Mogens S. Mogensen

Politologer kan give politiske perspektiver på klimakrisen og økonomer økonomiske perspektiver. Men hvilke perspektiver kan teologien give os på klimakrisen og vore økologiske problemer? Når det gælder den truende klimakrise må vi spørge: Hvad tror vi? Hvilket lys kaster skabelsesteologien, soteriologien (læren om frelse) og eskatologien (læren om de sidste tider) over de økologiske udfordringer, vi står over for i dag?

V i tror, at det var mennesket, som Gud skabte i sit billede, og at mennesket derfor har fået en særstatus i Guds skaberværk. Men vi tror også, at naturen med dyrene, ja, hele kosmos, også er skabt af Gud, og tilmed skabt for at lovprise Guds storhed, som det blandt andet fremgår af salmerne i det Gamle Testamente. Da Gud havde skabt mennesket, så han, at det var såre godt, men Gud konkluderede også om skabelsen af det øvrige skaberværk, at det var godt. Gud gav mennesket ansvar for hele Guds skaberværk, dyr, fugle, fisk og hele naturen, og Gud satte Adam og Eva til at dyrke og vogte haven. Mennesket er, som bl.a. Frans af Assisi har mindet os om det øvrige skaberværks medskabning, og dyrene og naturen har ikke kun værdi som råstof for menneskets udfoldelse, men har en selvstændig værdi, som Guds skaberværk.

Vi tror, at Gud i sin kærlighed til alle mennesker, der pga syndefaldet var fortabte, inkarnerede sig i Jesus Kristus, og at Jesus døde på korset for alle menneskers syn, og at Gud vil, at alle mennesker skal frelses. Syndefaldet fik imidlertid ikke kun konsekvenser for mennesket, men for hele skaberværket. Paulus, der i Romerbrevet udfolder Guds frelsesplan, skriver at ”Hele skabningen sukker og vånder sig” og venter med længsel på forløsningen” (Rom 8,19-23). Det er altså ikke kun mennesker, men hele skaberværket, hele verden, Gud elsker, og ønsker at frelse. Jesu død på korset åbner ikke kun op for menneskers forsoning ,men for hele kosmos’ forsoning med Gud. Frelse handler ikke alene om det enkelte menneskes frelse, men om verdens igenfødelse og om Guds rige.

Vi tror, at Jesus ved dagenes ende skal komme igen for at dømme levende og døde. Apostelen Peter minder os om, at der skal komme ”en ny jord, hvor retfærdighed bor (2 Pet 3,13). Men det betyder ikke, at jorden og hele universet skal totalt ødelægges, og at Gud derefter vil begynde forfra og skabe en ny jord for de frelste. Hvis det var tilfældet, ville der ikke være megen motivation for at værne om skaberværket, så kunne vi bare lade det gå ad Helvede til. Men Gud ødelægger ikke det skaberværk, som kaldte for godt, men genføder, fornyr eller renoverer det, så det igen bliver, som han i skabelsens morgen havde tænkt det. Det er Gud, som suverænt genløser sit skaberværk i sin time, men han kalder sin kirke til at være medarbejdere på den plan, som han har for hele verden. Deri ligger det kristne håb midt i en alvorlig klimakrise, at Gud arbejder på sit skaberværks fornyelse, og at vi i kampen for skaberværket er på hans og livets side mod alle destruktive kræfter.

Det teologiske perspektiv på klimakrisen og de økologiske problemer må danne grundlag for det, vi gør som kirke. Det perspektiv, som giver et håb og en motivation til at værne om vor fælles verden, er samtidig et vigtigt bidrag, som kirken må yde ind i den aktuelle debat.

Christiansfeld, Allehelgensdag, den 1. November 2008
Mogens S. Mogensen