Kirken og klimakrisen – Hvad gør vi?


Hvad gør kirken, eller hvad burde kirken gøre i lyset af klimakrisen? Det, som kirken i det hele taget er sat i verden for at gøre, er det, vi kalder kirkens mission.
Kirkens mission er at deltage i Guds mission i verden. Guds mission har som mål at hele alt det, som i syndefaldet blev brudt. Da de økologiske problemer og klima-krisen må ses som et resultat af syndefaldet, må det også være kirkens opgave at være Guds medarbejdere på helingen af skaberværket.

Man kunne kort bestemme kirkens mission, som det kirken er sendt af Gud for at sige, gøre og være, alt sammen som et vidnesbyrd om evangeliet om Jesus Kristus som verdens frelser og og det Guds rige, som bryder frem i ham.

Hvad skal kirken sige? I en verden truet af klima-katastrofer må vi være med til at give mennesker håb, ved at forkynde om Guds kærlighed og Guds plan om at frelse alle mennesker og forløse hele sit skaberværk. Vi må være med til at give mennesker et kristent perspektiv på skaberværket, der kan danne grundlag for en ansvarlig omgang med naturen, og vi må have mod til at tale profetisk mod ødelæggelsen af miljøet.

Hvad skal kirken gøre? Vi må bede og arbejde. Først og fremmest må bede til Gud om, at han vil forbarme sig over os og hjælpe os ud af vor nød. Økologiske kriser og klima-katastrofer rammer alle mennesker, men allerhårdest rammes verdens fattigste. Derfor må det høre med til kirkens mission at søge at afhjælpe konsekvenserne i den tredje verden gennem udviklings- og nødhjælp.

Hvad skal kirken være? Da det er os i den rige del af verden, som bidrager mest til miljøproblemerne og klimakrisen, må vi først og fremmest gribe i egen barm. Vi må omvende os og ændre på vor økologisk uansvarlige forbrugerkultur. Det må vi som enkeltpersoner og familier, som kirke og menighed, på vor arbejdsplads og i vor fritid. Må Gud give os hjælp til selv at være den forandring, som vi ønsker at se i verden.

Christiansfeld, Allehelgens Søndag, den 1. November 2008
Mogens S. Mogensen

  1. Endnu ingen kommentarer.
(bliver ikke vist offentligt)
  1. Endnu ingen trackbacks.