Mt. Kilimanjaros tårer og luthersk øko-teologi


Kilimanjaro betyder på swahili ”det lille bjerg langt borte”. Fra det højeste punkt her i Arusha, hvor Det Lutherske Verdensforbund (LVF) i disse dage afholder sit rådsmøde, kan man netop ane Kilimanjaro, hvis bjergtop stadig er dækket af sne. 

I sin tale til rådsmødet sagde LVFs formand biskop Mark Hansson, at Kilimanjaro både repræsenterer storheden i Guds skaberværk og skaberværkets trængsler i dag og giver os anledning til både glæde og anger og omvendelse, for i dag smelter sneen på Afrikas højeste bjerg pga. menneskeskabt klimaopvarmning. Kilimanjaros tårer er, som LVFs generalsekretær Ishmael Noko sagde, et udtryk for Guds skaberværks klagesang. Omsorg for Guds skaberværk er en del af menneskehedens forvalteropgave og derfor af afgørende betydning for kirkens mission. 

At verden står overfor en alvorlig økologisk krise bliver i disse år tydeligt for flere og flere. Spørgsmålet er, hvad kirken kan sige og gøre i denne globale krise. I sit bud på en luthersk øko-teologi tog biskop Hansson i Paulus’ brev til romerne, hvor menneskets og hele skaberværkets forløsning hænger uløseligt sammen.

“For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Til det håb er vi frelst!” (Rom 8:19-25).

Hansson pegede på, at hele menneskeheden kræves til ansvar for dens måde at forvalte Guds skaberværk på (1) af Gud selv som skaber (2) af fremtidige generationer, som vil overtage skaberværket fra os (3) af de grupper, som rammes hårdest af vor måde at forvalte skaberværket på i dag (4) og af skaberværket selv, der vidner om Guds storhed og ære, men lige som Mt. Kilimanjaro i disse år fælder sine tårer. 

Problemet er, at vi som mennesker har været tilbøjelige til at glemme solidariteten med resten af skaberværket som medskabninger til fordel for at en højere grad af identifikation med Gud som Guds medskabere. Vi har fokuseret på vort kald til at herske over skaberværket på en sådan måde, at vi har været fristet til at betragte os selv som guder. Derfor er det grundlæggende problem, ifl. biskop Hansson ikke blot forurening af vand og luft og global opvarmning, men en form for blasfemi, hvor vi har behandlet Guds gode skaberværk som om det blot var en gudsforladt natur eller naturlige ressourcer, som vi kunne bruge efter vort forgodtbefindende uden at føle noget ansvar overfor Gud.  

I formandens og generalsekretærens beretninger og den efterfølgende debat blev der fokuseret på flg. forhold. Øko-teologi handler om retfærdighed. Der er en klar forbindelse mellem misbruget af miljøet og undertrykkelsen af de fatte og magtesløse.  Øko-teologi må understrege, at menneskelivet som en Guds gave ikke først og fremmest handler om at øve vort forbrug, men om relationer og om at dele ressourcer. Øko-teologi må pege på det håb, som ligger i evangeliet om Guds rige også når det gælder den økologiske krise. Hele skaberværket lider, men lider i håb, mens det venter på sin forløsning. I det håb er det muligt at arbejde frimodigt på løsningen af de økologiske problemer. 

Vi får desværre ikke mulighed med egne øjne at se Kilimanjaros tårer og til at lade os udfordre til at tænke øko-teologisk og handle i overensstemmelse dermed. Men i stedet vil nogle af os i næste uge besøge et nærliggende naturreservat. Det vil måske hjælpe os til at forstå visdommen i udsagnet: ”Vi lever alle i det samme træ”. Vi saver i dag ikke kun den gren over, vi hver i sær sidder på, men er måske i gang med at skære i selve stammen eller forgifte træets rødder. Og så alligevel, i lyset af evangeliet må vi holde fast i, at ”for et træ er der håb”. 

Arusha, torsdag den 26. juni 2008
Mogens S. Mogensen

For at læse mere og se billeder fra LWF rådsmødet i Arusha, klik her.
For at læse mere om lignende emner, besøg min website www.intercultural.dk

  1. #1 af Anne Hanson - 26. juni, 2008 kl. 21:10

    Kære Mogens

    Glimrende indlæg, glimrende initiativ på LVF’s rådsmøde.

    Jeg er helt med på en øko-teologi.

    Nu er det ikke en ny teologisk tilgang, for flere teologer har netop i forbindelse med den økologiske krise allerede i 70′erne befordret teologien med en øko-teologi, der skal få menneskene til at vågne op og tage ansvar for det skaberværk, vi er forbrugere af. På den måde kan teologien tage udgangspunkt i vores fælles liv; træet med alle dets mange grene – eller som teologen Sally McFague kunne skrive det, så har vi i denne verden et ansvar for Guds krop, som jo netop er os, ja, hele verden er en krop, der ikke må forgå. Svigter vi Guds krop, svigter vi os selv og hinanden. Relationerne visner som bladene, der falder af grenen.

    Lad os holde os til træet og aldrig opgive håbet.

    Mvh
    Anne

  1. Endnu ingen trackbacks.

Lukket for kommentarer.