Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er født jer en frelser Sådan sagde en engel, som havde opsøgt en flok hyrder på marken uden for Betlehem. Men det skulle den gode engel nok ikke have gjort, for det var jo mission, og mission er noget værre noget. Det er vi nu igen blevet mindet om igennem resultatet af en meningsmåling, som forskernetværket WorldPublicOpinion har gennemført blandt 47.000 personer i 25 lande. Flertallet af de adspurgte tog afstand fra mission, som her udlægges som det, at tilhængere af enhver religion [skal] have ret til at forsøge at omvendetilhængere af en anden religion.
Der er fra et kristent perspektiv – det lille problem ved denne undersøgelse, at ingen missionær kan omvende nogen til kristendom. Bliver mennesker kristne er det fordi Guds Ånd har omvendt dem altså skabt tro i deres hjerter på Kristus, og mennesker har valgt at omvende sig altså valgt at følge Kristus. Men bortset fra denne ikke uvæsentlige detalje, så er der sikkert stadig et flertal mod at kristne og andre vidner om deres tro i det håb, at mennesker lader sig overbevise og omvender sig kristendommen eller en anden religion. Så facit er det samme: Den gode engel var ude i et ærinde, som flertallet i dag vil fordømme.
Et problemet med denne udbredte negative holdning til mission er imidlertid, at den er på kollisionskurs med nogle af de helt centrale menneskerettigheder såsom religionsfriheden og ytringsfriheden. Et andet og endnu mere alvorligt problem er, at afvisningen af mission dybest set indebærer en fornægtelse af menneskelivets grundvilkår, nemlig at vi altid både ubevidst og bevidst påvirker hinanden, når vi omgås hinanden og lever i fællesskab med hinanden.
Det jødiske råd i Jerusalem havde forbudt apostlene (det betyder direkte oversat missionærerne) Peter og Johannes under trusler at til ikke at forkynde om Jesus (altså at drive mission), men de var så optaget et det glædelige budskab (evangeliet), som de havde modtaget, at de sagde, at vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har set og hørt. Sådan er menneskelivet indrettet, at vi uanset om vi er kristne, buddhister eller muslimer ikke kan lade være med at tale med andre om det, som betyder allermest for os. Da jeg som kristen missionær i Nigeria oplevede, at en af mine muslimske venner en dag sagde til mig, at han virkelig ønskede for mig, at jeg måtte blive muslim, opfattede jeg det som et tegn på hans venskab, at han ønskede at dele, det bedste han kendte til med mig.
Der er lande, som forbyder mission, og der er sågar religiøse grupper, som ønsker mission fra andre religioner eller retninger forbudt, men at resten af verden skulle bevæge sig i den retning, ville være et menneskeligt og menneskeretsligt tilbageskridt af dimensioner. Langt mere konstruktivt er det, som den såkaldte Oslo-koalition bestående af repræsentanter for en lang række religioner er i gang med, nemlig at forsøge at enes om nogle fælles etiske retningslinjer for mission. (Se Missionary Activities and Human Rights: Proposing a Code of Conduct regarding Missionary Activities , som blev offentliggjort den 27. Oktober 2008). Lige som ytringsfriheden ikke står til forhandling, men kun det etiske spørgsmål om, hvordan vi håndterer denne rettighed på en anstændig måde, på samme måde er det ikke retten til mission, som det giver mening at diskutere, men den etiske måde, vi i de forskellige religioner praktiserer vor mission på.
Uanset om der er flertal for eller imod mission, så er evangeliet en stor glæde, der skal forkyndes for hele folket, som den missionerede engel sagde til hyrderne på Betlehems marker. Uanset om mission er beskyttet af menneskerettighederne, så kan hverken missionærerne Peter og Johannes eller kristne i dag lade være med at fortælle om det, vi har set og hørt.
Anden juledag, Skt. Stefans dag, vil vi blive mindet om, at ordet martyr grundlæggende betyder vidne. Stefan hverken kunne eller ville lade være med at vidne om det barn, som blev født julenat i Betlehem, som er hele verdens frelser. Kristen mission som vidnesbyrd i sårbarhed har altid en pris, og vidnet Stefan var villig til at betale den ultimative pris for at andre kunne få del i den dyrebareste gave i verden.
Glædelig jul, og god mission!
Christiansfeld, lørdag, december 13, 2008
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende emner, besøg min website www.intercultural.dk .
#1 af Anne Hanson - 13. december, 2008 kl. 21:12
Kære Mogens
Du har ret i, at der ofte kan være modstand på det at missionere. Jeg indrømmer, at jeg selv finder ‘mission’ tricky. F.eks. kan det på en debat føles belastende med missionærer, der udelukkende henvender sig til en for at missionere Jesu ord eller deres forståelse af det kristne budskab.
Men jeg kan da kun sige Amen til dit blogindlæg og erkende, at jeg ikke kan udtale mig kritisk om den mission, du formidler, førend jeg ved, hvad det egentlig er du m.fl. gør i jeres mission.
Kunne mission være det at bære Kristus-vidnesbyrdet videre i form af et næstekærligt hjerte, der ikke vil sin egen sag men sin næstes?
Mvh
Anne
#2 af Anne Hanson - 13. december, 2008 kl. 21:13
…eller skal det være evangelisk prædiken?
#3 af Zlug - 14. december, 2008 kl. 02:51
Kan generelt ikke lide missoner religioner..
Okay kan godt se pointen i at folk gerne vil udbringe kendskabet til deres religion.. alle er jo overbevist om at deres er den bedste. Og i bibelsk tid var det mere eller mindre den eneste måde at gøre det på.
Men i moderne tid kan man ret hurtigt få information om stort set hvad som helst. Så i behøver virkelig ikkerende rundt og fortælle folk om det.. Hvis jeres gud er så stor som i påstår burde det jo ske helt af sig selv…
#4 af Mogens S. Mogensen - 14. december, 2008 kl. 11:53
Arne, tak for dit indlæg.
Jeg kan give mange eksempler på mission, som jeg synes er usmagelig og ubehagelig, og jeg tror, at folks afstandtagen fra mission dybest set er en afstandtagen fra en uetisk mission. Derimod tror jeg, at alle mennesker med en ovrbevisning og et engagement, det være sig politiske, religiøst, sportsligt eller andet, i en eller anden forstand er missionrende, hvis man med mission mener, at man ønsker at fortælle andre om det man tror på, den politiske overbevisning man har. Et politisk parti og dets medlemmer er i den grad missionrende, idet de ønsker at fortælle om deres partis synspunkter, at få en politisk debat igang og gerne overbevise andre borgere om deres synspunkter, og måske endda søge at få dem til at melde sig ind i partiet.
Jeg kan også give dig eksempler på religiøse overbevisninger og holdninger OG politiske overbevisninger og holdninger, som jeg ikke kan lide eller lige frem er modstander af, men det betyder ikke, at jeg derfor har den holdning, at disse religiøse eller politiske mennesker ikke må forsøge at udbrede deres synspunkter (mission). Jf. udsagnet: “Jeg er grundlæggende uenig i dit synspunkt, men jeg vil kæmpe for din ret til at have dette synspunkt og udbrede det” – altsammen inden for lovens og etikkens rammer.
Venlig hilsen
Mogens
#5 af Mogens S. Mogensen - 14. december, 2008 kl. 11:56
Zlug, du har ret i, at man i dag kan finde stort set alle oplysninger – også om religioner – på biblioteket, på nettet eller i andre medier. Og det kunne være et arguemt imod mission, forstået som det aktive forsøg på at udbrede kendskabet til en religion. Men det samme argument kunne man bruge om politiske ideologier, hvorfor skal vi udsættes for vælgermøder, brochurer og valgudsendelser. Nej, dit forslag om at afskaffe mission ville også afskaffe en masse andre former for mellemmenneskelig interaktion og kommunikation, som hører til det at være mennesker sammen i samme samfund.
Venlig hilsen
Mogens
#6 af Zlug - 15. december, 2008 kl. 00:08
nu ændre politik sig jo hele tiden i og med at samfundet ændre sig.. og der er hele tiden nye emner partierne skal tage stilling til, nye partier kommer til og gamle ændre fra tid til anden poletik. Hvad de forskellige partier står for skifter med andre ord en gang i mellem..
hvad kirken angår er det en helt anden sag.. jeres bibel har ikke ændret sig så meget siden den blev skrevet (den er blevet ny oversat et par gange og der er røget en del tekster ud) og den sidste støre ændring skete i 1500 tallet hvor en hvis Luther mente at biblen burde være for alle.. ikke at det ændrede det helt store på den, kun på opfattelsen af den. teksten forblev den samme..
ja okay der er også ting kirken tager stilling til i dag som foreksempel hvor vidt homoseksuelle må blive gift eller ej og holdningen til dette.. men i bund og grund er det stadig de ti bud Moses kom ned med og de ting en korsfæstet man sagde som i prædiker.. der er altså ikke sket det store.
#7 af Mogens S. Mogensen - 15. december, 2008 kl. 22:04
Zlug, der er mange forskellige tolkninger af kristendommen: katolicisme, ortodoks kristendom, protestantisme mv., og inden for protestantisme er der lutheranere, reformter, pinsevenner, baptister osv. Dertil kommer, at fx Lutheranere til stadighed diskutterer også med hinanden, hvordan man skal forstå kristendommen. Så kristendommen er ikke statisk. – Og under alle omstændigheder må det høre med til menneskelivet i fællesskab, at vi deler vore tanker med hinanden, og også bevidst og ubevidst påvirker hinanden på denne måde. Venlig hilsen Mogens