Skal skal ikke? Altså se Geert Wilders’ film Fitna. Da jeg endelig havde bestemt mig for lige som de 4 millioner andre besøgende på hjemmesiden LiveLeak.com at se filmen, var den blevet fjernet pga. alvorlige trusler mod hjemmesidens medarbejdere. Derfor blev jeg i stedet nr. 420.636, som så filmen på YouTube.
Efter at have set filmen, må jeg tage hatten af for den hollandske højrepopulistiske politiker Gert Wilders evner, ikke som filmmager, men som PR-mand. Tænk, at det er lykkedes for Wilders at tiltrække sig store dele af verdens opmærksomhed i flere måneder forud for offentliggørelsen af 11 minutters dokumentation af ekstremistisk og terroristisk islamisme.
Wilders indleder og afslutter sin lille dokumentarfilm med at vise den mest kendte af Jyllands-Postens 12 karikaturtegninger af Muhammed, billedet af profeten med en bombe i turbanen. Dermed søger han at koble sig på Muhammed-krisens debat om ytringsfriheden. Hvad er det så Wilders bruger sin ytringsfrihed til? Hele filmen igennem giver han nogle af de mest ekstremistiske islamister lejlighed til at præsentere deres rabiate tolkning af islam. Vi møder nogle af de udsagn i Koranen (Sura 8,60; 4,56; 47,4) og 4,89), som handler om drab på vantro, jøder og apostater, og hører hvordan ekstremistiske islamistiske prædikanter retfærdiggør vold og terrorisme ud fra disse og andre Koran-tekster, og endelig mindes vi om en række eksempler på islamistisk vold og terrorisme, inkl. al-Qaidas angreb på World Trade Center i New York og mordet på Theo Van Gogh.
Wilders dokumenterer det, som de allerfleste godt vidste i forvejen, nemlig at ekstremistiske islamister i islams navn har begået frygtelige ugerninger. Han minder os også om, at det, som de fleste også godt vidste i forvejen, nemlig at islamistiske terrorister udgør en alvorlig fare også her i Europa. Problemet med denne lille film er imidlertid, at Wilders dybest set går de islamistiske ekstremisters og terroristers ærinde, fordi han lader dem repræsentere islam. Sandsynligvis er disse rabiate islamister helt enige med Wilders i den tolkning af islam, som filmen repræsenterer.
At de allerfleste af verdens 1,2 milliarder muslimer også tager afstand fra islamistiske terrorister og fra ekstremistiske islamisters tolkning af islam, fremgår ikke af filmen. Trods filmens dokumentation af ekstremistiske islamisters lange synderegister og dødsensfarlige ideologi bliver den dermed alligevel til en propagandafilm, der helt tilsigtet på et usandt grundlag indgyder seerne frygt for alle vore muslimske medborgere og alle andre muslimer. Desværre har den slags frygt det med at avle had, og had avler undertiden vold.
Skal skal ikke? Altså skal jeg, eller skal jeg ikke anbefale at se filmen. Jo, jeg vil anbefale at se filmen, men med det spørgsmål i baghovedet: Siger filmen noget som helst om din nabo Hassan eller din arbejdskollega Aisha, eller siger filmen derimod noget væsentligt om terrorister som Osama bin-Laden – og populister som Geert Wilders?
Mogens S. Mogensen
Christiansfeld, lørdag den 30. april 2008
For at læse mere om lignende emner, besøg min website www.intercultural.dk
#1 af Ricardt Riis - 29. marts, 2008 kl. 22:05
Kære Mogens!
Jeg fornemmer, at vi er lidt uenige om Geert Wilders film. Men vist også kun lidt.
Du skriver, at Wilders lader de ekstreme islamister repræsentere islam. Jeg tror, du har overset den sidste del af filmen, dèr, hvor konklusionen drages. Her opfordrer Wilders nemlig muslimerne til at fjerne de dele af koranen, der opfordrer til vold. Og en sådan opfordring forudsætter, at hovedparten af muslimerne er enige med os andre i, at vi ikke skal have terror i vort samfund.
Man kan måske sige, at foromtalen lovede mere, end filmen kan holde. Men man kan også sige, at det er os vesterlændinge, der er blevet så hundeangste for at tirre muslimerne, at vi på forhånd fjerner alt, hvad vi tror kan tirre dem. Jamen, det er da tåbeligt at fjerne de tre små grise og sparegrisen, uden at nogen muslim har bedt om det, det er da at betragte muslimerne som børn. Og her har vi altså haft en bekymring, som viste sig at være ganske unødvendig. Muslimerne selv er i gang med det samme, som Wilders opfordrer dem til, ifølge Kristeligt Dagblad den 29-3.
Jeg har skrevet lidt om Wilders film på min blog, hvis det har interesse.
Venlig hilsen
Ricardt
#2 af Mogens S. Mogensen - 30. marts, 2008 kl. 19:19
Nu har jeg genset slutningen af “Fitna”, og jeg mener stadig, at filmen lader de ekstremistiske islamister repræsentere Islam, sådan som de fortolker islam. Uanset at der findes en række særdeles dsagn i koranen, hvis umiddelbare betydning du og jeg må tage afstand fra (der findes nu også passager i det gamle testamente, som jeg er sikker på, at hverken du eller jeg vil føle os forpligtet på fordi vi helt berettiget tolker disse tekster ud fra vor forståelse af Kristus), så kan man ikke derud direkte udlæse, hvordan flertallet af muslimer tolker koranen, og hvordan de derfor forstår islam. Jeg synes stadig, at vi skal lade muslimerne selv tolke koranen, og jeg glæder mig over, at det store flertal af verdens muslimer ikke er enige i den tolkning af deres religion, som de ekstremistiske islamister i Wilders film præsenterer. – Og så vil jeg med stor interesse gå over på din blog og se, hvad du der skriver om filmen.
Venlig hilsen Mogens S. Mogensen
#3 af Lucia - 30. marts, 2008 kl. 21:46
Jeg er helt enig med din kommentar til filmen. Det bliver nemlig til propaganda mod islam og det synes jeg er farligt, da vi skal jo respektere hinandens religioner. Jeg kender nogle muslimer som jeg ved bliver kede af islam bliver fremstillet i ekstremisternes lys. Mange muslimer er hæderlige mennesker som ikke deler ekstremisternes syspunkter og ligefrem er blevet truet på livet af dem fordi de ikke ville være medløbere.
#4 af Agger - 2. april, 2008 kl. 11:04
De demokratiske muslimer – bl.a. Rushdie – er glade for Geert Wilders film, fordi den så fremragende gør opmærksomhed på islams skyggesider. Forudsætningen for at reformere islam er jo netop, at man bliver opmærksom på alle de sentenser i Koranen og andre hellige skrifter, der opfordrer til vold og terror imod de vantro. Og dem er der desværre snesevis af.
Det er en stor fejl at tro, at islam er lige så fyldt med næstekærlighed og ikke-vold som kristendommen. Der findes gode religioner. Og der findes onde religioner. Islam hører til i den sidstnævnte kategori. Det gør hinduismen, Jehovas Vidner og Scientology iøvrigt også, men deres tilhængere er dog trods alt fredsommelige, og forsøger ikke at udrydde vantro.
#5 af Signe Krarup - 2. april, 2008 kl. 11:27
Paven har døbt en tidligere muslim, der er blevet kristen. Det har vakt stor vrede overalt i den muslimske verden, hvor pavens handling betragtes som yderst provokerende.
Tænk engang. Overhovedet for den største kristne kirke må ikke døbe en omvendt muslim. Mener muslimerne altså. Imens forfølges de kristne på livet løs i de muslimske lande. Senest er ærkebiskoppen i Irak blev bortført og myrdet. Hvor er vreden i den muslimske verden over disse voldshandlinger imod kristne?
#6 af skåd - 15. april, 2008 kl. 20:40
skåd