I en debat om klokkeringning på dagen for klimatopmødet i København den 13. December, argumenter statskundskabsstuderende Isak Krab Koed ud fra ”toregimentlæren, der kort sagt går ud på, at samfundet har to regimenter, det verdslige og det åndelige. Heraf er det kun kirkens opgave at beskæftige sig med det åndelige regimente” (”Kirken klokker i det. Klimatringning er en politisk sag”. Kristeligt Dagblad, den 11. November 2009).
Det er tankevækkende, som politikere på det seneste – og nu en statskundskabsstuderende – har fattet kærlighed til toregimentelæren. Problemet er bare, at det er en stærkt sekulariseret udgave af toregimente-læren, de argumenterer ud fra.
I Luthers oprindelige forståelse af toregimente-læren er det nemlig ikke samfundet, som har to regimenter, men det er Gud, der styrer verden på to forskellige måder, nemlig med sværdet (magten), som var betroet fyrsten, og med ordet, som skulle forkyndes i kirken. Toregimentelæren indebærer altså en anerkendelse af Gud, som den alle, inklusive regeringer står til regnskab over for. Enhver kristen var forpligtet at adlyde regeringen. For Luther gjaldt det dog, at en kristen kunne komme i en situation, hvor lydighed mod Gud kunne indebære ulydighed mod fyrsten. Samtidig viser Luthers undervisning og hans eget eksempel som præst og kirkeleder, at de to regimenter nok er væsensforskellige og adskilte, men dog ikke mere end at Luther som kirkemand kunne rådgive fyrsten i verdslige (politiske) spørgsmål ud fra kirkens forståelse af Guds lov.
Det første skridt i retning af en sekularisering af toregimentelæren tages, når det hævdes at en kristen uden undtagelse skal overholde landets love, hvis han eller hun vil lyde Gud. Desuden sættes der vandtætte skotter i mellem de to regimenter, således at fx præster ikke som præster må udtale sig om politiske spørgsmål.
Den afgørende sekularisering sker imidlertid, når Gud afskaffes toregimentelæren, og det i stedet bliver samfundet, som får to regimenter, nemlig et politisk og et åndeligt. Det åndelige er her ikke længere specifikt kristeligt, men religiøst i en multireligiøs kontekst. Pointen er her, at præster og andre repræsentanter må ikke i deres religions navn blande sig i politiske spørgsmål, og politikere må på den anden side heller ikke blande sig i åndelige spørgsmål.
Sidste trin i sekulariseringsprocessen er, at adskillelsen mellem politik og religion skal forstås sådan, at religion er et anliggende, som skal holdes privat, bag lukkede døre, og altså på lang afstand fra de politiske processer. Omvendt må man fra folketinget side (jf. Ingen over eller ved siden af folketinget) træffe alle de beslutninger, som man føler behov for, når det gælder indgreb i folks religiøse forhold.
I denne absurde situation, som vi desværre undertiden befinder os i , kunne man fristes til at spørge: Hvorfor er det egentlig – lige bortset fra denne skamridning af Luthers toregimente-lære – at religion og politik skal holdes totalt adskilt, når man fx ikke kunne forestille sig at holde kunst og politik adskilt. Eller filosofi og politik. Eller sport og politik. Eller jagt og politik, eller kaninavl og politik …
Toregimetelæren blev til i en helt anden tid end den vi lever i i dag. Spørgsmålet er, om det giver teologisk mening at henvise til den i dag. Den politiske brug af den sekulariserede udgave af Luthers toregimentelære giver i hvert fald ingen mening.
Christiansfeld, torsdag, den 12. november 2009
Mogens S. Mogensen
#1 af Ove P. Edill - 16. november, 2009 kl. 12:35
Hej,
den udlægning kan jeg godt lide, – hvis jeg altså har forstået den rigtigt. Der er ikke noget i livet, der kan unddrages den åndelige side. Jeg synes dog, at der er en del præster, der har spændt buen lige rigeligt hårdt i deres sociale pladderhumanisme. Kristendom contra andre religioner.
mvh
Ove
#2 af Mogens S. Mogensen - 16. november, 2009 kl. 19:30
I søndagens tekst spørger Jesus, hvis billede der er på mønten. Svaret er kejseren. Jesus siger, så giv kejserens hvad kejserens er, altså mønten. Underforstået: Mennesket bærer Guds billede, og hører altså Gud til. Alt hvad mennesket er og gør og har hører Gud til, og vi har med Gud at gøre i alle forhold, også de politiske.
Venlig hilsen
Mogens
#3 af Erik Maul - 17. november, 2009 kl. 11:06
Til Mogens S. Mogensen.
Tak for din artikel om toregimentelæren. Jeg har aldrig kunnet forstå, at kristen tro ikke må have en afsmittende virkning i vort liv, dermed også på den måde, hvordan vi gebærder os i det politiske liv.
Venlig hilsen
Erik Maul
#4 af Oren - 2. december, 2009 kl. 13:05
Accepterer man, at intet findes over eller ved siden af gud, så giver det jo slet ikke mening at have verdslige regeringer, som følger deres egne fortolkninger af moral og etik. Så lad os dog afskaffe dem, og give kirken statsmagt! Eller… Nej, for kirken, som en selvudnævnt guds repræsentant på jorden, består altså også af dødelige mennesker, der ligesom de fleste andre også laver fejl, er magtliderlige, og kan finde på at synde og snyde. Det er altså samfundet, som har to regimenter og ikke gud, for det er samfundet som har gud. Det er altså ikke gud, som har samfundet. Med al respekt for den religiøse samvittighed, så skal den altså ikke nyde fortrinsret over den demokratiske samvittighed. Religion, ligesom politik, er kampen om magt, tilsat et påskud om fortolkning af guds ord, af en altomfattende absolut sandhed, som man alligevel, ikke engang inden for kirkens rammer, ikke kan blive enige om. Toregimentlæren er og kan kun være betinget en den verdslige opfattelse af den, for den er, ligesom gud, en opfindelse af meget verdslige væsener – nemlig mennesker af kød af blod.
#5 af Mogens S. Mogensen - 2. december, 2009 kl. 14:18
@Oren Ud fra en rent verdslig betragtning kan du have ret. Hvis der slet ikke er nogen Gud (udover de tanker mennesker måtte gøre sig om en sådan), så giver det naturligvis ikke mening, som Luther siger, at tale om, at Gud har to regimenter, altså at Gud styrer verden gennem det verdslige regimente (fyrsten/det politiske liv – med magt), og det åndelig regimente (gennem ordet – uden magt). Da der ikke længere er en fælles forståelse af, at der er en Gud til, giver det nok heller ikke længere mening at henvise til toregimentelæren. Så vidt så godt. Men hvis man er kristen, og altså tror, der er en Gud til, som har skabt alt, og som vi er ansvarlige overfor, så forholder det hele sig naturligvis anderledes. Som borger i et verdsligt samfund, man en kristen naturligvis overholde det verdslige samfunds love, og hvis en kristen af samvittighedsgrunde i særlige tilfælde vælger at bryde loven, for fx at hjælpe en flygtning, som er truet af udvisning til et land, hvor han/hun frygter at blive slået ihjel, så må denne kristen naturligvis tage imod sin straf uden at kny. Men det ændrer ikke ved, at for denne kristen, så er der en autoritet, som er højere end den til enhver tid herskende regering og den aktuelle demokratiske flertalsbeslutning.
Venlig hilsen
Mogens