Muslimer må anerkende muslimers ret til at skifte religion


Konversion – omvendelse mellem religionerne – er et af de ”hotte” religiøse emner i disse år. I en ny bog om emnet. ”Dansk Konversionsforskning” (redigeret af John Damsager og Mogens S. Mogensen), som præsenteres på konferencen om ”Religion i det 21. Århundrede” i denne uge, kan man læse om kristne danskere, som konverterer til islam, om muslimer, som bliver kristne mv. 

Religionsskifte er en personlig sag, men også en sag som har samfundsmæssig betydning. I middelalderen og langt op i nyere tid var det i Europa forbud for kristne at konvertere til en anden religion – og ofte også til en anden kirkeretning. Så sent som i 1683 truer Danske Lov borgere, der konverterer fra den lutherske tro til katolicisme med landsforvisning. Først med grundloven af 1849 fik vi for alvor religionsfrihed.

Mens religionsfrihed efterhånden er blevet en selvfølgelighed i lande, hvor flertallet er kristne, er det langt fra tilfældet i lande med muslimsk flertal, og de fleste muslimske ledere hævder stadig det traditionelle forbud mod konvertering i islamisk lov, der tilmed truer konvertitter med dødsstraf. Igen og igen dukker der sager op i muslimske lande om problemer for muslimer, som ønsker at skifte religion. Således sagen om Lina Joy i Malaysia og Mohamed Hegazy i Egypten. På det seneste er der også sat fokus på den forfølgelse som konvertitter i England udsættes for.

Så meget desto mere glædeligt og opmuntrende er det, at muslimske ledere i Norge nu i fællesskab med ledere fra den norske lutherske kirke har udarbejdet en fælleserklæring, hvori religionsfriheden og retten til at missionere og til at skifte religion slås fast både i Norge og i udlandet. Denne fælleserklæring er et resultat af mange års dialog mellem kristne og muslimske ledere i Norge.

Også i Danmark foregår der dialoger mellem muslimer og kristne, og nu må det snart være på tide -  i det 21. århundrede – at kristne og muslimer følger Norges gode eksempel mht. at nå frem til en anerkendelse af retten til at konvertere, som netop er prøvestenen på sand religionsfrihed. Vi har brug for muslimske ledere – også her i Danmark – som tolker islam på en sådan måde, at også muslimer – lige som kristne har gjort det i løbet af de sidst 200 år – helhjertet anerkender religionsfriheden og dermed også friheden til at skifte religion uden nogen form for forfølgelse.

Mogens S. Mogensen
Tirsdag, den 19. september 2007

For at læse mere om lignende emner, besøg min website www.intercualtural.dk og især apostasi i islam

 

 

  1. #1 af fro - 19. september, 2007 kl. 17:26

    Det er et rigtig skønt tiltag – som forhåbentlig er med til at understrege værdien i dialog overfor de, der ikke synes det er så væsentligt!

(bliver ikke vist offentligt)
  1. Endnu ingen trackbacks.