‘Foråret så sagte kommer’ er titlen på Kaj Munks erindringer. Og sådan husker jeg også mange forår, der kom så sagte. Men det var ikke tilfælde it år. Den netop overståede april-måned var den varmeste i mands minde – eller for at være helt præcis, lige siden man i 1874 begyndte at registrere temperaturerne.
Det har været et drømme-forår, hvor vi har kunnet side ude på terrassen næsten hver eftermiddag. Bøgen sprang ud allerede i begyndelsen af måneden, og man kunne næste glemme, at det kun var april. Haven er allerede nu helt sommerlig og hvis vejret fortsætter hænger vi snart hængekøjen op mellem et par af frugttræerne.
Men indimellem bliver jeg ramt af en skygge, der forstyrrer oplevelsen af mit drømme-forår. Det sker, når jeg kommer til tænke på, om det varme forår hænger sammen med den globale opvarmning. For det meste tanken om klimakrisen fortrængt af talen om den nye Løkke-regering, finanskrisen og svineinfluenza-pandemien. Men når solen skinner og aviserne som nu igen i dag i Politiken (“Danmark er blevet varmere “) forklarer vort varme forår bl.a. med henvisning til den globale opvarmning, så vender skyggen tilbage.
Ifølge FNs klimapanel bestående af mange hundrede af verdens fremmeste klimaforskere hænger den globale opvarmning sammen med den stadigt voksende udledning af CO2. Danske Kirkers Råd og en række andre grupper samlet i Grøn Kirke har netop udgivet avisen Kirken og klimaet globale udfordringer og lokalt engagement for at deltage i debatten op til klimatopmødet i København i december. Men hvorfor skal kirken blande sig i klimakrisen? Bør man ikke overlade det til politikere og videnskabsmænd? I avisen skriver biskop Peter Fischer-Møller: “Behøver kirkefolk så også blande sig – som kirkefolk? Ja, det gør vi, fordi kristendommen kan tilføje sagen vigtige dimensioner.”
To af de vigtigste perspektiver er:
(1) at naturen ikke bare er et råstof men er Guds gode skaberværk, som vi som medskabninger har fået ansvar for at tage vare på.
(2) at en globale opvarmning vil komme til at ramme verdens fattigste hårdt, hvorfor vi har en forpligtelse til både at forebygge skaderne og at bidrage til at tage vare på dem, der rammes.
Ud over det skabelsesteologiske og det etiske perspektiv kan kirken imidlertid også bidrage med det kristne håb. Det Guds rige, som er kommet nær med Jesus Kristus, vil en dag bryde igennem. Gud vil hele alt det, der som et resultat af synden er blevet brudt, inkl. økologi og klima. Det håb giver frimodighed til at engagere sig i kampen mod klimakrisen.
I en af avisens artikler sammenligner Niels Henrik Gregersen, der er professor i samtidsteologi, klodens temperatur med et menneskes blodtryk. Tidligere gjaldt det, at foråret så sagte kommer. Det har ikke været tilfældet i år, men midt i det varme forår kan vi ikke undgå at bemærke, at den globale opvarmning så sagte kommer.
Christiansfeld, søndag, den 3. Maj 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Nye kommentarer