Politiets aktion den 13. August, hvor fuldt bevæbnede betjente gik ind i Brorsonskirken på Nørrebro og arresterede udviste irakiske asylansøgere, som i deres nød havde søgt tilflugt der, har rejst spørgsmålet om kirkeasyl. Giver det overhovedet mening at tale om kirkeasyl i Danmark i 2009, eller er kirkeasyl et middelalderligt begreb, som ingen mening giver i dag?
Ja, kirkeasyl er et middelalderligt begreb, som går tilbage til den gang i det 4. Århundrede, hvor kristendommen blev statsreligion i Romerriget. Kirkeasylet bygger på tanken om kirkens fredhellighed. I dag kender vi i juraen kun til fredhellighed i forbindelse med monarkiet. Ifl. grundloven er kongen fredhellig, dvs. han er hævet over samfundets love. Under kejser Thodosius (347-395) anerkendte kirkeasylet, der indebar at kirker, kirkegårde, klostre mv. blev betragtet som fredhellige. Her måtte der ikke udøves vold eller bæres våben, en tanke, som er beslægtet med, at middelalderkirker havde våbenhuse, hvor kirkegængere måtte lægge deres våben inden de trådte ind i kirken.
Pga. kirkens fredhellighed kunne folk søge tilflugt også fra verdslige myndigheder. De kirkelige myndigheder kunne således tage den asyl-søgende under deres beskyttelse og evt. gå i forbøn for ham hos de verdslige myndigheder. Formålet var ikke at obstruere retshåndhævelse, men at give mulighed for at kirken kunne udøve en pastoral tjeneste i en kritisk situation. Kirken kunne tage stilling til om den asylsøgende var uretfærdigt forfulgt eller blot var en forbryder, hvis retfærdige straf kirken ikke skulle forhindre.
Op igennem middelalderen og nyere tid har der igen og igen været spændinger mellem den verdslige magt og kirken om omfanget og karakteren omfanget af kirkeasylet og kirkens fredhellighed. Ved reformationen blev kirkeasylet ophævet som juridisk begreb i Danmark. Men også efter reformationen var der en særlig respekt for kirkerummet. Alle har adgang til kirken, og derfor er det umiddelbart problematisk at udvise nogen fra kirken, og samtidig opleves kirkerummet i en eller anden forstand for helligt, hvilket lægger begrænsninger for, hvad der kan foregår i kirkerummet. Derfor har der indtil for nylig også været en stor tilbageholdenhed fx fra politiets side mht. at bryde ind i kirker for at udføre deres politiforretninger. I Sverige, Norge og Danmark er politiet aldrig gået ind i en kirke for at foretage anholdelser, men den 13. August blev denne tradition for Danmarks vedkommende brudt. Man kunne også sige, at traditionen blev brudt i 1970, da politiet arresterede politiske aktivister, som imod menighedsrådets vilje var trængt ind i og havde besat Hjardemål kirke i Thy (men her var der altså ikke tale om noget kirkeasyl).
I modsætning til Danmark har man i nyere tid i den lutherske kirke i Norge arbejdet meget konstruktivt med begrebet kirkeasyl. På baggrund af at en række kirker i Norge i 1990erne havde huset kirkeasylanter udarbejdede Mellemkirkeligt Råd en vejledning til menighederne om kirkeasyl i 1998, og senere samme år tilsluttede bispemødet sig principperne i vejeledningen. Heller ikke i Norge er kirkeasyl en reguleret institution, men justitsministeriet har instrueret politiet om ikke at gå ind i kirkerne for at hente mennesker ud, som har søgt tilflugt der, og menighederne kan heller ikke bruge magt til at fordrive dem. Forståelsen af kirkeasyl i Norge er den, at Kirken vil altid være de svake og forfulgtes talsmann. Men kirkeasyl er ikke en alternativ rettsorden i vårt samfunn. Det er noe mennesker i nød selv etablerer når de går inn i en kirke for å søke tilflukt der.
Kirkeasyl som reguleret juridisk institution hører fortiden til, men spørgsmålet er, om ikke også det danske samfund lige som det norske ville have glæde af det åndehul, den tænkepause, det pusterum, eller den helle, som respekten for kirkeasyl og kirkens fredhellighed, etablerer?
Christiansfeld, søndag, den 16. August 2009
Mogens S. Mogensen
Læs mere om kirkeasyl her .
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk .
#1 af disciple - 16. august, 2009 kl. 20:45
Hej Mogens S. Mogensen
Citat:
Politiets aktion den 13. August, hvor fuldt bevæbnede betjente gik ind i Brorsonskirken på Nørrebro og arresterede udviste irakiske asylansøgere, som i deres nød havde søgt tilflugt der, har rejst spørgsmålet om kirkeasyl. Giver det overhovedet mening at tale om kirkeasyl i Danmark i 2009, eller er kirkeasyl et middelalderligt begreb, som ingen mening giver i dag?
Citat slut.
Kommentar:
Det er IKKE korrekt hvad du skriver, at “fuldt bevæbnede betjente” gik ind i Brorsonskirken. Det var almindelig politibeklædning.
De kampklædte og fuldt bevæbnede betjente var i funktion UDENFOR kirken, fordi demonstranter spærrede politiet i at arbejde i henhold til loven. Som bekendt gik det voldsomt til, da nogle af demonstranterne ikke ville flytte sig i henhold til politiets anmodning, men i stedet gjorde disse demonstranter anslag overfor politiets henstillinger.
Politiet måtte derfor rydde gaden og da demonstranterne ikke ville flytte sig, så fik de altså lov til at smage hvad der sker, når man sætter sig op mod de udøvende myndigheder.
Og nej, en kirkebygning er ikke andet end en almindelig bygning og skal derfor ikke anvendes som skjul for lovovertrædere uanset hvem det er.
Kirkebygningen er ikke hellig, det er derimod Guds ord som bliver forkyndt!
mvh
#2 af Børge Klit Johansen - 16. august, 2009 kl. 22:35
Tak for den gode gennemgang af kirkeasylbegrebet. Som altid er du grundig og som altid er resultatet værd at bruge tid på.
“Som rum er kirken ikke spor anderledes end et offentligt toilet,” siger Fyns biskop, Kresten Drejergaard. Jo vist, og en biskop er jo heller ikke spor anderledes end en tissekone på et offentligt toilet, kunne man logisk slutte. Og dog. Der er lige den væsentlige forskel, at Kresten Drejergaard er BISPEVIET. Altså udskilt fra andre kristne og andre præster til “særligt brug.” Og det er netop denne bispevielse, der i samspil med hans “politiske” udnævnelse til posten, gør ham til noget særligt.
Jeg spekulerer på, hvad “disciple” mener med “fuldt bevæbnet”. Når en række betjente stiller sig op i kæde i kirken, men knippel, pistol i bæltet og hjelm med nedtrukket visir, er det så ikke fuldt bevæbnet?
#3 af disciple - 17. august, 2009 kl. 00:42
Hej Børge Klit Johansen
Citat:
Jeg spekulerer på, hvad “disciple” mener med “fuldt bevæbnet”. Når en række betjente stiller sig op i kæde i kirken, men knippel, pistol i bæltet og hjelm med nedtrukket visir, er det så ikke fuldt bevæbnet?
Citat slut.
Kommentar:
Hvis du nu ikke kun brugte de udsagn som demonstranterne, Bedstemødre for Asyl osv. brugte, men derimod politiets nøjagtige beskrivelse af situationen, så oplyser de, at de betjente som var i kirken var IKKE i kampuniform, men derimod almindelig beklædning. De kampklædte betjente som du skriver om var udenfor kirken og de måtte i aktion fordi demonstranterne ikke flyttede sig, men derimod hindrede politiet i lovmæssigt at udføre deres arbejde.
Det er simpelt anarki og det var ikke en fredelig demonstration, men derimod anført af autonome og andre, som altid er parate til at genere politiet i deres arbejde.
I øvrigt var Irakernes talsmand i Brorsonskirken kriminel og udvist på dette grundlag.
mvh
#4 af Mogens S. Mogensen - 17. august, 2009 kl. 05:31
Ifølge et øjenvidne – sognepræsten Per Ramsdal – så var betjenetene iført hjelme med visir og skjolde, da de gik ind i kirken. Venlig hilsen Mogens
#5 af Jan Kragh Nicolajsen - 18. august, 2009 kl. 16:38
“Disciple” gør 17.8. vældig meget ud af ordensmagten, som man ikke må lægge hindringer i vejen, fordi de blot udfører deres arbejde og af demonstrationen foran Brorsons kirke som udtryk for det rene anarki. Hvorfor ikke fokusere på den intolerance og det fremmedhad, der breder sig mere og mere i det danske samfund? Og på en populistisk regering, der er i lommen på Dansk Folkeparti og som på sin sædvanlig skråsikre og indbildske måde tror mere på en Udlændingestyrelse, der har fået mundkurv på end på indsigtsfulde eksperter i FN. Naturligvis er det en uhyggelig fejltagelse, at de irakiske asylansøgere skal hjemsendes, når de fleste af dem i virkeligheden er mere danske end irakiske. Jeg er stolt af de 300 folkekirkepræster, der netop har sagt fra over for umenneskeligheden i denne sag og som fastholder, at kirkens rolle er og bliver at støtte de svage i vort samfund; at forkynde næstekærligheden som kernen i kristendommen. Kun på denne måde kan kirken være en nødvendig, kritisk modpol til den selvtilstrækkelighed og materialisme, som eftehånden er kendetegnende for Danmark mere end noget andet. Statskirke eller ej. Reaktionære bisper eller ej.
#6 af Finn Boserup - 21. august, 2009 kl. 08:27
Et kirkerum er ikke mere fredhelligt end en rockerborg. Så længe kirken eller moskeen alene bliver brugt til gudsdyrkelse, har verdslige myndigheder ikke grund til at forstyrre freden der, men så snart kirkens rum bliver brugt til aktioner, der direkte griber ind i lov og orden i det omgivende samfund, så er kirkerummet ikke mere fredhelligt end ethvert andet partikontor.
I den aktuelle sag har Per Ramsdal, “bedsteforældrene” og BZérne dannet en forening, der fører politik. En politik, der går ud på at sætte landets lov ud af spillet. Uanstændigt.
#7 af Mogens S. Mogensen - 21. august, 2009 kl. 13:29
Rent juridisk betragtet har du naturligvis ret, da der i dag ikke findes love, som giver kirker nogen særstatus. Sådan har det imidlertid ikke altid været, og derfor står vi på efterkanten af en tradition, hvor vi som samfund tillagde kirken en form for hellighed og respekt. Det har vel også været baggrunden for, at politiet aldrig før den 13. august var brudt ind i en kirke, ligesom repræsentanter for politiet også før den 13. august gav udtryk for ønsket om, at det aldrig ville blive nødvendigt. I en kirkelig selvforståelse har kirken imidlertid en særstatus; derfor foretager man egentlige indvielser, når bygninger skal tages i brug til gudstjenester, og for kirkeligt hold lægges der derfor særlige begrænsninger for, hvad en kirke må bruges til. Jeg anerkender fuldt ud, at i din forståelse så gælder det, at “Et kirkerum er ikke mere fredhelligt end en rockerborg”, og at det også er sådan for mange politikere. Det jeg imidlertid ikke anerkender er, når fx biskop Drejergaard giver udtryk for at kirken ikke er mere helligt end et offentligt toilet.I en kirkelig selvforståelse er det for mig at se vigtigt at holde fast, at vi her taler om en bygning, som biskoppen (!) har indviet til gudstjenesterum, og som biskoppen skal tilse bliver behandlet med den dertil hørende respekt. -I det hele taget tror jeg ikke det gavner den samlede kvalitet i det danske samfund, hvis man bortnivellerer alle forskelle, og al respekt for særlige steder og rum, som fx kirken, og for særlige tider (helligdage, søndage). Venlig hilsen Mogens
#8 af Finn Boserup - 21. august, 2009 kl. 14:27
“Rent juridisk betragtet har du naturligvis ret, …” Ja, for vi lever i et samfund, der hviler på grundlaget “Intet over og intet ved siden af Folketinget”. Meget muligt, at kirkerum bliver indviet og reserveret til særlige handlinger (gudstjenester). Men, som jeg skriver, er det jo netop når kirkerummets egne brugere går ud over den oprindeligt tiltænkte funktion, at de afmystificerer rummet. Kirkerummet blev ikke besudlet af politiet, men af dem, der inviterede nogle kendte lovbrydere indenfor med det klare formål at holde dem borte fra lovens lange arm. I f.eks. Irak har man set samme tendens, hvor kombattanter har forskanset sig i moskeer i forventning om at (vestligt) militær ikke turde overskride grænsen til det såkaldt hellige rum. “Den hellige by Kerbala” og så videre. Hvordan skulle vi have stillet os, hvis nazismen havde defineret sig selv som en trosretning og ikke som en politisk doktrin? Kontrafaktisk: “Hitler har forskanset sig i den hellige by Berlin og lover død og ødelæggelse til dem der vover at angribe!” Lyder det ikke lidt søgt? Det minder mig om dengang i skolegården, hvor man legede tagfat og var lige ved at blive fanget. Så søgte man hen på noget, der blev kaldt “helle”. De mest barnlige var dem, der var i stand til pludseligt at definere et sted som “helle”, hvor de lige havde brug for det. Så tilbage til tråden: giv Herren hvad Herrens er og Kejseren hvad Kejserens er. Lad kirkerne blive brugt til gudstjenester, men når kirken blander sig i samfundsforhold, så får den igen af samme skuffe som alle andre, der blander sig i samfundsforhold.
#9 af Mogens S. Mogensen - 21. august, 2009 kl. 17:36
Udsagnet “intet over og intet ved siden af folketinget” bliver tit gentaget, men det er faktisk ikke korrekt. Grundloven er over folketinget, og det betyder bl.a. at folketinget ikke kan ophæve borgernes frihedsrettigheder.”Lad kirkerne blive brugt til gudstjenester, men når kirken blander sig i samfundsforhold, så får den igen af samme skuffe som alle andre, der blander sig i samfundsforhold”. Kirkerne (forstået som kirkerummet) bruges naturligvis primært til gudstjenester, men kirken (forstået som menigheden) må naturligvis blande sig i samfundsforhold, og det må præsten som en del af menigheden (kirken) naturligvis også, og det indebærer også fra prædikestolen at udlægge evangeliet i relation til samfundsforholden, og kirken (som menighed) har naturligvis ret til at holde kirken (forstået som bygningen) åbent for hvem som helst, også mennesker, som myndighederne har besluttet at udvise, det er almindelig gæstfrihed. Men kirken (forstået som menigheden) kan naturligvis ikke straffrit bryde loven bag kirkens (forstået som bygningens) mure, hvad der heller ikke er sket i tilfældet Brorsons Kirke. Havde der i tilfældet Brorsons Kirke været talde om voldsmænd eller andre forbrydere, som havde forbrudt sig mod straffeloven, mennesker som ville være til fare for omverdenen, så kunne jeg godt forstå, at regeringen sendte politiet ind i Brorsons Kirke, men det var jo ikke tilfældet. I den konkrete situation ville det have klædt regering (og politi), hvis ikke var gået ind i kirken på en måde, som passer til arrestationen af voldsforbrydere, og allerbedst, om man havde haft langt større tålmodighed.
Venlig hilsen Mogens
#10 af Finn Boserup - 21. august, 2009 kl. 19:13
En præst må naturligvis kommentere på samfundsforhold lige så tosset han vil, både fra prædikestol og på anden måde, men han må bare være klar til at blive modsagt. Ikke som den linie der blev forsøgt etableret under Muhammed-krisen, hvor religiøse fundamentalister forsøgte at indføre et forbud mod religionskritik. “Havde der i tilfældet Brorsons Kirke været tale om voldsmænd eller andre forbrydere, som havde forbrudt sig mod straffeloven, mennesker som ville være til fare for omverdenen, så kunne jeg godt forstå, at regeringen sendte politiet ind i Brorsons Kirke,..” En af de første talsmænd for irakerne var dømt for narkosmugling og naturligvis derfor udvist. “Men kirken (forstået som menigheden) kan naturligvis ikke straffrit bryde loven bag kirkens (forstået som bygningens) mure, hvad der heller ikke er sket i tilfældet Brorsons Kirke.” At skjule eftersøgte personer er da ikke lovligt. Det er meget sympatisk, at kirken gerne vil tilbyde sig som ankeinstans (overhøjhed?), men kirkeasyl blev måske indført i middelalderen fordi det etablerede retssystem dengang ikke havde tilstrækkelige ankemuligheder. Det har retssystemet i dag, inkl. Flygningenævn og Ankenævn. De 200 irakere er sandsynligvis sympatiske mennesker alle sammen, og det er da synd for dem at de skal tilbage til et land, hvor levestandarden ikke er så god i Danmark. Det er bare ikke det sagen dreje sig om. Det er ikke nok begrundelse for at få asyl. Der er vel ca. 1-2 milliarder fattige mennesker i verden som ville have gavn og glæde af at komme til Danmark eller et andet vestligt land – men så ville verdensøkonomien bare bryde sammen. (For nogle år siden havde vi en naiv minister for udviklingsbistand. Hun mente at fattigdom skulle være tilstrækkeligt grundlag for at få asyl). Kirkeaktionen har bare været et forsøg fra visses side på at gennemføre sin egen lovgivning udenom Folketinget, hvor asylgrundlaget skulle være “Det er synd for mig, for jeg har været dårlig til at disponere mit og mine børns liv”. De afviste asylsøgere har alle advokater. Det er måske deres erkendelse af, at de ikke har været dygtige nok, der nager.
#11 af Mogens S. Mogensen - 21. august, 2009 kl. 23:19
Lige en enkelt kommentar til svar til Finn Boserup”At skjule eftersøgte personer er da ikke lovligt.” Så vidt jeg forstår, har menigheden i Brorsons Kirke ikke skjult nogen, men de har i fuld offentlighed vist gæstfrihed over for en gruppe mennesker.
#12 af Finn Boserup - 22. august, 2009 kl. 11:27
Citat Katrine Winkel Holm i Jyllands-Posten:
Evangelieteksten til i søndags (16/8) var ord til tiden:
»Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule«.
Man skulle næsten tro, politidirektøren var fortrolig med 1. tekstrække i Den danske Alterbog, og at han havde fundet datoen for politiaktionen i Brorsons Kirke med den i baghovedet.
En bedre replik til det misbrug, der har fundet sted i Nørrebro-kirken, kan man næsten ikke finde, og en bedre replik til de 398 præster, der prøvede at gøre gudstjenesten 16. august til en politisk røverkule, er også svær at støve op.
http://jp.dk/opinion/breve/article1790233.ece
#13 af Mogens S. Mogensen - 23. august, 2009 kl. 16:51
Jeg bytter gerne citater. Her er et fra en kronik i KD af teologen Anders Klostergaard Petersen: “Det siger sig selv, at når politiet trods hævdvunden både kirkelig og samfundsmæssig agtelse for kirken som asyl vælger med våben at entre kirkerummet, er der tale om en skelsættende handling. Skønt der i lovgivningen er juridisk hjemmel, er politiet så vidt vides aldrig trængt ind i kirkerummet i nogen af vore protestantiske nabolande trods betydelig flere eksempler på kirkeasyl end i Danmark. Vælger man i en sådan situation som præst at tie, har man også bekendt kulør og har under alle omstændigheder markeret politisk stillingtagen. De historiske fortilfælde taler deres eget tydelige sprog.” Og videre: “Uanset hvilken politisk fløj, der sidder på regeringsmagten, skal præster som andre kristne på vegne af evangeliet tale den førte politik imod. Ikke for at tilskynde til indretningen af en kristen stat, men for at føre en absolut standard på banen, over for hvilken vi alle kommer til kort. Som et korrektiv til at forbedre samfundsindretningen og erindre os om, hvilke krav Gud møder os med. Forudsætningen er fortsat en skelnen mellem politik og kristendom, for ellers var der netop ikke tale om et korrektiv.
Derved bliver kristendom et værn mod at stille sig tilfreds med det rådende og en klar beskyttelse mod selvgodhed og selvtilfredshed. Netop dette var, hvad underskriftindsamlingen handlede om. Den gav ikke carte blanche til, at enhver forbryder nu kan søge ly i kirken og unddrage sig ordensmagten. Allerede siden Romerretten har man skelnet mellem gemene forbrydere og nødlidende. Den gjorde heller ikke kirken til et politisk uvæsen. Den gjorde blot på evangelisk vis evangeliet gældende som det himmelspejl, vi alle som én kommer til kort over for.” Se link: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/335511:Kronik–Giv-kejseren–hvad-kejserens-er?all=1
#14 af Finn Boserup - 24. august, 2009 kl. 10:00
Øv kæh.. jeg overgiver mig.
Vi burde nok give de der kirke-BZ´ere asyl alligevel. Og så skrive et brev til de afviste asylsøgere, der rejste hjem efter første afslag, at de er nogle klaphatte, der gav op for let.
De dygtige advokater, der holder gang i ankesystemet får virkeligt meget at se til, når enhver fremover bare skal lænke sig fast til dobbeltsengen straks ved ankomst til Danmark, sørge for at få nogle (helst kønne) børn, der skal lære dansk i en fart. Så skal man bare holde ud i 10 år og så bliver alle andre argumenter annuleret.
Hvor bliver det let at sidde i Flygtningenævnet: man skal bare dele ansøgningerne i to bunker.
En bunke til dem der får asyl, og en bunke til dem der får asyl alligevel.
#15 af Per Nielsen - 24. august, 2009 kl. 22:19
I Sverige har de det seneste år uden problemer sendt 4000 irakere hjem. Her er i Danmark er der stor ballade, fordi vi sender under 100 hjem. Måske skulle vi lære lidt af vore svenske naboer?