I bogen Finding Our Way Again (2007) præsenterer Brian McLaren, en af de mest kendte og indflydelsesrige emerging church-aktører, den open source spiritualitet, som han selv lever i. Han sammenligner den også med et fusions køkken, hvor han næres af mange forskellige traditioner for madlavning. McLaren søger tilbage i kirkens tradition til klassiske spiritualitetsformer, og sammenfatter dem under overskrifterne kontemplative praksisser, fællesskabspraksiser (communal practices) og missionspraksisser.
I den kontemplative tradition (via contemplativa) understreges enheden Kristus: vi er i Kristus, og Kristus er i os. Vi får i Kristus tilgivelse og forsones med Gud og lever i håbet om et liv i Gud også efter døden. Men den kontemplative tradition hævder, at vi også kan erfare den levende Gud i dette liv på forskellige måder. Disse erfaringer af Gud er Guds gaver og gunstbevisninger, som mennesker ikke kan planlægge sig til. De kontemplative praksisser er, siger McLaren, forskellige måder, hvorpå vi kan forberede os på Guds nådige overraskelser på. Det er måder, hvorpå vi åbner vore hænder, så vi kan modtage de gaver, Gud ønsker at give os.
Blandt de praksisser, McLaren henter fra forskellige traditioner, er: Stilheden, åndelig læsning, åndelig vejledning, At lære at blive opmærksom på Guds nærvær, tidebønner, bønnejournal, kontemplativ bøn, gavmildhed og tjeneste i hemmelighed, enkelthed og langsomhed, faste, fest, meditation og udenadslære.
Modsætningen til via contemplativa er via activa, men mellem dem ligger via communitiva. De tre veje kan også udtrykkes som vejen op (til Gud), vejen ud (til verden) og vejen ind (i fællesskabet). Mens lønkammeret kan symbolisere den kontemplative tradition, er gudstjenesten symbolet på fællesskabstraditionen. Liturgi, som udtrykker denne vej, betyder egentlig folkets arbejde the work of the people, og McLaren kalder det the workout of the people, der har til formål at holde menigheden sund og give dem nye kræfter til deres tjeneste i verden.
McLaren skelner mellem forskellige typer fællesskabspraksisser. Ankomstpraksisser har at gøre med, at vi går i kirke på faste tider, selvom det undertiden kan være ubekvemt, således at vort engagement styrkes. Vi forbereder os inden vi går i kirke, og vi praktiserer gæstfrihed over for hinanden på tværs af sociale og etniske skel, når vi mødes til gudstjeneste, som fx når Paulus taler om at hilse hinanden med et helligt kys.
Engagementspraksisser inkluderer traditionen for at være stille og samle sine tanker før gudstjenesten starter. Sammen påkalder vi Gud i bøn, som i liturgien: Herren være med jer. Vi synger sammen, og sangen bringer os både i konkret og overført betydning i harmoni med hinanden.
For det tredje er der lytte-praksisser, der bl.a. handler om udvikling af den opmærksomhed, der gør, at jeg hører, hvad Gud vil sige til mig gennem prædiken, bønner, salmer mv. Vi er ikke bare passive lyttere, men vi foretager vor egen tolkning og vurdering af det, vi hører. Der er syndsbekendelse og tilsigelse af tilgivelse, og endelig er der forskellige måder, vi kan respondere på gennem deltagelse i nadver og indsamlinger mv.
Fra gudstjenestens fælles spirituelle praksis sendes menigheden styrket ud i sin mission (jf. Hebr 10,24). Den kontemplative praksis forbereder mennesker på den fælles gudstjenestelige praksis, og tilsammen forbereder de menigheden på sin missionale praksis. Spiritualitet handler altså ikke kun om mig og heller ikke kun om os (kirken) men om hele verden (kirken er til for verdens skyld).
For McLaren må den personlige transformation ske med henblik på at skaber forandringer i verden. Discipelskab må føre til apostolat (mission). Kærlighed til Gud må vise sig i kærlighed til vor næste. Et godt hjerte må vise sig i gode gerninger, osv.
Det er derfor af afgørende betydning for en sund kristen spiritualitet at de klassiske kontemplative praksisser og fælles (gudstjenestelige) praksisser integreres med missionale praksisser, altså via activa, der omsætter kærligheden til handling.
Som eksempler på sådanne missionale praksisser, der integrerer kontemplative og fælles spirituelle praksisser, nævner McLaren bl.a.: At tilgive dem, der gør os ondt, at vise gæstfrihed mod fremmede, at bede for de syge, ikke at dømme andre men vise barmhjertighed og medfølelse, at konfrontere det onde og søge at overvinde det onde med det gode, at tjene, at lytte, at give til de fattige, at ulejlige sig med at tage sig af mennesker i nød.
Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner viser, ifl. McLaren, at præstens og levittens kontemplative og gudstjenestelige praksisser ikke er nogen erstatning for samaritanerens missionale praksisser. På denne måde viderefører Jesus profettraditionen for at slå ned på kontemplative og fælles gudstjenestlige praksisser, som ikke omsættes i missionale praksisser i form af praktisering af ret og retfærdighed (Es 1,11-17).
Profeten Mika opsummerer det, når han slår fast, at Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt og vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud (6,8). De kontemplative og fælles (gudstjenestelige) praksisser handler i høj grad om at vandre årvågent (eller som det står i den gamle oversættelse: ydmygt) med Gud, men Amos kalder os videre til også at vise trofast kærlighed (overfor mennesker i nød) og at kæmpe for retfærdighed (dvs. adressere til sociale strukturer, som fremmer nøden).
Jeg beklager, at blog-indlægget denne gang blev alt for langt, men jeg synes, Brian McLaren har nogle meget spændende synspunkter, som jeg ikke kunne slippe midtvejs. I næste blog vil jeg fortælle lidt om, hvordan han mener at den klassiske forståelse af spiritualitet som via purgative, via illuminativa og via unitiva er nyttige for postmoderne mennesker.
Christiansfeld, søndag aften den 7. September 2008
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende emner, besøg min website www.intercultural.dk .
Læs også en række blogs om samme emne, som jeg har samlet i artiklen Kristne spiritualitetstraditioner .
Nye kommentarer