Mogens S. Mogensen

I forbindelse med studiet af emerging church bevægelsen, eller samtalen, som den aktører foretrækker at kalde det, stødte jeg på en bog om kristen spiritualitet, som vakte min interesse.  Det er Brian McLarens bog fra 2007 ”Finding Our Way again. The Return of the Ancient Practices”. 

I første kapitel fortæller han om et kursus for præster, hvor han var mødeleder. Foredragsholderen fortalte om, at han havde spurgt en boghandler om, hvilke bøger der var mest populære for tiden. Øverst lå bøger om, hvordan man i den nye IT-økonomi hurtigt kunne blive rig. På andenpladsen bøger om spiritualitet og i særdeles hed om buddhisme. Foredragsholderen spurgte, hvorfor mon bøger om buddhisme var så meget mere populære end bøger om kristendom, og han svarede selv på spørgsmålet: Det skyldes, at buddhismen præsenterer sig selv som en livsform (way of life), mens kristendommen præsenterer sig selv som et trossystem (system of belief).

Brian McLaren har glemt alt om, hvad foredraget i øvrigt indeholdt, men denne observation glemte han aldrig, og han konkluderer i bogen, at uden en sammenhængende og overbevisende livsform (way of life), formet i et fællesskab og udtrykt i mission, er der mange kristne, som vil miste interessen for det kristne trossystem, og mange andre, som vil blive skræmt væk fra kristendom.

I korte træk forsøger McLaren at forklare, hvordan vi er endt der, hvor vi er. Vi har set, hvordan overgangen fra en traditionel præmoderne religion er sket til en tidlig moderne institutionaliseret form for religion og en senmoderne kollaps af ovenstående modeller. Utilfredsheden med denne situation har ført til, at nogle har overgivet sig til en militant videnskabelig sekularisme, andre har følt sit tiltrukket af en aggressiv fundamentalisme, mens en tredje gruppe har søgt ud i en amorf New Age spiritualitet. McLaren og med ham mange i emerging church-folk efterlyser et fjerde alternativ.

McLaren’s bud på en relevant kristen spiritualitet i en postmoderne tid er, hvad han kalder en ”open source” spiritualitet, der trækker på hele kirkens sum af værdifulde spiritualitetstraditioner, især oldkirkens. Spiritualitet ligner mere kunst end videnskab, og man tilegner sig det ved at gå i lære hos mere erfarne kristne. På denne måde, siger McLaren bliver vore liv en ”open source” af praksisser for hinanden. Disse spirituelle praksisser (som fx bøn eller faste) hører til i kristne fællesskaber, der står i en kristen tradition.

Hvis McLaren’s bud på en kristen spiritualitet endnu virker lidt luftig, så vent med at fælde dom, indtil du har læst næste blog-indlæg, hvor jeg vil forsøge, at konkretisere, hvor det egentlig er, han vil hen.

I toget på vej hjem fra et foredrag i Nyhavn om ”Hverdagens mission”
Lørdag, den 6. September 2008
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende emner, besøg min website www.intercultural.dk .

Læs også en række blogs om samme emne, som jeg har samlet i artiklen ”Kristne spiritualitetstraditioner ”.