan vi etisk forsvarligt skal forvalte den handlings- og ytringsfrihed, som vore love giver os. At noget er lovligt, betyder naturligvis ikke, at det også er godt. Uanset hvor vigtige og nødvendige vore love på dette område er, så kan de ikke i sig selv sikre, at vort samfund bevares og udvikles som et godt og trygt sted at leve, hvis vi ikke også fremmer en etisk adfærd, præget af næstekærlighed.
Christiansfeld, søndag, den 8. august 2010
Mogens S. Mogensen
Når debatten kommer til kort
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 7. august, 2010
I slutningen af 60’erne kørte jeg hver dag med tog mellem Skovsgård og Aalborg. Om morgenen var der tavshed, nogle sov og vi andre forsøgte måske at skrive en dansk stil færdig eller at oversætte en passage fra Caesars Gallerkrige fra latin til Dansk. Var vi heldige, standsede toget midlertidigt ved et stopsignal ud for Aalborg Katedralskolen, og vi kunne hoppe af og snige os over hegnet ind på skolen.
Om eftermiddagen blev der aldrig læst lektier i toget, men vi satte os fire over for hinanden, og med en taske som spillebord blev der så spillet whist hele vejen hjem. Meldingerne fløj gennem luften: 9 gode, ren sol, 10 halve – eller 11 med spar som trumf. Det var en udsøgt fornøjelse i den afgørende runde at sidde i baghånd og – uanset hvad de andre havde spillet ud med - at kunne vinde spillet ved at smække den højeste trumf på bordet.
Jeg kom til at tænke på disse kortspil i toget mellem Aalborg og Skovsgaard på den for længst nedlagte Fjerritslevbane, da jeg læste om en debattørs frustration over, at andre debattører, som det udtryktes, trak ”nazisme-kortet”. At henvise til nazisters udtalelser om jøder i 30’erne er at agere ”spielverderber”, for debatten handler jo ikke om nazisme, men om ytringsfrihed. Denne – efter nogens mening ubegrænsede - ytringsfrihed er demokratiets vigtigste fundament, og det undermineres, hvis man ikke har lov til at offentligt sige, hvad man tænker.
På den anden side er der også nogen, som frustreres over, at andre debattører trækker ”ytringsfrihedskortet”, hver gang debatten handler om ærekrænkende udtalelser om etniske og religiøse mindretal. Ytringsfriheden blev jo til, for at give borgerne ret til at sige deres mening i forhold til magthaverne, og ikke for at give borgerne ret til at fremsætte ærekrænkende udtalelser om enkeltpersoner eller mindretalsgrupper. Debatten om racismeparagraffen handler derfor om beskyttelse af mindretal mod overgreb fra staten, grupper eller enkeltpersoner, og nazitidens Tyskland er det værste eksempel på, hvad der kan ske, hvis denne beskyttelse undermineres.
Problemet er, at debattørerne – måske uden at være helt bevidste om det – taler forbi hinanden, eller for at sige det på en anden måde: Debattørerne er som deltagere i et spil whist, der alle er dybt engagerede i spillet, men – viser det sig – ikke er enige, om det er klør eller hjerter der er trumf. Derfor opstår der stor frustration, når en spiller trækker et kort, som en anden spiller ikke vil anerkende er trumf. Desværre sker der derfor det, at denne vigtige debat om racismeparagraffen kommer til kort.
Christiansfeld, lørdag, den 7. august 2010
Mogens S. Mogensen
Sidestilling af voksen- og barnedåb i folkekirken
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 5. august, 2010
I et læserbrev i Kristeligt Dagblad i dag argumenterer en sognepræst imod et særligt dåbsritual for voksne, da det ”kan opfattes som en sidestilling af voksen- og barnedåb og få flere forældre til at vælge barnedåben fra med det resultat, at dette menneske aldrig bliver døbt.”
Jeg er barnedøbt og er glad for det, men som missionær i Nigeria i 10 år, bl.a. blandt muslimer, har jeg oplevet adskillige voksne, som er kommet til tro på Kristus og efterfølgende er blevet døbt som voksne i den lutherske kirke. Her i Danmark sker det også oftere, at voksne bliver døbt, enten danskere, som af en eller anden grund aldrig blev døbt som børn, eller nydanskere med en baggrund i islam, hinduisme, buddhisme eller en anden religion, som konverterer til kristendommen og bliver døbt som voksne.
For mig at se er en dåb en dåb, så sandt som den sker i den treenige Guds navn, uanset om den døbte er 1 måned gammel, 13 år eller 35 år. Derfor er barnedåben og voksendåben naturligvis sidestillede og ligeværdige. Er en far og en mor i folkekirken selv døbt og tror på Gud, så vil de sandsynligvis gerne have deres egne børn døbt. Men det betyder naturligvis ikke, at en dåb som voksen på nogen måde er ringere end en dåb som barn. Måske skulle vi ikke fokusere så ensidigt på tidspunktet for dåben, som om voksne havde forpasset det rette tidspunkt at blive døbt på, men i stedet overveje, hvordan vi på ansvarlig vis kan være kirke for og sammen med dem, der bliver døbt, uanset om de er blevet døbt som børn eller voksne.
Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer var som god lutheraner principiel tilhænger af, at kristne forældre lader deres børn døbe – under visse forudsætninger. Hans Jürgen Abromeit, der er biskop over den lutherske kirke i Pommern, hvor i dag kun et mindretal af befolkningen er medlem af kirken, har fremdraget et citat af Bonhoeffer om en ansvarlig brug af barnedåben. ”Dermed er der imidlertid sat en grænse for barnedåbens meningsfuldhed, der hvor menigheden ikke længer kan tænke alvorligt på at ’bære’ barnet, hvor kirken er rystet i sin grundvold og er vis på, at barnet med dåben for første og sidste gang kommer i berøring med kirken .. Her må det imidlertid rettidigt erkendes, hvor kirken ikke længere er folkekirke, men er blevet missionskirke.”
Da jeg for snart 60 år siden blev døbt, var op imod 99% medlem af folkekirken, og bortset fra enkelte frikirkefolk kendte jeg i min barndom ingen, som ikke var blevet døbt som børn. Den situation ændrer sig imidlertid radikalt i disse år, hvor kun 82 % er medlem af folkekirken og barnedåbsprocenten er endnu lavere, og hvor flere procent af befolkningen tilhører andre religioner. Men vi må i folkekirken glæde os over, at der er voksne, som kommer til kirken og ønsker at blive døbt, og vi må bestræbe os på at tage godt imod dem.
”Lad de små børn komme til mig, thi Guds rige hører sådanne til”, siger Jesus, og det gentager vi i det eksisterende dåbsritual, hvor det bestemt giver god mening, når det er børn, der døbes. Men Jesu ord til den voksne Nikodemus handler måske også om dåben ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.” Da de første kristne stort set alle sammen blev døbt som voksne, er der i Ny Testamente rigeligt med skriftsteder at vælge fra til et dåbsritual for voksne.
Lad os som folkekirke møde voksne, som ønsker at blive døbt, med et dåbsritual, der anerkender, at det er voksne, som døbes. At sidestille barne- og voksendåb underminerer hverken barnedåben, luthersk teologi eller folkekirken, men er blot et udtryk for, at vi ser virkeligheden i øjnene.
Christiansfeld, torsdag, den 5. august 2010
Mogens S. Mogensen
Citatet lyder på tysk således: “Damit ist aber dem Sinn der Kindertaufe dort die Grenze gesetzt, wo die Gemeinde nicht mehr ernsthaft daran denken kann, das Kind zu ’tragen’, wo die Kirche innerlich zerrüttet ist und es gewiss ist, dass das Kind mit der Taufe das erste und letzte Mal mit ihr in Berührung tritt… Hier aber muss rechzeitig erkannt werden, wo eine Kirche nicht mehr Volks-, sondern Missionskirche geworden ist” og er hentet fra Michael Herbst, Jörg Ohlemacher & Johannes Zimmerman (red.), “Missionarische Perspektiven für eine Kirche der Zukunft” (Neukirchener 2006) s. 73.
“Vi skal ikke dømme folk for deres ytringer, men deres handlinger”
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 3. august, 2010
Efter at nu også Lars Hedegaard er blevet anklaget for brud på racismeparagraffen – for at have udtalt, at muslimer voldtager deres egne børn – har Dansk Folkeparti intensiveret sin kampagne for at få racismeparagraffen afskaffet (Se fx TV2 Nyhederne “DF kræver racismelov afskaffet“). Tidligere er flere andre med tilknytning til Dansk Folkeparti blevet dømt efter denne racismeparagraf. Således blev Morten Messerschmidt og tre andre fra Dansk Folkepartis Ungdom idømt 14 dages betinget fængsel for en annonce med teksten ” Masse-voldtægter, Grov vold, Utryghed, Tvangsægteskaber, Kvindeundertrykkelse, Bandekriminalitet. Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os” . Og også Jesper Langballe står tiltalt for brud på racismeparagraffen.
Racismeparagraffen, par. 266b i Straffeloven, siger, at, ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”
I kampens hede – altså kampen for ytringsfriheden, som for alvor tog fart efter Muhammedkrisen i 2006 – er der fare for, at vi glemmer, hvorfor vi fik en racismeparagraf. Dens historie går tilbage til jødeforfølgelserne i 30’erne. I 1939 blev racismeparagraffen indført – for at beskytte de danske jøder.
I modsætning til tidligere er der nu tegn på, at Venstre og Konservative er parat til at ændre på racismeparagraffen. De konservatives integrationsordfører Naser Khader er derfor parat til en diskussion af, om racismeparagraffen skal ændres eller helt fjernes. Hans begrundelse er, at »Vi skal ikke dømme folk for deres ytringer, men deres handlinger” (se fx artikel i Politiken “VKO vil ændre racismeparagraffen“).
Ved første øjekast ser dette argument tilforladeligt ud. Vi må naturligvis lægge bånd på vore handlinger for ikke at skade andre, men vi må vel have lov til i et frit land at sige, hvad vi tænker, for der er vel forskel på ord og handlinger? Der er bare det grundlæggende problem med argumentet, at ytringer også er en slags handlinger, tale-handlinger. Ord er ikke som tanker toldfrie, men kan have alvorlige konsekvenser. Det er bl.a. derfor, at vi har en injurielovgivning, som ingen – ikke engang Dansk Folkeparti – ønsker ophævet. Erfaringerne fra 30’ernes Europa viser desværre også med al ønskelig tydelighed, at der kan være en nær sammenhæng mellem ord og handlinger. De voldelige handlinger mod jøderne optrådte i forlængelse racistisk/antisemitisk propaganda og verbale overfald. Har man længe nok omtalt jøder som skadedyr, bliver det efterhånden naturligt at omsætte ordene i handling og begynde at gennemføre skadedyrsbekæmpelse.
Jeg har fuld forståelse for, at der i et demokratisk samfund må være vide grænser, for hvad man i en politisk debat og debat i øvrigt kan tillade sig af ytringer for at give udtryk for sine meninger. Men lige som det ikke øger værdien af en fri debat, at kalde sin modpart for en tyv eller en morder, således bliver fx en debat om indvandring ikke spor mere demokratisk af, at vi begynder at stemple hele folkegrupper som voldtægtsmænd. I et civiliseret samfund må der derfor sættes grænser både for borgernes handlinger og ytringer, fordi både handlinger og ytringer kan have en destruktiv effekt både for enkeltpersoner og grupper og dermed for hele samfundet.
Derfor må man håbe, at der er besindige politikere i både Venstre og Det Konservative Folkeparti, der ikke uden videre giver efter for Dansk Folkepartis pres, og heller ikke køber Nasser Khaders uigennemtænkte argument for at pille ved racismeparagraffen, at ” »Vi skal ikke dømme folk for deres ytringer, men deres handlinger.”
Christiansfeld, tirsdag, den 3. august 2010
Mogens S. Mogensen
Kvindekærlig feminisme eller fremmedfjendsk populisme?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 30. juli, 2010
Ifølge Wikipedia refererer feminisme til politiske, kulturelle og økonomiske bevægelser med det mål at sikre bedre rettigheder, juridisk beskyttelse for kvinder og/eller kvinders befrielse. På det seneste har feminismen tilsyneladende fået nye frontkæmpere i flere politiske partier i Danmark. Især har de kastet sin feministiske kærlighed på muslimske kvinder, hvis rettigheder og befrielser, de har bestræbt sig på at fremme.
I et forsøg på at befri muslimske kvinder for undertrykkelse fra deres mænds side, har de forsøgt at få gennemført et forbud mod burkaer og niqaber. At der er meget få kvinder, der i Danmark bærer disse gevandter, og at disse kvinder påstår, at de selv har valgt at tilhylle sig og ikke er blevet tvunget til det af deres mænd, og at det i forvejen er forbudt at tvinge eller true nogen til at gå i fx burka eller niqab, har tilsyneladende ikke dæmpet disse politiske stridsmænd stof kamplyst.
Tvangsægteskaber er i Danmark forbudt ved lov, men forkæmperne for de muslimske kvinders frigørelse er villige til at gå endog meget langt i deres kvindekærlige kamp. På det seneste er det blevet foreslået, at 24 års-reglen skal ændres til en 28 års-regel. Den gældende regel i udlændingeloven indebærer bl.a. en dansk statsborger eller en person med dansk opholdstilladelse kun kan blive familiesammenført med sin udenlandske ægtefælle, hvis begge parter i ægteskabet er over 24 år. Den nye 28-års-regel skulle imidlertid indeholde en vigtig diskrimination, der bevirker, at den kun rammer mennesker fra lande, hvor der kan forekomme tvangsægteskaber, således at danskere og nydanskere fremover godt kan hente deres ægtefælle fra USA og Australien, men ikke fra Tyrkiet og Pakistan.
Inden kvinderne falder disse kvindekærlige politikere om halsen i taknemlighed over deres omsorg for deres ve og vel, skulle de måske lige forsikre sig om, at disse politikere virkelig er optaget af at bekæmpe undertrykkelse og vold mod kvinder.
Aviserne har her i sommer rapporteret om, at kvinder især fra Asien arbejder i Danmark – på au pair vilkår – til en timeløn, som burde få enhver feminist op på barrikaderne. Er ovennævnte politikere parat til at kæmpe for disse kvinders rettigheder?
Et stigende antal danske mænd gifter sig med kvinder fra Thailand og andre asiatiske lande. Nogle af disse kvinder udsættes for vold i deres ægteskab, men er tvunget til at leve videre med deres voldelige danske ægtefælle, fordi de i tilfælde af en skilsmisse, inden de har fået fast opholdstilladelse eller statsborgerskab, vil blive udvist. Er ovennævnte politikere parat til at kæmpe for disse kvinders rettigheder?
Det er en kendt sag, at mange kvinder fra Afrika, Asien og også nogle fra Østeuropa i prostitutionsmiljøet er kommet hertil i forbindelse med menneskehandel. Hvis sådanne kvinder går til politiet for at angive deres bagmænd, så denne trafik kan blive standset, bliver de udvist til deres hjemland og ender ofte som ofre for menneskehandel igen. Er ovennævnte politikere parat til at kæmpe for disse kvinders rettigheder?
I det hele taget indebærer prostitution en nedgørelse af kvinder, der må sælge deres krop til mandlige kunder og ofte udsættes for vold. Trods disse overgreb mod kvinder, er prostitution stadig ikke blevet forbud i Danmark. Er ovennævnte politikere parat til at kæmpe for disse kvinders rettigheder?
Spørgsmålet er, om disse politikere er kvindekærlige feminister, der virkelig er optaget af at beskytte især muslimske kvinder mod vold, overgreb og anden uretfærdighed? Eller er de, når det kommer til stykket, fremmedfjendske populister, som under dække af omsorg for kvinder søger at begrænse indvandringen af muslimer, og som ved at appellere til danskeres frygt for fremmede på traditionel populistisk vis bare kæmper for at fiske stemmer?
Christiansfeld, fredag, den 30. juli 2010
Mogens S. Mogensen
Racisme i Danmark?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 24. juli, 2010
Det var onsdag, den 7. juli. De fleste af os var gået på sommerferie og var nok mere optaget af vejrudsigten eller af Tour de France end af nyheden om, at en gruppe mennesker var blevet udvist af Danmark.
Men sagen var altså, at 23 EU borgere var blevet administrativt udvist af Danmark i 2 år. Vi er efterhånden vant til udvisning af asylansøgere fra Afrika og Asien, men hvilke forbrydelser mon disse EU borgere havde begået, siden de i samlet flok skulle udvises? Deres forbrydelse, som de dog ikke var blevet dømt for ved nogen domstol, var, at de ulovligt havde levet i telte på Amager Fælled og i et nedlagt posthus.
Der var ikke tale om en overreaktion i sommervarmen fra politiets side, men udvisningen skete efter krav fra Københavns overborgmester Frank Jensen og justitsminister Lars Barfoed. Ved en politiaktion var 23 rumænere blevet anholdt, som straks skulle sudvies. Efter eget udsagn ernærede de sig ved at samle flasker og skrald, mens politiet havde dem mistænkt for at ernære sig ved kriminalitet (se fx Politiken 7. Juli)
Hvorfor var det netop disse 23 rumænere, som skulle udvises, og ikke andre hjemløse EU borgere, som overnatter på steder, som de ikke har lov til at overnatte? Den eneste forklaring som politi og politikere har givet er, at alle medlemmerne af denne gruppe på 23 rumænske EU borgere alle var romaer, tidligere kaldet sigøjnere.
Midt i sommervarmen lagde svenskerne mærke til, hvad der foregik i deres broderland. En lederartikel i et stort svensk dagblad, en ambassadør og flere politikere i Sverige anklager Danmark for, at udvisningen af de 12 romaer er udtryk for racisme, hvilket justitsminister Lars Barfoed i aftenens TV-avis harmdirrende afviser, ligesom alle politiske partier bortset fra Det Radikale Venstre og Enhedslisten, tilsyneladende bakker udvisningen op.
At beskylde os danskere for at være racister eller for udføre racistiske handlinger helt ude i hampen. Om nogen i denne verden, så er vi danskere oplyste, moderne og demokratiske mennesker, der naturligvis ikke er racister. Racisme er kun noget, som vi kender fra andre lande og andre tider, som fx amerikanernes behandling af sorte i tidligere tider, tyske nazisters forfølgelse af jøder og apartheid i Sydafrika. Var det ikke netop Danmark, som var på barrikaderne i kampen mod racisme i disse tilfælde?
Måske ville svenskerne minde os danskere om, at racisme omfatter alle former for forskelsbehandling af folk på basis af deres afstamning eller hudfarve, og hævde, at udvisningen af disse rumænske EU-borgere var et udtryk for racisme, fordi de tilsyneladende blev udvist, netop fordi de var romaer. Justitsministeren spurgte i TV-avisen, hvorfor svenskerne skulle blande sig i vore interne forhold, og andre politikere ville sikkert tilføje, at svenskerne er så ”politisk korrekte” og bange for at tale åbent om og gøre noget effektivt ved de problemer, som romaerne udgør.
Det var jo bare en flok romaer, der ikke havde noget at gøre i Danmark, som blev udvist. Og så kan vi igen koncentrere os om vejrudsigten og næste etape af Tour de France.
Christiansfeld, fredag den 23. juli 2010
Mogens S. Mogensen
Kald det kærlighed
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 21. juli, 2010
Kristeligt Dagblad kører for tiden en artikelserie om kald på baggrund af, at kaldstanken har fået trangere kår i den moderne verden. Men hvad er et kald? Kristeligt Dagblad siger at ”Et kald er kendetegnet ved, at man gerne sætte dele af tilværelsen til side for at følge en højere sag” Den højere sag er, som folk føler sig kaldet til at arbejde for, er ofte knyttet til såkaldt højere stillinger, som dem læger og præster indtager, mens det er sjældent at tale om kaldskrise i forbindelse med stillinger som fabriksarbejder eller rengøringsassistent.
I en leder sidestiller Kristeligt Dagblad kaldet med ”idealisme”, men spørgsmålet er så, hvorfor man ikke bare taler om, at folk er mere eller mindre idealistiske i udførelsen af deres job. Måske fordi idealisme kan være knyttet til ideer, som er meget problematiske, og fordi idealistens højere sag undertiden kan komme til at gå ud over andre mennesker.
Ordet kald hænger imidlertid rent sprogligt sammen med, at der er nogen der kalder. I kristen sammenhæng er det Gud, der i sin kærlighed kalder mennesker til omvendelse og nyt liv. Kaldet til frelse er samtidig et kald til at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Gud kalder os altså til i alt hvad vi gør i vort arbejde– som læge og præst eller fabriksarbejder og rengøringsassistent – og i vort liv i det hele taget at lade os lede af kærlighed til Gud og til vor næste.
Hvis der er en kalds-krise i dag, altså hvis vi fx på vort arbejde bliver præget af egoisme og ikke af omsorg for vor næstes ve og vel, er det måske fordi vi ikke længere hører kaldet fra Gud og derfor glemmer, at livets mening er at elske Gud ved at elske vor næste. Det er muligt, at ”Lægers kald har trange kår i det offentlige”, i den betydning at idealisme ikke påskønnes så meget som tidligere, og at det kan være sværere for den enkelte læge at se, at han eller hun gør en forskel, men i stedet for at fokusere på, om længers og andres kald har trange eller gode kår, skulle vi måske besinde os på, hvad vi forstår ved begrebet kald.
Når det gælder kaldet i kristen forstand, er der ingen grund til at tale om en højere sags tjeneste eller idealisme, nej kald det kærlighed.
Christiansfeld, onsdag, den 21. August 2010
Mogens S. Mogensen
Abu Zaid og de ortodokse
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Refleksioner den 17. juli, 2010
Den 5. juli døde Nasr Abu Zaid. Hvem var han egentlig. Han var født i Egypten i 1943 og blev også gift i Egypten. I 1981 erhvervede han sig en doktorgrad i islamisk studier med en afhandling om Koran-tolkning. Siden arbejde han på Cairo Universitets afdeling for arabiske studier. et. Abu Zaid er kendt verden over for sin humanistiske Koran-hermenutik. Han argumenterede for, at Koranen og andre islamiske hellige tekster skulle tolkes i lyset af deres historiske og kulturelle kontekst og bidrog dermed til at bygge en bro mellem islam og den moderne verden.
Der skulle således ikke være nogen tvivl om Abu Zaids identitet, men det blev der, da han i 90’erne blev forfremmet til professor. Til sin dødsdag fastholdt han sin identitet som muslim; han var ikke ude på at gøre op med islam som sådan, men præsenterede en anden måde at tolke de hellige tekster i islam på. Men hans ortodokse kritikere i Egypten hævdede, at Abu Zaid ikke kunne være muslim med de synspunkter på koranen, som han forfægtede, og i 1995 lykkedes det dem at få en domstol til at erklære hans ægteskab med en muslimsk kvinde for ugyldigt, fordi han ikke (længere) var muslim. Den islamistiske organisation Islamisk Jihad erklærede herefter, at som apostat – frafalden fra islam – skulle Abu Zaid dræbes. Derefter drog Abu Zaid med sin familie i eksil i Europa og endt med at slå sig ned i Holland, hvor han blev ansat som professor i islam (læs mere om Abu Zaid her).
Hvem er muslim? Hvem er jøde? Jeg kom til at tænke på Abu Zaids skæbne, da jeg i dag læste en række artikler på nettet fra amerikanske og israelske aviser om et lovforslag om ændring af konversionsreglerne i Israel, som i disse dage behandles i Knesset.. Hvis lovforslaget bliver endeligt vedtaget, vil det give det ortodokse rabinat fuld kontrol over alle konversioner i Israel, så deres ortodokse tolkning af, hvem der er jøde, får juridisk monopol i Israel. Lovforslaget indebærer, bl.a. , at en rabbinsk domstol – ifølge lovforslaget – kan indkalde en israelsk jøde til en høring og erklære en person for ikke-jøde, med alle de ubehagelige konsekvenser det kan få for vedkommende mht. ægteskab, skilsmisse, begravelse mv.
Ligesom tilfældet var – og stadig er – i Egypten, drejer det sig om en kamp mellem ortodokse og mere liberale tolkere af religionen. Denne interne religiøse magtkamp bliver imidlertid politisk, da regeringen både i Egypten og i Israel – på forskellig vis – er afhængig af politiske grupperinger, som er meget ortodokse.
Konversion og religiøs identitet er for mange mennesker et meget vigtigt personligt anliggende, men alverdens magtbegærlige ortodokse ledere forsøger desuden at gøre det til et afgørende politisk og juridisk emne med alvorlige konsekvenser for alverdens Abu Zaid’er til følge.
Christiansfeld, lørdag, den 17. juli 2010
Mogens S. Mogensen
Fra folkekirke til missionskirke
Lagt op af Mogens S. Mogensen i bøger den 15. juli, 2010
Da jeg i 1970 begyndte at læse på Århus Universitet, præsenterede en professor os ved første forelæsning for den litteratur, vi skulle opgive. Det var bl.a. en 600 sider lang afhandling på fransk. Mange studerende protesterede voldsomt, og vi fik lov at opgive den engelske udgave i stedet. Men at mange af vore bøger var på tysk – og flertallet af de teologiske bøger var på tysk – var dengang en selvfølge. Når jeg siden har undervist på universitetet som ekstern lektor, har jeg konstateret, at det ikke længere er en selvfølge, at studerende læser tyske bøger. Alt det kom jeg til at tænke på, fordi jeg tilfældigvis har fået samlet mig en stak tyske bøger, som jeg har tænkt mig at læse her i sommerferien.
En af bøgerne hedder ”Missionarische Perspektiven für eine Kirche der Zukunft” (Neukirchener 2005) og er redigeret bl.a. af Michael Herbst, som var en af hovedtalerne på den folkekirkelige missionskonference i Nyborg den 9.-10. juni i år. Da jeg i 70’erne læste tyske teologiske værker, mindes jeg imidlertid ikke en eneste gang at have stødt på missionsperspektiver på kirken, men teologien – og kirken - har flyttet sig, fordi den kulturelle virkelighed har flyttet sig.
Et afgørende vendepunkt for den lutherske kirke i Tyskland kom i 1999, hvor den berømte lutherske teologi Eberhard Jüngel i et hovedforedrag på Synoden i Leipzig for alvor satte mission på dagsordenen. ”Hvis mission og evangelisering ikke er eller bliver hele kirkens sag, så er der noget galt med kirkens hjerteslag.” Samtidig fremkom et teologisk udvalg i kirken med en udtalelse om ”Evangelisering og mission”, hvori de taler om menigheden som ”en evangeliserende menighed”, der ikke bare sætter særlige evangeliserende tiltag i værk for at vinde mennesker for troen, men hvis hele menighedsliv er en indbydelse til tro og efterfølgelse.
Denne nye udvikling førte bl.a. til, at lutherske ”Landeskirchen” i 2004 etablerede et ”Institut til udforskning af evangelisering og menighedsudvikling” tilknytning til universitetet i Greifswald i Pommern. Siden da er der udkommet mere end et dusin bøger fra dette institut, bl.a. en empirisk undersøgelse af, hvordan voksne kommer til tro i den lutherske kirke i Tyskland, og en doktorafhandling om evangelisering, lige som temaer som mission, evangelisering og omvendelse også efterhånden begynder at blive behandlet af andre tyske teologer.
Den kulturelle baggrund for denne udvikling i luthersk teologi og kirkeliv i Tyskland er, at man for alvor er blevet opmærksom på sekulariseringens gennemslagskraft, især i Østtyskland, men også i andre dele af Tyskland. En kontant effekt af sekulariseringen har været et stærkt faldende medlemstal, der har givet kirken alvorlige økonomiske problemer. Men allerede i 30’erne fornemmede den tyske teolog Bonhoeffer, hvilken vej udviklingen gik. I den ovennævnte bog skriver biskoppen over den lutherske kirke i Pommern Hans Jürgen Abromeit, at Bonhoeffers hovedspørgsmål gennem hele forfatterskabet var ”Wie kann Christus auch der Herr der Religionslosen werden?”, som er titlen på hans artikel i bogen. Bonhoeffer forudså allerede dengang, at kirken efterhånden måtte skifte karakter ”Von der Volkskirkche zur Missionskirche”, som er artiklens undertitel.
Mens der tidligere havde været sammenfald mellem folk og kirke, må kirken forberede sig på at blive en mindretalskirke, hvor flertallet af befolkningen p.g.a. sekularisering og “ateisering” ikke længere identificerer sig med kirke og kristendom. Erfaringerne fra Østtyskland viste, at en folkekirke ikke i længden formåede at fastholde sine medlemmer blot gennem kirkelige handlinger – dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Som Johannes Zimmermann fra Greifswald-instituttet konkludere: ”Wir haben in der DDR erlebt, wie schnell ein Kasualkirche zusammenbrechen kann.”
Mens folkekirken er et udtryk for folkets religiøse identitet og tilhørsforhold, så ændres missionskirkens forhold til folket. Missionskirken har erkendt, at den ikke længere repræsenterer flertallet, en den har stadig hele folket for øje, nemlig som kirkens missionsopgave. Missionskirkemodellen indebærer, at der arbejdes med ”Evangelisation und missionarische Gemeindeaufbau”, som er fokus for det nye institut i Greifswald.
Som læseplaner på teologi på universitetet især tidligere viste, så har vi i Danmark tradition for at hente inspiration fra Tyskland. I dag er tysk ikke længere et så populært sprog, som det var tidligere, men måske var det umagen værd, hvis vi i folkekirken pudsede vore tyskkundskaber af og læste os ind på de kirkelige erfaringer og teologiske refleksioner, som de i disse år gør sig syd for grænsen – for den sekularisering og “ateisering”, som har ramt Tyskland, standser sandsynligvis ikke ved grænsen i Kruså.
Fureby ved Løkken, onsdag, den 14. juli 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Advarsel: Læs ikke denne bog!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i bøger den 8. juli, 2010
Læs ikke denne bog, ikke engang det første kapitel! Det er med denne bog lige som med den første cigaret: Selvom man får at vide, at cigaretter er skadelige for helbredet, så skal man alligevel prøve det, og efter det første forlokkende sug, bliver mange hængende og ender med en livslang afhængighed. Så læs ikke bogen, og måske ville det endda være klogest ikke engang at læse hele denne advarsel mod bogen!
Det drejer sig om ”Den uimodståelige revolution” (Boedeal 2008) af den unge amerikaner fra Philadelphia Shane Claiborne. Hans synderegister burde egentlig være tilstrækkeligt til at diskvalificere bogen: Han har engang afbrudt præsidentens tale på et demokratisk (eller rettere en republikansk) møde bl.a. ved at råbe ”Salige er de fattige”. Han har under den anden golfkrig besøgt Irak for at protestere mod krigen. Han har adskillige gange være arresteret i forbindelse med demonstrationer og happenings. Det skete for eksempel, da han sammen med sine venner støttede hjemløse, der havde slået sig ned i et stort kirkekompleks i den indre by, hvor de havde hængt et banner op med teksten: ”Hvordan kan I om søndagen i kirken tilbede en hjemløs mand, og så om mandagen smide hjemløse ud af kirken”.
Shane Claiborne er kristen, men er meget kritisk over for den etablerede kirke, som han tillader sig at sammenligne med en hore, og som han siger stinker, og så vil han alligevel ikke slippe kirken. ”Kirken er en hore, men hun er min mor”. ”Kirken er ligesom Noas ark. Den stinker, men hvis du bevæger dig væk fra den, vil du drukne”. Som bogens titel antyder, er Claiborne en farlig mand, der ønsker at revolutionere kirken, ikke ved at kristne klager over den kirke, de ser, men ved i stedet at blive den kirke, de drømmer om.
Claibornes revolutionære holdning bygger på den radikale antagelse, at Jesus virkelig skulle have ment det han sagde, fx i Bjergprædikenen. Han tillader sig i den forbindelse ligefrem at citere vor egen Søren Kierkegaard for at vi med teologiens hjælp forsøger at holde den letforståelige betydning af Jesu ord fra livet: ”De kristelige videnskab er menneskeslægtens uhyre opfindelse for at værge sig imod Det Nye Testamente, for at sikre sig, at man kan vedblive at være kristen, uden at Det Nye Testamente kommer en alt for nær.”
Hans radikale tilgang til Jesus og Jesu ord fører ham ud i det meget farlige standpunkt, at evangeliet er politisk. Han hævder således, at kirken er blevet inficeret af en dualisme, som har skilt tro fra liv og handlinger, og som også får mennesker til ”at adskille det åndelige fra det politiske eller sociale, som om politiske eller samfundsmæssige emner ikke havde nogen åndelig betydning, og som om Gud ikke havde nogen bedre vision at tilbyde denne verden” (s. 23). ”Et evangelium, der ikke er politisk, er slet ikke noget evangelium” (s. 158), for Guds riges værdier stødte ikke bare sammen med Romerrigets på Jesu og disciplenes tid, men støder også sammen med vor tids riger.
Claiborne mener, at Guds rige lige frem har en etik og økonomi, der er stik modsat den gængse i vore dages verden. For ham er en omfordeling af ressourcerne en naturlig konsekvens af vor genfødsel, og med et citat af Gandhi hævder han, at Gud har skabt verden således, at ”Der er nok til alles behov, men der er ikke nok til alles begær.” Mens den gængse opfattelse er, at det drejer sig om at forøge sin rigdom mest muligt, så man kan blive uafhængig af andre, påstår Claiborne, at vi er skabt til fællesskab og gensidig afhængighed. Det er alt sammen dybt foruroligende; det gælder også udsagn, som antyder, at vor kirke måske er befængt med vranglære. Claiborne hævder således, at ”hvis vor kirke ikke er kendetegnet af en omsorg for de fattige, de undertrykte og de sultne, så følger vi en vranglære” (s. 273), og her tænker han ikke kun på vor lokale næste, men også på vor globale næste.
For de af os, der har fået nok af at bo i telt, er det lidt provokerende at læse, at ”Gud elsker at campere”. Det, som Claiborne skyder på her, er imidlertid kirkens forbrug af penge til at bygge store og dyre kirker og udstyre dem med dyr kunst, mens Gud i Det Gamle Testamente ikke var særlig vild med templer, og Jesus kom for at ”tabernakle” (bog i telt, campere) hos os og ikke havde noget hus at bo i. I stedet mener Claiborne, at man skulle bruge pengene til at afhjælpe verdens fattigdom. I øvrigt forstår han meningen med bibelens tale om tiende, som primært en bestræbelse på en omfordeling af penge til fordel for de fattige.
Det er for Claiborne ikke først og fremmest i æstetiske kirkebygninger, vi møder Jesus, men i de fattige. Når Jesus siger, at de fattige har i jo altid hos jer, forstår han det ikke som et udsagn om det udsigtsløse i at afskaffe fattigdommen, men som en opfordring til at have de fattige HOS os, og ikke afskærme os fra dem. Og for Claiborne er den virkelig ateist ikke den, der hævder at han ikke tror på Gud, men den der fornægter Guds billede ”i disse mine mindste”.
Man kunne få den tanke, at Claiborne var en overgemt marxist fra ungdomsoprørets tid, men på det tidspunkt var han endnu ikke født. Fx tillader han sig at stille spørgsmålstegn ved det fornuftige i, at én person ejer lige så mange penge, som 23 landes samlede økonomi, og at USA med mindre en 6 % af verdens befolkning forbruger næsten halvdelen af verdens ressourcer. Selv siger han med et citat fra Will O’Brien, at ”Når vi virkelig opdager kærligheden, vil kapitalismen ikke være mulig, og marxismen ikke nødvendig.”
Jeg tror ikke, at jeg behøver at referere mere fra Claibornes bog for at understøtte min påstand om, at hans bog er en farlig bog, som man bør advare unge og ubefæstede sjæle mod at læse. Skulle nogen alligevel insistere på at læse den, så gør det i det mindste ikke, lige før I skal sove, for det kan være svart at falde i søvn efter at have læst en sådan bog, og bogen inspirere til drømme, som det er svært at glemme igen.
Christiansfeld, torsdag, den 8. Juni 2010
Mogens S. Mogensen
Kirkevæsen og kirkens væsen
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Refleksioner den 5. juli, 2010
Den danske stat har mange væsener, som hver for sig spiller en væsentlig rolle for borgernes vé og vel i det danske samfund. Vi har et militærvæsen, et politivæsen og et retsvæsen, der sørger for vores sikkerhed eksternt og internt. Vi har et socialvæsen, der sikrer os mod ekstrem fattigdom, et vejvæsen, der baner vej for os, et skolevæsen, der tilbyder vore børn og unge den fornødne uddannelse, og flere andre væsener. Da jeg læste en kronik i Kristeligt Daglad den 3. Juni af en tidligere sognepræst, Birgit O’Sullian, hvor hun argumenterer for at ”Der er brug for et 360-graders eftersyn af folkekirken”, kom jeg til at tænke på, at staten måske også har et kirkevæsen.
Regeringen har netop gennemført et 360-graders eftersyn af folkeskolen, og O’Sullivan argumenterer for, at der er brug for et lignende eftersyn af folkekirken, da folkeskolen og folkekirken har meget til fælles som en del af det danske folks kulturgrundlag, og begge institutioner i disse år oplever faldende tilslutning. Et sådant eftersyn af folkekirken foreslås at omfatte organisation, magtudredning og ansættelsesformer, og det grundlæggende perspektiv synes at være spørgsmålet, om medlemmerne serviceres på en måde, som de oplever som tilfredsstillende for dem, så de får deres kirkelige/åndelige behov dækket.
Der er for mig ingen tvivl om, at O’Sullivan vil folkekirken det vel, og folkekirken har bestemt også brug for et eftersyn, der kommer hele kompasset rundt. Men det afgørende spørgsmål er, fra hvilken vinkel dette eftersyn foretages. Er folkekirken et statsligt væsen – et kirkevæsen – på linje med skolevæsenet og alle de andre væsener, hvorigennem staten servicerer sine borgere og møder deres legitime behov?
Ud fra en historisk betragtning, så har folkekirken i mange århundreder fungeret som et statsligt kirkevæsen med stort set samme karakteristika som andre statslige væsener. Rammer og regler for kirkevæsenet var fastlagt af statens lovgivning og offentlige budgetter. De vigtigste ansatte var statstjenestemænd som fx præster, organister og kirkegårdsledere. Alle de centrale ydelser var baseret udelukkende på lønnet arbejdskraft, det gjaldt fx gudstjenester og alle andre kirkelige handlinger, konfirmandundervisning og sjælesorg. Organisationen var opbygget som et hierarki med et ministerium i spidsen. Og sådan kunne man blive ved.
I disse år står folkekirken imidlertid i et vadested. Skal vi fortsætte med at betragte folkekirken som statens kirkevæsen og i det spor søge at optimere den kirkelige service, som borgerne har krav på? Det kunne ske ved at strømline organisationen fx ved at etablere større og mere rationelle enheder (sogne, pastorater), ansætte flere præster og sognemedhjælpere til at servicere borgerne og udvikle nye kirkelige ydelser, som imødekommer borgernes behov.
Eller skulle man overveje, om det virkelig er kirkens væsen at være et statsligt væsen på linje med folkeskolen og socialvæsenet. Der er for tiden en vældig grøde og stor kreativitet i folkekirkelige kredse, og der eksperimenteres med ny måder at være kirke på. Spørgsmålet er, om der er brug for, at vi i folkekirken så at sige må forsøge at “genopfinde” kirken – ud fra en besindelse på, hvad der er kirkens væsen?
Er der brug for, at vi vender tingene på hovedet i folkekirken og ser kirkens væsen som et fællesskab af mennesker, som kaldes sammen af evangeliet, en folkelig bevægelse, hvis drivkraft må være medlemmernes engagement og frivillighed? Her vil der stadig være brug for præster og andre lønnede medarbejdere, ikke til at bemande alle de poster, der sikrer udførelsen af kirkens centrale opgaver, men til at udruste alle de frivillige til at være kirke og udføre kirkens opgaver. Lægfolket er i denne forståelse kirkens præster, ordineret til tjenesten gennem deres dåb, og de ansatte præster er hjælpepræster, som skal hjælpe alle de andre præster til at udføre deres præstetjeneste i verden.
Vanens og traditionens magt er stor, og vi har i århundreder praktiseret kirke som et statsligt kirkevæsen, hvor statstjenestemænd og andre ansatte servicerer borgerne mht. deres kirkelige og åndelige behov.. Hvis vi derfor begynder at forstå kirkens væsen først og fremmest som et fællesskab og en bevægelse af ganske almindelige kristne, så må vi – både lægfolk og præster – til at øve os i at være kirke på en anden måde.
Christiansfeld, mandag, den 5. juli 2010
Mogens S. Mogensen
Kirken som pejlemærke – og kirkens pejlemærker
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Refleksioner den 4. juli, 2010
I sidste uge cyklede vi langs diget i marsklandet fra Esbjerg til grænsen. Da vi ikke havde nogen GPS med, og det var småt med skiltningen på cykelstien, måtte vi orientere os på anden vis, på den måde, som danskere har gjort i århundreder. Når vi fik øje på en kirketårn og fik identificeret kirken, vidste vi nogenledes hvor vi var henne. I lang tid spejdede vi efter Ribe domkirke, og efterhånden dukkede domkirkens karakteristiske tårne langsomt op i horisonten. Siden var det Hvidding Kirke ved Vester Vedsted, der var vort pejlemærke, derefter igen Rejsby Kirke og Brøns kirke og sådan fortsatte det.
I mange hundrede år har kirken i Danmark været et pejlemærke, ikke bare for vejfarende, der var i fare for at fare vild og havde brug for hjælp til at finde vej, men også for samfundet som helhed, når det gjaldt om at finde ud af, hvad der var godt og skidt, og op og ned i tilværelsen. Kirken var i århundreder på godt og ondt tæt forbundet med statsmagten og der var et sammenfald mellem folk og menighed, så det at være dansk var ensbetydende med at være kristen. Kristendommen var samfundets ideologiske grundlag, og det var utænkeligt at argumentere for synspunkter, som blev anset for at være i modstrid med kristendommen.
Efter en lang historisk proces er vi i dag dér, hvor kirken ikke længere er det fælles pejlemærke for det danske samfund. Selvom over 80 % af befolkningen stadig er medlem af folkekirken, nytter det ikke meget i den offentlige debat at argumentere ud fra kristendommen. Især efter islams indtræden på den danske politiske scene presses der på for at få religion ud af det offentlige rum, dvs. det rum, hvor vi sammen drøfter, hvad der er godt og ondt, op og ned, og hvor vi på basis af disse drøftelser træffer politiske beslutninger.
Kirken og kristendommen er som fælles pejlemærker blevet afløst bl.a. af demokratiet. Det er helt utænkeligt at argumentere for synspunkter, som bliver anset for at være udemokratiske, og de beslutninger, og det er moralsk forkasteligt ikke at respektere de love, som er blevet vedtaget på demokratisk vis. Et andet pejlemærke er af økonomisk karakter: vi orienterer os i mange henseender efter den økonomiske bundlinje. Hvad kan betale sig, og hvad kan ikke betale sig?
Den konstantinske kristenhedsmodel med symbiosen mellem stat og kirke og mellem folk og menighed er ikke nogen ideal-tilstand for kirken, ligesom post-kristenhedssituationen på ingen måde er en katastrofe for kirken. Det, der er problematisk er derimod, hvis vi som kirke mister orienteringen, og ikke erkender, at vi er på vej ud af den århundrede-gamle traditionelle kristenhedsperiode og på vej ind i et nyt og endnu ikke helt kortlagt territorium. Hvis kirken skal finde vej fremover, har den derfor selv i høj grad brug for selv at besinde sig på sine pejlemærker, som er skrift og tradition – og Helligånden.
Christiansfeld, søndag, den 4. juli 2010
Mogens S. Mogensen
God ferie!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 26. juni, 2010
I dag begynder min ferie, men hvad er det egentlig, der begynder? Hvad betyder ferie egentlig? Ja, nogen mener, at ordet ferie kommer af det franske ”faire rien”, altså, at man ingenting foretager sig. Så måske skal jeg for rigtig at holde ferie ikke foretage mig noget som helst.
Tyskerne er så grundige, så lad os spørge dem om, hvad deres ord for ferie betyder. ”Urlaub” har samme rod som ”Erlaubnis”, altså tilladelse. Og jo, jeg har fået tilladelse til at holde ferie, så det skulle være på plads. Men hvad er det da, jeg har fået tilladelse til.
Spørger vi vore svenske naboer, ja, så er det noget så forlokkende som ”semester”, der står for døren. Og ”semester” betyder jo direkte oversat seks måneder. Men for mit vedkommende kan ferien nu på årsbasis højst snige sig op til seks uger, og det er bestemt heller ikke så ringe endda.
Jeg elsker at holde ferie i Frankrig, især i Sydfrankrig, hvor jeg synes beboerne ser ud til at være gode til at holde ferie – også på arbejdsdage. Jeg husker, at mine franske venner forud for ferien plejede at ønske mig ”Bonnes vancances!”. Jamen, så har ferie måske alligevel noget at gøre med intet at foretage sig, at være vakant, tom, ledig. Min kalender for de næste uger er heldig vis helt tom, når det gælder arbejdsopgaver og aftaler.
Englænderne har et lignende ord for ferie, nemlig ”vacation”, som betyder at tømme noget eller at fratræde en stilling. Og jo, jeg trænger bestemt til at få tømt mit hoved efter nogle travle måneder, og glæder mig til for en periode at fratræde min arbejdsmæssige stilling.
De gode englændere har imidlertid også et andet ord for ferie, der giver en mere indholdsmæssig beskrivelse af, hvad ferie er, nemlig ”holiday”, altså en hellig dag, eller gerne flere af samme slags i rad. En ”holiday” var altså oprindelig en hellig dag, en religiøs festdag. På sådanne helligdage holdt man fri for arbejdet, for sammen at holde fest i anledning af en kristen højtid.
Selvom jeg er begyndt at holde ferie, kunne jeg dog godt tage mig sammen og foretage et lille studium i en etymologisk ordbog for at finde ud af, hvad det egentlig er, jeg er begyndt på i dag. Og sandelig, om ikke englænderne har ret. Vort gode danske ord ferie refererer også til kristne fester. Ferie kommer af det latinske ”feria”, der i middelalderen blev brugt om kristne højtider og fester, og også ordet fejre har sin rod i ”feria”. Men problemet er, at vi desværre ikke nogen kristne højtider at fejre på denne tid af året.
Og så alligevel. Feriesæsonen indledes med at vi fejrer Sankt Hans, hvor vi med Drachmanns ”Midsommervise” synger om, at ”hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde”. Baggrunden for glædesblussene Sankthans Aften er imidlertid rent historisk, at vi fejrer Johannes Døberens fødsel. Om den Johannes, som lagt navn til festen, fortælles det, at han beredte vejen for Jesus, og opfordrede mennesker til at følge Jesus.
Nu er det ferie. Der er tid til dovne dage, hvor vi tømmer hovedet og kalenderen for arbejdsopgaver og aftaler og ingenting gør. Men der også tid til hellige dage, hvor vi besinder os på det, der er helligt, og fejrer alt det, Gud har givet os.
God ferie!
Christiansfeld, lørdag, den 26. juni 2010
Mogens S. Mogensen
Lad os kippe med flaget – for åndsfriheden!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 16. juni, 2010
Mens vi i går kunne fejre Valdemarsdagen og kippe med vort flag, som ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland for snart 800 år siden, blev idyllen anfægtet af advarsler fra juridiske professorer, som stiller spørgsmålstegn ved, om vi egentlig fortsat kan have et kors i vort flag. En menneskerettighedsdomstols dom om forbud mod kors i offentlige skoler i Italien, kan måske betyde, at officiel flagning med et korsbanner vil kunne tolkes som en utilstedelig religiøs manifestation.
Da Anders Fogh Rasmussen, mens han endnu var statsminister, udtalte, at ”det ville tjene mange gode formål i det danske samfund, hvis det offentlige rum var befriet for religiøse manifestationer”, havde han nok ikke det danske flag i tankerne. Når Dansk Folkeparti igen og igen forsøger at få religiøse beklædningsgenstande som burka, niqab og hijab forbudt i en række offentlige sammenhænge, har man sikkert heller ikke tænkt på, at flaget kunne opfattes som et religiøst symbol. Når politikere har talt for at forbyde minareter, der som religiøse symboler rager op i bybilledet, har de sikkert ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, at nogen kunne finde på at stille spørgsmålstegn ved betimeligheden i fra officielle flagstænger at flage med vort korsbanner.
Disse og mange lignende udtalelser og forslag fra politikere er på den ene side udtryk for den værdipolitiske holdning, at islams indflydelse skal begrænses i det kristne danske samfund. Men set i et mere overordnet perspektiv er de udtryk for en hårdere og hårdere sekularisme, der har til formål at få religion ud af det offentlige rum. Da der ikke må diskrimineres i et demokratisk retssamfund som det danske, vil en sådan sekularistisk holdning til religion naturligvis også ramme kristendommen, uanset hvor meget kristendommen kan siges at have vundet hævd som en del af Danmarks kultur. I praksis vil det i længde være umuligt – som nogle politikere forsøger at praktisere det – at anlægge en strengt sekularistisk holdning i forhold til islams tilstedeværelse i samfundet og en traditionel holdning til kirke og kristendom, hvor kirke og kristendom – efter den konstantinske kristenhedsmodel – dominerer det offentlige rum.
Det er muligt at ovennævnte værdipolitikere ville slå syv kors for sig, ifald de læste dette blog-indlæg – men måske skulle de i sekularismens hellige navn finde en mindre religiøs måde at udtrykke deres afstandtagen på. Det lyder helt absurd i disse værdipolitikeres ører – og også i mine ører – at der skulle være problemer med korset i dannebrog, eller korset i passet, eller korset om halsen på en lærer i folkeskolen, men hvis man med sekualristiske argumenter går meget langt fra at udelukke andre religioners symboler i det offentlige rum, så åbner vi os selv for en kritik af kristne symboler i det offentlige rum.
Ifølge kristendommens selvforståelse hører kirke og kristendom imidertid hjemme i det offentlige rum, og en kirke, som trækker sig tilbage fra det offentlige rum for udelukkende at udfolde sig i privatsfæren, forråder evangeliet. Når kristendommen må have plads i det offentlige rum, så må vi naturligvis også give plads for andre religioner, og i begge tilfælde inden for lovens grænser. Der må være frihed for Loke såvel som for Thor. Derfor er der i dag al mulig grund til at kippe med flaget – vort korsbanner, vi må være stolte over – for åndsfriheden i det danske samfund.
Århus, onsdag, den 16. juni 2010
Mogens S. Mogensen
Terrorens topografi og diktaturets anatomi
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 13. juni, 2010
Berlin ligner på mange måder andre moderne europæiske storbyer, og så alligevel er der noget, der er anderledes, påfaldende og tankevækkende. I Niederkirchenstrasse, ikke ret langt fra Check Point Charlie, ligger mindemærket ”Topographie des Terrors”. Her er der bevaret et par hundrede meter af den mur, som fra 1961 til 1989 adskilte Øst- og Vestberlin, og som blev et symbol på kommunismens terrorregime. Lige ved siden af ligger resterne af de kældre, hvor Gestapo-bødler torturerede nazismens modstandere.
I gå-afstand derfra ligger den bygning, der rummer Stasi-arkiverne. Her blev jeg mindet om filmen ”Das Leben der Anderen”, der beskriver, hvordan Stasis overvågning af ganske almindelig mennesker forpestede deres liv. I modsat retning, men stadig i gå-afstand, ligger Holocaust-mindesmærket med sine 2700 firkantende beton-blokke – eller var det kister – til minde om de knap 6 mio. jøder, som under Hitlers terror-regime blev slået ihjel.
Og sådan kunne man blive ved, og sådan blev det ved. Man fornemmer næsten ofrenes sukke og skrig, når man konfronteres med museerne, mindesmærkerne, inskriptionerne, info-tavlerne, som tilsammen aftegner terrorens topografi i Berlin. Men samtidig er der også noget befriende og forjættende over at opleve, hvordan fortidens synder i form af nazismens og kommunismens terror her åbent bekendes – uden undskyldninger eller bortforklaringer. Det er som om man helt bevidst har holdt sårene åbne og søgt at rense det, for på den måde at fremme en heling.
Statsterror er ikke en særlig tysk specialitet, men det er langt fra alle de implicerede lande, som har haft modet til at indrømme deres terrorhandlinger for slet ikke at tale om, at holde sårene åbne og rense dem for at fremme en heling. I Rusland mangler man stadig at gøre op med kommunismens terror, og Tyrkiet har heller ikke endnu haft modet til at se landets terror mod armenierne i øjnene. Alvoren i den situation er, at fortidens terror – når der ikke offentligt gøres op med den - kan udvikle sig til en byld, der både kan gøre nutidens samfund sygt og smitte andre samfund.
Statsterror er desværre ikke kun noget, vi konfronteres med på museer, men er en brutal virkelighed for mennesker i flere lande her og nu. Det er i dag den 12. juni, årsdagen for det valg i Iran, der vakte håb hos brede kredse i befolkningen om et opgør med det islamistiske diktatur og om frihed. I stedet førte det til, at regimet knuste alle spirer til demokrati og frihed med terror. Forrige fredag, i forbindelse med 21-års dødsdagen for grundlæggeren af dette terror-regime, Ayatollah Khomeini, havde Irans nuværende diktator Ahmadinejad den fripostighed at hævde, at den islamiske republik Iran var verdensmester i demokrati – samtidig med at han truede med at slå ned med brutalitet mod den grønne oppositionsbevægelse.
I dag sendte en af mine venner mig følgende sentens, som man med rette kunne kalde diktaturets anatomi: ”Et diktatur er et politisk system, hvor alle er bange for én – og én er bange for alle.” Der er i Iran virkelig grund til for alle at være bange for Ahmadinejad, for diktatorer holder sig ved magten ved indadtil at bruge terror og udadtil at true med eller lige frem gribe til militær aggression. Samtidig er der også god grund til for Ahmadinejad at være bange for alle, fordi et politisk styre, som ikke bygger på befolkningens frihed, bygger på sand, og enhver terroristisk diktator sidder (heldigvis) på en tikkende bombe.
I Berlin kan man ikke undgå at stifte bekendtskab med terrorens topografi, men terroren hører her fortiden til. Tilbage er kun arrene, som er en stadig påmindelse om, hvilke fatale sår på sjæl og legeme, terror tidligere har påført og stadig i dag påfører millioner af mennesker.
Berlin, lørdag, den 12. juni 2010
Mogens S. Mogensen
Går det ad Pommern til?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 10. juni, 2010
Hvad ser vi? Hvordan vurderer vi det, som vi ser? Hvordan handler i på basis heraf? Denne model præsenterede Peter Lodberg som opsamling på den 4. folkekirkelige missionskonference på Hotel Nyborg Strand, som samlede omkring hundrede deltagere. Blandt dem var tre biskopper, præster, universitetsteologer, menighedsrådsmedlemmer, organisationsleder mm.
Den afrikanske missionsteolog Lamin Sanneh fra Yale hjalp os til at se, hvordan mission har været med til at forandre verden i de sidste 100 år efter den store missionskonference i Edinburgh i juni 1910. Det er ikke det 19. Årh. , men det 20. Årh., som har været det århundrede, som har oplevet den største spredning af kristendommen. I 1910 var 82% af alle kristne europæere eller nordamerikanere, i dag er det kun 1/3. Sanneh mindede om, at kristendommen i modsætning til islam er en oversættelsesbevægelse, og at missionsbevægelser alle deres svagheder og fejl til trods har været med til at give lokale sprog og kulturer værdighed. Samtidig understregede han, at udsigterne for den kristne bevægelse aldrig været lysere end de er i dag. Mission er stadig at søge i kærlighed at overbevise mennesker om, at Gud i sin kærlighed er kommet os nær i Jesus Kristus.
Den anden hovedtaler, Michael Herbst, fra et luthersk menighedsudviklingsinsitut ved universitetet i Greifswald i det tidligere Østtyskland, hjalp deltagerne med at få øje på udfordringerne fra sekulariseringen. I Østtyskland er 75 % af befolkningen praktisk taget uden forbindelse med kirke og kristendom. Umiddelbart ville man forvente, at sekulariseringen var et resultat af 40 års kommunistisk styre, og det havde da også øvet sin markante indflydelse, men forarbejdet var gjort i de forudgående årtier, hvor kirken udelukkende havde stolet på ritualerne som kontakt til befolkningen uden at tilbyde noget egentligt menighedsliv.
Efter ”die Wende” i 1989, havde kirken forventet at folk var vendt tilbage til kirken, men det var ikke sket. Tværtimod, havde kirken mistet medlemmer ved emigration til Vesttyskland. Herbst redegjorde for udviklingen i Pommern, hvor sekulariseringen havde været så stærk, at de fleste ikke blot havde glemt kristendommen, men også glemt, at de havde glemt det. Tilbage var en næsten bundløs uvidenhed og ligegyldighed mht. kristendom og kirke. I den lutherske kirke i Pommern var medlemstallet faldet fr 700.000 i 1959 til 97.000 i dag og der var eksempler på præster, som skulle tage sig af 18 små menigheder med samt kirker og kirkgårde.
Der var imidlertid delte meninger mht. deltagernes syn på udfordringerne og vurderingerne af dem og også spørgsmålet om, hvordan man skulle handle for at tage udfordringerne op. Lamin Sanneh og flere andre medvirkende udtrykte betænkelighed ved islams indflydelse og så islam som den største udfordring. Min vurdering var imidlertid, at sekulariseringen er en større og sværere udfordring for kirken i dag, da den truer med at opløse kirken indefra. Jeg kan derfor være nervøs for om det for kirken i Danmark skal gå ad Pommern til.
Ud fra sin forskning i menighedsudvikling arbejdede Michael Herbst sammen med præster og menigheder i Pommern om at vende udviklingen. Konklusionerne fra dette arbejde var, at der ikke først og fremmest er brug for strategier, men for mennesker som er glade for deres kristne tro, og som elsker at dele den med andre, og for en kirkekultur, hvor kirkens liv er præget af gæstfrihed og åbenhed for andre. Præster må uddannes og trænes til at blive missionale præster og menigheder må have hjælp til en missional udvikling. Endelig er det vigtigt med et dåbskatemumenat for voksne, som ønsker at lære den kristne tro at kende.
I det lys gør det måske alligevel ikke så meget, hvis det i Danmark skulle begynde at gå ad Pommern til.
Hotel Nyborg Strand, torsdag, den 10. juni 2010
Mogens S. Mogensen
Det besværlige demokrati – og Porvoo
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 8. juni, 2010
Demokrati kan være en meget besværlig ordning, især når man oplever, at de demokratiske beslutninger går én imod. Det kan da på godt nordjysk være ualmindeligt ”træls”, hvis man sidder i en demokratisk valgt bestyrelse, som træffer en beslutning, som man selv er inderligt imod. Enten må man finde sig i beslutningen, eller også må man argumentere for at få bestyrelsens medlemmer til at ændre deres beslutning, og lykkes det ikke, så man altså leve med beslutningen.
På samme måde kan det være ”træls” at skulle leve med love, vedtaget af folketinget, som er én inderligt imod. Et flertal i folketinget vedtager en lov og på basis heraf udarbejdes der en bekendtgørelse og efter det haver alle sig at rette, sågar ministre og folketingsmedlemmer. Hvis man af en eller anden grund er utilfreds med de demokratisk vedtagne love, så må altså man gå den tunge gang og forsøge at lave lovene om. Ellers må man på god demokratisk vis acceptere lovene, som de er.
Folketinget vedtog i 1989 en lov, på baggrund af hvilken der blev udarbejdet en bekendtgørelse om etableringen af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Heri gives dette demokratisk valgte råd med repræsentanter for alle folkekirkens ti stifter bemyndigelse til at ” tage stilling til folkekirkens medlemskab af nationale og internationale kirkelige organisationer”. Sidste år vedtog rådet så at melde folkekirken ind i Porvoo-fællesskabet. Et af medlemmerne af det nyvalgt råd var imod denne beslutning og forsøgte på god demokratisk vis at få rådet til at omgøre sin beslutning, hvilket ikke lykkedes. Så skulle den historie ikke være længere. Men det er den desværre.
Peder Nørgaard-Højen, som indtil valget af et nyt råd i år var medlem af rådets teologiske arbejdsgruppe, har henvendt sig til Folketingets Kirkeudvalg med spørgsmålet om, hvorvidt Folkekirkens Mellemkirkelige Råd kan indmelde Folkekirken i Porvoo-fællesskabet ”uden inddragelse af lovgivningsmagten”. Man skal imidlertid ikke være jurist – men blot kunne læse indenad – for at vide, at det har Folkekirkens Mellemkirkelige Råd selvfølgelig bemyndigelse til!
I den dokumentation, Nørgaard-Højen har vedlagt sit brev til formanden for kirkeudvalget, Britta Schall Holberg, argumenter han bl.a. for, at en indmeldelse i Porvoo-fællesskabet er i modstrid med folkekirkens lutherske læregrundlag. Nu forholder det sig imidlertid sådan, at rådet inden beslutningen om indmeldelse i Porvoo-fællesskabet forespurgte folkekirkens øverste teologiske tilsynsmyndighed, nemlig folkekirkens biskopper, om en indmeldelse ville bringe folkekirken på kant med sit læregrundlag. Biskopperne svarede enstemmigt, at der ikke var læremæssige problemer ved en tilslutning til Porvoo-fællesskabet.
Ud fra dagsordenen for kirkeudvalgets møde forleden får man det indtryk, at kirkeudvalget ønsker at afholde et møde om folkekirkens tilslutning til Porvoo-fællesskabet. Da der sikkert er medlemmer af kirkeudvalget, som har brug for at blive oplyst om, hvad Porvoo-fællesskabet drejer sig om, kan det give god mening at holde et oplysende møde om dette emne.
Men inden politikerne fristes til at gå videre end dertil, så kunne det være betimeligt også at oplyse dem om, at de faktisk på god demokratisk vis har givet Folkekirkens Mellemkirkelig Råd bemyndigelse til at melde Folkekirken ind og ud af internationale organisationer. Politikere kan naturligvis forsøge at ændre lov og bekendtgørelse og fx overføre bemyndigelsen til at melde folkekirken ind i og ud af internationale organisationer til folketinget eller ministeren. Det ville imidlertid for det første være en markant statskirkelig markering, og for det andet ville det ikke se kønt ud, hvis man blot ændrede lov og bekendtgørelse, fordi et demokratisk valgt organ havde truffet en beslutning, som man ikke syntes om.
Det ville måske også være betimeligt at minde politikerne om, at det ifl. det folkekirkelige ordning er biskopperne og ikke politikerne, som er teologisk tilsynsmyndighed. Hvis det utænkelige skulle ske, og politikerne underkendte biskoppernes læremæssige afgørelse, så kunne man befrygte, at biskopperne ville agere lige som biskop Hvas sagde, at han ville have gjort, hvis retten havde underkendt hans teologiske tilsynsvurdering i forhold til Snedsted-præsten. I så tilfælde ville han have nedlagt sit bispeembede.
Uanset hvor besværligt demokratiet kan være, så er det nok stadig den mindst ringe styreform, vi kan forestille os, også i de situationer, hvor de demokratiske beslutninger går nogen af os imod.
Christiansfeld, tirsdag, den 8. juni 2010
Mogens S. Mogensen
Holdninger til islam og muslimer i Danmark i dag
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 7. juni, 2010
Islam og muslimer har fyldt utroligt meget i den politiske, kulturelle og teologiske debat i Danmark i de senest 20 år, og holdningen til islam og muslimer har været med til at afgøre folketingsvalg. Senest har Prof. Martin Schwartz Lausens bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat. Islamofobi, religion og politik hos teologer og regenter i reformationstidens Danmark” (2009) affødt en debat, om de holdninger til islam og muslimer, som kan konstateres i årene efter reformationen stadig sætter sig igennem i dag.
Den debat vil jeg ikke her engagere mig direkte i, men vil i stedet forsøge at give et bud på et overblik over holdningerne til islam og muslimer i Danmark i dag. Der tegner sig et meget flimrende billede, men måske kan vi ved at skelne mellem forskellige debatplaner identificere nogle mønstre.
Religiøst eller teologisk
På det religiøse eller teologiske plan kan holdningerne placeres på et kontinuum, mellem en anerkendelse af islam, der fører til en interaktion med muslimer og en dæmonisering af islam, der fører til en konflikt med muslimer.
Interaktionen med muslimer, der bygger på en anerkendelse af muslimers ret til at have og praktisere deres religion, tager udgangspunkt i, at kristne og muslimer har det til fælles at de er religiøse mennesker, således at muslimer og kristne har noget at tale sammen om, selvom der er afgørende forskelle mellem islamisk og kristen tro, at denne samtale også indebærer et gensidigt vidnesbyrd over for hinanden, således at kristne fx ønsker at dele evangeliet med muslimer, og at kristne og muslimer kan samarbejde om konkrete opgaver til gavn for det fælles samfund.
Dæmoniseringen af islam, der bygger på en afvisning af at muslimer og kristne på det religiøse eller teologiske område har noget til fælles, kan give sig meget forskellige udtryk. Allah har ikke noget med den Gud at gøre, som kristne tilbeder, men er en dæmon, og islam opfattes som antikrist. I mildere udgaver fremstilles islam som en middelalderlig religion, der ikke har gennemgået en reformation, som den der har skilt den lutherske kirke ud fra den middelalderlige katolske kirke.
Kulturelt
På det kulturelle plan kan holdningerne placeres på et kontinuum mellem en forståelse af Danmark som et monokulturelt samfund, som muslimerne må tilpasse sig, hvis de vil være her, og Danmark som et multikulturelt samfund, hvor muslimerne må udfolde deres kultur.
Det monokulturelle standpunkt indebærer en forståelse af, at et samfund kun kan bygge på en kultur. Religioner er kulturskabende, og det gælder også kristendom og islam. Dvs. at i bunden af den danske kultur ligger kristendommen, og for at blive en del af det danske samfund må muslimer derfor anerkende kristendommens centrale kulturskabende funktion i samfundet og også tilpasse sig de danske kulturelle former, således at den kulturelle sammenhængskraft ikke går fløjten.
Det multikulturelle standpunkt indebærer en forståelse af, at et samfund er et produkt af mange kulturelle og religiøse og andre påvirkninger, og at enhver kultur til stadighed er i bevægelse og udvikling gennem påvirkning fra nye kulturstrømninger. Den kulturelle mangfoldighed ses ikke som et problem, men en berigelse. Det betyder, at der må skabes rum for, at muslimer ikke blot kan udfolde deres religion og kultur i privatlivet men også i det offentlige rum.
Politisk
På det politiske plan kan holdningerne placeres på et kontinuum mellem et fokus på muslimer som medborgere og et fokus på muslimer, som fjender eller potentielle fjender.
En forståelse af muslimer som medborgere indebærer, at der fokuseres på de politiske rammer, som må være fælles for muslimer og kristne og alle andre borgere i et sekulært samfund. Kristendommen har været igennem oplysningstidens syrebad og samfundets sekulariseringsproces og er kommet ud på den anden side med fuld opbakning til demokrati og menneskerettigheder, som ses som et udtryk for kristne værdier. For at muslimer kan indgå som medborgere må de på samme måde tage demokratiet og menneskerettighederne til sig, og gør de det kan – også som praktiserende muslimer – de bidrage til det fælles samfund som fuldgyldige medborgere.
I den anden ende af spektret har vi en forståelse af islam, som en religion der principielt er uforenelig med et moderne oplyst og sekulariseret samfund, og derfor af muslimerne som fjender eller potentielle fjender af det danske samfund. I global sammenhæng fokuseres der på muslimer som terrorister eller potentielle terrorister og på islam som en ekspansiv kraft, der er i færd med at erobre verdensherredømmet og islamisere Europa og Danmark. Islam og muslimer skal derfor mødes med konfrontation og om nødvendigt kamp og krig, og ideelt set skulle der arbejdes på – som Glistrup udtrykte det – et ”muhammedanerfrit” Danmark.
Så er banen kridtet op. Spørgsmålet er bare, om den bane, hvor der i disse år for alvor spilles om det danske samfunds religiøse, kulturelle og politiske fremtid, ikke er en helt anden.
Christiansfeld, mandag, den 7. juni 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende eller helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Religionsfrihed og ytringsfrihed – i den politiske debat
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Denat den 6. juni, 2010
I en tysktime i folkeskolen lærte jeg, at ”Die Repetition ist die Mutter des Lehrens”. Det er der bestemt en dyb sandhed i, men det betyder ikke, at noget nødvendigvis bliver sandt af at blive gentaget igen og igen.
Det blev jeg mindet om, da jeg her til morgen hørte kirkeminister Birthe Rønn Hornbæk i ”Mennesker og tro” i en samtale med Anders Laugesen om ”Gud, grundloven og det danske folk” gentage for 117. gang, at sand luthersk kristendom indebærer en adskillelse af kristendom og politik. Det eneste kristendommen har at sige om politik, er at kristendom og politik skal holdes helt adskilt. Det er derfor udtryk for farisæisme og et svigt af evangeliet, hvis vi i en politisk debat inddrager kristendommen i argumentationen.
Det er let at mane et skræmmebillede frem om en kirke, der dikterer samfundet, hvordan dets love skal være, eller om fundamentalistiske kristne, som forsøger at trække deres forståelse af kristendommen ned over hovedet på alle andre – og så på den baggrund konkludere, at kristendom og politik må holdes adskilt. Men hvilken mening giver det i et frit demokratisk samfund at acceptere inddragelsen af argumenter fra diverse ideologier og filosofier med hver deres værdisæt, menneskesyn og samfundssyn, og så dømme ethvert argument, der henviser til kristendommen ude? Helt absurd bliver denne censurerende holdning i en tid, hvor der er så meget fokus på værdipolitikken. Og dobbelt absurd er det, at argumentationen for at holde kristendommen ude af den politiske debat hentes i – kristendommen!
Historisk set har kristendommen været kulturskabende. Mange af de værdier, som vi i dag regner som danske værdier, har forbindelse til kristendommen og lovgivningen bygger netop bl.a. på – værdier. Da slaveriet omsider blev ophævet for et par hundrede år siden, argumenterede politikere ud fra det kristne menneskesyn. Var det forkert af dem at blande kristendommen ind i dette politiske spørgsmål? I kampen mod raceadskillelsen i USA og mod apartheid i Sydafrika blev der også bl.a. argumenteret ud fra kristendommen mod denne form for diskrimination af mennesker skabt i Guds billede? Var det forkert at blande kristendommen ind i disse politiske spørgsmål? Sundhedsministeren har nedsat et etisk råd, der har som opgave at vejlede Sundhedsministeriet om etiske emner som bioteknologisk og -medicinsk forskning. Her har der også siddet præster og teologer, som ud fra deres forståelse af kristen etik, giver deres besyv med. Var det forkert at blande kristendommen ind i disse politiske spørgsmål?
Jeg forstår udmærket, hvorfor politikere som magthavere foretrækker at udlægge Luthers toregimentelære om det åndelige og det verdslige regimente sådan som en adskillelse af kristendom og politik, hvor det er illegitimt at henvise til kristendommen i sin politiske argumentation. Men uanset hvor tid det bliver gentaget, så er og bliver denne tolkning af Luther meget tendentiøs, hvilket bl.a. fremgår med al ønskelig tydelighed af, at Luther ikke selv afholdt sig fra at gå i rette med de politiske magthavere med henvisning til kristendommen.
Vi har netop i går fejret den grundlov, som allerede i 1849 gav os både relgionsfrihed og ytringsfrihed. Vi har altså frihed – inden for lovens grænser - til at tro, som vi vil – også på kristendommen – og vi har heldigvis også frihed til – inden for lovens grænser – at ytre os på basis af vor individuelle forståelse af kristendommen om, hvordan vi synes samfundet skal indrettes for vi i fællesskab kan bedst muligt vare på ”enker og faderløse, fremmede og fattige” (Zak 7,10).
Uanset hvor mange gange politikere forsøger at lukke munden på dem, der vil inddrage kristne etiske perspektiver i den politiske debat, så er det vigtigt at også sådanne stemmer lyder i det mangfoldige politiske kor, der udgør den nødvendige demokratiske debat i vort samfund.
Christiansfeld, søndag, den 6. Juni 2010
Mogens S. Mogensen
Man merkt die Absicht …
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 2. juni, 2010
Det er ikke altid let at være Danske Folkeparti i et retssamfund, som principielt er farveblindt og ikke må diskriminere, og et velfærdssamfund, som bygger på fællesskabets ansvar for samfundets svageste.
Tag nu for eksempel den seneste såkaldte ”Genopretningsplan”, som Danske Folkeparti har forhandlet på plads med regeringen. Der skal spares penge, mange penge, og et sted at finde nogle af disse mange penge er børnechecken. Her ville Dansk Folkeparti gerne have gjort børnechecken afhængig af indtægten. Men ve og skræk, det duer jo alligevel ikke, for så vil besparelsen ramme danske familier, mens indvandrerfamilier vil gå fri.
Det var jo ikke meningen. Tværtimod, for som Pia Kjærsgaard skriver i et brev til en dansk familie på Ærø, der venter deres ottende barn, ”Dansk Folkeparti havde gerne set, at man eksempelvis havde forbeholdt børnechecken for danske statsborgere” (”DF vil kun give børnecheck til danskere”, artikel i MetroXpress 1. Juni 2010).
Dansk Folkeparti har arbejdet målbevidst – og med stor succes – for, at det skulle blive meget sværere for indvandrere at blive danske statsborgere. Det betyder, at der er et stadigt voksende antal mennesker i Danmark, som i årevis opholder sig her med en permanent (eller midlertidig) opholdstilladelse. De fleste af dem vil komme til at leve resten af deres liv i det danske samfund sammen med os, de er vore naboer og vore arbejdskolleger, de betaler skat, de får børn, og deres børn går i danske skoler sammen med vore børn, men mange af dem er af forskellige årsager i praksis udelukket fra nogensinde at erhverve sig et dansk statsborgerskab. Det er denne voksende gruppe af nydanskere – og specielt disse nydanskeres børn - som Dansk Folkeparti gerne ville fratage børnechekcen.
Nej, det er – heldigvis – ikke altid let at være Dansk Folkeparti i et rets- og velfærdssamfund. Men hvis Pia Kjærsgaard og Co havde magt, som de havde agt, så ville samfundet også komme til at se radikalt anderledes ud. Man merkt die Absicht und wird verstimmt!
København, onsdag, den 2. juni 2010
Mogens S. Mogensen
Søstjernen og edderkoppen – alternative organisationsformer
Lagt op af Mogens S. Mogensen i bøger den 30. maj, 2010
Hvad har Apache, Napster, Wikipedia, al-Qaida og Anonyme Alkoholikere til fælles? De repræsenterer alle en åben decentraliseret organisationsform uden ledelseshieraki.
I bogen ”The Starfish and the Spider” (Portfolio 2006) hævder Ori Brafman og Rod A. Beckstrom på basis af mange års forskning, at alle organisationer falder i to kategorier, den ene symboliseret af søstjernen, den anden symboliseret af edderkoppen. Når man kapper hovedet af en edderkop, dør den, men uanset hvilken del, man skærer af en søstjerne, så regenererer den denne del og den afskårne del kan endog vokse sig til en hel ny søstjerne.
Centraliserede og hierarkisk ledede organisationer er et velkendt fænomen i den moderne vestlige verden, men hvad er det der karakteriserer søstjerne-organisationerne? I bogen peges der på, at denne organisationsform så at sige går på fem ben.
1. Den grundlæggende enhed i sådanne organisationer er mange små uafhængige decentrale cirkler, der er fleksible enheder. Der er ikke en række regler, som der sættes magt bag, men der udvikles interne normer.
2. I sådanne åbne organisationer kan der altid identificeres personer, som har fungeret som katalysatorer for dannelsen af frie cirkler. Denne type personer indtager ikke en central lederrolle som fx CEO, men giver deltagerne i cirklerne deres frihed og opleves i stedet som en slags inspiratorer for alle andre.
3. Det, der binder en sådan åben decentral organisation sammen er ikke bare et behov for at opleve fællesskab, men en fælles meningsfuld ideologi. I Anonyme Alkoholikere fx, den ide, at alkoholikere han hjælpe hinanden ud af afhængigheden.
4. De fleste sådanne åbne organisationer bygger videre på eksisterende platforme eller relationer. Fx blev Napster i sin deling af musik muliggjort af det i forvejen etablerede internet.
5. Personer, der fungerer som katalysatorer er oftest karismatiske personer, som kan inspirere folk og bringe dem sammen, men for at sådanne åbne organisationer kan lykkes har der næsten altid været en person, som har allieret sig med ”katalysatoren”, og som har haft evnerne og energien til at promovere sagen vidt og bredt.
Den afgørende figur i en åben organisation er helt afgjort katalysatoren, men hans eller hendes rolle er en helt anden end den, som traditionelle ledere af organsationer spiller. I bogen beskrives katalysatorens vigtigste redskaber som.:
• En oprigtig interesse i andre mennesker.
• Løse forbindelser til en lang række mennesker. Altså ikke dybe relationer med få, men mere overfladiske relationer med mange.
• ”Mapping”: katalysatoren forsøger at finde ud af, hvordan de mennesker han eller hun møder passer ind i deres netværk.
• Et ønske om at hjælpe andre er det brændstof, som driver dem til at networke.
• Katalysatorer er drevet af en passion for det, som han eller hun tror på (ideologien).
• Møder folk der hvor de er. Mennesker følger ikke en katalysator fordi man er nødt til det, men fordi han eller hun forstår dem. Dermed kan en katalysator inspirere uden at være manipulerende.
• Emotionel intelligens: Katalysatorer leder ud fra en emotionel intelligens og væver emotionelle relationer ind i netværket.
• Tillid: katalysatoren kan ikke kontrollere denne flade organisation, men må bygge på tillid til deltagerne.
• Inspiration: Katalysatoren inspirerer andre til at arbejde frem mod et mål, som sjældent involverer personlig fortjeneste.
• Tolerance for tvetydighed (”ambiguity”). I decentrale organisationer er det nødvendigt at kunne leve med en høj grad af mangel på tydelig struktur, som imidlertid er en vigtig grobund for kreativitet.
• Trække sig tilbage. Hvis ikke katalysatoren trækker sig tilbage, kan han eller hun komme til at blokere for den videre udvikling.
Mens jeg læse i denne bog, hvis undertitel er ”The Unstoppable Power of Leaderless Orgnizations” om alle de åbne decentrale og fleksible organisationer uden en hierarkisk ledelsesstruktur, kom jeg til at tænke på, om kirken som organisation bedst kan sammenlignes med en edderkop eller med en søstjerne?
Christiansfeld, søndag, den 30. maj 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk.
Folkekirkens indmeldelse i Porvoo-fællesskabet
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 28. maj, 2010
Hvem er det , der bestemmer i folkekirken? Er det staten, dvs. folketing og minister, eller er det folkekirken? Og hvis det er folkekirken, hvem er det så, der træffer beslutninger på folkekirkens vegne?
Her er der hjælp at hente fra Søren Krarup og Jesper Langballe, fra Dansk Folkeparti, som minder os om, at ”folkekirken – det er i den luthersk kirke alle medlemmer af den danske folkekirke … Og i en evangelisk-luthersk kirke som den danske folkekirke er det eneste rigtige da at spørge kirkefolket, når et så væsentlig spørgsmål skal afgøres” (Kristeligt Dagblad 26. maj 2010). I dette tilfælde var det spørgsmålet om vielse af homoseksuelle i folkekirken. Sådanne vigtige spørgsmål skal altså ikke afgøres af staten, dvs. folketing og minister, men af folkekirken selv, og i folkekirken er det altså ikke bispekollegiet, som skal træffe afgørelsen, men alle folkekirkens medlemmer.
Krarup og Langballe foreslår at folkekirkens medlemmer rent praktisk træffer beslutninger gennem afstemninger i alle landets 2000 menighedsråd. Det ville selvfølgelig være endnu mere upraktisk, end det ville have været, hvis der skulle vedtages love for hele Danmark gennem afstemninger i alle landets 100 kommunalbestyrelser. Ligesom nationale politiske beslutninger træffes af alle landets vælgere gennem en valgt national forsamling (folketinget), ville den logiske konsekvens af Krarup og Langballes argumentation naturligvis være, at vi skulle have en forsamling valgt af folkekirkens medlemmer (en synode) til at træffe kirkelige beslutninger af betydning for hele folkekirken.
Den klarhed og stringens, som Krarup og Langballe her udviser, er der meget brug for i disse tider. På tirsdag den 2. juni kl. 12 samles folketingets kirkeudvalg til møde, hvor punkt 2 på dagsordenen er ”Drøftelse af møde om Porvoo-erklæringen”. Baggrunden for, at folketingspolitikere (på vegne af staten) skal drøfte Porvoo-erklæringen, kunne tænkes at være, at Folkekirkens nyvalgte Mellemkirkelige Råd forleden næsten enstemmigt besluttede at fastholde det gamle råds indmeldelse af folkekirken i Porvoo-fællesskabet, således at underskrivelsen kan finde sted som planlagt, den 3. oktober i Københavns Domkirke.
Som Krarup og Langballe så forbilledligt har slået fast, så må det være folkekirkens medlemmer, som træffer beslutninger i vigtige kirkelige spørgsmål, og ikke staten (folketinget) eller bispekollegiet. Nu forholder det sig på det økumeniske område netop således, at staten (folketinget og ministeren) faktisk allerede har overdraget beslutningskompetencen til Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.
I bekendtgørelsen vedr. Det Mellemkirkelige Råd siges det i par. 1, at ”Det mellemkirkelige Råd har til opgave at varetage folkekirkens mellemkirkelige opgaver på landsplan og herunder tage stilling til folkekirkens medlemskab af nationale og internationale kirkelige organisationer”. Det var netop det, der skete mht. Porvoo, med den tilføjelse, at rådet ventede med at træffe beslutningen om indmeldelse af Folkekirken i Porvoo-fællesskabet, indtil folkekirkens øverste teologiske tilsynsmyndighed, nemlig biskopperne, i enighed havde udtalt, at en indmeldelse ikke ville være i modstrid med folkekirkens lutherske læregrundlag.
Skulle der være medlemmer af folketingets kirkeudvalg, som på tirsdag lader sig friste til at blande sig i det kirkelige spørgsmål om folkekirkens indmeldelse i Porvoo-fællesskabet, må vi håbe, at enten Krarup eller Langballe er til stede og kan belære de andre politikere om, at vigtige kirkelige spørgsmål i folkekirken bør afgøres af folkekirkens medlemmer, og at politikere må respektere den ordning, som de selv har indført, og som giver folkekirkens medlemmer gennem deres valgte repræsentanter i Det Mellemkirkelige Råd myndigheden til selv at afgøre, om Folkekirken skal være medlem af Porvoo eller ej.
Christiansfeld, fredag, den 28. maj 2010
Mogns S. Mogensen
Gratis tolkebistand til flygtninge
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 26. maj, 2010
Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti netop vedtaget en genopretningsplan, der skal hjælpe os ud af den økonomiske krise, som Danmark er havnet i. Opgaven gik ud på at finde besparelser på 24 mia. kr, og planen indeholder en lang række forslag som bidrager med flere milliarder hver, eller i det mindste flere hundrede millioner kroner. Det gælder fx regeringens forslag om fastfrysning af de offentlige udgifter og Dansk Folkepartis forslag om en reduktion af dagpengeperioden fra fire til to år.
Men, som man siger, ”djævelen ligger i detaljen”. Den 24 mia kroner store genopretningsplan indeholder en meget tankevækkende detalje. Dansk Folkeparti har sat en række meget store fingeraftryk på den endelige aftale, men det var også Dansk Folkeparti, som insisterede på en særlig besparelse, som udgjorde ca. ½ promille af den samlede besparelse. Dette i den store økonomiske sammenhæng helt ubetydelige spareforslag drejede sig om, at der skulle spares 15 mio kr. på tolkebistand til flygtninge. Fremover skal fx torturramte flygtninge, som ikke har lært sig dansk, selv betale for tolkebistand hos lægen eller på sygehuset eller hos socialrådgiveren.
Jeg kan godt forstå, hvis flygtninge, ikke kan forstå dansk politik i almindelighed og hensigten med Dansk Folkepartis forslag i særdeleshed. Når nu regeringen og Dansk folkeparti ikke længere vil betale for, at flygtningene kan forstå, hvad der foregår omkring og med dem, så skal jeg her tilbyde dem en helt gratis tolkebistand.
Min tolkning er, at forslaget om at spare på tolkningsbistand til flygtninge slet ikke har noget som helst at gøre med Dansk Folkepartis ønske om at bidrage til genopretning af økonomien i Danmark. Forslaget udspringer derimod af Dansk Folkepartis fremmedhad, altså deres grundlæggende uvilje mod flygtninge og andre indvandrere fra den tredje verden og specielt mod muslimer. Min tolkning er, at Dansk Folkeparti gerne ser, at livet bliver så surt for flygtninge her, at de ikke får lyst til at komme til Danmark, eller at de, der uheldigvis er sluppet ind i Danmark, hurtigst muligt forlader landet igen.
Til trøst for flygtninge, som kunne fristes til at tro, at flertallet af danskerne, eller i det mindste flertallet i folketinget, var blevet fremmedfjendske af overbevisning, vil jeg sige, at det slet ikke var regeringens ønske, at gennemføre et så inhumant forslag, som der i et moderne velfærdssamfund kun er grund til at skamme sig over. Nej, det var en del af Dansk Folkepartis pris for at sikre regeringen flertal for deres genopretningsplan.
Der var helt bestemt grænser for, hvor langt Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen ville lade sig trække rundt i manegen af Pia Kjærsgaard. Jeg er overbevist om, at ingen af disse agtværdige politikere ville have været parat til at sælge deres gamle bedstemor for at få deres genopretningsplan vedtaget, men mindre kunne altså også gøre det, nemlig den gratis tolkebistand til et begrænset antal danskprogligt inkompetente flygtninge, som ikke en gang har stemmeret.
Forslaget om at spare nogle håndører på tolkebistand til flygtninge er en ubetydelig detalje i regeringens og Dansk Folkepartis store genopretningsplan, men ”djævelen ligger i detaljen”.
Christiansfeld, onsdag, den 26. maj 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende eller helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Et spøgelse går gennem Europa!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 24. maj, 2010
”Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse.” Sådan indledes Det Kommunistiske manifest fra 1848. Siden da har mange andre ideologier spøgt i Europa og på godt og ondt sat deres aftryk på udviklingen. I de seneste årtier har ideologierne tilsyneladende mistet en stor del af deres popularitet, og i 1983 konkluderede daværende statsminister Poul Schlüter, at ”Ideologier er noget bras”. Samtidig med at det bliver sværere og sværere at skelne mellem konservative, liberale, socialdemokratiske og socialistiske partiers politiske holdninger, kan man i det meste af Europa registrere en voksende nationalistisk bølge.
Skal man pege på en af de fælles årsager til denne nye nationalisme, må det være globaliseringen. Globaliseringen har ført til udviklingen af internationale institutioner, som fx FN, Europa-rådet, og EU, som begrænser den nationale suverænitet, og flytter økonomiske og politiske beslutninger længere væk fra borgerne. En anden følge af globaliseringen er migrationer, som bringer arbejdsmigranter og flygtninge fra den tredje verden til Europa; flere lande som fx Danmark ændres derigennem fra mono- til multisamfund, mht. etnicitet, kultur og religion. Fokuspunktet har her været muslimske indvandrere og de terrorister, som legitimerer deres terror med henvisning til islam. Alt dette skaber den usikkerhed, utryghed og frygt, som danner grobund for den voksende nationalisme.
I Frankrig møder vi le Pens Front National, i England Nick Griffins British National Party, Gabor Vonas Jobbik i Ungarn, Jörg Haiders Frihedsparti i Østrig, Jimmie Ekessons Sverigesdemokrater og i Danmark Glistrups Fremskridtsparti og Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti. Der er åbenlyse forskelle mellem disse partier grundet i den kontekst de er opstået i, men der er også lige så tankevækkende ligheder.
Et gennemgående træk i de fleste nationalistiske partier er en eller anden grad af xenofobi, specielt – men ikke kun – rettet mod muslimske indvandrere. I en dansk sammenhæng er det klarest udtrykt af Fremskridtspartiets leder, Mogens Glistrup, der agiterede for et ”muhammedanerfrit” Danmark. Et andet fællestræk for mange nationalister er modstand mod EU eller i det mindste mod EU-unionen. Endelig kan man pege på en mere eller mindre negativ holdning centrale dele af FN-systemet, fx menneskerettighederne. Et aktuelt eksempel denne FN-skepsis er i dansk sammenhæng Dansk Folkepartis forslag om at Danmark skal ophøre med at modtage FN-kvoteflygtninge.
Tidligere tiders nationalister var militante og ekspansionistiske (eller revisionistiske mht. grænser). Det er ikke et dominerende træk i dag, selv om det dog forekommer, som fx blandt ungarske nationalister, der agiterer for et Storungarn. Det nærmeste ,vi kommer det i en dansk sammenhæng, er udtalelser fra et ledende folketingsmedlem fra Danske Folkeparti om, at de danske sydslesvigere ikke må opgive håbet om, Sydslesvig igen bliver dansk, ligesom vedkommende også drømmer om at få Skåne, Halland og Blekinge tilbage.
Det er paradoksalt, at samtidig med, at verden på godt og ondt bliver knyttet tættere og tættere sammen, og det bliver stadig tydeligere, at vi kun kan løse de alvorlige problemer, vi står overfor, i fællesskab, så vender stadig flere og flere europæere i nationalistisk trods ryggen til internationale fællesskaber. Selvom de nationalistiske partier heldigvis ikke har udsigt til at få flertal i noget land, så er deres indflydelse både direkte på en række regeringer og indirekte på andre politiske partiers holdninger dog så stor, at det ikke er noget, man skal spøge med. Et spøgelse går gennem Europa – nationalismens spøgelse!
Christiansfeld, mandag, den 24. maj 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Dansk religionspolitik – udrensning, privatisering eller rummelighed?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Denat den 20. maj, 2010
Vi har i Danmark været vant til at diskutere kirkepolitik, og der kender vi udmærket de forskellige politiske partiers og kirkelige grupperingers holdninger. I disse år skal vi imidlertid vænne os til i højre grad også at skulle diskutere religionspolitik. Religionspolitik handler om, hvordan vi som samfund forholder os til religion og religioner.
I næsten 1000 år var Danmark – med få afgrænsede undtagelser – et monoreligiøst samfund. Alle borgere tilhørte den samme kirke, og en forudsætning for fuldt borgerskab var netop medlemskab af denne kirke. Dette forhold blev der først ændret grundlæggende på med indførelsen af grundloven i 1849, der for første gang indførte religionsfrihed i Danmark. I de næste godt 100 år var den religiøse pluralisme dog meget begrænset, ved siden af den dominerende evangelist-lutherske folkekirke, var der nogle få procent, som tilhørte andre kristne trossamfund. Det var i praksis indvandringen af muslimer fra slutningen af 1960’erme og senere også indvandringen af hinduer, buddhister mv., som gjorde Danmark til et egentligt multireligiøst samfund –
Denne situation har nødvendiggjort en debat om religionspolitik. Dog er det vel ofte sådan, at debatten i praksis kommer til at handle om islams plads i samfundet – ofte med udgangspunkt i en angst for islam.
Der er vel ingen, som i dag kan få sig til at argumentere for det religionspolitiske synspunkt, som Mogens Glistrup anlagde, da han plæderede for et muhammedanerfrit Danmark – altså en eller anden form for ”udrensning” af muslimer (og andre ikke-kristne religiøse grupper).
En anden måde at få islam ud af det offentlige rum på er ved på sekularistisk vis at insistere på, at religion (læs: islam) udelukkende hører til i privatlivet. Derfor argumenteres der for, at der ikke skal tages hensyn til muslimer i det offentlige rum (fx mht. halal-kød, eller separate badefaciliteter), lige som muslimske symboler søges forbudt i det offentlige rum, som fx burka, slør og minareter. Problemet med denne privatiseringsmodel er, at den i et retssamfund må gælde alle religioner. Det betyder, at fx kristne religiøse symboler sandsynligvis også efterhånden vil blive presset ud af det offentlige rum, lige som det kan være svært at argumentere for, at folkeskolerne skal tage hensyn til konfirmandundervisningen.
For nogle vil spørgsmålet være, hvilken religionspolitik der bedst sikrer den evangelisk-lutherske folkekirke den plads i samfundet, som den har i dag. Den sekularistiske privatiseringsmodel vil på langt sigt også underminere folkekirkens plads i det offentlige rum. Hvis man derimod valgte at føre en rummelig religionspolitik, hvor der også gives plads til de andre religioner i det offentlige rum, så vil det ikke blive problematisk, at vi har en folkekirke og en evangelisk luthersk kristendom, som gennemsyrer det offentlige rum og tilmed har en nær forbindelse med statsmagten.
Den udrensende religionspolitik hører hjemme i totalitære regimer som fx Maos Kina. Vi har heller ikke i Danmark tradition for en sekularistisk privatiseringsmodel, som vi kender den fra Frankrig. Derimod svarer den rummelig religionspolitiske model til vore stærke frihedstraditioner i Danmark med frihed for Loke såvel som for Thor.
Christiansfeld, torsdag, den 20. maj 2010
Mogens S. Mogensen
Folkekirkens største økumeniske udfordring
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Konferencer den 20. maj, 2010
Det er sikkert forbigået mange danskeres opmærksomhed, at kristendommens tyngdepunkt lige så stille har forskubbet sig mod syd, så to tredjedele af verdens kristne i dag bor i den tredje verden. Globaliseringen har dog måske bevirket, at vi er ved at få øjnene op for den kirkelige virkelighed og den virkelige kirkelighed. Når det gælder indvandringen har mediernes fokus været på muslimer, men efterhånden er der blevet større opmærksomhed på de kristne indvandrere fra syd. Der er nu over 200 migrantmenigheder i Danmark, og på en given søndag i Storkøbenhavn er over halvdelen af den mennesker, der sidder (eller står!) på kirkebænkene kristne migranter.
Det var baggrunden for den høring, i aften blev afholdt i Fredens Kirke på Østerbro. Høringens tema var spørgsmålet ”Kan migrantmenigheder tilknyttes folkekirken?” På høringen blev der fremlagt en rapport udarbejdet af en migrantgruppe under Danske Kirkers Råd, hvor man foreslår en ”Associering af migrantmenigheder til folkekirken”.
Den første kortlægning af migrantmenighederne blev foretaget i 2004, og da var antallet 150. I 2007 blev der afholdt en høring i Købehavns Stift om ændret brug af stiftets kirker, der bl.a. førte til, at Fredens Kirke, hvor dagens høring foregik, mod betaling af leje blev stillet til rådighed for en international menighed unde rledesle af pastor Ravi Chandran. Efterfølgende bad folkekirkens biskopper Det Mellemkirkelige Råd om at udarbejde en opdateret kortlægning af migrantmenighederne og deres forhold til folkekirke, og en rapport udarbejdet af en bred økumenisk sammensat gruppe blev præsenteret på en konference i Vartov i januar 2009. Biskopperne opfordrede efterfølgende til et tættere samarbejde mellem folkekirken og migrantmenighederne.
Den migrantgruppe, som efterfølgende blev etableret under Danske Kirkers Råd, har siden holdt en konference for migrantpræster maj 2009 for at lytte til migrantmenighedernes egne behov. Mange migrant menigheder har et godt samarbejde med frikirker og der er da også 48 folkekirkemenigheder, som giver husly til 56 migrantmenigheder. Men migrantpræsterne ytrede ønske om et nærmere samarbejde med folkekirken.
Problematikken for folkekirken blev malet tydeligt op: ”Teologiske og kulturelle forskelle gør det vanskeligt at forestille sig, at ret mange migrantmenigheder med tiden vil blive en del af den danske folkekirke på linje med danske sognemenigheder. Men hvis der ikke gøres en aktiv indsats for at finde modeller, der giver mulighed for (formelt eller uformelt) at knytte migrantmenigheder, der ønsker det, til folkekirken, er der fare for, at folkekirken forbliver en monoetnisk kirke i et stadig mere multietnisk samfund. Dermed vil folkekirken gå glip af værdifuld inspiration, som kristne flygtninge og indvandrere bringer med sig fra kirken ude i verden, og der vil ske en øget fragmentering af den kirkelige virkelighed.”
På den principielle (lovmæssige) plan handler løsningen nærmest om at finde cirklens kvadratur. Hvordan kan man knytte ikke-lutherske menigheder til en evangelisk luthersk kirke? Hvordan kan disse migrantmenigheder både blive knyttet til folkekirken, og så samtidig bevare deres frihed? Den løsning kom vi nok ikke nærmere på høringen, men på det praktiske (pragmatiske) plan kan der sikkert findes løsningsmodeller. Det er ikke for ingenting at folkekirken undertiden kaldes for et velordnet anarki: der er så mange sprækker og elastikker – og også god vilje og anarki – i folkekirken, så mon ikke det kan lade sig gøre, at finde forskellige modeller for løsningen på den største økumeniske udfordring, som folkekirkens menigheder nogen sinde har stået over for.
København, onsdag, den 19. maj 2010
Mogens S. Mogensen
Summa Summarum: Halleluja!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Konferencer den 16. maj, 2010
Danske Kirke 2010 i Viborg er slut, og det er tid at gøre status. Danske Kirkedage har sin rod i et møde i Haslev efter Kirkernes Verdensråds femte generalforsamling i Uppsala i 1968. Fra 1971 og derefter hvert tredje år er der blevet afholdt Danske Kirkedage.
De første mange kirkedage var præget af en politisk dagsorden, som havde et stærkt fokus på apartheid i Sydafrika, Mellemøstkonflikten, fredsbevægelsen, kampen mod verdens ulighed, og også en kirkepolitisk dagsorden, som på nogle punkter er anderledes end vor tids dagsorden.
Efterhånden svigtede opbakningen til kirkedagene, og der var alvorlig fare for, at de ikke ville blive videreført. Vendepunktet kom i Haderslev i 2007, og det er fortsat her i Viborg, hvor der var omkring 4.000 deltagere. Kirkedagene er blevet forankret er først og fremmest blevet bredere forankret i folkekirken, så en langt større procentdel af kirkedagsdeltagerne i dag er ganske ”almindelige” folkekirkemedlemmer, end der var tidligere.
Desværre har det indtil nu været sværere at skabe en bredere og stærkere økumenisk forankring. Det er lykkedes i højre grad at engagere de grundtvigske, der er også skabt forbindelse til Oasebevægelsen, og vi må håbe, at der også etableres et godt samarbejde med fx Indre Mission.
Nogle gamle kirkedagsveteraner føler, at kirkedagene ikke har den kant, som de havde tidligere. Det er da også rigtigt, at kirkedagene ikke har den samme skarpe politiske og kirkepolitiske kant, som det var tilfældet ved mange af de første kirkedage. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke kanten bare ligger et andet sted i dag, end den gjorde tidligere.
Mest kant havde måske Shane Claibornes budskab om, at Jesus virkelig mente det, som han sagde. Hører man godt efter, har denne forståelse af evangeliet en række implicitte politiske og kirkepolitiske konsekvenser, som er endnu mere radikale end 68’er generationens dagsorden.
Et par andre kanter, som efterhånden bliver mere og mere tydelige i kirkedagene, er først og fremmest det stærke fokus på kristen spiritualitet, som bestemt ikke er ukontroversielt i alle kirkelige kredse, og religionsmødet, som også er et politisk og kirkepolitisk sensitivt emne.
Uanset hvilke kanter kirkedagene opleves at have eller ikke have, og uanset hvor den enkelte står i forhold til disse kanter, tror jeg, at de allerfleste deltagere oplevede Danske Kirkedage 2010 i Viborg som en fantastisk kirkefest. Kirkedagskomitéen i Viborg havde gjort et kæmpestort stykke arbejde for at stable dette arrangement på benene. Der vil altid være noget der kan forbedres og udvikles, men alt i alt blev det en succes: Til lykke med det og tak for det!
Skulle jeg sammenfatte min egen evaluering af kirkedagene med nogle får ord, så ville jeg bryde ud i en af de sange, vi sang i Viborg: ”Summa Summarum: Halleluja!”
Christiansfeld, søndag, den 16. maj 2010
Mogens S. Mogensen
“Vi er din kirke, der tror” – kirkens enhed
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Konferencer den 16. maj, 2010
Ved åbningsgudstjenesten for Danske Kirkedage sang vi kirkedagssalmen, ”Bevæg vore sind med dit ord”. Ved afslutningsgudstjenesten i dag tror jeg, at de fleste havde oplevet, at det var sket. Temaet for gudstjenesten var ”enhed”, men enheden i gudstjenesten var desværre heller ikke på disse kirkedage så stærk, at vi kunne fejre enhedens sakramente, nadveren, sammen på tværs af kirkeskel.
Alligevel tror jeg, at vi alle har oplevet at være kommet hinanden nærmere. Som præsten sagde i sin prædiken ,så var vi ikke bare blevet sammenspist, men også sammentalt, sammenbedt og ikke mindst sammensunget.
Prædiketeksten var Jesu bøn i Johannesevangeliet 17, 20-26 om ”at de alle må være ét”. Det er ikke en enhed, som vi skal forhandle os frem til, for vi skal ”være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os”. Det er den treenige Guds enhed, som vi drages ind i.
Det er en enhed, som har mission som sit mål. Vi skal være ét ”for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Den kristne enhed er ikke en eksklusiv enhed, hvor vi vender ryggen til verden, men en enhed med et stærkt centrum og en åben periferi.
Vi har været samlet i Viborg – som ifølge borgmesteren betyder ”det hellige bjerg” – og nu skal vi ned fra bjerget. Vi sendes nu hjem for at sætte himmel og jord i bevægelse, for vore naboer og især for samfundets små, som ellers overses eller marginaliseres.
I kirkedagssalmen står der om Gud, at han ”vækker de slumrende kræfter og rejser det faldne igen”. Det er vel noget af det, der sker på kirkedage, at vi bliver inspireret og opmuntret.
I slutningen af gudstjenesten overdrog Viborg stafetten til Ålborg. Stafetten, som bestod af en bibel og et vintræ, blev overdraget til den nyvalgte biskop over Aalborg stift, en kvindelig metodistpræst – og præsten for den arabiske migrantmenighed i Aalborg, Elisas Hadad.
På gensyn til Danske Kirkedage 2013 i Ålborg!
På Danske Kirkedage i Viborg, søndag, den 16. maj 2010
Mogens S. Mogensen
Fadervor og den store tabel
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Konferencer den 16. maj, 2010
Kronprins Frederik var protektor for Danske Kirkedage 2010 i Viborg, men jeg fik nu aldrig øje på ham. Alligevel var der dog et royalt skær over kirkedagene. Samtidig med kirkedagene var der på Joakim Skovgaard en udstilling med en lang række af dronning Margrethes kunstværker, som mange af kirkedagsdeltagere valfartede ned i byen for at se. Dronningen har bl.a. lavet decoupager til filmen over H. C. Andersens eventyr ”Snedronningen”.
”Snedronningen” er et eventyr, som aktuelt den dag i dag. I eventyret bliver drengen Kay fanget ind af snedronningen; han kobler sin slæde på hendes, og da farten bliver for vild, kan han ikke i egen kraft slippe forbindelsen til Snedronningens slæde. ”Han var ganske forskrækket, han ville læse sit fadervor, men han kunne kun huske den store tabel.” Og havde det ikke været for den lille Gerda, der blev ved med at søge efter Kay, så var han aldrig sluppet ud af Snedronningens magt. Se det var et budskab, som alle vi kirkedagsdeltagere i en tid med stærk sekularisme og fokus på penge, og andet der kan tælles og måles, havde brug for at høre.
Viborg har meget at byde kirkedagene. Viborg betyder ganske ”det hellige bjerg”, men det er ikke kendt for ”hellige genstande” som fx det ligklæde, som for tiden udstilles i Torino. Og dog: På Stiftsmuseet var der i anledning af Viborgs 950 års jubilæum og kirkedagene i Viborg en udstilling af malerier af kunstneren Christina Mosegaard, kaldet ”Stoflige refleksioner”. Alle billederne forestillede folder i klædestykker. Inspirationen fik hun fra beretningen om Maria Magdalene, som kom til Jesu tomme grav og kun fandt to stykker klæder foldet sammen. Malerier af folderne i to stykker klæde var en stærk forkyndelse af budskabet om Jesu opstandelse.
Det var også opstandelsesbilledet af Joakim Skovgaard jeg standsede ved, da jeg derefter besøgte Viborg Domkirke. Jesus der kalder de døde ud af dødsriget, og jo nærmere de kommer Jesus, jo tydeligere træder deres ansigtstræk og personlighed frem. Viborg Domkirke er ganske viste ikke det Sixtinske Kapel med Michelangelos friser, men mindre kan også gøre det og bevæge vort sind.
Mens jeg stod og reflekterede over Skovgaards kunstværk gik den ene munk og nonne efter den anden klædt i middelalderlige gevandter gennem kirken. Det var dog ikke en middelalderlig tidslomme, jeg var faldet ned i. Da jeg fulgte i hælene på en af munkene, så jeg, at han var på vej hen til et friluftsspil lige uden for kirken, om Bisp Gunner, som i 1241 sammen med kong Valdemar Sejr var hovedarkitekt for Jyske Lov, der indledes med de ord, som står over indgangen til Folketinget, ”Med lov skal land bygges”. Spørgsmålet, som også bliver diskuteret på kirkedagene er, om man i folkeskolen i dag har lov til at lære eleverne at bede fadervor – eller kun den store tabel?
På Danske Kirkedage 2010 i Viborg
Mogens S. Mogensen
Syv spørgsmål om mission
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Konferencer den 15. maj, 2010
Om et øjeblik går Danske Kirkedages festaften i gang. Temaet er “Lokal kirke – Global udfordring”. Anledningen til festen er, at de i år er 100 år siden den berømte verdensmissionskonference blev afholdt i Edinburgh, Skotland, også med dansk deltagelse. Der er lagt i kakkelovnen til en spændende aften, hvor fokus bliver sat på, hvad der er sket i verdenskirken i de sidste år, inklusive, hvordan det påvirker og vil påvirke os i Danmark
På stolene er der uddelt en tipskupon med syv spørgsmål om mission, som kirkedagsdeltagerne – og læserne af dette blog-indlæg – kan fornøje sig med at forsøge at besvare.
1. Paulus’ missionsrejser
I år fejrer vi 100-året for missionskonferencen i Edinburgh i 1910, men missionens historie går meget længere tilbage. Allerede i år 44 blev Paulus – sammen med Barnabas – sendt ud på deres første missionsrejse fra menigheden i Antiokia på grænsen mellem det nuværende Tyrkiet og Syrien. Paulus gennemførte i alt tre missionsrejser rundt i Romerriget og grundlagde en lang række menigheder i Lilleasien og Grækenland. En stor del af Ny Testamente består af de breve, missionæren Paulus sendte til de menigheder, han havde grundlagt. Paulus endte med at blive arresteret i Jerusalem og sendt til Rom, hvor han ifølge traditionen sine dage i Rom som martyr for sin kristne tro under kejser Neros forfølgelser omkring år 67.
Hvor gik Paulus første missionsrejse bl.a. til:
- Malta
- Cypern
- Kreta
2. Fra Ansgar til Tranqebar
Der gik næsten 800 år før den første missionær kom til Danmark, det var munken Ansgar, som i 826 begyndte sin missionsvirksomhed i Hedeby, der den gang var Nordens største by. Det tog tid inden danerne blev kristne. Kong Harald Blåtand hævder på runestenen i Jelling 150 år senere, at det var ham, der gjorde danerne kristne. Omkring 700 år senere i 1705 besluttede den danske konge Frederik den 4. at sende missionærer til sin koloni i Tranquebar i Sydindien. Kongen bad biskoppen over Sjælland om at finde et par præster, der kunne udsendes som missionærer. Biskoppen, der var en ortodoks lutheraner afviste det imidlertid, da apostlene allerede én gang havde opfyldt missionsbefalingen og forkyndt evangeliet i hele verden. Man fandt imidlertid den teologiske løsning at henvise til Luthers ord om, at en husfader havde ansvar for at forkynde evangeliet for sine husfolk, og de indfødte i kongens koloni i Indien var hans husfolk. Men biskoppen skulle derefter have sagt, at ”Danske studenter er ikke egnede til dette arbejde, de er hengivne til overflod, druk, uvidenhed og hor”. Derfor fandt kongen i stedet to tyskere, Ziegenbald og Plütschau, som han kunne sende ud som verdens første lutherske missionærer.
Hvor fandt Kong Frederik den 4 de to missionærer til Tranquebar?
1. I Berlin
2. I Herrnhut
3. I Halle
3. DMS og Santalmissionen i Indien
Den moderne protestantiske missionsbevægelse begyndte med den engelske baptist William Carey, der i 1792 tog til Indien som missionær. I 1821 blev det første danske missionsselskab stiftet, som meget passende fik navnet ”Det Danske Missionsselskab” (DMS). Stifteren var sognepræsten i Tårbæk, Bone Falch Rønne. Der skulle imidlertid gå 44 år inden DMS fik udsendt sine første missionærer, som arbejdede i Sydindien. To år senere begyndte nordmanden danskeren H. P. Børresen og nordmanden Lars Olsen Skrefsrud et missionsarbejde i Nordindien, der blev til Dansk Santalmission. Missionærer kom den gang lige som i dag med mange forskellige forudsætninger, og det er ikke nødvendigvis en forudsætning, at man har en ren straffeattest. Før Skrefsrud blev missionær sad han 4 år i fængsel.
Hvilken forbrydelse var missionæren Lars Olsen Skrefsrud tidligere blevet dømt for
1. Bigami
2. Tyveri
3. Vold
4. Sudanmissionen og Nigeria
En af deltagerne på missionskonferencen i Edinburgh i 1910 var præsten ved Vor Frue Kirke i Aalborg, Anton Pedersen. Efter et af de store møder skrev han: ”Hvad mon der skete i dette øjeblik i hjerterne? Og hvad mon der sket i Himlen. Jeg tro, at den aften i Tolbooth Church i Edinburgh vil få historisk betydning … uden tvivl vil der i disse dage blive givet impulser til ny missioner, ny foretagender i den ikke-kristne verden”. Anton Pedersen tog hjem og grundlagde Sudanmissionen, der i 1913 sendte sine første missionærer til Nigeria. Arbejdet førte til dannelsen af en luthersk kirke, som i dag har 2 millioner medlemmer.
I Sudanmissionen som i anden dansk missionsvirksomhed har forkyndelsen gået hånd i hånd med praktisk hjælpearbejde. Om den første missionær Niels Brønnum sagde man, at han havde en bibel i den ene hånd og …
Ja, hvad havde Niels Brønnum i den anden hånd som missionær i Nigeria?
- En pegepind
- En lægetaske
- En spade
5. Kristent studenterarbejde i Etiopien
I 1972 grundlagde en gruppe kristne universitetsstuderende i Etiopien et kristent studenterarbejde, kaldet EVASUE. Siden 2005 har Dansk Ethiopermission samarbejdet med EVASUE om deres missionsarbejde. EVASUE er meget optaget af at bringe evangeliet til andre studerende, ikke kun i Etiopen men nu også i nabolandene. Når de studerende ikke har travlt med deres undervisning eller eksamen tager de på ”outreach” bl.a. til det muslimske Djibouti. På trods af den modtagelse de ofte får i Djibouti, vender de dog tilbage år efter år for at fortsætte deres missionsarbejde.
Hvordan bliver de kristne studerende ofte modtaget i Djibouti?
- a. Med tørre tæsk
- Med ligegyldighed
- Med udvisning af landet
6. Missionærer fra syd
Vi har været vant til at mission har været fra den kristne verden i Nord til den ikke-kristne verden i Syd. Men i dag lever 2/3 af verdens kristne i den tredje verden i syd. Der er imidlertid lige så meget brug for mission i dag som for hundrede år siden. I 1910 var ca. 1/3 af verdens befolkning kristne, og det samme er tilfældet i dag. Inden længe vil flertallet af verdens missionærer sikkert også komme fra syd. Det er imidlertid stadig Nordamerika, som sender flest missionærer ud. Af de ca. 400.000 missionærer, som arbejder som missionærer rundt om i verden, er de 135.000 fra Nordamerika.
Hvilket land sender næstflest missionærer ud i dag?
- Sydkorea
- Brazilien
- Nigeria
7. Migrantmenigheder i mission
Historisk set har folkevandringer spillet en afgørende rolle for kristendommens udbredelse. Fx skyldtes kristendommens spredning fra Jerusalem til Antiokia, som vi læser om i Apostlenes Gerninger, at de kristne blev forfulgt i Jerusalem. En missionshistoriker, der understregede folkevandringernes betydning i mission, blev spurgt om, hvilken rolle missionærerne da havde spillet i missionshistorien. Jo, svarede han, de er fodnoter, der knytter de nye kirker sammen med de gamle i hele verdenskirkebevægelsen. I dag spiller kristne indvandrere en stor rolle i kirkelivet i Danmark. På en given søndag er 1/3 af kirkegængerne i København migranter, og mange af migrantmenighederne med medlemmer fra Afrika, Asien og Latinamerika ser det som deres opgave at være i mission i Danmark, at give evangeliet tilbage til et af de folk, som bragte evangeliet til dem.
Hvor mange migrantmenigheder er der ca. i Danmark i dag?
- 50
- 75
- c. 200
De syv rigtige svar følger i et senere blog-indlæg.
På Danske Kirkedage, lørdag, den 15. maj 2010
Mogens S. Mogensen
De rigtige svar er:
1. Cypern
2. Halle
3. Tyveri
4. En lægetaske
5. Med tørre tæsk
6. Sydkorea
7. 200
Danske Kirkedage – nu også med muslimer
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Konferencer den 15. maj, 2010
På Danske Kirkedage er det sædvanligvis kristne fra forskellige kirkesamfund, der samles. I år var der imidlertid også en snes muslimer med. De deltog i en samtalecafé for muslimer og kristne, arrangeret af Folkekirke og Religionsmøde i samarbejde med IKON. Det blev et tilløbsstykke, og der måtte hentes ekstra borde og stole ind for at skaffe plads til omkring 100 deltagere, og så måtte en hel del interesserede endda gå forgæves.
For biskop Karsten Nissen indledte med at sige, at der for ham var tre grunde til, at vi skal tale sammen. Fordi vi er borgere i samme land, fordi både muslimer og kristne er troende mennesker og fordi både muslimer og kristne tror på én Gud, men tror noget forskelligt om Gud. Imam Naveed Baig udtrykte sin store glæde over sådanne arrangementer som dette og stillede spørgsmålet om, hvad alternativet er til dialog? Heldigvis er der på græsrodsplan ofte et godt forhold mellem muslimer, kristne – og mennesker uden en religion, mens det ofte er i medierne og den politiske debat, at problemerne tales op.
Derefter gik samtalen i gang om bordene ud fra en række forslag til samtaleemner. Er det den samme Gud, kristne og muslimer tror på? Skal der være grænser for ytringsfriheden? Hvad er afguderi? Må/skal religion være politisk? For mange kristne deltagere var det sandsynligvis første gang, at de sad ansigt til ansigt med muslimer og drøftede sådanne vigtige spørgsmål. Som en af deltagerne sagde det i den efterfølgende plenumdebat, så er det opløftende at tale med muslimer og også få fordomme fjernet. Eller som en anden deltager udtrykte det, så er det dejligt, at vi ikke sidder her og taler sammen som kristne om muslimer, men at kristne og muslimer nu sidder hel og taler sammen.
Også kontroversielle spørgsmål blev rejst, fx om omvendelse mellem islam og kristendom. Karsten Nissen understregede betydningen af religionsfrihed, og Naveed Baig var som muslim i Danmark enig i, at mennesker –også muslimer – skal have ret til at skifte religion.
En imam fra Åbenrå understregede både muslimers og kristnes ansvar for – lige som vi har gjort det her – at arbejde på en bedre forståelse mellem kristne og muslimer. Efter samtalecaféen blev også muslimerne inviteret til at kigge ind og deltage i de andre workshops senere på eftermiddagen.
På Danske Kirkedage, lørdag, den 15. maj 2010
Mogens S. Mogensen
Fange og fri
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Konferencer den 15. maj, 2010
På scenen står en halv snes hærdebrede mænd og synger kristne sange og salmer under ledelse af en lille rødhåret kvindelig dirigent. Det er Fangekoret fra Vridsløselille, som synger for en næsten fyldt Tinghal. Mænd, der alle har fængselsstraffe over 10 år – og flere af dem med langt flere år bag tremmerne – synger for en næsten fyldt Tinghal på kirkedagene i Viborg, så ikke et øje er tørt.
Flere af sangene er skrevet af fangerne selv, og én efter én præsenter de deres sange og en lille bid af deres historie sammen med deres refleksioner over deres liv og deres håb for fremtiden. Ud af fangekoret er der sprunget en organisation med det sigende navn Exit, som arbejder på at hjælpe fanger gennem den meget vanskelige overgang fra et langt liv bag tremmer til et nyt liv ude i samfundet.
Der er ingen tvivl om, at kirken i fængslet og Fangekoret er et af de helt store lyspunkter i en ellers mørk og trist tilværelse som langtidsindsat. Det er utrolig stærkt ikke blot at observere deres glæde ved at synge, men også at reflektere over indholdet af deres sange. En færing havde skrevet sangen ”Tilgivelse”.
En skyldfølelse, som jeg tit drømmer væk,
jeg bærer en tung og en meget stor sæk
fyldt op af skygger – af svigt og af skam.
Den nager mig dagligt, min sjæl føles lam
Og sangen slutter med disse to vers:
At tilgi’ med hjertet er ikke spor nemt,
og tit er der ar efter, hvad der er hændt.
Kun Gud kan tilgi’ igen og igen.
Hvor andre står af forbliver han vores ven.
Det eneste sted, hvor man glemmer igen,
er stedet, hvor Gud viser os hen.
Hvor straffeattesten ikke er plettet.
Bag himmelens porte er fejltrinene slettet.
Hele salen rejser sig sig og giver Fangekoret kirkedagenes hidtil længste og inderligste bifald . Disse fanger, som sandsynligvis er dømt for tyveri, vold og mord, forkynder evangeliet om tilgivelsen og friheden i troen på Gud, så stærkt, at jeg aldrig vil glemme det igen.
På Danske Kirkedage i Viborg, fredag, den 14. maj 2010
Mogens S. Mogensen
Hvilken værdi har værdidebatten?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 14. maj, 2010
Værdipolitik er populært for tiden, og værdidebatten blev i dag også taget op på Danske Kirkedage i Viborg. To politikere, Søren Gade og Pernille Vigsø Bakke, og to præster, Anders Gadegaard og Katrine Lilleør var indkaldt til under den kendte TV-vært Clemens Kjærgaards ledelse til at diskutere kristne værdier i det offentlige rum.
Problemet var imidlertid, at der ikke var enighed om, at der findes kristne værdier, da der for Katrine Lilleør slet ikke findes kristne værdier. Den næste hindring var at debatten var ved at køre fast i spørgsmålet om folkekirkeordningen. Clemens lagde sporene for debatten ved at sammenligne folkekirkeordningen med DSB og Banestyrelsen- måske i et forsøg på at bringe debatten på det rette spor. De næste stop i værdidebatten var kristendomsundervisningen i folkeskolen, den katolske kirkes aktuelle problemer og ytringsfrihed, vielse af homoseksuelle – og krigen i Afghanistan. Indrømmet, jeg føle mig hensat til sofaen foran et af de traditionelle politiske debatprogrammer.
Clemens udfordrede alle deltagerne til at vælge én central passage i Bibelen, som i denne sammenhæng betyder meget for dem. Søren Gade og forankrede sine kristne værdier i beretningen om den barmhjertige samaritaner, hvor Jesus forklarer hvem der er vor næste, mens Anders Gadegaard især lod sig inspirere af beretningen om verdensdommen, hvor Jesus solidariserer sig med de marginaliserede, som vi er forpligtede på at hjælpe.
Pernille Vigsø Bagge lod sig inspirere af Jesu ord i Joh 17, hvor Jesus beder sin himmelske fader om ikke tage mennesker ud af verden, men at bevare dem mod det onde. Uden at ville tale om kristne værdier, var Lilleør meget optaget af beretningen om Peters fornægtelse; når vi skammer os allermest, vender Jesus sig ikke væk fra os.
Værdidebatten bragte ikke meget værdifuldt nyt for dagen, men de i forvejen kendte synspunkter blev luftet endnu en gang. Det var imidlertid tydeligt at de 1000 tilhørere var klart opdelt i en gruppe, som klappede af Katrine Lilleør og Søren Gade og en anden gruppe, som klappede af Anders Gadegaard og Pernille Vigsø Bakke, og så en gruppe som bare klappedei. Og måske er det netop en grundlæggende værdi, at vi har lov til at give udtryk for, at vi er uenige. Så helt værdiløs var værdidebatten ikke!
På Danske Kirkedage, fredag, den 14. maj 2010
Mogens S. Mogensen
Et guddommeligt kirkedagsprogram
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 14. maj, 2010
Fredag middag brød solen igennem over kirkedagene i Viborg. Det var en fin timing, for nu skulle vi ud i byen for at deltage i nogle af de talrige workshops. Det største problem her på kirkedagene er at vælge mellem alle de mange spændendede tilbud. For mig gik turen i dag ned mod centrum – tankevækkende nok gennem Skt. Mogens gade – til VUC, hvor Areopagos og Folkekirke og Religionsmøde tilbød en workshop om ”Folkekirkens møde med tidens åndelige strømninger”. Godt 20 kirkedagsdeltagere var kommet for at møde et panel bestående af Jan Visby, Filosofisk Boghandel i Århus, psykologen Kirsten Holst og Ole Skjerbæk Madsen, I Mesterens Lys.
Anders Laugesen fra Danmarks Radio, som var ordstyrer, indledte med at konstatere, at der ved disse kirkedage var spirituelle tilbud, som var utænkelige for to-tre kirkedage siden. Et central spørgsmål i samtalen var, ”Hvad er det mennesker søger, som de ikke finder i folkekirken i dag?”
Fra panelisterne var der mange bud: Man oplever folkekirken monologisk og savner den ligeværdige samtale. Man savner anerkendelse af den religiøse eller spirituelle erfaring og rum til udveksling af erfaringer. Man savner at få hjælp til at lære at bede og at få åndelig vejledning. Der efterspørges livsværktøjer, der kan hjælpe os til at mestre livet. Mange holder sig på afstand af folkekirken, fordi de er bange for, at de i folkekirken skal passes ind i dens rammer, så man ikke får frihed til at være den man er.
Man har brug for at mødes med respekt, også for de oplevelser og erfaringer, som man gjort sig, selvom de måske ikke er i overensstemmelse med dogmatikken. Mystikken er gået tabt i den lutherske udgave af kristendommen, fx ikoner, meditative praksisser, retræter osv. Et sted, hvor man kan opleve mysteriet er i kirkens ritualer, men mange steder sjuskes der med ritualerne, så man ikke oplever nærværet og mystikken.
Spørgsmålet blev rejst, hvad så med den kristne dogmatik? Et af svarene var, at der ikke er en indbygget modsætning mellem erfaring og dogmatik, hvis man forstår dogmatik som en refleksion over et erfaret møde med Gud.
Det var blot en af de mange workshops. Kirkedagsprogrammet er virkelig et guddommeligt program, for man burde faktisk kunne være til stede flere steder samtidigt, men det er desværre ikke menneskeligt muligt.
På Danske Kirkedage i Viborg, fredag, den 14. maj 2010
Mogens S. Mogensen
”Fortæl, hvad I hører og ser” – Kan det ses på os, at vi er kristne?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Konferencer den 14. maj, 2010
Da Johannes fra fængslet sendte sine disciple for at spørge Jesus, ”Er du den der, kommer, eller skal vi vente en anden?”, svarede han : ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser”. Og der var virkelig noget at fortælle om: ”Blinde ser … og evangeliet forkyndes for fattige.”
Shane Claiborne, stifter af Simple Life i Philadelphia stillede på en workshop på kirkedagene i Viborg spørgsmålet til de 150 deltagere spørgsmålet, om vi, når mennesker spørger om vi er kristne, kan svare på tilsvarende måde: Hvad ser og hører du? Vi er kaldet til at lade os forvandle af Guds kærlighed, vi er kaldet til at være en modkultur (”counterculture”), der hvor vi lever.
Evangeliet spredtes omkring Jesus gennem fascination, og det gælder stadigvæk i dag. Spørgsmålet er, hvordan vi kan omsætte vor tro i konkrete praksisser og leve i overenstemmelse med korsets og evangeliets logik? Som Claiborne sagde, ”Let’s give them something to talk about!”
Claibornes først råd var, at vi skulle lade være med at flygte fra de lidende og fattige, men i stedet rykker nærmere hen til dem. Vi er omgivet af mure eller har selv bygget mure op omkring os, der hindrer os i at se – for slet ikke at tale om at relatere – til lidende og fattige mennesker i vor verden.
Omsorg for skaberværket er en anden udfordring. Erfaringen viser, at det næsten altid er de fattigste, som rammes hårdest af de økologiske problemer.
Som kristne må vi stille os i vejen for alt det, der vil ødelægge menneskers liv: fattigdom, abort, vold, militarisme, dødsstraf osv.
Det kan vi ikke gøre alene, men må danne fællesskaber, hvor vi lærer sammen at bære hinandens byrder. Vi må skabe et kritisk masse, der gør det muligt for os at bære vort nabolags byrder.
Claiborne satte helt åbenbart mange tanker i gang hos tilhørerne, som var meget ivrige efter at stille spørgsmål og diskutere med ham. I mine tankere rumsterede Jesu svar til Johannes Døberens disciple, ”Fortæl Johannes, hvad I hører og ser.” Mon ikke jeg skulle købe hans bog ”Den uimodståelige revolution. Veje til et anderledes liv” (Boedal 2008) for at tænke videre over det spørgsmål?
På Danske Kirkedage i Viborg, fredag, den 14. maj 2010
Mogens S. Mogensen
Tænk, hvis Jesus virkelig mente det, han sagde!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 14. maj, 2010
Danske Kirkedage har tradition for at være provokerende. For år tilbage var det ofte politiske provokationer, altså kirkeligt engagement i sensitive politiske spørgsmål, nationalt eller internationalt. I år kom provokationen allerede på det første aftenmøde. Hovedtaleren Shane Claiborne var blevet fløjet ind fra Philadelphia i USA, og mens Viborgs borgmester tidligere på aftenen havde mindet om, at Viborg egentlig betyder ”helligt bjerg”, så sagde Claiborne at Philadelphia var ”kærlighedens by”. Han og mange andre i Philadelphia havde dog fået kærligheden at føle på den måde, at de havde været ude for røveri i byen, og der var da også mange sociale problemer i byen, bl.a. stor hjemløshed.
Claiborne var vokset op i et meget kristent miljø – i det såkaldte Bibelbælte. Her havde han oplevet på vækkelsesmøder at blive genfødt adskillige gange, uden at det dog havde gjort den store forskel for hans konkrete liv. Mens han gik på ”college” begyndte han imidlertid for alvor at læse i Bibelen, ”en farlig bog”, som han sagde. Han blev grebet af det, Jesus gjorde og sagde, og stillede sig – og på mødet os alle – det spørgsmål, Hvad nu, hvis Jesus virkelig mente det, han sagde – om at elske sin næste, om at elske sin fjende, om at vise kærlighed og omsorg mod fattige, om at vende den anden kind til?
Det ville føre os et helt andet sted hen, end vi normalt er som kristne, og det ville vende vor verden på hovedet. Det slog ham, at de spørgsmål, som Jesus ved verdensdommen (Matt 25) ville stille os, ikke handlede om dogmatiske spørgsmål: Tror du på jomfrufødslen? Ja, i høj grad? Ja i nogen grad? Nej, ikke så meget? Nej, ikke. I stedet spurgte Jesus til, om vi havde bespist den sultne, besøge den fængslede osv. Det handlede ikke om ”right believing” men om ”right living”.
Claiborne gik på udkik efter kristne, som levede på denne måde, og hans fik øje på Moder Theresa. Det lykkedes ham og nogle studiekammerater at komme nogle måneder i praktik hos Moder Theresa i Calcutta. Moder Theresa sendte ham hjem med ordene om at finde hans eget Calcutta i Philadelphia, hvor han skulle vise kærlighed.
Det blev starten på et kristent arbejdsfællesskab, ”The Simple Way”, som begyndte at tage sig af de hjemløse i Philadelphia. Engagementet med de hjemløse bragte dem på kant både med kirker og myndigheder. De hjemløse besatte en kirkebygning, som ikke blev brugt, men kirkens ledelse forsøgte at få politiet til at fjerne dem. I den proces hængte de hjemløse et banner op uden på kirken: Om søndagen går I i kirke og tilbeder en mand, der selv var hjemløs, om mandagen smider i de hjemløse ud af kirken.
På et tidspunkt indførte byens myndigheder et forbud mod, at de hjemløse sov i parkerne, og det blev endog forbud at bespise de hjemløse. Reaktionen var, at man begyndte at holde en form for nadvergudstjeneste, hvori der indgik store portioner af pizzaer.
Kristne skal være hellige fredsforstyrere, sagde Claiborne. Vi må ikke acceptere verden som den er, men må arbejde på, at den bliver som Gud vil. Det er ikke sikkert, at den amerikanske drøm også er Guds drøm! Der er brug for kristne, som har Bibelen i den ene hånd og dagens avis (med de problemer, som den beskriver) i den anden. I vesten er det et ideal at være uafhænge,, men det er ikke et evangelisk ideal. Her er ideal interdependens, gensidig afhængighed, og fællesskab, som det ses hele vejen igennem Bibelen fra skabelsen til Jesus sender sine disciple ud to og to, og som det fremgår af forståelsen af treenigheden som et fællesskab. Den første kristne menighed var ifl. Apostlenes Gerninger kendt for deres indbyrdes kærlighed, der betød, at der ikke var nogen, der led nød.
Hvis vi taber den unge generation i kirken, vil det ikke være fordi vi ikke har været gode nok til at underholde de unge, men fordi vi ikke har udfordret dem! I vor vestlige kultur forsøger vi at løbe væk fra lidelserne. Men inkarnationen handler netop op, at Gud i Jesus slog sig ned i Nazareth, et område hvor ingen forventede noget godt fra! Vi må bruge de gaver Gud giver os, til at være med til at forandre verden. Der er ikke tale om nogen sentimental eller romantisk kærlighed, men om en kærlighed, der koster noget. Der er tale om en kærlighedsrevolution og en kærlighedens økonomi, der gør kapitalismen umulig og marxismen unødvendig.
Evangeliet spredes ikke med magt men gennem fascination. Verden længes efter at se kristne, som ligner Jesus. Det er ikke spørgsmålet om at være eller ikke være ekstremist, men om hvilken slags ekstremist vi vil være. Vil vi være ekstremister i had eller i kærlighed? Der er brug for kristne, som ikke tilpasser sig denne verdens normer, men som vil lade sig forvandle indefra. Vi beder om, at Guds rige vil komme, men det fantastiske er, at Gud vil bruge os i den proces.
Kirkedagenes tema er ”Himmel og jord i bevægelse”. Om himmel og jord blev sat i bevægelse af Claiborne, ved jeg ikke, men jeg må indrømme, at jeg blev bevæget.
På Danske Kirkedage i Viborg, Kristi Himmelfartsdag, 13. Maj 2010
Mogens S. Mogensen
Opskriften på en bedre verden
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Konferencer den 13. maj, 2010
På vej ind til aftensmaden blev vi mødt en række velklæde kokke, som uddelte gratis opskrifter til kirkedagsdeltagerne. Kokkene kom ikke fra restaurant Noma, men fra en restauration, der godt ikke er verdenskendt, men dog er kendt med hele verden, nemlig DMR-U, og der var tale om en opskrift på en bedre verden.
Opskriften består bl.a. af flg. indgredienser: Halver fattidom og sult i verden, giv grundskoleuddannelse til alle, øg ligestilling mellem kvinder og mænd og styrk kvinders rettigheder, sikr udviklingen af et bæredygtigt miljø, bekæmp hiv/aids, malaria og andre sygdomme, mindsk børnedødeligheden med to tredjedele, mindsk mødredødeligheden med to tredjedele, øg samarbejdet om bisætand og halver gældseftergivelse.Der var bestemt noget at tykke på og tænke over under middagen. Og det var der også i det tætpakkede aftenprogram i Tinghallen.
Karsten Nissen bød som biskop over Viborg Stift velkommen til Danske Kirkedage i Viborg. Med tanke på friluftsgudstjenesten på stadion mindede han om Kim Larsens sang, ”Vi be’r guderne om godt vejr”. Det er så meget lettere for os kristne, for vi har kun en Gud at bede til, og han hørte vore bønner, for vi fik tørvejr.
Borgmesteren var glad for, at Danske Kirkedage i år blev afholdt i Viborg, som egentlig betyder ”helligt bjerg”. Som det har stået i reklamerne, så mødes Guds og hvermand i Viborg i år. Borgmesteren var stolt over, at 3000 mennesker var samlet til gudstjeneste på stadion i dag. Det er ikke mange kirker, der har 3000 til gudstjeneste. Og så var det vist nok også stadionrekord for 2010!
Meget tyder på, at kirkedagskomiteen har fundet opskriften på nogle spændende og udfordrende kirke dage.
På Danske Kirkedage i Viborg, Kristi Himmelfartsdag, den 13. maj 2010
Mogens S. Mogensen
“Bevæg vore sind med dit ord” – på Viborg Fodboldstadion
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 13. maj, 2010
Skyerne hang lavt, tungt og mørkt over Viborg på Kristi Himmelfartsdag, og temperaturen holdt sig langt under de 10 grader. Alligevel var der en strøm af mennesker, som i eftermiddags bevægede hen mod Viborg Fodboldstadion. I dag blev pokalfinalen i fodbold afviklet, men det var nu ikke her på Viborg Stadion, det skete. Det var derimod Danske Kirkers Råd og Viborg Stift, der havde sat Danske Kirkedage på programmet.
Hele den ene langside var fyldt med kirkedagsfans, skønsmæssigt 3.000, der sad og småfrøs. Ved starten af kampen, nej Gudstjenesten, kom et hold præster i ornat fulgt af pilgrimsvandrere med stave ud fra spillerindgangen. På den modsatte tribune spillede orkester og kor op til kamp.
Selvom der var langt fra prædikenen og helt op til os tilhørere på siddetribunen, tror jeg, at vi alle blev grebet af præstens forkyndelse af evangeliet. Præsten tog udgangspunkt i en medrivende historie om Jonathan, som ville begå selvmord ved at gå planken ud fra toppen af et højhus, men blev kaldt tilbage til verden og livet, da et barn råbte om hjælp. Ved Kristi Himmelfart stod disciplenene med himmelvendte øjne og længtes mod himlen, men englene kaldte dem – og os – tilbage til jorden og til ansvaret for vore medmennesker. Salmerne var gode – flere af dem nye, og stadion genlød af salmesang. Men det er en speciel oplevelse at holde gudstjeneste på et fodboldstadion. Jeg har haft mange gode oplevelser på diverse fodboldstadioner, men det er svært at få oplevelsen af at være til gudstjeneste, når man sidder på lægterne og kigger ned på grønsværen. Og så alligevel, så hører evangeliet og gudstjenesten ikke bare hjemme inde i kirkerummet, men ude i den ganske almindelige verden, hvor folk færdes, som fx på et fodboldstadion.
Det var alt i alt en meget godt oplevelse (men en kold en af slagsen), og efter en time kom vi godt i mål med Lars Busk Sørensens pletskud af en kirkedagssalme, der satte os i bevægelse – og satte kirkedagene i gang.
Guds Ånd, med det levende ord
bevæger du himmel og jord.
Du vækker de slumrende kræfter
og rejser den faldne igen.
Du styrker og støtter os efter,
Hvor kærlighed fører os hen.
Bevæg vore sind med dit ord.
Danske Kirkedage i Viborg, Kristi Himmelfartsdag, den 13. maj 2010
Mogens S. Mogensen
Himmel og jord i bevægelse!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Konferencer den 12. maj, 2010
I morgen er det Kristi Himmelfartsdag, og vi skal mindes en de begivenheder, som for 2000 år siden satte himmel og jord i bevægelse, og som stadig sætter himmel og jord i bevægelse den dag i dag.
I morgen åbner også Danske Kirkedage i Viborg, som netop har ”Himmel og jord i bevægelse” som sit tema. Her vil der være et hav af bevægelser. ”Spiritualitet og tro i bevægelse” – ”Kirke i bevægelse” – ”Verden i bevægelse” er de tre hovedspor, som er lagt ud for de fire dages kirkelige bevægelse.
Kirkedagene er for mange kirkeligt engagerede, hvad Roskilde Festivalen er for unge musikinteresserede. Det er fest og farver, vi bliver udfordret og opdateret, og vi møder gamle og nye venner.
For dem, der ikke kan vente med at komme i bevægelse til den officielle åbning af kirkedagene i morgen Kristi Himmelfartsdag kl. 16 i Stadionhallen i Viborg, er det muligt at klikke sig ind på kirkedagene på hjemmesiden www.kirkedage.dk og få færten af, hvad der skal ske.
På gensyn i Viborg – og her på bloggen, hvor der løbende vil blive rapporteret fra kirkedagen.
På vej til Danske Kirkedage i Viborg, onsdag aften den 12. maj 2010
Mogens S. Mogensen
“Landet er åbent for alle dem, der ønsker at leve som vi gør” – Migration og udvikling
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 12. maj, 2010
Siden anden verdenskrig har Europa oplevet en voksende immigrationsbølge. Skulle vi sætte et årstal på starten på denne udvikling for Danmarks vedkommende kunne det være 1967, da landet åbnede grænserne for gæstearbejdere fra Tyrkiet, Pakistan og andre lande. Siden da har Europa og Danmark ganske langsomt ændret karakter. Vi er i Danmark gået fra at have været et af Europas mest homogene samfund til i stadig højere grad at blive et multietniske, multireligiøst og multikulturelt samfund. Man behøver blot at åbne for radio og tv eller læse dagens aviser for at blive mindet om, hvilke udfordringer det har stillet os overfor.
Nogle drømmer om muligheden for at vende tilbage til det Danmark vi havde før 1967 (”Gi’ os Danmark tilbage!”), men mange har indset, at den drøm aldrig går i opfyldelse. I stedet klynger de sig til håbet om, at migranterne hurtigt assimileres, så de på alle måder bliver som os. Udtrykt med ord fra den argentinske forfatning – et område, der ironisk nok blev radikalt ændret gennem den immigration, som fulgte med Spaniens erobring af området for 500 år siden: “Landet er åbent for alle dem, der ønsker at leve, som vi gør.”
Som bl.a. Sydamerikas historie minder os om, så er migration imidlertid ikke et nyt fænomen, men europæernes (og danskernes) rolle i processen er en anden i dag end tidligere. Med opdagelserne og kolonitiden omkring år 1500 begyndte den store europæiske migration, som over de næste 450 år førte til, at mange millioner europæere (inklusive titusinder af danskere) emigrerede fra Europa og slog sig ned på alle de andre kontinenter. Nogle steder kom migranterne efterhånden til at udgøre flertallet, så området blev helt præget af europæisk kultur, som det fx var tilfældet i Nordamerika. Andre steder som fx i Sydafrika og Sydamerika udgjorde migranterne en dominerende minoritet. De fleste steder, hvor de europæiske migranter kom hen, påvirkede de den kulturelle udvikling i værtslandene.
Disse områder i Amerika, Afrika og Asien var enten åbne eller blev åbnet for de europæiske migranter, som imidlertid ikke havde noget ønske om at leve, som værtsbefolkningen gjorde. På godt og ondt interagerede migranterne med værtsbefolkningen på en sådan måde, at værtsbefolkningen og ofte også migranterne aldrig blev de samme igen. I enkelte tilfælde forsøgte enten værtsbefolkningen eller migranterne at holde de to befolkninger adskilt gennem ghettoer eller apartheid for at sikre en adskilt udvikling af de go grupper – men på langt sigt næsten altid forgæves.
Nu er migrationsstrømmen vendt. Mangel på arbejdskraft i Europa og umenneskelige levevilkår flere steder i verden er de næsten uimodståelige kræfter, som sender mennesker på vandring. Mens de europæiske lande tidligere var afsendere for migranter, er vi nu blevet modtagere af migranter. Vi kender i dag resultatet af den store migrationsbølge, der begyndte omkring år 1500, men det er endnu alt for tidligt at vurdere, hvad konsekvenserne bliver af den migrationsbølge vi i disse år oplever. Der er imidlertid intet, der tyder på, at vi med held vi kan praktisere den politik, som ligger i passagen fra den argentinske forfatning, nemlig at Europa kun er åbent for dem, der ønsker at leve, som vi gør. Migration vil også påvirke den kulturelle udvikling i Europa.
Christiansfeld, onsdag, den 12. maj 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende eller helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Om at blæse på en dansk dommers afgørelse
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 9. maj, 2010
Forestil dig følgende: En muslimsk 2.g.’er bliver dømt ved en dansk ret for en forbrydelse. Umiddelbart efter domsafsigelsen går imamen i hans moské ud og siger, at han blæser på dommerens afgørelse. ”Efter min opfattelse har dommeren ud fra en en politisk korrekt negativ holdning til muslimer på forhånd haft en bestemt opfattelse af sagen, og har kun været interesseret i en ting: at få Hassan Adamu dømt.”
Der ville komme et ramaskrig med krav om at en sådan imam skulle udvises. Hvordan kunne vi tillade at huse sådanne udemokratiske personer, som ikke har respekt for dansk lov og danske domstole, en respekt som er helt grundlæggende for det danske samfund. Især fra Dansk Folkeparti ville man være hurtig på aftrækkeren, og man kunne levende forestille sig, at Søren Krarup ville gå foran i kampen mod en sådan landsskadelig ekstremisme.
Men lad os forlade forestillingernes verden og nærme os den barske virkelighed. Historikeren Bent Jensen, som Dansk Folkeparti sørgede for kom til at stå i spidsen for et koldkrigsforksningsinstitut, er blevet dømt for ærekrænkelse af journalisten Jørgen Dragsdahl. Her er det ikke Bent Jensens imam, men den tidligere sognepræst og nuværende folketingsmedlem Søren Krarup, som siger, at han blæser på dommerens afgørelse. Til Politiken udtaler han, at ”I mine ører har hun i den politiske korrektheds navn på forhånd haft en bestemt opfattelse af sagen og har kun været interesseret i en ting: at frikende Dragsdahl”.
Nu venter vi så på ramaskriget med krav om ….
Christiansfeld, søndag, den 9. Maj 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, se min website www.intercultural.dk.
Nye kommentarer