Mogens S. Mogensen

Det er muligt, at  nogen vil kalde mig en bajads eller måske ligefrem en fusentast, når de læser det, som jeg nu skriver. Men over for sådanne knarvorne personer vil jeg ikke være obsternasig eller trættekær, men sporenstregs råde bod på det ved at give dem et negerkys, næste gang vi mødes. Det, som jeg sysselsætter mig med, skal ikke foregå i dølgsmål, og derfor vil jeg ufortøvet komme til sagen. Jeg tror, at vi danskere sprogligt set er blevet dorske og står i fare for at begå en gebommerlig fejl.

Det er ikke noget, som er begyndt i fjor eller i forfjor, det går nok meget længere tilbage. Uden skellig grund har vi ideligt vanrøgtet vort danske sprog, og vi har opført os som ødelande, der har forskertset muligheden for at bevare mangfoldigheden i vort modersmål. Jeg vil ikke være så kålhøgen som at sige, at jeg selv går ram forbi. På grund af døgenigte og kanaljer som mig og mange andre sprogligt set misliebige personer, så er vort oprindeligt djærve sprog blevet blegsottigt.

Der er grund til at råbe vagt i gevær: mange af vore gode gamle danske ord er i dag truede af udryddelse, fordi de fortrænges af såkaldt invasive ord, der som ukrudt er føget over vort modersmåls hegn og nu truer med at kvæle de oprindelig ord.

Men der er hjælp undervejs. Der er nu blevet designet en app, der netop hedder ”Truede ord” og kan downloades på iPhone og måske også på androids. Det er den hotteste app, jeg længe har set, og så er den tilmed gratis. Så hurry up, get online, og download app’en, og du vil hver dag få en reminder om, hvilket gammelt truet dansk ord, du denne dag skal bruge mindst én gang mundtligt og én gang skriftligt.

Christiansfeld, Kristi Himmelfartsdag, den 17. maj 2012
Mogens S. Mogensen

I 1975 tabte USA krigen i Vietnam, og de følgende år flygtede mange hundrede tusinde sydvietnamesere fra landet, bl.a. som bådflygtninge. 7000 vietnamesere fik asyl i Danmark, mange fik familiesammenføring, og i dag er der ca. 14.000 personer af vietnamesisk oprindelse i Danmark..

Mens der ingen ende er avisartiker, TV-indslag, debatter og videnskabelige undersøgelser om flygtninge og indvandrere fra muslimske lande, så fylder vietnameserne meget lidt i mediebiulledet, og der er heller ikke forsket ret meget i dem. Det har religionshistorikeren Jørn Borup gjort noget ved. I bogen ”Religion, kultur og integration. Vietnameserne i Danmark, der i slutningen af sidste år udkom på Museum Tusculanums Forlag.

De vietnamesiske nydanskere er ”den stille minoritet”. Når de endelig bliver omtalt i medierne, så er det som ”mønster-indvandrere”. Vietnameserne har et ordsprog, der passer godt til det almindelige billede mange danskere har af vietnamesernes tilpasningsevne: ”I en bold må man være rund, i et rør må man være lang”. Spørgsmålet er, om vietnameserne virkelig er så godt integrerede, som ovenstående kunne give indtryk af, og hvis det er tilfældet, hvad er så forklaringen på deres tilpasningsevne?

Når det gælder socio-økonomisk integration, er der ingen tvivl om, at vietnamerserne er endda særdeles godt integrerede. De har en høj beskæftigelsesgrad, har en relativtt høj indkomst, uddannelsesniveauet blandt de unge er på samme niveau eller højere end etniske danskeres niveau. De har en lavere selvmordsrate end etniske danskere, og de ligger lavt i kriminalitetsstatistikken. Så man kan konkludere, at de i høj grad lever op til politikernes primære forventninger til nydanskere.

Mht. den kulturelle integration er billedet imidlertid lidt mere mudret. De vietnamesiske nydanskere tilslutter sig langt hen ad vejen de samme værdier, som de etniske danskere, men det betyder ikke, at de primært føler sig som danskere. De orienterer sig derimod i høj grad mod deres eget etniske ophav. De holder fast ved vietnamesisk sprog og omgangskreds og foretrækker at gifte sig med vietnamesere.

En af årsagerne til det positive billede af de vietnamesiske er at de, trods alt er så få og derfor ikke opleves som synligt forskellige fra ”dansk kultur”, og at de kom til Danmark på et tidspunkt, hvor flygtninge stadig blev modtaget med åbne arme.

Man kunne imidlertid også forestille sig, at religionen har spillet en vigtig rolle for vietnamesernes integration. Nu forholder det sig sådan, at flertallet af dem ganske vist er buddhister, men at godt en tredjedel af dem er katolske kristne. Det er her bemærkelsesværdigt, at når det kulturelle område, så er buddhister mere integrerede end kristne, måske fordi vietnamesernes katolske religion er mere eksklusiv og lægger større vægt på en bestemt moral end den buddhistiske tro. Samtidig viser undersøgelserne, at de mindre religiøse er mere integreret end de mere religiøse.

”Religion, kultur og integration” er en virkelig god bog at blive klogere af. Klogere på de vietnamesiske mønster-indvandrere, hvis integrationsproces er mere kompleks, end man ved første øjekast kunne tro. Men i høj grad også klogere på moderne videnskabelige teorier om religion, kultur og integration. Jørn Borups bog er – trods de småfejl, man kan finde i de fleste bøger – et mønstereksempel på, hvordan videnskabelige teorier kan bringes i et frugtbart samspil med de data, som han og andre forskere har fremskaffet gennem brugen af videnskabelige metoder, for at kaste nyt lys over et emne.

Christiansfeld, lørdag, den 11. maj 2012
Mogens S. Mogensen

Dansk Folkepartis og Liberal Alliances ønske om at afskaffe blasfemiparagraffen bakkes nu op af Institut for Menneskerettigheder. Begrundelsen er, at det er en unødvendig indskrænkning i ytringsfriheden, for det er mennesker og ikke religioner, som har menneskerettigheder, der skal beskyttes. Mennesker beskyttes bl.a. af racismeparagraffen (som de to partier for øvrigt også ønsker afskaffet) og injurielovgivningen, men som overskriften i Jyllands-Posten lød, ”Gud skal til at tage sine tæsk selv”. Her må dog lige indskydes, at den danske blasfemiparagraf ikke handler om at beskytte Gud eller for den sags skyld nogen religion, men den handler om at beskytte den offentlige orden, som kan trues af angreb på religioner.

Det er naturligvis en nærliggende tankegang at skelne mellem personer og deres religion. Der må efter denne skelne være grænser for den hån, spot og latterliggørelse man må udsætte religiøse mennesker for, men der burde ikke være grænser for den hån, spot og latterliggørelse, man må udsætte disse menneskers religion for. Denne strategi med at skelne skarpt mellem religion og person er blevet meget udbredt i fx radikale islamkritikeres behandling af islam og muslimer. Fx anerkender man, at den altovervejende mængde af muslimer er ganske fredelige, men islam som sådan er en voldelig religion.

Spørgsmålet er imidlertid om denne skelnen mellem religion og person holder i alle situationer? Det forholder sig sådan, at religion ikke er uforanderlig fysisk genstand, som man kan analysere løsrevet fra de mennesker, som måtte have et forhold til denne genstand. Kristendom er kristentro, dvs. det er noget, som mennesker tror, så derfor giver det ikke mening at analysere kristendom løsrevet fra de mennesker, som har et forhold til denne religion. Når man siger noget om kristentro, siger man implicit også noget om kristustroende. Men som kristne i Danmark har vi det efterhånden godt med at vor kristne religion – og dermed også vores tro på Kristus – udsættes hård kritik, også når det udarter til hån, spot og latterliggørelse. Problemet er bare, at mens vi som tilhørende et dominerende kristen flertal ikke føler os truet af sådanne angreb, så er det ikke nødvendigvis det samme, hvis man tilhører et lille mindretal.

Hvis man fx sagde om jødernes religion (som det fx siges i en ny bog om muslimernes religion), at  ”vold er simpelthen uløseligt indlejret i dens DNA”, og at deres religion derfor ”ikke har krav på samme beskyttelse og de privilegier, man giver en religion”, så vil angrebet nok af de fleste blive opfattet som et angreb ikke kun på jødedommen som religion, men også på de mennesker, som tror på denne religion. Eller hvis man om jødernes religion sagde (som et DF folketingsmedlem har sagt om muslimernes religion), at det var en pest, der skal bekæmpes, så ville straks give mindelser om tidligere tiders ikke bare kritik af jødedom, men forfølgelser af jøder.

Dermed har jeg egentlig ikke direkte forholdt mig til, om det er en god ide eller ej at afskaffe blasfemiparagraffen, men blot peget på, at en væsentlig del af argumentationen for afskaffelse af blasfemiparagraffen – efter min analyse – ikke holder. Hån, spot og latterliggørelse af en religion vil i nogle tilfælde også med god grund opleves som en hån, spot og latterliggørelse af dem, der tilhører denne religion.

Christiansfeld, fredag, den 11. maj 2012
Mogens S. Mogensen

I går blev der offentliggjort to videnskabelige rapporter, der gør status over den politiske og religiøse ekstremisme i Danmark i dag. Ann-Sophie Hemmingsens rapport ”Anti-demokratiske og voldsfremmede miljøer i Danmark, som bekender sig til islamistisk ideologi. Hvad ved vi?” og Chris Holmsted Larsens rapport ”Politisk Ekstremisme i Danmark”, som begge er et resultat af en konkret forskningsbestilling fra Social- og Integrationsministeriet, tegner et tankevækkende billede af de trusler fra ekstremister, som samfundet er udsat for.

Den religiøse ekstremisme findes i Danmark kun i en islamistisk udgave. Den ekstremistiske (voldsfremmende) islamisme deler langt hen ad vejen ideologi med den radikale (antidemokratiske, men ikke voldsfremmende) islamisme. Opfattelsen er, at muslimer udsættes for uretfærdighed og undertrykkelse både i Danmark og globalt. Fjendebilledet er den gældende verdensorden med kapitalisme, multikulturalisme og demokrati (som et menneskeskabt system) samt moralsk dekadence. Utopien er den islamiske stat, kalifatet.

Det første eksempel på religiøs ekstremistisk voldsanvendelse i Danmark er bomberne rettet mod det amerikanske luftfartsselskab Northwest Orient og den jødiske synagoge i København i 1985. I de følgende år og især fra 2005 og fremefter har vi desværre haft mange andre eksempler. Vi kan imidlertid prise os lykkelige for, at islamistiske terroristers virksomhed endnu ikke har kostet menneskeliv i Danmark.

Den politiske ekstremisme forefindes både i en højre- og venstre-udgave. Larsen gør opmærksom på, at højrenationalismen i dag er en langt stærkere bevægelse end nationalsocialismen, der imidlertid begge har et fælles xenofobisk fjendebillede, nemlig det multietniske samfund. Højrenationalismen består af en blanding af ultranationalisme, antiislamisme og biologisk og kulturel racisme og dens utopi består i et monetnisk, monokulturelt og monoreligiøst samfund. Mens nationalsocialismen er antisemitisk er højrenationalismen antiislamisk, og allierer sig endog med den ekstreme højrefløj i Israel, der betragtes som et bolværk mod islam. Den mest markante eksempel på højreekstremistisk terror var bombesprængingen i Internationale socialisters kontor i Søllerødsgade i København 1992, hvor en person blev dræbt.

Venstreekstremismen forefindes både i en anarkistisk/antifascistisk og en kommunistisk udgave, men førstnævnte er så langt den vigtigste i dag. Fjendebilledet for denne anarkistiske/antifascistiske bevægelse er overordnet set den uretfærdige neoliberale og imperialistiske verdensorden repræsenteret af IMF, NATO; EU og USA. Det er uklart, hvilken utopi for samfundet, de kæmper for. Et nyere eksempel på venstreekstremistisk vold er forsøget på ildspåsættelse på Politiskolen i Brøndbyøster i 2011.

I begge rapporter skelnes der mellem voldsfremmende ekstremisme og antidemokratisk radikalisme. Det, der er foruroligende er imidlertid konstateringen af, at der hverken på den religiøse eller politiske fløj i praksis er nogen klar skillelinje mellem den ekstreme og den radikale fløj, men at bestemte personer og grupper den ene dag arbejder med demokratiske metoder, for så den næste anvender ekstreme metoder.

Den anden foruroligende konklusion er, at på denne glidebane fra radikalisme til ekstremisme sker rekrutteringen til den voldsfremmende ekstremisme ofte som en selvrekruttering, hvor internettet spiller en afgørende rolle. Og det gælder både for politiske og religiøse ekstremister. Det seneste eksempel er her Anders Breivik.

Den tredje foruroligende konklusion er, at radikale og ekstreme miljøer – både politiske og religiøse – er stærkt påvirket af udviklinger, som foregår langt fra Danmark, men alligevel influerer på lokale gruppers aktiviteter. Globaliseringen indebærer altså også en globalisering af radikalismen og ekstremismen.

Er vort demokratiske danske samfund alvorligt truet af politisk og religiøs ekstremisme? Ekstremismen kan true demokratiet på to måder. Erfaringen fra 30’erne viser, at en alvorlig økonomisk krise kan skabe grobund for en ekstremisme, der kan underminere et demokrati. Hvis den nuværende økonomiske krise forværres, kan det samme måske ske igen. Demokratiet kan imidlertid også helt utilsigtet blive undermineret, hvis man i en forståelig bestræbelse på at forebygge voldsfremmede ekstremisme, der truer landet sikkerhed og andre borgeres menneskerettigheder, begrænser ytringsfriheden og andre centrale frihedsrettigheder for antidemokratiske radikale bevægelser, der måske danner fødekæder til ekstremistiske bevægelser.

Christiansfeld, onsdag, den 9. maj 2012
Mogens S. Mogensen

Religionssociologen Morten Thomsen Højsgaard, der er generalsekretær i Bibelselskabet, har skrevet en bog om ”Den tredje reformation – fra statskirkekristendom til google-buddhisme” (Kristeligt Dagblads Forlag 2011). Nogle vil sikkert studse over Højsgaards tale om en tredje reformation – og måske ikke uden grund. Vi kender alle til reformationen for omkring 500 år siden, der indebar en overgang fra romersk katolsk kristendom til protestantisme, men har vi overset en anden reformation? Det er imidlertid religionsskiftet fra den gamle nordiske asa-tro til kristendommen, som Højsgaard vælger at kalde en reformation. Ganske vist forsvandt ase-troen naturligvis ikke, da kong Harald Blåtand dekreterede, at hans undersåtter skulle være kristne, men der var vel ikke tale om, at ase-troen blev reformeret? Men hvis man så i stedet tolker ordet ”reformation” som et tros- eller religionsskifte, giver det så mening at tale om, at vi i dag står midt i en tredje reformation?

Bogens tese er, at ”Danmark og danskerne oplever i disse år nogle af de største og mest grundlæggende forandringer på troens og kirkens område, som landet har set i fem hundrede år”. Folket ”holder op  med at være troende i traditionel forstand. I stedet bliver de religiøst eller eksistentielt søgende på deres helt egen måde med et stadig større anslag af inspiration fra Østens mystik tilpasset vestlig individualisme og forbrugerkultur” (s. 13). De nye ”religion” kalder forfatteren ”google buddhisme”, hvor ”google” repræsenterer måden den nye tro orienterer sig på, og ”buddhismen” retningen, altså hvad denne tro mest ligner og orienterer sig imod. Dvs. vi bruger troen på samme måde som google, dvs., der er en hel masse på lager, men vi bruger kun det, som vi selv søger efter, og som vi føler behov for, og det vi bruger bliver i stadig højere grad præget af buddhistiske elementer.

I sine bestræbelser på at underbygge sin tese trækker Højsgaard på undersøgelser om danskernes forhold til tro og analyserer udsagn fra kendisser, der er eksponenter for de nye udviklingstendenser. Forfatteren argumenterer godt for, at danskernes tro er under forvandling i disse år, og at mange danskere er under stærk påvirkning, at østlig religioner og østligt inspireret nyåndelighed. Forfatteren har også fuldstændig ret i, at denne udvikling udgør en alvorlig udfordring for folkekirken.

”Den tredje reformation” er en meget læseværdig bog, der både er spændende og udfordrende, men bogens grundlæggende problem er, at forfatteren maler sit billede af den aktuelle danske religiøse virkelighed med en for bred pensel. Det kommer fx frem i skildringen af folkekirkens reaktion på udfordringerne fra nybuddhisterne og ateisterne. Folkekirkekristendommen er i dette møde undergået en forvandling, så der er opstået en ny kristendom (repræsenteret bl.a. af Thorkild Grosbøll), som i praksis kommer såvel ateisterne som nybuddhisterne i møde. ”Den nye kristendom er som tidens nye buddhisme en feel good-religion” (s. 67). Og så opsummerer forfatteren situationen: ”Grossbøllerne, gudsfornægterne og den nye åndeligheds bølgebrydere tegner dog ikke hele billedet. Der er stadig nogle klassiske gudelige tilbage” (s. 69). Disse få klassiske gudelige er konservative kristne (repræsenteret bl.a. af Henrik Højlund), der føler sig bundet til at gøre Bibeltekstens ordlyd til deres standpunkt. Den danske kirkelige virkelighed er imidlertid langt mere mangfoldig, end forfatteren her lader forstå.

Kristendom som statskristendommen er ganske vist på retur – om end ganske langsomt, og buddhismen – også i en letbenet google-udgave – bliver ganske viste også mere populær i denne tid. Men der er efter min opfattelse ikke belæg for at hævde, at vi står midt i en ny reformation eller et egentligt religionsskifte. Danskernes religion bliver derimod– som det beskrives i en anden nyere bog, nemlig ”Samfundsreligion” – i disse år mere og mere præget af sekularisering, individualisering, globalisering og kompleksitet.. Det gør ikke udfordringerne for folkekirken mindre alvorlige, men blot mere komplekse.

Christiansfeld, søndag, den 6. maj 2012
Mogens S. Mogensen

Der er flere måder at studere religion på. Den traditionelle måde er at gå til religionernes kilder, altså deres hellige skrifter, for at finde frem til kerne i religionerne. En anden måde er at observere den levende og levede religion her og nu, for at finde ud af, hvordan religioner i praksis udfolder i vor samtid. Det er det, som bogen ”Samtidsreligion – levende religion i en foranderlig verden” gør. Bogen, der er redigeret af Marie Thomsen og Jørn Borup og udgivet af Center for Samtidsreligion på forlaget Univers, er dedikeret Viggo Mortesen, som i år er gået af som professor ved Århus Universitet efter i mange år at have bidraget afgørende netop til det felt, som bogen beskriver.

Der ikke tale om en lærebog i emnet, men bogens mange bidragydere, som er teologer og religionshistorikere knyttet til Center for Samtidsreligion, giver hver deres vinkel på en række temaer, som er helt centrale for beskrivelsen af samtidsreligion, nemlig sekularisering, globalisering, individualisering, markedsorientering, og kompleksitet.

Bogens tre artikler om sekularisering indeholder mange interessante analyser og observationer om religionens rolle i sekulære samfund.  Sekularisering kan foregå på forskelligt på forskellige niveauer, samfunds-, organisations og individniveau, og på det enkelte niveau kan der på samme tid være modsatrettede tendenser.

Sekularisering er et deskriptivt begreb, mens sekularisme er et normativt eller ideologisk begreb, som handler om adskillelsen af religion og politik. En af forklaringerne på, hvor sekularisme kommer fra, er, at nationalstater i forbindelse med deres grundlæggelse kæmper for at gøre sig uafhængige af de magtfulde kirker. I takt med at staten overtager flere og flere af kirkens opgaver, udvikles en nationalitetsforståelse, som er uafhængig af eller overordnet religion.

Sekularisme er imidlertid i dag ikke en entydig størrelse. Den lutherske sekularisme og den franske laicisme er enige om, at religion ikke hører til i det offentlige rum, men kun i privatsfæren. Men det er tankevækkende, at mens den franske laicisme begrunder denne holdning til religion i universelle værdier, så bygger den sekularisme, som politikere i Danmark hylder, på religiøse argumenter, nemlig den lutherske skelnen mellem de to regimenter!

Det kan måske overraske nogle læsere, at der også findes former for sekularisme, som tilkender religion en plads i det offentlige rum, fx konsensussekularismen. Så længe borgerne anerkender de universelle værdier og rettigheder, gør det ikke noget, at nogle af dem finder en begrundelse for dem i deres religion. Derfor skal religiøse udtryk altid have lov til at være i det offentlige rum, så længe de ikke bryder med de universelle værdier og rettigheder.

Iben Krogsdal og Rikke Gotfredsen viser i en spændende artikel, hvordan folkekirken i dag udfordres af individualiseringen. Forfatterne opdeler folkekirkemedlemmerne i tre idealtypologiserede grupper. ”De troende” er de traditionelt kristne, som udgør en meget lille del af befolkningen, der kommer trofast i kirken. ”De baggrundskristne” er de kulturkristne eller måske-kristne, som er den store gruppe, der kun kommer i kirken, når der er en særlig anledning. ”De gør-det-selv kristne” er de folkekirkemedlemmer, som forstår sig selv som spirituelt søgende og åndeligt interesserede, og som ser sig selv i et modsætningsforhold til kirken som institution. ”De troende” er godt tilfredse med kirken som den er, men er bestemt åbne for fornyelser  a.h.t. ”de baggrundskristne”, som imidlertid er mest trygge ved, at deres ”fjerne kirke” forbliver, som de husker den. Endelig synes de spirituelle ”gør-det selv-kristne”, at det ville være fint med fornyelser i kirken, men dybest set har de ikke brug for kirken, da de meget heller vil gøre det selv.

”Samtidsreligion” er en god bog at blive klogere af, klogere ikke bare på de andre, men også på sig selv, for uanset vort udgangspunkt, så påvirkes vi de kræfter, som bogen beskriver.

Christiansfeld, lørdag, den 5. maj 2012
Mogens S. Mogensen

Mens vi venter på, at kirkeministeren offentliggør kommissoriet for og sammensætningen af det udvalg, der skal komme med forslag til en ny styringsstruktur for folkekirken, er det på sin plads at besinde sig på, hvad det er for en opgave, der skal løses.

For ikke at starte med Adam og Eva eller Harald Blåtand, kunne man tage afsæt i reformationen i 1536. Reformationen indebar en sekularisering af kirken, i grundbetydningen af ordet, nemlig, at staten, dvs. kongen, overtog ikke bare kirkens gods, men hele kirken. Kirken blev en statskirke, eller staten blev en kirkestat med kongen som kirkefyrste. Stat og kirke blev strikket sådan sammen, at det blev umuligt at skelne mellem stat og kirke. Kirken legitimerede statsmagten, tydeligst under enevælden, og bag kirken og dens forkyndelse stod så staten med al sin magt og vælde. Grundloven af 1849 betød, vi fik en grundlovsfæstet folkekirke, støttet af staten, men grundlovens løfte om en kirkeforfatning blev i stedet til en række love, der i stadig højere grad viklede kirken ind i staten.

Kirkens indvikling i staten har ført os derhen, hvor vi har en politiker som chef for folkekirken, og hvor store dele af kirkens økonomi formelt set styres efter principper fra enevælden. Forholdene er så indviklede, at man fx knapt ved, hvem der ejer kirkebygningerne og har ret til evt. at lukke kirker. Styringen af kirken på nationalt plan er lagt i hænderne på folketinget og kirkeministeren, og kirken har ikke selv nogle styringsredskaber. Kirkens indvikling i staten har ført til en bureaukratisering, der mærkes på alle niveauer i kirken inkl. menighedsrådsniveauet.

I den situation er der behov for afvikling, der if. ordbogen kan betyde en ”en gradvis afskaffelse, typisk efter en fastlagt plan”. Det er ikke kirken, der skal afskaffes, men der er brug for en udredning af de tråde, der vikler kirken ind i staten, mhp.  at afvikle uhensigtsmæssige bindinger og unødvendigt bureaukrati og at etablere en styringsstruktur, der svarer til de udfordringer, som folkekirken i dag står over for i dag. Danskere er blevet mere og mere sekulariserede og fremmedgjorte fra kirke og kristendom, og i de seneste årtier har globaliseringen ført til, at samfundet er blevet mere og mere multireligiøst. I en tid, hvor kulturen forandrer sig hurtigt, er det vigtigt for kirken at kunne respondere og agere, og det kræver ledelse og styring.

Grunden til at det i denne situation giver mening at fokusere på kirkens indvikling og at bruge kræfter på afvikling af uhensigtsmæssige bindinger af kirken, er derfor, at det har betydning for kirkens udvikling.  Ændringer af kirkens strukturer er ikke et mål i sig selv, men målet er at udvikle strukturer, der kan understøtte kirkens udvikling. Styringsstrukturer, der gør det muligt for kirken at prioritere de økonomiske midler og træffe de nødvendige beslutninger.

Hvad er så kriterierne for en sund udvikling af kirken? Det er kirkens overordnede mål, som det er formuleret i betænkning 1477 fra 2006 om ”Opgaver i sogn, provsti og stift”, nemlig ”som kristen kirke … at forkynde Kristus som hele verdens frelser”. Det er, at kirken bliver bedre i stand til at bringe evangeliet i spil på det lokale plan, når det gælder gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Hvis disse kriterier bliver styrende for alle forslag til ændret styringsstruktur i folkekirken, så er der god grund til at imødese udvalgets arbejde med stor forventning.

Ribe, torsdag, den 3. maj 2012
Mogens S. Mogensen

Hvad er en helligdag? I de fleste danskeres bevidsthed er er helligdag en fridag. Og her er vi danskere nok helt på linje med de engelsktalende, hvis ord for helligdag, ”holiday”, netop også kan betyde ferie. Men samtidig ved vi godt, at ikke alle fridage er helligdage, fx har den 1. maj aldrig været nogen helligdag. For egentlig er en helligdag jo en dag, som har en særlig religiøs betydning, og i vor del af verden vil det sige en kristen betydning.

På helligdage holdes der gudstjeneste, og der er særlige tekster for de enkelte helligdage. Det var imidlertid kejser Konstantin, den kejser, der gjorde kristendommen til kejserrigets officielle religion, som etablerede koblingen mellem helligdage og fridage. I første omgang var det søndagen, der blev officiel helligdag og fridag. Siden er mange andre kristne helligdage blevet officielle fridage.

Store Bededag blev i Danmark indført som helligdag i 1686, på initiativ af Roskildes biskop Hans Bagger – og har for øvrigt slet ikke, som myten hævder, noget med Struense at gøre. Store Bededag var en af mange bededage, hvor der skulle bedes for fred, og der kunne såmænd være god grund til, at vi også i dag bruger Store Bededag til det.

I de senere år der er blevet knyttet en ny tradition til Store Bededag. Det begyndte med, at kristne nydanskere undrede sig over, at vi havde en officiel bededag, men brugte den til alt muligt andet end bøn. Siden 2005 har kristne nydanskere så indbudt både gammel- og nydanskere til ”Bøn for nationen”, og i år foregår det både i København, Århus, Odense og Ålborg.  Der har været tradition for også at invitere politikere med, og i år medvirker kirkeminister Manu Sareen, der jo selv er nydansker, i gudstjenesten i Helligåndskirken på Strøget i København.

I dagens aviser kan man læse, at regeringen har planer om at afskaffe Store Bededag. Det skønnes at afskaffelsen af denne bededag kan øge Danmarks bruttonationalprodukt med mellem 2 og 6 mia. kr. Men mon ikke regeringen og arbejdsmarkedets parter lige skulle spise brød til, eller måske endda i dagens anledning hveder, inden de afskaffer denne helligdag. Folketinget kan uden videre vedtage, at Store Bededag ikke længere skal være en fridag, men det ville være højst upassende, hvis regeringen som et led i økonomiske forhandlinger afskaffer en af kirkens helligdage.

Ganske vist har vi været vant til ikke at skelne mellem stat og kirke eller mellem folk og kirke, og derfor heller ikke mellem kirkens helligdage og folkets fridage, men det skal vi måske til at vænne os til nu. Der er intet som helst til hinder for, at vi i kirken kan holde fast i Store Bededag som en helligdag og derfor holde gudstjeneste enten Store Bededags aften eller på et eller andet tidspunkt på selve Store Bededag, uanset om politikerne og arbejdsmarkedets parter bliver enige om, at denne fjerde fredag efter påske skal være en almindelig arbejdsdag eller ej.

Christiansfeld, mandag, den 30. april 2012
Mogens S. Mogensen

Jeg lagde ikke mærke til noget, og det var der vist heller ikke mange andre, der gjorde. Solen skinnede den 28.marts, og jeg sad helt ubekymret på vor terrasse og nød solen – uden at ane, hvad der foregik. Netop den dag forekom der et jordskælv, hvor jordens tektoniske plader forskubbede sig i forhold til hinanden. Det var ikke et jordskælv, som fremkaldte nogen tsunami, men alligevel var det en jordrystelse med så store og langtrækkende konsekvenser, at vor jord aldrig bliver den samme igen.

Det var ikke noget almindeligt jordskælv, men et økonomisk jordskælv. Ifølge beregninger fra det australske finansministerium har landene i den såkaldte tredje verden, netop på dette tidspunkt opnået en større samlet købekraft end os i den den hvide verden, altså Europa, Nordamerika og Australien (Lars Trier Mogensen, ”Vesten er blevet fattigere end resten”. Politiken, den 20. April 2012). Det var en ny økonomisk verdensorden, som blev indvarslet den 28. marts. I mange hundrede år har vi i den hvide verden vænnet os til, at vesten som verdens centrum sad på størstedelen af verdens økonomi, men nu er balancen tippet til fordel for resten af verden. Vi havde vænnet os til, at vi år for år blev rigere, men nu skal vi måske til at se i øjnene, at vore børn og børnebørn ikke får en højere levestandard, end vi har.

Hvilke konsekvenser vil dette økonomiske jordskælv få? Med økonomisk magt følger politisk og militær magt. Og med tilbagegang i vestens økonomiske magt følger så før eller siden nok også en tilbagegang i vestens politiske og militære magt. Meget tyder på, at vi i de kommende årtier vil få meget brug for omstillingsparathed!

Mange er af den opfattelse, at kirken altid halter bagefter det øvrige samfunds udvikling. Men faktisk har den globale kirke allerede i slutningen af det forrige århundrede oplevet et tilsvarende jordskælv som det, vi nu er vidner til. Vi har i århundreder været vant til, at kristendommen var den hvide mands religion, og at det store flertal af verdens kristne var hvide. Men tyngdepunktet i verdens kristenhed ændrede sig for få årtier siden, så vi kristne i vesten kom i mindretal, og i dag udgør vi kun omkring en tredjedel af verdens kristne. Det har vi i kirken i vesten langt fra vænnet os til, og langt hen ad vejen opfører vi os, som om kristenhedens tyngdepunkt stadig lå i Rom, Wittenberg, London, eller måske København. Jeg gætter på, at kristne Syd en gang imellem rynker brynene eller trækker på smilebåndet, når de ser, hvordan den kristne minoritet i vesten agerer.

Det økonomiske jordskælv førte ikke til nogen synlig tsunami, så derfor var der ikke mange, som bemærkede det. Men før eller siden vil denne forskydning mellem den økonomiske verdens tektoniske plader føre til sociale, kulturelle, politiske og militære rystelser her i vesten, hvis konsekvenser det er vanskeligt at forudse.

Christiansfeld, fredag, den 20. april 2012
Mogens S. Mogensen

I går fik Anders Breivik lejlighed til i retten i løbet af halvanden time at præsentere sin 13 sider lang forklaring på, hvorfor han den 22. juli2011 dræbte 77 mennesker i Oslo og på Utøya. Af gode grunde havde retten besluttet, at Breiviks propagandatale ikke skulle transmitteres i medierne, men den fortjener ikke desto mindre at blive analyseret og diskuteret (tale en tilgængelig på Aftenpostens hjemmeside)

Det er Breiviks opfattelse, at det norske folk (lige som andre europæiske folk) i disse år fratages  ”vore etniske urfolksrettigheheter, våre kulturelle og territoriale rettigheder”. Norge er blevet ”transformert om til en multietnisk og multikulturel stat”, hvor nordmændene ”i fremtiden risikerer å bli gjort til en minoritet i egen hovedstat og eget land”. Det er sket gennem en indvandring fra Afrika og Asien, som nordmændene ikke gennem en folkeafstemning har vedtaget. Et multikulturelt samfund bliver et uharmonisk samfund, med mangel på tillid mellem indbyggerne, og den nationale sammenhængskraft bliver svækket. Et resultat af den multikulturalisme, som kulturmarxister mfl. har promoveret,  er, at Norge i dag lige som mange andre europæiske lande lider af kulturel selvforagt.

Hovedproblemet er muslimerne. If. Breivik ”føres i  dag en islamisk demokrafisk krigsføring gjennem massmuslimsk innvandring kombinert med eksplosive muslimske fødselsrater”. Det vil føre til en islamisering af samfundet med krav om indførelse af sharia på flere og flere områder. Der foregår således en civilisationskrig mellem den islamiske  freden og det kristne Europa. Baggrunden er at der ”ikke fins sekulære muslimer. Det fins kun muslimer og frafalne”. Man kan aldrig stole på muslimer, fordi de praktiserer ”al-taqiyya, religiøs og ideologisk bedrag”.  Dertil kommer if. Breivik, at siden 1960 er 90.000 kvinder blevet voldtaget af muslimer i Norge.

De norske (og europæiske) muslimer ønsker hverken inkludering, integration eller assimilering, da de foragter den norske (og europæiske) kulture. I stedet ønsker de autonomi, altså selvstyre med sharia. ”Der finnes ikke et land i verden der muslimer har assimilert eller levt i harmoni med vertslandet”.

De skyldige i denne udvikling, som er pågået siden anden verdenskrig, er kulturmarxisterne, som har infiltreret medie- og skoleverdenen. Disse multikulturalister har indirekte samarbejdet med liberale politikere, akademikere og journalister om at dekonstruere norsk (og europæisk) kultur og derigennem muliggjort islamiseringen. De hovedskyldige, som også var målet for Breiviks aktion, var det norske arbejderparti, og deres hjernevaskede ungdomsbevægelse.

Det er tankevækkende, at de fleste af elementerne i Breiviks forståelse af virkeligheden kan genfindes i forskellige ikke-voldelige anti-muslimsk miljøer i Europa. Derfor er det afgørende spørgsmål naturligvis, hvordan Breivik på basis af sin forståelse af virkeligheden forsøger at retfærdiggøre det, han selv kalder ”det mest sofistikerte, spektakulære, og det mest brutale attentat begået af en militant nasjonalist i Europa siden andre verdenskrig”?

Breiviks hovedargument er, at demokratiet ikke fungerer i Norge, og at afgørende beslutning fx om indvandring er blevet truffet uden befolkningens accept. Ytringsfriheden har været begrænset, så nationalister og kulturkonservative som fx Breivik ikke er kunnet komme til orde med deres kritik af multikulturalismen. Derfor: ”Når fredelig revolusjon umuliggjøres, så bli voldelig revolusjon den eneste løsningen”. Altså en antikommunistisk og anitislamistisk revolution for national genfødsel, hvis mål er en etnisk norsk og kristen nation. De unge fra arbejderpartiet måtte lade livet for at få Arbejderpartiet til at ændre indvandringspolitik og dermed redde hele nationen fra en meget blodig borgerkrig. ”Angrepene den 22.7 var preventive angreb til forsvar for Norges urfolk, etniske nordmenn, vår kultur”. Og derfor hævder Breivik, at han ”handlet med nødrett på vegn av mit folk, min kultur, min religion, min by og mit land”.

Spørgsmålet er, hvilken sammenhæng der er mellem Breiviks verdensbillede, som i større eller mindre grad deler med mange andre, der frygter for en islamisering af Europa, og hans revolutionære og/eller terroristiske handlinger? På den ene side er der ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem disse to størrelser, og de allerfleste anti-muslimistiske bevægelser og personer i Europa holder sig på lovens grund og bruger demokratiske metoder til at fremme deres synspunkter.

På den anden side kan Breiviks argumentation også vanskeligt affærdiges som et udslag af sindssyge. Det er muligt og måske endda sandsynligt, at han har en psykiske sygdom, men hans tale er trods alt et forsøg på ud fra den forståelse af verden, han har, at argumentere for, hvorfor han har ”gjennemført det mest sofistikeret, spektakulære, og det mest brutale politiske attentat begått av [en] militant nasjonalist i Europa siden andre verdenskrig”.

Breiviks argumenter skal ikke bare affærdiges som et udslag af sindssyge og derefter glemmes. Breiviks argumenter må frem i lyset og modsiges med størst mulig kraft, for at ikke også andre svage sjæle lader sig forføre af disse dødsensfarlige tanker.

København, onsdag, den 18. april 2012
Mogens S. Mogensen

Anden påske dag kippede Zenia Stampe med flaget for Det Radikale Venstres liberale politiske holdninger. Hun foreslog, at alle begrænsninger mht. at flage med andre landes flag i Danmark skulle fjernes. Midt i den politiske agurketid, som påsken er, har forslaget naturligvis skabt en vældig debat – om, hvad man må hejse op i vore flagstænger i Danmark.

Der er er næsten ingen grænser for, hvad man hejser op i flagstænger. I min barndom husker jeg, at vor galsindede nabokone kom og skældte ud nytårsmorgen. Hendes lokum var blevet hejst op i vor flagstang, og hun var overbevist om, at det var hendes nabos uvorne unger, som havde gjort det. Men i de fleste tilfælde tager folk ikke anstød af, hvad man hejser op i flagstængerne. Enhver servicestation med respekt for sig selv hejser flag hejser deres benzinfirmas flag op i flagstængerne, og det samme gør mange andre firmaer.

Når mange danskere imidlertid reagerer så voldsomt mod tanken om, at alle andre landes flag må hejses op i flagstænger i Danmark, hænger det naturligvis sammen med, at et lands flag er et stærkt symbol, der skal omgås med stor respekt lige som andre hellige symboler. Ja, vore vigtigste symboler beskyttes ligefrem af lovgivningen. Fx har mange lande – inkl. Danmark –en blasfemilovgivning, som bl.a. sætter grænser for borgernes omgang med religiøse symboler. Men fra kultur til kultur er det forskelligt, hvilke symboler, der betragtes som hellige, og det skifter også over tid.

Det er tankevækkende, at Dansk Folkeparti i forbindelse med Muhammedkrisen foreslog, at blasfemiparagraffen (Straffelovens par 140) skulle ophæves. Samme år foreslog partiet, at straffelovens par. 110 ændredes, så det også blev strafbart offentligt at forhåne Danmark eller det danske flag. Forslaget blev nedstemt i folketinget, men nu har partiet annonceret, at det vil genfremsætte forslaget.

Når det gælder holdningen til forskellige symboler, har Dansk Folkeparti sandsynligvis stor opbakning i den brede befolkning. Religiøse symboler er ikke længere så hellige som de var en gang, og derfor behøver de ikke at blive beskyttet med lov, men nationale symboler opfattes som så hellige, at de skal beskyttes mod forhånelse. Danskheden er en så vigtig værdi, at straffeloven må give dens mest centrale symboler en særstatus og beskytte dem mod forhånelse.

Politikere fra Dansk Folkeparti og andre partier forsøgte i forbindelse med Muhammedkrisen at overbevise befolkningen om, at ytringsfriheden er så grundlæggende for demokratiet, at den må være total. Det er sandt, at ytringsfrihed er grundlæggende for demokratiet, men det er ikke sandt, at ytringsfriheden nogensinde kan være total. Men hvilke begrænsninger, demokratiske samfund til forskellige tider foretager i ytringsfriheden, hænger naturligvis sammen med, hvilke symboler det enkelte samfund betragter som hellige.

Der er stadig grund til at kippe med flaget for ytringsfriheden, men der er ingen grund til at løfte fanen så højt, at vi mister jordforbindelsen og glemmer, at ytringsfriheden altid har grænser.

Christiansfeld, lørdag, den 14. april 2012
Mogens S. Mogensen

En klassisk måde at gøre sig interessant på er at sige, at man har en hemmelighed, men at man ikke vil fortælle den til andre. I alt fald ikke lige nu, og måske vil man have et eller andet for at fortælle hemmeligheden. Hvis de andre børn – for det er oftest blandt børn, at det foregår på den måde – ikke er nok interesseret i hemmeligheden, så giver hemmelighedskræmmeren dem en lille bid af hemmeligheden, så de bliver klar over, at det er en meget stor og spændende hemmelighed, som de vanskeligt kan leve uden at få fuld indsigt i. Så begynder de at gætte på, hvad hemmeligheden går ud på. Eller de begynder at lokke eller true for at få hemmelighedskræmmeren til at røbe sin hemmelighed. Hele vejen igennem opnår hemmelighedskræmmeren at være i centrum for de andres nysgerrige opmærksomhed.

Jeg kom til at tænke på sådanne barndomsoplevelser med hemmeligheder, da jeg læste om historikeren Thomas Wegener Friis, der for nogle dage siden fortalte den måbende omverden, at han havde en hemmelighed. Og endda en hemmelighed om en dansk spion, måske endda den største af slagsen nogensinde. En spion, som gennem sin spionage for Stasi havde forvoldt stor skade. Men historikeren ville ikke røbe sin hemmelighed, i alt fald ikke lige nu, men han ville naturligvis gerne tale om sin store hemmelighed. Og det ville medierne og politikerne naturligvis også. For det var en stor hemmelighed. Men historikeren er en rigtig hemmelighedskræmmer, der vil have noget for at røbe sin hemmelighed. Han vil have adgang til nogle arkiver, som den danske stat kan skaffe ham adgang til.

Men hemmelighedskræmmeren afslører dog en lille flig af hemmeligheden, så han holder vor interesse fangen. Der er tale om en offentligt kendt dansk mand, der har spioneret for det kommunistiske styre i DDR. Nu er han samtidig historiker, så derfor tilføjer han for skams skyld, at han ikke vil fortælle hvem personen er, for han mangler fortsat den endegyldige dokumentation.

Der er måske tale om en god historie, men har det noget med historievidenskab at gøre?  Flere af Thomas Wegener Friis’ kolleger gør opmærksom på, at han bryder afgørende med historieforskningens principper. ”En seriøs forsker går først ud med sin historie, når han har dokumentationen i orden, fastslår professor Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet” (BT 10/04/12: “Kolleger kritiserer historiker i sag om dansk storspion“).

Hvis hemmelighedskræmmerens ærinde ikke er historieskrivning, men efterretningsvirksomhed, kontraspionage, så ville det naturlige være at gå til PET og afsløre sin hemmelighed for dem, så PET og andre myndigheder kunne undersøge, om der var foregået noget ulovligt, uanset om sagen så falder for forældelsesfristen eller ej. Men det vil han heller ikke, selvom det virkelig ville være vigtigt at få klarlagt, hvad der foregik af spionagevirksomhed rettet mod Danmark under den kolde krig.

Hvad vil Thomas Wegener Friis’ så? Hemmelighedskræmmeren vil åbenbart holde på sin hemmelighed for at fastholde mediernes, politikernes og alle vi andres opmærksomhed. ”Jeg har en hemmelighed! Men jeg vil ikke røbe den, i hvert fald ikke endnu!”

Christiansfeld, onsdag, den 11. april 2012
Mogens S. Mogensen

Saudi Arabien, der er huser islams to helligste byger, nemlig Mekka med Kaba’en, der årligt tiltrækker millioner af muslimske pilgrimme, og Medina, hvor det første muslimske samfund blev etableret, vil gerne fremstå som den islamiske verdens leder. Men Saudi Arabien bidrager mildt sagt ikke positivt til islams image.

Med henvisning til en hadith, hvor Muhammed på sit dødsleje skulle have sagt, at der ikke må være to religioner på den arabiske halvø, må kristendommen ikke praktiseres i Saudi Arabien. Alligevel har Saudi Arabien for at få sit samfund til at fungere inviteret over 1 mio. kristne især fra Filippinerne til at arbejde som gæstearbejdere i landet, men med forbud at de samles til gudstjenester.

Fra mange års missionsarbejde og talrige rejser i Afrika  har jeg kunnet konstatere, at der fra Saudi Arabien gives endog meget store økonomiske bidrag til udbredelsen af islam i Afrika, altså islamisk mission, og det samme gør sig sikkert også gældende for andre dele af verden. Men samtidig er kristen mission på det strengeste forbudt i Saudi Arabien, og kristne, der aktivt bidrager til at udbrede kristendommen i Saudi Arabien risikerer dødsstraf.

I 2008 indbød den saudiske kong Abdullah bin Abdulazziz 400 ledere fra alle verdens religioner og trossamfund til en dialog-konference i Madrid, fordi han ønskede at fremme fredelig sameksistens mellem religionerne. Men den samme saudiske konge ville ikke være i dialog med kristne og tilhængere af andre religioner i sit kongerige, ja, han ville ikke engang anerkende deres ret til at praktisere deres religion i Saudi Arabien. Kort efter konferencen deporterede den saudiske regering  tilmed 15 kristne udlændinge, hvis forbrydelse var, at de havde holdt et bedemøde i et privat hjem.

Saudi Arabien er meget aktiv mht. at støtte byggeriet af moskeer i en lang række kristne lande, fx i Europa og Nordamerika, hvor muslimerne udgør relativt små minoriteter. Samtidig har kirkebyggeri altid været forbudt, således at der den dag i dag ikke er en eneste kristen kirke i Saudi Arabien. Den 12. marts i år gik Saudi Arabiens stormufti Sheik Abdul Azziz bin Abdullah et skridt videre, og erklærede, at det var nødvendigt at ødelægge alle kirker i hele regionen. Fatwaen kom som et svar på et spørgsmål fra en delegation fra Kuwait ang. en foreslået lovgivning om forbud mod byggeri af kirker i emiratet. Til sammenligning kunne man forestille sig, hvilken reaktion der ville komme, hvis paven opfordrede til ødelæggelse af alle moskeer i Europa.

Konklusionen må i dag være, at den mest nærliggende måde at stave til religiøst hykleri er: Saudi Arabien. I modsætning til Saudi Arabiens dobbeltmoralske adfærd tjenere det til østrigske muslimers ære, at de for nylig i protest mod stormuftiens pinlige intolerance har udtalt, at de i det mest restriktive islamiske land ønsker at bygge en kirke i Saudi Arabien som et tegn på religionsfrihed.

Lørdag, den 7. april 2012
Mogens S. Mogensen

I digtet ”Året har 16 måneder” optræder november fem gange. Dermed får digteren Henrik Nordbrandt udtrykt, at han ikke har det så godt med denne mørke, kolde og regnfulde del af året. Måske kunne man med en ændring af Nordbrandts digt udtrykke, hvordan livet også kan opleves.

Ugen har ti dage: lørdag,
søndag, mandag, tirsdag,
onsdag, torsdag, langfredag,
langfredag, langfredag, langfredag.

Langfredag repræsenterer svigt, forræderi, sorg, ensomhed, uretfærdighed, tortur, lidelse, mørke, død og oplevelsen af gudsforladthed. Alle mennesker oplever før eller siden, i større eller mindre grad, langfredage, men for nogen er det som om langfredagene aldrig får ende.

Mennesker på Afrikas Horn og mange andre steder i verden sulter og tørster. Flygtninge fra verdens konflikter og katastrofer oplever, at der ikke er nogen, som vil tage imod dem. Når alvorlig sygdom rammer, oplever mange at mørket lægger sig som en dyne over dem. I mange landes fængsler sidder fanger, skyldige som uskyldige, og udsættes for tortur. For dem følger den ene langfredag den anden.

I dag for snart 2000 år siden gennemlevede Jesus sin lange fredag. Allerede skærtorsdag aften kunne han have undsluppet den truende lidelse og død, men i sin bøn til Gud i Gethsemane have sagde han: ”Ske ikke min vilje, men din”. Men hvordan kan langfredags mørke, lidelse, tortur og død have noget med Guds vilje at gøre? Er enhver langfredag ikke tværtimod udtryk for ”Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”?

Påskeberetningen løser ikke ondskabens eller lidelsens problem, men kaster sit lys ind i mørket. Både det mørke der kommer ude fra, og det mørke, der kommer fra os selv. Påskemorgen bryder lyset frem med Jesu sejr over døden..

Når vi rammes af sygdom eller anden form for lidelse, ved vi nu, at der ikke længere noget sted så mørkt og gudsforladt, at Jesus ikke har været der og stadig er der. Jesus sender sine disciple til de syge, fængslede og sultende, og han har lovet selv at være dem nær midt i lidelsen.

Når det er os, der er skyld i andre menneskers lidelser, ved vi, at nok har vore handlinger altid har konsekvenser, men der ikke er nogen skyld så stor, at Jesus ikke også har båret den. Jesu stedfortrædende lidelse for os, kalder os til at sætte os i andres sted og også være parat til at lide for deres skyld.

Da Jesus blev korsfæstet, var fredag for Jesus og alle andre jøder den sidste dag i ugen. Men den kristne kirke valgte med god grund at gøre søndag, dagen for Jesu opstandelse, til den første dag i ugen. Søndag er Herrens dag, hvor den opstandne møder os, og fordi han møder os hver dag – også de dage som er præget af lidelse, sorg og død – skulle vi måske endnu engang omskrive Nordbrandts digt:

Ugen har syv dage: søndag,
søndag, søndag, søndag
søndag, søndag, søndag.

Christiansfeld, langfredag, den 6. april 2012
Mogens S. Mogensen

Ved skærtorsdagsgudstjenesten i dag spidsede jeg pludselig øren. I Grundtvigs gamle nadversalme, ”Vor Herres Jesu mindefest”, sang vi om videnskaben. Jeg havde ikke før lagt mærke til, at videnskaben optrådte i Salmebogen, og det viste sig da også at være det eneste tilfælde. Om Jesus synger Grundtvig: ”en videnskab, som Gud kun ved, er livet i din kærlighed”.

Men hvad er videnskab? If. Wikipedia er det  ”en metode for fremskaffelse af almen anvendelig viden, samt betegnelsen på den viden som er fremskaffet ved hjælp af en videnskabelig metode”. Gennem empirisk udforskning af vor verden og ved anvendelse af fornuft og logik har menneskeheden erhvervet sig en meget værdifuld viden, som vi daglig nyder godt af.

Men det er en anden videnskab, Grundtvig synger om i sin påskesalme, ”en videnskab, som Gud kun ved”. Denne videnskab er ”livet i din kærlighed”, altså i Jesu kærlighed. Selvom Jesus ved, at Judas kort efter vil forråde ham, og Peter vil fornægte ham og alle de andre disciple også svigte ham, så inviterer han alle disciplene med til det sidste måltid. Og han, som er vært for måltidet, tager tjenerens rolle og vasker disciplenes fødder. Hver gang, når vi samles til gudstjeneste, indbyder han os til at være med i det fællesskab. Som Grundtvig skriver

Vor Herres Jesu mindefest
den højtid er, som glæder bedst;
thi hvor han kommes ret i hu,
lyslevende han er endnu.

Vær, Jesus, da mit liv, min lyst,
den skjulte perle i mit bryst!
Vær du min trøst, vær du min fred,
vær du mit lys, min salighed!

Et lys, som aldrig bliver slukt,
en blomst, som altid sætter frugt,
en videnskab, som Gud kun ved,
er livet i din kærlighed.

Det ses ofte som et ideal at bevare en nøgternhed og et koldt overblik, når det gælder almindelig videnskab, men den ”videnskab, som Gud kun ved”, må nødvendigvis vække de dybeste følelser, hos den, som får del i denne viden. Derfor bryder Grundtvig i de sidste tre vers ud i en lidenskabelig lovsang

Så bryd da ud i fryderåb,
du gamle tro, du unge håb!
og du, som ej af alder ved,
du evig glade kærlighed!

I Jesu navn syng Jesu pris
i ørken og i Paradis,
alt, hvad som tunge har og røst,
alt, hvad som hjerte har i bryst!

Halleluja for Herrens bord,
i Himlen hist, og her på jord!
Halleluja! stig op, stig ned
for Jesus, i al evighed!

Et andet ord for lidenskab er passion, og Grundtvigs lidenskab, hans passion, udspringer netop af hele passionshistorien, som også står centralt og fylder mest i vor trosbekendelse. Om den ”videnskab, som Gud kun ved”, gælder det, at ”Den føder hjertens kærlighed til dig, som for os døden led”. Og derfor gælder det også, at ”Kun hvo som elsker, kender Gud og dig, hans hjertes sendebud”.

I Grundtvigs salme – som i kirkens liv – hænger videnskab og lidenskab sammen.

Christiansfeld, skærtorsdag, den 5. april 2012
Mogens S. Mogensen

I denne tid er der en værre opstandelse i kirken. Pludselig taler alle om kirken, medierne er fulde af historier om kirken, og også politikerne har kastet sig ud i den ophedede debat om kirken. Hvad er det da egentlig, der bringer gemytterne i brand og legemsvæskerne i kog?

Debatten handler for det første om den menneskelige seksualitet. Hvordan skal kirken forholde sig til heteroseksualitet, homoseksualitet og andre former for seksualitet? Er homoseksualitet synd, eller er det synd for de homoseksuelle?

For det andet er der en voldsom uenighed i kirken om køn og ægteskab. Er et ægteskab en relation mellem en mand og en kvinde, eller kan det også være en relation mellem to af samme køn? Eller er et parforhold mellem to af samme køn noget helt andet?  Er køn dybest set en social konstruktion eller er det en del af skaberordningen?

Endelig skændes man om forholdet mellem stat og kirke. Skal staten bestemme over kirkens ritualer, eller er det et kirkeligt anliggende, som staten mest muligt skulle blande sig udenom? Er den juridiske indstiftelse af ægteskabet noget der skal foregå i folkekirken, eller burde det udelukkende foregå på kommunen?

Bølgerne går så højt i debatten, at nogen synes, at det er for galt. Vi burde da kunne holde fred i kirken og ikke skændes i fuld offentlighed. Det går ud over folkekirkens image, og måske begynder folk at melde sig ud. Andre begræder, at striden ødelægger det gode fællesskab i kirken. Men spørgsmålet er, om vi ikke er i fare for at forveksle meningsfællesskab med menighedsfællesskab. Måske er det netop et udtryk for respekt, at man tager hinanden så alvorligt, at man kaster sig ud i en debat med modparten. Som der står i en højskolesang: ”Kamp må der til, skal livet gro”. Den svenske teolog Ola Sigrudson har ligefrem beskrevet kirken som en ”institutionaliseret konflikt”,  altså er konflikt i kirken ikke et symptom på død, men på liv i kirken. Sigurdson taler ligefrem om, at tidligere fjender forsones i kirken.

Kirken er netop det åndsfrihedens sted, hvor vi frit kan diskutere eksistentielle spørgsmål, og hvor det er helt i orden at være dybt uenige. Der er ikke blot tale om ’akademiske’ diskussioner, men om hjerteblod. Debatten er præget af lidenskab, fordi det handler om liv og død, om spørgsmål om frelse og fortabelse, om forholdet mellem kristendommen og andre religioner, om holdningen til krig og fred, og om hvad der er sandt.

Mange andre debatter og skænderier er dybest set helt ligegyldige, men måske skulle vi ligefrem være stolte af den strid, som er i kirken, fordi det det her er livets vigtigste spørgsmål, vi strides om. Men underminerer striden ikke den kristne enhed? Debatter kan naturligvis kamme over og blive personlige og ondsindede, og køre helt af sporet, men den den kristne enhed bygger ikke på, at vi er enige om alting, men på Kristus, som også i dag skaber opstandelse  – heldigvis.

Christiansfeld, fredag, den 30. marts 2012
Mogens S. Mogensen

I 2010 nedsatte daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech  et “Udvalg om folkekirken og registreret partnerskab”. Hovedspørgsmålet, som udvalgets 12 medlemmer skulle tage stilling til var, ”Under hvilke former skal også det registrerede partnerskab kunne indgås i folkekirken, således at to personer af samme køn har samme mulighed som ægtepar for at indgå deres samliv ifølge et kirkeligt ritual, og hvilket ritual skal kunne anvendes?” Som bekendt gik et stort flertal af udvalgets medlemmer ind for, at ”der bør kunne ske en kirkelig velsignelse af et partnerskab i henhold ti et autoriseret ritual”.

I den aktuelle debat mellem biskopperne og kirkeministeren er det imidlertid tankevækkende at erindre om, at der i rapporten fra 2010 står, at ”11 medlemmer af udvalget (Peter Skov-Jakobsen, Inge Lise Pedersen, Erling Christiansen, Lisbet Müller, Kirsten Busch Nielsen, Benedicte Præstholm, Karsten Nissen, Susanne Møller, Christian Mejdahl, Claus Thomas Nielsen og Jens Ole Christensen) mener, at ægteskab og partnerskab må betragtes som forskellige ordninger, der har hver sin begrundelse og hver sin historie, og at det vil være udtryk for et ejendommeligt abstrakt syn på mennesket, hvis der stiles mod en såkaldt kønsneutral ordning for ægteskab.”

Den ændring af ægteskabsloven, som i disse dage debatteres i folketinget, følger imidlertid ikke indstillingen fra udvalgsarbejdet i 2010, men indebærer den kønsneutral forståelse af ægteskabet, som 11 ud af 12 udvalgsmedlemmer tog afstand fra. ”Ægteskab og partnerskab må betragtes som forskellige ordninger , der har hver sin begrundelse og hver sin historie”.

Et flertal af biskopperne har da også taget afstand fra det fremsatte lovforslag. I kronikken ”Hastværk er lastværk” (KD 16. Marts 2012) skriver tre af biskopperne, Karsten Nissen, Henning Toft Bro og Elisabeth Dons Christensen – med reference til udvalgsarbejdet i 2010 – at de ”ikke teologisk [var] i tvivl om, at homoseksuelt partnerskab og ægteskab mellem mand og kvinde ikke er og aldrig kan blive det samme”. Og så er det lige præcis det, der sker, med det lovforslag som ligestillings- og kirkeministeren fremsætter. Derfor konkluderer biskopperne da også med at skrive, at ”Lovforslaget betyder, at statsmagten giver sin civilretlige forståelse af ægteskabet teologisk gyldighed.”

Biskopper er tjenestemænd og refererer dermed til kirkeministeren som deres arbejdsgiver, og derfor forventer kirkeministeren at biskopperne udarbejder et ritual, der er i overensstemmelse med den lov, som han får vedtaget i folketinget. Men biskopperne er først og fremmest præster, som har aflagt et præsteløfte, og som har fået betroet en særlig teologisk tilsynsmyndighed i kirken. Flertallet af biskopperne har – så vidt det fremgår af pressen – den opfattelse, at den ægteskabsforståelse, som ligger i lovforslaget, ikke er teologisk holdbar. Hvordan skal biskopperne agere i en sådan konfliktsituation? Skal de følge deres foresattes henstillinger, eller skal de følgederes teologiske overbevisninger?

Det er for mig vanskeligt at forstå, hvordan biskopper, der mener, at ”ægteskab og partnerskab må betragtes som forskellige ordninger” med god teologisk samvittighed kan medvirke til at udarbejde  et ægteskasritual på basis af en lov, der bygger på en kønsneutral forståelse af ægteskabet.

Christiansfeld, onsdag, den 28. marts 2012
Mogens S. Mogensen

USA står som den vestlige civilisations stærkeste magt, der ønsker at udbreder demokrati og menneskerettigheder til resten af verden. Så meget desto mere pinligt er det, at USA stadig er at finde i det dårlige selskab af stater, som fortsætter med at praktisere dødsstraf. Ifølge Amnesty Interrnationals nye rapport ligger USA ligger 43 henrettelser i 2011 i henrettelsernes top ti, kun overgået af lande som Kina, Saudi Arabien, Iran og Irak, og fulgt af lande som Yemen og Nordkorea. Det eneste andet vestlige land, som praktiserer  denne grusomme praksis er diktaturstaten Hviderusland.

I middelalderen hørte dødsstraf til dagens orden i alle lande, og også i Danmark. Denne middelalderlige praksis fortsatte dog langt op i nyere tid. Den danske straffelov fra 1866 tillod dødsstraf for drab og forbrydelser mod staten. Så sent som i 1893 blev en mand halshugget for brandstiftelse og overfald, men først med straffeloven fra 1930 blev dødsstraffen afskaffet. I retsopgøret efter besættelsestiden vendte dødsstraffen dog midlertidigt tilbage i form af et straffelovstillæg (landsforræderloven) for handlinger begået under besættelsestiden, og den sidste af de 46  af dødsdømte blev henrettet ved skydning i juli 1950.

Det vil sige, at jeg i hele min levetid har haft det privilegium at leve i et land og i en tid, hvor staten ikke henrettede sine borgere. Men risikoen var der stadig. I 1977 blev jeg – midt i den kolde krig  – indkaldt som værnepligtig soldat. i en tid, hvor  en soldat i krig ifølge den militære straffelov stadig kunne idømmes dødsstraf.  Det var først i 1978 at den militære straffelov afskaffede dødsstraf.

Dødsstraf har altså været en del af vor egen historie – helt op i vor egen tid, og fra tid til anden dukker der krav op om genindførelse af denne ultimative straf. Og så længe vor amerikanske storebror, som vi i mange henseender ser op til, praktiserer denne grusomme straffeform, så vil fristelsen til at overveje en genindførelse af dødsstraffen være til stede i visse kredse. Dertil kommer, at det mildest talt er vanskeligt for det internationale samfund at gå i rette med lande som Kina, Iran og Saudi Arabien, for deres udstrakte brug af dødsstraffen, når USA fortsætter med at henrette nogle af deres borgere.

Men dødsstraf er en inhuman straffeform, som ikke hører hjemme i samfund, som vil kalde sig humane. Samtidig indebærer dødsstraffen i bogstaveligste forstand altid muligheden for justitsmord, uden mulighed for at det kan gøres godt igen, derfor hører dødsstraf ikke hjemme i et moderne retssamfund.  Som USA’s venner og allierede må vi derfor aldrig ophøre med at fordømme USA’s fortsatte brug af dødsstraffen.

København, tirsdag, den 27. marts 2012
Mogens S. Mogensen

Inden for den sidste uge har jeg set to film, som begge har gjort et stort indtryk på mig. De var meget forskellige, og egentlig havde de absolut intet med hinanden at gøre – og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at tolke dem i lyset af hinanden.

I aftes genså jeg på DR2 den amerikanske dokumentarfilm ”Inside Job” fra 2010 om den udvikling, der førte frem til og fulgte efter det økonomiske sammenbrud i 2008. Filmen afdækker  korruption, bestikkelse og bedrageri i finansverdenen – med åbenlyse forbindelser til den politiske og akademiske verden – som førte frem til den største økonomiske krise siden verdenskrisen i 1929.

Jeg har arbejdet 10 år i Nigeria og også siden rejst i andre dele af Afrika, hvor korruption og bestikkelse mange steder er en del af hverdagen, og hvor alle er enige om, at det er med til at hæmme disse landes udvikling. Offentlige ansatte udnytter deres embeders magt til at tage sig betalt for at gøre deres pligt eller for at se igennem fingre med lovovertrædelser. Politikere lænser statskassen for store pengebeløb. Og når en medarbejder fra en offentlig eller privat arbejdsplads har købt en vare, spørger sælgeren: ”Hvilket beløb skal jeg skrive på regningen?”

Derfor kan man også finde afrikanske lande øverst på listen over verdens mest korrupte lande. For korruption – det er vel noget, der foregår i Afrika, og ikke i Vesten? Når det gælder det store flertal af fx USA’s ganske almindelige medarbejdere i både offentligt og privat regi, så er de sikkert meget hæderlige, og de fleste af dem, der ikke holder sig på dydens smalle sti, bliver sikkert også straffet. Men filmen ”Inside Job” tegnede et tydeligt billede af, at der i de øverste lagt i det amerikanske samfund findes korruption, bestikkelse, bedrageri, som målt i dollars kan få problemerne i de fleste u-lande til at blegne. Det er ikke så svært for politiet at fange de små fisk, men får man en kæmpestor fisk på krogen, så kan det få båden til at kæntre, og så er det mest hensigtsmæssigt at lade fisken i fred.

Den samlede effekt af denne politisk-økonomiske råddenskab er, at der flyttes penge fra det store flertal af befolkningen – og især de fattigste – over til en meget lille, men til gengæld enormt grådig elite. Det er tankevækkende, at forskellene mellem rig og fattig i USA er vokset markant de seneste årtier, og at det samlede uddannelsesniveau i USA i disse nu for første gang er for nedadgående, fordi flere og flere familier er for fattige til at sende deres børn på college.

Mens jeg så filmen ”Inside Job”, kom jeg til at tænke på filmen ”Hvidsten-gruppen”. Her var der nogle ganske almindelige mennesker, samlet omkring en krofatter og kromutter og deres børn og naboer, som var villige til at risikere deres liv for at kæmpe for Danmarks sag. Hvis Danmark gennemløber en udvikling svarende til den, som filmen ”Inside Job” beskriver mht. USA, vil ganske almindelige mennesker så sætte deres liv på spil for vort land? Hvad sker der , hvis samfundets elite i neoliberalismens hellige navn bliver så grådige, at de kun tænker på at berige sig selv på bekostning af resten af befolkningen? Hvis der er flere og flere i samfundet, som mener, at de er i deres gode ret til at få en løn og andre former for bonus, som er 10, 20 eller 30 gange højere end de folk, som arbejder for dem, er det så det samme samfund de tilhører, eller hører de til hver deres verden?

I de senere år har der været talt meget om sammenhængskraften i det danske samfund. Og her har der især været fokus på, at store kulturforskelle kan true sammenhængskraften. Men økonomisk påvirkes vi stadig meget af USA, og måske skulle vi derfor begynde at interessere os for, hvilke konsekvenser  voksende økonomiske og sociale forskelle kunne få for sammenhængskraften i det danske samfund.

Christiansfeld, søndag, den 25. marts 2012
Mogens S. Mogensen

Det griber om sig, altså brugen af engelske ord. Især synes unge, at det er cool at slynge om sig med en række fancy ord, som folk i min alder ikke forstår en dyt af. Tag nu for eksempel ordet Facebook, som i denne tid er meget hot, skulle vi ikke være enige om at oversætte det til godt dansk. Face betyder jo ansigt, men er sprogligt nærmere beslægtet med det gode gamle danske ord fjæs. Jeg er overbevist om, at det hurtigt kunne blive in in at tale om fjæsbogen.

Fjæsbogen er også en meget passende betegnelse, for i fjæsbogen kan man vise sit fjæs helt uden at man behøver at vaske det eller lægge nogen make up. Uden at  at tænke sig om, kan man skrive lige hvad der falder én ind, selv de mest nasty ting kan man gylpe op i fjæsbogen, og så kan alle læse det.

Fjæsbogens brugere kunne meget passende betegnes som fjæsinger. En fjæsing – Trachinus draco på latin – er ifølge ordbogen ”en slank og ret farverig fisk med guldglinsende ryg og blågrønne pletter på siden”. Og hvem vil ikke gerne på fjæsbogen flashe sin farverige personality og promote sine meninger?  Fjæsbogens brugere elsker at være online, og som andre fisk fanges fjæsinger ind enten med line eller net .Fjæsbogens fjæsinger er i den grad blevet fanget ind af (inter)nettet, så meget så det kræver mere en almindelig snilde at vikle sig ud af fjæsbogens net igen.

Men ordbogens beskrivelse af fjæsingen fortsætter med at nævne, at ”fisken hører sammen med Lille fjæsing (Eschiiichtyhus vipera) til de giftigste i Nordeuropa”. Ganske vist er en fjæsing farverig og guldglinsende, men den er også giftig. I Hans Kirks ”Fiskerne” optræder der også fjæsinger, og fiskeren Laust Sand blev bidt en fjæsing og led efterfølgende en smertefuld død.

Man skal ikke rode ret meget rund i fjæsbogen før alvoren går op for én, at fjæsinger kan være giftige. Der er eksempler på politikere-fjæsinger, som er kommet så grueligt galt af sted med at gylpe det op som lige faldt dem ind og at sprede deres gift. Og det samme sker for ganske almindelige ukendte fjæsinger.

Det kan godt være, at nogen vil sige, at Laust Sand selv havde gjort sig fortjent til den straf at blive bidt af en fjæsing, men alligevel…. Måske skulle der sættes et advarselsskilt op ved indgangen til fjæsbogen: Giv agt – fjæsinger i farvandet!

Christiansfeld, lørdag, den 24. marts 2012
Mogens S. Mogensen

I mange hundrede år har stat og kirke i Danmark været vævet sådan ind i hinanden, at det var svært at se, hvad der var stat, og hvad der var kirke. Denne statskirke- eller kirkestatsmodel har sin oprindelse helt tilbage i det 4. århundrede i Romerriget, da kristendommen først blev en tilladt religion og hurtigt den eneste tilladte religion. Dette konstantinske system overlevede reformationen, ja, forholdet mellem stat og kirke blev endda endnu tættere, da kongen gennemførte reformationen og blev kirkens leder. Alle svagheder til trods har dette kristenhedssystem sikkert fungeret godt i mange henseender, under alle omstændigheder har det været oplevet som den naturlige måde at organisere sig på. Så hvorfor ændre ved dette system nu? Efter min mening er der mindst seks gode grunde til – om ikke at skille stat og kirke, så dog i det mindste – for alvor at begynde at løsne båndene mellem stat og kirke.

1. Allerede i junigrundloven fra 1849 lovede grundlovsfædrene, som vi kan takke for, at enevælden blev afløst af folkestyre, i deres visdom, at folkekirkens forhold skulle ordnes ved lov. Kirken havde været kongens kirke, nu skulle den være en folkekirke, og dertil hørte, at kirken ikke længere skulle styres af kongen eller staten, men at folkekirken skulle have sin egen forfatning, så den kunne styre sig selv. Der er nu gået snart 163 år, så det var vel på tide at løftet blev indfriet. Så meget desto mere, som de grunde, grundlovsfædrene havde til at nedfælde løftet, er blevet endnu mere tungtvejende siden da.

2. Et af kritikpunkterne mod islam har i de senere års debat været, at der i islam sker en sammenblanding af religion og politik. I åndelige spørgsmål skal der herske frihed, og derfor må politiske magthaveres magt begrænses, så de ikke begår overgreb i åndelige spørgsmål. Ligesom der heller ikke må ske overgreb fra religiøs side mod det politiske liv. I den nuværende statskirkelignende ordning er religion og politik imidlertid også blandet godt og grundigt sammen. Det er politikerne, der træffer alle vigtige beslutning vedrørende folkekirken, både når det gælder de såkaldte ydre og indre anliggender, og folkekirkens øverste chef er en politiker. Politik handler om magt, og derfor er det på en måde forståeligt nok, at politikerne aldrig har været interesseret i at sætte folkekirken fri, for så ville de miste noget af deres magt. Men det er vel lige så usundt at blande religion og politik i Danmark som i muslimske lande.

3. Demokratiseringen af folkekirken begyndte så småt i starten af det 20. Århundrede med indførelsen af menighedsråd,  senere kom provstiudvalg til og for få år stiftsråd. Nu må tiden snart være inde til, at folkekirken ikke bare på lokalt og regionalt plan styrer sig selv, men også på nationalt plan. Først når vi får en forfatning for kirken, der indfører et nationalt organ (et nationalt kirkeråd, eller en synode), vil det blive muligt for kirken selv at gennemføre en seriøs og forpligtende drøftelse af, hvordan kirken skal møde nutidens udfordringer, og træffe de nødvendige beslutninger om kirkens indretning, prioritering af ressourcer osv.

4. Det har tidligere været god latin at hævde, at folkekirkens nære tilknytning til staten har været garanten for kirkens enhed. For det første et det imidlertid dybt problematisk, hvis kirkens enhed skal bygge på statens magt og ikke på Guds ånds virke i kirkens medlemmer. For det andet er det et stort spørgsmål, om det er sandt. Meget tyder på, at det netop i denne tid er folkekirkens statskirkekarakter – hvor folketinget fx i et hug lovgiver både om samfunds- og kirkeforhold – som truer med at skabe splittelse i folkekirken.

5. I Kirkeministeriets Blå Betænkning (1477) om ”Opgaver i sogn, provsti og stift” fra 2006 blev der for første gang formuleret en slags formålsparagraf for folkekirken. ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser.” Folkekirkens hovedopgave er altså den mission, som er at forkynde Kristus for alle mennesker. Og andet steds siges det, at folkekirkens fire hovedopgaver er gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Når det altså er folkekirkens opgave at være i mission, så rejser der sig det spørgsmål, om en kirke, der i mange henseender er en statskirke, kan tillade sig at drive mission over for landets egne borgere – og nogle ville tilføje – og det endda for statens penge? Dertil kommer, at det altid vil være problematisk at drive mission ud fra en magtposition. Kristen mission vil altid være mest i overensstemmelse med Kristi eksempel, når den er i mission ud fra en sårbar position.

6. Hvis vi ser os omkring blandt vore nabolande og andre lande, der har haft det samme konstantinske system som os her i Danmark, så kan ingen være i tvivl om, at udviklingen går entydigt i én retning, nemlig i retning af adskillelse mellem stat og kirke. Da sammenknytningen mellem stat og kirke i Danmark har været så tæt, som det er tilfældet, så vil adskillelsen blive en meget længere og vanskeligere proces end i mange andre lande. Så derfor kan vi lige så godt begynde at øve os på i folkekirken at stå på egne ben og tage ansvar for egne forhold – ved snarest muligt at begynde at løsne båndene mellem stat og kirke.

Da det altså handler om, hvordan folkekirkens forhold skal indrettes er det vigtigt, at ordningen udtænkes ud fra kirkelige forudsætninger i et folkekirkeligt regi og ikke blot gøres til en kastebold i den partipolitiske kamp. Det ville derfor være ønskeligt, om kirkeministeren og folketinget i første omgang trådte et skridt tilbage og overlod det til repræsentanter for folkekirken at udarbejde et forslag til, hvordan kirkens forfatning skulle være. I en bredt sammensat kommission må ikke bare være repræsentanter for den såkaldt officielle folkekirke (stifter, provstier og sogne mv.) og for de kirkelige interesseorganisationer (landsforeningen af menighedsråd, præsteforening mv.), men også repræsentanter for alle de frie folkekirkelige organisationer, som i praksis er dem, der udfører en stor del af folkekirkens undervisning, diakoni og mission. Når en sådan kommission – efter at have inddraget den faglige bistand, som er nødvendig for at udrede trådene – har udarbejdet et forslag til en forfatning for folkekirken, må folketinget naturligvis på banen. At dette arbejde vil tage tid, siger sig selv, men her gælder det i høj grad, at hastværk er lastværk.

Løser man på denne måde båndene mellem stat og kirke, løser man ikke dermed alle folkekirkens problemer, ikke en gang de største problemer i folkekirken. Men det kan være med til at skabe mere hensigtsmæssige rammer for at tage fat på de langt vigtigere udfordringer for kirken og dens mission.

Christiansfeld, mandag, den 19. marts 2012
Mogens S. Mogensen

Hvordan kan man forklare, at Danmarks respektable Konservative Folkeparti med retsordfører Tom Behnke i spidsen nu vil give politiet tilladelse til under særlige omstændigheder at anvende tortur?

Den forklaring, som ligger snublende nær, er, at der kan være tale om populistiske motiver – altså at der nok er stemmer i at gå ind for tortur, især hvis man kobler tortur sammen med forebyggelse af terror – vil jeg her se bort fra, selvom partiet i den grad har brug for enhver stemme det kan få, for ikke helt at tabe det politiske mæle. Med risiko for selv at få fingrene i klemme, vil jeg i stedet fremsætte en lidt mere psykologisk forklaring til overvejelse. Forklaringen bygger på den iagttagelse, at mange voldsforbrydere – uden sammenligning i øvrigt – selv engang har været udsat for voldelige overgreb.

Barfod og de konservative har i flere år næsten ikke fået en ben til jorden, og når det endelig er lykkedes, så har de ikke sat en fod rigtigt. Medierne har pint og plaget Behnke og de andre konservative med meningsmålinger, som er ved at tage livet af det gamle hæderkronede parti. Det har i efterhånden flere år holdt de konservative på pinebænken. På baggrund af disse smertelige erfaringer kan man måske godt forstå, at Behnke er parat til at sætte andre på pinebænken, når muligheden og behovet foreligger. Og her tænker han ikke engang på politiske fjender, men på potentielle terrorister.

Denne teori kunne måske også forklare, hvorfor Villys Søvndal nu pludselig går ind for at bruge oplysninger fra andre lande fremkommet under tortur. Villy Søvndal og SF har lige siden folketingsvalget været udsat for, om ikke et voldeligt, så dog et voldsomt, pres, og de er under dette umenneskelige pres fremkommet med oplysninger – i form af politiske udsagn og tilsagn – som er blevet brugt af partiets fjender til at bekæmpe Søvndal og andre potentielle socialister.

Det piner mig virkelig, at jeg ikke kan finde en bedre forklaring på Behnkes – og Søvndals – overraskende holdninger til tortur. Men hvis jeg ikke lægger fingrene imellem, men udsætter jer,  mine eventuelle læsere af dette blogindlæg, for et moderat (fysisk) pres, så vil I måske fremkomme med oplysninger, der kan bruges til at strikke en mindre pinlig forklaring sammen.

Århus, onsdag, den 14. marts 2012
Mogens S. Mogensen

Om fem år er det 500 år siden, at Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg og dermed indledte den lutherske reformation, som en snes år senere også førte til, at den danske kirke blev reformeret. Det er der virkelig al mulig god grund til at fejre. Vi kan i høj grad takke Luther for den forståelse af retfærdiggørelse af tro, som er helt central i vort teologi og kirkelige praksis.

Vi må være Luther taknemlige for at have lært os at forstå kristendommen ud fra principperne om ”Kristus alene ”, ”skriften alene”, ”troen alen”, ”nåden alene”. Det er også Luther, som har understreget det almindelige præstedømme, at vi alle som præster har direkte adgang til Gud. Og sådan kunne vi blive ved.

I den forstand giver det god mening at kalde vor danske folkekirke luthersk, og der er også grund til at vi tager anledning af reformationsjubilæet til at besinde os på, hvad det vil sige at være en luthersk kirke i dag, i en helt anden kontekst end den, som var gældende på reformationens tidspunkt.

Men når vi har opkaldt vor kirke efter vor reformator og kirkefader Martin Luther, så ville det også være på sin plads, at vi i anledning af 500 års jubilæet for den reformation, Luther satte i gang, også forholdt os kritisk til Luther, så vi ikke i ærefrygt for vor kirkefader ukritisk betragter Luthers kristendom – og alt hvad han har sagt og skrevet om kirke og teologi – som lutter kristendom.

Det er en gammel kendt sag, at Luther kunne være endog særdeles grov i sin mund, når det gjaldt muslimer og jøder. Her er der al mulig grund til, at vi i dag distancerer os fra de – tidstypiske – holdninger, som han satte på tryk i sine skrifter. I Politiken i dag bliver vi mindet om et andet problemfelt i Luthers virke.  Peter Wivel fortæller i artiklen ”Luthers kirke må sige klart undskyld for hekseprocesserne” om, hvordan Luther med teologiske grunde forsvarede hekseforfølgelser og anbefalede, at hekse blev slået ihjel. Siden år 2000 har en ”Arbejdskreds Hekseprocesser” i Westfalen forberedt sig på Lutheråret 2017 for at få også de lutherske kirker til at rehabilitere de mange tusinde mænd, kvinder og børn, som blev dræbt som hekse og troldmænd.

Den danske historiker Louise Nyholm Kallestrup påviste allerede i sin bog fra 2009, ‘I pagt med djævelen: Trolddomsforfølgelser og Trolddomsforestillinger i Danmark og Italien i den post-reformatoriske periode‘, hvordan reformationen ikke indebar nogen positiv udvikling for hekse. De verdslige domstole i det lutherske Danmark dømte i praksis hekse hårdere end de kirkelige inkvisitionsdomstole gjorde i det katolske Italien. Luthers opgør med bodssystemet betød, at kun gud kunne tilgive synder i efterlivet, og hvis kongen ikke straffede heksene, ville Gud straffe samfundet med krig, pest e.l.

Der er sikkert også andre elementer af den lutherske tradition, som vi står i, hvor der er brug for en selvkritisk besindelse, så det kan stå tindrende klart for alle, når vi om fem år fejrer Luther og den lutherske reformation, det vi har lært af Luther, er at følge Kristus og ham alene. Så enkelt er det. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Christiansfeld, søndag, den 10. marts 2012
Mogens S. Mogensen

Når man følger den ophedede debat om messefald i kirken, kan man få det indtryk, at der næsten er tale om tæppefald for folkekirken, og spørgsmålet rejser sig, hvem der er skyldig i dette syndefald. Er det præsterne, der er for dårlige, eller er det menigheden, der er for doven?

”Paris er vel en messe værd”, sagde Henrik den 4. af Frankrig, da han for at blive accepteret som konge i 1593 gik til messe i den katolske kirke og blev katolik.  For mange mennesker i Danmark i dag er tro en masse værd, men er den også en messe værd, det er spørgsmålet. Nogle vil måske svare: Jeg tvivler, tror jeg nok.

Ganske vist er antallet af messefald meget beskedent, men at der er tale om et fald i antallet af kirkegængere kan man vel ikke komme uden om – eller kan man? Der er tale om en slags messe-fald i betydningen færre deltagere til højmessen, men der kommer til gengæld mange flere til det man kunne kalde lav-messer, altså alle de andre gudstjenester.

I  vore moderne numeriske tider er det kun det, der kan tælles, der tæller, og antallet af messefald kan hurtigt tælles, og ifald nogen ville sætte ressourcer af til det, så kan det samlede antal kirkegængere også tælles. Men måske skulle man betænke, hvad  der rent faktisk står i en række af kirkeministeriets betænkninger. Tænk en gang: her står, at kirke handler ikke kun om gudstjeneste – og de gudstjenestedeltagere og messefald, som kan tælles – men også om undervisning, diakoni og mission, som ikke kan tælles.

Christiansfeld, fredag, den 9. marts 2012
Mogens S. Mogensen

At åndsfriheden har meget ringe kår i en lang række lande rundt om i verden, kan ingen, som ser TV eller læser aviser være i tvivl om, men det er straks en mere kontroversiel påstand at hævde, at åndsfriheden er kommet under pres her i vort eget land. Det er netop det, der påstås i dokumentet ”21 teser om åndsfrihed”, som netop i dag er blevet offentliggjort. Bag teserne står en bred kreds af ledere i kirkelivet, bl.a. grundtvigske, missionske, og Oase-ledere fra Folkekirken, ledere fra frikirker og den katolske kirke, samt repræsentanter for kirkelige uddannelsesinstitutioner.

Men hvad er åndsfrihed if. tese-skriverne? ”Åndsfrihed i  et samfund betyder, at enkeltpersoner og grupper har fried til at have deres overbevisning i religiøse, ideologiske og etiske spørgsmål, udtrykke denne overbevisning, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Åndsfriheden afgrænses af medmenneskets ret til samme frihed og indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret.”

En vigtig indsigt i dokumentet er, at ”åndsfrihed er en nødvendighed, for at demokratiet ikke skal degenerere til ’flertalsdiktatur’”. Og jeg vil for egen regning tilføje, at det bestemt er muligt “på demokratisk vis” (dvs. med almindeligt flertal) at vedtage love, som dybest set er i modstrid med demokratiets væsen. Det er sandt er der ikke står noget over folketinget, fordi det er den øverste lovgivende myndighed i Danmark. Og så er der alligevel noget, der står over folketinget, nemlig den åndsfrihed, som folketinget må lade sig lede af, hvis demokratiet ikke skal ende i flertalsdiktatur eller demokratisme.

Grundlæggende for åndsfrihedens væsen er, at man giver dem, man er uenige med frihed til at kæmpe for deres overbevisning (5). Og derfor må man i åndsfrihedens navn sågår tillade folk at argumentere for demokratiets afskaffelse, så længe de ikke griber til vold og tvang (16), for åndsfrihedens ledetråd er ”munden fri, hånden bunden” (6). At munden er fri er et andet ord for den ytringsfrihed, som er en uundværlig del af åndsfriheden. Derfor argumenteres der osgå for ”en åbenhjertig og respektfuld debat præget  af såvel hårdførhed som hensyntagen” (7).

Åndsfrihed og religionsfrihed hænger uløseligt sammen. Derfor slås det også fast, at ”Mennesket skal frit kunne lade sig forpligte af religiøse, ideologiske og etiske overbevisninger” (1). I det efterfølgende tekstafsnit ”Åndsfrihed i Danmark” tager man derfor også afstand fra,  at ”Flere muslimske lande modarbejder … religionsfrihed og åndsfrihed, når de fx forbyder kritik af islam og diskriminerer, fængsler eller henretter konvertitter”.

Det understreges på den ene side, at ”mindretal må acceptere, at et lands historie, kultur og traditioner kommer til udtryk i det fælles liv” (11), og i den efterfølgende tekst peges der på at nogle muslimer sætter åndsfriheden i det danske samfund under pres, når de afviser islamkrititk og –satire og forsøger at indføre sharia(religiøs lov i et boligområde.

På den anden side slås det fast, at ”Offentlige myndigheder skal strække sig langt for at give mindretal mulighed for at udfolde sig i overensstemmelse med deres overbevisning” (8)- og i den efterfølgende tekst tages der derfor også afstand fra forsøg på forbud mod tørklæder og burka i det offentlige rum, forbud mod badeforhæng og børns faste i folkeskolen osv.

Det er primært repræsentanter for kirker og kirkelige organisationer, som gennem disse ”21 teser om åndsfrihed” har hejst et advarselsflag om, at åndsfriheden er under pres i det danske samfund i dag, men dybest er åndsfrihed noget helt grundlæggende også for det politiske liv i Danmark. Holdningen til åndsfrihed følger ikke de sædvanlige politiske skillelinjer, i alle partier er der i praksis forskellige holdninger til spørgsmålet om åndsfrihed. Mens forskellene mellem de forskellige politiske partier og idelogier i dag ofte kan være vanskelige at få øje på, så er der måske her en fremtidig afgørende skillelinje i dansk politik.

Christiansfeld, onsdag, den 29. februar 2012
Mogens S. Mogensen

Marie Krarup, der repræsenterer Dansk Folkeparti i Folketinget, kommer i en kronik i Kristeligt Dagblad den 23. februar med en kontant opfordring: ”Lad os omgås konventionerne frit”. Her foretager hun en sammenkobling mellem danskeres forhold til internationale konventioner og så ortodokse lovreligiøse jøder og muslimers forhold til deres lovtekster. Disse lovreligiøse, skriver hun, finder svaret på en række dagligdags spørgsmål ved at gå tilbage til meget gamle tekster, som ikke er blevet ændret i århundreder, i stedet for at gøre det, de finder mest praktisk.

De allerfleste moderne danske vil sikkert meget nødigt betragtes som ortodokst lovreligiøse mennesker, men ifølge Marie Krarup er det alligevel tilfældet. ”Når det kommer til nogle bestemt spørgsmål i den danske virkelighed anno 2012, har vi det lidt ligesom de ortodokst lovreligiøse. Nemlig når det gælder spørgsmål, der har med menneskerettigheder og internationale konventioner at gøre. I stedet for at rådføre os med vores samvittighed og vores sunde fornuft, så spørger vi en juridisk ekspert i internationale konventioner. For det værste her i verden er at overtræde en hellig – nå nej: international – konvention.”

Det er en meget interessant tankegang, som en af vore lovgivere her præsenterer. Folketinget har tilsluttet sig en række internationale konventioner på en sådan måde, at mange af dem faktisk har fået lovkraft. Og nu foreslår folketingsmedlemmet, at man skal omgås konventionerne frit, altså at man skal omgås en del af de love, som også er gældende for Danmark og danskere, frit, og ikke være så nøjeregnende med, om de overholdes til punkt og  prikke.

Jeg er overbevist om, at mange kriminelle synes, at nogle af vore danske love er meget upraktiske i forhold til deres virksomhed og derfor gerne vil omgås dem frit. Men det, der karakteriserer et retssamfund, er vel netop, at vi alle er forpligtet på de samme love, uanset om vi synes, de er tåbelige eller upraktiske. Det er fair nok, at Marie Krarup foreslår, at vi opsiger en række konventioner, men det er dybt problematisk, at et folketingsmedlem promoverer det synspunkt, at vi skal begynde at omgås gældende konventioner (altså gældende lov) frit, når praktiske hensyn tilsiger os det. Fx ved i krig ”på forhånd [at] tage forbehold for dem i hver enkelt mission”.

Jeg er også overbevist om, at mange diktatorer rundt omkring i verden, vil klappe i deres beskidte hænder over, hvis et land som Danmark går ind for at omgås konventionerne frit. Disse diktatorer, for hvem menneskerettigheder er meget upraktiske for deres daglige virke, vil helt sikkert langt hellere følge deres samvittighed og sunde fornuft og praktiske hensyn, i stedet for at skulle holdes fast på ”hellige” internationale konventioner.

Det ville betyde en katastrofe for retssamfundet og for den internationale retsorden, hvis Marie Krarups holdning til den gældende lov i Danmark og den international lov vandt genklang i samfundet og i folketinget – og i resten af verden.

Et gammelt ordsprog lyder; ”Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig hvem du er”. Måske skulle ordsproget i denne sammenhæng omformuleres: ”Sig mig, hvilke politiske ideer du omgås, og jeg skal sig dig, hvilken politiker du er.”

Christiansfeld, fredag, den 24. februar 2012
Mogens S. Mogensen

Den afghanske konvertit Mohammed Houssein Ayoubi fik i tirsdags den 14. februar afslag på sin asylansøgning med en begrundelse, som giver grund til fornyet bekymring.

Indrømmet: Det er ikke nogen let opgave, som Flygtningenævnet har, når det skal tage stilling til, om konvertitter fra islam til kristendom fra fx Afghanistan har krav på asyl i Danmark eller ej.

Først må flygtningenævnet forholde sig til, om der er tale om en genuin konvertering eller blot en pragmatisk proforma-konvertering. Er konverteringen fundet sted i hjemlandet, kan det være endog meget vanskeligt for asylansøgeren at skaffe de beviser, som kan overbevise nævnet om, at vedkommende rent faktisk konverterede eller i det mindste påbegyndte en konverteringsproces i sit hjemland. Det er straks betydeligt lettere for asylansøgeren at løfte bevisbyrden, når det gælder en konvertering her i landet. I Mohammeds sag lader nævnet sig ikke overbevise af oplysningerne om konverteringsprocessen i Afghanistan – på trods af endog mange konkrete oplysninger, men accepterer hans konversion i Danmark.  Sagen anerkendes altså som en reel konvertitsag.

Dernæst må flygtningenævnet forholde sig til, om han ved hjemsendelse til Afghanistan risikerer at blive udsat for personlig forfølgelse. Det fremgår indirekte af Flygtningsnævnets udtalelse, at det udmærket er klar over, at konvertitter – hvilket altså i islamisk terminologi er apostater, frafaldne – er i alvorlig fare for at blive forfulgt, hvis altså det er eller bliver kendt i samfundet, at vedkommende er konverteret fra islam til kristendommen. Dette fremgår af et af de dokumenter som står anført på Nævnets hjemmeside som baggrundsmateriale, ” UK Border Agency, ’Operational Guidance Note. Afghanistan’ March 2011”. Her hedder det, at ”kristne konvertitter fra islam generelt risikerer forfølgelse i Afghanistan. Pga. den afghanske stats holdning til apostasi, vil kristne konvertitter ikke have mulighed for at få  tilstrækkelig beskyttelse nogetsteds i Afghanistan og man kan heller ikke stole på intern omflytning. Genuine kristne konvertitter burde derfor tildeles asyl medmindre der undtagelsesvis er klare beviser for, hvorfor en konkret person ikke ville være i fare”.

I tilfældet Mohammed Houssein Ayoubi mener Flygtningenævnet, for det første, at det ikke er sandsynligt, at man i lokalsamfundet i Afghanistan har fået kendskab til, at han er blevet kristen (til trods for at Mohammed angiver navne på to hjemsendte afghanske asylansøgere, som havde truet ham pga. hans konvertering). Men dernæst giver Nævnet udtryk for den opfattelse, at det er Mohammeds ansvar at sørge for, at man i lokalsamfundet aldrig bliver klar over, at han er blevet kristen, således at han kan undgå de forfølgelser, som ellers er gængse for konvertitter.

”Flygtningenævnet skal i øvrigt bemærke, at det for en person som ansøgeren, som er født og opvokset som muslim i et udpræget muslimsk land, ikke behøver at være en nødvendig og integreret del af hans fremtidige liv som kristen, at han offentligt demonstrerer sit religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet finder, at det må være muligt for ansøgeren, hvis han undgår at udstille sig selv offentligt som kristen, at leve i fred i Afghanistan med sin kristne overbevisning.”

Flygtningenævnet anlægger her en meget dansk synsvinkel på religion. Det store flertal af danske kristne vil sikkert give nævnet ret i, at det for dem ”ikke behøver at være en nødvendig og integreret del af [deres] liv som kristen, at [de] offentligt demonstrerer [deres] religiøse tilhørsforhold.” Problemet er bare, at den kristne konvertit Mohammed ikke skal leve sit kristenliv i Danmark, men i et land, hvor religion spiller en helt anden rolle i den enkeltes liv og i samfundslivet. Skal Mohammed leve op til Flygtningenævnets forventninger til ham, så må det indebære at han er villig til i et vist omfang at deltage i islamiske ritualer, han skulle ved forespørgsel fornægte sin kristne tro, han skulle afstå fra at forsamles med andre kristne, og også afstå fra at læse i Bibelen i andres påsyn, han skulle afstå fra at vidne om sin tro osv.

Hvad bliver konsekvenserne af den praksis, som Flygtningenævnet følger i Mohammeds sag? Det stiller afviste konvertit-asylansøgere, som sendes hjem til Afghanistan, i det umenneskelige valg, enten i praksis at fornægte deres nye kristne tro eller at udsætte sig for alvorlig forfølgelse.

Det er ikke nogen let opgave, som Flygtningenævnet har, når det skal tage stilling til, om konvertitter fra islam til kristendom fra fx Afghanistan har krav på asyl i Danmark eller ej. Men i et demokratisk og humanistisk samfund må Flygtningenævnet kunne gøre det bedre, meget bedre.

Christiansfeld, torsdag, den 16. februar 2012
Mogens S. Mogensen

Mange danskere har den opfattelse, at alle muslimer er en slags skrabelodsmuslimer. Men i modsætning til andre skrabelodder er der her gevinst hver gang. Hvis man skraber længe nok i alle muslimer, så dukker der før eller siden det samme billede frem, nemlig billedet af en muslim, der er modstander af demokrati og menneskerettigheder og tilhænger af afhugning af tyves hænder og stening af frafaldne mv.. Hvis dette entydige billede ikke dukker frem, så må det være, fordi man var kommet til at skrabe i overfladen af en person, som enten slet ikke var muslim, eller som helt havde misforstået islam.

Safet Bektovic, der for nogle år siden blev ph.d. på Københavns teologiske universitet på en afhandling om Søren Kierkegaard og sufisme, har netop udgivet en bog, der giver interesserede danskere mulighed for at få et nuanceret billede af den islamiske filosofiske tradition. I bogen ”Islamisk filosofi. Baggrund, problemstillinger og moderne udformninger”, der er udkommet på forlaget Anis, gennemgår han på 250 sider udviklingen inden for islamisk filosofi fra Muhammeds tid og frem til i dag. Bektovic viser, hvordan systematiske betragtninger om teologiske og filosofiske spørgsmål først finder sted i muslimernes møde med andre religioner og kulturer fra 700-tallet og fremefter.

Især i de første århundreder efter Muhammed og så igen i de sidste 200 år har den islamiske filosofiske tradition været præget af en stor mangfoldighed, hvilket naturligvis også har ført til filosofiske og teologiske debatter, skænderier og konflikter. Mange af de spørgsmål, som har været debatteret i den kristne tradition, har også stået på dagsordenen hos muslimske filosoffer og teologer, fx spørgsmålet om den frie vilje og forholdet mellem fornuft og åbenbaring. I bestemte perioder og områder er bestemte filosofiske tilgange blevet bakket op af regenterne og divergerende tilgange undertrykt. Fx var den mutazilitiske lære, der bl.a. hævdede, at Koranen ikke var evig men skabt, i en længere periode fra 800-tallet islams officielle lære i kalifatet, men blev siden fortrængt af andre traditioner.

Særligt interessant er Bektovic introduktion til moderne islamiske filosoffer som Fazlur Rahman (Pakistan) , Sayyed Hussein (Iran) , Mohammed Arkoun (Algeriet), Abdol Karim Soroush (Iran), Majid Nurcholish (Indonesien) og den kvindelige filosof Amina Wadud. Flere af disse filosoffer argumenterer for en hermeneutisk tilgang til og en kontekstuel tolkning af koranen, demokrati, religionsfrihed, kvinders lighed med mænd osv. Flere af disse moderne islamiske filosoffer har med deres synspunkter bragt sig på kollisionskurs med deres regeringer og religiøse myndigheder og har måttet fortsætte deres filosofiske virksomhed i vesten.

Safet Bektovic’s bog om ”Islamisk filosofi” er et stærkt vidnesbyrd om mangfoldigheden i den islamiske filosofiske tradition. Denne islamiske mangfoldighed bliver imidlertid afvist af danske islamkritikere, som belærer disse islamiske filosoffer om, at de tolker islam på en utilladelig måde og anklager dem for en utilstedelig fortolkningsrelativisme. Det gælder fx den kristne filosof Kai Sørlander, der i et debatindlæg om bogen, skriver således, at ” har vi forstået dette og gjort os fri af fortolkningsteoriernes relativisme, så kan vi også se, at den mest naturlige fortolkning af islam, er den, som faktisk har haft størst historisk gennemslagskraft. Den tager Muhammeds liv og forkyndelse direkte på ordet, og den gør derfor ikke nogen adskillelse mellem religion og politik, men mener, at lovgivningen i sam- fundet bør fastlægges på islamisk grund”. At Sørlander anvender den samme forsnævrede og essentialistiske tolkning af kristendommen, der i praksis udelukker en stor del af verdens kristne, fra det gode kristne selvskab, gør ikke sagen bedre (“Det Muhammed mener….”. Weekendavisen 3. Feb. 2012).

Afvisningen af at anerkende den filosofiske og teologiske mangfoldighed i den islamiske tradition fører desværre ofte til en farlig enfoldighed hos dem, der forsøger at påtvinge andre en entydig og ofte ekstrem tolkning af islam. Denne enfoldighed kan mand møde bade hos muslimer og ikke-muslimer, og desværre opstår der en uhellig alliance mellem ekstremistiske muslimer og radikale islamkritikere, som er enige om, at skraber man længe nok i enhver sand muslims overflade, så  kommer et entydigt billede frem af en ekstrem form for islam. Måske er det en gevinst for ekstremistiske muslimers og radikale islamkritikeres sag, men det er under ingen omstændigheder en gevinst for noget mulitreligiøst samfund.

Flensborg, lørdag, den 11. februar 2012
Mogens S. Mogensen

Hvad i alverden har vor kristentro med vort daglige liv og arbejde at gøre? Er kirken en oase, vi søger ind i, når vi har brug for at flygte fra hverdagslivets og arbejdets barske realiteter? Eller er hverdagslivet troens vigtigste arena? Det var nogle af de underliggende spørgsmål på det seminar i København, hvor Dr. Neil Hudson fra London Institute of Contemporary Christianity udfordrede 75 præster og ledere fra folkekirken og andre kirker til at overveje.

Her følger i citatform nogle af hans centrale udfordringer.

Hvordan forstår vi evangeliet?
•    “Is the gospel that we are enlisting God for our ends, or that God is enlisting us for his ends?”
•    ”Paul’s work was not as a travelling evangelist offering people a new religious experience, he was an ambassador for a king in waiting, establishing cells of people loyaltot his new king and his way of living” (Bishop Tom Wright)

Hvad er vores mission?
•    “We are called to double listening: listening to the Word, listening to the world” (John Stott)
•    “As Christ has entered our world, so we are to enter other people’s world.”
•    ”God wants to use you where you already are and he wants you to make a difference where yo are.”
•    “There is no way to re-evangelize this nation apart from the impact of the daily lives of ordinary, everyday Christians” (Bishop Cray).

Hvordan vokser vi som Jesu disciple?
•    ”Discipleship emerges out of prayer, study, dialogue and worship by a community leaning to ask questions of obedience, as they are engaged directly in mission” (Alan Roxburgh).

Hvad er vores opgave som kristne på vor arbejdsplads?
•    ”Model godly character. Minister grace and love. Make good work work, becuase work is part of your worship. Make culture where other people thrive. Make disciples. Be a mouthpiece for truth and justice and stand up for what you know is true. Be a mouthpiece for the gospel”.

Hvordan ændrer vi kirkens kultur, hvor det bliver normalt at integrere tro og hverdagsliv?
•    “We do not need a new church program but a new church culture.”
•    We need to diagnose our church culture: ”The beliefs we share. The things we do. The way we say things. – This is who we are?”
•    Ud af ca. 120 vågne timer om ugen, kan de fleste bruge max 10 timer på kirken: ”Use your existing programs (10 hours) to equip people for their daily lives as Christians (110 hours)?”
•    ”Culture change starts with a vision: Through preaching and teaching, outline a vision of what you think life is really about … Make small changes hat indicate the big shift … Share stories where you interpret the process of change”

At få tro og hverdagsliv til at hænge sammen er udfordringen. Hvordan får vi kirkelighed bragt i daglig nærkontakt med virkeligheden?

Bethesda, København, torsdag, den 9. februar 2012
Mogens S. Mogensen

I mange årtier var mission og økumeni i manges bevidsthed to meget forskellige fænomener, og økumeniske og missions-miljøer var ofte meget adskilte. Mission fokuserede på forkyndelse af evangeliet i Afrika og Asien og blev varetaget af missionsselskaber. Økumeni var mellemkirkelighed, der fokuserede på at styrke relationerne mellem de forskellige kirkeretninger nationalt og globalt. Organisatorisk levede de to bevægelser også hver deres liv.

De folkekirkelige missionsselskaber samledes allerede i 1912 i Dansk Missionsråd, og efter at Dansk Missionsråd også optog frikirkelige missionsorganisationer, etableredes en særlig folkekirkeleg afdeling i Dansk Missionsråd, og i 1997 skiltes den folkekirkelige del af missionsrådet ud i den selvstændige organisation, Folkekirkens Mission, der udover missionsselskaber også havde stiftsudvalg for mission som medlemmer.

Det økumeniske arbejde organiseredes i 1939 i det fælleskirkelige Økumenisk Fællesråd, der i dag videreføres i Danske Kirkers Råd. I 1954 etableredes i halvofficielt regi Folkekirkens Mellemkirkeligt Råd, der i 1989 blev en officiel lovfæstet del af Folkekirken, knyttet til mellemkirkelige udvalg i alle stifterne.

Hvad mange ikke ved, er, at den moderne økumeniske bevægelse udspringer af den moderne missionsbevægelse. Det var missionsarbejdet i Afrika, Asien og Latinamerika, der eksponerede behovet for et nærmer samarbejde mellem de kirker, som – direkte eller gennem deres missionsorganisationer – udsendte missionærer for at forkynde evangeliet for animister, hinduer, buddhister, muslimer mv. Man kunne også ud fra erfaringen henvise til Jesu bøn om ”at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (Joh 17,21).

På den første store internationale missionskonference i Edinburgh i 1910 drøftedes bl.a. behovet for et nærmere samarbejde i mission. Og i de følgende år etableredes flere økumeniske organisationer, først International Missionary Council i 1921, dernæst i 1925 ”Faith and Work”, der fokuserede på kirkernes samfundsansvar, og endelig i 1927 ”Faith and Order”, der specifikt arbejdede for kirkernes enhed. De sidste to organisationer blev grundstammen i ”World Council of Churches”, der blev dannet i 1948, bl.a. med Folkekirken som medlem.

Erkendelsen af at økumeni og mission hænger sammen slog igennem på internationalt plan allerede i 1961, da det internationale missionsråd blev integreret i kirkernes verdensråd. Danskeren Erik W. Nielsen, der var ansat i det internationale missionsråd i 1950-58, spillede en central rolle i den proces, der ledte frem til integrationen. Han gav udtryk for den teologiske indsigt, som på dette tidspunkt bredte sig: ”At kirken er apostolisk betyder, at den er missionerende. … Mission er selve kirkens livsbetingelse”.

Efterhånden er det gået op for flere og flere herhjemme, at der er et kraftigt overlap mellem mission og økumeni. Mission sker i dag altid i partnerskab med kirker i andre dele af verden, og dermed er missionsarbejdet et mellemkirkeligt arbejde. Samtidig handler økumeniske relationer mellem folkekirken og andre kirker i Danmark og internationalt mere og mere om, hvordan man kan arbejde sammen om og inspirere hinanden til kirkens mission.

Det Mellemkirkelige Råds formål er ”at varetage folkekirkens mellemkirkelige opgaver på landsplan”, men Folkekirkens Missions formål er ”at fremme og styrke folkekirkens forståelse for og engagement i mission og religionsmøde lokalt og globalt”. Spørgsmålet er, om ikke folkekirkens mellemkirkelige opgave i dag må inkludere en styrkelse af folkekirkens engagement i mission og religionsmøde. Specielt i lyset af den formålsparagraf som kirkeministeriets blå betænkning (1477) fra 2006 om ”Opgaver i sogn, provsti og stift” må denne tolkning være relevant: ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser … Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave”

Derfor er det da også både helt logisk og meget glædeligt, at mission og økumeni i folkekirkeligt regi i dag igen har fundet sammen. På et møde i Folkekirkens Mellemkirkelige Udvalg den 3. – 4. februar blev det markeret, at Folkekirkens Mission nu integreres i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, og ved samme lejlighed tilføres der (for første gang) ressourcer fra Folkekirkens Fællesfond til Folkekirkens Mission, så Mellemkirkeligt Råd kan ansætte en medarbejder til at varetage denne opgave.

Til lykke til folkekirken med, at den nu vedkender sig kirkens missionsopgave. Til lykke til de fremmedgjorte søskende, økumeni og mission, som nu i folkekirken organisatorisk genforenes.

Christiansfeld, søndag, den 5. februar 2012
Mogens S. Mogensen

Der var fuldt hus i Landstingssalen til høringen  i går om ”Religionsmøde i Danmark – selvbesindelse, berigelse og udfordring”. Blandt deltagerne til høringen, der blev afholdt i anledning af Folkekirke og Religionsmødes 10 års jubilæum, var der ikke kun biskopper, præster, stiftsudvalgsmedlemmer og medlemmer af andre kirkesamfund, men også mange repræsentanter fra andre religioner og spirituelle grupper.

Professor Jørgen S. Nielsen, der holdt et oplæg om islam i Danmark, slog fast, at siden sommeren er en byrde løftet af vore skuldre. Presset på muslimer er lettet, og vi kan begynde at tænke mere afbalanceret. I dag lyder talen om, at tro ingen plads har i det offentlige rum, som et skrig fra fortiden.

Den østligt inspirerede spiritualitet ser ikke sig selv som religion i klassisk vestlig forstand, Om forholdet mellem kristendom og østligt inspireret spiritualitet, sagde Marianne Qvortrup Fibiger, at der derfor ikke var tale om et fravalg, men et tilvalg. Den tilbyder et verdens- og menneskesyn, der passer til den senmoderne menneske.

Efter professor Viggo Mortensens opfattelse, kræver situationen i dag de samme tre ting af folkekirken, som da Folkekirke og Religionsmøde blev dannet for 10 år siden, nemlig selvbesindelse med fokus på fortsat forkyndelse af evangeliet og undervisning, brobygning mellem kirken og religionerne, og mission, dvs. at præsentere og repræsentere kristendommen. Uden mission dør kirken, men vi har brug for en redefinering af mission. Den eneste legitime form for mission er den, hvor man lader munden løbe over med det, som hjertet er fuldt af.

Biskop Elisabeth Dons Christensen understregede den rolle kristendommen har haft for udviklingen af de fælles værdier i det danske samfund. Og biskop Keld Holm konkluderede, at et samfund uden religion og trosmulighed lukker sig om sig selv og sit eget og bliver et dæmonisk samfund.

Det var tankevækkende, at både talsmanden for Muslimernes Fællesråd, Mustaf Gezen, og redaktøren af Nyt Aspekt, Steen Landsy, var helt enige med lederen af Grundtvig-Akademiet Birgitte Stoklund Larsen, om, at man i religionsmødet i det danske samfund måtte tage udgangspunkt i det fælles menneskelige, som det er udtrykt af Grundtvig: ”menneske først, og kristen så”.

Professor Lisbeth Christoffersens visioner for fremtidens religionsmøde i Danmark tog afsæt i, at der måtte etableres en fornuftig styrelsesordning for folkekirken, der holdt fast i folkekirkens rummelighed. Dernæst måtte de ”fra folkekirken afvigende trossamfund” tilbydes ammen gode ordnede praktiske forhold som folkekirken. Det kunne både indebære opkrævning af ”kirkeskat” til religionssamfundene, samt at disse blev underkastet fondslovens krav til regnskab.

Biskop Karsten Nissen var overbevist om, at islam ikke længere ville fylde så meget i billedet, men at den østlige spiritualitet – også for Folkekirke og Religionsmøde – vil blive et endnu vigtigere fokusområde. Fremover vil religionsmødet i stigene grad blive præget af teologiske og etiske problemstillinger, der knytter sig bl.a. til fælles udfordringer vedr. aktiv dødshjælp, ægteskabsetik, global opvarmning. Biskoppen udtrykte håbet om, at fælles opgaver vil forene os.

Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen understregede den større mangfoldighed, som i dag præger det danske samfund, og så sin egen udnævnelse som et tegn på denne mangfoldighed. Det personlige møde er det afgørende, for det er medmennesker, vi taler om, Samtalen fremmer forståelsen og gør os klogere. Vi politikere har været med til at problematisere det religiøse, men det er vigtigt at nedbryde disse tendenser til polarisering. Synlighed er vigtig for religioner, og synligheden kan inspirere os til at vi begynder at tale sammen på tværs af religiøse  skel. Derfor kunne han også kun støtte muslimers ønske om at få en større moske i København. Vi må også have respekt for den religiøse mangfoldighed i Danmark, og det er vigtigt at folkekirken fortsat interesserer sig for og engagerer sig i religionsmødet.

Helt konkret blev kirkeministeren udfordret til at forholde sig til forslag om en ordning for opkrævning af ”kirkeskat” til religionssamfundene og om støtte til oprettelse af et interreligiøst råd for alle religioner i Danmark. Kirkeministeren hørte på disse og andre forslag og kommentarer og var åben over for en videre drøftelse, så også i den forstand var der virkelig tale om en meget vellykket høring på Christiansborg.

Christiansfeld, søndag den 22. januar 2012
Mogens S. Mogensen

For øjeblikket føres der en vigtig debat om forholdet mellem kristendom og krig – foranlediget af, at Danmark er i krig – og om feltpræsters rolle ved fronten – foranlediget af, at folkekirken udsender præster til at give soldater kirkelige betjening.

Iben Tranholm harcellerer i en artikel i Kristeligt Dagblad i dag over, at biskopperne ikke mener, at præster skal opmuntre til krig, og at de advarer imod at kristendomme smelter sammen med krig. Dette biskoppelig synspunkt er ifølge Tranholm malplaceret. Med henvisning til Bibelen (i praksis Det Gamle Testamente) og kirkehistorien slår hun fast, at  der findes ”adskillige eksempler på, at Gud har været med i krig”. Derfor ser hun åbenbart ingen problemer i med henvisning til Gud og kristendom at opmuntre soldater til krig. ”Hvad der er brug for, er en muskulær kristendom, der har styrke, vilje og visdom til at skabe forandringer”. Uden at hun siger det direkte, så får man dog det indtryk, at der altså skal føres krig i Guds navn for sådanne forandringer. Derfor kan hun også konkludere, at ”set i det lys virker biskoppernes modvilje mod V-tegnet dels som en kastration af kristendommen, dels som en blokade for dens virkning i verden”.

Kristendom er forkyndelse af Kristus. Men hvilken Kristus er det, der igennem denne udlægning af kristendommens rolle i verden og af feltpræsternes rolle ved fronten, forkyndes? Efter min mening kommer vi på denne måde let til at forkynde en Kristus, som er på vores side mod de andre. Altså ”Gott mit uns!” Det gælder, når to ”kristne” hære er i krig med hinanden, som der har været talrige eksempler på i det 19. og 20. Århundrede, og der på hver side står feltpræster, som – hvis de følger Tranholms anvisninger -  i Kristi navn ønsker sejr for hver deres hær. Det gælder når en ”kristen” hær står over for en ”muslimsk” hær, som der i de senere år har være flere eksempler på, og feltpræsten – hvis han eller hun følger Tranholms anvisninger -  opildner de kristne soldater til krig i Kristi navn, og imamen – efter samme logik – opildner de muslimske soldater til krig i Allahs navn.

Iben Tranholm har desværre ret i, at krig er et vilkår i verden – og jeg vil tilføje: lige som det gælder for  alle andre former for ondskab, der – teologisk set – alt sammen er en følge af syndefaldet. Og Iben Tranholm har også ret i, at Kristus er til stede ved fronten, men sådan som jeg læser mit Nye Testamente, så vil han være til stede dér som fredsfyrste og ikke som krigsherre.

Derfor er det efter min opfattelse også feltpræsters fornemme opgave, som jeg er sikker på at de allerfleste feltpræster røgter med stor ansvarlighed, at forkynde Kristus.  Ikke som den krigsherre, i hvis navn soldater fører krig mod fjenden, men som den fredsfyrste, der ønsker at give alle, der vil tage imod den, både venner og fjender, del i sin fred – midt i denne krigens verden – og give håb om, at hans fredsrige engang vil sejre. Ikke ved magt og ved styrke, men ved hans Ånd.

Christiansfeld, fredag, den 20. januar 2012
Mogens S. Mogensen

I det sidste par årtier er Danmark igen blevet en krigsførende stat. Efter det katastrofale nederlag i 1864, der nær havde kostet Danmarks eksistens som selvstændig stat, skulle der gå omkring 125 år før danske soldater igen blev sendt i krig. Ganske vist siger man, at krig er forlængelse af udenrigspolitik, men alligevel er der en afgrundsdyb forskel mellem de traditionelle udenrigspolitiske problemstillinger, og de problemstillinger, som vi som krigsførende nation må forholde os til.

En af de problemstillinger, som nu omsider trænger sig på, er spørgsmålet om kristendom og krig og helt specifikt feltpræsternes rolle i relation til soldater i krig. Uanset holdningen til krig generelt og de helt konkrete krige, som Danmark deltager i, så vil de allerfleste nok anerkende, at også soldater, der er sendt ud for at føre krig, har behov for og krav på kirkelig betjening. Evangeliet skal forkyndes for både socialarbejdere og soldater, indsatte og ansatte, lommetyve og ledere, syge og raske. Alle har vi lige meget brug for Guds tilgivelse og Guds velsignelse.

Men de artikler, som vi i dag bl.a. har kunnet læse i Avisen.dk, tyder på, at forståelsen af forholdet mellem kristendom og krig og af feltpræsternes rolle i krigen i nogle tilfælde har udviklet sig i en meget farlig retning. De beskrivelser, som er kommet frem af nogle feltpræsters selvforståelse og kirkelige praksis – og tolkning af krigen – giver ubehagelige mindelser om ”hellig krig”.  Men hvad er hellig krig? Wikipedia beskriver ”hellig krig” som ”a religious war led with an exceptionally high grad of religious feeling” og som eksempel på ”hellig krig” anføres korstogene med deres ”religiously sanctioned military campaigns waged by much of Christian Europe against the Muslim Middle East.”

I feltpræst Thomas Aallmanns perspektiv er krigen i Afghanistan en kamp mellem det gode og det onde, og i et interview fra 2008 udtaler han om Taleban, at ”det er den personificerede ondskab, og den skal vi [NB: Vi] bekæmpe.” Man kan vanskeligt få andet indtryk end at nogle feltpræster ser det som deres opgave at opildne soldater til deres indsats i krigen, når de ved lejrens port og i forlængelse af en officers militærbriefing, mens soldater knæler eller bøjer hovedet, velsigner de bevæbnede soldater, slår korsets tegn, viser V-tegnet, og råber ”Stol på Gud og hold krudtet tørt”.

At blive sendt i krig for sit fædreland kan indebære det ultimative offer, og de har i allerhøjeste grad brug for i denne situation at høre evangeliet og modtage sjælesorg fra en præst. Der er i det foreliggende ikke nogen grund til at bebrejde soldaterne noget som helst, de er jo ikke teologer, og der er helt sikkert også mange fornuftige feltpræster, som udfører et vanskeligt men nødvendigt stykke arbejde på en kirkeligt set sober måde. Men der er alligevel grund til at advare mod, at vi som nation i vor danske uerfarenhed med krig af nogle “krigerigske” feltpræster lader os føre ned ad den glidebane, der ender i hellig krig. Til de feltpræster, som i kampens hede står i fare for at kompromittere ikke bare sig selv som præster men også både kristendommen og krigen: ”Stol på Gud og hold hovedet koldt”.

På vej fra Etiopien til Danmark, mandag, den 16. januar 2012
Mogens S. Mogensen

Efter fem dages dialogkonference er de godt 50 kristne og muslimske ledere nu taget hjem til hver deres land. For den nigerianske delegation dog med nogle dages forsinkelse pga. generalstrejken i Nigeria i forbindelse med regeringens fordobling af benzinpriserne. Nigerianerne er vendt hjem til et land, hvor Boko Haram stadig spreder død og ødelæggelse, skræk og rædsel, i store del af landet. Den egyptiske delegation er rejst tilbage til et land, hvor det stadig er meget uvist, hvad ”det arabiske forår” vil ende med. Hver af de otte lande, som deltagerne repræsenterede, vender hjem til store udfordringer mht. til udviklingen af deres samfund til gavn for borgernes velfærd.  Fred er imidlertid en uomgængelig forudsætning for udvikling, og her spiller religionerne en afgørende rolle – enten som fredsstiftere eller som fredsforstyrrere.

I alle afrikanske lande er mægtige politiske, sociale, økonomiske, etniske og religiøse kræfter på spil, og spørgsmålet er, om en sådan dialog-konference, arrangeret af ”Programme for Christian Muslim Relations in Africa” (PROCMURA) overhovedet nytter noget?  Det spørgsmål kan vanskeligt besvares, og da slet ikke kun tre dage efter konferencens afslutning. Trods PROCMURAs beskedne størrelse viser historien imidlertid, at dens fredsskabende dialogarbejde har haft en meget konkret indflydelse på fredsprocesser og forsoningsarbejde i flere lande i Afrika.

Øverst på PROCMURAs dagsorden umiddelbart efter konferencen står konflikten i Sydsudan, hvor lederen er blevet bedt om at bidrage til forsoningen. Dernæst er man parat til sammen med andre – og langt stærkere – partnere at bidrage til en løsning af konflikten i Nigeria. Her var den resolution, som på konferencen sidste dag blev enstemmigt vedtaget et vigtigt første skridt.

Efter konferencen gav en muslimsk leder, som jeg havde fornøjelsen af at tale hausa med, at han havde været meget vred på danskerne pga. af Muhammed-tegningerne, men mødet med den danske delegation havde givet ham et meget mere nuanceret billede af danskerne.

Den egyptiske delegation bestod bl.a. af en af landets mest berømte (kvindelige) journalister og en af de mest fremstående imamer. Det gjorde et stort indtryk for alle de øvrige deltagere at opleve, hvordan de egyptiske kristne og muslimske ledere stod sammen i kampen mod diktatur og for demokrati. Delegationen var udpeget af Coptic Evangelical Organization for Social Services (CEOSS), som Danmission arbejder sammen med, og som har spillet en stor rolle i dialog- og diapraksis-arbejdet mellem muslimer og kristne i Egypten.

Det har også været helt tydeligt, at de kristne og de muslimske ledere fra hvert land har haft stort udbytte af sammen at deltage i denne konference. I fællesskab skulle hver delegation præsentere situationen i netop deres land, de fælles erfaringer og de fælles udfordringer, og ved konferencens slutning – hvilke planer de havde for det fremtidige samarbejde. De personlige relationer er blevet styrket, og i fællesskab har de reflekteret over de samme problemstillinger. Her spillede især også PROCMURAs leder dr. Johnson Mbilla en stor rolle, idet han med sine teologisk velfunderede og pædagogisk eminente oplæg formåede et etablere et fælles refleksionsrum, som både muslimske og kristne ledere kunne finde sig til rette i.

Hvad nytter det, at afholde en sådan dialog-konferencen over for de kolossale problemer, som Afrika står over for? Det nytter nok lige så lidt – og lige så meget – som at tænde et lys i mørket.

Addis Ababa, mandag, den 16. januar 2012
Mogens S. Mogensen

Når det gælder forholdet mellem muslimer og kristne, så har Nigeria i mange år været Afrikas smertensbarn. Da Nigeria med sine 160 mio. indbyggere, hvoraf knapt halvdelen er kristne, knapt halvdelen muslimer, er Afrikas folkerigeste land, og pga.  olien også et af kontinentets økonomiske stormagter, er det vigtigt for hele Afrika, hvad der sker der. Under hele den konference mellem kristne og muslimske ledere i Addis Ababa, som slutter i dag, har den alvorlige krise i Nigeria i praksis været som en fortløbende underlægningsmusik.

Da jeg sad i en gruppe med en kristen kvinde fra Jos, og hørte hende fortælle om spændingerne og konflikterne mellem muslimer og kristne der, kom jeg til at tænke på mine ti års erfaringer som missionær i Nigeria. Før vi i 1982 kom til Nigeria, havde jeg studeret islam på Selly Oak Colleges i Birmingham, men i alle de år, vi boede og arbejdede i Nigeria, var vi  desværre ikke én eneste gang inde i en moské. Vi fik at vide, at kristne ikke kunne besøge moskeer. Kvinden fra Jos fortalte om, at de seneste års konflikter i Jos har ført til, at byen nu er ved at blive opdelt i kristne og muslimske bydele, at der er opstået markeder for muslimer, hvor det ikke er trygt for kristne at komme, og vice versa.

Konflikterne i Jos – og især efter de senest Boko Haram angreb også i mange andre dele af Nigeria – har mange forskellige årsager, sociale, etniske, religiøse og politiske, som det kan være svært at få rede på, men konsekvenserne er derimod til at få øje på, ødelæggende som de er for det nigerianske samfund. Allerede på konferencens første dag blev det besluttet at udarbejde en resolution om krisen i Nigeria, og i går vedtog de 60 kristne og muslimske ledere fra otte afrikanske lande i fuld enighed en ”Statement on the Prevailing Situation in the Federal Republic of Nigeria”.

Der er tale om en meget markant resolution, som tager afsæt i en selvkritik i forhold til den rolle religiøse samfund har spillet. “As Christian and Muslim Leaders gathered here, we are devastated by the indiscriminate killings and destruction of properties including worship centres being carried out by some members of our respective religions. These acts seriously undermine our religious mandate to be agents of Justice, Peace and Reconciliation, and thus discredits our resolve to live up to that mandate. … we would like to implore Nigeria Muslim and Christian Religious Leaders as well as adherents of the two religions to avoid any action or inaction that will lead to the heightening of tension and aggravation of what is already a highly charged situation. We urge them to immediately create a platform for effective engagement in intra-Muslim and intra-Christian discussions that will lead to inter Christian and Muslim consultations towards sustainable peace in that country. As Religious Leaders it is our strong conviction that if we were to allow this mayhem to continue we will be doing so in the name of our respective religions and not in the name of the one God (Tawhīd in Islam) and (Triune in Christianity) who is loving and merciful.“

Der rettes også alvorlig kritik af den farlige politisering af religion I Nigeria. “It is common knowledge that religious differences have always been exploited to satisfy political, economic and social agendas and that ethnic exclusivism has more often than not found allies in religion thus perpetuating negative solidarities with its attendant blind support and determination to undermine ethnic and religious plurality of Nations. “

Politikerne opfordres kraftigt til at tage de nødvendige skridt for at standse konflikten: “We call on governments at all levels (local, state and federal) to intensify the security measures already being taken to put an end to the ongoing senseless killings and destruction of properties as well as extra-judicial killings and all forms of human rights violations. We urge them to immediately put into place control mechanisms to stop the proliferation of small arms and light weapons which will go a long way in safeguarding human lives. We CALL on politicians and the political elite to refrain from unguarded utterances and acts that will exacerbate an already deteriorating situation in the country.”

Endelig appelleres der til medierne om ikke at opildne til konflikt, men i stedet bidrage til at stifte fred. “We call on the Media, Civil Society and all responsible institutions to immediately refrain from reportage that is based on regionalism and focusing on negative religious dimensions, as well as sensationalism and to be objective and reflect the diversity of the Society/Nation. We also call on the Media to be Agents of Peace.”

Resolutionen udtrykker frygten for konsekvenser for resten af Afrika af et splittet og uroligt Nigeria og slutter med at forsikre folk og regering i Nigeria om, at resolutionens underskrivere som religiøse ledere vil bede for fred og enhed I Nigeria og at de er parat til at bidrage til en løsning af konflikten, hvis de bliver bedt om det.

Hele resolutionen kan læses her.

Addis Ababa, Etiopien, torsdag den 12. januar 2012
Mogens S. Mogensen

I slutningen af 90’erne blev fjendskabet mellem præsident Jerry Rawlins og oppostionens leder John Kufuor i Ghana så forbitret, at mange frygtede, at det ville ende med en borgerkrig. På initiativ af Programme for Christian Muslim Relations in Africa (PROCMURA) mødtes kristne og muslimske ledere og enedes om at henvende sig til de to politiske kombattanter for at sikre freden i landet. PROCMURAs generalsekretær, Dr. Johnson Mbilla, som på dette tidspunkt var koordinator for organisationen i Ghana, deltog mødet med præsident Rawlins. Mødet varede imidlertid kun fem minutter, fortæller han. For Rawlins bad de muslimske og kristne ledere om at gå hjem og stifte fred inden for deres egne religionssamfund og mellem religionssamfundene I Ghana. Når de havde gjort de, kunne de komme tilbage og tale med ham om fred. Mbilla måtte give Rawlins ret: Du kan ikke give den fred, som du ikke selv har.

I Europa har er vi måske tilbøjelige til at overse, at forudsætningen for social udvikling er fred, fordi de færreste af os har oplevet krig eller borgerkrig. Men i mange afrikanske lande har netop ufred – i form af krig, borgerkrig, eller andre former for voldelige konflikter – standset udviklingen eller ligefrem sat udviklingen tilbage. Derfor er et hovedtema på den konference i Addis Ababa, som i disse dage samler omkring 50 kristne og muslimske ledere fra otte afrikanske lande, netop “peace for development”. Hvis kristne og muslimske ledere i Afrika skal bidrage til fred i og udvikling af deres lande, så må de først arbejde på at skabe fred inden for deres eget religionssamfund og dernæst mellem muslimer og kristne.

Vi blev bedt om i grupper at drøfte følgende tre spørgsmål:
•    Hvad er det, som kristne og muslimer i Afrika gør, som kvæler freden og
udviklingen?
•    Hvad er det, som kristne og muslimer ikke gør (men altså burde have gjort), som kvæler freden og udviklingen?
•    Hvad må vi som religiøse ledere forpligte os til at gøre og ikke gøre, så at vor moralske røst kan blive hørt i samfundet?

Jeg sad i en gruppe sammen med en muslimsk egypter, en katolsk etiopier, en lutheraner fra Zanzibar og en presbyteriansk nigerianer og lyttede til, hvordan de kæmpede med disse spørgsmål  – mens jeg tænkte på forskelle og ligheder i forhold til de udfordringer, som vi står overfor i Danmark.

De afrikanske religiøse ledere har indset, at fred mellem kristne og muslimer er en afgørende forudsætning for samfundets ve og vel og for dets udvikling. Fred mellem kristne og muslimer indebærer ikke, at forskellene mellem de to religioner fortrænges. Fx begynder vi hver dag på konferencen med en fælles bøn eller andagt. Ikke fælles i den forstand, at man konstruerer en bøn, som alle kan bede med på, eller holder en andagt stykket sammen af noget fra koranen og noget fra bibelen. Men først bedes der fx kristen bøn eller holdes en andagt (i dag afsluttedes den med fadervor på alle de tilstedeværende kristne deltageres sprog) og derefter bedes der en muslimsk bøn eller holdes en muslimsk andagt. Den muslimske leder, som var blevet bedt om at stå for den muslimske bøn/andagt, bad efterfølgende om ordet. Det var første gang, han havde været med til et sådant møde mellem kristne og muslimer, og han takkede arrangørerne for initiativet og specielt for denne ”fælles bøn”.

Men alle afgørende forskelle til trods, så er der også vigtige områder, hvor muslimer og kristne kan mødes, fx i en fælles anerkendelse af, at vi som mennesker skabt af Gud (enten i Guds billede, som kristne vil sig, eller som Guds stedfortrædere, som muslimer vil sige) og derfor står til ansvar over for Gud for, hvordan vi forvalter Guds skaberværk.

Det spørgsmål, som rumstererede i mit hoved efter denne gruppesamtale var, om vi som  kristne og muslimske ledere i Danmark har forståelse for betydningen af at arbejde på fred mellem religionerne, og om vi er bevidste om, hvordan det, vi gør og siger – og det vi ikke gør og ikke siger, kan være med til at fremme eller ødelægge freden mellem kristne og muslimer, og dermed også påvirke udviklingen af det danske samfund?

Addis Ababa, onsdag, den 10. januar 2012
Mogens S. Mogensen

I Afrika spiller religion en afgørende rolle i menneskers liv, og man skal være meget ‘heldig’ for at møde en afrikaner, der er ateist. I de fleste afrikanske lande er der både kristne og muslimer, men forholdet mellem disse to dominerende religiøse grupper i Afrika er forskelligt fra land til land. På den konference om religion og udvikling, som i disse dage afholdes i Addis Ababa i Etiopien, har vi i går og i dag gjort status over relationerne mellem muslimer og kristne og udfordringerne og udsigterne mht. samarbejde mellem dem i de otte afrikanske lande, som er repræsenteret.

Da der også er en dansk delegation med på konferencen, blev vi også bedt om at gøre status. I den status kunne vi ikke komme uden om at skulle tale om Muhammed-krisen, og det udløste en sand storm af spørgsmål. Det er endog meget vanskeligt for afrikanere at forstå danskernes forhold til religion, og at man kan omgås smed religion, sådan som det var tilfældet under Muhammed-krisen.

På den anden side var vi danskere meget interesseret i at prøve at forstå, hvordan forholdet mellem muslimer og kristne udvikler sig i Egypten i forlængelse af de omvæltninger, som er sket der. Det var påfaldende, at både de muslimske og kristne egyptiske deltagere var optimistiske mht. det fremtidige samarbejde mellem muslimer og kristne. Deres oplevelse var virkelig, at der var (arabisk) forår i luften.

Etiopien er nok det land i Afrika, hvor der traditionelt har været det mest fredelige forhold mellem muslimer og kristne, og det kan være svært for etiopere at forstå fx de konflikter, som der har været mellem kristne og muslimer i Nigeria. Men som én sagde: ”Når du ser, at der går ild i din nabos skæg, så skal du skynde dig at hælde vand på dit eget skæg.”  I den etiopiske ortodokse kirkes selvforståelse er Etiopien et ortodokst kristent land, men i virkeligheden er der nok næsten lige så mange muslimer, som der er kristne, i Etiopien i dag. Desværre har der da også i de senere år været enkelte konflikter mellem muslimer og kristne, og en af de etiopiere, jeg talte med, var bange, at forholdet mellem muslimer og kristne let kunne forværres, hvis kristne og muslimske ledere ikke tog situationen alvorligt.

Af rapporterne fra de fleste andre lande fremgik det tydeligt, at dialogarbejdet gennem efterhånden flere årtier har haft en markant positiv indflydelse på udviklingen i relationerne mellem kristne og muslimer. Det gælder bl.a. Liberia. Her var der alvorlig fare for, at borgerkrigen kunne have udviklet sig til en religionskrig, hvis ikke moderate kristne og muslimske ledere havde samarbejdet om at modstå presset fra konservative kristne og muslimske kræfter. Disse kristne og muslimske ledere spillede også en helt afgørende rolle for hele den fredsproces, som førte frem til fredsaftalen i 2003.

Religion er i Afrika en mægtig kraft, der kan misbruges og er blevet misbrugt til at sætte hele samfund, men det er også en mægtig kraft, der kan bidrage til, og som har bidraget til, at slukke selv de største brande.

Addis Ababa, tirsdag, den 10. januar 2012
Mogens S. Mogensen

“Peace for development “ er temaet for den konference mellem kristne og muslimske ledere fra otte afrikanske lande, som i disse dage afholdes i Addis Abeba, Etiopien. Konferencen ledes af generalsekretæren for “Programme for Christian Muslim Relations in Africa”, Dr. Johnson Mbilla, og dagens hovedoplæg var netop Mbillas overvejelser om,  hvad det er, der i dag truer freden mellem muslimer og kristne i Afrika.

Afrikas oprindelige religioner var de såkaldte afrikanske traditionelle religioner. I den førislamiske og førkristne periode blev der ført mange krige mellem stammerne, men der var aldrig tale om religionskrige. Andre kunne tiltrækkes til éns religion ved at se dens styrker og fordele, men man forsøgte aldring at kæmpe med andre for at få dem til at skifte religion. Med islams og kristendommens ankomst til Afrika opstod der imidlertid en religiøs polarisering.

Mbilla understregde , at deri Afrikas historie  erressourcer at hente, når det gælder fred mellem religionerne. Selvom PROCMURA ikke arbejder I de nordafrikanske lande, så har man alligevel inviterret en stor delegation med fra Egypten. Ikke kun fordi de har vigtige erfaringer at dele omkring dialog og især diapraksis, men også fordi Egypten tog imod Jesus, dengang Josef og Maria matte flygte pga. af forfølgelse i deres hjemland. Konferencen afholdes i Etiopien, fordi kongen her tog imod godt de muslimer, som måtte flygte fra forfølgelse i Mekka I 615 e. Kr.  Da  kongen spurgte til deres tro, og de reciterede sura Maryam, sagde kongen, at deres religion åbenbart lignede hans kristne religion. Den tradition for gæstfrihed i forhold til andre religioner var det vigtigt at holde fast i.

Johnson Mbilla oplistede en række trusler mod den fred mellem religionerne, som er en forudsætning for udvikling.
•    Politisk manipulation af religion. Politikerne politiserer religionen for at opnå deres egne formal.
•    Den etniske faktor. Når alle I  én etnisk gruppe antager en religion, og alle I en anden etnisk gruppe antager en anden religion, bliver konflikter mellem etniske grupper let til konfllkter mellem religioner, eller de tager sig sådan ud.
•    Den negative solidaritet: Religiøs “tribalisme”. Alle stater I Afrika arbejder hårdt på at afskaffe den etniske “tribalisme”, men desværre afløses den ofte af en religiøs “tribalisme”. Kristne støtter kristne, og muslimer støtter muslimer, uanset hvem der har ret, og uanset prisen. Ved at praktiserer denne form for negativ solidaritet gør man sig selv til medskyldig i ugerninger.
•    Religiøs kolonialisme. Religiøse konflikter fra andre dele af verden eksporters til Afrika, og afrikanere engageres i konflikter, som de egentlig ikke har aktier i.

Det er bl.a. disse trusler mod freden mellem muslimer og kristne, som vi her på konferencen må drøfte for at overveje, hvordan vi kan bryde de skæbnesvangre mønstre, som de er udtryk for.

Mbilla sluttede af med at stille spørgsmålet til de tilstedeværende muslimer og kristne: Er I først og fremmest muslimske afrikanere eller afrikanske muslimer? Er I forøst og fremmest kristne afrikanere eller afrikanske kristne? Er I først og fremmes mennesker/afrikanere, der (menneskeligt set) “tilfældigvis” er blevet muslimer eller kristne? Eller udgør jeres tilhørsforhold til hhv. den muslimske umma eller Kristi legeme et uoverstigeligt skel, som skaber konflikter mellem jer?

Disse spørgsmål fik mig til at tænke på Grundtvigs udsagn om “menneske først og Kristen så” og på vigtigheden af at holde fast i den fælles humanitet bag om alle religiøse forskelle – også i en dansk sammenhæng.

Addis Abeba, mandag, den 9. Januar 2012
Mogens S. Mogensen

“Nytter det noget med sådan nogle dialogkonferencer?” spurgte en af min venner, da jeg fortalte, at jeg skulle deltage i en dialog-konference i Addis Ababa mellem muslimske og kristne ledere – samt repræsentanter for medierne  – i Afrika. Det spørgsmål rumsterede i mit hoved, da jeg i dag tog hen på Global Hotel, hvor konferencen afholdes.

I eftermiddag og i aften er deltagerne begyndt at indfinde sig, fra Etiopien, Egypten, Tanzania (inkl. Zanzibar), Madagaskar, Cameroun, Sierra Leone, Liberia – og Nigeria. Det vil sige, at deltagerne fra Nigeria, som netop nu gennemlever den alvorligste krise i mange år pga en række terrorangreb især mod kristne kirker fra en muslimsk sekt, har vi endnu ikke set noget til. Flere af dem har måttet melde afbud, fordi de er travlt optaget af at forsøge at forhindre at konflikten mellem kristne og muslimer breder sig.

Konferencen er organiseret af PROCMURA i samarbejde med Mission Afrika, Dansk Etioper Mission, Danmission og er støttet af DANIDA gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Ud over repræsentanter for disse organisationer er vi også en dansk delegation bestående af en journalist, en muslim, og en kristen, nemlig Malene Fenger Grøndal, Abdul Wahid Pedersen og mig.

”Programme for Christian Muslim Relations in Africa” (PROCMURA) blev stiftet i 1959 (under navnet ”Islam in Africa Project”) af afrikanske kirker i samarbejde med deres partnerorganisationer i Europa og USA, og har følgende ”mission statement”: ”Faithful and responsible Christian witness to the Gospel in an interfaith environment of Christians and Muslims that respects the spirit of good neighbourliness, and Christian constructive engagement with Muslims for peace and peaceful coexistence for the wholistic development of the human person and his/her environment.”. I de senere år er PROCMURA bl.a. blevet kendt og respekteret for sit bidrag til fredsprocesserne i Sudan, der førte til dannelsen af den nye stat Sydsudan, i Sierra Leone og Liberia.

Konferencens tema er ”Africa Christian and Muslim Leaders Conference on Peace and Development”. Afrika har i dag over 1 mia. indbyggere og religion spiller en afgørende rolle i det afrikanske samfund, hvor over 400 mio. er kristne, og over 400 mio. er muslimer. Baggrunden for konferencen er, at der ikke ville være fred i Afrika, hvis der ikke er fred mellem muslimer og kristne, ligesom der heller ikke kan forventes nogen meningsfuld social udvikling på det afrikanske kontinent, hvis ikke kristne og muslimer er aktive deltagere, og er det i samarbejde med hinanden. Det handler ikke bare om ”peaceful coexistence”, men om ”proexistence … living in support of one another’s quest for peace and development”, som PROCMURAs generalsekretær Johnson Mbilla udtrykker det.

Nytter det noget med en sådan dialogkonference mellem muslimske og kristne ledere i Afrika? Dialog betyder samtale, og der er meget at tale om for disse religiøse ledere, når det gælder fred og udvikling i Afrika. Alternativet til samtale er at man ikke taler sammen, og når samtalen forstummer, er der fare for at konflikten tager over. Hvor galt det kan gå, er den nuværende situation i Nigeria en alvorlig påmindelse om.

Global Hotel, Addis Ababa, Etiopien, søndag, den 8. januar 2012
Mogens S. Mogens

Det kan måske synes lidt uortodokst eller ligefrem lidt tåbeligt at ønske ”Glædelig jul!” den 7. januar, men i virkeligheden er det meget ortodokst. I dag fejrer de ortodokse kristne her i Lalibela i det nordlige Etiopien jul, og det går ikke stille af. Efter 43 dages faste, hvor man kun må spise eller drikke én gang om dagen, nemlig ved tretiden, og slet ikke spise animalske produkter, er der nu fest. Hele dagen har vi set – og hørt – hvordan de rundt om i byen har slagtet køer, får og geder. Hver lørdag er der marked i Lalibela, og i år falder julen på en lørdag, så markedet er ekstra stort og larmende.

Lalibela har tilsyneladende fået sin befolkning fordoblet af pilgrimme fra store dele af Etiopien, pilgrimme, som overnatter i det fri og ellers tilbringer en stor del af deres tid med at besøge kirker og klostre. Munke og præster sidder i alle kirker og velsigner lægfolk med deres store kors og med hellig aske. Flere af de besøgende i kirkerne lægger sig på knæ og beder og kysser ikoner og døre. Flere steder, hvor vi kom frem, brød kvinder og mænd ud i spontan sang og dans. Vi kunne af gode grunde ikke forstå, hvad de sang, men deres glæde var ikke til at tage fejl af.

I nat kulminerer julefesten. Enhver, der kan krybe eller gå, søger i løbet af aftenen ind i en af kirkerne, hvor der holdes gudstjeneste hele natten. Præster vil messe fra skrifterne, der vil sunget til musik af cymbler og trommer, og på et tidspunkt vil præsterne kaste sig ud i en nærmest ekstatisk dans. Da vi spurgte til denne sang og dans i kirken, svarede vor guide, som selv er en meget dedikeret ortodoks kristen: Hvordan giver I i jeres kirke udtryk for jeres glæde og begejstring?

I aften vil vi fejre jul sammen med vore etiopiske brødre og søstre, og hvem ved, måske bliver vi så glade for, at det er blevet jul, at vi istemmer sangen og blander os i dansen. ”Melkem Gena”, som det hedder på amharisk. ”Glædelig Jul!”

Lalibela, Etiopien, den 7. januar 2012
Mogens S. Mogensen

”Are you going to Heaven?”, spurgte en af vore med-passagerer, en sort amerikansk dame, i bussen på vej fra lufthavnen til byen Lalibela i det nordlige Etiopien. ”We hope so”, svarede vi ”but right now we are heading for Jerusalem”. Det viste sig, at vore to hoteller, Heaven og Jerusalem, lå lige ved siden af hinanden.

Byen er opkaldt efter kejser Lalibela, som kom til magten i 1185, efter 25 års eksil i Jerusalem. Byen er verdensberømt for sine 11 kirker, som alle er monolitiske, dvs. de er hugget ud af den klippe de i dag står på, og de er forbundet med underjordiske tunneller. Ifølge traditionen byggede Lalibela disse kirker som et ”andet Jerusalem”, så de etiopiske kristne ikke behøvede at tage helt til Israel, men kunne gennemføre deres pilgrimsfærd i Etiopien.

Vi gik i dag op til Jerusalem, der ligger på et højt plateau, og har der set Tabor-bjerget, Olie-bjerget, Golgatha, Jesu grav og mange andre geografiske lokaliteter fra det første Jerusalem. I morgen er det de ortodokse kristnes jul, og byen er allerede nu så fyldt med hvidklædte pilgrimme fra hele Etiopien, at det er meget svært at trænge sig igennem den feststemte folkemængde for at komme ind og se disse enestående kirker.

Jerusalem spiller ganske vist også en stor rolle som pilgrimsmål for kristne fra andre kirkeretninger, og de fleste kristne vedkender sig da også kristendommens jødiske rødder, men når man besøger ortodokse kirker og taler med ortodokse kristne i Etiopien, bliver man hurtigt klar over, at Jerusalem, Israel, det gamle testamente, jødiske traditioner og ritualer mm. spiller en langt større rolle her end i andre kirkesamfund. Det bliver naturligvis allertydeligst, når talen falder på pagtens ark, som if. kirkens tradition har været i Etiopien i snart 3000 år, og som der findes en ”kopi” af i hver eneste af de 22.000 kirker og klostre. Flere af ritualerne omkring arken i den etiopiske kirke er som taget lige ud af det gamle testamentes beretninger, fx om, hvordan David dansede foran arken. Præsten Kesis Kefyalew Merahi skriver således i bogen ”The Covenant of Holy Mary Zion with Ethiopia” (1997) om den ”kopi” af arken, som hver kirke har, at ”Its sanctity, function and centrality [in] the ritual of the Ethiopian Church is the same as that of the Ark in ancient Israel” (s. 14).

Kirkens meget stærke jødiske præg hænger måske sammen med, at en betydelig del af befolkningen havde været jøder i mange år, inden kristendommen i 330 blev officiel statsreligion. Det, vi ved med sikkerhed er, at der i mange århundreder og helt frem til i dag har været et jødisk samfund i Etiopien (de såkaldte ”falashaer”). Men vi ved ikke, hvornår og hvordan dette jødiske samfund opstod, og da slet ikke, om det – som traditionen hævder – går helt tilbage til Dronningen af Sabas besøg hos kong Salomon i Jerusalem i det 10. årh. f. Kr.

Efter kun en halv snes dage i Etiopien kan jeg naturligvis ikke give nogen kvalificeret vurdering af denne unikke kirke. Som alle andre kirker er den ortodokse kirke i Etiopien præget af sin kulturelle, religiøse og sociale kontekst og af dens historie – hvor måske kirkens isolation fra andre kirker i lange perioder, især efter islams ekspansion i det 7. århundrede, har præget dens udvikling. Derfor kunne man blot konstatere, at der er tale om en kontekstuel etiopisk teologi og kontekstuelle ritualer. Men man kunne også anlægge det supplerende perspektiv, at vi her står over for en etiopisk version af messiansk jødedom, altså Kristus-troende jøder.

I Jerusalem har jeg mødt sådanne messianske jøder, og undertiden kunne det være svært for mig at forstå, hvordan de forholdt sig til de jødiske traditioner og ritualer, men at de var Kristus-troende var der for mig ingen tvivl om. Her i ”det andet Jerusalem” er jeg i dag omgivet af pilgrimme fra hele Etiopien, som måske også er en slags messianske jøder?

Hotel Jerusalem, Lalibela, Etiopien, fredag, den 6. januar 2012
Mogens S. Mogensen

At besøge den gamle kejserby Axum i det nordlige Etiopien er en fantastisk oplevelse. Det er som at træde ind i en historie, hvor det er svært at skelne fantasi fra virkelighed, fakta fra fiktion.

Det er ikke kun historien om, at pagtens ark findes i en kirke her i byen, der er fantastisk. Vor guide tog os med uden for byen til en arkæologisk udgravning af et stort palads oprindeligt i etager og med 52 rum. Ifølge guiden mente arkæologerne, at det var fra det 10. årh. f. Kr., og han var overbevist om, at det var Dronningen af Sabas palads.

Ikke mindre fantastisk var det at studere de 11 steler eller obelisker inde i centrum af det gamle Axum. De var blevet rejst i århundrederne omkring Kr. fødsel som gravmonumenter over Axums kejsere og deres familie. Flere af stelerne var omkring 20 meter høje, og den tungeste vejede flere hundrede ton. Hver af dem var udhugget af en blok i et stenbrud i bjergene fem km. væk. Symboler på stelerne vidnede om, at man på det tidspunkt dyrkede en månegud. Men det kræver stor fantasi at forestille sig, hvordan transporten og rejsningen af disse kolossale steler overhovedet kunne lade sig gøre.

Hvordan gik det til, at Axum blev det måske første land i verden, som antog kristendommen som officiel statsreligion? Etiopierne er overbevist om, at kristendommen først kom til Axum med den etiopiske høvedsmand, som Filip døbte på vejen fra Jerusalem til Gaza. Hofmanden var skatmester for etiopiernes dronning og var kommet til Jerusalem for at tilbede. Var der mon allerede på det tidspunkt – sådan som etiopierne hævder – et jødisk samfund (falashaerne) i Axum? Er det fantasi eller virkelighed, at de etiopiske jøder kan spore deres rødder helt tilbage til de israelitter, som if. traditionen ledsagede arken tilbage til Etiopien i det 10. Årh. f. Kr.? Det er fantastisk, men ikke fantasi, at kejser Ezanos i det 4. årh. besluttede at  gå over fra den gamle månereligion, hvis tempel i Yeha fra det 8. årh. f. Kr. vi i dag har besøgt, til kristendommen. En egyptisk kristen (kopter) ved navn Frumentius, der var blevet spillede en vigtig rolle i kristningen af Axum, og blev af patriarken i Egypten udnævnt til den første biskop i den nye kirke.

Axums kejsere er af gode grunde berømte for deres bygningskunst. I modsætning til gravkamrene i de egyptiske pyramider, som næsten alle sammen i tidens løb er blevet plyndret,  er næsten alle de talrige gravkamre, som arkæologerne i disse år udgraver i Axum, uberørte. Vor guide tog os med ud til en udgravning af et palads med gravkamre fra det 5. årh.  e. Kr., hvor han førte os ned i en tunnel af sten, der var 2,5 x 2,5 meter. Han forklarede, at andre arkæologiske udgravninger i Etiopien og Eritrea tydede på, at denne tunnel førte helt til den vigtige havneby Aduli ved Det Røde Hav, altså ca. 280 km. Det lyder næste for fantastisk til at være sandt!

Da nogle af Muhammeds første tilhængere i Mekka blev udsat for forfølgelse, sendte han dem i 615 over Det Røde Hav til den kristne kejser i Axum med bøn om, at han ville give dem asyl. Kejseren tog godt imod dem, og efter nogle år vendte nogle af dem tilbage til Mekka, mens andre slog sig ned permanent i Axum og lagde grunden til det muslimske samfund i Etiopien. Som tak for venligheden lovede Muhammed, at muslimerne aldrig ville udsætte etiopierne for jihad. Det lyder måske for godt til at være sandt, og det er det måske også, for senere kom der væbnede konflikter mellem muslimske og kristne herskere. Men alt i alt har forholdet mellem kristne og muslimer været meget bedre her end i mange andre afrikanske lande. Men træerne vokser heller ikke ind i himlen i Axum. Der bor i dag en del muslimer i Axum by, men vor guide forklarede, at muslimerne naturligvis ikke skulle have lov til at bygge moskéer i den hellige kristne by. I Mekka er der jo heller ingen kirker, sagde han.

I slutningen af det første kristne årtusinde kom Axum in i en alvorlig nedgangsperiode, og i det 10. årh. overgik kejsermagten fra det salomoniske dynasti til Yagwe-dynastiet, der flyttede hovedstaden til Lalibela. Men mindet om Axums fantastiske storhedstid lever videre,
såvel i fantasifulde myter og sagn som i håndgribelige monumenter – og den fortløbende historieskrivning. Indtil nu er kun 5% af de registrerede arkæologiske lokaliteter blevet udgravet, så vi må forvente i de kommende år at høre spændende nyt om Etiopiens fascinerende fortid.

Hotel Yeha, Axum, torsdag, den 5. januar 2012
Mogens S. Mogensen

Hvis man spurgte danskere, hvornår de sidst havde tænkt på ”pagtens ark”, ville halvdelen sikkert svare noget i retning af, at A4 ark og A5 ark kendte de, men ikke pagtens ark. Og den anden halvdel ville sikkert indrømme, at det var endog meget længe siden, at de sidst havde skænket pagtens ark en tanke. Helt anderledes her i Etiopien. Stort set alle ved, hvad pagtens ark er , og de allerfleste er tilmed overbevist om, at den har været i Etiopien de sidste 3000 år, og for alle ortodokse kristne i Etiopien spiller arken en afgørende rolle i kirkens liturgi.  De ville  tilmed elske at fortælle historien om, hvordan dronningen af Saba havde mødt Salomon i Jerusalem, og hvordan den søn, Menelik, som kom ud af dette møde, senere besøgte sin far i Jerusalem – og tog pagtens ark med tilbage til Etiopien.

Men hvis etiopierne har ret i, at arken er i Etiopien, hvor i landet er den så? Da vi i går morges landede i den gamle kejserby Axum i Tigre-regionen, der grænser op til Eritrea, blev vi i ankomsthallen mødt af en stor reklame for ”Hotel of the Ark”, hvor vi dog ikke skulle indkvarteres. Men alligevel, vi var kommet til den by, som roste sig af at huse den hellige ark. Pagtens ark, som Moses var blevet pålagt at bygge og lægge de to sentavler med de ti bud i og placere i tabernaklet, fordi Gud her lovede sin tilstedeværelse.

Det viste sig, at den guide, som skulle vise os rundt i The Church of St. Mary of Zion, hvor arken efter sigende gemmes i et mindre kapel, var den samme, som havde været guide for Graham Hancock. Den berømte ark-jæger, som efter flere års undersøgelser i 1993 udgav bogen ”The Sign and the Seal. A Quest for the Lost Ark of the Covenant”. På et tidspunkt forsøgte jeg at komme tæt på ark-kapellet for at få et nærbillede af den, men blev med høje råb jaget væk. Det er nemlig kun vogteren af pagtens ark, som må komme helt tæt på arken, for slet ikke at tale om at se den. Vi var imidlertid så heldige at møde vogteren, der netop kom ud af kapellet, mens vi i passende afstand stod og kiggede på. Vogteren, en ældre herre sidst i 70’erne, spurgte hvem vi var, og hvor vi kom fra, og velsignede os med sit store Axum-kors. Senere – i et gammelt kloster ved siden af kirken – velsignede en munk os – med dråber fra pagtens ark! Dråber, som var sivet ud af pagtens ark og var blevet blandet op med hellig olie. Så tæt kom vi – måske – på pagtens ark. Men heller ikke tættere.

Det, der bekymrede mig, mens vi færdedes i omegnen af pagtens ark, var imidlertid, at kirkens præster, munke og andre medarbejdere satte så stor pris på arkens tilstedeværelse, at jo tættere vi kom til arken, jo flere birr-sedler – eller allerhelst dollarsedler -  forventede de at modtage, når de skulle vise os gamle bøger og ikoner og give os deres velsignelser. På en måde var det forståeligt nok, for de var i fuld gang med at bygge et museum på grunden til alle de kostelige klenodier, og de ældgamle ikon-malerier i klostret havde akut behov for at blive restaureret. Men alligevel, var der ikke noget om, at en central del af pagtens ark var nådestolen …

Jeg fandt altså ikke pagtens ark, og jeg ved stadig ikke med sikkerhed, om det er sandt, at den  findes her.

Historisk eller religionshistorisk er det et meget spændende spørgsmål, men ved nærmere efter tanke er det teologisk set  – altså set fra mit teologiske standpunkt – også inderligt ligegyldigt . Ja, der kan – efter min opfattelse – være en fare for, at denne ark fra den gamle pagt kommer til at skygge for den nye pagt. Om Jesus siges der nemlig– i en engelsk oversættelse af Joh 1 – at ”he came to tabernacle among us”. Det betyder altså, at Guds nådige nærvær i verden ikke længere er knyttet til pagtens ark, men til Jesus Kristus, som vi møder, hver gang vi samles i hans navn.

Axum, onsdag, den 4. januar 2011
Mogens S. Mogensen

Af alle kristne trossamfund i hele verden er den ortodokse kirke i Etiopien måske den eneste, der mht. teologi, ritualer og selvforståelse lægger afgørende vægt på pagtens ark. Så stor en vægt, at det er konstituerende for en kirke at have en repræsentation af arken. Den – om man så må sige – ortodokse forklaring er, at den oprindelige ”pagtens ark” har været i Etiopien i næsten 3000 år og, og at den i dag opbevares i en kirke i Axum.

Her til morgen spurgte jeg vor 27 årige guide, der læste ”tourist management” på Gondar universitet, om han troede på det. Om pagtens ark var i Axum, var han ikke sikker på, men han var overbevist om, at den var et eller andet sted i Etiopien.

Et lige så stort paradoks som pagtens arks rolle i den ortodokse kirke er tilstedeværelsen af jøder i Etiopien. Ikke bare nogle få, men så mange tusinde, at de i århundreder har spillet en væsentlig rolle i Etiopiens historie. Fra 1984 og i de følgende år fik disse såkaldte felasha- jøder lov til at bosætte sig i Israel, og i dag er der over 80.000 jøder i Israel, som er født i Etiopien. Vor guide f’ørte os ud til en falasha-landsby nogle få kilometer uden for Gondar, hvor vi så synagogen og torah-skolen. Men der var ikke mange falasha-jøder tilbage i landsbyen, de fleste af dem, som ikke allerede var emigreret til Israel, var flyttet ind til byen. Vort hotel – Lammergayer – ligger i nærheden af en jødisk center, og vi har talt med flere af deres medarbejdere, som undervise potentielle falasha-emigranter til Israel i hebræisk. De var imidlertid ikke specielt religiøst interesserede og havde ikke nogen mening om, hvor pagtens ark var. Det nærmeste, jeg i dag kom pagtens ark, var, at jeg ude i landsbyen købte en lerfigur, der forestillede Moses med indholdet af pagtens ark, altså stentavlerne med de ti bud.

Hvordan kan man forklare, at der så langt fra Israel har været et stort jødisk samfund, som har holdt fast ved jødiske ritualer og traditioner? Og hænger spørgsmålet jødernes tilstedeværelse i Etiopien sammen med spørgsmålet om pagtens arks eventuelle tilstedeværelse i Etiopien?

Vor udmærkede guide gav os den ortodokse forklaring på disse spørgsmål. Dronningen af Saba, som kom fra Etiopien, besøgte – som det fortælles i Det Gamle Testamente – kong Salomon i Jerusalem. Hvad Bibelen ikke fortæller, er, at Dronningen af Saba efter sin hjemkomst til Etiopien fik en søn med Salomon, Menelik. Da Menelik blev voksen besøgte han Salomon, som anerkendte ham som sin søn. Efter nogen tid forlod Menelik Jerusalem, ledsaget af en af stor gruppe lærde israelitter – og med sig havde han også pagtens ark. Grundstammen i det jødiske samfund i Etiopien udgøres altså af Meneliks ledsagere fra Jerusalem – og deres efterkommer og dem, som konverterede til jødedommen. Lige siden derfor været et jødisk samfund,ligesom også pagtens ark har været , i Etiopien.

Hvis pagtens ark er i Etiopien, hvor i landet er den så? Den ortodokse forklaring er, at den i dag er i ”Vor Frue af Zions Kirke” i Axum, men problemet er, at der ikke er nogen, som har set den der, lige bortset fra den præst, som til sin dødsdag alene vogter den.

Sidste stop på vor rundtur i Gondar i dag var et besøg i Debra Birham Selassie-kirken. Kirken blev bygget af kejser Iyasu den 1. slutningen af det 17. århundrede, altså i begyndelsen den 200-årige periode, hvor Gondar var hovedstad i kejserriget. Iyasu bad om, at få pagtens ark overført til Gondar, når kirken var færdig, men præsteskabet i Axum sagde nej. Oprindeligt var man begyndt at bygge kirken efter samme grundplan som kirken i Axum, men da kejseren indså, at det ikke ville lykkes ham at få pagtens ark til Gondar, byggede han i stedet en kirke, som skulle ligne Noahs ark, vendt på hovedet. Og det gør den virkelig også.

Det er altså ikke lykkedes mig at finde pagtens ark, end ikke en kopi af den. Men i dag fandt jeg til gengæld en anden ark i Etiopien, Noahs Ark, om end i kopi og vendt på hovedet.

Gondar, onsdag, den 3. Januar 2012
Mogens S. Mogensen

Lige nu sidder jeg i Ethiopian Airlines fly ET 122 fra Addis Ababa til Gondar, med rejseselskabet Abba. Når jeg kigger ud af vinduet på det øde bjerglandskab, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på Gondor i Tolkiens bog ”Ringenes herre”, og kan næsten identificere mig med Frodo og hans rejseselskab.

Hvorfor sidder jeg her? Det begyndte for nogle uger siden, da en af mine venner, der er højt placeret i det folkekirkelige hierarki, stak mig en gammel slidt bog, som jeg absolut måtte læse. Graham Hancock, ”The Sign and the Seal” fra 1993, en bog på 600 sider. Da jeg begyndte at læse bogen, blev jeg straks klar over, at jeg – og med mig sikkert mange andre – havde glemt noget, som reflekteres i bogens undertitel: ”A Quest for the Lost Ark of the Covenant”.

If. Det Gamle Testamente fik Moses de to stentavler, hvorpå Guds selv havde skrevet de 10 bud, og han fik besked på, hvordan han skulle lave en boks, en ark, til dem, og placere dem i tabernaklet. Pagtens ark repræsenterede Guds nærvær i Israel. Senere, da Salomon i det 10. Århundrede før Kristus byggede et tempel, var formålet nemlig at bygge et hus til pagtens ark. Men kort efter ophører Det Gamle Testamentes skrifter med at omtale pagtens arks tilstedeværelse i det tempel, som i det 6. århundrede blev ødelagt, og heller ikke i det andet tempel, som blev bygget efter israelitternes eksil, omtales pagtens ark. Det spørgsmål, som jeg aldrig før havde tænkt på at stille, var naturligvis: Hvad var der blevet af pagtens ark?

Hancocks teori er, at pagtens ark i dag findes i Etiopien. Intet mindre. Og måske har han ret, for allerede den første ortodokse kirke, vi besøgte i Addis Ababa, hævdede, at den havde pagtens ark. Ganske vist kunne jeg ikke få den at se, da den var gemt af vejen i den allerhelligste del af kirken, men alligevel. Det viste sig imidlertid, at alle de andre ortodokse kirker i Addis Ababa, ja i hele Etiopien, også havde pagtens ark, men i alle tilfælde var der tale om en langt senere kopi eller måske snarere symbolsk fremstilling af pagtens ark, som alle disse mange tusinde kirker hver havde. Ja, det er tilmed sådan, at uden pagtens ark (på det gamle kirkesprog ge’ez, ”tabot”) ville der ikke være tale om nogen egentlig kirke, og derfor får hver ortodoks kirke da også sin egen ”pagtens ark” ved indvielsen.

En anden af mine venner, der lige som Graham Hancock er journalist, er meget optaget af at finde ”Noahs ark”, som skulle være strandet på Ararats bjerg. Andre jager efter det guld, som efter sigende skulle ligge ved foden af ”the arch of the rainbow”, regnbuen. Nu er jeg også blevet ark-jæger, men det er altså pagtens ark, jeg leder efter. Jeg er ikke motiveret af muligheden for at få en mindetavle på grædemuren eller bare at få en lille gyde i det gamle Jerusalem opkaldt efter mig. Nej, men jeg har det sådan med glemte sager, at jeg synes, at de for en ordens skyld må findes og lægges på plads igen. Og derfor er jeg i dag – i al beskedenhed – taget til Gondar, der er en hurtigt voksende universitetsby med 300.000 indbyggere, men engang var den etiopiske kejsers residensby.

Lige som hobbitten Frodo var draget af ringen, er jeg blevet tiltrukket af pagtens ark.

I luften over Gondars bjerge, mandag, den 2. januar 2012
Mogens S. Mogensen

I Lonely Planet og andre guidebøger kan man få gode råde de vigtigste seværdigheder, fx her i Addis Ababa, men det mest spændende, som man kan opleve, kan disse bøger af gode grunde ikke fortælle om, for det er de mennesker, man kan være heldig at møde.

I går faldt vi i snak med en ung kvindelig billedkunstner, som udstillede i en sidebygning til National Museum. Jeg kan ikke prale af nogen stor forstand på kunst, men hendes oliemalerier gjorde et stort indtryk. Ikke kun fordi et gennemgående tema i hendes koloristiske malerier var høns, og jeg derved blev mindet om min beskedne hønsefarm derhjemme, men først og fremmest fordi det var spændende at høre hende fortælle om sin kunstneriske uddannelse og udvikling og studere hendes ekspressive billeder. Hendes navn var Kidist Berhane. Kidist betyder på amharisk ”blessed”, altså velsignet, og hun var virkelige en gudsbenådet kunstner.

Den vigtigste ortodokse kirke i Addis Ababa og næst vigtigste i hele landet hedder på engelsk
”Holy Trinity Church”. Det navn sagde  dog ikke vor taxachauffør noget, da vi efter kunstudstillingen gerne ville køres derhen. Men da vi fandt ud af at katedralens amhariske navn – pudsigt nok  – var Kidist Selassie, lyste chaufføren op og fandt hurtigt vej til denne imponerende bygning. En ung mand, der fortalte at han var diakon, viste os diskret rundt i kirken, alt mens en såkaldt røgelsesgudstjeneste var i gang. Da han forklarede os om præsternes rolle, spurgte vi, om  han også skulle være præst. Jo, svarede han med et smil, men det forudsatte, at han først blev gift.

Kidist Selassie, tænkte jeg, med det navn måtte kirken da være bygget til ære for kejseren. Men det var nu ikke tilfældet. Katedralen, der var blevet indviet i 1942, mindedes derimod befrielsen fra den italienske besættelse og ærede alle dem, der var faldet i kampen. Men hvorfor bar kirken så kejserens navn? Det gjorde den heller ikke, for Selassie betød på amharisk treenighed, så kirkens navn var altså ”Den velsignede treenighed”.  Haile Selassie var det navn, som han havde taget, da han i 1930 blev indviet som kejser: ”Treenighedens kraft”.

I dag fejrede vi nytåret i The International Lutheran Church”. Den første person vi hilste på uden for kirken, præsenterede sig som Muhammed. Det viste sig, at han var fra et naboland, og at han var konvertit fra islam. Han havde været vicepræsident i ulama’ernes råd, det øverste islamiske organ i landet. En dag for et år siden oplevede han imidlertid, at Gud talte direkte til ham. Hvorfor blev han ved med fem gange om dagen og rense sig for at forrette sine bønner, når han kunne komme til Gud renset i Jesu blod. Det gentog sig flere gange de følgende dage, og til sidst besluttede han sig til at opsøge en kirke. Han begyndte nu at tro på Jesus, blev døbt, og oplevede – som han udtrykte det – en fred og glæde, han ikke tidligere havde kendt. Men det blev så begyndelsen til seks måneders voldsom forfølgelse. Han blev kastet i fængsel, tortureret og truet med døden, men ville ikke vende tilbage til islam. Til sidst var der en kristen politiker, som fik ham ud af fængslet og rådede ham til at flygte til et af nabolandene. Her var han så, ribbet for familie, position, rigdom mm, men han havde nu noget der var langt mere værd for ham, nemlig troen på Jesus.

Da vi sad til gudstjenesten sammen med 70 andre fra mange forskellige lande i og uden for Afrika, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan de første tre salme responderede på Muhammeds situation. ”God is good”, ”The Lord is my Shepherd” og ”Take my life”.
Samtidig var det nok noget, som vi alle –konvertitter eller gammelkristne – havde brug for at blive mindet om på årets første dag.

Take my life and let it be
consecrated Lord to thee.
Take my moments and my days,
let them flow in ceaseless praise.

Addis Ababa, Nytårsdag, 2012
Mogens S. Mogensen

Hvor heldig har man lov at være? Etiopien er Afrikas næst-folkerigeste land med over 80 mio indbyggere, og hovedstaden Addis Ababa, som jeg lige nu opholder mig i, har måske omkring 6 mio. indbyggere. Og her midt i dette folkemylder er jeg helt tilfældigt stødt ind i et par af mine ganske vist ret fjerne slægtninge. Men når man er så langt hjemmefra, som jeg er lige nu, så føler man sig lynhurtigt tæt forbundet med selv fjerne slægtninge.

Jeg havde ikke sovet så godt på hotellet i nat, for nogle håndværkere var åbenbart i færd med at renovere værelset lige over vort værelse, og det gik ikke stille af. Receptionisten havde skaffet os en taxa, som i betragtning af dens tilstand på mirakuløs vis kørte os ned til The National Museum, som ifølge TripAdvisor var et besøg værd. Jeg var stadigvæk søvnig efter en dårlig nat og lidt ør i hovedet efter den rystende oplevelse i taxaen, da jeg pludselig stødte ind i ham i hallen. Straks jeg så ham, tænkte jeg, at det måtte være en af mine slægtninge, og jeg præsenterede mig for ham. Da jeg fik en række oplysninger om ham, blev jeg overbeviste om, at han virkelig var min fjerne slægtning. Jo mere jeg kiggede på ham, jo mere kunne jeg se, at vi helt bestemt måtte være i familie med hinanden. Det undrede mig dog, at han skulle være født omkring år 16210 før vor tidsregning. ”Som tiden dog går”, tænkte jeg. Men så blev der en voldsom trængsel af besøgende skoleklasser og deres guider, og lige efter at han havde fortalt, at han var kendt i Etiopien som  H. Sapiens Idaltu, forsvandt han i mængden.

Indrømmet, jeg vandrede derefter rundt på museets gange som i drømme, opslugt af mine egne tanker om mit slægtskab med denne mand, og jeg fik desværre ikke meget ud af at kigge på museets meget informative udstillinger. Nede i et af de fjerneste rum i museets kælder fik jeg mit andet chok. Pludselig genkendte en anden slægtning, eller rettere en af mine meget gamle grandtanter, som jeg for mange år siden havde set et billede af. Det var efter at det i 1974 blev kendt, at hun var vor fjerne grandtante. Allerede den gang havde hun været ældgammel,  og nu var hun – som man siger  – kun skind og ben, ja, faktisk kun ben. I modsætning til Idaltu syntes jeg ikke, at hun lignede mig ret meget. Tværtimod følte jeg, da jeg så nærmere på hende, at der var som om der var millioner af år mellem hendes og min verden. Hun så så skrøbelig ud, at jeg ikke engang turde give hende hånden eller røre ved hende af frygt for, at hun skulle falde fra hinanden. ”Nej, det er ikke let at blive gammel”, tænkte jeg. Inden jeg fik lært hende bedre at kende, kom museet personale imidlertid og bad os gå, da det var lukketid.

Men tænk, at jeg  her i Etiopien skulle møde to af mine gamle slægtninge. Ja, hvor heldig kan man være.

Café Lucy, Addis Ababa, den 31. december 2011
Mogens S. Mogensen

I aftes deltog vi i en ortodoks gudstjeneste uden for Skt. Georgs katedralen i nærheden af vort hotel i Addis Ababa. Prædikenen var på et sprog vi ikke kendte, sikkert på amharisk, så vi forstod ikke et ord af det hele. Derfor begyndte jeg i stedet at studere, hvad der foregik. Mænd og kvinder sad i hver sin afdeling. En kvinde lagde sig fladt ned på jorden (prostration) i tilbedelse. Andre mænd og kvinder gik helt op til selve kirkebygningen og kyssede den. Jo mere jeg observerede, jo mere trængte den tanke sig på, at der var slående ligheder mellem ortodokse kristne ritualer og muslimske ritualer.

Historisk set har der da også været nære forbindelser mellem arabiske muslimer og etiopiske kristne. Meget tyder på, at deri før-islamisk tid har været en kristen indflydelse i Arabien fra Etiopien , og at der levede etiopiske kristne i Mekka på Muhammeds tid. Allerede tre år efter at Muhammed var trådt frem som profet i Mekka, sendte han pga. forfølgelser en gruppe af sine tilhængere til den kristne konge i Abessinien (Etiopien), hvor de fik beskyttelse. Den første muezzin i Mekka var en etiopisk konvertit, og den største gruppe ikke-arabiske muslimer på Muhammeds tid var også etiopiere.

Det er også tankevækkende, at den ortodokse kirke i Etiopien hedder den ”Den Etiopiske Ortodokse Tawahedo Kirke”. ”Tawahedo” betyder på kirkens gamle før-amhariske sprog ”ge’ez”, at den er blevet gjort til en, eller er blevet forenet, og sprogligt hænger det sammen med det arabiske ord ”tawhid”, der i islam refererer til Allahs enhed. Både ge’ez, amharisk og arabisk hører til samme semitiske sprogfamilie.

Men den vigtigste grund til, at der kan konstateres ligheder mellem muslimske og etiopiske ritualer er nok, at både islam og ortodoks etiopisk kristendom er stærkt påvirket af det gamle testamentes jødedom. Den ortodokse kirke i Etiopien følger mange af det gamle testamentes spiseregler, og ligesom muslimerne spiser de ortodokse kristne derfor ikke svinekød. Kvinder må ikke gå ind i kirker under deres menstruation, ligesom de forventes at dække deres hår med et slør i kirken. Lige som muslimer tager skoene af, inden de går ind i moskeen, tager også ortodokse kristne etiopiere skoene af, før de går ind i kirken. De ortodokse henviser således til beretningen om Moses og den brændende tornebusk, hvor Gud byder Moses at tage skoene af, fordi han står på hellig grund.

Det er nu ikke rigtigt, at jeg ikke forstod et ord af, hvad den ortodokse etiopiske præst prædikede foran Skt. Georgs katedral. Flere gange i prædikenen forstod jeg, at han nævnte Jesus Kristus, og det er vel netop her – i forståelsen af hvem Jesus Kristus er – at den afgørende forskel er mellem islam og kristendom – og også ortodoks etiopisk kristendom- ligger. Og trods alle forskellene er det er vel også Jesus Kristus, der forener os som lutherske kristne med ortodokse kristne. Men Jesus spiller også en vigtig rolle i Koranen og dermed i islam – dog kun som profet og ikke som Guds søn, og derfor har vi som kristne noget vigtigt at tale med muslimerne om.

Addis Ababa, fredag, den 30. december 2011
Mogens S. Mogensen

Da vi i aftes landede i Bole International Airport i Addis Ababa, blev vi modtaget af en meget venlig chauffør fra det hotel, hvor vi skulle bo. En driftig ung mand, der for et år siden var vendt tilbage til Etiopien efter flere års arbejde I Dubai, De Forenede Arabiske Emirater, for at blive gift. Hans mål havde været at tjene så mange penge i Dubai, så han kunne etablere en lille forretning i Addis Ababa. Desværre var forretningen ikke blevet nogen succes, så nu havde han måttet tage et midlertidigt arbejde som chauffør for at forsørge sin familie.

På hotellet faldt vi i snak med receptionisten, en ung ugift kvinde, der var uddannet som sygeplejerske. Som de fleste andre, vi har mødt her, var hun særdeles venlig og hjælpsom. Fx kom hun med en tallerken med en lokal ret mad til os. Vi skulle lige smage den, så kunne hun selv spise resten bagefter. Også hun havde arbejdet nogle år i Dubai.

Selvom Etiopien faktisk har en af de hurtigst voksende ikke-olie-baserede økonomier i Afrika,har mange unge svært ved at få øje på en lys økonomisk fremtid i Etiopien. Og ikke uden grund, for Etiopien er stadig et af verdens aller fattigste lande. Allerhelst ville de unge til Amerika eller Europa, men de rige arabiske nabolande er også en fristende mulighed. Således siges det, at der i dag er 60.000 etiopiere i De forenede Arabiske Emirater.  Mange af dem er unge kvinder, som får arbejde som tjenestepiger, til en løn på 100 dollars om måneden, som er en fyrstelig løn for de fleste i Etiopien. Men for nogle af dem ender ”drømmejobbet” som et mareridt. De bliver en slags husslaver, hvor udvejen kan være at forsøge at flygte – eller i desperation at tage deres eget liv.

Både vor chauffør og receptionist kom heldigvis hjem fra Dubai i god behold, men vor chauffør var bestemt på at ville til Dubai og arbejde igen. Ganske vist havde han haft dårlige erfaringer med sin indiske arbejdsgiver, men han håbede på bedre held næste gang. Da vi spurgte ham, ”Hvad så med din kone og den lille baby, I lige har fået”, svarede han, at han fik en måneds ferie hvert år, hvor han så kunne være sammen med sin familie i Etiopien.

Etiopiens turistindustri reklamerer med, at Etiopien er landet med ”13 måneders solskin”, og når man som dansker kommer fra et land, der if. Henrik Nordbrandt har 16 måneder, hvoraf de seks sidste hedder november, er det virkelig skønt at komme til Etiopien. Efter at have været rundt igennem byens slumkvarterer og det moderne centrum fandt vi os en dejlig plads i solen på Hotel Sheraton, hvor vi fik os en kop caffè macchiato og en tiramisu kage. Men for mange unge etiopiere er det en barsk eksistenskamp at finde en plads i solen.

Addis Regency Hotel, Addis Ababa, torsdag, den 29. december 2011
Mogens S. Mogensen

Lige nu flyver vi i ti kilometers højde hen over Libyen og Egypten. Det er muligt at se omridsene af små landsbyer omgivet af ørken, men på denne afstand kan man ikke få øje på de mennesker, som bor der i udkanten af Sahara. Når man kommer fra den vestlige verden, kan det i det hele taget være svært at få øje på ganske almindelige egyptere og libyere. Men måske ændrede 2011 på det forhold.

Spørgsmålet er nemlig, hvad vi mon på længere sigt vil husket året 2011 for? Sandsynligvis tog årets mest historisk vigtige begivenheder deres begyndelse i Tunesien, da Mohammed Bouazizi – en 26-årig gadesælger i en lille landsby 124 km syd byen Tunis– tog sit eget liv som en reaktion på mange års chikanerier fra politi og andre myndigheder. En bureaukrat havde konfiskeret hans vægt, og han tog ind til provinshovedstaden for at klage, men fik ikke noget svar. Lige der på gadehjørnet overhældte han sig med en væske til at fortynde maling og stak ild til sig selv. Hans familie forklarede, at han tog sit eget liv, fordi myndighederne havde taget hans værdighed fra ham. ”I Tunesien er værdigheden vigtigere end brød!”

Ingen havde forudset konsekvenserne, men få dage efter måtte den tunesiske diktator gå af. Gadehandlerens skæbne var dråben, der for mange fik bægeret til at flyde over, et bæger af ydmygelser, vrede og frustrationer, som magthaverne i deres arrogance havde fyldt op gennem mange år. Gennem de moderne sociale medier som fx FaceBook og Twitter spredtes protesten som en bølge, myndighederne ikke kunne dæmme op for.

Den folkelige protest i Tunesien inspirerede unge i Egypten til en lignende bevægelse. De fik hurtigt deres egen martyr, den 28-årige Khalid Said, der var blevet banket til døde af politiet. I løbet af dette arabiske forår måtte Egyptens diktator Hosni Moubarak også afgive magten. Siden har oprøret til manges overraskelse og med forskellig grad af succes spredt sig til lande som bl.a. Bahrain, Marokko, Yemen, Syrien og Libanon. Det endnu mere overraskende er imidlertid, at protesten spredte sig fra disse arabiske lande til andre verdensdele.

Den 15. maj  begyndte tusinder af især unge at marchere på  Puerta del Sol pladsen i Madrid under sloganet ”Vier ikke varer i politikeres og bankfolks hænder” og kaldte sig selv ”Los Indignados”, de indignerede. Ti dage efter spredte protestbevægelsen sig til Grækenland med kravet om social retfærdighed. I løbet af sommeren nåede bølgen USA med bevægelsen ”Occupy Wall Street”. Under sloganet ”We are the 99%” protesterede de mod den ene procent af befolkningen, bl.a. Wall Streets bankfolk, som blev rigere og rigere, mens almindelige mennesker blev ramt hårdt af den økonomiske krise.

Ringene fra den sten, der blev kastet i søen i Tunis for et år siden, har niu bredt sig mod alle verdenshjørner. I Tel Aviv har der været en demonstration med 300.000 deltagere mod social uretfærdighed, den største demonstrations i Israels historie. Der har været markante protestbevægelser i Kina for demokrati. I Indien protesteres der mod korruption, i Mexico mod den narkotikarelaterede vold osv. Og i denne måned oplever Rusland de største demonstrationer siden kommunismens fald: tusinder gå på gaden for at protestere mod præsidents Putins valgsvindel.

Det, der er fælles for alle disse folkelige protester, er, at der er tale om en social og politisk protest mod magthavernes arrogance og den politiske og sociale uretfærdighed. For det andet er det nye og brede grupper, ofte veluddannede folk fra middelklassen, der har fået nok, og nu med livet som indsats kæmper for forandringer. De gamle partier og organisationer er blevet taget på sengen og har ikke spillet nogen rolle i bevægelsernes indledende faser. Der er tale om folkelige bevægelser med tag i brede kredse. I artiklen ”The Protester” i The Times 26. December 2011 skriver Kurt Andersen således, at da demonstrationerne var på deres højeste i Egypten deltog omkring 8% af befolkningen (over 14 år), og i Spanien har omkring 6 mio. ud af landets 46 millioner indbygger deltaget i demonstrationer.

Endelig har de protesterende haft stor succes med at engagere folk gennem brug af den moderne teknologi, som fx mobiltelefonen, og de sociale medier, som fx Facebook og Twitter. Man kan påvise, hvordan protestbevægelserne har været i kontakt med hinanden eller i det mindste inspireret hinanden, og i den forstand kan man med god ret tale om, at vi her oplever en ny side af globaliseringen.

Lige som med alle tidligere revolutioner og folkelige protestbevægelser er det uforudsigeligt, hvordan de vil udvikle sig, og hvilke sociale og politiske konsekvenser, de vil få. Men under alle omstændigheder er der grund til at kalde 2011 for om ikke revolutionernes så i hvert fald de folkelige protesters år.

Lige nu, hvor solen er ved at gå ned over ørkenen, nærmer vi os Etiopien og dermed Afrikas Horn. Et område, som i år er blevet ramt af den værste hungerkatastrofe i de sidste 50 år. De mange millioner, som har mistet hus og hjem og er ved at dø af sult, har imidlertid ikke kræfter til at protestere over verdens uretfærdighed, eller til som en hungerhær at marchere for at få om ikke et værdigt liv, så dog i det mindst et liv.

I et Lufthansa-fly mellem Frankfurt am Main og Addis Ababa, onsdag, den 28. december 2011
Mogens S. Mogensen.

Undertiden kan man glæde sig over, at det danske sprog kun forstås af nogle få millioner af verdens 7 mia mennesker, og at det kun er en lille brøkdel af, hvad der skrives på dansk, der oversættes til andre sprog. Den følelse havde jeg, da jeg i dag læste, at 38% af Danmarks befolkning if. en meningsmåling var af den opfattelse, at de af staten godkendte eller anerkendte trossamfund skulle have pligt til at vie homofile par. Denne holdning bakkes tilmed op af nogle kendte personer inden for det politiske og kirkelige liv.

Man kan spørge sig selv, hvordan det er muligt at nå frem til dette standpunkt? Egentlig er det ikke så svært at forstå, og forståelsen bliver tilmed hjulpet på vej af, at vi i dag har fået en nydannelse i form af et ”ligestillings- og kirkeministerium”. Det vil sige, at der er kommet et stærkt fokus på spørgsmålet om lighed, når det gælder kirkelige – og religiøse – spørgsmål. Havde vi i stedet fået et ”Friheds- og kirkeministerium”, så ville der måske have været større vægt på friheden. Når staten – ved folketinget – nu giver par af samme køn ret til at blive viet på linje med par af forskelligt køn, så må staten vel også  – i lighedens navn – sikre den samme ret for medlemmer af de trossamfund, som staten har givet ret til at foretage vielser med retsgyldighed.

Samtidig argumenteres der i lighedens navn også for, at alle præster i folkekirken skal have pligt til at vie par af samme køn. Juridisk set kunne det godt lade sig gøre, for folkekirken er i praksis en statskirke, præsterne er statens tjenestemænd, og folketinget er folkekirkens synode, der har juridisk ret til at træffe beslutninger i alle forhold vedrørende kirkens ordninger. Hvis folketinget vælger at gå den vej, og fx pålægge alle folkekirkepræster at vie to af samme køn, som måtte ønske at blive gift i folkekirken, vil det imidlertid været et brud – ikke på grundloven – men med den over 150 årige – og grundtvigsk inspirerede – frihedstradition, som har præget folkekirken lige siden den blev etableret som sådan ved grundloven i 1849.

Helt anderledes forholder det sig imidlertid med kravet om, at de godkendte og anerkendte trossamfund skal have pligt til også at vie par af samme køn. En sådan lov ville ganske vist være udtryk for en lighedstænkning, men den ville være et eklatant brud på religionsfriheden, da det ville tvinge religionssamfund til at handle i modstrid med deres religiøse overbevisning. En sådan begrænsning i religionsfriheden kan naturligvis være legitim, hvis religiøse praksisser er i strid med de grundlovssikrede frihedsrettigheder,  menneskerettighederne, den offentlige orden eller statens sikkerhed, men det kan man ikke sige, at er tilfældet med retten til ikke at vie to af samme køn.

Vi er med god grund stolte af vort demokrati og vil gerne dele demokratiets velsignelser med andre lande rundt om i verden. Derfor er det også glædeligt, at der nu fx er stærke demokratiske bevægelser i en række muslimske lande i Mellemøsten, som ellers ikke har været forvænt med demokrati. Her kommer spørgsmålet om borgernes frihed og lighed i fokus. Hvilket lys kaster den aktuelle danske diskussion om frihed og lighed over situationen i disse arabiske lande?

I mange muslimske lande er islam i praksis statsreligionen, parallelt til folkekirkens status som statskirke i Danmark. Lige som den danske stat har anerkendt bestemte trossamfund og givet dem vielsesmyndighed, er fx kristne kirker i disse lande anerkendt som trossamfund med vielsesmyndighed. At disse trossamfund i øvrigt langt fra har de samme friheds- og lighedsrettigheder, som islam er en kendt sag, som vi til stadighed må kritisere.

Staten har ved lov givet muslimske imamer ret til at vie en mand til op til fire kvinder, og dermed har muslimske borgere fået ret til at indgå i et lovformeligt polygamt ægteskab. Denne ret har medlemmer af kristne trossamfund ikke. I lighedens navn kunne der imidlertid argumenteres for, at når kristne kirker af staten har fået ret til at foretage vielser med retsgyldighed, så skulle de også have pligt til at vie en mand til to, tre eller fire kvinder, hvis der var kristne, måtte ønske det.

Hvis politikere og religiøse ledere i muslimske lande lod sig inspirere af debatten i det demokratiske danske samfund til at foreslå en lovgivning, der pålagde kristne præster at indstifte polygame ægteskaber, så ville det få alle danskere – uanset deres holdning til danske imamers og rabbineres og katolske præster pligt til at vie to af samme køn – til at protestere højlydt. Og her er det, at betydningen af det begrænsede danske sprogområde kommer ind i billedet.

Christiansfeld, onsdag, den 14. december 2011
Mogens S. Mogensen

“Man jager et bæst og fanger et menneske” er titlen på en bog af efterforskningschef Bent Isager-Nielsen. Jeg kom til at tænke på denne titel, mens jeg læste de sidste 28 siders konklusion på den 443 sider lange erklæring, som to norske retspsykiatere har udfærdiget om Anders Behring Breivik, og som nu er tilgængelig på nettet. Her tegnes et billede af en barn med en meget problematisk opvækst. En velbegavet ung mand, der ikke slog til på arbejdsmarkedet og efterhånden isolerede sig mere og mere. En voksen mand, som igen flyttede hjem til sin mor og næsten kun var i kontakt med omverdenen gennem internettet, mens han udviklede en mere og mere sygelig adfærd. En 32-årig mand, som efter at være blevet grebet af ekstreme vrangforestillinger endte med at begå en ufattelig terroristisk ugerning, der kostede 72 nordmænd livet.

Psykiaterne konkluderer, at Anders Breivik udviklede en paranoid schizzofreni, og at han var psykotisk, da han planlagde og udførte sin terroristiske ugerning den 22. juli i Oslo og på Utøya, og stadig er psykotisk. “Observanden frembyr et bilde av stablie. detaljerte og altomfattende, paranolde og grandiose vrangforestllllnger. Symptomene har bisar karakter.” Hans vrangforestillinger handler if. retspsykiaterne om det multi-kulturelle norske samfund, sådan som det også fremgår af hans 1500 siders kompendium ”2083 – A European Declaration of Independence”. Hans forestillinger bl.a. om, at der foregår en borgerkrig i Norge “vurderes om uttryk for bakenforliggende altomfattende paranoid vrangforestillinger”. Og videre: ”Vedvarende bisare vrangforestillinger, eksemplificeret ved ideen om, at han deltager i en borgerkrig der han har ansvar for at afgøre hvem som skal leve og dø, samt forventer maktovertagelse i Europa”, og at han som korsridderleder skal deltage i udformningen af et nyt Europa. Der er tale om en ”trussel om uttryddelse av egen rase, og frygt for vold og drap på det han beskriver som mitt folk”. I starten af 2010 begynder han så at handle i overensstemmelse med sine grandiose vrangforestillinger med planlægningen af væbnede aktioner.

Et andet tegn på hans alvorlige mentale sygdom er hans manglende empati. ”Observanden fastholder at det var rettferdig at ofrene ble drept, angrer ikke og føler Ingen skyld. Han mener at ofrene døde som en konsekvens av hans kjærlighet til det norske folk. Bedt om en vurdering av egne handlinger, forblir hans betraktninger empatiløse”. Breivik vurderer udelukkende drabene ud fra den betydning, som de har for hans egen fremtidige gennemslagskraft, mhp hvordan drabene kunne fremme hans politiske projekt med en fremtidig magtovertagelse.

Det er op til eksperter i psykiatri at vurdere, om Anders Breivik var og er psykotisk, og i forlængelse heraf op til domstolen at afgøre, om han – når han næste år får sin dom – kan afsone i fængsel eller skal i forvaring og behandling. Men der kan ikke være tvivl om, at der virkelig er tale om paranoide og grandiøse vrangforestillinger og en fuldstændig mangel på empati, som retspsykiaterne skriver, og at det er katastrofalt, når empatiløse mennesker begynder at handle i overensstemmelse med sådanne vrangforestillinger om samfundet og deres egen rolle i samfundet.

Christiansfeld, lørdag, den 10. december 2011
Mogens S. Mogensen

Det var med stor vemodighed jeg slukkede for fjernsynet efter det 20. og foreløbigt sidste afsnit af ”Borgen”. Ganske vist er TV-serien ”Borgen” nok ikke kunst, der kan måle sig med H. C. Andersens værker, men det har været elementært underholdende uge efter uge at følge intrigerne på ” Borgen”. Den kvindelige statsminister, hvis private forhold har mediernes og oppositionens store interesse, de gravende og undergravende journalister, som forsøger at få skovlen under politikerne, den tilsyneladende korrekte departementschef der spiller rollen som som den grå eminence, og så spindoktoren, der både er den hjælpende engel og mørkets fyrste.

Inden mit TV-vemod udviklede sig til en virtuel vinterdepression, kom der hjælp fra en uventet kant. Det viste sig, at mens ”Borgens” skuespillere tog sig en velfortjent vinterferie, så trådte en række amatørskuespillere ind på scenen. Sædvanligvis står der ikke megen respekt omkring de dilletantforestillinger, som vi tilbydes i forsamlingshuse rundt om i landet. Men nu blev hele Danmark præsenteret for forestillinger, som faktisk havde en meget høj underholdningsværdi – og som greb os alle sammen, fordi handlingen lå helt i forlængelse af temaerne i ”Borgen”.

De var der alle sammen. Den kvindelige statsminister, som er lige ved at blive væltet pga. en pressestorm, og den tidligere statsminister, som sidder glæder sig over hendes problemer. Departementschefen, som måske er mere farverig end som så, spindoktoren, der ikke kun kan gå til men også over stregen og journalister, der vil eller ikke vil deltage i de politiske intriger. Men her i det 21. afsnit tager handlingen en ny drejning, der tilføjer serien en ny dynamik. Mens statsministeren tidligere var hovedpersonen, overtager en tidligere skatteminister fra den borgerlige regering hovedrollen. Også denne minister havde naturligvis en departementschef og en spindoktor, der spiller sammen med formiddagsbladenes journalister. I dette trekantdrama forekommer der en læk af fortrolige personoplysninger om den daværende oppositions kvindelige leder, og der er alvorlig tegn på ministerielt magtmisbrug i forhold til Skats behandling af den daværende oppositionsleders skattesag.

En spindoktors opgave er at klæde ministeren på så han kan begå sig i vanskelige situationer og sikre sin og regeringens popularitet. Denne uges afsnit af ”Borgen” giver i den henseende mindelser om H. C. Andersens eventyr ”Kejserens nye klæder”, hvor kejserens skræddere – datidens spindoktorer – spinder kejseren ind i klæder, der får ham til at tro, at han tager sig godt ud. Men det viser sig imidlertid, at han ikke har noget tøj på. I denne uges afsnit af Borgen trådte ministeren frem på scenen for at sætte det hele på plads. Der var brug for nogle borgerlige ord, der kunne lukke munde på kritikerne. ”Jeg har intet at skjule!”, sagde skatteministeren, mens de blufærdige blandt tilhørerne rødmende slog øjnene ned, og de andre skamløst udbrød, at han ikke havde noget tøj på.

Der er replikker, som går over i sproget som bevingede ord, vi andre mindre ånder kan benytte os af, når vi vil svinge os op til at sige noget beåndet. Til sådanne billedskabende sentenser hører udsagn om, at ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet!”, hvor man ser for sig en tidligere statsminister forgæves forsøge at holde balancen på et gulvtæppe der bølger som et oprørt hav. Det gælder også mantraet  ”Der er ikke noget at komme efter!”, der fremkalder billedet af en anden tidligere statsminister, der forgæves leder efter Saddam Hussains masseødelæggelsesvåben, som begrundelse for Danmarks krigserklæring mod Irak. Nu har vi så i det 21. afsnit af ”Borgen” fået talemåden, der fremkalder billedet af en tidligere skatteminister, som er klædt af til skindet:  ”Jeg har intet at skjule!”

Nu venter vi med spænding på næste afsnit af “Bogen”. Hvordan udvikler trekantdramaet mellem den tidligere skatteminister, hans spindoktor og departementschefen sig?  Hvem bliver ofret, og hvem går fri? Det vil næste uges afsnit af “Borgen” måske give svar på.

Christiansfeld, søndag den 4. december 2011
Mogens S. Mogensen

Hamborg har omkring to millioner indbyggere. Den evangelisk-lutherske kirke er den største af kirkerne i byen, hvor man skønner, at kun mellem 30 og 40% af befolkningen er medlem af nogen kirke. I dag er jeg sammen med det mellemkirkelige udvalg i Haderslev stift på studietur til Hamborg for at få et indtryk af, hvordan det økumeniske samarbejde fungere der.

I den finske sømandskirke, tegnet af arkitekten Alvar Aalto, mødte vi to af lederne af ”Arbejdsfællesskabet af kristne kirker i Hamborg”, en katolsk præst og en luthersk provst.  Dette økumeniske forum blev grundlagt i 1965 og har 32 kirker som medlemmer og observatører, ortodokse og katolske kirker, reformationskirker og frikirker inklusive migrantmenigheder. Formålet er at skabe tillid mellem de forskellige konfessioner, fremme autentisk informationer om medlemskirker, udvikle og uddybe en økumenisk bevidsthed i kirkerne og være en fælles stemme for de kristne kirker i Hamborg, fx i krisesituationer.

Der er ikke noget forsøg på at skabe en økumenisk fællesnævner eller mellemproportional mellem de åbenbare forskelle mellem kirkerne, men de  enkelte kirker bringer deres konfessionelt prægede bidrag til fællesskabet. I protestantiske kirker er der en tilbøjelighed til at kristendommen primært udtrykkes i ord og ikke bliver noget sanseligt. Her kunne vi måske lade os inspirere af de ortodokse menigheder, som efter deres julefejring i januar forestår en velsignelse med vand af alle, der møder op til en fælles økumenisk event. Efterhånden som færre og færre mennesker er bønder, giver kirkens høstgudstjeneste ikke den samme mening som tidligere. Derfor var det måske værd at overveje at følge det økumeniske fællesskabs eksempel i Hamborg, når man – også med inspiration fra de ortodokse – i september fejrer skabelsen sammen, fx med inddragelse af aktuelle økologiske og klima-perspektiver.

Derudover holder de en årlige fest, hvor menigheder med forskellig etnisk og national baggrund kommer sammen, holder gudstjeneste sammen og spiser sammen. Der er en årlig kirkenat, hvor flere hundrede kirker fra de forskellige konfessioner holder åbent, og der er mulighed for at gå fra kirke til kirke og opleve forskellige former for kirkelige traditioner, og hvor mange, der normalt ikke slider på kirkebænkene, ofte møder op.

Da Hamborgs frihavn for nogle år siden blev nedlagt, besluttede man at etablere en ny ”Hafen-City” med boliger til 40.000 indbygger og med 40.000 nye arbejdspladser, og med arkitektonisk spændende byggerier, der både kunne gøre byen god at bo i og tiltrække turister. Rundt om denne bydel, som nu er under opbygning, ligger der en række kirker fra forskellige konfessioner, og derfor har der været enighed om, at kirken måtte være til stede i dette område, men at der ikke er behov for nye konfessionelle kirker. I stedet etablerede 19 kirker, fra forskellige konfessioner, det økumeniske samarbejde ”Brücke”, som i 2008 åbnede et lille økumenisk kapel midt i området. Her inviteres beboere, arbejdere, turister og alle andre ind i et rum med stilhed og med korte liturgiske andagter middag og aften. I en anden del af HafenCity har det økumeniske fællesskab ”Brücke” etableret ”Café Elb Faire”, hvor der serveres Fairtrade kaffe, og en Bæredygtigheds-pavillon.

Da vi bevægede os rundt i Hamborg, stødte jeg på et skilt, der pegede mod Vandsbæk, der i dag er en del af Hamborg. Under Struense blev der i 1772 indført tallotteri i København, Altona og Vandsbæk. Det blev et stort hit, og spillelidenskaben bredte sig som en steppebrand. Det var imidlertid sådan, at et lod købt fx i Vandsbæk kun kunne indløses i Vandsbæk. Hvis et bestemt nummer var blevet udtrukket i København, kunne man således ikke komme med dette nummer fra Vandsbæk og kræve gevinsten, for det gjaldt ad Vandsbæk til. Det spørgsmål, som jeg sidder tilbage med efter en meget spændende studietur, er, om denne form for økumeni kun gælder ad Vandsbæk til?

Hamborg, onsdag, den 30. november 2011
Mogens S. Mogensen

”Ordet er frit”, sagde repræsentanten for Grundtvigsk Forum som afslutning på sin velkomst til de godt 50 deltagere ved den konference på Vartov, som var arrangeret i samarbejde med Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. I denne kontekst fik det en særlig betydning, for konferencens tema var ”Frihed til at tro, tænke og tale – om trosfrihedens vilkår i verden og den europæiske respons”. Og den frihed skorter det desværre meget på rundt om i verden.

Folkekirken er medlem af Konferencen af Europæiske Kirker (KEK), der består af 125 protestantiske og ortodokse kirker i Europa. Gennem KEK er Folkekirken engageret i at advokere for religionsfrihed for alle religioner, både i og uden for Europa. KEKs menneskerettighedssekretær Elizabeta Kitanovic orienterede om, at KEK i Europa bl.a. har forholdt sig til forbud mod minareter i Schweiz og diskrimination af små kirker i Ungarn, og uden for Europa har der i år bl.a. været fokus på selvmordsangreb på koptiske kristne i Alexanria, drabet af to kristen i Irak.

Fra første januar overtager Danmark formandskabet i EU. Derfor var det meget relevant at blive mindet om, at religionsfrihed som en vigtig del af hele menneskerettighedskomplekset ikke blot er et FN anliggende, men også et EU anliggende. Mens politikere i Danmark kan have svært ved at forholde sig konstruktivt til religion, er det lige frem indskrevet i Lissabon- -traktaten, at der skal føres regelmæssige konsultationer mellem religionssamfundene og EU-institutioner, og hvert år mødes KEK’s ledelse med EU’s ledelse.

Sidste år vedtog Europa-parlamentet endog en resolution, som opfordrer regeringer og myndigheder i alle lande til at arbejde på at beskytte sårbare religiøse samfund, inklusive kristne minoriteter, mod voldelige angreb og at sørge for at overtrædelser på dette område bliver straffet. Spørgsmålet, som Kitanovic rejste er, om spørgsmålet om religionsfrihed og især manglen på samme skal inddrages i EUs forhandlinger om handelsaftaler? At vedtage resolutioner koster ikke så meget, men er vi parate til på det økonomiske område at ofre noget for vore menneskerettighedsprincipper?

Peter Krömer, som i en årrække har beskæftiget sig med juridiske spørgsmål om religionsfrihed, og er medlem af den protestantiske kirkes synode i Østrig, mindede om, at vi i Europa har forpligtet os på at beskytte ikke kun den indre religionsfrihed – altså retten til at have eller ikke have en religion og til at skifte religion – men også den ydre religionsfrihed – altså retten til ikke blot privat men også offentlig religionsudøvelse, alene eller sammen med andre. Mens den indre religionsfrihed ikke kan begrænses, kan den ydre religionsfrihed under bestemte forudsætninger begrænses ved lov.

I lyset af den danske diskussion om asyl, var det tankevækkende, at Krömer mindede om, at religiøs forfølgelse ifølge gældende konventioner anerkendes som asylgrund. Hvis fx en konvertit fra islam til kristendommen udsættes for forfølgelse, hvis han udøver sin religion i offentlighed, så har han eller hun altså ret til asyl. I mange danskeres bevidsthed er religion en privatsag, men hverken i en klassisk kristen selvforståelse eller i konventionernes forståelse kan religionsudøvelse altså henvises til blot at foregå i privatsfæren.

Pater Joe Vella Gauci, der er rådgiver vedr. internationale anliggender og religionsfrihed hos den katolske kirkes Konference af Biskopper i EU slog fast, at det er enhver kirkes opgave ikke bare at varetage sine egne interesser, men også andre kirkers og andre religioners religionsfrihed. Det er ikke blot kristne minoriteter, men også mange andre religiøse minoriteter, som udsættes for forfølgelse. Og dog gælder det, at 75% af forfulgte i dag er kristne, og forfølgelsen af kristne minoriteter er tilsyneladende stigende.

Hvad kan og skal man så gøre ved den situation? Nogle har bragt gensidighedsprincippet (reciprocity) på banen. Hvis det betyder, at fx muslimers religiøse frihedsrettigheder i Europa skal være afhængige af, at kristne tilkendes de samme rettigheder i Mellemøsten, ville Gauci tage stærkt afstand fra princippet. Derimod ville det give god mening at udtrykke en forventning til muslimske lande om, at de ville følge Europas eksempel mht. religionsfrihed også for muslimer og behandle kristne i deres lande på samme måde.

Naser Khader, som indtil valget var udenrigsordfører for Det Konservative Folkeparti, gav sit bud på, hvad vi i Danmark kunne gøre. Spørgsmålet om religionsfrihed skal gøres til en central del af vor udenrigspolitik og bringes op, når vi forhandler med andre lande. Det er ikke nogen løsning blot at åbne op for asyl for kristne for Mellemøsten, i stedet må man gøre en indsats for at sikre deres rettigheder i deres hjemlande og i den forbindelse have modet til at konfrontere diktatorer med brud på menneskerettighederne. Endelig mente Khader også, at det var vigtigt at de mennesker, som med fare for deres liv, kæmper for religionsfrihed, bliver kendt i hele verden (lige som tidligere dissidenter i Østeuropa under kommunismen), så regeringerne vil være forsigtige med at begå overgreb mod dem.

Ordet er frit, her i Danmark, og det kan vi bruge til at minde vore politikere om det ansvar, som de også har for at arbejde for at religiøse minoriteter rundt om i verden også får frihed til at tro, tænke og tale. Specielt med henblik på, at det fra nytår er danske politikere, som i EU skal føre ordet.

København, fredag, den 25. november 2011
Mogens S. Mogensen

Det har knebet for partierne bag den nye regering at indfri alle de løfter, som de afgav inden valget, men nu indfrier ligestillings- og kirkeminister løftet om i folkekirken at indføre en ligestilling mellem hetero- og homoseksuelle par, således at også to mænd eller to kvinder nu kan få en regulær vielse i folkekirken og blive erklæret for rette ægtefolk at være. Det er en stor sejr for Manu Saren og regeringen, men spørgsmålet er, om det også er en stor sejr for folkekirken?

Det er en sejr for statskirken. Beslutningen ligger helt i forlængelse af en tusindårig tradition i Danmark. Det var kong Harald Blåtand, der – ifølge Jellingestenen – i det 10. Århundrede besluttede, at danerne skulle være kristne. Det var kong Christians den 3., som i 1536, besluttede, at den danske kirke skulle reformeres og gøres til en evangelisk-luthersk kirke. Det var Folketinget, som i 1948 besluttede, at det i folkekirkens skulle tillades at ordinere kvinder til præster. Jeg glæder mig, over at kristendommen blev indført i Danmark, at kirken blev reformeret, og at vi fik kvindelige præster, men målet helliger efter min mening ikke midlet. I middelalderen var det almindeligt, at kongen traf beslutninger om kirken, for det var efter hans opfattelse kongens kirke, og præster, provster og biskopper var som embedsmænd hans tjenere. I forlængelse af denne logik kan man forvente, at staten pålægger biskopperne -som var de statens skriverkarle -  at udfærdige et ritual, som er i overensstemmelse med folketingets beslutning. Men i dag er tiden måske kommet til, at kirkens medlemmer i kirkens eget regi og ud fra kirkens egne præmisser træffer beslutninger om kirkens anliggender.

Det er en sejr for den politiserede kirke. Politikere er valgt på basis af deres politiske ideologi, og vi forventer, at de handler i overensstemmelse med deres ideologi, og at de kan retfærdiggøre deres beslutninger ud fra deres ideologi. Politik handler kort og godt om magt, og magten er afhængig af populariteten. Politik handler om at kunne tælle til 90, og når man kan det, har man magt til at gennemføre sine planer. Kirke handler ikke om magt, men snarere om afmagt, ikke om at blive populær, men om at tjene sin næste. Kirken er ikke forankret i en politisk ideologi, men i en teologi. Når der træffes beslutninger i kirkelige sammenhæng, er der en tradition for at lægge vægt på at arbejde på at nærme sig en konsensus, fordi kirkens enhed er vigtig. Prisen for, at et spinkelt flertal på traditionel politisk vis trumfer sin vilje igennem vil ofte være meget høj.  Mon ikke tiden er kommet til, at folkekirken afpolitiseres så kirken får lov til at være kirke uden politisk indblanding.

Det er en sejr for den politisk korrekte kirke. Politisk korrekthed handler bla. om bestræbelsen på at rense sproget for udtryk især om særlige grupper, som kan opfattes nedsættende eller krænkende. Som det er i dag, kan et homoseksuel par blive et ”registreret partnerskab”, mens et heteroseksuelle par kan indgå et ”ægteskab” og blive et ”ægtepar”. Homoseksuelle par kan få en ”velsignelse” i kirken, mens heteroseksuelle par på få en ”vielse”. For at undgå nedsættende eller krænkende udsagn vil kirkeministeren, som også – og det er vigtigt i denne sammenhæng – er ligestillingsminister, ensrette sprogbrugen, så også homoseksuelle par kan blive viet i folkekirken og dermed indgå et ægteskab og blive betragtet som et ægtepar. Problemet er imidlertid, at der er mange andre forhold i kirken, som ud fra samme logik kalder på en ”politisk korrekt” overhaling, for kristendommen er ikke per definition ”politisk korrekt”. Uden her at gå ind i diskussionen om vielse af homoseksuelle, så er det værd at bemærke, at Jesus ofte udtalte sig på måder, som hans samtidige – og vel også vi der lever i dag – kan opleve politisk ukorrekt. Mon ikke det er på tide, at vi indser , at det at være kirke aldrig kun er at være med-kultur, men også undertiden at have modet til at være modkultur.

Det, der sker nu, er måske nok en sejr for statskirken, for den politiserede kirke og for den politiske korrekte kirke, men spørgsmålet er, om det bliver en Pyrrhus-sejr. Da kong Pyrrhus af Epirus i 279 f. Kr. med meget store tab havde besejret den romerske hær, udtalte han: ”Sådan en sejr til over romerne, og jeg er fortabt”. Vi har i kirken brug for i ro og mag – og med den nødvendige tid, det vil tage at nærme os en konsensus – at drøfte spørgsmålet om kirkelig vielse af homofile par, men vi har ikke brug for, at politikerne med deres magtindgreb gennemtrumfer et politisk korrekt forslag. Hvis det alligevel sker, understreger det  behovet for, at regeringen omsider indfrier grundlovens løfte om en forfatning for folkekirken.

Christiansfeld, torsdag, den 24. november 2011
Mogens S. Mogensen

Efter Muhammedkrisen i 2006 tog Folkekirke og Religionsmøde initiativ til en lytterunde i moskéer og muslimske organisationer for at fremme dialogen mellem muslimer og kristne. Lytterunden førte til, at der dannedes et Kristent Muslimsk Kontaktforum, som siden er mødtes en gang om året. I dag var vi samlet for sjette gang, 55 kristne og muslimske ledere, inklusive tre biskopper samt præster og kirke- og organisationsledere fra forskellige kristne trossamfund og seks imamer samt repræsentanter for en ret bred vifte af muslimske grupperinger.  Vært var foreningen Minhaj ul-Quran, som har pakistansk baggrund, og foreningen havde stillet sit kulturcenter og sin moské til rådighed for konferencen.

Igennem årene har vi  i Kristent Muslimsk Samtaleforum drøftet mange forskellige emner, inklusive borgerskab, ytringsfrihed og religionsfrihed. I år var temaet ”Teologisk uddannelse i Danmark”.  Nogen vil sikkert spørge, om kristne og muslimer har noget at tale sammen om, når det gælder teologisk undervisning. Har vi ikke hver sin meget forskellige teologi? Hvorfor skulle teologisk uddannelse så være et fælles anliggende for muslimske og kristne ledere?

Set fra et kristent perspektiv må vi konstatere, at mens man tidligere især har bedrevet teologi i et monoreligiøst samfund, hvor det især har været sekularisering og sekulare ideologier, som teologien var i dialog med, så er Danmark nu blevet et multireligiøst samfund, hvor teologien nødvendigvis må være i dialog bl.a. med islam. Problemet for muslimer i Danmark er, at de ikke har nogen dansk akademisk teologisk uddannelse. Da imamer og andre muslimske ledere skal fungere i et dansk samfund, som i 1000 år er blevet påvirket af kristendommen, og 80% stadig er medlem af folkekirken, har de brug for en uddannelse i teologi, der tager den danske kulturelle og religiøse kontekst alvorligt.

Hovedtalerne på konferencen var to professorer fra Det Teologiske Fakultet på Det Frie Universitet i Amsterdam, som præsenterede deres hollandske erfaringer. Under det teologiske fakultet etablerede man i 2005 et Center for Islamisk Teologi, hvor muslimske studerende undervises i de klassiske islamiske discipliner, og hvor kristne og muslimske teologiske studerende undervises sammen i en række ikke-specifikt teologiske fag. Dermed indgår muslimske og kristne studerende dagligt i en menneskelig og faglig interaktion og bliver nødt til at gøre sige forståelige overfor hinanden mht. til deres tro og praksis. Som en af professorerne sagde det om de kristne teologiske studenter, at hvis de ikke kunne forklare deres tro til en muslim, så ville de nok heller ikke kunne forklare den for en af deres egne, når de engang blev præster i en menighed.

Mange både kristne og muslimske ledere gav udtryk for, at det ville være gavnligt for både muslimske og kristne teologiske studenter, hvis noget lignende kunne finde sted  på et dansk universitet, men der er en række hindringer, som stiller sig i vejen. For det første er der i Danmark kun under en fjerdedel af det antal muslimer, der er i Holland, og mens to tredjedele af alle muslimer kommer fra Tyrkiet eller Marokko, så er der en langt større etnisk spredning i Danmark. For det andet ville der skulle sluges en række kameler både politisk og universitetspolitisk først. Men der var enighed om, at man skulle arbejde videre med visionen om at skabe fælles platforme for teologisk uddannelse (inkl. efteruddannelse) af muslimer og kristne i Danmark. For, som lektor Safet Bektovic  fra Københavns Universitet udtrykte det, så der det i et multireligiøst samfund vigtigt at religiøse ledere udvikler interreligiøse kompetencer. Det er vigtigt at kende ikke bare sin egen teologi men også de andres teologi og i det hele taget at kunne relatere sin religion til det samfund, man lever i. Og det forudsætter en relevant teologisk uddannelse.

Et par af de muslimske ledere gjorde endvidere opmærksom på, at en solid teologisk uddannelse af imamerne ville være et vigtigt bidrag til bekæmpelse af ekstremisme i muslimske miljøer. Ekstremister er, sagde de, ofte personer, som kun har et overfladisk kendskab til den islamiske teologiske tradition. Måske gør noget lignende sig også gældende for ekstremister med en kristen baggrund.

Minhaj ul-Quran-moskéen, København, lørdag den 19. november 2011
Mogens S. Mogensen.

Alle 80 pladser i auditoriet på Århus Universitet var besat I dag, da der blev afholdt en missionskonference I anledning af Mission Afrikas 100 års jubilæum. Blandt deltagerne var der et dusin afrikanske kirkeledere fra bl.a. Nigeria, Sierra Leone og Cameroun. Konferencens tema var “Mission og identitet – afrikansk, kristen, luthersk”.

Mogens Jensen, der i en årrække var formand for Mission Afrika, den gang selskabet stadig hed Sudanmissionen fortalte bl.a. om, hvordan den første missionær, Niels H. Brønnum, begyndte sit arbejde blandt bachamaerne i Numan I den nordøstlige del af Nigeria. Inden han nåede så vidt, havde han lært sig hausa, og nu gik han i gang med bachama-sproget. I løbet af få år havde han oversat flere evangelier til bachama, skrevet kristne salmer på bachama til bachama-melodier og også skrevet en meget indlevende bog om bachamaernes kultur og religion – med den lidt misvisende titel ”Under dæmoners åg”.

Brønnums arbejde fik imidlertid konsekvenser, som han aldrig havde drømt om, sagde Niels Kastfelt fra Københavns Universitets Center for Afrika Studer. Brønnum var blevet slået af lighederne mellem Bachamaernes traditionelle religion og kristendommen. Bachamaernes skabergud Pwa havde en søn, Nzeandzo, der på nogle punkter kunne minde om Jesus Kristus. I sin oversættelse af tekster fra Bibelen og i sine salmer valgte Brønnum termer, som var hentet fra Bachama-religionen (bl.a. ordet for Gud, Pwa), og som blev omtolket I Kristen retning.

Det blev begyndelsen til en kristianisering af Bachamaernes traditionelle religion. Senere begyndte bachamaerne at spekulere over, om der var en forbindelse fra deres religion tilbage til kristendommen – via Egypten – som gik langt forud for missionærernes virksomhed, som så blev betragtet ikke som en introduktion af kristendommen, men som en ”restaurering” af den kristendom, som gennem årene var falmet. På den baggrund udviklede bachamaerne (sammen med deres broderfolk battaerne, der tilsammen i dag kalder sig Bwatiye) en forståelse af sig selv som et kristent folk og af deres traditionelle religion som en oprindelige kristen religion.

I sin analyse af den lutherske identitet i afrikanske lutherske kirke understregede Peter Bartimawaus fra Brønnum Lutheran Seminary ved Yola i Nigeria, at sakramenterne og frelsen på basis af de tre lutherske sola’er (naden, troen, skriften alene) stadig spiller en stor rolle, sammen med forståelsen af diakoniens centrale betydning, men at lutheranere i Afrika i disse år bliver mere pentekostalt og pietistisk prægede end lutheranere i Vesten, uden at det dog efter hans opfattelse ændrer deres lutherske identitet.

På basis af en lang række interviews med lægfolk i den lutherske kirke i Iringa, Tanzania, tegnede Flemming Hansen, der efter sin missionærtjeneste i Luthersk Mission skrev en PhD afhandling om emnet, et billede af, hvad der konstituerede den kristne lutherske identitet hos disse mennesker, for hvem den traditionelle religion stadig havde en meget stor indflydelse.
De betonede både dåben, troen på Gud, men også et moralsk levned. Regelmæssig kirkegang var vigtig, fordi man der kunne få tilgivelse for sine synder. En kristen begravelse (som forudsatte, at man ikke var i kirketugt) blev betragtet som den definitive adgangsbillet til himlen.

En udtalelse fra en af informanterne, som Flemming Hansen gengav, skabte stor debat. ”En kristen er kristen om dagen og afrikaner om natten”.  Kristendommen havde svar på spørgsmål om evigheden, mens de søgte svar på deres dagligdags spørgsmål og hjælp til deres problemer her i livet i deres traditionelle religion. En afrikansk biskop tog anledning heraf til at spørge, om det var noget særegent for afrikanere. Hvad er kristne her i Danmark om dagen, og hvad er de om natten? Måske er de kristne om natten, men hvad er de så om dagen?

I professor Viggo Mortensens afsluttende indlæg slog han fast, at kristendommen er en religion, der er skabt til at rejse. I de sidste 100 år har vi oplevet, hvordan kristendommen er blevet global, og hvordan kristendommens tyngdepunkt de sidste årtier har flyttet sig fra den nordlige halvkugle og Vesten til den tredje verden. Når kristendommen flytter sig, ændrer den form, for kristendommen er en kontekstualiserende religion, der altid slår rod i lokale områder og tager form og farve derfra. Det gælder også i Afrika, og sådan må det være. For ”Vi kan kun genkende Guds Ord, hvis han kommer i en klædedragt, som vi kan genkende.”.

Århus, onsdag, den 16. november 2011
Mogens S. Mogensen

I dag har Anders Breivik, som stod bag terrorangrebet i Oslo og på Utøya den 22. Juli i år, været for retten. Over for dommeren udtalte han: ”Jeg er ridder og kommandør i den norske modstandsbevægelse. Jeg har indvendinger imod din habilitet. Du har fået mandat fra dem, som støtter multikulturalismen”. Og inden dommeren fik lukket munden på ham, skulle han have tilføjet, at ”multikulturalismen er en had-ideologi, som støtter dekonstruktionen af det norske samfund” (Politiken 14. november).

I tiden efter Breiviks frygtelige ugerning har man drøftet, hvordan man skulle betragte ham. Som et enestående tilfælde, en galning, der gik amok, eller som et produkt af et voldeligt højreekstremistisk miljø, eller noget helt tredje? Samtidig med, at vi naturligvis alle har håbet på, at vi aldrig nogen sinde igen skal opleve noget lignende.

I dag er især de tyske aviser så fyldt med artikler og ledere om afsløringen af, at en gruppe tyskere med tilknytning til et højreekstremistisk miljø i Thüringen i perioden 2002-2009 skulle have slået en stribe tyrkiske indvandrere eller efterkommere efter indvandrere ihjel, samt have forrettet angreb på tyrkiske forretninger mv.

I en leder i Süddeutsche Zeitung skriver Heribert Prantl, at det er påfaldende, at mens myndighederne var meget opmærksomme på venstreterrorismen og med vold og magt forfulgte dem og muslimske bombemænd helller ikke kunne udføre deres handlinger uden at blive opdaget, så har der været en træg ligegyldighed mht. højreekstremister. Og han spørger,  om der her gemmer sig den holdning, at højreekstremister ikke er sådan rigtige terrorister.

Videre skriver avisen, at der mht. den højreekstreme terror har grasseret en teori om, at der blot var tale om enkelt-forbrydere og at der ikke var håndgribelige strukturer omkring dem. Men disse strukturer har åbenbart været tilstrækkelige til at myrde ti mennesker. Man har diskuteret om man skulle forbyde NPD som flagskib for højreekstremismen, men det er endnu ikke efter ti år lykkedes at finde tilstrækkeligt grundlag for et sådant forbud. ”Men allerførst må staten holde op med at betragte venstreekstremister og islamister for farligere end højreekstremister. Så længe den gør det, er staten uansvarlig dum.”

Terrorisme er terrorisme, uanset om den er begrundet i etniske og nationale konflikter (som fx mht. baskerne, de tamilske tigere, IRA og Hamas mv), ideologiske konflikter (RAF), religiøse konflikter (Al Qaida o.l.) – eller der er tale om terrorister som Anders Breivik og den thüringske gruppe.

Spørgsmålet er, om lederskribenten i Süddeutsche Zeiting har ret i, at man i Tyskland – og jeg vil tilføje også i resten af Europa – i disse år ikke har taget den højreekstremistiske trussel alvorligt nok, men i praksis har betraget hver af  terrorhandlingerne som enkeltstående tilfælde, og derfor ikke har set, at der måske tegner sig et farligt mønster, som vi må forholde os til?

Christiansfeld, den 14. november 2011
Mogens S. Mogensen

Til gudstjenesten her til morgen mindede præsten om, at det i dag var salmesangens søndag. Vi skulle dog ikke synge flere salmer, end vi plejer, for en gudstjeneste i folkekirken er – i modsætning til gudstjenester i mange andre kirker i udlandet – i høj grad en salmesangsgudstjeneste. Men det slog mig, at hun mindede om, at det ofte sker, at vi ligefrem hører en prædiken i vore salmer.

Det er så sandt, som det er sagt. Blomsterhandlerne reklame lyder: ”Sig det med blomster!”, måske det, du ellers har svært ved at få sat ord på. I kirken og i kristenlivet i det hele taget her til lands gælder sentensen: ”Sig det med salmer!” I folkekirkelige sammenhænge er vi ofte præget af stor forlegenhed over for de store ord; vi taler lige frem med afstandtagen om ”de store ords teologi”. Vi har svært ved at tale om det højeste og det dybeste og om det yderste dag og det inderste følelser; det skulle jo nødigt ende i føleri og naivitet. Men ét sted løsnes vore tungebånd, og vi får frimodighed til at sætte ord på troen, og det er i salmesangen.

Den første salme, vi sang til gudstjenesten i dag, var Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets”. Allerede i præludiet blev melodien til denne salme slået an, og en lang række personlige minder – og følelser – blev vakt. Til daglig går vi ikke og udtrykker vor taknemlighed mod Gud over for hinanden, uanset om vi virkelig i hjertet føler os taknemlige for det liv, vi har fået. Men nu udtrykker vi højlydt sammen, at vi vil ”takke ham, at morgen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død”. Ja, vi har hvert vort at slås med, både synd og død, men alligevel vil vi ”Takke ham, som gav mig, når sol står op, selv at føle morgen i sjæl og krop, at al mørkhed svinder og sjæleve”, og vi forkynder for hinanden, ”blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!”

Det kan være svært at tale om døden og også at sætte ord på det håb, som rækker ud over døden. Men nu synger vi sammen, med hinanden og for hinanden, ”Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.” Og vi minder hinanden om, at ”Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evigt fly”. Og den ”sejersjubel, for salig lyst”, er vi sammen om, og også med dem, som er gået forud for os, og som denne salme måske minder os om. “Lyset stander stille på livets kyst!”.

En af vore gode sognepræster har efter mange års tjeneste her fået et andet embede, og vi er gået i gang med at søge efter en ny præst. I præsentationen af vort sogn skrev vi, at vor vision er at være kirke ”med hjerte, mund og hænder”, og at det er en kirke ”med en syngende menighed”.  Som luthersk kirke tror vi på ”det almindelige præstedømme”, hvor menigheden deltager også i forkyndelse og prædiken. Vi forventer naturligvis, at præsten prædiker for os, men præsten kan med god ret også forvente, at vi som menighed prædiker for hinanden og for alle, der vil lytte og synge med, når vi prædiker gennem salmesangen.

Christiansfeld, søndag, den 13. november 2011
Mogens S. Mogensen

En gang imellem møder man nogle ord, som får én til at standse op i undren. Visdomsord, hvis dybde man aldrig bliver færdig med at udgrunde. Bevingede ord, hvis himmelflugt kan gøre os helt svimle. Det skete for mig i dag, og jeg er endnu ikke kommet mig over chokket.

Først læste jeg, at Silvio Berlusconi engang havde udtalt, ”Jeg er politikkens Jesus Kristus.” At tænke sig, at det i en tid med politikerlede og manglende tillid til politikere omsider skulle afsløres, hvem der er ”politikkens Jesus Kristus”. Grunden til, at jeg ikke i alle de 18 år, hvor Silvio Berlusconi har vist sine politiske talenter, ikke havde genkendt ham som politikkens Jesus Kristus, siger nok alt for meget om min indsigt i politik eller teologi. Netop i dag har jeg hørt, at Berlusconi snart er en død mand i italiensk politik. Spørgsmålet er imidlertid, om man skal frygte hans genkomst i det politiske liv?

Dernæst læste jeg, at Marie Krarup i et interview i Kristeligt Dagblad i dag udtaler, at ”På Tidehvervs sommermøde lærer man lige så meget som på tre semestre på universitetet”. I starten af 70’erne måtte jeg bruge 12 semestre på Aarhus Universitet for at få min cand. mag. eksamen i historie og kristendomskundskab, ligesom jeg også siden har brugt lang tid på at studere teologi. Havde jeg dog blot dengang vidst, hvad jeg ved nu, at jeg kunne have sparet mange semestres hårdt arbejde, hvis jeg i stedet blot havde deltaget i Tidehvervs sommermøder. Her kunne jeg på rekordtid have fået del i den rette forståelse af kristendommen (og hvem ved, måske også i historiens hemmeligheder). Hvad kunne der ikke ske, hvis Marie Krarup engang blev undervisnings- eller videnskabsminister?

Men hvad har disse to visdomsord eller bevingede ord med hinanden at gøre? Har ”politikkens Jesus” noget med ”Tidehvervs sommermøder” at gøre? Der tales bestemt om Jesus på Tidehvervs sommermøder, og i de senere år er ledende Tidehversfolk blevet dybt engageret i politik, men ”politikkens Jesus” …? Har Silvio Berlusconi noget med Marie Krarup at gøre? Bortset fra, at de begge mestrer retorikken, så har Berlusconi fremtiden bag sig i det politiske liv, men hvem ved, måske har Krarup, altså Marie Krarup, fremtiden for sig?

Christiansfeld, onsdag, den 9. november 2011
Mogens S. Mogensen

I en tale i folketinget forleden blæser statsminister Helle Thorning-Schmidt til angreb mod ekstreme danske muslimer, der vil forbyde folk at drikke alkohol, spille musik og gå på diskotek. Mens Villy Søvndal for få år siden blev meget populær på at sige, at islamisterne kunne gå ad helvede til, så udtrykker Helle Thorning-Schmidt sig lidt mere diplomatisk: ”Hvis man ønsker sharia-zoner i Danmark, så var det måske lettere og bedre for alle parter, hvis man tog til et af de lande, som er indrettet som en stor sharia-zone”, men om det gælder for helvede, melder historien intet om, ligesom historien heller ikke melder noget om, hvorvidt Helle Thorning lige som Villy Søvndal vil score stemmemæssige point på denne fordømmelse. Men under alle omstændigheder mener hun, at salafisterne er en gruppe, som har ”en samfundsnedbrydende karakter” (Politiken 5. nov.: “Thorning opfordrer ekstremister til at forlade Danmark“)

Jeg har absolut ingen sympati med islamistiske ekstremister, der bekæmper demokratiet, menneskerettigheder og folks frihed til at leve som de vil inden for lovens rammer. Hvis fx salafister begår ulovligheder, skal de naturligvis bekæmpes af politi og domstole med fysisk magt, og når de propagander for deres udemokratiske ideologi, skal de naturligvis bekæmpes med ordets magt. Der findes bestemt områder i større byer, hvor små grupper af islamistiske ekstremister kan være med til at forpeste livet for nogle af vore (muslimske) medborgere, men i det store perspektiv er der ikke udsigt til, at de er på vej til at få held med deres samfundsnedbrydende virksomhed.

I disse dage bliver vi mindet om andre grupper, der også har ”en samfundsnedbrydende karakter”. To politikere er stået frem for at fortælle om, at de har betalt en narkogæld for dem nærtstående personer til rockerrelaterede personer, som udsatte deres ”skyldnere” for alvorlige trusler. Normalt ville politikere og andre borgere gå til politiet, hvis deres børn eller venner blev udsat for sådanne trusler, men i begge tilfælde valgte disse to politikere i stedet at betale større pengebeløb, for at deres barn eller ven kunne få fred for disse kriminelle bander.

Jeg skal være den sidste til at bebrejde disse politikere, at de var parat til at gå til yderligheder for at hjælpe mennesker, som står dem nær. Men det er et symptom på, at vi her står over for et kæmpestort problem i det danske samfund i dag. Et problem, som med jævne mellemrum dukker op i medierne, når vi igen og igen hører om bandekrige, skudepisoder, vold og drab, som i perioder gør flere områder i storbyerne usikre, og om det stigende antal rockere, som kvalificerer sig til et længere ophold bag lås og slå. Det er virkelig tankevækkende, at eksperter på området giver udtryk for, at vi først får ”fred”, når én bande får det endelig overtag. En midlertidig form for ro fremmes af og til af mæglere, der søger at få etableret en våbenstilstand – som måske indebærer, at disse kriminelle bander deler markedet mellem sig.

Der er heldigvis ingen tegn på, at ekstreme islamister er ved at øge deres undergravende indflydelse på den danske samfund, og der er for øvrigt heller ikke udsigt til en islamisering af samfundet. Men spørgsmålet er, om vi er på vej mod et samfund præget af udbredt frygt for rockere. Og er næste fase i udviklingen, at den organiserede kriminalitet får en sådan samfundsundergravende karakter, at den begynder at trække tråde igennem det danske samfund til de ”svage” led i samfundets institutioner, sådan som det er sket i Italien?

Christiansfeld, den 7. november 2011
Mogens S. Mogensen

Den nye regering med kirkeminister Manu Saren i spidsen lægger op til at båndene mellem stat og kirke skal løsnes. I en tid, hvor der tales meget om regeringens løftebrud, er det interessant, at regeringen tilsyneladende vil bestræbe sig på at opfylde et løfte, som går helt tilbage til Danmarks første grundlov i 1849. Den såkaldte løfteparagraf, som også er den del af den nugældende grundlov, stiller i udsigt, at folkekirkens forhold skal ordnes ved lov. Opfyldelsen af dette løfte vil sandsynligvis indebære, at styringen af folkekirken overlades til et valgt kirkeråd.

Når ordet kirkeråd eller synode bringes på bane, er det lige så sikkert som amen i kirken, at der bryder en voldsom debat løs, og det er da også det, vi ser begyndelsen til i denne tid. En af dem, der har blandet sig i kirkekoret af debattører er sognepræsten i Kirke-Såby og Kisserup, Poul Joachim Stender, der er meget godt tilfreds med den nuværende folkekirkelige ordning. Blandt de synspunkter, som han  fx i dagens udgave af Jyllands-Posten fremfører mod en ændring af den folkekirkelige ordning, er der også et interessant argument, der både har en teologisk og en politologisk vinkel.

”Erfaringen viser, at råd genererer magt. Og spørgsmålet er, om kirken overhovedet skal have magt, når vi i kirken er specialister i afmagt i forbindelse med f. eks. sorg.” Stender har en vigtig evangelisk pointe, fordi vi i kirken bekender, at magten ikke er vor men Guds. Fx når vi afslutter Fadervor med ordene: ”For dit er riget, og magten og æren!” Og fordi vi ved, at Guds magt udfolder sig gennem vor magtesløshed. Når så kirken, hvis opgave det er at forkynde evangeliet – der handler om Guds magt og vor afmagt – så kan kirkens magt godt komme til at skygge for evangeliet, og forkyndelsen af evangeliet kan miste sin troværdighed, hvis den sker ud fra en magt position. Altså fra oven, i stedet for fra neden.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke netop folkekirken i sin nuværende udgave som statskirke opleves som – og er – en kirke med stor magt, fordi stat og kirke er så stærkt vævet sammen, at det er svært at skille de to ad. Derfor sker det også af og til, at nogle rejser spørgsmålet, om folkekirken kan tillades sig at drive mission overfor mennesker i Danmark, da det jo formelt set sker med statsmagten i ryggen. Stender er af den opfattelse, at jo mere selvstændig folkekirken bliver i forhold til staten, jo mere magt får den. Efter min opfattelse vil det modsatte ske, nemlig at folkekirken vil få mindre magt, når båndene til staten løsnes. Og det er måske netop det andre debattører går og frygter.

Stender hævder desuden, at ”Erfaringen viser, at råd genererer magt.” Det er jo en mere sociologisk eller politologisk betragtning. Ifølge ordbogen betyder ’generere” at skabe,  frembringe eller producere. Hvis et samfund går over fra enevælde til demokrati, så geneneres der imidlertid ikke mere magt, men magten – til at lovgive og administrere efter lovene -  fordeles mere demokratisk.

Hvis en kirke går over fra at være en statsstyret kirke til at blive en demokratisk styret kirke, så betyder det altså blot, at magten – fx til at ”lovgive” og administrere efter disse ”love”, og herunder at prioritere ressourcerne -  fordeles anderledes. Som det er i dag består folkekirkens kirkeråd i praksis af folketingets 179 medlemmer og folkekirkens sekretariat udgøres af kirkeministeriet med ministeren i spidsen. Hvis vi får et egentligt kirkeråd, vil der overgå magt fra folketing og ministerium til dette råd. Magten i folkekirken vil altså ikke blive hverken større eller mindre, men den vil blive fordelt anderledes. Og det er måske netop det, som nogle politikere frygter: at de mister magten over folkekirken.

Da der for over 100 år siden blev indført demokratisk valgte menighedsråd, var der stor betænkelighed ved denne nydannelse i kirken, bl.a. fra en række præster. Kunne lægfolk virkelig betros indflydelse på kirkens forhold? Da vi for nylig fik indført stiftsråd, var der også i visse kredse stor modstand. Derfor kan det heller ikke undre, at regeringens bestræbelser på – omsider efter 162 år – at indfri det gamle løfte om, at folkekirkens forhold ordnes ved lov, skaber debat. Spørgsmålet om, hvordan vi i folkekirken omgås og fordeler magten, er bestemt en grundig debat værd.

Høje Tåstrup, søndag, den 30. oktober 2011
Mogens S. Mogensen

Indtil for få dage siden kendte kun islam-eksperter til salafisme, som faktisk er et vanskeligt fænomen eller begreb at få hold på, men nu taler alle om disse salafier -  med en blanding af frygt og forargelse. Fædrelandet stander i våde, danske byer er på vej til at bliver overtaget af sharia-missionerende muslimske mørkemænd.

Baggrunden for dette røre er offentliggørelsen af den videnskabelige rapport ”Ekstremistiske miljøer med salafi-grupperinger i fokus”, hvis 40 sider de færreste af deltagerne i den efterfølgende debat tilsyneladende har læst og forholdt sig til. På spørgsmålet om, hvilken trussel salafi-miljøer udgør, konkluderer islam-forskerne Tina G. Jensen og Kate Østergaard, at ”Ud fra en samfundsvidenskabelig definition af ekstremisme er det tvivlsomt at betegne salafi-miljøer som ekstremistiske, idet de ikke direkte accepterer brug af vold, selv om de heller ikke direkte afviser det. I forhold til regeringens definition kan salafi-miljøer i et vist omfang defineres som ekstremistiske på grund af deres tendens til at betone antidemokratiske ideologier, intolerance over for andres synspunkter, fjendebilleder, polarisering og en vis attraktion over for jihadbegrebet i hvert fald i forhold til globale kriser, der opfattes som en trussel mod ummaen.”

Hvis denne videnskabelige rapport tegner et retvisende billede af salafist-miljøerne i Danmark er der altså ikke tale ekstremisme i form af vold eller opfordring til vold, men om ekstremisme i betydningen udemokratiske holdninger. Denne form for ekstremisme er altså ikke ulovlig, men naturligvis ikke af den grund ufarlig. Det er demokratiets vilkår, at sådanne ekstremister kan benytte deres demokratiske ret til at forsøge at afskaffe demokratiet. Og sådanne udemokratiske holdninger må naturligvis bekæmpes – men med demokratiske midler, der netop ikke har den bivirkning at bidrager til at underminere demokrati og retsstat.

Inden vi – med mediernes hjælp – går i sharia-panisk selvsving, skulle vi måske overveje problemets omfang. Rapporten viser, at der overvejende er tale om unge, teenagere og folk i tyverne. Forskerne har især undersøgt en gruppe, der blev oprettet I 2008, og som forskerne vælger at omtale som “Tawhêdforum”, men som sandsynligvis er identisk med gruppen “Kaldet til islam”. Der skønnes at være 20-30 faste deltagere ved deres hovedaktivitet, som er en ugentlig “påmindelse”, og derudover lidt flere, som er løsere tilknyttet, men som ikke nødvendigvis er enige i Tawhêdforummets linje. En betydelig del af disse grupper synes at være konvertitter. Og selvom der findes flere lignende smågrupper, og antallet af tilhængere er stigende, så er det samlede antal kernemedlemmer og løsere tilknyttede personer stadig meget begrænset. Dertil kommer, at alle de etablerede muslimske organisationer i Danmark har taget kraftigt afstand fra disse salafister.

Ja, men er det ikke en alvorlig trussel mod det demokratiske danske samfund, at disse salafister vil indføre sharia-zoner ikke bare i Tingbjerg, men også i andre dele af København, ja i alle andre større danske byer? Heldigvis er vort samfund ikke så skrøbeligt, at det vil blive løbet over ende af en håndfuld unge salafistiske galninge, der forsøger at pådutte andre deres ekstreme holdninger.. Selvfølgelig skal salafister lige som alle andre ekstremister modsiges, og dem der mest effektivt kan tage et opgør med salafisterne er det store flertal af demokratiske muslimer. Derfor er det tåbeligste, man i den nuværende situation kan gøre, at slå salafisterne i hartkorn med ganske almindelige muslimer.

Denne lille gruppe af salafister – i forskellig ekstremistisk aftapning – har i den seneste uge fået en uforholdsmæssig stor mediedækning og dermed en helt gratis talerstol for deres tåbeligheder.  Politikere har fulgt op på mediernes dagsorden og har råbt vagt i gevær og krævet yderligere undersøgelser, ny lovgivning, forbud osv. Og flere og flere meningsdannere har meldt sig i koret af forskræmte borgere, der frygter for Danmarks fremtid som et frit demokratisk samfund. Den mest rammende karakteristik af salafi-fænomenet, jeg til dato er stødt på i debatten, er imidlertid et læserbrev i Politiken i dag, hvor konklusionen er, at der er tale om en salafis i en hornlygte.

Christiansfeld, søndag, den 23. oktober 2011
Mogens S. Mogensen

For nogle dage siden – midt i efterårsferien – gik min urrem i stykker, og jeg var flere gange lige ved at tabe mit armbåndsur. Tabet ville være til at bære, ikke bare fordi det er et meget billigt ur, men også fordi jeg egentlig ikke havde ret meget brug for uret i ferien. Til daglig går eller løber tiden så hurtigt, at jeg kan have svært ved at følge med og derfor bogstaveligt talt løbende må konsultere tiden på mit ur. Det er meget vigtigt at komme til tiden, men nu oplevede jeg mere, at tiden kom til mig – og stod helt stille.

Jeg har aldrig oplevet vægtløshed – men kunne om morgenen, når jeg står op på min badevægt godt drømme om blot en lille smule vægtløshed, men her fik jeg en bid af tidløsheden, der vel kan oversættes om en form for vægtløshed, en lethed i forhold til tiden. Ferie er at have oceaner af tid og vægtløst at drive rundt i tiden.

Tiden er ellers ikke en noget man skal spøge med. Tid er penge, og tiden skal bruges fornuftigt, hører man både i tide og utide. Det værste man kan gøre er at spilde tiden, især andres tid. Men al erfaring viser, at det er svært at styre tiden, der igen og igen løber fra os. For at sige det rent ud, så er hverdagen for mange af os til tider en kamp mod tiden, en kamp om at få tid, at vinde tid, og når vi så får for god tid, så fristes vi til at slå tiden ihjel.

Men tiden kan ikke slås ihjel, den er en ur-kraft, som driver sit spil med os. I slutningen af ferien kom jeg lige før lukketid forbi en urmagerbutik og tænkte, at det nok alligevel var på tide at få købt en ny urrem. Ekspedienten tilbød at sætte urremmen på mit ur, jeg skulle blot komme tilbage 10 minutter senere. Men nu havde jeg ikke noget ur at beregne tiden efter, så det var lige før, at jeg blev helt stresset. Efter en rum tid vendte jeg tilbage, før lukketid, og fik  heldigvis mit ur igen.

Men nu er der ikke mere tid til en sådan utidig kritik af tidsånden. På mandag er ferien forbi, og tidens tyranni begynder. Tidsfrister og tidsplaner vil igen få mig til som en anden arbejdshest at løbe alt hvad (ur)remme og tøjler kan holde.

Skagen, den 19. oktober 2011
Mogens S. Mogensen

Kirkepolitiske spørgsmål fylder sædvanligvis ikke ret meget i den politiske debat i folketinget og i medierne, men det bliver der måske vendt op og ned på nu. For det første fik blev folkekirken omtalt i to afsnit i regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen”.

Under overskriften ”En styringsreform af folkekirken” (s. 74), bebuder regeringen, at den vil nedsætte et udvalg, der ”skal komme med forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken med en klar ansvarsfordeling for økonomiske og indholdsmæssige forhold”. Uden at det siges direkte er udtalt, så er katten nu kommet ud af sækken: folkekirken skal have en synode. Er der noget, som kan skabe diskussion i og omkring folkekirken, så er det da netop spørgsmålet om en synode. Mens synode for nogen er den selvfølgeligste ting i verden, er det for andre et af de værste bandebord.

Under overskriften ”Seksuel ligestilling” (s. 66) stiller regeringen i udsigt, at den ”vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering”, og dertil føjes, at den i øvrigt vil ”undersøge yderligere tiltag i retning af en kønsneutral ægteskabslovgivning”. Udsigten til, at vielse af homoseksuelle par skal kunne finde sted i folkekirken, vil bringe en gruppe på barrikaderne, og udsigten til en kønsneutral ægteskabslovgivning vil sætte andre gemytter i kog.

For at ingen skulle være i tvivl om regeringens hensigter, blev kirkeministeriet for det andet omdannet til et ministerium for ligestilling og kirke, og Manu Sareen, der havde været på nippet til at melde sig ud af folkekirken, fordi homoseksuelle ikke kunne blive gift i folkekirken, blev til de flestes overraskelse valgt til ligestillings- og kirkeminister.

I folketinget er der – som der sig hør og bør – et udvalg, der tager sig af de sager, som hører under kirkeministeriet. De to præstefætre fra Dansk Folkeparti var meget aktive i dette udvalg, men når man på nettet så reportager fra udvalgets møder, var det ofte kun ganske få andre MF’ere, som deltog, og i det hele taget kunne man få det indtryk, at det ikke var et udvalg, som folketingsmedlemmerne prioriterede særligt højt.

Så meget desto mere tankevækkende er det, at man nu på Folketingets hjemmeside kan læse, at udvalget har 29 medlemmer, det vil sige, at ca. hver sjette folketingsmedlem har ladet sig vælge ind i dette udvalg, der skal tage sig af folkekirkens anliggender. Nu kunne man forestille sig, at partierne ville sætte deres ”back benchers” ind i dette udvalg, og sådanne medlemmer findes der da også i udvalget. Men det er iøjnespringende, at en lang række prominente folketingsmedlemmer er søgt ind i dette udvalg, med den ikke uvæsentlig tilføjelse, at det især gælder for de borgerlige partier.

Alle de tre tidligere kirkeministre er her: Bertel Haarder, Birthe Rønn Hornbech og Per Stig Møller, og først- og sidstnævnte har som bekendt også beklædt andre og vigtigere ministerposter. Hans Chr. Schmidt slutter sig til rækken af ministre i udvalget, om end som tidligere transportminister. To af Dansk Folkepartis absolutte spidser er også at finde her, nemlig Kristen Thuesen Dahl og Søren Espersen. Det samme gælder Venstres ideologiske kamphund Søren Pind, der for øvrigt også er tidligere minister. Kirkeminister Manu Sareens støtter fra regeringspartierne og Enhedslisten hører imidlertid ikke til i samme vægtklasse som mange af oppositionens medlemmer . Mest kendt er formanden Karen Klint og Pernille Vigsø Bakke, der begge netop var manges kandidater til posten som kirkeminister.

Når man ser på regeringens udspil på det kirkelige område og på oppositionens valg af medlemmer til kirkeudvalget, så er den tanke meget nærliggende, at værdipolitikken i den kommende tid vil komme til at fokuserer på folkekirken. Hvem sagde adskillelse af religion og politik?

Christiansfeld, torsdag, den 13. oktober 2011
Mogens S. Mogensen

Folkekirkeligt set lever vi i en opbrudstid. Samtidig med, at medlemstallet i folkekirken fortsætter med at falde støt, dannes der i disse år med udgangspunkt i karismatiske (Dansk Oase), indremissionske og lutherskmissionske kredse i folkekirken flere og flere valgmenigheder og frimenigheder. Især i de større byer udvikler flere og flere sognekirker sig  som en slags “profilmenigheder” og dermed i praksis også som en slags ”uformelle valgmenigheder”, der tiltrækker særlige segmenter inden for befolkningen, og der ansættes flere og flere præster og andre medarbejdere, som danner ”menigheder” og fællesskaber for særlige målgrupper på tværs af sognegrænserne.

Samtidig lægger den nye regering nu op til en strukturel ændring af folkekirkeordningen, måske med indførelse af en forfatning for folkekirken, der vil løsne båndene mellem stat og kirke. Sker der, er der nogle, der frygter for, at folkekirken går helt i opløsning, og fx sognepræst Claus Thomas Nielsen er af den opfattelse, at den mindst ringe løsning i  så fald ville være , at ”lade folkekirken bestå af valgmenigheder, der frit kan slutte sig sammen i bæredygtige enheder, selv vælge præster og selv tilslutte sig en biskop og en provst, hvis tilsyn de stoler på”. Altså en atomisering af folkekirken i autonome valgmenigheder, som så kan dele sig efter anskuelser.

Det rejser spørgsmålet om, hvad det er – hvis der er noget – som fremover kan binde folkekirken sammen? Trods alle folkekirkens bekendelsesskrifter, er der ikke meget, der tyder på, at en fælles dogmatik kan binde folkekirken sammen, og erfaringerne med at forsøge at afgrænse folkekirken gennem præsteretter o.l. juridiske tiltag har ikke været gode. Med den forventelige indførelse af et ritual for vielse af homoseksuelle par, giver det endnu mindre mening at tro på, at folkekirkens ritualer fremover er det, som alle kan være fælles om at anerkende. I det hele taget er folkekirkens udstrakte grad af frihedsrettigheder et tegn på, hovedvægten i folkekirken ikke ligge på afgrænsningen, men i at vi trods alt har noget centralt fælles. Men hvad er så det fælles anliggende, der kan binde os sammen?

For det første, at vi står i en kirkelig tradition sammen. Vi står ikke kun i en fælleskirkelig tradition sammen med alle andre kristne, men vi står også i den ”under-tradition”, som folkekirken udgør. Det er desværre blevet moderne at true med at melde sig ud af folkekirken, hvis dette eller hint sker eller ikke sker, og at dømme andre ude ved erklære dem, der mener dette eller hint, tilhører en helt anden religion. Når vi i generationer har tilhørt folkekirken, så er vi kommet til at høre til i en sammenhæng, der minder om en familie. Og selvom man kan skændes bravt med sine søskende og måske endda være uenige om det meste, så er det trods alt de færreste, der drømmer om, at melde sig ud af familien eller at ekskludere andre fra familien.

Denne kirkelige tradition manifesterer sig først og fremmes i gudstjenesten, hvor vi med alle vore forskelle og uenigheder kaldes sammen, og sammen hører evangeliet, som det er bevidnet i Bibelen. Og vi vedkender os, at Luther har hjulpet os til at forstå evangeliet. Vi hører sammen, fordi vi hører (evangeliet) sammen. Også selvom vi aldrig bliver færdig med at udgrunde det og undervejs tolker det meget forskelligt.

Vi er blevet døbt sammen, i den samme kirke. Vi er i nadveren blevet ”sammenspist” med hinanden, trods alle vore forskelle og uenigheder. Vi er blevet ”sammen-sunget”, fordi vi  sammen har sunget danske salmer, der på vort hjertesprog kommunikerer evangeliet til os. Vi er søndag efter søndag sammen blevet sendt ud fra gudstjenesten for at tjene vore medmennesker i det danske folk (og alle andre folkeslag) – på hver vores måde og i hver vores sammenhæng.

Det kan godt være, at Folkekirken undertiden kan tage sig ud som en dysfunktionel familie, men det er trods alt vor familie, og det gør virkelig ondt, hvis ens bror eller søster ikke mere ønsker at se én og tale – eller skændes – med én. Familiemiddagen bliver meget kedeligere, hvis vi forsøger at homogenisere deltagerne, og hvis vi kun taler med dem, der mener det samme som os, så bliver vi aldrig ret meget klogere.

Det, som Ebbe Kløvedal Reich siger om det danske folk, kunne også overføres på folkekirkefolket.

Danskerne findes i mange modeller
for livet kræver mangfoldighed.
Levende er kun de ord, der fortæller
om fællesskabet, hvor alle er med.
Lad os tale om det frit….

Er der en fremtid for folkekirken? Ja, så længe vi i anerkendelse af, at vi – trods alle vore forskelle og konflikter – er fælles om noget livsvigtigt, fortsat vil tale sammen.

Christiansfeld, onsdag, den 5. oktober 2011
Mogens S. Mogensen

I lørdags, da jeg læste Kristeligt Dagblads artikel, ”Jeg vil være tro mod mig selv”, lærte jeg et nyt ord, nemlig polyamori. Ordet betyder, at man samtidig har flere kærlighedsforhold, som alle involverede er bekendt og indforstået med, og det forbindes ofte med det såkaldt “åbne ægteskab”. Det er et symptom på, at Danmark er ved at udvikle sig til et multiseksuelt samfund i den forstand, at der nu i det åbne tales om og praktiseres en mangfoldighed af seksuelle orienteringer og relationer, som måske tidligere i større eller mindre grad foregik i det skjulte.

Uden på forhånd at foretage nogen juridisk eller moralsk vurdering, kan man fænomenologisk konstatere, at der er en meget bred vifte af seksuelle alternativer til det monogame heteroseksuelle (par)forhold mellem en mand og en kvinde. Polygami, polyandri, homofili, biseksualitet, zoofili, pædofili og nu også polyamori. Dertil kommer cølibat, blodskam og forskellige former for prostitution, og så er der helt sikkert en række orienteringer og relationer, som jeg ikke har hørt om – endnu.

I ethvert samfund regulerer statsmagten seksualiteten ved lovgivning. Dels sættes der grænser for, hvilke former for seksuel praksis der er tilladte, fx er pædofili jo forbudt i det danske samfund. Samtidig giver staten særlige relationer en institutionel status i samfundet, fx gælder det for tiden ægteskabet og det registrerede partnerskab. I et demokratisk samfund reguleres seksualiteten i overensstemmelse med flertallets ønsker, således at når seksuelle orienteringer og praksisser og seksuelle relationer bliver alment tolereret eller accepteret i befolkningen, så fører det til en demokratisk debat, der munder ud i at lovene justeres i overensstemmelse med flertallets ønsker. Et eksempel er, at mens førægteskabelige seksuelle relationer og ægteskabsbrud helt frem til begyndelsen af det 19. Århundrede blev straffet, er det i dag tilladt, og derfor er polyamori da også tilladt i Danmark.

Men hvilken rolle spiller kirke og kristendom og i det hele taget religion, når det gælder seksualitet? Historisk set har der været en forbindelse mellem bestemte religioner og bestemte forståelser af seksuelle relationer. I islam har der været en skriftbaseret anerkendelse af polygami ved siden af monogami, mens det monogame heteroseksuelle ægteskab har været normen i kristendommen. 

Og religionerne har især tidligere i høj grad været med til at præge lovgivningen vedr. seksualitet.

I dag er spørgsmålet imidlertid, hvilken etisk vejledning på det seksuelle område der kan gives ud fra den kristne tro? ”Jeg vil være tro mod mig selv?” var overskriften over artiklen om polyamorøse forhold. Er det det, det handler om, at være tro mod sig selv, at realisere sig selv? Handler det om at prøve af og mærke efter, når det gælder om at orientere sig i det multiseksuelle samfund? Eller handler det  ikke netop om at være tro mod sin ægtefælle. Som sexologen og parterapeuten Cecilie Lolk Tommerup skriver: ”At leve i parforhold betyder, at man skal give afkald. Man kan ikke bare gøre, hvad man har lyst til, og for mange er det en stor udfordring.”

Har sognepræst Mads Davidsen ret, når han – i en anden sammenhæng -  i artiklen ”Kun for mig. Sådan lyder omkvædet på et moderne syndsbegreb” peger på faren for, at vi ”velsigner og retfærdiggør den narcissistiske tidsånd”? Davidsen minder om, at synd oprindeligt betyder at ramme ved siden af målet. Spørgsmålet er, om vi ud fra kristendommen i dag – uden at forfalde til fordømmelse – kan (og om vi har frimodigheden til at) pege på et ”mål” i kirkens etiske vejledning og livsoplysning på dette område, og holde fast i, at ikke alt er lige godt.

I dagens multikulturelle samfund udfordres vi til at besinde os på, hvad der er dansk kultur. I det multireligiøse samfund udfordrer mødet med andre religioner os til som kristne at besinde os på vor kristne tro. I det multiseksuelle samfund udfordres vi som kirke og som kristne til at besinde os på, hvilken vejledning vi kan finde i kristendommen, når det gælder menneskelivets seksuelle dimensioner.

Christiansfeld, fredag, den 30. september 2011
Mogens S. Mogensen

Mens denne ‘eftertanke’ skrives, risikerer præsten Yousef Nardakhabni i Iran, at hans dødsstraf bliver eksekveret. Hans ‘forbrydelse’ er, at han er konverteret fra islam til kristendommen, og at han nægter at konvertere tilbage til islam. Reaktionen i vesten har været forfærdelse og vrede, og denne apostasi-dom er med til at give mange vesterlændinge et billede af islam som en ekstremistisk religion.

Blandt muslimer verden over foregår der i disse år en hård og meget vigtig kamp om fortolkningen af islam og dermed også om det billede, som bl.a. over for vesten tegnes af islam. Undersøgelser viser, at det langt overvejede flertal af muslimer verden over på en række afgørende punkter tager afstand fra ekstremistiske tolkninger af islam, og at mange muslimer tilslutter sig mange af de værdier, som vestlige demokratier er bygget på.

Et eksempel på denne kamp er den ”Peace for Humanity”-konference, som Minhaj ul-Quran afholdt i London den 26. september i år. I konferencens erklæring, der netop hed ”The London Declaration for Gloabal Peace and against Extremism” og i Minhaj ul-Quran-lederen dr. al-Qadris tale blev der offentligt taget stærkt afstand fra terrorisme, tvangsægteskaber, mænds vold mod kvinder, ligesom der var en klar bekendelse til demokrati. ”A Common Word” (2007), som en meget bred kreds af muslimske lærde og ledere stod bag, er et andet eksempel på et opgør med en ekstremistisk tolkning af islam: Kærlighed til Gud og kærlighed til næsten er kernen i islam lige som i kristendom.

Så vidt så godt, men der er en helt afgørende front i kampen mod ekstremisme i islam, som mangler for alvor at blive åbnet, nemlig kampen for religiøs frihed, og først og fremmest retten til at konvertere fra islam til en anden eller ingen religion, altså retten til apostasi. Religionsfrihed er den helt grundlæggende menneskerettighed, og mangler den, så vakler hele menneskerettighedsbygningen.

Det er bemærkelsesværdigt, at selvom der i Koranen refererer til apostasi mange steder, så foreskriver Koranen intetsteds, at man skal straffe dem, som forlader islam. Og næsten alle henvisningerne er fra Medina-perioden, hvor der allerede var etableret en islamisk stat, som blev regeret efter islamiske principper. Det er også værd at lægge mærke til, at Koranen kun angiver to legitime grunde til at straffe et andet menneske med døden, nemlig hvis vedkommende har begået mord eller skabt fordærv i landet. Hvis en mand uden disse legitime grunde slår et andet menneske ihjel, så ”er det, som om han havde dræbt alle mennesker” (Koranen sura 5,32).

Hvordan kan det så være, at det overvældende flertal af muslimske lærde i dag alligevel mener, at apostasi skal være forbudt, og i yderste tilfælde straffes med døden? Forklaringen er den, at der i en nogle af de utallige traditioner, der findes om, hvad profeten har sagt og gjort – altså profetens sunna, som findes i Hadith-samlingerne – står, at apostasi er forbudt og i yderste tilfælde kan straffes med døden. Og det gælder både sunni- og shia-hadith om profetens sunna. Fx referer Bukhari, at profeten skulle have sagt, at en muslims blod kun må udgydes i tre tilfælde: mord, hor og apostasi.

Også i andre religioner har der været dødsstraf for apostasi, således var der, lang tid før islam opstod, dødsstraf for apostasi i jødedommen. Også i kristendommen har der i middelalderen været dødsstraf for apostasi – og begrundelsen mente man at finde i Gammel Testamente. Og så sent som i Danske Lov fra 1685 var straffen for den borger i kongeriget, der forlod den lutherske tro  til fordel for den katolske tro landsforvisning. Først med juni-grundloven af 1849 fik vi religionsfrihed, som vi kender den i dag. Der er heldigvis også i dag enkelte muslimske lærde og organisationer, som er begyndt at bekende sig til religionsfrihed forstået som retten til apostasi, men det er desværre stadig marginale grupper. Og i mange muslimske lande med en eller anden grad af islamisk lov undlader man i det mindste at eksekvere dødsstraffen for apostasi, men apostater bliver i disse desværre ofte stadig straffet med fængsel.

For at det store flertale af moderate muslimer skal frigøre sig fra den ekstremisme, som de for tiden slås så meget imod, så må kampen altså også tages på religionsfrihedens område. Så længe ledende muslimske lærde rundt om i verden ikke klart vil tilkende muslimer retten til at skifte religion uden at blive straffet af staten eller af private grupper for det, så står ladeporten åben stadig åben for ekstremisme, som gør forholdet  mellem islam og vesten så betændt.

På langt sigt må vi håbe på, at ledende muslimer udsteder fatwaer og muslimske organisationer udsteder erklæringer, der tilkender muslimer retten til at skifte religion og dermed vedkender sig de fundamentale menneskerettigheder På kort sigt må vi håbe på, at de iranske myndigheder kommer ud af deres middelalderlige barbari og ikke gør alvor af deres trusler om at henrette den iranske konvertit Yousef Nardakhabni.

Christiansfeld, torsdag, den 29. september 2011
Mogens S. Mogensen

Al-Qaedas terrorangreb – i islams navn – på USA den 11. september 2001, gav muslimer verden over et alvorligt  problem. I de efterfølgende år begyndte flere og flere især i vesten at forbinde islam og med terrorisme, og muslimer blev mistænkt for at være potentielle terrorister.

Nogen tid efter 9/11 foretog Global Gallup Poll en meget omfattende undersøgelse blandt muslimer i 35 lande af deres holdninger til terrorisme. Undersøgelsen viste, at 93% af alle muslimer tog afstand fra terrorisme i islams navn, men der var altså samtidig 7%, som ikke ville fordømme terrorisme. I disse mere ekstremistiske eller radikaliserede kredse inden for islamismen blev der med stor kraft fremsat tolkninger af islam, der legitimerede terrorisme.  De ekstremistiske islamister fik langt større mediebevågenhed en det overvældende flertal af moderate muslimer, som tog afstand fra terrorisme i islams navn, og der opstod samtidig en slags ”uhellig” alliance mellem disse ekstreme islamister og stærkt anti-islamistiske politiske grupperinger i vesten, som begge var enige om, at den sande islam, var den ekstremistiske islam.

Af forskellige grunde hørtes de ikke ekstremistiske muslimers stemme ikke så tydeligt i debatten. Fra det vigtigste sunni-muslimske lærdomssæde, al-Azhar i  Cairo er der kommet en fatwa, de har fordømt terrorisme. Og også den populære TV –prædikant Qaradawi, der står Det Islamiske Broderskab nær, har udstedt en fatwa, der fordømmer terrorisme, men med den meget problematiske undtagelse, at terrorhandlinger inkl. selvmordsbomber mod fx den israelske befolkning var tilladelig, da hele Israel var i krig mod palæstinenserne.

I erkendelse af, at muslimerne selv måtte gøre meget mere for at korrigere det meget negative billede af islam, som mange i vesten efter 9-11 havde af islam, tog grundlæggeren og lederen af den pakistansk baserede internationale bevægelse Minhaj ul-Quran, sheikh Muhammad  Tahir ul-Qadri en række initiativer. For få måneder siden udarbejdede han et 500 sider lang fatwa, der erklærede enhver form for terrorisme og brug af selvmordsbomber for u-islamisk.

I går afholdt Minhaj ul-Quran så en stor ”Peace for Humanity” – konference i London med 12.000 deltagere, ikke bare fra UK, men også fra en række andre lande verden over, og med deltagelse af repræsentanter for kristendom, jødedom, hinduisme, buddhisme, sikhisme mv. Som én af tre kristne repræsenter fra Danmark havde jeg fornøjelsen af at være inviteret med til konferencen af den danske afdeling Minhaj ul-Quran.

På konferencen blev  ”The London Declaration for Global Peace & against Extremism 2011” fremlagt, og baggrunden for den og intentionerne med den forklaret af Tahir al-Qadri i en to timer lang tale. Hovedpunktet i erklæringen, der lanceres ”af muslimer og til muslimer – og resten af menneskeheden”, er fordømmelsen af terrorisme. ”Vi forkaster utvetydigt al terrorisme, fordi der i hjertet af alle religioner er en tro på uskyldige menneskelivs hellighed.” Og videre siges det, at terrorisme ”er u-islamisk, u-jødisk, u-kristelig og i det hele taget i modstrid med alle trosretningers lære”. Terrorisme i en hver form fordømmes uanset dens påståede religiøse og politiske intentioner. ”Vi forkaster, afviser og fordømmer enhver terrorisme begået i islams navn, lige som vi forkaster og fordømmer enhver terrorisme begået i andre religioners  navn eller af andre årsager”.

Samtidig tager erklæringen afstand fra den opfattelse, at vesten og islam er låst fast i en uundgåelig konflikt, og i det hele taget afvises teorien om ”Clash of civilisations”.  Erklæringen anerkender, at uløste konflikter rundt om i verden giver næring til terrorisme, men forpligter underskriverne til at arbejde på ikke-voldelige løsninger af konflikter. ”Det arabiske forår” bydes velkommen netop som en rettighedsbaseret og ikke religions-baseret bevægelse. I konflikten mellem Israel og Palæstina anerkendes både palæstinensernes ønske om en selvstændig stat og israelernes behov for at kunne leve i sikkerhed både nationalt og lokalt. Antisemitisme afvises sammen med islamofobi og enhver form for xenofobi og racisme.

Helt grundlæggende tilslutter erklæringen sig menneskerettighedernes bestemmelser om frihedsrettigheder for alle og ligestilling mellem mænd og kvinder (og i talen fordømte Tahir al-Qadri både tvangsægteskaber og fætter-kusineægteskaber). På det religiøse område anerkender erklæringen de unikke forskelle, der er mellem religionerne, og tilkender tilhængere af alle religioner og tilværelsestolkninger de samme rettigheder og friheder (på konferencen fik repræsentanter for de forskellige religioner lejlighed til ud fra deres tradition at bede for fred i verden).

Da det er lige så vigtigt, hvad der ikke står i en erklæring, som hvad der står, tillod jeg mig under en audiens tidligere i dag hos London Deklarationens ophavsand, Tahir al-Qadri, at spørge, om de religiøse frihedsrettigheder nu også inkluderede anerkendelsen af menneskers ret til at konvertere, inklusive at forlade islam til fordel for en anden religion. Tahir al-Qadris svar var meget klart: det enkelte menneske skulle if. hans tolkning af koranen have frihed til at vælge at tilslutte sig og forlade en religion, uden nogen tvang.

Minhaj ul-Quran taler naturligvis langt fra på vegne af alle ikke-ekstremistiske muslimer i verden, men det er en vigtig stemme i det globale islamiske kor. Bevægelsen, der har fem moskeer i Danmark, er stærkt præget af sufi-islam, der traditionelt er karakteriseret ved en høj grad af moderation, tolerance og åbenhed overfor andre religioner. London Erklæringen må ses i sammenhæng med ”A Common Word” fra 2007, hvor muslimske lederer fra hele verden og mange retninger inden for islam ligeledes forsøgte tegne et andet billede af islam end de, som mange i vesten havde af islam. Mens “A Common Word” ville vise, at islam lige som kristendom handler om kærlighed til Gud og til næsten, så vil London-erklæringen vise, at islam lige som vesten er imod terrorisme og for de samme værdier (fx menneskerettighederne), som vesten går ind for.

Betydningen af ”London Erklæringen” vil imidlertid komme til at afhænge af, hvordan den bliver modtaget i bredere muslimske kredse – og om den vil blive hørt og taget alvorligt af medierne i Vesten.

London, søndag, den 25. september 2011
Mogens S. Mogensen

På andendagen af konferencen ”Ten years after 9/11: What did we learn afbout religion” i København i dag var der fokus på radikalisering. Men allerede selve termen radikalisering er problematisk. Det er tankevækkende, at ingen talte om radikalisering, da fx IRA begyndte at udføre terroristiske handlinger. Det var først i forbindelse al-Qaedas islamistiske terror, at man begyndte at tale om radikalisering.

Den tanke ligger snublende nær i den brede befolkning, at jo mere alvorligt muslimer tager deres religion, jo mere radikaliseret bliver de., og radikaliserede muslimer er tilbøjelige til at udføre terrorhandlinger. Men så enkelt forholder det sig ikke. De fleste muslimer, som begynder at tage deres religion mere alvorligt forbliver indenfor en ikke-ekstremistisk islam, dvs. de bliver ikke radikaliseret.

Ud af alle de muslimer, som bliver radikaliseret – forstået som det at antage ekstremistiske overbevisninger – er det kun særdeles få, som involverer sig i terrorhandlinger. Og det er heller ikke sådan, at alle terrorister nødvendigvis har været radikaliseret, før de foretog deres terrorhandlinger.

Så vidt var forskerne tilsyneladende enige. Men når de skulle forsøge at forklare terrorismen som fænomen viste der sig interessante forskelle. En amerikansk psykolog var af den opfattelse, at man i terrorismeforskningen havde fokuseret alt for meget på, hvilke ideologiske holdninger terrorister har, i stedet for at fokusere på deres handlinger. Terrorisme – forstået som individuelle personers terrorhandlinger – kan bedst forklares ud fra socialpsykologiske analyser af de enkelte individer og ikke med henvisning til ideologier. Det hænger sammen med, at det ifølge psykologen er meget vanskeligt videnskabeligt at påvise sammenhængen mellem en persons holdninger og handlinger – og dermed også sammenhængen mellem ideologi og terrorisme. Faren ved at forskyde vægten fra det individuelle til det kollektive plan er også, at det let kan føre til, at ansvaret for terrorhandlingen bliver diffust. En terrorist er simpelt hen en kriminel, som er personligt ansvar for sin kriminelle handling.

En række af de øvrige forskere fastholdt, at det var vigtigt at fokusere både på den individuelle (socialpsykologiske) plan og det kollektive (ideologiske) plan, hvis man skulle forklare terrorismen, og herunder radikaliseringen. En dansk forsker henviste til de eksempler, der har været på voldelige mennesker, som var trængt ind på en skole og havde skudt en flok skoleelever. Anders Breivik har måske nok kopieret denne metode, men i stedet for at skyde skoleelever valgte han at foretage en terrorhandling, som havde en helt åbenbare politiske (og religiøse) betydning. Altså spillede ideologi en rolle i det mindste for udformningen af hans voldshandling. For terrorister spiller det en rolle, hvilke ideologiske narrativer, de har mødt, og som de ser sig selv i lyset af. Det afgørende er ikke, hvilken tone der er i debatten, men om der promoveres narrativer, som peger i retning af en voldelig løsning. Den danske forsker var enig i, at det juridiske ansvar for en terrorhandling altid helt og fuldt alene er terroristens, men det øvrige samfund kan også have et politisk eller moralsk medansvar.

De to tilgange til terrorisme blev illustreret af, hvordan reaktionen havde været i hhv. Norge og Danmark efter Anders Breiviks terrorhandling den 22. juli. I Norge blev terrorhandlingen en anledning til en kollektiv selvransagelse, mens den overvejende holdning i Danmark var, at terrorhandlingen var en enkelt gal mands værk, og at det ville være helt forkert at tage anledning af det til en nogen kollektiv selvransagelse.

En meget overraskende vinkel på spørgsmålet om radikalisering var, at der var flere forskere, som var af den opfattelse, at radikalisering ikke kun var et fænomen blandt muslimer, men at der også – i Vesteuropa – var sket en radikalisering i forståelsen af sekularisme. Den principielle adskillelse af religion og politik bliver her et modstykke til muslimers insisteren på, at religion og politik ikke kan adskilles, og inden for begge lejre er der grupper som opildnes til en uheldig radikalisering.

Københavns lufthavn, fredag, den 23. september 2011
Mogens S. Mogensen

Indbyderne var ingen ringere end udenrigsministeriets Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Ole Wævers Center for Avanceret Sikkerheds Teori (CAST), og temaet for denne internationale todageskonference, som jeg lige nu deltager  i, er ”Ten years after 9/11.What did we learn about religion?”.  Da Al-Qaeda gennemførte sit terrorangreb på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2011, var der kun få, som vidste ret meget om islamisme og terrorisme. Siden da er der, som en de amerikanske oplægsholdere udtrykte det, opstået en hel vidensindustri om islamisme og terrorisme, og et dusin af de dygtigste i denne industri var indskrevet for at gøre status over, hvad vi har lært de sidste 10 år.

En anden amerikansk forsker konstaterede, at der i dag nogle steder var en langt større villighed til at forsøge at forstå den religiøse kompleksitet og de religiøse nuancer omkring islamisme og  terrorisme, men at der stadig var en farlig tendens til oversimplificering af religion. Religionens komplekse rolle blev illustreret af en vittighed om en mand, der en aften blev standset i Nordirland af en IRA-terrorist og med en pistol mod tindingen blev spurgt: ”Er du katolik eller protestant?” ”Jeg er ateist”, udbrød han, hvortil terroristen svarede, ”Det er vi alle, men er du katolsk eller protestantisk ateist?”.

En pakistansk forsker konkluderede, at erfaringen har vist, at terrorisme i Pakistan ikke kan bekæmpes med militær magt, men med en effektiv politimæssig indsats, hvor alle kan se, at de skyldige bliver dømt ved en retfærdig rettergang. Måske, tænkte jeg, er det et grundlæggende problem ved bekæmpelsen af terror, at man har alt for ofte har betragtet det som en militær ”krig mod terror”, i stedet for at se det som en politiindsats mod kriminalitet.

En norsk forsker kæmpede for at forsøge at forstå, hvorfor nogle overbevises af den islamistiske terrorismes ideologi og andre ikke. ”Rational choice” teorier synes ikke at kunne kaste lys over problemet. Hans forslag var at undersøge hvad jihadister foretog sig sammen, når de ikke kæmpede, idet han mente, at måske kunne en bredere afdækning af jihadistiske fællesskabers kulturer bidrage til en forklaring af, hvordan unge overtales til at blive selvmordsterrorister.

En tredje amerikansk forsker, der  var kommet direkte fra Pakistan, hvor han var i gang med et forskningsprojekt om Taliban, fortalte, at Taliban er et brand, som mange meget forskellige grupper i Pakistan og Afghanistan benytter sig af. Fælles for alle Taliban-grupper er imidlertid, at de er sunni-muslimer, der tilhører Hanafi-lovskolen og forstår sig selv som en del af den oprindeligt indiske vækkelsesbevægelse, deobandi. Det er muligt, at al-Qaeda måske er på vej til at lukke og slukke, men flere andre internationale islamistiske terroristbevægelser er allerede på banen, inklusive den pakistanske del af Taliban.

Mest spændende var (for mig) en fransk forskers indsigter på basis af forskning i islamisme i Egypten og Saudiarabien. Islams store korpus af tekster kan generere kan generere mange forskellige religiøse og politiske positioner, og den voldelig islamisme er blot en af dem. Islamisterne og islams lærde, ulama, repræsenterer to meget forskellige udgaver af islam, som lever i et spændingsforhold til hinanden. Mens ”ulama” står i den over 1000 årige fortolkningstradition, som de føler sig forpliget på at forholde sig til, så springer islamisterne over denne tradition – fordi ulama efter deres mening ikke har forsvaret islam godt nok fx mod vestlig indflydelse – og går direkte tilbage til de oprindelige tekster og foretager deres egen tolkning af dem. Derfor ledes de islamistiske bevægelser typisk af ingeniører, læger og andre lægfolk, og ikke af de lærdi ”ulama”, som ikke respekterer denne islamistiske tolkning af religionen.

Hvad har forskerne så lært, i de sidst 10 år efter 9-11? Konferencen gav smagsprøver på forskernes nye indsigter, men jeg sad alligevel tilbage med indtrykket af  om ikke en Piet Heinsk ”alvidenhed”- ”At vide at man intet ved, er og en slags alvidenhed” – så dog en ydmyg erkendelse af, at man hverken blandt videnskabsmænd, i efterretningstjenester eller i militære kredse havde udviklet den indsigt, der måske kunne bidrage til en effektiv
bekæmpelse eller forebyggelse af  islamistisk terrorisme.

København, torsdag, den 22. september 2011
Mogens S. Mogensen

(Samme Gud – 2)

Hvorfor reagerede muslimer så voldsomt på Jyllands-Postens karikaturtegninger i februar 2006? Det skyldes nok ikke kun – og måske slet ikke først og fremmest – forbuddet i (de fleste grene af) islam mod at tegne profeten Muhammed, men at Muhammed – i Kurt Vestergaards tegning – fremstilles med en tændt bombe i turbanen, og at islam dermed fremstilles som en i sin grund voldelig religion. Syv måneder efter at Muhammed-krisen var brudt ud holdt pave Benedikt den 16. en tale i Regensburg, som af mange muslimske lærde blev opfattet sådan, at paven med ord sagde det samme, som karikaturerne havde gjort med billeder. Islams essens er i modsætning til kristendommens essens voldelig, hvilket hænger sammen med, at Gud i kristendommen forstås som en Gud præget af fornuft, og derfor opmuntrer troende til at ræsonnere og bruge overtalelse, mens Gud i islam forstås som ren vilje, og derfor kræver lydighed og fremmer brugen af vold, hvilket gør islam uforenelig med demokrati.

I bogen ”Allah. A Christian Response” (2011) analyserer den kroatiske teolog Miroslav Volf muslimske lærdes reaktion på pavens Regensburgtale. Et foreløbigt svar kom kort tid efter i ”An Open Letter”, hvor muslimske lærde hævder, at også i islam forstås Gud sådan, at han i forhold til mennesker har bundet sig til barmhjertighed, retfærdighed, sandhed – og fornuft. Og de minder paven om, at en af hans forgængere, pave Johannes Poul den 2. , som de udtrykker stor respekt for, havde udtalt, at ”Vi kristne med glæde anerkender de religiøse værdier, som vi har til fælles med islam. … Vi tror på den samme Gud, den ene Gud, den levende Gud …”. De anerkender, at der er forskelle i kristnes og muslimers forståelse af Gud, men de fastholder, at kristne og muslimer tilbeder stadig den samme Gud.

Det mest udførlige svar på Regensburgtalen kom et år senere, den 13, september 2007, nemlig i ”A Common Word”. Her hævder lærde fra hele den muslimske verden, at den fælles essens i islam og kristendommen er det dobbelte kærlighedsbud, som i Ny Testamente findes i Mark 12,29-31. Mange kristne er skeptiske mht., om det er sandt, og der er sikkert også muslimer, som ikke er enige i dette synspunkt. Pointen i ”A Common Word”, er at vise, at det fælles essentielle i begge religioner har styrken til at binde muslimer og kristne sammen, fordi det opmuntrer eller ligefrem kræver, at de søger det gode for andre og ikke bare for sig selv.

Ofte hører man, at jo mere alvorligt kristne og muslimer tager deres tro, jo større vil konflikten mellem dem blive. Men hvis ovenstående påstand er sand, så vil det modsatte være tilfældet. Jo mere alvorligt muslimer og kristne tager deres tro, jo mere vil de leve i harmoni med hinanden, for en dyb tro vil ikke længere føre til sammenstød men fremme fredelig sameksistens.

Det hører med til historien, at pave Benedikt den 16. allerede to uger efter sin famøse Regensburgtale inviterede muslimske ledere til sin sommerresidens og der bl.a. understregede det (efter andet vatikanerkoncil) standpunkt, at muslimer og kristne tilbeder den samme Gud. Under et besøg i Amman, Jordan, i 2009 modificerede eller klargjorde paven sit syn på forskellen mellem forståelsen af Gud i islam og kristendom og i priste i øvrigt A Common Word. Sammen med prins Ghazi bin Muhammad bin Talal, som havde spillet en central rolle i udarbejdelsen af A Common Word, fremsatte Paven en fælleserklæring, hvor de gav udtryk for enighed om troen på én Gud og på en fælles forpligtelse til at elske Gud og næsten.

Har katolikkerne og muslimerne ret i, at det – trods forskelle i gudsforståelsen – er den samme Gud, muslimer og kristne tilbeder? Har de muslimske lærde – bag A Common Word – ret i, at en fælles grundlæggende akse i både islam og kristendom er det dobbelte kærlighedsbud? Og i givet fald, hvor store er forskellene mellem, hvordan kærlighed til Gud og kærlighed til næsten forstås i hhv. islam og kristendom? Miroslav Volfs pointe er, at disse spørgsmål ikke kun har teologisk interesse, men også har stor politiske betydning. Fordi muslimer og kristne i den globaliserede verden lever i de samme lande og derfor må lære at leve fredeligt sammen og at arbejde konstruktiv sammen.

Christiansfeld, søndag, den 18. september 2011
Mogens S. Mogensen

“Hvilken dag var jødernes sværeste i de tolv helvedesår? Aldrig, hverken fra mig selv eller fra andre, har jeg fået et andet svar end den 19. september 1941. Fra det tidspunkt skulle vi bære jødestjernen, tøjstykket med den gule farve, som den dag i dag betyder pest og karantæne…”. Sådan skriver jøden Victor Klemperer i bogen “LTI. Lingua Tertii Imperiii. Det tredje Riges Sprog. En filologs notesbog” fra 1947. Bogen bygger på hans dagbogsoptegnelser fra nazitidens Tyskland. “En ganske almindelig mand med godmodigt udseende kommer imod mig med en lille dreng ved hånden. Et skridt foran mig bliver han stående: ’Se på ham, lille Horst! – han er skyld i alt!’”

Klemperers analyse af nazismens sprog, LTI, og konsekvenserne heraf, er beslægtet med George Orwells analyse i “1984” af kommunismens “Newspeak”. I begge tilfælde påvises sprogets betydning som handlingsanvisning. Det er altså ikke ligegyldigt, hvad vi gør ved sproget, for sproget gør noget ved os.

Klemperer skriver, at den stærkeste måde, nazisterne udøvede deres indflydelse på ikke var gennem enkelte taler, artikler, plakater osv., den blev ikke opnået gennem ting, som man bevidst skulle forholde sig til og absorbere med sine tanker. Nej, nazismen gennemtrængte folks kød og blod ved hjælp af enkelte ord, idiomer, sætningskonstruktioner, som blev gentaget igen og igen, og som folk ubevidst tog til sig, og som kom til at påvirke folks følelser. Ord kan være som små doser arsenik. Lige når man uden at tænke over det sluger dem, synes de ikke at have nogen effekt, men efter kort tid sætter giftens virkning ind.

I december 2010 udkom Klemperers bog for første gang på dansk oversat af Knud Lindholm Lau. Nu opfordrer forlaget “Tekst og Tale” til, at man markerer 70 årsdagen for påbuddet om, at alle jøder i Nazi-Tyskland skulle bærer jødestjernen, ved at man sammen med familie, naboer, venner eller kolleger samles for at læse kapitlet “Stjernen højt for hinanden og tale om de tanker, der opstår, historiske såvel som aktuelle. Kapitlet kan downloades gratis en uge gør og en uge efter årsdagen her, og læs mere om projektet her.

Overrabbiner Bent Melchior skriver i sin anbefaling af projektet, at “Den såkaldte jødestjerne cementerede et af de alvorligste elementer i fremmedhadet, nemlig generaliseringen. Man satte simpelthen et mærke på alle for at fortælle omverdenen, at alle i den gruppe havde samme negative egenskaber. Desværre er det i høj grad aktuelt i dagens situation.”

Anbefalingen til at læse og drøfte kapitlet “Stjernen” i Klemperers bog “LTI – Lingua Tertii Imperii – Det Tredje Riges Sprog” den 19. september være hermed videregivet.

Christiansfeld, den 17. september 2011
Mogens S. Mogensen

I dag afgøres det, hvem der skal sidde i folketinget i de kommende år, og hvem der skal regere landet. Naturligvis er det vigtigt, hvor mange mandater de enkelte partier får, da de jo repræsenterer forskellige politiske standpunkter og har forskellige bud på, hvordan vi skal forholde os til de globale og nationale udfordringer, vi står overfor. Det gør selvfølgelig en forskel, om vi får en såkaldt blå eller rød regering, selvom valgkampen har vist, at der trods alt ikke er så stor forskel på de to blokke, som der er på farverne rød og blå.

Det vigtigste ved dette valg er – som ved ethvert andet valg – at vi lever i et demokratisk samfund, hvor vi har frihed til at vælge, hvem vi vil styres af. Selvom de færreste af os har oplevet at leve i et samfund, der ikke er demokratisk, er demokrati ingen selvfølge, heller ikke i Danmark. I min studietid var der kommunister, som i praksis kæmpede for at afskaffe demokratiet til fordel for proletariatets diktatur. I dag er der en lille gruppe islamister, som også agiterer for demokratiets afskaffelse, til fordel for – som de siger – Guds styre. Men der er også dem, der forsøger at underminere demokratiet ved at arbejde for, at valgret og valgbarhed skal fratages de mennesker, som er på offentlig forsørgelse. Så derfor, lad os gøre denne valgdag til en demokratiets festdag.

Uden at blive partipolitisk vil jeg pege på en anden vigtig dimension ved dette folketingsvalg, som ved ethvert andet folketingsvalg, nemlig muligheden for at skifte regeringen ud til fordel for en anden. Den regering, som har siddet længst siden parlamentarismens indførelse i 1901, nemlig 11 år, er den socialdemokratisk-radikale regering under ledelse af Stauning. Da regeringen i 1935 havde siddet i 6 år, gik Socialdemokratiet til valg under parolen ”Stauning eller Kaos”, og det lykkedes partiet at få 46% af stemmerne, det højeste stemmetal partiet nogen sinde har opnået.

At en regering opnår genvalg igen og igen, kan give stabilitet, men kan også få negative konsekvenser for det politiske liv. Det kan give de partier, der har regeringsmagten en følelse af, at de nærmest har monopol på magten, og føre til magtarrogance og en sammenspisthed mellem partierne og embedsværket. De fleste regeringer repræsenterer normalt kun omkring halvdelen af vælgerbefolkningen, og derfor kan den anden halvdel – med rette eller urette – føle, at deres interesser ikke varetages. Og som valgsloganet lød, ”Stauning eller Kaos”, så kan en sådan regering give det indtryk, at kun den er kompetent til at lede landet, og at alternativet ville være kaos.

Derfor er det politisk set sundt, at vælgerne en gang imellem bruger deres demokratiske ret til at vælte en regering og erstatte den med en anden. Skulle Løkkes VK-regering ved valget i dag lide nederlag, kan Løkke trods alt glæde sig over, at det kan betragtes som en sejr for demokratiet – at magthavere kan væltes. Og derfor er der da heller ingen grund til, om Danmarks fremtid at tænke ”Løkke – eller ulykke”.

God valgdag – og til lykke med demokratiet!

Christiansfeld, torsdag, den 15. september 2011
Mogens S. Mogensen

Kristendommen, folkekirken, den åndelige frihed er er i dag alvorligt truet, hævder Dansk Folkeparti. Truslen kommer fra de politikere, som ønsker at gøre alvor af den paragraf i 1849 grundloven (par. 66 i 1953 grundloven), som siger, at folketinget skal vedtage en lov, der giver folkekirken en forfatning. Der er altså ikke tale om udemokratiske revolutionære grupper, som vil omstyrte samfundet inklusive folkekirken, men politikere, som vil søge at realisere grundlovens oprindelige intentioner.

Da den romerske kejser Konstantin i 312 omvendte sig til kristendommen, begyndte en proces, der hurtigt førte til, at kristendommen blev officiel statsreligion, og at stat og kirke, folk og menighed blev knyttet nært sammen. Denne konstantinske ”kristenhedsmodel” overtog næsten alle europæiske stater, og det var også i den form, Danmark modtog kristendommen for over 1000 år siden. Den protestantiske reformation ændrede ikke noget ved den model, men knyttede i Danmark tværtimod stat og kirke, folk og menighed endnu nærmere sammen.

Sekulariseringen har ført til, at man i europæiske lande – inkl. fx Sverige og Norge – i disse år gennemgår en proces, hvor båndene mellem stat og kirke løsnes. Sekulariseringen er ikke mindre fremherskende i Danmark end i disse lande, så derfor er det sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, hvornår denne proces også for alvor rammer Danmark. Måske allerede efter valget i morgen, hvem ved? Har denne proces truet kristendommen, kirken og den åndelige frihed i disse lande? Det er der ikke noget, der tyder på. Det ville da også være endog særdeles trist at skulle konstatere, at kristendommen kun kan overleve med statens beskyttelse, og at en ordentlig kirkeordning kun kan garanteres af de politiske magthavere.

I nogle kredse kan man få det indtryk, at efter at Gud havde skabt himmel og jord, og sat skel mellem lys og mørke, vandet og landet osv., så skabte han sognene, og at den nuværende folkekirkeordning om ikke faldet ned fra himlen, så dog den kristeligt set bedst tænkelige og evigt gyldige kirkeordning i verden. Og at det derfor vil være katastrofalt at ændre på disse forhold.  Virkeligheden er imidlertid den, at man i Danmark løbende har ændret ved kirkeordningen, uden at kristendom, åndsfrihed og folkekirke derved er gået tabt. Vi fik fx for godt 100 år siden indført menighedsråd, og for nylig blev der indført stiftsråd, for bare at nævne et par eksempler. Men indtil videre er man veget tilbage for at give kirken en egentlig forfatning, så kirken også nationalt kan styre sig selv.

I stedet for at lukke øjnene for de udfordringer, som vi i dag står over for, og som i andre lande har ført til at båndene er blevet løsnet mellem stat og kirke, og kirkerne i højere grad har fået egne beslutningsorganer, så ville det være langt mere hensigtsmæssigt, at man for alvor begyndte at drøfte, hvordan en egentlig forfatning – inden for grundlovens rammer – kunne skrues sammen, på en sådan måde, at kristendomsformidlingen, åndsfriheden og det folkekirkelige i folkekirken fremmes mest muligt.

Mens grundlovsfædrene var af den opfattelse, at folkekirken for at varetage sin opgave som kirke i folket naturligvis skulle have en demokratisk forfatning, så mener de mest skræmte og skræmmende politikere i dag, at en forfatning for folkekirken vil betyde et farvel til folkekirken. En forfatning for folkekirken vil ganske vist betyde et farvel til den statskirke, hvor både hvad kirkens ydre og indre anliggender i praksis styres af politikere, men ikke et farvel til ”Den evangelisk-luthersk kirke [der] er den danske folkekirke og [som] understøttes som sådan af staten”.

Christiansfeld, onsdag, den 14. september 2011
Mogens S. Mogensen

Der var nok mange lyttere, som udbrød, ”Vor Herre bevare os!”, da de forleden hørte morgenandagten fra Domkirken i København, men måske skulle de fremover i stedet overveje, at sige ”Vor Gud bevare os!”. I velsignelsen havde præsten nemlig skiftet ”Herren” ud med ”Gud”. Hvorfor den gode præst ændrede ritualet, må hun selv forklare, men ændringen rejser tre vigtige spørgsmål.

Er Gud en mand? Ændringen kunne være udtryk for en feministisk teologi, hvor man tager afstand fra at bruge mandlige betegnelser om Gud. Problemet med alternativet til det meget maskuline ”Herre”, er imidlertid, at Gud selvom vi måske ikke tænker over det – rent sprogligt – også er maskulint, i modsætning til Gudinde. Men nej, Gud er naturligvis ikke en mand, ej heller maskulin. Seksuelle distinktioner hører skabelsen til – mennesket er skabt som mand og kvinde, men Gud er lige så lidt mand som han er kvinde. Pointen med at bruge mandlige og kvindelige metaforer om Gud er at understrege, at gud er ”personlig”.

Er Gud Herre? I forlængelse af ovenstående, ser jeg her bort fra det maskuline i ordet herre, og fokuserer i stedet på det underordningsforhold, som termerne ”herre” og ”herredømme” indebærer. Det står måske ikke i så høj kurs blandt moderne kristne, at tale om, at vi som kristne ikke er vor egen herre, men er kaldet til at være lydige mod Gud, og derfor tjene Gud og vor næste. Ikke desto mindre har troen på, at Gud er vor Herre fulgt kristendommen fra første færd, sammen med erfaringen af, at et kristent menneskes frihed bygger på, at Gud er vor Herre. De Jesus-troende jøders trosbekendelse, som skilte dem ud fra andre jøder, var netop ”Jesus er Herre”.  Så, ja, Gud er Herre.  Og det er vor Herres velsignelse vi modtager, når velsignelsen lyses over os.

Er det en god ide at ændre velsignelsesritualets ordlyd? Når man går til gudstjeneste forskellige steder, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at der bevidst eller ubevidst ændres lidt i ritualernes ordlyd her og der, og det er kirkeretsligt nok ikke tilladt, men lad det nu ligge. Spørgsmålet er, om det er gavnligt eller skadeligt for kirkelivet at ændre på velsignelsesritualets ordlyd? Man kan konstatere, at ritualers ordlyd, inklusive den aronitiske velsignelses ordlyd, naturligvis er blevet ændret gennem århundrederne, fordi sproget – og bibeloversættelserne -  har ændret sig. Men nej, det er ikke en god ide her og nu at ændre velsignelsesritualtets ordlyd. Netop det at få lyst velsignelsen – med den ordlyd som man kender – ved slutningen af en gudstjeneste betyder rigtig meget for mange kirkegængere. Så ændringer af ritualers ordlyd er naturligvis noget, som man skal være meget forsigtig med at gøre, og især ikke overlade til enhver sognepræsts forgodtbefindende. Fordi disse ritualer både er med til at holde sammen på kirken, geografisk og over tid, og udgør et skelet for mange menneskers trosliv.

I stedet for at insistere på at ændre velsignelsen til ”Gud velsigne dig” (og fadervor til ”Vor Gud, du som er i Himlen” osv.),så ville det nok være mere pædagogisk, om præsten tog sig tid til i prædiken og undervisning at forklare, hvad ritualets ordlyd betyder og ikke betyder. Til denne opgave vil jeg sige til Lene Sjørup og alle andre sognepræster: ”Herren velsigne dig!”

Christiansfeld, tirsdag, den 13. september 2011
Mogens S. Mogensen

(Samme Gud? – 1)

I den kroatiske teolog Miroslav Volfs nye bog  ”Allah. A Christian Reponse” (HarperCollins 2011) rejser forfatteren spørgsmålet, om kristne og muslimer tilbeder og tjener den samme Gud. Det er et vigtigt spørgsmål i religionsteologien, men for Volf er det et spørgsmål, som har afgørende betydning langt uden for teologiens verden. Kristnes syn på den Gud, muslimer tror på, og muslimers syn  på den Gud, kristne tror på, har betydning for kristnes og muslimers evne til at leve fredeligt sammen i en verden, som globaliseringen binder mere og mere sammen i gensidig afhængighed.

Volfs synspunkt er ikke, at alle konflikter mellem forskellige grupper og samfund kan reduceres og føres tilbage til religiøse forskelle, fx om det er samme Gud, de tilbeder eller ej. Men han er af den opfattelse, at religiøse forskelle kan bidrage til konflikters udvikling. Overbevisninger om Gud reflekterer ofte ultimative værdier, og hvis forskellige gruppers ultimative værdier er meget forskellige, kan det føre til sammenstød, som det kan være vanskeligt at forhandle sig ud af.

Men, spørger Volf, ville det ikke være en løsning – hvis kristnes og muslimers ultimative værdier er helt forskellige – at muslimer og kristne så at sige ’sekulariserede’ nogle af deres værdier og praksisser, så kristnes og muslimers fælles samfundsliv kunne foregå uden henvisning til deres religion. Der er imidlertid intet, der i dag  tyder på, at religionerne og dermed også religiøst baserede værdier globalt set vil miste deres tag i store del af verdens befolkning.

Volfs provokerende bud på en løsning af de åbenlyse konflikter mellem kristne og muslimer går i en anden retning. For ham er der to betingelser, som må opfyldes, for at kristne og muslimer kan leve i fred med hinanden. For det første må hver enkelt religiøs gruppes identiteter respekteres og gives plads til at udfolde sig. For det andet må der være et væsentligt overlap mellem de ultimative værdier, som mennesker i de to religiøse samfund orienterer sig efter.

Det forudsætter, hævder Volf, at Bibelens Gud og Koranens Gud viser sig at repræsentere overlappende ultimative værdier, dvs. at muslimer og kristne har Gud til fælles. Erkendelsen af at tilbede og tjene den ene og  samme Gud – om end der er forskelle i deres forståelse af den sande Gud – og dermed have væsentlige ultimative værdier til fælles, vil kunne bidrage til, at muslimer og kristne overvinder deres fjendskab og i stedet i kan samarbejde om at løse de problemer, som verden står over for i dag. I resten af bogen forsøger Volf at svare på det teologiske spørgsmål, som efter hans opfattelse har stor politiske og international politisk betydning, nemlig om det er den samme Gud, muslimer og kristne tror på?

Har Volf ret i, at dette teologiske spørgsmål har så stor politisk betydning? Lad os kort se på den danske debat om det multikulturelle samfund, som dybest set handler om forholdet mellem islam og kristendom og de værdier, der hænger sammen med disse to religiøse traditioner. Hvis det er sandt, som det hævdes fra visse sider, at muslimer tilbeder og tjener en anden Gud (en irrationel og  voldelig Gud) end de kristnes Gud (en rationel og kærlig Gud), så har muslimer og kristne måske så grundlæggende forskellige værdier, at det vil umuliggøre fredelig sameksistens, for ikke at sige samarbejde, men i stedet føre til konflikter og måske lige frem borgerkrig. I det perspektiv vil løsningen på det danske samfunds udfordringer være, enten den, som Volf drøfter, nemlig en sekularisering af muslimerne og de kristne, så de religiøst baserede værdier efterhånden elimineres, eller en omvendelse af muslimerne til kristendommen, så vi får fælles ultimative værdier, eller en ’religiøs udrensing’, så vi igen får et monoreligiøst samfund.

Den tredje mulighed vil de allerfleste heldigvis afvise som inhuman, og den anden mulighed er heller ikke realistisk at satse på. Tilbage står så den sekularistiske model, som en række politikere har gjort sig til talsmand for. I den udgave, at al religion skal ud af det offentlige rum og holdes bag hjemmets fire vægge, således at det offentlige rum holdes helt sekulært, og vi der kan diskutere på basis af rent sekulære værdier. Spørgsmålet er imidlertid, om det nu er realistisk – og ønskeligt – at holde al religion ude af det offentlige rum? Hvad andet skal så holdes ude af det offentlige rum, måske også de forskellige samfundsgrupper etniske kulturer og danske subkulturer? I det lys er det værd at overveje Volfs model, hvor islam og kristendom forstås sådan, at de har værdier, endda fælles værdier, som kan fremme det fælles gode i samfundet.

Århus, onsdag, den 7. september 2011
Mogens S. Mogensen

”DF-profil: Kun statsborgerskab til folk med dansk blod”, var overskriften på en artikel i Information i går. Søren Espersen, som er profilen, er rasende og kalder artiklens indhold for falsk og nedrigt. De konservatives Tom Behnke bryder sig slet ikke om Espersens tanke, og Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen kalder forestillingen om en særlig dansk race for hårrejsende (Se Politikens artikel: “Espersen afviser citater om blodsbånd“)

På basis af Søren Espersens angivelige udtalelser til den norske avis Verdens Gang konkluderer Information, at ”der skal rulle dansk blod i dine årer, hvis du vil være statsborger i Danmark”, og han foreslår ”den danske indfødsretslov erstattet af et blodprincip hvor kun personer, som er børn af mindst én ’ægte’,  dansker, kan opnår statsborgerskab”. Det direkte citat af Søren Espersens udtalelser i Verdens Gang lyder: ””Det er en god en god måde at sikre kontinuitet på. Vi har bunker af statsborgere nu. Ægtefæller, som de henter hertil, skal ikke kunne blive statsborgere, men deres børn kan.”

Søren Espersen er af gode grunde helt oppe i det røde felt, for som han udtaler til Politiken i dag, ”Jeg kunne aldrig nogensinde få de ord i min mund at tale om ‘dansk blod’. Sådan snak er ren nazistisk tankegang og sprogbrug”.

Men hvad er det så dette ledende medlem af DF så mener om dansk statsborgerskab? På sin blog har han gjort det tindrende klart, at hans holdning er den, at ‘Der skal strammes yderligere op med hensyn til tildeling af dansk indfødsret. Jeg foretrækker personligt, at loven ændres, således at dansk indfødsret som overordnet princip kun kan erhverves, hvis enten far eller mor er dansk statsborger’.

Og hvori består så forskellen på Espersens sande holdninger og de falske holdninger, som Information skyder ham i skoen. Søren Espersen nævner overhovedet ikke noget om dansk blod, som en betingelse for dansk statsborgerskab. Fx anerkender han, at indvandrere, som har fået dansk statsborgerskab, er danske statsborgere, og at deres børn også skal regnes som danske statsborgere, og de har selv følgelig ikke dansk blod men måske pakistansk eller argentinsk  eller kinesisk blod i deres årer – hvis der er ellers er nogen forskel på det blod, der løber i årerne på mennesker i forskellige dele af verden? Og så kvalificerer han sin holdning ved at sige, at denne måde at få statsborgerskab skal være det overordnede princip. Dvs. der må altså godt være undtagelser fra dette princip om at dansk indfødsret fremover kun tildeles børn af forældre, hvoraf mindst den ene er dansk statsborger.

Når det så alligevel ikke er helt misvisende at bringe ’blodet’ i omløb i forbindelse med Espersens holdning til erhvervelse af dansk indfødsret, hænger det naturligvis netop sammen med, at børn for at blive danske statsborger skal være født af forældre, hvoraf mindst den ene skal være dansk statsborger. Dvs. at det overordnede princip er, at børnene skal have ”dansk statsborgerblod” i deres årer for selv at blive danske statsborgere. Og det hænger måske sammen med det, som Verdens Gang citerer ham for at have sagt, men som han måske alligevel slet ikke har sagt, nemlig, at ”Det er en god ide at sikre kontinuitet på”.

Mens Søren Espersens blod er kommet i kog, regeringen sveder nervøst, og oppositionen græder tørre tårer, så er der med Informations artikel om Søren Espersen og det danske blod kommet ’ond blod’ ind i valgkampen.

Mogens S. Mogensen
Christiansfeld, lørdag, den 3. september 2011

I morges kl. 7.15 holdt jeg  stille ved et lyskryds i Kolding, og dér stod en lyselevende folketingspolitiker med rundstykker og valgbrochurer til os bilister. Det var et svært valg, skulle jeg rulle vinduet ned og tage imod et politisk rundstykke, eller ….

I aften – ja, hver aften – står jeg også over for et svært valg. Skal jeg lukke op for fjernsynet og se og høre alle vore politikere forsøge at gøre sig lækre over for os seere, eller skal jeg lukke dem ude af min stue, og læse en bog i stedet? Egentlig er jeg ret sportsinteresseret, og kan godt lide at se en god fodboldkamp, så mit sportsinstinkt får mig (undertiden) til at følge valgkampen, som på mange måder minder om en fodboldkamp.

En fodboldkamp handler ikke om saglighed eller æstetik, men om at finde modstandernes svagheder og udnytte dem til at score mål, og for enhver pris vinde kampen. Det kan på samme måde være underholdende at se og høre, hvordan politikere forsøger at vinde kampen om vælgernes gunst. Hvordan de med finter (spin) forsøger at snyde modstanderen. Hvordan løbende ændre taktikken (politikken) for at tilkæmpe sig overtaget. Hvordan de om i nødstilfælde går efter manden i stedet for efter bolden. Spørgsmålet er, om man bliver ret meget klogere på de store problemer i samfundet af at se og høre på politikerne i valgkampen, end af at følge en fodboldkamp. Men i begge tilfælde kan man håbe på at blive underholdt.

Når jeg den 15. september står i stemmeboksen, står jeg for alvor over for et svært valg. For uanset valgkampens (underholdnings)værdi, så skal jeg – lige som alle andre borgere over 18 år – vælge de politikere, som i de næste fire år skal lede Danmark. Næsten alle politikere har det samme grundlæggende mantra, som hedder vækst, vækst, vækst. Ethvert parti med respekt for sig selv har en vækstpakke. Vækstpakkerne er forskellige, men alle er enige om, at den største udfordring for det danske samfund er, hvordan vi skaber vækst, altså hvordan vi kan forøge rigdommen. Hvordan får vi borgerne til at forbruge mere, så der kan blive basis for at producere mere? Skal vi sætte skatten ned, skal vi øge de offentlige investeringer, for at sætte gang i væksten?

Man skal lede længe efter en politiker, som stiller spørgsmålstegn ved – fortsat vækst. Den underliggende præmis synes altid at være, at lykken i samfundet er ligefrem proportional med økonomien. At undersøgelser i vestlige samfund ikke bekræfter denne sammenhæng, er i sig selv problematisk. Men endnu mere problematisk er det, at hvis vi i Danmark og resten af den rige verden fortsætter med denne vækstdagsorden, vil det give endnu større økologiske- og klimamæssige problemer. For slet ikke at tænke på, at vi ville få brug for flere kloder, hvis resten af verden skal op på samme forbrugsniveau, som vi er på i dag – hvor vi siger, at vi (måske) er midt i en alvorlig økonomisk krise.

Om tre uger står vi over for et svært (folketings)valg, men meget tyder på, at vi – på vor fælles og begrænsede klode -  i de kommende år kommer til at stå over for nogle valg, der bliver langt sværere.

Jeg skylder at fortælle, at jeg i morges valgte at tage imod politikerens rundstykke, for han så nu så rar ud.

Christiansfeld, fredag, den 2. september 2011
Mogens S. Mogensen

I bogen ”Adskillelsens politik. Mulkturkulturalisme – ideologi og virkelighed” (2008) retter Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt et voldsomt angreb ikke bare mod multikulturalisme, men mod enhver form for kulturalisme – og mod den rolle, som kultur spiller i samfundet i dag. Vi er vant til at høre, at i et oplyst demokratisk samfund skal religion og politik holdes adskilt. Det nye i Eriksens og Stjernfelts bog er, at de også mener, at kultur og politik skal holdes adskilt.

”Oplysningen som tradition hviler på demokrati og menneskerettigheder og anser ”kultur” i den identitetspolitiske forstrand for noget der udfolder sig bedst i privatlivet, foreningslivet og civilsamfundet”. I et moderne samfund bør der ikke tildeles privilegier til identiteter, kulturer eller religioner, da det indebærer en undertrykkelse af andre grupper med andre identiteter, kulturer eller religioner. Inklusive dem, der overhovedet ikke lægger vægt på den slags – sådan Eriksen og Stjernfelt, der ikke finder det væsentligste i gruppeidentiteten, men ser sig selv som kosmopolitter. For dem står modsætningen ikke mellem højre og venstre, kristendommen eller islam, vesten eller resten, men mellem oplysningen og kulturalismen.

Eriksen og Stjernfelt anerkender, at der i samfundet er brug for passion og for forløsning. Kulturalister finder dette i identitet, kultur og religion. Men de mener at religiøse forløsningsfantasier, inklusive forløsningsfantasier baseret kultur skal holdes ude fra politikken. Men, som de skriver ”forløsningspassionerne har jo faktisk ventiler andre steder i det moderne samfund, og det langt fra kun i ”identitet”, ”kultur” og ”religion”, nemlig i kunsten og videnskaben. Derfor tager de afstand fra den ekstreme liberalismes ide om ”at kunst bare er en vare blandt andre, der bør hvile i sig selv, og at videnskab alene der den korsteste  vej fra forskning til faktura, og at politik bare består af incitatamentsstrukturer”. Derfor er det en politisk opgave at højne kunst og videnskab som egenværdier.

Altså – ifl. Eriksen og Stjernfelt – så er vejen frem for et moderne samfund, der vedkender sig oplysningstraditionen, at lukke religion og kultur ud af det politiske rum. Nedprioriteringen af religion og kultur kan skabe et eksistentielt tomrum hos borgerne, men det skal i stedet fyldes af kunst og videnskab. Spørgsmålet er imidlertid, for det første om det er realistisk at skille religion og kultur fra politik, og for det andet, om kunst og videnskab er i stand til at levere de værdier, som et samfund må bygge på for at kunne fungere?

Christiansfeld, lørdag, den 27. august 2011
Mogens S. Mogensen

”Ned med kulturen!” er den sidste sætning i Jens-Martin Eriksens og Frederik Stjernfelts bog ”Adskillelsens politik. Multikulturalisme og virkelighed” fra 2008. Bogen er et langt og grundigt opgøre med, hvad de kalder ”kulturalisme” – dyrkelse af den kulturelle forskel og ideen om at kulturen er vigtigere end individet -  både i form af multikulturalismens værnen om de forskellige kulturer i det danske samfund, og i form af nationalismens insisteren på et monokulturelt samfund med fælles danske værdier for alle.

Når forfatterne udråber et ”Ned med kulturen!”, er det et opgør med vor tids stærke betoning af kulturens betydning og forskellene mellem kulturer. For få årtier siden var fokus ofte på økonomi og politik – især men ikke kun marxistisk inspirerede kredse, og marxister så kulturen som et overfladefænomen. I dag er tingene vendt på hovedet i manges bevidsthed: Nu gøres kultur til noget fundamentalt og økonomi og politik er i fare for at blive sekundært.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Eriksen og Stjernfelt i deres opgør med den stærke vægtlægning på kultur selv kommer til tillægge kultur større betydning, end den rent faktisk har i samfundet i dag. Principielt retter  forfatterne deres angreb både mod, hvad de kalder højrekulturalismen, altså nationalismen, og venstrekulturalismen, altså den multikulturelle ideologi, men i praksis koncentrerer de deres angreb mod multikulturalismen, og her spiller debatten om Muhammed-krisen en helt central rolle.

De debattører, som var modstandere af Jyllands-Postens optrykning af Muhammed-karikaturer og af avisens holdning til hån, spot og latterliggørelse af muslimer, forstås som multikulturalister, altså at de var drevet af respekt for en kultur, som de mente krævede en særlig beskyttelse, og dermed kom på kollisionskurs med ytringsfriheden. For det første var der stort set ingen af disse debattører, som krævede ændringer i dansk lov, men holdt fast ved ytringsfriheden. For det andet er det sandsynligt at mange af debattørerne var motiveret af alt muligt andet end kultur, måske af etiske hensyn.

I det hele taget er det påfaldende, at eksemplerne på multikulturalisme i praksis især hentes fra andre dele af verden, fx Malaysia og Canada, og ikke fra Danmark. Især i Malaysia er der talrige eksempler på, at hensynet til kultur overtrumfer universelle menneskerettigheder, men det er meget vanskeligt at finde eksempler fra Danmark på, at de såkaldte  multikulturalister sætter spørgsmålstegn ved menneskerettighederne.

Når forfatterne råber ”Ned med kulturen!”, hvad er det så de råber ”Op med …”?  Alternativet til kulturalisme er oplysning. Oplysning forstået som universelle værdier, som demokrati og menneskerettigheder. I stedet for ”identitet”, ”kultur” og ”religion”, som de meningsgivende kilder i samfundet, peger de på kunst og videnskab.

Når det gælder Eriksens og Stjernfelts fokus på demokrati og menneskerettigheder, som det der skal binde et samfund sammen på tværs af kulturelle forskelle, så har de måske fat i noget vigtigt. Altså “Ned med kulturen” og “Op med demokrati og menneskerettigheder”, når vi taler om sammenhængskraften i det danske samfund?

Christiansfeld, torsdag, den 25. august 2011
Mogens S. Mogensen

I debatten om det multikulturelle samfund kom Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt i deres bog ”Adskillelsens politik. Multikulturalisme – ideologi og virkelighed” (2008) med et spændende indspil.

Forfatterne tager udgangspunkt i et begreb, som de kalder kulturalisme. Kulturalister lægger stor vægt på de kulturelle forskelle og deres betydning for dem, der tilhører disse kulturer. Ligesom racismen gjorde biologien til skæbne, sådan gør kulturalismen kulturen til skæbne, og individet bliver derfor et viljesløst produkt af sin kultur, som han eller hun ikke kan undslippe. De forskellige kulturer opfattes som afgrænsede helheder, og organiske størrelser, hvor det enkelte kulturelle træk kun kan forstås ud fra helheden.

Det interessante ved forfatternes analyse er, at kulturalismen efter deres opfattelse optræder både som en venstre- og højrekulturalisme. Begge former for kulturalisme er fælles om, at betragte kulturer som øer, som er helt adskilte fra hinanden, og som må holdes adskilt. Forskellen er, at højrekulturalismen satser på en geografisk adskillelse, mens venstrekulturalismen vil værne om de forskellige kulturers egenart inden for samme samfund. Venstrekulturalismen optræder således som multikulturalisme, mens højrekulturalismen optræder som monokulturalisme – også kaldet nationalisme. Begge former for kulturalisme betoner fællesskabets rettigheder over for individet. Multikulturalistisk politik tilstræber at integrere indvandrere ved at vise en meget udstrakt hensyntagen til indvandrernes medbragte kultur, ud fra den opfattelse, at kulturel mangfoldighed er en stor værdi. Monokulturalistisk politik vil have assimilation af indvandrerne som mål, ud fra den forståelse, at størst mulig kulturel homogenitet er bedst for samfundets sammenhængskraft.

For Eriksen og Stjernfelt er dagens politiske hovedmodsætning således ikke multikulturalisme og nationalisme. Hovedmodsætningen er derimod mellem oplysning og kulturalisme. Dvs. ”mellem demokrati, politisk liberalisme, menneskerettigheder, universalisme, oplysning på den ene side og den mørke hævdelse af kultur, tradition, autencitet, den konservative anerkendelse af det særegne, individets skæbnebinding til kulturen på den anden side” (s. 276).

Derfor mener forfatterne også at kunne identificere en mærkværdig, men overset enighed mellem fx Asmaa Abdol-Hamid og Søren Krarup, der begge er modstandere af oplysningstidens idealer, men ikke er åbne omkring deres endegyldige mål og hvor omfattende en politiske rolle deres to kulturer skal ende med at spille. Var det ikke fordi de tilhørte to forskellige kulturer, så kunne de udmærket gå sammen i et ”Kulturalistisk Folkeparti”! Såvidt Eriksen og Stjernfelt.

I virkeligheden er der imidlertid overhovedet ingen gensidig forståelse mellem multi- og monokulturalister i Danmark i dag. Som debatten efter terrorangrebet i Norge har vist, så ser opfattes multikulturalismen af dens modstandere som en stor fare for Danmarks fremtid, mens nationalkonservatismens modstandere ser farlige tendenser i ekstreme udgaver af denne. Eriksen og Stjernfelt ville sikkert forklare det med, at frænde er frænde værst.

Spørgsmålet er imidlertid, om Eriksens og Stjernfelts analyse af debatten om det multikulturelle samfund på holder vand, og om de har et godt på et alternativ er til venstre- og højrekulturalismen?

Christiansfeld, onsdag, den 24. august 2011
Mogens S. Mogensen

Jeg har lige kigget på barometeret. Altså ikke et helt almindeligt barometer, der viser, om det er højtryk eller lavtryk, men et såkaldt ”hyrdebarometer”. ”Hirtenbarometer” er som ordet viser tysk, og det ligger på nettet, frit tilgængeligt for alle.  Jeg gik ud fra, at det var et barometer, der målte, om hyrden arbejdede på højtryk, eller der var for lidt tryk på pastoren.  Men helt så enkelt var det nu ikke.

Da jeg kiggede nærmere på barometeret, blev jeg mødt med en venlig hilsen. ”Hallo små får! Bedøm din hyrdes arbejde og se, hvad andre små får mener om din yndlingshyrdes arbejde.” For at blive fortrolig med betjeningen af barometeret, inden jeg skulle til at bedømme min egen yndlingshyrde, foretog jeg lige en rask lille bedømmelse af katolikkernes overhyrde, pave Benedikt den 16. Man kunne bedømme pavens arbejde på en skala fra 1 til 6, hvor 1 var ”dårligt” og 6 var ”godt”.  Jeg skulle give paven karakterer på 5 områder. Hvor god eller dårlig er den gode mand til at holde ”gudstjeneste”? Og hvad med hans ”troværdighed”. Er han i kontakt med ”tidens puls”? Værre var det at skulle vurdere kvaliteten i hans ”ungdomsarbejde”, mens jeg gik ud fra at han helt havde fod på ”seniorarbejdet”. Selvom jeg ledte længe, kunne jeg ikke finde ud af, hvor dumpegrænsen lå, så jeg kan desværre ikke her afsløre, om katolikkernes overhyrde bestod sin hyrdeeksamen eller ej.

Nu rejses spørgsmålet naturligvis – i Kristeligt Dagblad – om vi også har brug for et lignende hyrdebarometer her i Danmark? Vi fik jo kristendommen, den lutherske reformation og meget andet kirkeligt input fra Tyskland, så hvorfor så ikke også denne kirkelige nydannelse. I artiklen siger en af stifter af Hirtenbarometer bl.a., at det ”skal bruges til at skabe debat om kvaliteten af præsternes præstationer og evne til at nå sognebørnene.”

Hvem kan være imod kvalitetskontrol fx i folkekirken, når man betænker, hvor mange milliarder kroner den koster i drift hvert år? Og er der ikke også nogle folkekirkens  sognehyrder, der har for meget uld i mund? Når der søndag formiddag mellem kl. 10 og 11 sidder så få procent af medlemmerne i kirken, er det så ikke, fordi de ikke oplever gudstjenesten som en behagelig hyrdetime? Og hvad med alle de får, som forlader folden, eller aldrig er kommet ind i den, er det ikke et tegn på, at der er noget galt med hyrderne? Og er der ikke hyrder, for hvem 5 og 7 er lige, og som ikke evner at skille fårene fra bukkene, for slet ikke at tale om at få identificeret ulvene i fåreklæder?

Jo, der så vist brug for et dansk hyrdebarometer, så fårene ikke længere skal være som …. umælende får, men kan komme til orde med deres tilfredshed eller utilfredshed med hyrdens præstationer. Det må da være en helt elementær fåre-ret at blive godt underholdt af hyrden.

Tankegangen bag hyrdetermometeret er naturligvis den, at sognehyrden skal blive bedre til at servicere sine sogne-får med de ydelser, som de har krav på, som fx gudstjenester og ældrearbejde. Og fårenes opgave er lade sig lede rundt i manegen af hyrden og bræge op, hvis de ikke er tilfredse. Så kan hyrderne lære det, kan de, når de kigger på hyrdebarometeret, og ser, hvilken karakter de får for deres indsats på en række områder.

Interaktive medier er tidens løsen. Hyrdebarometeret skal derfor hilses velkommen som en ny anledning for fårene til at bræge op, og for hyrderne til om nødvendigt at tage hyrdestaven i den anden hånd.

Christiansfeld, onsdag, den 24. august 2011
Mogens S. Mogensen

Jeg var lige ved at få kaffen galt i halsen, da jeg i aften i god tro åbnede Berlingske Tidende og kastede mig over kronikken, ”Velstandens forudsætninger”, som er skrevet af Søren Hviid Pedersen, der er lektor for Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet”. Ja, jeg lige ved at falde ned af stolen, da jeg læste nedenstående afsnit.

”Måske det var på tide at overveje et par politiske reformer. …. Vi har i mange år haft en forestilling om, at fordi man er over 18 år er man automatisk berettiget til stemmeret. Måske man igen skulle overveje dette. Måske det var mere betimeligt at fundere over, hvilke forudsætninger man, som borger, skal have for at kunne have stemmeret. Måske man skulle indføre et forsørgelseskriterium, altså at man har et arbejde eller lignede og kan forsørge sig selv inden man får det privilegium at stemme og i princippet bestemme over andre mennesker og deres ressourcer og ejendom. Dette sikrer mod store vælgergrupper, der på ingen måde selv arbejder eller lever af at andre forsørger dem, vedtager nye tiltag og love, der bebyrder de mennesker, der arbejder og sørger for sig selv.”

Jeg måtte læse det igen, for at se, om jeg virkelige havde læst rigtigt. Men det havde jeg. Måske var det en gammel udgave af Berlingeren fra 30’erne, jeg ved et uheld havde fået fat i, men nej, avisen var virkelig fra 2011. Så tænkte jeg, at kronikken måske var ment som en aprilspøg, men vi er altså midt i august, så den mulighed var også udelukket. Tilbage var kun at se i øjnene, at  den gode lektor faktisk i fuld alvor mente det, som han havde skrevet.

Lektoren foreslår, at man overvejer at afskaffe den almindelig stemmeret – som er en af det moderne demokratis grundpiller – og i stedet gøre stemmeretten afhængig af, at man har et arbejde og kan forsørge sig selv. Man ser det for sig. Fabrikken lukke og Jens Jensen bliver arbejdsløs og må leve af understøttelse, og fratages derfor retten til at stemme til næste folketingsvalg. Altså ”Arbeit macht frei”, hvis du vil være en fri borger, der har ret til at deltage i demokratiets politiske processer, så er forudsætningen, at du skaffer dig et arbejde.
(At den anden politiske reform, som lektoren lægger op til, minder om tidligere tiders krav en stærk politisk leder med vidtgående magtbeføjelser, vil jeg her lade ligge!)

En af demokratiets forudsætninger er, at Søren Hviid Pedersen har ret til at tænke og mene og ytre sig som han vil, og derfor også er i sin gode ret til at fremsætte ovennævnte synspunkter. Pedersen peger på at vort demokratiske system har en række svagheder, som efter hans opfattelse er med til at underminere velstanden i Danmark målt i kroner og øre, som han tilsyneladende anser som det vigtigste kriterium, samfundet – inkl. det politiske system – skal bedømmes ud fra.

Det danske demokratiske system – lige som ethvert demokrati i øvrigt – har imidlertid en helt principiel og grundlæggende ”svaghed”, som åbenbart ikke betyder noget for Pedersen, nemlig den, at det på god demokratisk vis er muligt lidt efter lidt at afskaffe demokratiet, sådan som Pedersen lægger op til det i denne kronik. Demokratiets forudsætninger er imidlertid også, at den slags udemokratiske holdninger bliver modsagt igen og igen og med størst mulig kraft, og at modsigelsen vinder gehør i befolkningen.

Christiansfeld, fredag, den 19. august 2011
Mogens S. Mogensen

Forsoning i etniske og kulturelle konflikter forudsætter sandhed og retfærdighed, skriver Miroslav Volf i sin bog ”Exclusion  and Embrace”. Men hvordan kan konfliktende parter overhovedet tale sammen om, hvad der er sandt og hvad der er bedrag, om hvad der er retfærdighed og hvad der er undertrykkelse i en konflikt?

Miroslav Volf henviser her til Hannah Arendts tale om ”an enlarged way of thinking”. En moralsk vurdering eller bedømmelse, hævder hun, kan ikke fungere i en fuldstændig isolation eller ensomhed, den må altid finde sted i de andres nærværelse, de andre, i hvis sted den må tænke, hvis perspektiv den må tage i betragtning. Seyla Behnabib bygger videre på Arendts tanker, og taler om kapaciteten til at vende om på perspektivet, altså en villighed til at ræsonnere ud fra den andens synspunkt og en sensitivitet mht. at høre de andres stemme. Dietrich Bonhoeffer skriver i sine fængselsbreve, at troen gør os i stand til at distancere sig fra sinegen umiddelbarhed og påtage sig livets spændingsfyldte polyfoni i stedet for at presse livet ind i en enkelt dimension.

Miroslav Volf vælger at kalde det ”double vision”. Vi udvider vor egen tænkning ved at lade andres stemmer og perspektiver – især dem som vi er i konflikt med – få en resonans i os selv. Det sker ved at lade dem hjælpe os med at se dem – og os selv – fra deres perspektiv og om nødvendigt tilpasse vore perspektiver idet vi tager deres perspektiver i betragtning.

Det er i postmoderniteten blevet gængs at tale om, at ”there is no view from nowhere”. Vi anskuer alle sandheden fra vort konkret udgangspunkt, ”from here”. Løsningen ville være, at vi skulle se virkeligheden fra alle de andres udgangspunker, ”from everywhere”.  for på den måde at inddrage alle de mange forskellige perspektiver. Det er netop sådan Gud ser alle mennesker, hævder Miroslav Volf. Gud ser ikke bare verden ude fra, på abstrakt vis, men også indefra, fra hvert enkelt menneskes partikulære situation. Med de menneskelige begrænsninger, vi som skabninger har, skulle vi forsøge at efterligne Guds måde at se på og forstå verden i dens mangfoldighed. Vi kan ikke se på andre ”from everywhere”, men vi kan se på konkrete andre fra deres synspunkt, ”from there”. Således at vi får et dobbelt syn, ”from here” og ”from there”.

Vor normale måde at se på er ”from here”, fra vor egen synsvinkel, vejledt af vore egne værdier og interesser, som er skabt af de overlappende kulturer og traditioner, som vi lever i. Men hvad skal dere til for at se ”from there”,  altså fra de andres perspektiv?

Første skridt er, at vi træder uden for os selv. Det indebærer, at vi for en stund reflekterer over, hvordan vi betragter andre, hvad vi mener er sandt om dem, idet vi overvejer den mulighed, at det vi har holdt for sandt kunne vise sig at være ubegrundede fordomme, som hænger sammen med vort ønske om at dominere og ekskludere. Vi reflekterer også over vore egne billeder af os selv, idet vi er villige til at overveje muligheden af selvbedrag. At træde uden for os selv indebærer at vi for en stund distancerer os fra os selv, parate til at blive overrasket over hvad vi finder hos os selv. Vi kan imidlertid kun træde uden for os selv, så at sige, med den ene fod, mens den anden altid vil forblive inden i os selv.

Det andet skridt er at vi krydser en social grænse og bevæger os ind i den andens verden, for midlertidigt at slå os ned der. Vi åbner vore ører for at høre, hvordan de opfatter sig selv, og hvordan de opfatter os. Vi bruger vor fantasi for at forsøge at forstå, hvorfor deres perspektiv på sig selv og os og vor fælles historie kan virke så plausibel for dem, mens det virker helt urimeligt for os.

Det tredje skridt er, at vi tager den anden med ind i vor egen verden. Det betyder, at vi laders de andres perspektiv stå ved siden af vor egen – uden på forhånd hverken at forkaste perspektivet ”from here” eller ”from there”.  Derimod sammenligner vi perspektiverne og reflekterer over, om det ene eller det andet perspektiv er rigtigt, eller om begge til dels har ret og uret.

Det fjerde skridt er – at vi gentager hele processen. Det indebærer, at vi holder igen med at fælde endegyldige domme, der vil sætte bevægelsen i stå. Vi kan imidlertid aldrig gå ud fra, at vi har gjort os fuldstændig fri fra forvrængninger af sandheden om den anden eller af selvbedrag, eller at vi nu har fundet ”sandheden”. Enhver forståelse, man når frem til vil altid være præget af, hvordan tingene ser ud ”from here” og ”from there”. Men som Charles Taylor udtrykker det, så kan det beskedne mål være at vi kan nå frem til at erhverve os ”a common language, common human understanding which would allow both us and them undistortively to be”. Vi kan naturligvis ikke sætte alt i stå indtil vi når frem til et fælles sprog og en fælles forståelse, men må handle her og nu i situationen. Men før og efter at vi handler kan og skal vi se os slev og de andre med et ”double vision”.

Når det gælder spørgsmålet om retfærdighed er der naturligvis ingen garanti for, at de konfliktende parter når nogen enighed. Men vi må forsøge at se tingene fra de andres perspektiv i det håb at ”konkurrerende retfærdigheder” måske kan blive til ”konvergerende retfærdigheder”, der til sidst kan føre til en enighed.

Mogens S. Mogensen
Christiansfeld, fredag, den 19. august 2011

Et sogn i Kolding har ansat tre præster, hvoraf ingen vil vie fraskilte. Præsterne er alle blevet ansat efter alle de gældende demokratiske spilleregler og i overensstemmelse med alle love og paragraffer. Men denne situation skaber det problem, at folkekirkemedlemmer i dette sogn, som er blevet skilt, ikke kan blive viet af en af deres sognepræster i deres egen sognekirke.

Der er ingen tvivl om, at menighedsrådet ikke er repræsentativt for sognets folkekirkemedlemmer. Årsagen til denne manglende repræsentativitet, som er gængs for mange (eller måske de allerfleste) sogne, er naturligvis først og fremmest den, at interessen for menighedsrådsvalg i dag er såre beskeden, hvilket betyder, at det i praksis er de mest kirkeaktive, som er villige til at stille op, og som ulejliger sig med at gå hen at stemme, hvis der da ikke er fredsvalg. I dette sogn i Kolding er der tilsyneladende også en anden årsag, nemlig at der er mange sognebåndsløsere, som er meget aktive i menigheden og også i forbindelse med menighedsrådsvalg.

Hvad er løsningen på problemet? Man kunne selvfølgelig håbe, at valgdeltagelsen og villigheden til at stille op til menighedsrådsvalg ville blive større, men der er på landsplan ikke tegn i sol og måne på, at det forhold vil ændre sig til det bedre, snarere tværtimod. Derfor er der fra både politisk og kirkeligt hold fremsat forslag om, at sognebåndsløsere fremover hverken skal have valgret eller opstillingsret til det sogn (som den præst arbejder i), som de har løst sognebånd til. Det vil ikke løse hele problemet, da det stadig ikke er nogen garanti for, at et menighedsråd vil være repræsentativt i forhold til sognets sammensætning.

Derimod vil en sådan ændring af sognebåndsløser-ordningen skabe andre problemer og i det hele taget være et tilbageskridt mht. folkekirkens tilpasning til den folkelige virkelighed. For det første vil en lang række menighedsrådsmedlemmer, inklusive en hel del menighedsrådsformænd, ikke kunne genvælges til næste menighedsrådsvalg, og det vil derfor gøre det endnu vanskeligere at få besat alle posterne i menighedsrådene fremover. For det andet vil det være med til at fastfryse de sognegrænser, som engang i Arilds tid svarede til den folkelige virkelighed, men som mange steder, især i de større byer, virker helt tilfældige. I de større byger fungerer mange sognekirker allerede i dag i praksis som en slags valgmenigheder, fordi dem, der kommer til gudstjeneste der og er aktive i kirkens arbejde, ikke nødvendigvis bor i dette sogn, men har valgt at slutte sig til denne kirke af en hel række andre grunde. Hvis man nu vil sige til disse mennesker, at de må da gerne deltage, men ikke tage medansvar gennem valg og opstilling til menighedsråd, så lægger man en dæmper på deres mulighed for at engagere sig.

I stedet vil jeg foreslå, at i de sogne (eller pastorater), hvor der er mere end to præster, får biskoppen ret til, efter konsultation med menighedsrådet, at bestemme, hvem den ene præst skal være. Havde denne ordning været gældende i Kolding, så kunne biskoppen have sikret sig, at den tredje præst blev en, som var villig til at vie fraskilte. Samtidig ville denne ordning kunne bidrage til at løse to andre problemer. I nogle store sogne med tre eller flere præster er det undertiden sådan, at et (fx indremissionsk) mindretal ikke har nogen præst, som hører til deres retning. Denne ordning ville give biskoppen mulighed for at råde bod på dette problem til gavn for kirkelivet i sognet, og måske forebygge at der dannes valgmenighed, eller at nogen føler det nødvendigt at løse sognebånd. Endelig er der desværre af og til samarbejdsproblemer mellem præst og menighed i nogle sogne, som med de nugældende ordninger er meget svære at løse, til stor skade for kirkelivet i sognet. Hvis biskoppen havde mulighed for selv at afgøre, hvem der skal være en af præsterne i store sogne, ville biskoppen have en mulighed for at løse dette problem.

Jeg ved godt, at en række menighedsrådsmedlemmer vil sige, at det er et brud på demokratiets sædvanlige spilleregler, men ingen løsninger er perfekte, det gælder også denne løsning – og så er biskoppen trods alt demokratisk valg. Men lige som sognebåndsløsning så kunne også denne løsning fungere som en sikkerhedsventil i folkekirkeordningen. Skal folkekirkeordningen overleve, har vi brug for sådanne sikkerhedsventiler.

Christiansfeld, lørdag, den 13. august 2011
Mogens S. Mogensen

Jeg fik i dag spørgsmålet, ”Er du multikulturalist?” Når man skal forsøge at svare på et spørgsmål, er det naturligvis vigtigt at have forstået spørgsmålet, og det indebærer at forstå, hvad spørgeren forstår ved sit spørgsmål, i dette tilfælde, hvad multikulturalisme er for noget.

Multikulturalisme anvendes ofte i forbindelse med debatten om det multikulturelle samfund. Det multikulturelle samfund kan enten bruges som en deskriptiv term eller en normativ term. Som en deskriptiv term indebærer det en anerkendelse af det faktum, at der i et samfund er mennesker, som praktiserer andre kulturer (og religioner) end flertallets. Som en normativ term indebærer det ønsket om at fremme en bestemt udvikling af samfundet, nemlig i retning af større kulturel (og religiøs) mangfoldighed.

Modsætningen til det multikulturelle samfund, som er begyndt at udvikle sig i Danmark i de sidste 40 år, er det monokulturelle samfund, som vi i højere grad havde inden da, og hvor alle stort set har den samme kultur. Det er det samfund, som jeg i 50′erne voksede op med.

Bruger man termen ”det multikulturelle samfund” i en normativ betydning, nærmer man sig en politisk ideologi, en –isme, som man meget passende kunne kalde multikulturalisme. Multikulturalisme indebærer efter min forståelse ønsket om at fremme den størst mulige kulturelle mangfoldighed i et samfund, eller en relativering af alle kulturelle forskelle, eller en modstand mod anerkendelsen af den særlige betydning, som flertallets kultur må have i et samfund. Modsætningen til multikulturalismen er monokulturalismen, hvor man har som politisk mål at bevare et samfund som  monokulturelt eller at ændre et samfund fra at have været multikulturelt til at blive mere og mere – eller helt – monokulturelt.

Jeg anerkender altså, at virkeligheden i dag er sådan, at det danske samfund i dag i en eller anden udstrækning er et multikulturelt samfund, og jeg har valgt kun at bruge betegnelsen det multikulturelle samfund i en deskriptiv betydning. Jeg er tilmed af den opfattelse, at det multikulturelle samfund er forankret i Danmarks grundlov, der giver den enkelte borger og grupper af borgere frihed til at dyrke den religion, de vil, og til at praktisere den kultur de vil, så længe det foregår inden for lovens rammer. At være modstander af det multikulturelle samfund – i den deskriptive betydning af termen – kan kun forstås som enten et forsøg på at benægte fakta eller som et ønske om at ændre de faktiske forhold, så den kulturelle mangfoldighed ”på en eller anden måde” afløses af kulturel homogenitet.

Jeg går imidlertid ikke ind for multikulturalisme, lige så lidt som jeg går ind for monokulturalisme. Jeg ser grundlæggende kultur som noget positivt, der er med til at opretholde den enkeltes og samfunds liv over alt på kloden, og jeg ser derfor den kulturelle mangfoldighed i verden ikke primært som et problem, men som en gave.  Men enhver kultur indeholder både positive livsbekræftende elementer, som man kan glæde sig over og takke for, men også negative og livsødelæggende elementer, som vi må udsætte for (selv)kritik. Det afgørende spørgsmål for mig er, hvordan vi alle kan bidrage til, at få det aktuelle multikulturelle danske samfund til at fungere bedst muligt for os alle.

I ethvert samfund – også et monokulturelt og monoreligiøst samfund, så vidt som noget sådan findes – vil vi altid møde ”de andre”. Er de ikke ”de andre” i religiøs eller kulturel betydning, så er de det i andre henseender. Vi må anerkende ”den anden” i hans eller hendes ”anderledeshed” og ikke forsøge at reducere andre til en kopi af os, men vi må søge at skabe plads i vort eget selv til ”den anden” i hans eller hendes ”anderledeshed” og vi må stræbe efter forsoning, når vore forskelligheder fører til konflikter.

Christiansfeld, fredag, den 12. august 2011
Mogens S. Mogensen

I etniske og kulturelle – såvel som i alle andre alvorlige konflikter – er forsoning, som den kroatiske teolog Miroslav Volf viser i bogen ”Exclsuion and Embrace” en lang og ofte svær proces. Efter at ofrene også selv har omvendt sig og tilgivet deres fjender, efter at de har skabt plads i sig selv til dem og lukket døren op for dem, står der endnu den måske allervanskeligste del tilbage. Det er at glemme det onde, som de har lidt. Det er en måde at glemme på, som dog forudsætter, at sandheden er kommet frem, og retfærdigheden er sket fyldest, dvs. at der er blevet sat navn på gerningsmændene, at de er blevet dømt og (forhåbentlig) har angret deres forbrydelser og at ofrene nu er trygge og deres så helet.

Der kan anføres mange stærke begrundelser for vigtigheden af aldrig at glemme den uretfærdighed, ofre har lidt og de sår, de har fået. Slippe gerningsmændene ikke for let, hvis det hele ender med, at ofrene på en eller anden måde skal ”glemme” deres overgreb? Er erindringen om uretfærdigheden ikke med til at forebygge at det gentager sig? Men en fastholden ved erindringen om den uret, man har lidt, er imidlertid en kilde til min egen manglende forløsning. Så længe fortidens uret huskes, er fortiden ikke bare fortid, men den forbliver et aspekt af ens nutid og dermed fortsat bringe lidelse. Da vore erindringer former vor nuværende identiteter, kan hverken offeret eller gerningsmanden blive forløst, uden at også vor erindrede fortid forløses.

Men er det ikke menneskeligt umuligt? Jo, og derfor er et eskatologisk perspektiv også altafgørende. Den endelige forløsning må indebære en glemsel af uretten, siger Volf. ”Sagt hård og brutalt, så er alternativet: enten himmel eller erindringen om det grufulde. Enen vil der i himlen ikke være nogen monumenter til at holde erindringen om grusomhederne i live, eller også vil det være meget tætter til helvede end vi kunne lide at tænke. For hvis himlen ikke kan afhjælpe Auschwitz, så må erindringen om Auschwitz nødvendigvis ødelægge erfaringen af himlen.”

Ifl. Johannes’ Åbenbaring, så indebærer den endegyldige og fuldkomne forløsning, at Gud ”vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sor, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere”. Og, minder Volf os om, ”det, der var før, er forsvundet”, både fra erfaringen og erindringen (Åb 21,4), og som Esajas skriver, ”Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord, det, der skete tidligere skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det” (Es. 65,17).

Når Gud tilgiver synder, så glemmer han dem også (Jer 31,34). Gud husker vore synder, netop for at glemme dem efter at de er blevet bekendt som synder og tilgivet. For gud er der noget, som er vigtigere at huske på i al evighed end vore synder, nemlig at vi er hans elskede børn, og erindringen om vore synder må ikke ødelægge kærlighedsforholdet mellem Gud og os.

At glemme de overgreb, vi har været ude for, er ikke noget vi kan gøre i egen kraft. Derfor taler Volf også om ”the grace of nonremembering”. Erfaringen af Guds kærlighed, når han tilgiver os og glemmer vore synder, imidlertid sætte en proces i gang, så erindringen om uretfærdigheden og lidelserne efterhånden glider mere og mere i baggrunden – i lyset af den overvældende herlighed, som venter os, når han endegyldigt forløser os og hele verden.

Christiansfeld, mandag, den 8. august 2011
Mogens S. Mogensen

Tilgivelse markerer grænsen mellem eksklusion og omfavnelse, skriver den kroatiske teolog Miroslav Volf i sin bog ”Exclusion and Embrace”. Tilgivelse heler de sår, som de ekskluderende handlinger har forvoldt og nedbryder fjendskabets mur. Men tilgivelsen efterlader en afstand mellem mennesker, et neutralt åbent område, som giver begge parter muligheden for enten at gå hver til sit eller at omfavne hinanden.  Nogle ofre har oplevet så meget uretfærdighed og vold, at de ikke kan mønstre den styrke der skal til for at være venner, så det maksimale de kan forestille sig, vil være at man holder sig på passende afstand af deres gerningsmænd. Men kun i det tilfælde, at forsoningen fører til omfavnelse kan man tale om en virkelig fred, forstået som et fællesskab mellem tidligere fjender.

Omfavnelse indebærer, at jeg skaber en plads i mig selv for den anden. Og det er netop det, som sker i Guds forsoning med mennesker, der har forsyndet sig mod ham. Betydningen af Kristi kors er, at han ikke lader den anden forblive fjende, men åbner et rum i sit selv, så den anden kan komme ind. Den korsfæstedes arme er åbne som et tegn på, at der er en åben plads hos Gud og en invitation til fjenden om at komme ind i fællesskab med Gud. Når den treenige Gud vender sig mod verden, bliver Sønnen og Helligånden jf. Irenæus billede til Guds to arme (sml. DS nr. 675 ”Gud vi er i gode hænder”) ved hvem menneskeheden blev skabt og draget ind i Gud omfavnelse.

På samme måde kaldes vi til at skabe rum i os selv for den anden. Volf illustrerer processen med en beskrivelse af, hvad han kalder ”omfavnelsens drama”. I første akt åbner jeg mine arme som en legemlig gestus, der rækker ud mod den anden. Ved at åbne min favn skaber jeg plads i mig selv så den anden kan komme ind.

Anden akt handler om at vente. De åbne arme er en invitation, men den anden må ikke tvinges eller manipuleres til at tage imod indbydelsen. Denne venten er et tegn på, at selvom en omfavnelse er initieret fra den ene side, så kan den ikke nå sit mål uden gensidighed.

I tredje akt lukke jeg mine arme om den anden, men der skal altid to par arme til en omfavnelse, og begge må træde ind i hinandens rum. Men hvis jeg lukke mine arme for hårdt om den anden, så er det som om jeg vil knuse den anden eller assimilere den anden, og så er der i praksis tale om en ny eksklusion. Samtidig må jeg også beskytte mine egne grænser for ikke at ende i selvdestruktion. Begges identitet bliver bevaret i deres anderledeshed, samtidig at begges identitet transformeres, fordi forholdet mellem dem ændres i og med at fjendskabet nedbrydes i omfavnelsen.

I fjerde akt åbner vi vore arme igen, for omfavnelsen ophæver ikke grænsen mellem os, men åbningen af armene kan blive til begyndelsen til en ny omfavnelse senere. At tage initiativ til en omfavnelse er imidlertid en usikker sag. Man kan ikke på forhånd vide, om den, som man åbner sine arme for, vil respondere ved også at åbne sine arme. Det er tilmed risikabelt, for ved at åbne sine arme gør man sig sårbar og kan risikere at lide overlast. Omfavnelse er et udtryk for kærlighed, og kærlighed er altid sårbar.

Christiansfeld, søndag, den 7. august 2011
Mogens S. Mogensen

Efter de frygtelige terrorhandlinger i Norge  har debatten raset om, hvad det var fik Anders Behring Breivik (ABB) til at udføre sine voldelige ugerninger. Var han bare en sindssyg mand, som foretog en meningsløs sindssyg handling, eller skal man tage hans udsagn bl.a. i hans 1500 sider lange bog ”2083 – A European Declaration of Independence” alvorligt?  Og hvad med hans forhold til kristendommen? Nogle har kaldt ABB for en kristen fundamentalist, mens andre har sagt, at ABB ikke på nogen måde kan forbindes med kristendom.

Hvis man skanner ABB’s lange bog, bliver det hurtigt tindrende klart, at han ikke med nogen ret kan karakteriseres som kristen fundamentalist. Fx skriver han: ”If you have a personal relationship with Jesus Christ and God then you are a religious Christian. Myself and many more like me do not necessarily have a personal relationship with Jesus Christ and God.”

Kristen fundamentalisme udsprang af protestantisk kristendom, men selvom ABB som ung valgte at blive døbt i den lutherske kirke, hælder han idag langt mere til katolsk kristendom (“I personally believe that the protestant Church in Europe should once again should reform to become Catholic”), og han er slet heller ikke optaget af de dogmatiske spørgsmål, som kristne fundamentalister fokuserer på.

Men at ABB er optaget af kristendom og forstår sig selv som kristen, kan man ikke komme uden om. I hans bog optræder ordene kristen/kristne/kristendom utallige gange, nemlig på hver tredie side, og 62 gange på 32 sider henviser til Jesus – og alle disse henvisninger er grundlæggende et udtryk for tilslutning til Jesus og kristendommen. ABB’s selvforståelse som kristen kommer frem i ovenstående citat, og specielt i den efterfølgende sætning: “We do however believe in Christianity as a cultural, social, identity and moral platform. This makes us Christian.”  Og videre: “It is not required that you have a personal relationship with God or Jesus in order to fight for our Christian cultural heritage and the European way.” Og hvem det er, ABB i kristendommens navn først og fremmest opfordrer til at kæmpe imod fremgår tydeligt, da ordet islam optræder på hver anden side i bogen, og at det multikulturelle samfund og dets fortalere, der er synderne, som har lukket islam ind i Europa, fremgår også tydeligt, også rent statistisk, da ordet multikulturel optræder på næsten hver tredje side, og som noget, der skal bekæmpes.

Går man ABB’s forståelse af kristendommen efter i sømmene, bliver det tindrende klart, at han repræsenterer holdninger, der er stik imod dem, vi finder i evangeliet. ABB henviser først og fremmest til passager i Det Gamle Testamente som argument for en voldelig kamp, og han tolker de få passage i Ny Testamente, som han bygger på, på sin helt egen vanvittige måde. Fx. Skriver han med henvisning til Luk 22,36 og Matt 26,52-54, at “Jesus commanded His disciples to buy them [arms] and eqip them. … If you read those verses in context they support the position of self-defence… Jesus told Peter to put his sword in its place – at his side. He didn’t say throw it away. After all, He had just ordered the disciples to arm themselves. The reason for the arms was obviously to protect the lives of the disciples, not the life of the Son of God.”

ABB’s kristendomsforståelse er på kollisionskurs med alt, hvad Jesus står for. ABB’s ideologi, for så vidt man kan sige at der er tale om en sådan, indeholder blandt andet et centralt element, som man kunne kalde kristianisme. Der er tale om en perverteret form for kristendom, hvor kristendommen er gjort til et politiske magtinstrument til bekæmpelse af mennesker og holdninger, som kristianister er fjendtlig indstillet overfor, og til fremme af holdninger, som ikke bygger på Jesu Kristi evangelium, og hvor korset er støbt om til et sværd.

I ABB’s tilfælde er der tale om en ekstrem voldelig udgave af kristianisme, der bringer mindelser om Timothy McVeigh, der i 1995 gennemførte terrorbombningen i Oaklahoma City i 1995. Uanset hvor mange gange ABB henviser til Jesus, til Bibelen, kirkehistorien og kristendommen, så er hans holdninger ikke et udtryk for nogen form for genuin kristendom, men for en politisk ideologi, som man – for at få sat et ord på dette ubehagelige fænomen – kunne kalde kristianisme.

Christiansfeld, lørdag, den 6. august 2011
Mogens S. Mogensen

I bogen ”Exclusion & Embrace” fremlægger den kroatiske teolog Miroslav Volf ideen om ”embrace”, omfavnelse, som en teologisk respons på problemet ”exclusion”, når det gælder om at nå frem til forsoning. For Volf er den måde, Gud tager imod den fjendtlige menneskehed og inviterer ham ind i fællesskab med sig, en model for, hvordan mennesker skal relatere til hinanden. Han peger på fire trin eller dimensioner i denne forsoningsbevægelse fra udelukkelse til omfavnelse: omvendelse, tilgivelse, skabe rum i en selv for den anden og heling af minderne.

I det forrige blogindlæg er omvendelsen blevet behandlet. Her vil vi se lidt nærmere på tilgivelse. Den instinktive reaktion, når en anden gør en ondt eller begår et overgreb mod en, er ikke tilgivelse men hævn. Problemet med hævn er imidlertid, at det ikke løser problemet, men tværtimod sætter en ond hævnspiral i gang.

Lemek i 1 Mos 4 er et godt eksempel på vor instinktive hævnreaktion. ”Jeg dræber en mand for en flænge, et barn for en skramme. Hævnes Kain syv gange, skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange.” Jesu bud på en løsning er radikal. Han vender Lemeks logik på hovedet og kræver af sine disciple, at de skal give afkald på hævn og i stedet tilgive lige så mange gange som Lemek ville hævne sig (Matt 18,21). ”Undertrykkelsens uretfærdighed må bekæmpes med tilgivelsens ’kreative’ uretfærdighed, ikke ved at efterabe hævnens uretfærdighed”, skriver Volf.

Mens Jesus hang på korset, efter at være blevet dømt af en uretfærdig dommer, gav han selv det ultimative eksempel på sin undervisning om tilgivelse, idet han bad, ”Far, tilgiv dem …” (Luk 23,34). I en kommentar til den bøn skriver den tyske lutherske teolog Jürgen Moltmann:

”Med den bøn af Jesus er den universelle hævn-religion overvundet og gengældelsens universelle lov er annulleret. I den korsfæstedes navn er det fra nu af kun tilgivelsen, som skal herske. … At tilgive dem, som har gjort én uret, er en handling, som er et udtryk for den højeste suverænitet og indre frihed. Ved at tilgive og forsone sig, viser ofrene sig deres gerningsmænd overlegne og befrier sig selv fra den stærke trangen til at udføre onde handlinger.”

Men hvad med retfærdigheden, vil nogen indvende? I stedet for hævn, der betaler overtræderen mere tilbage, end han eller hun forbrød, eller tilgivelse, der intet kræver af overtræderen, hvorfor ikke praktisere det retfærdige princip med et øje for et øje, og en tand for en tand? I den virkelige verden er det imidlertid oftest helt umuligt at gennemføre en sådan form for genoprettende retfærdighed, især fordi der findes ugerninger, som der ikke på denne måde kan kompenseres for. Men i selve tilgivelsen ligger der en anerkendelse af retfærdighed. Når en person tilgiver en anden, løftes retfærdigheden op, fordi opmærksomheden rettes mod den retfærdighed, der er blevet krænket, netop ved at man giver afkald på retfærdighedens krav. Det samme sker, når vi i fadervor beder, ”Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldner”, hvor præmissen er, at retfærdigheden er blevet krænket, således at der vitterligt er tale om en skyld.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan vi finder styrken til at tilgive, når vore følelser råber på hævn? Her peger Volf på Det Gamle Testamentes hævnsalmer, hvor strømme af raseri får lov til at flyde, kanaliseret som rituel bøn. Disse salmers budskab er, at vort raseri og vort had og vor hævntørst høre hjemme foran Gud, og kun foran ham. Ved at komme til Gud med vor vrede placerer vi både vor uretfærdige fjende og vor eget hævntørstige selv ansigt til ansigt med en Gud, som er kærlig og retfærdig. Vi var i fare for at udelukke fjenden fra menneskenes samfund og for at udelukke os selv fra syndernes samfund. Men i lyset af Guds retfærdighed og kærlighed må vort hade vige, og et frø er plantet, som fører til det mirakel som tilgivelse er. Vi kan ikke i længden være i den korsfæstede Messias’ Guds nærvær uden at overvinde denne dobbelte udelukkelse. Uden at flytte fjenden fra den monstrøse inhumanitets sfære over til den fælles humanitets sfære, og uden at flytte os selv fra den stolte uskyldigheds sfære til den fælles syndigheds sfære.

I Guds nærvær må vort raseri over uretfærdighed give plads for den tilgivelse, som derefter vil gøre en søgen efter retfærdighed for alle mulig. Hvis tilgivelsen virkelig finder sted, så må vi opfatte det som et ekko af den tilgivelse, som vor retfærdige og kærlige Gud har givet os, skriver Volf, og det er den eneste tilgivelse, som i den sidste ende betyder noget, fordi – selvom vi også må tilgive – ”Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” (Mark 2,7).

Christiansfeld, torsdag, den 4. august 2011
Mogens S. Mogensen

Det er tankevækkende, at det i den grad er lykkedes for terroristen Anders Breivik at få os til at diskutere hans hovedanliggende, nemlig det multikulturelle og multireligiøse samfund. Og jeg må tilstå, at jeg er en af de mange, der er hoppet på hans limpind og dermed indirekte er kommet til at gå hans ærinde.

Det er tankevækkende, at vi ikke bare diskuterer Anders Breiviks terroristiske angreb på det multikulturelle samfund, repræsenteret bl.a. af de unger socialdemokrater på Uterøya, hvor han var gerningsmanden ,og de unge socialdemokrater var ofrene, men at vi nu er tæt på at diskutere, om Anders Breivik og ligesindede er ofre for det multikulturelle og multireligiøse samfunds undertrykkelse af dem, og at det kan forklare hans terrorhandlinger.

Det er tankevækkende, at terroristen Anders Breivik og islamistiske terrorister dybest set er fælles om et had mod det multikulturelle og multireligiøse samfund, som moderniteten og globaliseringen har ført til mange steder i verden. Mange islamistiske terrorister ønsker i stedet for et multireligiøst og –kulturelt samfund, et mono-samfund, helt igennem domineret af islam og styret af shari’a-lov, ligesom terroristen Anders Breivik har kæmpet for en anden type mono-samfund, nemlig et samfund alene præget af kristendom (i hans forskruede forståelse) og europæisk kultur.

Det er tankevækkende, at mange islamistiske terrorister (ikke blot har angrebet Vesten og repræsentanter for vesten men også) har rettet deres angreb mod de politiske magthavere i deres egne lande, fordi de anså dem for skyldige i den forkerte samfundsudvikling, ligesom terroristen Anders Breivik rettede sine angreb mod socialdemokraterne og den socialdemokratiske regering, fordi han anså dem for at være skyldige i at have indført et multikulturelt og multireligiøst samfund i Norge.

Det er tankevækkende ….

Christiansfeld, torsdag, den 4. august 2011
Mogens S. Mogensen

I et af sine underfundige numre synger Niels Hausgaard, at ”Overlærer Madsen er vred, 
hvilket har sine gode grunde”. Overlærer Madsens vrede, som han åbenbart føler er sanktioneret af Gud, fører til, at han banker den bette Jens med et spanskrør.

Anders Behring Breivik (ABB) var også vred, ja, han var opfyldt af had. I kronikken ”Lad os bruge Anders Breivik rigtigt” i Berlingske Tidende på ugedagen for de frygtelige terrorhandlinger i Norge, spørger debattør Sørine Gotfredsen, der er sognepræst ved Jesuskirken i Valby, hvorfra ABBs had kom? Gotfredsen ved godt, hvorfor han var så vred, at han greb til vold og ødelæggelse, og hun påstår, at det ved alle vi andre også godt.

Sådan som jeg forstår Gotfredsen, så er der gode grunde til at ABB var vred, for ”hans rationale står lysende tilbage”.

1. ABBs had er et produkt af det multikulturelle samfund, vi selv har skabt (i Norge og Danmark). ABB ”hader i protest mod forvandlingen af det norske og vesteuropæiske samfund”.  Og han har if. Gotfredsen god grund til at være vred over denne udvikling, fordi den historiske erfaring helt fra korstogstiden og frem til i dag med al ønskelig tydelighed viser, at ”islamisk og kristen kultur altid har haft uhyre vanskeligt ved at leve fredeligt sammen”. ”Sammenstødet skaber spændinger og åben kamp.” Og, forudsiger Gotfredsen, ”volden vil bryde ud, når islam og kristendom støder sammen.”

2. De skyldige for udviklingen af et multikulturelt samfund er for Danmarks vedkommende folk som Marianne Jelved, Svend Auken, Magrethe Vestager, Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden, ”der i årevis har forkyndt at det gode menneske kan skabe det gode multikulturelle samfund”. ”Det er utvivlsomt dem, Anders Breivik primært animeres af, fordi han afskyr tanken om det kulturløse menneske.”

3. Dette multikulturelle samfund, som politikerne har skabt, giver ABB ”følelsen af på grund af indvandring at være truet på eksistensen”, og han har en ”følelse af at være omgivet af lovgivere, der møder ethvert problem med talen om endnu mere rummelighed.” Det multikulturelle samfund  fremprovokerer frygtelige kræfter, fordi den enkeltes behov for at føle sig tryg i sin egen kultur bliver negligeret.

4. I stedet for at møde forståelse for deres berettigede bekymring og vrede, bliver folk, der lige som ABB i protest råber op, mødt med ”Fordømmelse af tonen samt efterlysning af mere tolerance” og kritikere af det multikulturelle samfund som Lars Hedegaard, Karen Jespersen, Søren Krarup og Søren Pind beskyldt for at være ekstremister.

5. Da ABB konkluderer, at det er umuligt at standse udviklingen af det multikulturelle samfund med demokratiske midler, og han åbenbart er af den opfattelse, at samfundets eksistens er truet, så føler hans sig presset til at gribe til voldelige midler, og derfor gennemfører han sit terrorangreb på det norske samfund.

Sådan som jeg forstår Gotfredsen, så har ABB altså gode grunde til at være vred, og tilsyneladende kan Gotfredsen følge ABB i de første fire led af hans lysende klare rationale, men hun står naturligvis af dér, hvor ABB opgiver den demokratiske vej og slår ind på voldens og terrorens frygtelige vej. Kronikken ”Lad os bruge Anders Breivik rigtigt” efterlader det indtryk, at også Pastor Gotfredsen er vred, hvilket har sine gode grunde, men at hun naturligvis aldrig vil forsvare, at vrede og had slår ud i vold og terror.

Christiansfeld, den 2. juli 2011
Mogens S. Mogensen

Det er endnu alt for tidligt at vurdere, hvad der vil blive de langsigtede samfundsmæssige konsekvenser her i Danmark af de afskyvækkende terrorhandlinger, som Anders Breivik udførte i Oslo og på Utøya i fredags, og som indtil videre har kostet 76 personer livet, men at det vil få en lang række vigtige konsekvenser, kan der ikke være tvivl om.

To dage efter terrorhandlingerne blev jeg interviewet af Kristeligt Dagblad og vovede der at gisne om, en af de konsekvenser de kunne få. ”Som det eneste positive i den norske tragedie vil ugerningen give [her skulle det have været præciseret: den ekstreme] højrenationalisme langt trangere kår i Europa … Det bliver ganske enkelt sværere for den mest islamfjendske fløj at slippe af sted med sine budskaber, fordi budskaberne vil blive koblet til tragedien i Norge”. Og videre: ”Det er en kolossal stor pris at betale, men jeg tror, at tragedien vil åbne øjnene for mange, som har været på vej ud af en højrenational fremmedhadsk glidebane. De bredere kredse, som er fristet til at følge med i det spor, vil besinde sig, og man vil tale mere nuanceret og moderat om islam og indvandring” (Tobias Stern Johansen, ”Højrenationalist har en perverteret kristendom”, Kristeligt Dagblad 25/7/11).

Noget tyder på, at ovennævnte konsekvens så småt begynder at vise sig. Allerede fire dage efter terrorangrebet meldte Berlingske Tidende ud, at man i kølvandet på massakren i Norge ville stramme op på debatten på nettet, så ekstremisme og personlig forfølgelse kom væk. Desuden vil man fremover bruge ressourcer til én gang i døgnet at overvåge alle ny indlæg på nettet og kræve, at brugere, der ønsker at deltage i blog-debatter, skal gibve sig til kende og oprette en profil. ”Vi har intet imod at begrænse den debat, der indeholder ekstremisme og uhyrligheder, det overordnede sigte er et bedre debatklima”, siger chefredaktør Tom Jensen om de nye tiltag (Laura Juul, ”Berlingske strammer op på debatten”, Berlingske Tidende 26/17/11).

Langt ind i Dansk Folkepartis rækker er der åbenbart også en selvbesindelse i gang. Mens Søren Epsersen har fastholdt, at ”Vi er stolte af vores retorik, og jeg agter at fortsætte”, så indrømmer Morten Messerschmidt, at han i dag ikke ville udtale sig sådan, som han tidligere har gjort . For 10år siden indrykkede Dansk Folkepartis Ungdom en annonce i et ungdomsblad med teksten: ”Massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteksaber, bandekriminalitet det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder.” Ved siden af et billede af tre lyshårede piger med underteksten ”Danmark i dag” var der et billede af tre hætteklædte blodplettede mænd, som fremviste Koranen. Underteksten var ”Danmark om 10 år”. Messerschmidt og tre andre DFU’er idømtes 14 dages betinget fængsel for overtrædelse af racismeparagraffen. Messerschmidt tager nu afstand fra denne annonce. ”Det hørte ungdommen til at udtrykke sig så fandenivoldsk”. I dag mener han, at ”når man er folkevalgt, må man være mindre konfrontationssøgende” (Johs. Lynge, “Sådan vil jeg ikke udtale mig i dag“- Information 28/7/11).

Tiden vil vise, om 22-7 vil komme til at markere et vendepunkt i debatten om islam, indvandring og et multikulturelt samfund.

Christiansfeld, den 29. juli 2011
Mogens S. Mogensen

Hvilke holdninger lå bag Anders Breiviks terrorhandling?
2: Korstogsideologi

I går kom det frem, at terroristen Anders Breivik kort før sin terrorhandling i Oslo offentliggjorde en bog på 1500 sider og en 12 minutters video om baggrunden for hans afskyelige handling. Bogen, der har titlen ”2083 – A European Declaration of Independence” blev sendt til det fremmedfjendske finske parti ”De sande finner”, og videoen ”Knights Templar 2083”, som sammenfatter bogens indhold, blev lagt ud på You Tube.

Videoen er opdelt i fire dele. Første afsnit beskriver ”Den kulturelle marxismes fremvækst i Vesteuropa”, og den kulturelle marxisme sættes her lig med den multikulturelle ideologi. Det er tankevækkende, at 1968 sættes som et negativt tidehverv i denne udvikling. Andet afsnit handler om ”Islamisk kolonisering” og minder om meget af den islamofobi, som man møder hos den mest ekstreme islamkritikere.

Det tredje afsnit har titlen ”Håb”. Breivik sætter sin lid til, at den unge generation vil begynde at følge principperne: styrke, ære, offer, martyrdom. Hvis vi ikke følger disse principper, skriver han, så vil vi se vor kultur og vort folk gå til grunde. Kampen ses som et korstog mod islam, og derfor præsenterer han korstogstidens helte som forbilleder: Karl Martel, som besejrede muslimerne ved Tours i 723, El Cid, Richard Løvehjerte og polakken John Sobielski, som ved slaget i Wien i 1683 definitivt standsede muslimernes fremrykning i Europa. En særlig plads i historien tillægges tempelridderne, idet Breivik taler om hans bevægelse netop som ”Knights Templar”.

”Onward Christian Soldiers”, skriver han. Europa vil blive muslimsk, ”medmindre det lykkes os at besejre den herskende multikulturelle klasse”. Der er brug for en modstandsbevægelse for at standes ”det europæiske folkemord”. ”Patriotiske vesteuropæere er i gang med at bevæbne sig selv til den uro, som  vi kan være sikker på kommer, så længe det stadig er lovligt at erhverve skydevåben”. Breivik taler om en konservativ revolution, som begyndte i 1999: ”De  multikulturelle eliter vil blive besejret og muslimer vil igen blive forvist fra Europa.”

I det sidste afsnit, ”En ny begyndelse” minder Breivik om, hvad 380.000 vesteuropæiske nationalister eller flere kan udrette, hvis de forener sig under Knights Templars banner og principper. Men før korstoget mod muslimerne kan påbegyndes må den multikulturelle marxisme afmonteres.

Tempelriddere frygter ikke noget, ”fordi sjælen er beskyttet af troens rustning lige som kroppen er beskyttet af en rustning af stål. En tempelridder frygter ikke døden, han tværtimod ønsker den. For han gennem martyrgerningen helt og fuldt er i stand til at tjene sin slægt på jorden lige som han kan være forvisset om at blive belønnet i Guds rige med en uforgængelige ære.”

Det er ikke ulovligt at give udtryk for de islamofobe, højreekstremistiske, rabiat-kristelige holdninger, som Anders Breivik – og andre med ham – har, for vi har heldigvis ytringsfrihed i Vesteuropa. Men de ord vi bruger, hele vor retorik, har en kraft i sig og kan inspirere til handlinger. Derfor er det heller ikke ligegyldig, hvordan den politiske retorik udvikler sig i Norge og i resten af Vesteuropa i disse år. Det er de allerfærreste, som vil sætte voldelige handlinger bag den aggressive retorik, men der vil sandsynligvis altid være enkelte svage eller skøre sjæle, som føler sig kaldet til at handle – som det skete med Anders Breivik.

Christiansfeld, søndag, den 24. juli 2011
Mogens S. Mogensen

Hvem er den 32 årige nordmand Anders Breivik, som udførte den grusomme terror-handling i Oslo og i Utøya, som kostede omkring 100 mennesker livet? Hvad har motiveret ham til at begå denne ugerning? Det kan vi få et tankevækkende indblik ved at gennemlæse de indlæg, som han i perioden juli 2009 til oktober 2010 skrev på den islamkrititiske hjemmeside www.document.no.

Breivik fremstiller sig selv som som protestant, men mener at, ”dagens protestantiske kirke er en vits.” Derfor er han ”tilhenger av en indirekte kollektiv konverting fra den protestantiske kirke tilbage til den katolske.” Og i mellemtiden støtter han ”de mest konservative kandidatene ved kirkevalg”.

Efter Breiviks opfattelse foregår der en farlig islamisering af Norge og resten af Europa.  ”Si meg ett land der Muslimer har levt fredelig med ikke-muslimer uten å gøre Jihad mod kafrene” [de vantro]. Samlivet med muslimer vil få katastrofale følger. ”Hvor mange tusen nye Europeere må dø, hvor mange hundretusen Europeiske kvinner må blive voldtatt, millioner ranet og trakkasert før du forstå at multikulturalisme + islam ikke fungerer?” Hvis ikke man gør noget effektivt vil resultatet blive en lang og smertfull død for Europa. Derfor er Breivik af den opfattelse, man må kæmpe mod denne udvikling, og bl.a  kræve en fuld kulturel assimilation af indvandrere for at de kan blive regnet som fuldgyldige nordmænd

Islamiseringen kan imidlertid ikke stoppes før man tager et opgør med de politiske doktriner, som muliggør den, og det er netop multikulturalismen. Multikulturalismen fører til en systematisk nedbrydning af europæisk kristendom, europæiske traditioner og kulturer, europæisk identitet og nationalstater.

Arbeiderpartiet er her den store hovedfjende. Der er ifl. Breivik behov for at ”Utvikle et alternativ til de voldelige ekstreme norske marxistiske organisationene Blitz/SOS Racisme/Rød Ungdom .. Konservative tør i dag ikke flagge sine synspunter på gaten da de vet at ekstreme Marxister klubber dem ned. Vi an ikke akseptere at Arbejderpariteet subsidierer disse voldelige ‘Stoltenberg jugend’ som stystematisk terroriserer politiske konservative.”

Breivik mener, at der dybest set kun er to mulige positioner mht. den kulturkamp, som Norge befinder sig i. Enten er man multikulturalist – som han sidestiller med at være kulturmarxistisk – dvs. internationalist og globalist, eller også er man som Breivik selv kulturkonservativ, dvs. man er patriot, nationalist og monokulturalist. Breiviks politik er pro-Fremskridtspartiet, pro-Israel, pro-fri-marked, pro-kristelig og anti-multikulturalisme, anti-FN og anti-EU.

Som kulturkonservativ bygger han – lige som Fremskridtspartier og Geert Wilders efter hans opfattelse også gør på ”Vienna School of Thought” der er kulturkonservativ/anti-multikultualistisk, mod islamisering, anti-racistisk, anti-autoritært, pro-Israel/forsvarer af ikke-muslimske minoriteter i muslimske lande, forsvarer af de kulturelle aspekter ved kristendommen mv.

Breivik har tidligere i mange år arbejdet for Fremskridstpartiet, som han imidlertid ikke mener er radikal nok i dag. Han anbefaler meningsfæller at deltage i grupper som ”Stop Islamisation of Europe”, ”Against Multiculturalism” eller blive medlem af Fremskridtsparitet, og han anbefaler at følge med i websitets som fx ”Gates of Vienna”, ”Jihad Watch” og ”Analects Informatics”, lige som han også er postiv over for “English Defence League”.

I disse indlæg agiterer Breivik ikke for at bekæmpe multikulturalismen med vold. ”Jeg har aldrig noensinne hørt om et høyreekstremt eller NS terrorangrep av betydning på Europeisk jord. Dette høres ut som kulturmarxistisk ønsketænkning”. Det skrev Breivik i et indlæg den 30. November 2009. 20 måneder senere, den 22. Juli 2011, lancerede han et højreekstremt terrorangreb, der har vakt skræk og rædsel langt ud over Norges grænser.

Det er nærliggende at antage, at der kan være en elle anden forbindelse mellem (nogle af) de ovenfor beskrevne holdninger i Breiviks indlæg på den islamkritiske website www.document.no og så hans terrorhandling. Hvordan holdningerne er blevet radikaliseret og omsat til terroristisk praksis ved vi endnu ikke. Men det maner til besindelse, at nationalkonservative, højreekstremistiske, anti-multikulturalistiske, anti-islamiske holdninger hos en person, som bekender sig som en konservativ kristen, og som lader sig inspirere af ekstreme miljøer på internettet,, kan danne grobund for terrorisme.

Christiansfeld, lørdag, den 23. juli 2011
Mogens S. Mogensen

Et af de mest tankevækkende afsnit i Miroslav Volfs bog ”Exclusion & Embrace”, der med udgangspunkt i etniske og kulturelle konflikter fokuserer på behovet for forsoning, handler om omvendelse. Det overraskende i Volfs analyse af Jesu forkyndelse om forsoning er hans understregning af, at det ikke blot er undertrykkerne, der kaldes til omvendelse, men også  ofrene for undertrykkelsen.

Der er naturligvis ikke tale om, at ofrene gøres medskyldige i undertrykkernes synd. Problemet ligger et helt andet sted. ”Hvis ikke ofrene omvender sig i dag, vil de i morgen selv blive gerningsmænd, som i deres selvbedrag vil søge at frikende sig selv for deres misgerninger medhenvisning til at de selv var blevet gjort til ofre”. Det, der ofte sker, er at de dominerendes – altså undertrykkernes – værdier og praksisser i processen bliver til de dominerende værdier og praksisser i samfundet. Det vil altså sige, at selv om undertrykkernes mister magten, så er der en tilbøjelighed til at ofrene begynder at kopiere de tidligere magthaveres adfærd, således at ofrene lader sig forme i de gamle undertrykkeres billede.

De dominerende værdier og praksisser i samfundet kan altså kun transformeres, hvis ofrene omvender sig fra dem, dvs. kæmper imod disse syndige værdier og praksissers forførende magt til fordel for Guds riges værdier. Her henviser Volf til Bjergprædikenen, hvor Jesus advarer sine disciple mod kærlighed til penge (og den misundelse, der følger med) og had mod fjender (og den vold, der følger med).  ”Misundelse og fjendskab holder de underprivilegerede og svage lænket til den dominerende orden – selv når de har held til at omstyrte den!”.  – Derfor gælder Jesu kald til omvendelse paradoksalt nok ikke kun undertrykkere, men også ofre for undertrykkelsen.

Christiansfeld, onsdag, den 20. juli 2011
Mogens S. Mogensen

Den kroatiske teolog Miroslav Volf analyserer bl.a. på baggrund af personlige erfaringer fra krigene på Balkan i bogen ”Exclusion & Embrace” fænomenet eksklusion. Efter hans opfattelse viser eksklusionstrangen sig ofte i en søgen efter en (falsk) renhed. Blodet må være rent, renset fra al ikke-arisk forurening (Nazi-Tyskland), jorden må være ren, renset for alle ikke-serbiske ubudne gæster (Serbien) osv. Et folk, en kultur, et sprog, en bog, et mål – og det der falder udenfor denne altomfattende enhed forurener og er farligt og må derfor fjernes. Denne ”udrensning” kan imidlertid tage forskellige former.

I ekstreme tilfælde dræber vi eller driver vi ”de andre ud” og ødelægger deres beboelser og kulturelle mindesmærker (etnisk udrensning). Eksklusion gennem eliminering kan imidlertid også foregå på en langt mindre brutal måde, nemlig gennem tvungen assimilering, hvor de andre må opgive deres etniske eller kulturelle identitet for at få en plads i samfundet.

Eksklusionen kan også udfolde sig som dominans, hvor de andre tildeles en mindreværdig status, hvor de kan underkues og diskrimineres, som det fx sker i det indiske kastesystem eller som det skete under apartheid-systemet i Sydafrika.

Den tredje form for eksklusion bliver efterhånden mere og mere udbredt i den måde som vi i Vest og Nord forholder os til de fattige i den tredje verden og den måde man i de rige forstæder forholder sig til de fattige i byerne. Det er eksklusion som opgivelse eller negligering (”abandonment”), hvor vi lukker øjnene for de mennesker og holder en passende afstand fra dem, som vi ikke har brug for, men som med deres krav på vor opmærksomhed let kan forstyrre os.

Grunden til at disse eksklusions-praksisser kan fungere så godt er, at de understøttes af  et eksklusions-sprog. Før vi ”med god samvittighed” kan behandle de andre inhumant må vi rent sprogligt have defineret dem på en måde, der ikke bare legitimere sådanne ekskluderende handlinger (eller sådanne ekskluderende mangel på handlinger), men ligefrem gør det til en moralsk pligt at deltage i eksklusionen. Her er der tale om en symbolsk eksklusion, der giver et forvrænget billede af den anden, ikke bare ud af uvidenhed om den anden, men en bevidst karikatur af den anden. Vi dæmoniserer og bestialiserer den anden, ikke fordi vi ikke ved bedre, men fordi vi nægter at se sandheden i øjnene og i stedet vælger en forståelse, der tjener vore egne interesser. Og alligevel ender det med, at vi selv begynder at tro, at vore forvrængninger er sandheden.

Men hvorfor denne eksklusion? Hvorfor hader vi den anden eller lukker vore øjne for den anden? Volf peger på en række grunde til at vi ekskluderer . Vi ekskluderer andre ikke kun fordi vi føler vor identitet truet af de andre, og fordi vi projicerer skyggesiderne i vor identitet over på de andre, men fordi vi ønsker at få fat i det, som de andre har. Vi lever i en verden med begrænsede resurser og med kamp om magten, og derfor ønsker vi at sikre flest mulige resurser og mest mulig magt for os selv.

De ekskluderende tendenser ligger imidlertid ikke kun i selvet, men vi er også udsat for en meget stærk påvirkning fra samfundsmæssige systemer, som bygger på eksklusion. I bogen ”Engaging the Powers” peger Walter Wink på, at der er en transpersonel og systemsik realitet af ondskab, som dominerer og fanger og lokker mennesker til at dominere andre, eller – som Volf ville udtrykke det – ekskludere andre.

Christiansfeld, tirsdag, den 19. juli 2011
Mogens S. Mogensen

Det var krigen i det tidligere Jugoslavien (1991-95), som gav os ordet ”etnisk udrensning”. Etnisk udrensning er blevet det stærkeste metafor for den ”eksklusion” eller udelukkelse af ”den anden”, den etnisk og kulturelt anden, som den kroatiske teolog Miroslav Volf analyserer i sin bog ”Exclusion & Embrace”.

Volf minder om, at tendensen i Europa – ”Vesten” og ”moderniteten” – til at beskrive de skyldige som ikke-europæiske. Fordi de etniske udrensninger på Balkan ikke passede ind i den historie, Europa gerne ville fortælle om sig selv, nemlig en historie om en fremadskridende ”inklusion”. Men det moderne Europa kan ikke løbe fra, at Europas modernisering i høj grad bygger på en serie af ”eksklusioner”. Den barbariske erobring, kolonisering og trælbinding af den ikke-europæiske anden blev ganske vist søgt legitimeret med henvisning til spredningen af civiliseringens lys. Etnisk udrensning og andre former for eksklusion af den uønskede anden er ikke kun foregået på Balkan og i Sudan; raceadskillelse, holocaust og apartheid er en del af Vestens nyere historie.

I et opgør med disse former for eksklusion kunne man fristes til at arbejde for den totale inklusion, der ophæver alle grænser. Men en sådan ”moralsk” og ”civiliserende” inklusivisme vil være tilbøjelig til at skabe nye undertrykkende grænser, og en ophævelse af alle grænser vil føre til kaos. Volf forsøger at give et bud på, hvordan vi kan engagere os i kampen mod eksklusion uden at sælge vor sjæl til kaossets dæmoner.

For det første anser Volf det for vigtigt at skelne mellem differentiering og eksklusion, således at det kan lade sig gøre at fælde domme, der ikke bliver ekskluderende. Da Gud skabte verden, foretog Gud en adskillelse og en sammenbinding. Han adskilte lys fra mørke, vand fra land,  osv., men samtidig band han menneskene til resten af skaberværket som dets vogter, han bandt menneskene til sig som bærer af Guds billede, og til hinanden som, for at de skulle komplementere hinanden. Volf definerer differentiering som den kreative handling af ”adskillelse-og-sammenbinding” som resulterer i interdependens-mønstre. ”Derfor er vi dem, som vi er, ikke fordi vi er adskilte fra andre, som vi lever sammen med, men fordi vi både er adskilte og forbundne, distinkte og relaterede. De grænser, som markerer vore identiteter, er både barrierer og broer.”

Eksklusion forstår Volf derfor som det med vold og magt at rekonfigurere interdependens-mønstret ved at adskille det som Gud har sammenføjet, og at sammenføje det,som Gud har adskilt. Eksklusion indebærer for det første, at man skærer de bånd over, som forbinder, og at man derved fjerner sig selv fra den gensidige afhængighed og placerer sig selv i en position af fuldkommen uafhængighed. Det betyder, at den anden enten bliver en fjende, som må skubbes væk, eller en overflødig person, som kan negligeres. Eksklusion indebærer for det andet, at en udviskning af en adskillelse, hvor den anden ikke anerkendes som én der i sin anderledeshed hører til i mønstret af gensidig afhængighed. Det betyder, at den anden opfattes som en mindreværdig person, som enten må assimileres for at blive lige som mig, eller må underlægges mig.

Eksklusion er altså ikke det samme som at drage grænser og fastholde grænser, for uden grænser ville der ikke være adskilte identiteter, og uden adskilte identiteter er der ikke mulighed for nogen relation til den anden. Men at fælde den dom, at eksklusion er forkert, er det ikke selv et udtryk for en ekskluderende holdning? Den amerikanske filosof Richard Rorty synes at være af den opfattelse, idet han foreslår, at man anlægger en ”ironisk attitude” i stedet for at fælde dom over noget, fordi det er naivt at tro, at nogen kan vide, hvad der er rigtigt og forkert. Men det giver ingen mening – i hvert fald ikke for ofrene – at møde fx etniske udrensninger på Balkan med en ”ironisk attitude”.  Forståelsen af at eksklusion uanset hvor er en forkert måde at behandle medmennesker henter Volf hos profeterne og evangelisterne.

Volf anerkender, at der er stor fare for at vi kommer til at fælde ekskluderende domme, men det problem løses ikke ved at indtage en ironisk position. I stedet er der brug for mere adækvate bedømmelser baseret på en distinktion mellem legitim differentiering og illegitim eksklusion, og bedømmelser, som foretages med ydmyghed i er kendelse af vor menneskelige tilbøjelighed til at misforstå og fejlbedømme, fordi vi desværre ofte ønsker at ekskludere de andre.

Christiansfeld, mandag, den 18. juli 2011
Mogens S. Mogensen

Er den kristne kirke en del af problemet eller løsningen, når det gælder kulturelle og etniske konflikter? Erfaringen viser desværre, at kirker specielt i konfliktsituationer, ofte har svært ved at skelne mellem loyaliteten mod kulturen og evangeliet, og derfor bliver som salt, der har mistet sin kraft.

I bogen ”Exclusion & Embrace” argumenterer den kroatiske teolog Miroslav Volf for, at løsningen ligger i, at kristne på én og samme tid bestræber sig på at holde afstand til og høre til deres kultur.

Da Gud kaldte Abraham måtte han forlade sit land, sin familie og sin slægt og blive en fremmed, hvis første loyalitet altid måtte være til den Gud, der havde kaldt ham. Den kristne identitet indebærer ikke, at man geografisk må forlade sin kultur, men et loyalitetsskifte fra en bestemt kultur med dens ”guder” til den Gud, der Gud for alle kulturer. Det vil sige, at kristne med deres ene fod må træde ud af deres egen kultur, samtidig med at den anden fod er solidt plantet i deres egen kultur.

Hvad bliver effekten af – i loyalitet mod Gud og den fremtid, Gud lover os – at holde denne afstand fra sin egen kultur uden dog at forlade den? Den afstand fra min egen kultur, som er et resultat af at være født at Ånden, skaber en ”revne” eller en ”sprække” i mig, hvorigennem ”den anden” kan komme ind. Volf taler her om nødvendigheden af en såkaldt ”katolicitet”, dvs. den enkelte kristne og det kristne fællesskab må reflektere den gudsskabte mangfoldighed i verden. Alle kulturer er i i en eller anden grad hybrider og påvirker og overlapper hinanden, og andre kulturer er derfor ikke en trussel mod min kulturelle identitets renhed, men en potentiel kilde til berigelse.

Den distance, som skabes af Ånden, gør det muligt for os at få øje på selvbedrag, uretfærdighed og enhver form for ondskab – og det begynder med at vi må fælde dom over os selv og vor egen kultur. Når kristne har den ene fod plantet i deres egen kultur og den anden i Guds fremtid, giver det dem et udsigtspunkt, hvorfra de kan dømme sig selv selv og den anden ikke bare ud fra deres egne præmisser, men i lyset af Guds nye verden. Her er der imidlertid brug for en såkaldt ”økumenicitet”, der kan modvirke vor egen kulturelle blindhed. Vi har altså brug for at se os selv og vor forståelse af Guds fremtid med kristnes øjne fra andre kulturer og høre kristnes stemmer fra andre kulturer, så vi ikke risikerer at Jesu Kristi stemme drukner i stemmen fra vor egen kultur.

Er disse overvejelser relevante i en dansk folkelig og kirkelig situation i dag? Forbindelsen mellem danskhed og kristendom opleves ofte sådan, at er der tilsyneladende ikke er nogen konflikt mulig mellem loyalitet mod vor kultur og vor tro – med den fare, at vi lukker os om os selv, og hverken ser nogen berigelse i andre kulturer eller har brug for kristne fra andre kulturer til at udfordre os.

Vi har måske også som danskere brug for at udvikle ”revner” og ”sprækker” i forhold til vor kultur, så der bliver plads til den kulturelt anderledes. For som Leonard Cohen synger i digtet ”Anthem”:

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering.
There is a crack in everything.
That’s how the light gets in

Christiansfeld, den 17. juli 2011
Mogens S. Mogensen

I 1993 midt under Balkankrigen, hvor serbiske krigere, de såkaldte cetniker angreb kroaterne, spurgte den lutherske teolog Jürgen Moltmann efter en forelæsning af den
den kroatiske teolog Miroslav Volf: ”Men kan du omfavne en cetnik?” Volf havde netop argumenteret for at vi burde omfavne vore fjender, netop som Gud har omfavnet os i Kristus. Spørgsmålet var altså, Volf kunne omfavne den ultimative anden, ond som han var. Hvad kunne retfærdige gøre en sådan omfavnelse og hvorfra skulle han f styrken til at gøre det, og hvad ville det gøre ved hans identitet som kroat?

Efter lidt betænkningstid svarede Volf: ”Nej, det kan jeg ikke – men som en efterfølger af Kristus tror jeg, at jeg skulle kunne gøre det.” Volfs efterfølgende overvejelser om dette spørgsmål førte til, at han skrev bogen ”Exclusion & Embrace” (Nashville: Abingdon Press, 1996).

Det kristne evangelium handler om forsoning, forsoning med Gud og forsoning mellem mennesker. For Volf som kroat var det ikke kun et interessant akademisk tema, men et uafviseligt eksistentielt problem på grund af den konflikt mellem kroater og serber, som hans folk stod lige midt i. Volf viser, hvordan etniske og kulturelle konflikter dybest set berører spørgsmål om vor forståelse af, hvem vi selv er (”identity”) og af den anden i hans/hendes anerledeshed (”otherness”).

Volf anerkender, at de alvorligste politiske problemer, som kristne såvel som ikke-kristne må forholde sig til er spørgsmålet om menneskerettigheder, økonomisk retfærdighed og økologisk bæredygtighed, men argumenterer for, at konflikterne om ”identity and otherness” i dag er så påtrængende, at dette problem hører med til de helt centrale udfordringer i dag.

Jeg tror, at Volf har helt ret. Især tidligere var den opfattelse udbredt, at samfundenes modernisering ville få etnicitet og nationalisme til at forsvinde, men sandheden er nok den, at etnicitet og nationalisme tværtimod i høj grad er produkter af moderniteten. Man har troet at globaliseringen ville traditionelle og gammeldags fænomener som etnicitet og nationalisme til at forsvinde, men da etnicitet og nationalisme er resultater af kontakt mellem folkegrupper er effekten ofte den stik modsatte.

Udviklingen i Danmark de siden 1980’erne har med al ønskelig tydelighed vist, at etniske og kulturelle konflikter også er en realitet hos os. Derfor er der god grund til at lytte til en vis og erfaren kristen teolog som Miroslav Volf, når han foretager ”A Theological Exploration of Identity, Otherness, and Reconciliation”, som er undertitlen på hans bog. I en række blog-indlæg vil jeg tage nogle af de temaer op, som Volf behandler i sin bog.

Nr. Vorupør, fredag, den 14. juli 2011
Mogens S. Mogensen

I Folkekirken har vi omkring 2400 kirker, hvoraf fleste er mange hundrede år gamle. Kirker udgør en vigtig del af Danmarks kulturarv, og mange af kirkebygningerne som er arkitektoniske perler. Derfor kan det ikke undre, at der kommer endda rigtig mange turister og besøger kirkerne.

Det er voldsomt dyrt at vedligeholde disse gamle kirker, og oven i det kommer der i nogle tilfælde udgifter påført af turismen. Derfor kan det på en måde ikke undre, at man i to af de største kirkelige turistattraktioner, nemlig Roskilde Domkirke og Østerlars Rundkirke, har indført entré. Tidligere var det gratis for sognebørnene at komme ind i Roskilde Domkirke, mens turister skulle betale, men nu er størstedelen af kirken åben for alle, mens alle skal betale for at komme ind i visse dele af domkirken (Se artikel i Kristeligt Dagblad i dag: “Sognebørn skal betale for kirkebesøg“).

Ud fra en økonomisk betragtning er det en meget god ide at opkræve entré af turister, der vil besøge kirker, for hvorfor skulle man betale for at komme ind på et kunstmuseum, mens man gratis kan gå ind og se på kunst i kirken? Men inden endnu flere menighedsråd vælger at begynde at tage entre til deres kirke, skulle man måske overveje de teologiske/kirkelige aspekter af at tage entre til Guds hus. Ved at opkræve entré understreger man, at det er et museum, som man træder ind i, og ikke Guds hus, hvor alle er velkomne uden nogen form for betaling. Den nærliggende fare er, at kirkebygningen efterhånden mere og mere bliver opfattet som et kulturelt museum, hvor der en gang imellem holdes gudstjenester, og ikke som et Guds-hus, der også har historisk og kunstnerisk interesse.

At vore gamle og nyere kirker drager mange turister til sig er ikke noget problem. Tværtimod er det en fantastisk mulighed for at formidle det budskab, som kirkens arkitektur og kunst er et udtryk for, til mennesker, som måske sjældent eller aldrig deltager i kirkens gudstjenester. Turister er ofte langt væk hjemmefra og har god tid til at fordybe sig i noget, som måske er fremmed for dem, og når de selv har valgt at opsøge kirken, ja, så må kirken være der med et tilbud om en forklaring på, hvad kristendom er, og en mulighed for at deltage i kirkens liv.

Lige som vi i dag har gadepræster, natkirkepræster og ungdomspræster, for at møde mennesker med evangeliet dér, hvor de er, og på det tidspunkt, hvor de ønsker at møde kirken, på samme måde må vi overveje, hvordan vi i folkekirken kan møde turister. Især i de større byer med gamle kirker, der tiltrækker tusinder af turister, skulle vi måske ansætte turistpræster, som ud fra de attraktive kirkebygninger kunne formidle viden om kristendom og kirke, og som i de samme bygninger kunne invitere turister til at deltage i særlige gudstjenester, andagter, meditationer, dialoger, pilgrimsvandringer eller lignende.

Det vil naturligvis betyde, at vi må foretage en omprioritering af præste- og andre medarbejderressourcer og også af vore økonomiske ressourcer. I en tid men mange forandringer må vi løbende foretage justeringer af budgetter og planer, og det må vi gøre ud fra folkekirkens overordnede formål, som ifl. betænkningen om ”Opgaver i sogn, provsti og stift” (2006) er ”som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. … Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave.”

Heldigvis er der kirker og menighedsråd, som har fået syn for denne opgave. Som vi for eksempel oplevede det denne sommer i Ebeltoft. Hver torsdag aften gik vægtere rundt i byen og sang vægtersangen, og efter rundgangen kl. 9 endte vægterne og alle vi turister, som fulgte dem, i Ebeltoft kirke, hvor der blev holdt en andagt – endda med mulighed for oversættelse til engelsk og tysk.

I stedet for at overveje at kræve entré af turister, som bestyrede vi et kulturelt museum, så skulle vi overveje helt gratis indbyde turister til at stifte bekendtskab med kirke og kristendom i vore folkekirker.

Christiansfeld, onsdag, den 7. juli 2011
Mogens S. Mogensen

Vi taler meget om vejret i Danmark, ja, vi synger ligefrem om det. ”Byger, der går og kommer, det er den danske sommer”. Men man får et anderledes eksistentielt forhold til vejret, når man en gang for alvor mærker det på egen krop.

Lørdag cyklede jeg sammen med min kone fra Nørager mod Randers på vor årlige cykelferie. Optimister som vi var, havde vi sommertøj på og kun lettere overtøj i cykeltasken. Men det begyndte at regne, og det fortsatte med at regne og regne og regne. Allerede da vi nåede Allingåbro, var vi gennemblødte. Røde Kors er en god ven i katastrofesituationer, så vi købte tørt tøj i Røde Kors’ genbrugsbutik.  Mens vi forsøgte os som dræsine-kørere på den nedlagte jernbane, blev også genbrugstøjet gennemblødt, og vi leverede det diskret tilbage til Røde Kors. Der var lovet opklaring, så vi satte kursen mod Randers, men nåede netop at blive gennemblødt for tredje gang, inden vi cyklede ind i Kronjyllands hovedstad.

I Randers var der imidlertid ikke plads i noget herberg, pga. “DM for bygarder”, så vi allierede os med DSB, der sørgede for at vi i løbet af aftenen kom tørskoet hjem. Om natten vågnede vi ved et voldsomt tordenvejr, der brød løs lige over vore syndige hoveder efterfulgt af en syndflod af regn. I en sådan situation er der ikke meget andet at gøre end at gemme sig under dynen og håbe, at vort hus kan holde regnmasserne ude. Søndag morgen fandt vi ud af, at vi – i modsætning til bl.a. københavnerne – var sluppet nådigt gennem uvejret. København var blevet ramt af det værste skybrud nogensinde med 150 mm regn på ganske få timer, og kloaksystemer, kældre og veje var blevet oversvømmet.

I 2009 talte vi i Danmark meget om klimaet, da København var vært for FNs stort anlagte klimatopmøde. Det blev ved snakken, både internationalt og nationalt, og siden da har vi talt meget lidt om konsekvenserne af global opvarmning. Hvis der var noget om snakken, ville det sikkert først og fremmest ramme lande langt væk fra Danmark.  Allerede i 2007 var der godt nok udkommet en FN klimarapport, hvor der om konsekvenserne for Danmark af klimaforandringerne stod, “Det er meget sandsynligt, at varme ekstremer, hedebølger og kraftigt nedbør vil optræde med stigende hyppighed”. Men der var også klima-skeptikere, som manede til besindighed, og vi danskere er grundlæggende et besindigt folk, og derfor har den politiske debat siden da især handlet om vore nationale problemer.

Ét er at læse videnskabelige rapporter om, at klimaforandringer kan føre til ”kraftigt nedbør” (læs: skybrud) i Danmark, noget helt andet er at mærke det på egen krop, som det skete for hundredetusinder af danskere her i weekenden. Hvis det er sandt, som videnskabelige undersøgelser tyder på, at vi står overfor en alvorlig global opvarmning, at denne globale opvarmning bl.a. skyldes menneskeskabt CO2 udledning, og at det vil få katastrofale konsekvenser, så står vi overfor en global udfordring, som er en trussel for hele menneskeheden.

I oldtiden var udfordringerne i vor del af verden af en sådan karakter, at hver familie eller slægt måtte tage dem op hver for sig.  I middelalderen blev folk knyttet sammen i større skæbnefællesskaber, først og fremmeste i landsbyer og senere i større enheder. I nyere tid udviklede der sig nationalstater med dertilhørende national solidaritet, for at beskytte nationen mod de fælles trusler mod folkets velfærd. Hvis ikke det danske folk stod sammen, ville det blive løbet over ende af dets fjender, og når det – som det sket i 1864 – havde lidt nederlag og mistet en del af riget, så blev der appelleret til fædrelandskærligheden og nationalfølelsen for sammen at vinde indadtil ,hvad der var tabt udadtil.

Meget tyder på, at vi i disse år oplever større og større globale udfordringer og problemer, som ikke kan løses på nationale præmisser, altså ved blot at appellere til nationale interesser. Vi er ved at blive viklet ind i et skæbnefællesskab på globalt plan, hvor vi udfordres til ved siden af vore familiemæssige loyalitet og vore nationalfølelse også at udvikle en global solidaritet.  Vort medansvar som danskere standser ikke ved grænsen, og klimaforandringerne – og mange andre globale problemer – respekterer ikke grænsebomme ved Kruså.

Når vi begynder at mærke de globale problemer på egen krop, får vi måske en stærkere motivation til at begynde at udvikle en global solidaritet.

Christiansfeld, tirsdag, den 6. juli 2011.
Mogens S. Mogensen

I dag tredjebehandler folketinget lovforslag L 210, der bl.a. indeholder en ændring til par. 26 stk. 2 i en lov. Så kan det da vist ikke blive kedeligere – og det lige op til sommerferien. Er der overhovedet nogen grund til at vi som borgere bruger tid på det, inden vi tager ud i sommerlandet? Lad os lige se lidt nærmere på det, inden vi ubekymrede overgiver os til sommerferiens glæder.

Det drejer sig reglerne for udvisning af udlændinge – ifølge Udlændingeloven. I gamle dage kunne danske statsborgere landsforvises, fx bestemte Danske Love fra 1683, at danske lutherske statsborgere, der konverterede til katolicismen, kunne landsforvises, men i dag kan ingen statsborger udvises. Det kan derimod de udenlandske statsborgere, som bor her i landet, uanset om de har fået midlertidig eller permanent opholdstilladelse. Forudsætningen er, at vedkommende har begået alvorlig kriminalitet eller er til fare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel mod den offentlig orden, sikkerhed eller sundhed. (At fx overtrædelse af knivloven – som vi alle ved tankeløshed kunne risikere at blive dømt for at overtræde -  i princippet kunne medføre udvisning, og at det i dag også vil kunne ramme en 14 årig udlænding er et problem for sig selv – som jeg her vil lade ligge!).

I Udlændingelovens par 26 stk. 1 står der imidlertid, at ”Ved afgørelsen om udvisning skal der tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende”, og så opregnes der en række forhold såsom udlændingens tilknytning til det danske samfund og til herboende, tilknytningen til hjemlandet, risikoen for at lide overlast ved udvisning mv. Det er alt sammen bestemmelser, som relaterer til internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt. I den nugældende lov står der, at ”En udlænding skal udvises [efter lovens paragraffer] medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod”, men i dag vedtager et stort flertal i folketinget fra Dansk Folkepart til SF en ændring af stk. 2, så ”En udlænding skal udvises … medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser”.

Jamen, er det ikke nogle ligegyldige petitesser, som kun vedrører nogle få udenlandske bandemedlemmer? Udlændinge er personer, der har statsborgerskab i et andet land, men som opholder sig i Danmark, og i dag er der 346.046 udlændinge i Danmark, så det er lovændringen vedrører altså i princippet 6 % af befolkningen. Mange dem har boet her i mange år og vil sandsynligvis leve her som udlændinge til deres dødsdag, og i den globaliserede tid vi lever i, må vi forvente, at antallet er herboende udlændinge vil fortsætte med at stige.

Ændringen rører desuden ved nogle helt grundlæggende retsprincipper i det danske samfund. Ifølge Jyske Lov skal ”Loven være  … tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger”. Når man i dag lytter til juridiske professor, så er de meget i tvivl om, hvordan denne lov skal forstås og fortolkes, og det er i sig selv et problem i et retssamfund. Men det problem vil nok løse sig, efterhånden som der udvikler sig en retspraksis med nogle principielle afgørelser ved Højesteret.

Langt alvorlige er det imidlertid, at denne lovændring bryder med princippet om, at enhver rimelig tvivl skal komme den anklagede til gode. Lovforslagets forfattere har lige frem haft den fripostighed indirekte at indskrive i lovteksten, at tvivl om det berettigede i at udvise en  udlænding dømt for en kriminel handling i dette tilfælde skal komme anklageren (altså statsmagten) til gode. Det er altså den anklagedes ansvar at bevise, at en udvisningsdom med sikkerhed vil stride mod Danmarks internationale konventionsforpligtelser. Enhver tvivl om, hvorvidt en udvisning vil være i modstrid med konventionerne, skal altså komme anklageren til gode, så den anklagede skal udvises trods tvivlen om det lovmedholdelige i udvisningen.

Det er naturligvis folketingets demokratiske ret at vedtage en sådan lovændring, uanset hvor ‘tvivlsom’ den er, men det understreger bare det forhold, at der i en demokratisk retsstat kan opstå et spændingsforhold mellem demokrati og retsstat. Det er nemlig muligt lige så stille på god demokratisk vis at underminere helt grundlæggende retsprincipper.

Jeg undskylder meget, at jeg på denne sommerdag har taget læserens tid med noget så kedeligt som L 210 par 26 stk 2. Heldigvis kan vi nu snart ubekymret overgive os til sommerferiens glæder – i tryg forvisning om at politikerne i den lovgivende forsamling også snart holder ferie.

God sommerferie!

Christiansfeld, fredag, den 24. juni 2011
Mogens S. Mogensen

Der er løbet meget vand i stranden, siden der for godt 100 år siden blev indført demokratisk valgte menighedsråd, og indtil for få år siden var det stadig rent tidsmæssigt en meget overskuelig opgave at lade sig vælge ind i et menighedsråd. Men i de senere år har omfanget og karakteren af arbejdsopgaver i menighedsrådet ændret sig så markant, at det mange i mange sogne fremover vil blive meget svært at overtale nogen til at være med i menighedsrådet.

Omfanget af menighedsrådsarbejdet er vokset så meget, at mange menighedsråd allerede nu har udviklet sig til ældsteråd, fordi det bliver vanskeligere og vanskelige at varetage en række poster i menighedsrådet, hvis man samtidig skal være på arbejdsmarkedet. Derfor er et stigende antal menighedsrådsmedlemmer på efterløn eller pension. Og når den nye tilbagetrækningsreform slår igennem, vil mange menighedsråd i endnu højere grad blive ældsteråd.

Karakteren af menighedsrådsarbejdet har også ændret sig markant i de senere år. Arbejdsopgaver i menighedsråd har også lige så stille ændret sig, så menighedsrådsmedlemmer i dag bliver sat til at udføre opgaver, der i stigende grad kræver særlige faglige kompetencer. Det gælder først og fremmest kontaktpersonen, men også kassereren, kirkeværgen og menighedsrådsformanden. Faren er, at det det demokratisk valgt menighedsråd ender i et fagligt set inkompetent menighedsrod. Det der sker er, at menighedsrådsmedlemmerne transformeres til frivillige medarbejdere i kirken, og at den folkevalgte ledelse af menigheden transformeres til (undertiden inkompetente) administratorer.

Hvad er konsekvenserne af denne tingenes tilstand? Den umiddelbare konsekvens er, at det bliver vanskeligt i 2012 at få fyldt alle menighedsråd op, og endnu vanskeligere ved de kommende valg. Kirkens administration bliver ikke udført på en kompetent måde, og de ansatte får ikke den daglige ledelse, som de både har brug for og krav på. Menighedsrådene føler sig pressede til at bruge det allermeste af deres tid på administration og får alt for lidt tid til at arbejde med det, som de fleste menighedsrådsmedlemmer brænder mest for, nemlig kirkens liv og vækst.

Hvorfor er det endt sådan? Er det fordi menighedsrådsmedlemmerne elsker at varetage disse administrative opgaver i stedet for at forestå ledelsen af menigheden og at engagere sig i kirkens liv og vækst? Nej, det er der ingenting der tyder på, for ellers ville vi ikke have det rekrutteringsproblem, som mange menighedsråd nu står overfor. Er det, fordi folkekirken er en så fattig kirke, at den er nødt til at betjene sig af ulønnede og uudannede personaleledere, pedeller mv. Nej, folkekirken er med et budget på omkring 6 mia. kroner nok en af de rigeste kirker i verden. En af de vigtigste grunde til miseren er, så vidt jeg kan se, at vi langt hen ad vejen har fastholdt en kirkelig struktur, der for 100 år siden var meget tidssvarende. De krav, som i et moderne samfund stilles til menighedsråd i dag kan simpelt hen ikke på langt sigt løftes på forsvarlig vis af menighedsrådene i de mange hundrede små sogne.

Hvad er så løsningen på problemet? Menighedsrådene må sættes fri for en meget stor del af deres administrative opgaver ved at der ansættes en person til under ansvar over for menighedsrådet at løse disse administrative opgaver på en kompetent måde og være daglig leder for kirkens ansatte. Så vil det igen blive meget mere interessant at være med i et menighedsråd, og så vil det ikke længere især være forbeholdt efterlønnere og pensionister, som kan få tid til at engagere sig.

Reaktionen på dette løsningsforslag vil være helt forudsigelig, nemlig at det vil være en stor  ekstra-udgift, som vi ikke kan finde plads til i budgettet i dag. Det er også helt rigtigt, men med et budget på omkring 6 mia., så kan det ikke passe, at folkekirken ikke kan finde frem til en tidssvarende administration og ledelse, som vi har råd til. Så må vi til at kigge på strukturen i folkekirken med alle de små enheder og på, hvad det i øvrigt er, vi bruger pengene til i folkekirken, både når det gælder mursten, gravsten og personale.

Christiansfeld, tirsdag, den 21. juni 2011
Mogens S. Mogensen

Debatten  mellem udviklingsminister Søren Pind og professor i EU forhold Marlene Wind er vigtig, først og fremmest fordi den handler om Danmarks forhold til sine naboer og til EU i det hele taget. Der er naturligvis ingen fare for krig med tyskere og svenskere, sådan som vi kender det fra tidligere tider, og ikke engang handelskrig, men diplomatiske konflikter kan også være ganske alvorlige og få store konsekvenser. Men mens vi venter på en afklaring qr EU’s vurdering af, om grænseaftalen er i overensstemmelse med Schengen-aftalen eller erj, har det udviklet sig til en meta-debat, altså en debat om debatten.  Nu handler debatten om hhv. politikeres og videnskabelige eksperters rolle i den demokratiske proces, og det er bestemt også en interessant og vigtig debat.

Når det gælder videnskabelige eksperter, forventes det, at de er saglige og holder sig til sandheden, dvs. at de gør rede for politiske forhold på en videnskabelig forsvarlig måde, og ikke benytter deres ekspertstatus til uden videnskabeligt belæg at fremføre egne (politiske) holdninger. En af de omstridte udtalelser af eksperten Wind er det, som hun sagde om baggrunden for aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti samt kristendemokraten Ørum Jørgensen: “Det er, som jeg vurderer, det ren og skær valgflæsk. Det handler om, at man kæmper om nogle vælgere, og man appellerer til den laveste fællesnævner og den indre svinehund.”

Her taler hun altså om rent og skært valgflæsk og om den indre svinehund. Nu er Wind jo hverken slagter eller biolog, og i det hele taget er det svært videnskabeligt at få hold på valgflæsk og svinehunde, så vi må nok konkludere, at Wind her går uden for den rolle, som man må forvente, at en videnskabelig ekspert spiller i den demokratiske proces. Om noget er valgflæsk i den metaforiske betydning har med motiver at gøre, og det kan være meget vanskeligt midt i den politiske kamps hede at afdække politikeres motiver. Endnu mere problematisk er påstanden om, at der tales til vælgernes indre svinehund, da det er en moralsk vurdering, hvad der er en ”indre svinehund” hos os vælgere.

Det er altså ikke så svært at afgrænse videnskabelige eksperters rolle i den demokratiske proces, men straks mere problematisk at få hold på, hvor grænserne går for politikerenes rolle. Skal politikerne være saglige og holde sig til sandheden? Nej, egentlig ikke. Politikerens rolle er at give udtryk for personlige eller partipolitiske meninger og holdninger, og disse holdninger behøver ikke at være saglige i videnskabelig forstand. For eksempel er det helt legitimt for en politikere at gå ind for etablering af en permanent og synlig grænsekontrol for at begrænse den grænseoverskridende kriminalitet, også selvom videnskabelige eksperter og andre med faglig indsigt og erfaring på området kan dokumentere, at det ikke er sandsynligt, at det vil have den ønskede virkning, men tværtimod vil have en række utilsigtede negative virkninger for samfundet.

Men skal politikere holde sig til sandheden, sådan som det er eksperters forpligtelse? I praksis må en politiker i modsætning til en videnskabelig ekspert gerne undlade den halve sandhed i sin beskrivelse af et sagforhold og også gerne fordreje den anden halvdel af sandheden. En politiker må også gerne skifte standpunkt, blot fordi det er politisk opportunt, mens det forventes, at en videnskabelig ekspert kun ændrer vurdering, hvis der er empirisk belæg for det.

Men der er – så vidt jeg kan se – alligevel grænser for, hvad politikerne kan tillade sig. Hvis demokratiet skal bevares sundt – og ikke udvikle sig til demokratisme, hvor politikerne bliver altdominerende – så må politikerne respektere og værne om domstolenes uafhængighed, og de må ikke bare værne om ytringsfrihed i al almindelighed men også om pressens og de øvrige mediers uafhængighed – og videnskabens uafhængighed. Lige så skadelig det er for demokratiet med et ufolkeligt ekspertvælde, lige så skadeligt er det med en politisk proces, hvor politikerne i deres lovgigvningsarbejde ikke vil lade sig oplyse af videnskabelige eksperter, også når de modsiger politikerne.

Der er nok ingen tvivl om, at Wind gik over gevind, da hun fremkom med sine usaglige karakteristikker af en politisk aftale, og dermed måske kom til at svække sin troværdighed som ekspert. Men spørgsmålet er, om ikke også Pind gik over gevind, da han lancerede sit voldsomme personangreb på Wind og dermed måske kom til at fratage nogle eksperter lysten til fremover at udtale sig om sensitive politiske emner. Alt sammen skade for den demokratiske proces.

Christiansfeld, fredag, den 17. juni 2011
Mogens S. Mogensen

Debatten er kommet helt ud af kontrol, altså debatten om grænsekontrollen. Skældsord fyger over grænsen. Grænseoverskridende karikaturtegninger af Danmark florerer i den internationale presse. Ved debattører overhovedet, hvad de taler om? Hvor mange af disse debattører har overhovedet nogensinde set en dansk grænsebom? Men regeringen har her udvist en prisværdig rettidig omhu, ja, forudseenhed og inden længe kan enhver få syn for sagn. Den 5. maj sendte vejdirektoratet – som det fremgår af artikel i Politiken -  en opgave i udbud om opførelsen af et anlæg til grænsekontrol i Frøslev til 10 mio. kr. og heri indgår to rødhvide grænsebomme af hhv. 4 og 3,5 meters længde. Så kan de lære det kan de! Når vi på denne måde får sandheden frem om, hvordan en god dansk grænsebom i virkeligheden ser ud, så må disse hånende, spottende og latterliggørende karikaturtegninger høre op.

Disse to grænsebomme er en del af en finanslovsaftale, som regeringen i 2008 indgik med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Men nu har regeringen indgået en ny aftale med Dansk Folkeparti om styrket grænsekontrol, en aftale som med kristendemokratisk velsignelse ser ud til at blive vedtaget i folketinget. Debatten raser ikke bare om grænsebomme, men om hele denne vigtige aftale, altså ikke selve 2020 aftalen om styrkelsen af Danmarks økonomi, men aftalen om styrkelsen af Danmarks grænsekontrol. Hvor mange har overhovedet læst denne aftale? Og alligevel udtaler de sig skråsikkert rundt om i Europa og resten af verden om, hvor forfærdeligt det er.

Det har regeringen selvfølgelig gjort noget ved og forklaret aftalen på engelsk. I den danske aftaletekst står der fx, at ”Der har i de seneste år været en markant stigning i den grænseoverskridende kriminalitet i Danmark. Det gælder ikke mindst berigelseskriminalitet begået af udenlandske bander, ind- og udsmugling af narkotika, våben, personer og større pengebeløb samt unddragelse af dansk skat ved brug af udenlandsk arbejdskraft.” Og at det er baggrunden for den styrkede grænsekontrol. Men enhver med en lille smule omløb i hovedet – og regeringen har meget omløb i hovedet – kan forstå, at sådan noget kan man ikke skrive på engelsk, da det ville give helt forkerte associationer i en EU sammenhæng, så derfor har man i den engelske forklaring skrevet, at ”The agreement aims first and foremost at enhancing customs control and implies increased controls in relation to the smuggling into Denmark of mainly goods and items.”

I den danske aftaletekst står der om den styrkede grænsekontrol, at ”det skal ske ved en kraftig oprustning og en permanent og synlig kontrol ved de danske grænseovergange.” Enhver med en lille smule politisk tæft – og regeringen har bestemt politisk tæft – ved, at sådanne udsagn kun har et indenrigspolitisk sigte, nemlig at tilfredsstille Dansk Folkeparti, og ikke vil fremme den gode stemning på de bonede gulve i Bruxelles. Derfor har man da også flyttet det ”permanente” fra selve grænsekontrollen over i toldernes bygninger – og det er da også vigtigt, at de bygninger, som vi bruger millioner af kroner på, ikke falder sammen om ørerne på tolderne. ” The agreement entails permanent customs control in the sense that the new customs control buildings will be permanent and the allocation of new resources will also be of a permanent nature.”

Med disse tiltag fra regeringens side, så skulle den sag vist være sat på plads, og medmindre en debattør en gang skulle få en af de nye grænsebomme i Frøslev i hovedet og blive helt bimmelim, så må debatten om dansk grænsepolitik én gang for alle forstumme.

Christiansfeld, lørdag, den 11. Juni 2011
Mogens S. Mogensen

Globalisering er et stort ord, for det handler jo om hele globen, og det er et svært begreb at forholde sig til for et lille land, der er vant til at ”hygge sig i smug”. Globalisering er svær at definere – at definere betyder jo egenlig at afgrænse, fordi den netop er grænseoverskridende. I bogen “Globalization of World Politics” (2007) af Balylis og Smith beskrives globalisering som “den proces hvorigennem samfund forbindes med hinanden på en sådan måde at begivenheder og tilstande i én del af verden i stigende grad har konsekvenser for befolkninger og samfund langt borte.”

Globaliseringsteorier kan være svære at forstå, men det forholder sig måske med globalisering som med visse andre fænomener i tilværelsen, at man bedst begynder at forstå dem, når man oplever dem i praksis, på sin egen krop. I de senere år er det danske samfund – med politikerne i spidsen – netop gået i gang med et praktisk grundkursus i globalisering.

Kursusmodul 1 begyndte i 2005, da Jyllands-Posten offentliggjorde en række karikatur-tegninger. Islam havde længe været et varmt debatemne, og islam og de udfordringer eller problemer, som denne nye muslimske befolkningsgruppe stillede samfundet overfor, var blevet stærkt politiseret, specielt af Dansk Folkeparti, som slog sig op som et stærkt islam-kritisk parti, og som samtidig fra 2001 havde været en afgørende del af VK-regeringens parlamentariske grundlag. Islam-debatten og debatten om ytringsfrihed var en dansk debat, og indenrigspolitiske hensyn har sandsynligvis spillet en rolle i regeringens håndtering af sagen, fx statsministerens afvisning af at mødes med ambassadører fra en lang række muslimske lande.

Men i globaliseringens tidsalder risikerer man, at det der hviskes i en afkrog af verden, bliver råbt ud fra tagene andre steder i verden. Den form for hån, spot og latterliggørelse af religiøse symboler, som i ytringsfrihedens navn efterhånden er almindeligt anerkendt i Danmark, påskønnes langt fra i alle andre dele af verden. Som bekendt endte det i 2006 med en alvorlig international krise, den alvorligste krise for Danmark siden anden verdenskrig.

Kursusmodul 2 er vi lige midt i nu. Det begyndte som en traditionel politisk studehandel i Folketinget lige før politikerne tog på sommerferie. For at få flertal for sin tilbagetrækningsreform og sin økonomiske 2020 plan måtte regeringen give Dansk Folkeparti noget til gengæld. I en annoncekampagne havde Dansk Folkeparti afbilledet sin partiformand sammen med en grænsebom med teksten: ”Der skal være en grænse”.  Det angivelige formål var at standse den grænseoverskridende grænsekontrol. Derfor havde Dansk Folkeparti krævet og også fået løfte om en styrkelse af  grænsekontrollen med en permanent og synlig kontrol ved alle danske grænseovergange. Regeringen var helt åbenbart klar over, at en sådan grænsekontrol ikke var et effektivt middel til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, men de få hundrede millioner, som dette symbolske tiltag ville koste, blev opfattet som en meget lille pris for at få vedtaget en meget stor reform.

Men i globaliseringens tidsalder risikerer beslutningen om at give en mindre indrømmelse til et forligsparti i en intern dansk politisk studehandel i form af nogle uskadelige toldbygninger, opmarchbåse og toldere at bliver bemærket over hele Europa og opfattet netop som det, det var, nemlig symbolpolitik. Et er, at tiltaget måske er et brud på den Schengen-aftale, som netop er et udslag af den tiltagende økonomiske globalisering; noget andet er, at tiltaget opfattes som et symbol på, at Danmark lukker sig om sig selv, og at Danmarks gode image i Europa og verden lider skade.

Globalisering handler i høj grad om økonomi, og her kommer den effektive indlæring af globaliseringens betydning ind i billedet. I kursusmodul 1 – og det samme ser ud til at komme til at gælde kursusmodul 2 – skete der det, at progressionen i indlæringen af betydningen af globaliseringen steg kraftigt, da Danmark begyndte at blive ramt på pengepungen.

Det er nok lidt for tidligt at gøre op, hvor meget disse to kursus-moduler har kostet det danske samfund, men i en globaliseret verden, hvor konkurrencen mellem landene skærpes, er det bestemt også vigtigt at investere i uddannelse.

Christiansfeld, torsdag, den 9. juni 2010
Mogens S. Mogensen

»Ingen skal være i tvivl om min holdning til Nazisme, men de tyske soldater i vore gader opførte sig bedre end de muslimske drenge, meget bedre. De var veldiciplinerede unge tyske drenge.« (Mogens Camre i hollandsk tv)

Mogens Camre er en politiker i bevægelse, og bevægelsen er indtil videre gået fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti. Så når han udtaler, at ”Ingen skal være i tvivl om min holdning til Nazisme”, må jeg vedgå, at jeg godt kan komme lidt i tvivl, for mit eneste kendskab til hans holdning til nazismen bygger på dette citat. At dømme ud fra dette citat, så blev nazismen flot repræsenteret i Danmark af de unge tyske drenge, der kom til Danmark som soldater. Camre sætter åbenbart pris på, at de var så veldisciplinerede.  Tilmed er roser Camre de unge soldater fra Nazi-Tyskland for at have opført sig bedre, end de muslimske drenge i Danmark gør det i dag. Så måske er Camre …

Jamen, hov, hvad er det egentlig, jeg her har gang i? Jeg har aldrig mødt Camre og kender heller ikke noget som helst til hans holdninger vedrørende besættelsestiden, og uden noget belæg var jeg lige ced at komme til at fremsætte ærekrænkende udtalelser.

Har Camre noget med nazisme at gøre? Nej, det har han ikke. Har muslimske drenge noget med nazisme at gøre? Nej, det har de heller ikke. Har Camre noget med muslimer at gøre? Nej, det er vist alt for lidt. For hvis han havde et bedre personligt kendskab til muslimer, ville han nok afstå fra sådanne nedsættende generaliserende udtalelser, som han desværre har fået for vane at fremsætte om nogle af vore medmennesker og medborgere.

Christiansfeld, tirsdag, den 7. juni 2011
Mogens S. Mogensen

Den 5. juni er der grund til at feste. Juni-grundloven af 1849 afskaffede enevælden og indførte folkestyret, altså demokratiet. Og samme juni-grundlov erstattede den enevældige konges kirke, altså statskirken, med folkekirken. Grundlovsdag er altså også folkekirkens fødselsdag. Men der er også grund til at reflektere. Reflektere over demokratiet og folkekirken og deres indbyrdes forhold før og nu.

Vi fik folkestyre, men det var de første mange år en meget indsnævret forståelse af, hvilke folk, der skulle have del i styret. Valgret havde kun mænd, og altså ikke kvinder, så halvdelelen af befolkningen var udelukket. Kun dem der var 30 år derover (og til landstinget 35 år og derover) kunne stemme, så en stor del af den voksne befolkning var udelukket.  Dertil kom, at tyende og folk, der havde modtaget men ikke tilbagebetalt fattighjælp, heller ikke hørte med til det folk, der fik del i styret. 66 år senere fik kvinder også del i styret, og efterhånden har alle mænd og kvinder over 18 år fået lige demokratiske rettigheder.

Vi fik en folkekirke, men lige siden har man ivrigt diskuteret, hvad det vil sige, at vi har en folkekirke. Folkekirken blev indført samtidig med religionsfriheden, så det blev en ”fri” kirke, som ingen – bortset fra kongen – længere var tvunget til at være medlem af. Det var i de første 100 år eller mere virkelig en folkekirke, for med få undtagelser var hele folket medlemmer. Sammenfaldet mellem folkekirke og folk bliver imidlertid mindre år for år, og pt. er der 20% af folket, som ikke er medlemmer af folkekirken.

Men helt frem til i dag har folkekirken bevaret en række karakteristiske statskirketræk. Her tænker jeg ikke specielt på, at folkekirken ifl. grundloven understøttes af staten, for den understøttelse forsvinder efterhånden på flere og flere områder. Nej, jeg tænker på, at folkekirken som statens kirkevæsen, styres på næsten samme måde som andre statslige væsener. Folkekirkens synode er folketinget, der giver folkekirken alle dens love, og folkekirkens øverste administration er lagt i hænderne på kirkeministeriet, og biskopper, provster og præster er statens tjenestemænd.

Man kan rejse det spørgsmål, om folkekirken overhovedet er forenelig med demokratiet? På et helt centralt punkt er enhver kristen kirke naturligvis uforenelig med demokrati, nemlig når det gælder sandhedsspørgsmålet. Hvem er Gud? Hvordan bliver et menneske frelst? Osv. Derfor kunne Piet Hein også ironisk skrive om kristentro og demokrati.

Vi vælger så rart demokratisk
en Gud der er, som vi vil.
Så gør det jo ikke så meget,
om han er den Gud, der er til.

Men hvad så, når det gælder styreformen i folkekirken: Kan folkekirken holde til at blive demokratiseret? I 1903 tog venstremanden I. C. Christensen initiativ til de første spæde forsøg med en demokratisering fra neden af folkekirken med indførelse af menighedsråd. Det skete ikke uden protester fra forskellige kirkelige kredse, men efterhånden er menighedsrådenes bemyndigelse blevet udvidet. I de demokratisk valgte menighedsråd brydes meningerne, både når der skal lægges budget, planlægges aktiviteter og vælges præst, men de fleste steder når man på god demokratisk vis frem til fælles beslutninger og fører dem ud i livet.

Siden fik vi demokratisk valgte provstiudvalg, der har fastlagt medlemsbidraget (kirkeskatten) i provstiet og fordelt ligningsmidlerne, og nu også begynder at tage fælles initiativer for provstiet. Vi fik demokratiske valg af biskopper og på det seneste har vi endda fået demokratisk valgte stiftsråd, indtil videre dog med meget begrænset kompetence. Ikke alle i det folkekirkelige landskab har – for nu at sige det pænt – været begejstret for denne begyndende demokratisering af folkekirken, men der er dog ikke noget der tyder på, at folkekirken af den grund er gået under.

Erfaringerne med de sidste 108 års forsigtige demokratiske initiativer kunne tyde på, at folkekirken måske slet ikke er uforenelig med demokrati, altså forstået sådan at medlemmerne af folkekirken selv styrer folkekirkens anliggender. Det er da værd at reflektere lidt over på grundlovsdag (og altså også folkekirkens fødselsdag), mens vi lytter til talerne om det danske folkestyre og betydningen af demokratiske værdier.

Christiansfeld, fredag, den 3. juni 2011
Mogens S. Mogensen

Jeg må bekende, at jeg har et problem med folkekirkens højmesse. Når vi ved gudstjenesten synger trosbekendelsen, får jeg en stærk oplevelse af, at trosbekendelsen er en lovprisning af den treenige Gud. Men det forstyrrer virkelig min lovprisning, at vi forud for trosbekendelsen skal om ikke lovprise – for det kan der jo her ikke være tale om – så dog synge om ”Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Helt galt bliver det, når præsten står og kigger på os i menigheden, mens han fremsiger eller synger forsagelsen, og så vender ryggen til os, når han fremsiger selve trosbekendelsen. Det kan jeg ikke rigtig vænne mig til.

Mit problem med forsagelsen bunder ikke i en opfattelse af , at den onde eller det onde ikke er en realitet i vor verden, for det kan enhver forvisse sig om ved se aftenens TV avis og ved at se lidt ind i sig selv. Når vi møder den onde eller det onde som en fristelse, så må vi i Jesu navn ”forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen” og sige med Jesus: ”Vig bag mig Satan” og måske også slå korsets tegn. Og når vi på mange andre måder konfronteres med ”Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”, der ødelægger alt det gode, som Gud har skabt og gør, ja, så må vi i Jesu navn og med alt den kraft, han giver os, bekæmpe det.

Det kan også give mening at bruge forsagelsen i forbindelse med dåben, som det sker i dag, i form af en tilspørgelse: ”Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?” Den historiske baggrund her for er, at dåben opfattes som en overgang fra Djævelens Rige til Guds Rige, og at man i dåben opsiger huldskab og troskab mod Djævelen for at overgive sig til den treenige Gud. Men forsagelse og trosbekendelse er egentlig to forskellige ting.

Et alvorligt problem ved, at menigheden søndag efter søndag indleder sin (tros)bekendelse til Gud og dermed sin lovprisning af Gud med at fokusere på Djævelen er, at han dermed får en alt for central og alt for stor plads. Jeg tror, at det var C. S. Lewis der engang sagde, at det er lige så farligt at give Djævelen for megen opmærksomhed,  som det er at lade som om, han ikke findes. Vor kristne tro har ikke sit udgangspunkt eller sin basis i min forsagelse af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, men i hvem Gud er og hvad Gud har gjort, kort sagt i Guds nåde.

I hver gudstjeneste beder vi også fadervor. Her nævnes Djævelen ikke ved navn, men vi beder ”led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde”. Vi indleder imidlertid ikke vor bøn til Gud med at tale med Gud om Djævelen/det onde, men vi fokuserer på, hvem Gud er og hvad Gud gør. Vi påkalder i Jesu navn Gud som vor himmelske far og beder om, at hans navn må blive helliget, at hans rige må komme, og hans vilje må ske. Derefter går vi over til at tale med Gud om vort behov for dagligt brød, for tilgivelse af vore synder og styrke til at tilgive andre, der synder mod os, – og for hjælp i fristelse og befrielse fra det onde. Og så slutter vi med en lovprisning af Gud for hans rige, magt og ære. Det ville virkelig forstyrre min bøn, både i højmessen og privat, hvis jeg skulle indlede min samtale med Gud i Fadervor med en indledende samtale med Djævelen om, at ham bryder jeg mig ikke om!

Jeg ved godt, at der står bag i salmebogen, at højmesseordningen er autoriseret ved kgl. Resolution af 12. juni 1992, og at forsagelsen her indgår i trosbekendelsen, men jeg vil gerne opfordre til lidt civil ulydighed i folkekirken på dette område. Når præsten siger, ”Lad os bekende den kristne tro”, så lad os gøre netop det, altså fremsige eller synge selve trosbekendelsen: ”Vi tror på Gud Fader ….”. Skulle vi blive grebet på fersk gerning, ja, så må vi bekende vor synd, at vi ikke som en del af vor lovprisning har givet Djævelen nogen opmærksomhed, men kun har bekendt vor tro på Gud.

Christiansfeld, tirsdag, den 31. maj 2011
Mogens S. Mogensen

Regeringen kæmper i disse uger for at få flertal sin 2020 plan, der skal sikre velfærdssamfundets bæredygtighed. Dansk Folkeparti har som led i disse forhandlinger krævet, at de ca. 100.000 kontanthjælpsmodtagere, som er arbejdsmarkedsparate, skal have deres kontanthjælp erstattet af starthjælp i et halvt år, hvis de så meget som én dag udebliver fra deres aktiveringstilbud.

Både Venstre og Konservative har erklæret, at de er enige med Dansk Folkeparti herom. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg kalder det, at give de ledige ”et kærligt skub” ind på arbejdsmarkedet, og Peter Skårup fra Dansk Folkeparti argumenterer med at ”det vil have en opdragende effekt” for kontanthjælpsmodtagere.

Hvori består så det ”kærlige skub”, og hvad er det for et indgreb der skal have ”en opdragende effekt”: Jo, for en kontanthjælpsmodtager over 25 år og i parforhold, beskæres ydelsen fra kr. 10.044 til kr. 5.367 om måneden – i 6 måneder. Her kan man bestemt ikke beskylde VKO for at føre symbol-politik uden praktisk betydning. Der er tale om en håndfast ”opdragelse”, som peger i retning af den behandling, man gav fattige i Danmark for 100 år siden. Næste skridt i opdragelsen kunne tænkes at være genindførelsen af fattiggårde og arbejdsanstalter.

Der er tale om et ”kærligt skub”, som vil gøre en meget kontant forskel i disse kontanthjælpsmodtageres liv og spare dem for mange og lange shopping-ture rundt i butikkerne og også befri dem for spekulationer om, hvor de skal tage børnene med hen på ferie næste år. Kontanthjælpsmodtagere har åbenbart brug for at få kærligheden at føle for bogstaveligt at “vågne op til dåd”- hver morgen. Der må være en kant for velfærdssamfundets blødsødenhed, og hvis ”et kærligt skub” skubber dem ud over kanten, så har de selv været ude om det.

For dem, der straffes for én dag at være udeblevet fra aktivering uden lovlig grund og dermed kommer ud i en social deroute, må det imidlertid være en trøst at vide, at det fra politikernes side netop var tænkt som ”et kærligt skub”, og at de med reduktionen i deres sociale ydelser kommer til at give et væsentligt bidrag til den økonomiske 2020 plan, der skal gøre det danske samfund økonomisk bæredygtigt.

I Jyske Lov hed det ”med lov skal land bygges”, men i dag er det lykkedes Dansk Folkeparti at ”overbevise” Venstre og Konservative om, at ”med straf skal land bygges”. Ikke kun på det retspolitiske område, men også på det socialpolitiske område er de tre partier nu i fællesskab i gang med at opbygge samfundet med effektive straffe.

Set i et større perspektiv er der virkelig tale om en historisk aftale, som er ved at blive indgået. Der er tale om endnu en historisk milepæl i udviklingen af det danske velstandssamfund. Ved flere lejligheder er politikere kommet til at give offentlig udtryk for deres overbevisning om, at det er en økonomisk nødvendighed, at forskellen mellem rig og fattig, der traditionelt har været meget mindre i Danmark end i andre vestlige lande, bliver meget større. Forliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti yder et vigtigt bidrag til denne udvikling af det danske samfund.

Når sådanne sociale og økonomiske tiltag kan gennemføres uden voldsomme protester i befolkningen, hænger det naturligvis sammen med, at de ikke rammer den brede middelklasse, som de allerfleste af os tilhører, og som er blevet rigtig meget rigere igennem de sidste mange år. Som danskere er vi selvfølgelig stadig solidariske, men nu er vi – som et fagforbund kom til at udtrykke det – solidariske med os selv.

Meget taler for, at regeringen og Dansk Folkeparti med deres 2020 plan – inklusive indgrebet over for kontanthjælpsmodtagere – bidrager til at gøre det danske velstandssamfund mere bæredygtigt på langt sigt, men spørgsmålet er, om vi – i velstandens navn – er i gang med ganske langsomt at underminere det solidariske og humane danske velfærdssamfund, som stadig har mange beundrere rundt om i verden.

Christiansfeld, lørdag, den 28. maj 2011
Mogens S. Mogensen

Jeg føler mig som det skæve tårn i Pisa – undersøgelsen. Hvad sker der, hvis nogen opdager, hvor sløjt det står til med mine danskkundskaber? Vil jeg blive trukket i lønnen, eller vil jeg tværtimod få mine skolepenge tilbage? Hvis du min kære læser lover ikke at fortælle det til andre, så vil jeg røbe, hvor galt fat det er med mig.

Ok, det er så en aftale. Mit problem er, at jeg ikke længere forstår mange af de ord, som jeg hører politikerne bruge i radio og TV. Det er altså meget pinligt, for så er der en række politiske spørgsmål, som jeg ikke tør diskutere med andre af frygt for at dumme mig.

Tag nu for eksempel ordet diskrimination. Her gik jeg og  troede at diskrimination stadig betød forskelsbehandling. Men forleden hørte jeg så, at integrationsminister Søren Pind ville gennemføre en lov, der ville fritage indvandrere fra fx USA, Australien og Japan fra danskprøven, mens indvandrere fx fra Brasilien eller Hong Kong må stille op til prøven, hvis de vil bo her i landet. Så tænkte jeg i min naivitet, at det er det, som vi altid har kaldt diskrimination. Men nej, integrationsministeren talte overbevisende og med stor patos om, at det ikke har noget som helst med diskrimination at gøre. Her var der tværtimod tale om en positiv særbehandling.

Jeg fandt en gammel definition frem fra mine gemmer, hvor der stod, at  ”Diskrimination betyder forskelsbehandling mod eller imod en person eller en gruppe på baggrund af en forudindtaget holdning til dem er baseret på visse karakteristika. Det kan være positiv adfærd rettet mod en bestemt gruppe (fx positiv særbehandling), kan det være en negativ adfærd rettet mod en bestemt gruppe (fx udelukkelse). Sidstnævnte er de mere almindelige betydning.” Men nu har jeg skyndsomt og skamfuldt bortraderet denne utidssvarende definition fra min hukommelse, så jeg ikke fremover kommer galt af sted.

Efterhånden begyndte det at dæmre for mig, hvordan Søren Pind skelnede mellem diskrimination og positiv særbehandling. Vi er alle lige for loven, men nogen er mere lige end andre. Det er da lige til at forstå.

At jeg har hørt mange andre ord i den politiske debat, hvis moderne betydning jeg heller ikke kender, har jeg næsten ikke mod til at indrømme. Men hvis jeg  fremover hører ordentligt efter, hvilke forklaringer politikerne giver, så kommer jeg sikkert snart efter det, for i et demokratisk samfund som det danske må det naturligvis være sådan, at ministre og andre repræsentanter for flertallet har magt til at bestemme, hvad ord skal betyde.

Inden jeg går, vil jeg lige minde dig, min kære læser, om, at du har lovet ikke at sladre til alle og enhver om, hvor galt det er fat med min sproglige formåen. Men … for resten, hvad er i dag den politisk korrekte betydning af ordet ”at love” …..

Christiansfeld, lørdag, den 28. maj 2011
Mogens S. Mogensen

Hvad er det for en samfundsfilosofi, der ligger til grund for den politik, som føres i Danmark i dag? Det spørgsmål kom jeg til at tænke over, da jeg fulgte over de politiske forhandlinger om 2020 planen, der skal sikre en bæredygtig økonomi for det danske samfund for de næste 9 år. Politik handler om prioriteringer, altså at noget er vigtigere end andet. Og her blev det altså tydeligt, at for regeringen var sikringen af økonomisk vækst vigtigere end bl.a. retspolitikken. Repræsentanter for regeringen havde tidligere udtalt, at der ikke var nogen grund til at forhøje straframmen for hjemmerøverier. Men økonomi var her vigtigere end retsprincipper. Sådan er politik, så selvom det ikke ser kønt ud, så er der ingen grund til at undre sig over det.

Hvis ikke det var, fordi der tegner sig et mønster. Socialpolitikken reduceres efterhånden mere og mere til beskæftigelsespolitik, så fokus bliver på borgernes bidrag til økonomien. Et mantra i universitetspolitikken har været ”Fra forskning til faktura”. Integrationspolitikken handler om, hvor stort et underskud eller overskud immigranter giver. Og sådan kunne man blive ved.

Ja, men er økonomi ikke vigtig? Jo, bestemt. Det ville da være katastrofalt, hvis vi som samfund gik økonomisk bankerot? Men spørgsmålet er, om det også kan lade sig gøre som samfund at gå moralsk bankerot? Der er samfund, som ikke står i fare for at gå økonomisk bankerot, men når man ser på den måde, som de behandler deres borgere på, så er de på vej til at gå moralsk bankerot. Der er vi heldigvis ikke i dag i det danske samfund. I den politiske debat taler vi ikke bare om økonomisk politik, men også om bl.a. værdipolitik: danske værdier, vestlige værdier, demokratiske værdier osv. Men hvad er den grundlæggende værdi, der kan overtrumfe alle de andre værdier? Er det økonomisk vækst?

Sallie McFague peger på, at markedsideologien er blevet vores livsform, ja nærmest vor religion, fordi den fortæller os, hvem vi er, nemlig forbrugere, og hvad livets mål er, nemlig at tjene penge. John Cobb har kaldt hengivenheden i vestlige samfund mod det økonomiske system for en økonomistisk religion. Økonomismens Gud er den endeløse økonomiske vækst, præsteskabet er økonomerne, evangelisterne er forbrugerne. Og sådan kunne man fortsætte: Katedralerne er indkøbscentrene og dyden er at være konkurrencedygtig.

Ja, men er der da noget galt med økonomisk vækst? Økonomisk vækst er isoleret set noget positivt, men der er mindst to ting galt med den aktuelle økonomiske vækst. Vi er ganske vist nogen der blive rigere, endda meget rigere, men der er stadig mange hundrede millioner mennesker, som lever på og under sultegrænsen. 20 % af verdens befolkning bruger 80 % af verdens energi. Og hvis alle verdens 6 mia. mennesker skal løftes op på det forbrugsniveau som vi i den rige del af verden lever på, så ender det med et økologisk ragnarak. Charles Birch har derfor draget denne konklusion: ”The rich much live more simply, so that the poor may simply live”.

Men hvis livets mål er at tjene flest mulige penge og den grundlæggende politiske værdi på både højre og venstrefløjen er økonomisk vækst, så er det vanskeligt for politikerne at anvise en vej frem, der er bæredygtig ikke bare for Danmark frem til år 2020, men som også peger i retning af en global bæredygtighed. Måske har vi brug for poeter, digtere, drømmere og profeter til at udfordre os med alternative samfundsmæssige visioner til den herskende økonomisme.

Måske skulle vi som kristne spørge os selv og hinanden, hvilke visioner for den enkeltes liv, for samfundslivet og for hele skaberværket, der ligger i Jesu forkyndelse af Guds rige. Hele verden er Guds husholdning, på græsk: oikos,  som han elsker og ønsker at frelse. Oikos er ligger ikke bare bag ordet økumeni, men også økonomi og økologi. Evangeliet om Guds rige har derfor ikke bare noget at sige om enheden mellem kristne og mellem alle mennesker på den beboede jord (økumeni), men også samfundsforhold som produktion og fordeling (økonomi) og om naturen og miljøet, ja hele kosmos (økologi).

Faren ved at lytte for meget til Jesu forkyndelse af Guds rige er imidlertid, at Guds rige på mange måder er ”den omvendte verden” og derfor vil vende op og ned på vore værdier.

Christiansfeld, lørdag, den 21. maj 2011
Mogens S. Mogensen

Da vi til gudstjenesten i dag sang Grundtvigs salme, ”Der er en vej, som verden ikke kender” (DS 379), kom jeg til at tænke på Malene Fenger-Grøndahls nye tale-, tegne-, tænkebog for børn i førskolealderen, ”Hej Gud og alle engle” (Forlaget Unitas 2011).

Den første betegnelse for den nye tro på kristendommen var ifølge Apostlenes Gerninger ”Vejen”. Grundtvig understreger i sin salme, at denne  ”livets vej” netop er for børn: ”Just for de  små er løngangsstien lavet, til trygt at gå …..”. Frem til 1975 var det folkeskolens opgave at undervise børnene i den kristelige børnelærdom og dermed føre børnene ind på denne “løngangssti” , men i dag kan man ikke med nogen ret forvente, at skolen skal løft denne vigtige opgave. Det er i dag kirkens opgave sammen med forældre, bedsteforældre og faddere at tage børnene ved hånden og lede dem på ”livets vej”.

Det er netop det, som Malene Fenger-Grøndahl gør i sin bog: hun viser hvordan en voksen kan tage sit barn ved hånden og følges med det på den vej, som den kristne tro er. Forfatteren forsøger at finde balancen mellem at tage barnet alvorligt som en person, der har sit eget personlige forhold til Gud og erfaringer med Gud, og så påtage sig den opgave at undervise barnet i den kristne tro.

Bogen tager sit udgangspunkt i barnets samtaler med Gud. ”Hold lige mund. Jeg skal lige lytte til mig selv og tænke over, hvad jeg vil sige til Gud. Og så skal jeg lige snakke lidt med Gud. Bagefter kan vi spise aftensmad.” Sådan begynder bogen, med et udsagn af Fenger-Grøndahls fireårige datter Barbara. Og udgangspunktet i barnets verden fastholdes gennem hele bogen, som kommer omkring helt centrale temaer så som tilgivelse, tak, tryghed, glæde trøst, fællesskab, dåb, bordbøn samt jul, påske og pinse. Uden at bogen opleves som en traditionel katekismus, kommer den faktisk omkring næsten alle katekismens emner, men i et sprog og med aktivitetsforslag, som er på barnets præmisser.

I et ”Forord til forældre og andre voksne” slås det fast, at ”Det er barnets bog”, men holder det nu … Da jeg læste bogen kom jeg til at tænke på et udsagn fra et voksent menighedsmedlem, da vi skulle til at vælge en ny præst. ”I må sørge for at vælge en præst, der vil fortsætte traditionen med børnenes fem minutter i gudstjenesten”, sagde han, som ikke længere selv havde små børn. Jeg havde en hel klar fornemmelse af, at han ikke bare tænkte på børnenes behov, men også på sit eget behov for at få kristendommen forklaret på en sådan måde, at han – og andre voksne – kunne forstå det. Det gælder i høj grad også denne bog. Det er barnets bog, men en samtale med et barn ud fra denne bog vil også være meget berigende for voksne.

”Hej Gud og alle engle” er bogens titel, med et citat fra Barbaras bøn. Et sted spørger forfatteren: ”Der er også en engel, der passer på dig. Kan du mærke det?” Men hører engle nu også med til den kristelige børnelærdom? Det er nok mest ved juletid, at vi i kirken taler om engle, men her i bogen er engle et gennemgående tema. Det er måske lidt fremmed for mange danskere, men her er forfatteren helt på linje med Grundtvig, som netop slutter sin salme, ”Der er en vej, som verden ikke kender”, med ordene:

At som vi gå,
vi dog af Gud oplæres
til at forstå,
vi hæves og vi bæres
i ledebånd
af livets Ånd
og af vor Faders engleskare.

“Just for de små er løngangsstien lavet”, og just for de små er denne bog skrevet. Men for Gud er vi alle børn, og vi har måske også brug for den tryghed, der ligger i, at høre om engle, Guds sendebud, som passer på os. Så læs bogen “Hej Gud og alle engle” – sammen med et barn!

Christiansfeld, søndag, den 15. maj 2011
Mogens S. Mogensen

Blogindlægget må gerne citeres eller optrykkes, med angivelse af forfatter.
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.

Jeg husker endnu, da jeg i 1975 læste Rudolph Arendts bog , ”Tænkning og tro”, om religionsfilosofi, dogmatik og etik, og da jeg senere læste hans bog , ”Frelse”, om frelses(mis)forståelser i Kirkernes Verdensråd i 70′erne. Der var en klarhed i hans udlægning af den kristne tro, som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Forleden blev jeg igen gjort opmærksom på noget spændende, den gamle Arendt havde skrevet. Det var en  artikel i Haderslev Stiftsårbog i 1996, om ”Det almindelige præstedømme – og det særlige præsteembede”.

Arendt gør opmærksom i indledningen opmærksom på, at ordet ”præst” i Ny Testamente kun bruges om Jesus og om alle kristne i fællesskab, men aldrig om nogen af de tjenester, som findes i kirken. Om dem bruges der ord som apostle, ældste tilsynsmænd (biskopper), evangelister og lærere. Den sætning, som fangede min opmærksomhed var: ”Hele evangeliet ligger i virkeligheden gemt i den måde, ordet ”præst” bruges på i Det nye Testamente”.

I Hebræerbrevet omtales Jesus som den store ypperstepræst, som er steget op igennem himlene. Ifl. GT havde kun ypperstepræsten adgang til det allerhelligste i templet, og én gang om året på den store forsoningsdag gik han som mellemmand mellem Gud og mennesker ind og bragte et sonoffer. Men Jesus bringer som den store ypperstepræst sig selv som det fuldkomne offer én gang for alle. Synden, som skiller mennesket fra Gud har Jesus dermed fjernet, og derfor står der også at forhænget til det allerhelligste i templet flængedes, da Jesus døde på korset. Det betyder, at nu kan alle mennesker frimodigt sammen med Jesus træde kan træde ind i Guds nærhed, frem for nådens trone, og dermed forskellen mellem præsterne og folket taget væk.

Jesus er ikke bare gået ind i et bestemt rum i helligdommen, men er ”steget op igennem himlene”, hvorved han gør himmel og jord til en helligdom, så helligdommen nu er overalt , hvor mennesker samles i Jesu navn, beder fadervor i hans navn og ”holder fast ved bekendelsen”. ”Og som helligdommen ikke kun er et bestemt sted, men alle steder, således er præsterne ikke kun nogle bestemte mennesker, men alle døbte”. Sådan som det også fremgår af NTs henvisninger til kristne som ”et helligt præsteskab”, ”et kongeligt præsteskab” (2 Pet 2,5 og9) og ”præster for Gud” (Åb 1,6). Deri ligger evangeliet, at der ikke længere er noget, der skiller os fra den hellige Gud, men at vi alle i Jesu navn har direkte adgang til Gud som vor kærlige himmelske far.

Om det giver mening at påstå, at ”vi er jo alle jyder for Vorherre” ved jeg ikke, men udsagnet om, at ”vi er alle præster for Vorherre” giver i hvert fald god evangelisk mening. At alle de almindelige præster af praktiske grunde ud af deres midte kalder enkelte af disse præster til at minde dem om, at de alle er præster, som i Jesu navn har fri adgang til nådens trone, er en anden sag.

Christiansfeld, fredag, den 13. maj 2011
Mogens S. Mogensen

Blogindlægget må gerne citeres eller optrykkes, med angivelse af forfatter.
 For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.

Mens jeg de seneste dage har fulgt de dramatiske politiske forhandlinger på Christiansborg om langtidssikring af dansk økonomi i form af den såkaldte 2020 plan, er jeg kommet til at tænke på en af min barndoms lege, nemlig ”Bytte bytte købmand.”

Hvis du får en delvis afskaffelse af efterlønnen for at skaffe balance i økonomien, så vil jeg have en forhøjelse af strafferammen fra 3 til 5 år for hjemmerøverier. Hvis du vil have en forhøjelse af pensionsalderen, så vil jeg have …. Ja, hvad skal jeg vælge …. Jeg kan jo vælge næsten frit på alle de ikke-økonomiske hylder – jo jeg vælger en administrativ udvisning af bandemedlemmer, som ikke har dansk statsborgerskab, og det skal altså være uden domstolsafgørelse…. Og lad mig også lige få for 300 mio kroner grænsebomme og toldere.

Folk uden forstand på politik vil naturligvis spørge: Ja, men hvad har strafferammer for hjemmerøverier og grænsebomme med den økonomiske genopretningsplan at gøre? Politikere vil naturligvis svare, at når nu det parti insistere på at få en grænsebom og en forhøjet strafferamme, så lad dem dog, for vi får til gengæld det, som vi gerne vil have.

Andre folk med lige så ringe forstand på politik vil indvende: De elementer, der indgår i 2020 planen, bl.a. afskaffelsen af efterlønnen, har været drøftet i udvalg og med inddragelse af eksperter, men skulle fx den markante forhøjelse af strafferammen ikke også behandles grundigt i et udvalg, sendes til høring hos eksperter og andre relevante parter? Politikere vil naturligvis svare, at spørgsmålet om en indbrudstyv kan komme 3 år eller 5 år i fængsel for et hjemmerøveri naturligvis ikke er så vigtigt, at det kan forsinke et forlig. Folketinget skal jo snart på sommerferie – og hvem ved, måske skal vi snart have valg.

Da jeg i toget på vej hjem fra København i går bladrede igennem DSBs ellers udmærkede magasin ”Ud og se”, stødte jeg på en annonce med overskriften ”Der skal være en grænse!” Yes, tænkte jeg, der skal da være en grænse – en grænse for politikeres legen ”bytte bytte købmand” med lovgivningsarbejdet i folketinget.

Christiansfeld, tirsdag, den 10. maj 2011
Mogens S. Mogensen

Blogindlægget må gerne citeres eller optrykkes, med angivelse af forfatter.
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.

Bebrejdende kigger de på, når jeg sidder og arbejder på mit kontor. Eller sådan føler jeg det. Men egentlig står de der og vender ryggen til mig. Og jeg forstår det egentlig godt, for jeg har bogstaveligt talt ikke haft øje for dem i mange måneder og har ikke benyttet mig af den viden, som de indeholder. Men i dag fik jeg øje på dem, de sorte, røde, blå, grønne, grå og hvide. De tykke og de tynde ringbind. Da jeg omsider blev opmærksom på dem, var det imidlertid ikke med tanke på brug, men genbrug. Genbrugspladsen og dermed afbrænding af bind efter bind.

Det begyndte allerede så småt for 20 år siden, da jeg begyndte på en ny arbejdsplads – og fik stillet en Toshiba bærbar computer til rådighed. Efter nogle dage spurgte en ældre medarbejder mig, om jeg var kommet godt i gang med arbejdet. Ja, svarede jeg, det er jeg, og fortsatte med tanke på mit nye arbejdsredskab, men jeg er endnu ikke begyndt at ”file”. Skønt jeg kun havde været på arbejdspladsen nogle få dage, mente min ældre kollega imidlertid, at jeg allerede var kommet godt i gang med at ”fejle”.

Den gang gik jeg billedligt talt både med livrem og seler. Alt blev gemt både på computerens harddisk og i de stive ringbind, som efterhånden fyldte alle reolerne på mit kontor. Men nu slår det mig pludselig – 20 år senere – at det måske er et halvt år siden, at jeg har gemt noget i et ringbind eller ledt efter noget sammesteds. Hvorfor skulle jeg da også det, når jeg har min computer, som i mellemtiden har skiftet navn fra PC Toshiba til Mac Apple.

For nogle måneder siden fik jeg en i-Pad i fødselsdagsgave, og får jeg nu flere og flere bøger i digital form, som jeg kan læse og skrive kommentarer i på min i-Pad. Men tanken om, hvad det efterhånden kan føre til, fylder mig med rædsel. Tænk sig, hvis jeg skulle aflevere alle mine mange hundrede bøger samme sted som mine ringbind! Måske skyldes det en uhelbredelig bibliofili, men der er nu mange andre gode grunde til at lade bøgerne stå på reolerne. Med de stadig stigende oliepriser, er bøgerne meget værdifulde, når det gælder isoleringen af vort hus.

Men jeg er godt klar over, hvad vej det før eller siden går, også for mine kære bøger. Bind for bind vil de blive marcheret ned på genbrugspladsen og …… Jeg er også begyndt at fundere over, hvordan den fagre nye digitale virkelighed uden bind for øjnene vil blive. Måske vil det lige frem føre til en bedre verden, en verden uden disse skrækkelige autodaféer, hvor billeder af brændende hellige bøger går verden rundt og fører til voldeligheder. Når pastor Terry Jones til den tid igen vil idømme Koranen dødsstraf, så må han nøjes med at samle hele sin menighed om sin computer. Han vil åbne den ”file”, der indeholder Koranen, og med høj og klar røst vil pastoren udstede ordren til sin menighedstjener: ”Delete!”

Christiansfeld, lørdag, den 30. april 2011
Mogens S. Mogensen

Blogindlægget må gerne citeres eller optrykkes, med angivelse af forfatter.
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.

Så kom den længe ventede (del)rapport om “Indvandringens økonomiske konsekvenser”, som også straks har vist sin relevans for de aktuelle politiske forhandlinger om afskaffelsen af efterlønnen og den økonomiske 2020 plan.

Dansk Folkeparti indgik sidste år i november en aftale med regeringen under overskriften “Nye Tider. Nye Krav”, ifølge hvilken man bl.a. skulle “afdække, hvad forskellige grupper af indvandrere koster i direkte udgifter (fx udgifter til asylområdet, tolke, integrationsprogram) og i udgifter til særforanstaltninger i skoler og institutioner”. Tilmed skulle det en gang for alle slås fast, “hvad forskellige grupper af henholdsvis ikke-vestlige og vestlige indvandrere samt etniske danskere i gennemsnit koster og bidrager med til samfundet set over et livsforløb”. Alt sammen set i forhold til situationen, før den nuværende Dansk Folkeparti-støttede regering kom til magten.

Selvoptaget, som jeg er, fandt jeg først frem til, hvor meget jeg ifølge rapporten er værd for det danske samfund. I dag yder sådan nogen som mig et nettobidrag til samfundet på gennemsnitligt 1.700 kr. om året, dvs. knap 5 kr om dagen. Det var ikke munter læsning: kun sølle 5 kr. om dagen. Men det blev endnu værre jo længere jeg læste. Hvis jeg lever til 2050 og altså bliver 100 år, så vil etniske danskere som mig gennemsnitligt koste samfundet en nettoudgift på 7.660 kr. om året. Selvom forårssolen lige nu skinner og varmer min gamle krop, så løber det mig koldt ned ad ryggen: Kan sådan nogen som mig så overhovedet betale sig – på længere sigt?

Men “fælles skade er fælles trøst”, siger man. Og det trøster mig, at jeg I 2050 vil komme i international selskab, for også indvandrere fra mindre udviklede lande (altså typisk ikke-vestlige lande) vil til den tid være en underskudsforretning, lige som de også er det i dag. Hver af dem vil til den tid gennemsnitligt koste samfundet 42.800 k. om året.. Så når politikerne til den tid – eller måske allerede nu – skal til at svinge sparekniven, mon så ikke det er disse underskudsmennesker, som bliver sparet væk og ikke mig? Det ville der i hvert fald være en vis økonomisk logik i.

Indvandrernes efterkommer, altså nydanskerne, vil I modsætning til vi gammeldanskere være en overskudsforretning på i gennemsnit 22.400kr. per Hassan og Fatima om året, så de slipper nok for videre tiltale – i denne omgang. Men de skal nu ikke vide sig for sikre, for mon ikke en ny rapport kunne grave nogle skjulte udgifter frem om dem også, fx fordi flere 2g kvinder får videregående uddannelser end danske kvinder, så de på den måde påfører samfundet store undervisningsudgifter.

Rapportens regnestykker er udregnet efter den såkaldte DREAM model (Danish Rational Economic Agent Model). Efter en rationel økonomisk betragtning er der altså nogle grupper I det danske samfund, som her og nu eller I 2050 ikke kan betale sig, og det må politikerne nu i gang med at gøre noget ved, så denne økonomiske drøm – eller rettere dette økonomiske mareridt – ikke  fremover bliver til virkelighed til stor skade for overskudsmenneskene i dette samfund.

Rapporten, der af visse (undskyld, jeg skulle selvfølgelig have skrevet: vise) politikere kan bruges i drøftelsen af  en økonomisk genopretningsplan med udfasning af underskudsgivende elementer i samfundet, er virkelig et udtryk for “Nye Tider. Nye Krav”.

Christiansfeld, fredag, den 29. april 2011
Mogens S. Mogensen
Blogindlægget må gerne citeres eller optrykkes, med angivelse af forfatter.
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.

Den kristne kulturarv er på det seneste blevet et vigtigt politisk tema – måske især i lyset af mødet med islam og den islamiske kultur. Det er senest blevet aktualiseret af debatten om Danmarks Radios forpligtelse som public service organ på den kristne kulturarv. Men hvordan skal vi overhovedet forstå dette omstridte begreb?

Arv kan pege både bagud og fremad. Bagud- fordi det sædvanligvis forudsætter at én er død, Handler den kristne kulturarv om at en periode, kristenhedssamfundets periode, nu er slut, og tilbage står nu kun den kristne kulturarv, på samme måde som den græsk-romerske antikke periode for længst er forbi, mens vi stadig kan have fornøjelse af at læse antikken filosofiske skrifter og nyde synet af den antikke kunst.

Arv kan også pege fremad – fordi der er arvinger, der lever videre og fører den afdødes virke videre, eller i mere overført betydning fører en tradition videre. Et eksempel på denne fremadrettede brug af ordet arv finder vi i Apostlenes Gerninger kap 22, hvor Paulus tager afsked med de kristne i Efesos, og hvor han siger,, at ”Nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle dem, der er helliget” (v. 32).

Den amerikanske kirkehistoriker, Jaroslav Pelikan, der oprindelig var lutheraner, men endte som medlem af den ortodokse kirke, har peget på forskellen mellem traditionens levende arv og traditionalismens døde arv: ”Tradition is the living faith of the dead, traditionalism is the dead faith of the living.”

Den samme distinktion kan man finde i de to grundlæggende forskellige måder, ordet kultur bruges på i det danske sprog. Kultur bruges dels om en række kulturelle produkter, som er blevet produceret igennem historien eller aktuelt. Således er Homers værk Iliaden et udtryk for stor kultur, lige som også de danske guldaldermaleres værker, eller et moderne skuespil på det kongelige teater. I denne betydning af kultur vil den kristne kulturarv udgøres af en række kulturelle ”monumenter”  som fx vore 1700 middelalderkirker, Søren Kierkegaards værker og Grundtvigs salmer.

Kultur bruges imidlertid også på en måde, der har rod i ordet kult, altså gudsdyrkelse. Her handler kultur altså om vaner og praksisser, og de værdier som udtrykkes gennem disse vaner og praksisser. Dansk hygge er et udtryk for dansk kultur, ligesom de spisevaner, vi har, er det, og den måde vi omgås hinanden. Vi kan således også tale om en demokratisk kultur, hvor alle i princippet har lige indflydelse på beslutningerne. I denne betydning af ordet kultur vil den kristne kulturarv udgøres af en række levende traditioner, som vi videreføre, som fx at vi lærer vore børn at bede fadervor, at vi går i kirke og synger salmer, og at vi lader os vejlede af et kristent menneskesyn i vore personlige og politiske handlinger.

Når spørgsmålet om den kristne kulturarv bliver politisk, rejser det spørgsmålet om, hvilken rolle staten har på dette område. Det er helt oplagt, at staten har et ansvar for at bevare den kristne kulturarvs ”monumenter”, mens det i et moderne demokratisk samfund med religionsfrihed er et mere komplekst spørgsmål, hvordan staten skal agere i forhold til bevarelsen af den kristne kulturarv i betydningen en levende tradition. I dag vil de fleste nok være enige om, at det er kirkens eget ansvar at videreføre den kristne tradition, fra generation til generation.

Da kirke og kristendom ikke kun hører til i privatsfæren men også hører til i den offentlige sfære, kan staten imidlertid være med til at sætte rammer for traditionernes udfoldelse. For mange danskere har morgenandagten på P2 været en daglig kristen tradition, som har understøttet deres kristne liv, og på samme måde gudstjenester i radio og TV. Når Danmarks Radio som en statsinstitution begrænser antallet af gudstjenesteudsendelser og gør det vanskeligere for lytterne at finde morgenandagten.

I gårsdagens udgave af Politiken (“Det er tid til at slagte forårets helligdage“) peges der på en anden måde, hvorpå staten kan (forsøge at) påvirke borgernes kristelige traditioner på. I forlængelse af politiske debatten om, hvordan vi sikrer et større udbud af arbejdskraft (fx gennem afskaffelse af efterlønnen), foreslår en redaktør på Politiken, at kirkeårets mange helligdage afskaffes, fx Skærtorsdag, Langfredag og Anden Påskedag og Anden Pinsedag, eller for ændres til valgfrie fridage. Når danskere holder fri på disse kristne helligdage, så er det udtryk for en kristen praksis, uanset om folk går i kirke på disse dage eller ej. Her står det altså i statens magt, at lægge hindringer i vejen for den kristne kulturarv.

Når det gælder den kristne kulturarv  forstået som en levende tradition er det imidlertid ikke først og fremmest staten, vi skal fokusere på. Den kristne kulturarv gives videre fra generation til generation, hvis vi selv aktivt deltager i denne traditions praksisser og vaner, og dermed holder de værdier, som de udtrykker, i hævd.

Christiansfeld, påskelørdag, den 22. april 2011
Mogens S. Mogensen

Påske er kirkens vigtigste fest. Derfor er der god grund til, at vi samles i kirken til så mange gudstjenester, især Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag. Egentlig bliver vi vel aldrig færdig med at udgrunde, hvad påske betyder for os og for hele verden. Derfor giver det også god mening med Grundtvig at synge i hans påskesalme, ”Hil dig frelser og forsoner”: “Ja, jeg tror på korsets gåde.”

Traditionelt har teologer peget på tre dimensioner af korsets betydning. Det slog mig, da jeg i aften deltog i Skærtorsdagsgudstjenesten, at disse tre dimensioner er til stede på alle tre helligdage, men at hver af dem på en særlig måde eksponerer én af dem.

Skærtorsdag bliver vi mindet om, at Jesus ikke var tvunget til at ofre sit liv, men at han gjordet det af kærlighed. ”Større kærlighed har ingen end at sætte sit liv til for sine venner” (Joh 15,13). Da Jesus indstiftede nadveren, vidste han, at han skulle dø for at frelse menneskeheden, og da han i sin pine havde bedt i Gethsemane have, overgav han sig frivilligt til at blive arresteret, velvidende hvad der ville følge. I Grundtvigs salme spørger han

Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live,
os dig at meddele hel?

Og Grundtvig svarer selv:

Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden;
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.

Det er den subjektive forsoningslære, hvor korset er et udtryk for Jesu selvhengivende kærlighed, der åbenbarer Guds grænseløse og betingelsesløse kærlighed, der forvandler vore liv.

I morgen Langfredag skal vi mindes Jesu lidelse og død på korset i vores sted. Som Grundtvig udtrykker det i sin påskesalme:

Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.

Det er den objektive forsoningslære, hvor Jesus gennem sin sin død på korset  – som det siges i nadeverliturgien – ”har gjort fyldes for alle vores synder”. Jesus, der selv var syndfri, tog vor synd på sig. Han døde i vores sted, for at vi skulle leve. Derfor må vi tro, at vi på grund af Jesus har fået tilgivelse for alle vore synder.

På søndag, Påskedag, skal vi fejre, at døden ikke fik det sidste ord, men at Jesus opstod fra de døde. Kvinderne ved graven, de to disciple, der vandrede til Emmaus og de forskræmte disciple, der sad frygtsomme bag lukkede døre – alle mødte de Jesus som den opstandne. Det er den dramatiske forsoningslære, der understreger, at Jesus med sin død og opstandelse en gang for alle har sejret over døden og alle ondskabens magter, der er allieret med døden. Derfor må vi, som Grundtvig siger det i sin salme, have lov til at håbe, at døden heller ikke for os skal få det sidste ord.

Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du,jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold

Disse tre dimensioner udtømmer ikke betydningen af påskens begivenheder, og vi bliver aldrig færdig med at grunde over påskens budskab.  Men jo mere vi fokuserer på det forunderlige i påsken, jo mere motiveres vi til med Grundtvig at istemme:

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

Glædelig påske!

Christiansfeld, skærtorsdags aften, den 21. april 2011
Mogens S. Mogensen

I disse dage er jeg i Wittenberg for at deltage i et træplantningsprojekt. I løbet af årene frem til 2017 vil man på et afgrænset område lige uden for det gamle bycentrum etablere en lille skov bestående af 500 træer. Bag projektet står alverdens lutherske kirker, forenet i Det Lutherske Verdensforbund. På baggrund af klimakampens centrale plads i økumeniske bevægelser kunne man godt forledes til at tro, at hensigten var at bidrage til reduktion af udledning af CO2, men det er ikke tilfældet, selvom det nok kunne blive en positiv bivirkning.

Formålet med dette skovprojekt er, at man i 2017 vil fejre 500-året for den lutherske reformation, som tog sin begyndelse netop i Wittenberg. Få år før 1517 havde Wittenberg bogstaveligt talt været et hul i jorden, men kurfyrsten af Sachsen, Frederik den Vise, satte sig for dér at etablere et universitet med Tysklands klogeste hoveder som professorer. Det lykkedes, og går man en tur igennem den flot restaurerede by, kan man på se skilte på en lang række huse, der fortæller, at her har denne eller hin senere meget berømte videnskabsmand boet. Selv vor egen Tycho Brahe har opholdt sig her. Wittenberg blev et meget dynamisk center for datidens intellektuelle, måske langt mere dynamisk, end den eller vise kurfyrste havde drømt om. En af universitetets teologiske lærere hamrede 96 teser op netop på døren ind til kurfyrstens slotskirke og satte dermed en teologisk og kirkelig diskussion i gang, som er fortsat lige siden.

Tesemageren var augustinermunken Martin Luther, som på den måde antændte lunten til den bombe, som eksploderede i form af en reformatorisk bevægelse i den katolske kirke. En bevægelse, der for altid ændre Europa inklusive Danmark og senere også fik globale konsekvenser. Reformationen førte ikke bare til, at evangeliet om frelse af Guds nåde ved tro alene blev forkyndt over hele Nordeuropa og forkyndt på folks modersmål. Reformationen indebar også en kirkesplittelse, som førte til 100 års ekstremt blodige religionskrige, som nær havde lagt Europa øde.

Siden da er der løbet meget vand i stranden, og forholdet mellem Den Romersk Katolske Kirke og de reformerede kirker er blevet langt fredeligere. Så meget har ændret sig, så også Vatikanet sagde ja til at plante et træ til minde om reformationen, sammen med en række andre globale kirkesamfund. Den Danske Folkekirke har også sagt ja til at plante et træ, men man skal lige finde ud af, hvem det er, der kan plante et træ på vegne af folkekirken. I går plantede – eller rettere adopterede og vandede – repræsentanter for Haderslev Stift et smukt lindetræ, der var træ nummer 114 i rækken. Egentlig var det meget passende, at det første danske træ blev plantet af Haderslev Stift, for Haderslev var den første by i Danmark, hvor reformationen slog rod.

Nogen vil måske trække på skulderen – eller ligefrem smilebåndet – og sige, at et sådant økumenisk træplantningsprojekt til minde om Luther og reformationen er helt hen i skoven. Hvilken forskel gør sådan en stump skov? Hertil er at sige, at det trods alt er bedre at plante træer sammen end at slå hinanden ihjel, som man gjorde for 4-500 år siden. Dertil kommer, at etableringen af en sådan skov med 500 træer bogstaveligt talt et levende tegn på kirkernes forskellighed og enhed (”unity in reconciled diversity”). Luther havde jo heller ikke noget ønske om at bryde ud af kirken eller splitte kirken, for ifølge ham hører alle kristne til den Jesu Kristi ene kirke. Luthers mål var at reformere kirken, og det kan kirken til enhver tid have behov for, også dagens danske folkekirke.  Men her i Wittenberg får hvert kirkesamfund lov til at plante sit eget træ og til fremover at være repræsenteret ved ét unikt træ, samtidig med at træerne tilsammen udgør én skov, hvor både planter, fugle og dyr – og mennesker kan finde skygge og læ.

Er det helt hen i skoven? Ja, det er det måske, men egentlig er skoven et godt sted at være.
Og måske kan vi dér opleve at være i fællesskab med Martin Luther, som ifølge traditionen, har sagt noget, som efter almindelig økonomiske-politiske sund fornuft også er helt men i skoven. Men som samtidig er et stærkt udtryk for det kristne håb – et håb på trods af strid og krig og død – som påsken minder os om. Luther blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han vidste at verden ville gå under i morgen. Luther svarede, at hvis han vidste, at Jesus ville komme igen i morgen, så ville han i dag plante et æbletræ.

God påske!

Wittenberg, mandag, den 18. april 2011
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.

“Culture eats strategies for breakfast!” – Denne kryptiske sætning blev udtalt på en international konsultation i København om menighedsudvikling i dag. Vi var kommet til den teologiske uddannelse, og derfor var drøftelserne også meget passende henlagt til et auditorium på Teologisk Fakultet. Ophavsmanden var Dr. Frederick Marais fra Stellenbosch i Sydafrika.

“If you want to be a transformative leader, you need to be transformed”, altså, hvis du ønsker at blive en leder, der fremmer udvikling, så må du selv personligt gennemgå en udvikling. Den traditionelle teologiske uddannelse kan der siges meget godt om, men den er ikke tilstrækkelig. Meget af det, en teolog har brug for at lære, for at kunne fungere som præst og være med til at udvikle en menighed, kan man ikke lære i klasseværelset. Uanset hvor gode akademiske forelæsninger en professor holder om bøn i Gammel og Ny Testamente, så vil studerende ikke derigennem  lære at bede.

“Formation precedes information”. Universiteternes traditionelle teologiske undervisning er bl.a. god til at give en formel uddannelse der giver den studerende viden og færdigheder, men “dannelse må gå forud for uddannelse”. Den åndelige dannelse eller udvikling skaber forudsætningerne for, at den viden og de færdigheder, som den teologiske uddannelse kan give, bliver relevante og brugbare. Hvis man derfor har lært at bede – fx af en åndelig vejleder – så er bønnens teologi yderst relevant.

“Transactional issues will never transform congregations”. Beslutninger om ændringer af de fysiske rammer for kirken eller af de organisatoriske strukturer vil ikke føre til menighedsudvikling. Og det er her det udsagnet om, at “kultur spiser strategier til morgenmad” kommer ind i billedet. Uanset hvor mange visionsmøder vi afholder i menigheden, og uanset hvor fine strategier vi udvikler for vore menigheders udvikling, så er det Frederick Marais’ erfaring, at de ikke fører til nogen egentlig menighedsudvikling, for de ændrer ikke de kulturelle mønstre, der altid sætter sig igennem. Men hvad gør vi så?

“You influence the deeper level of culture through new habits”. Vi må altså lære nye vaner, hvis vi skal ændre de kulturelle mønstre i en menighed. Det handler om spirituelle discipliner. Vi må lære at være stille og bede, vi må lære at lytte til Gud ud fra Bibelens ord. Vi må lære at lytte til hinanden i kirken og til dem, der er fremmede over for kirke og kristendom, og som vi er kaldet til at være kirke sammen med. Vi må som menighed lære at finde ud af, hvad Gud har gang i i vores sammenhæng, og hvad han vil, at vi skal gøre sammen med ham.

Og som om det ikke var udfordringer nok, så afsluttede han med at sige, at “congregational studies” – studier om hvordan præster og lægfolk sammen kan udvikle deres menigheder i missional retning – ikke bare må betragtes om endnu en teologisk disciplin ved siden af alle de gamle discipliner, men som den røde tråd, der går igennem alle disciplinerne og  binder hele det teologiske stadium sammen.

København, mandag, den 11. april 2011
Mogens S. Mogensen

Er den danske folkekirke også stenrig? Det spørgsmål rumsterede i mit hoved, mens jeg i dag deltog I en international konsultation om menighedsudvikling, som afvikles i Maria-kirken på Vesterbro I København. Jeg tænkte ikke på de 6-7 milliarder kroner, som det hvert år koster at drive folkekirken, selvom en kirke med et sådant budget- i et internationalt perspektiv – må siges at være stenrig. Nej, det var prof Michael Herbst fra det teologiske fakultet i Greifswald, der fortalte, at hans lokale lutherske kirke i den del af den del af det gamle Østtyskland nu kun havde omkring 90.000 medlemmer, men 400 kirker. Derfor spøgte han med, at kirken var stenrig, rig på sten.

Et af udgangspunkterne for enhver tale om menighedsudvikling i de store lutherske og reformerte kirker i Europa må være, at kirker i disse år taber medlemmer og kirkegængere. Professor Henk de Roest fra Holland sagde, at man havde forudset, at inden for de næste ti år ville 1100 af den reformerte kirkes godt 4.000 kirker ville blive lukket. Det ville ikke blot skyldes den almindelige sekularisering, men også affolkningen af landområder. Derfor havde Henk de Roest netop været med til at færdiggøre en håndbog for, hvordan man kan lukke en kirke på en ordentlig måde eller overføre den til andet brug:  ”Mere end træ og sten – håndbog for lukning og transformering af kirker”.

Også folkekirken er stenrig, i betydningen rig på sten. Vi har 2.354 kirkebygninger, heraf over 1700 middelalderkirker. Nedgangen i antallet af medlemmer og i kirkegangen, samt ikke mindst befolkningsforskydninger mellem land og by og mellem fx Københavns centrum og forstæder, gør, at der nu også for alvor tales om kirkelukninger i Danmark. De første kirker er allerede taget ud af brug, og mange flere følger sikkert efter. Derfor skulle vi måske overveje at oversætte den hollandske håndbog om, hvordan man lukker kirker, til dansk.

Prof. Michael Herbst var imidlertid inde på en anden løsning, især når det gjaldt spørgsmålet om at ophøre med at holde gudstjenester for meget små menigheder på landet. I Pommern er der eksempler på, at der pga. nedgang i medlemstal og kirkegang er blevet etableret pastorater med 17-18 kirker, som én og samme præst skal holde gudstjeneste i. I stedet for at ophøre med at holde gudstjenester i mange af disse kirker foreslog Herbst, at man lod lægfolk forestå gudstjenesterne i stedet for præster. Det skulle naturligvis ske under præstens tilsyn. Efter Herbsts opfattelse ville Luther have sagt god for det – tænk fx på hans lære om det almindelige præstedømme. Og Paulus ville sikkert heller ikke have indvendinger, når han fx i Ef. 4 skriver om Kristus, at ”han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister, og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op…”.

Folkekirken er, når det kommer til stykket ikke så fattig, at vi behøver at lukke kirker for at spare på lønninger til præster og andre kirkelige medarbejder, som vi i dag ikke kan forestille os at holde gudstjeneste uden. Vi har også i folkekirken mange lægfolk, som bare venter på at præster m.fl. skal udruste dem ”til at gøre tjeneste så Kristi legeme opbygges”, bl.a. ved at holde gudstjenester. Folkekirken er stenrig, ikke bare rig på døde sten, men også på levende stene!

København, lørdag, den 9. april 2011
Mogens S. Mogensen

Undertiden kan man få det indtryk at migration er et nyt fænomen, som har ramt Danmark og resten af Vesten med en række omvæltninger til følge. Da jeg i dag hørte sydafrikansk professor holde  foredrag om mission, blev jeg mindet om, at det slet ikke er tilfældet. Fra det 16. Århundrede og fremefter gik migrationsbevægelsen fra Europa og ud til Afrika, Asien og Amerika, også med en række omvæltninger til følge. Den moderne missionsbevægelse kan ses som et led i denne migrationsbevægelse.

I det hele taget er der meget, der tyder på, at migrationer i det hele taget har spillet en afgørende rolle for kristendommens udbredelse. Den berømte svenske missionshistoriker Bengt Sundkler er bl.a. kendt for at have sagt, at kristne afrikanske migranter spillede den afgørende rolle for kristendommens udbredelse i Afrika. En gang da Sundkler holdt foredrag om det, var der en gammel tidligere missionær, som rakte hånen op og  sagde: ”Ja, biskop Sundkler, jeg forstår, hvad det er, du fortæller os. Men missionærerne! Hvor vil du så placere missionærerne?” Sundkler svarede, ”I fodnoterne!” – Det var ikke først og fremmest missionærerne, men de kristne migranter, som udbredte kristendommen, ved at de tog kristendommen med sig og delte den med deres nye naboer. Men lige som fodnoter er væsentlige for at forbinde teksten med hele forskningstraditionen, sådan forbinder missionærerne de ny kirker med den kristne tradition og de traditionelle kirker.

Men nu tilbage til de store linjer i migrationshistorien. I midten af det 20. Århundrede skete der det, at migrationsbevægelsen ændrede retning. Mens migrationen i 450 år havde været  fra vesten til resten af verden, har hovedstrømmen af migranter siden anden verdenskrig været fra syd til nord. Et stigende antal mennesker er begyndt at komme til Vesten bl.a. fra Afrika og Asien, og alt tyder på, at denne omvendte migrationsbevægelse vil fortsætte og endda vokse. Det kan godt være, at vi egentlig ikke synes om alle de immigranter, men alt tyder på, at vi på grund af den demografiske udvikling ikke kan klare os økonomiske uden. Sandsynligvis vil denne migration fra syd til nord får lige så stor verdenshistorisk betydning som migrationen fra Europa til Afrika, Asien og Amerika fik.

Lige som migranterne fra Vesten bragte kristendommen med sig til Afrika, Asien og Amerika, sådan bringer den tredje verdens migranter også deres religioner med sig til Vesten og dermed også til Danmark. Derfor bliver vesten i disse år i højere og højere grad multireligiøst. Men lige så vigtigt, om ikke endnu vigtigere er det, at kristne migranter fx fra Afrika og Asien bringer deres dynamiske kristendom med sig til vesten. Samtidig med at kristendommens tyngdepunkt har forskubbet sig således, at det store flertal af verdens kristne i dag lever i Afrika, Asien og Latinamerika, så er der med afsæt i det nye migrations mønster begyndt en ny missionsbevægelse fra syd til nord.

København, fredag, den 8. april 2011
Mogens S. Mogensen


Mekka og Medina er de to helligste byer i islam, og er målet for millioner af pilgrimme, hvis hajj går netop til disse byer. I Mekka ligger islams største helligdom, Kaba’en, der samtidig som quibla er orienteringspunktet for alverdens muslimer, når de dagligt  forretter deres bønner.

Den saudiske konge bryster sig af at være ”Custodian of the Two Holy Mosques”, altså protektor moskeerne i Mekka og Medina. Det gør han sikkert effektivt og godt, og til de mange millioner pilgrimmes tilfredshed. Men det kniber voldsomt for protektoren af Islams helligste steder, at være protektor ganske almindelige mennesker, hvis værdighed må anses for at være langt mere hellig end selv de helligste moskéer.

Det ser især sort ud for den million tjenestefolk, som er blevet lokket til Saudi Arabien fra især asiatiske lande som Filippinerne, Indien og Indonesien for at arbejde i huset hos den saudiske overklasse. Nu er der igen igen kommet en gruopvækkende sag frem om overgreb og ekstrem vold mod udenlandske tjenestefolk (Politiken 5. april 2011).  En 23-årig indonesisk kvinde blev indlagt med sår fra knivstik, brækkede knogler og brændemærker flere steder på kroppen. I første omgang blev hendes arbejdergiver, en 53 årig kvinde dømt til 4 års fængsel, men er nu efter appel blevet frifundet.

Dertil kommer, at den saudiske konge præsiderer over et regime, som konsekvent træder mange af de fundamentale menneskerettigheder under fode, og eksekverer grusomme straffe over mennesker, som handler i overensstemmelse med de universelle menneskerettigheder.

I en tid, hvor befolkningen mange steder i Arabien med livet som indsats gør oprør mod diktatoriske regenter og konger, som med vold og magt udsuger deres befolkninger og undertrykker deres frihedsrettigheder, er det tankevækkende, at den saudiske konge åbenbart uantastet kan fortsætte sine ugerninger samtidig med at han fortsat tilsyneladende nyder agtelse som vogter for alverdens muslimers helligsteder (og som vogter af Vestens olie-interesser!).

Det er imidlertid ikke rart at være en gås, når man sætter ræven til at vogte gæs!

Christiansfeld, tirsdag, den 5. april 2011
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.

Regeringen med Søren Pind i spidsen har blæst til værdikamp. Senest med Pinds kritik af, at imamer på koranskoler afviser ligestilling mellem mænd og kvinder, hvilket er i modstrid med de grundlæggende værdier, som det danske samfund bygger på. ”Det er uacceptabelt”, slår ministeren fast. Men hvordan er det nu med de værdier, som kampen står om i denne tid, og som regeringens værdikommission er sat i verden for at drøfte og få os andre til at drøfte?

I et demokratisk samfund som det danske er en grundlæggende værdi værdipluralismen. På det personlige eller private område hedder værdipluralisme samvittigheds- og trosfrihed. Uanset hvad andre borgere eller politiske myndigheder måtte mene om mine og andres værdier, så er det en demokratisk ret at mene, at være tilhænger af dødsstraf og retten til at bære våben, at gå ind for polygame eller homoseksuelle ægteskaber, at mene at rødhårede er mere intelligente end sorthårede, eller at mene at den hvide race er alle andre racer overlegne, eller at der ikke skal være lighed mellem kvinder og mænd. Alt sammen så længe borgerne i deres handlinger og ytringer holder sig inden for lovens grænser

På det offentlige eller politiske område er en grundlæggende værdi lighed for loven og her udtrykkes værdier på en for alle forpligtende måde primært gennem love, som vi kender det fra grundloven, folketingets vedtagne love og de internationale love og traktater, vi har tilsluttet os. Der er naturligvis et samspil mellem de værdier, som vi i det offentlige rum omsætter til love, som alle er forpligtet til at følge, uanset hvilke private værdier og holdninger de i øvrigt måtte have, og så borgernes private værdier. Lovgivning vil sædvanligvis påvirke også de borgeres holdninger, som ikke i udgangspunktet var enige i de værdier, der lå til grund for lovgivningen. Et eksempel er ophævelsen af forældres og læreres ret til at tugte børn og elever ved fx at give dem lussinger. Omvendt vil der også på langt sigt være sådan, at når borgernes værdier ændrer sig, så vil landets lovgivning også efterhånden indrette sig efter disse holdninger. Et eksempel på det er ændringen af helligdagslovgivningen som afspejler en sekularisering af større dele af befolkningen, for hvem søndagen ikke længere har en særlig værdi som helligdag.

I skæringspunktet mellem det private og det offentlige område finder vi på det værdimæssige område ytrings- og pressefriheden, hvor private mennesker ud fra deres personlige værdier enkeltvis eller i grupper må gøre deres værdibaserede synspunkter gældende bl.a. for ad den vej at påvirke de fælles forpligtende værdier, som vi udtrykker gennem love. Eller for ad den vej at påvirke andre borgeres værdier i retning af ens egne værdier. Det er i dette skæringspunkt mellem private og offentlige værdier, at værdidebatten eller værdikampen giver mening , hver hvor meningerne skal have lov til at brydes frit. Søren Pind bevæger sig her på en knivsæg, når han som en magtfuld minister udtaler, at nogle borgeres private værdier og holdninger ikke er acceptable.

Som frisindet politiker må Søren Pind anerkende borgernes ret til privat – og koranskoler er private og understøttes ikke af staten – at have de værdier og holdninger, de måtte have, også selv om de er imod regeringens officielle politik. Og så må han som frisindet politiker gennem udnyttelsen af sin ytringsfrihed og pressefriheden kæmpe for de værdier og holdninger han selv har, søge at overbevise imamerne om disse værdier, og også arbejde på at lovgivningen kommer til at reflektere disse holdninger. En sådan værdikamp er særdeles værdifuld.

Helt anderledes forholder det sig, hvis man fra statsmagtens side begynder med magt at bekæmpe borgernes private værdier og holdninger. Eller hvis man fra statsmagtens side i kulturkampens navn og for at forsvare gode danske værdier, begynder at bryde med principperne of lighed for loven på det kulturelle og religiøse område. Eller hvis værdikampen degenerer til en form for kulturkamp, hvor en bestemt gruppe borgeres kultur en bloc lægge for had En sådan værdikamp vil i bedste fald være værdiløs.

Christiansfeld, søndag, den 3. April 2011
Mogens S. Mogensen

Mens opstanden i de arabiske lande fortsætter, med hårde kampe i Libyen, er det meget oplysende at følge udviklingen her fra Indien gennem reportager og især kommentarer i de lokale aviser, som følger nøje med i, hvad der foregår i Mellemøsten i denne tid.

I de sidste 50 år har Amerika sammen med Europa og Asien behandlet Mellemøsten, som om det blot var en samling af store benzinstationer, skriver Thomas Friedman i artiklen ”Return to history” i dagens udgave af The Deccan Chronicle. Vor budskab til regionen var været meget konsistent:

”Guys (it was only gyus we spoke with) here is the deal. Keep your pumps open, your oil prices low, don’t bother Israelis too much and, as far as we’re concerned, you can do whatever you want out back, You can depive your people of whatever civil rights you like. You can engage in however much coruption you like. You can preach whatever intolerance from your mosque that you like. You can print whatever conspiracy theories about us in your newspapers that you like. You can keep your women as illiterate as you like. You can create whatever vast welfare-state economies, without any innovative capacity, that you like. You can undereducate your youth as much as you like. Just keep your pumps open, your oil prices low, don’t hassle the Jews too much – and you can do whatever you want out back.”

Ifølge Friedman er det den holdning, som har gjort det muligt for den arabisk verden at forblive isoleret fra historien over de sidste 50 år – og i den periode at blive regeret af de samme konger og diktatorer. Men nu vender araberne tilbage til historien. Årsagen er en kombination af stigende fødevarepriser, massearbejdsløshed blandt unge – og sociale netværk, som gør det muligt for disse unge at organisere sig mod deres ledere og nedbryde de barrierer af frygt, som har holdt disse kleptokratier ved magten.

Inden vi bliver alt for euforiske over denne udvikling, siger Friedmann, må vi huske på, at denne region, som udviklingsmæssigt set har været nedfrosset i 50 år, ikke har nogen stærke demokratiske institutioner eller traditioner, at uddannelsesniveauet – og den videnskabelig niveau – er meget lavt, at det store flertal af kvinder lever i undertrykkelse, at hele den arabiske verdens nationalprodukt er lavere end Spaniens osv.

Den ”stabilitet” som konger og diktatorer i 50 år har leveret, er ved at forsvinde. Som Friedmann siger, ”Fasten your seatbelts. This is not going to be a joy ride.” Og han føjer til, at vi må gøre, hvad vi kan for at hjælpe, men vi må ikke have nogen illusioner om, hvor vanskelig og voldsom arabernes tilbagevenden til historien vil blive. Problemerne på de mellemøstlige benzinstationer vil ramme os, der i mange år har været afhængige af at tanke op der.

Tiruvannamalai, Tamil Nadu, Indien, torsdag, den 24. februar 2011
Mogens S. Mogensen