Mogens S. Mogensen

Det har i den senere tid slået mig, at mens vi stadig taler lige så meget om vejrudsigten, som vi altid har gjort, så er der stadig et forholdsvis beskeden interesse for klimaudsigten.

På en måde er det forståeligt nok, for udsigten til regnvejr i morgen eller overmorgen, kan få indflydelse både på mine nærmeste planer og på mit humør, mens klimaudsigten så at sige har meget længere udsigter. Den globale opvarmning med de dertilhørende vandstandsstigninger mv. vil først for alvor slå mærkbart igennem om mange år.

Dertil kommer, at de barske klimaudsigter især vil ramme lande og befolkninger, som ligger langt fra os. Selvfølgelig kan Holland – eller som de hedder på fransk, de lave lande – komme til at stå under vand, eller befolkningen må vænne sig til i højere grad at bo i husbåde. Men ellers er det især i den tredje verden, at man vil få klimakrisen at føle. Det kan naturligvis skabe føre til, at vi får flere hundrede millioner klimaflygtninge, men med en fair og især fast flygtningepolitik kan vi måske dæmme op mod denne menneskelige flodbølge.

Et argument mod at tage klimaudsigten alvorligt, som jeg har hørt flere gange i samtaler mand og mand imellem er, at der gennem de sidste mange tusinde år har været store udsving i klimaet, med kuldeperioder og varmeperioder. Det er rigtigt, at Danmark i flere istider har været helt eller delvist dækket af is, men det havde altså den ulempe, at vore forfædre på vore breddegrader måtte rykke teltpælene op og flytte sydpå. Dagens klimaudsigt lyder ikke på istid, men der er udsigt til, at vi også på vore danske breddegrader får alvorlige udfordringer at slås med.

Et andet argument, som jeg har mødt mange gange, er, at videnskabsmændene og kvinderne er uenige om, hvorvidt der er udsigt til en global opvarmning, og hvis det vitterligt er tilfældet, om denne globale opvarmning er menneskeskabt. Hvis der ikke er udsigt til klimaopvarmning, så er der ikke nogen grund til at gøre noget, og hvis klimaopvarmningen ikke er menneskeskabt, så er der heller ingen grund til at bekymre sig. Altså – overført til vejrudsigtsterminologi – enten bliver vejret godt i morgen, og skulle de blive skidt, så skidt med det, for det kan vi alligevel ikke gøre noget ved.

Det er korrekt, at ikke alle videnskabsmænd er enige om omfanget omfanget af den globale opvarmning og dens årsager. Men der er næsten ingen spørgsmål, som 100% af jordens videnskabsfolk er 100% enige om. Skulle vi som samfund og verdenssamfund vente på en sådan total videnskabelig enighed, inden vi traf beslutninger, vedtog love og bestemmelser, ville vi blive ramt af en katastrofal handlingslammelse, der ville udsætte os alle for dødsensfarlige risici, der ville få en russisk roulette til at ligne en uskyldig selskabsleg.

Med få undtagelser er det videnskabsfolk i dag enige om at konstatere, at jordkloden er inde i en hurtig global opvarmningsproces, som vil få katastrofale følger for store dele af befolkningen ikke bare i form af en markant stigning i havniveauet, men også ekstreme vejrmæssige fænomener, som vil påvirke vor daglige vejrudsigt. Ligeledes er det altovervejende flertal af videnskabsfolk enige om at konkludere, at menneskeskabt CO2-udledning er en afgørende faktor i denne proces.

Vi har ikke brug for ekspertvælde eller smagsdommeri i et demokrati, men vi har brug for, at medierne, befolkningen og politikerne af eksperterne lytter til klimaeksperterne og lader sig oplyse om, hvordan klimaudsigten er. Sådan som demokratier fungerer i dag, så tør politikerne sjældent fremlægge politiske forslag (fx relateret til klimakrisen), som der ikke på forhånd er forståelse for i vælgerbefolkningen. Og befolkningen henter sin information primært i medierne, der igen er tilbøjelige til at give læsere og seere det, som de gerne vil have, for at opretholde høje læser- og seertal. Dertil kommer, at videnskabsfolkene i sidste ende er afhængige af politikerne mht. bevillinger til deres forskning og deres stillinger, og videnskabsfolk er også mennesker, som måske ikke fristes af udsigten til arbejdsløshed.

Hvem kan bryde denne onde cirkel, som kan føre til at vi lukker øjnene for klimaudsigten for de kommende år for i stedet at koncentrer os om vejrudsigten for de næste fem dage? Det kan modige videnskabsmænd, der vil sætte deres stilling ind på deres seriøse klimaforskning. Det kan almindelige mennesker, som danner oplysnings – og pressionsgrupper. Det kan medier, som ikke stirrer sig blinde på oplags- og seertal, men udfylder deres kritiske oplysningsopgave. Det kan politikere, som hæver sig op over dagens politiske spin og populisme og træder i karakter som statsmænd og kvinder.

København, mandag den 7. September 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk .