Arkiv over december, 2009
Fagbøgernes top 10 i 2009
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 30. december, 2009
Nytåret er tiden, hvor man gør status. Her vil jeg gøre min personlige status over de ti fagbøger, læst i 2009, som har inspireret mig mest.
Eckhart Tolle, ”Nuets kraft. Nøgle til personlig frigørelse” (Kbh: Borgen 2000)
Den bog, som har udfordret mig mest i 2009 er Eckhart Tolles meget populære bog om nuets kraft. Tolle omtolker her frimodigt kristendommen, så den kan bringes i harmoni med buddhistiske, hinduistiske og i det hele taget nyåndelige forestillinger og praksisser. På en bagvendt måde gjorde bogen det helt tydeligt for mig, hvad kristendom er og ikke er, samtidig med at den udfordrede mig til at overveje vor kristne spirituelle praksis og mangel på samme.
Richard Foster, ”Celebration of Discipline. The Path to Spiritual Growth”
Måske var det derfor (min læsning af Tolle), at jeg fandt en af mine gamle bøger fra 70’erne frem igen, nemlig Foster klassiker om den klassiske kristne spiritualitets discipliner. I en tid, hvor der tales meget om spiritualitet både inden for og uden for kirken, har Foster stadig noget helt centralt at bidrage med.
Martin Modeus, ”Menneskelig gudstjeneste” (Kbh: Forlaget Alfa, 2007)
En gang imellem får læsningen af en bog afgørende betydnig for éns måde at forståe og forholde sig til et bestemt emne. Det skete for mig med læsningen af Modeus’ bog om gudstjenesten. Jeg vil ikke fremover kunne gå til gudstjeneste eller i menighedsrådet eller andre sammenhænge kunne drøfte gudstjenesten uden at indsigterne og perspektiverne fra denne bog vil spille med.
Tom Wright, ”Surprised by Hope” (London: SPCK 2007)
For mange år siden skrev C. S. Lewis bogen ”Surprised by joy” om sit møde med kristendommen. Tom Wrights præsentation af kristendommen sker under fortegnet håb, og det er der kommet en meget spændende bog ud af. Nok den fagbog, som jeg havde størst glæde af at læse i 2009. Et af citaterne fra bogen er, at ” If we want a ’mission-shaped church’, what we need is a hope-shaped mission”. Ved samme lejlighed læste jeg hans mere populære fremstilling af kristendommen i ”Simply Christian”, som er en værdig afløser for C. S. Lewis’ ”Mere Christianity”.
Louise Nelstrop & Martyn Percy (eds.), ”Evaluating Fresh Expressions. Explorations in Emerging Church” (Norwich: Cantebury Press, 2008)
Den anglikanske kirkes arbejde (sammen med metodistkirken) med udviklingen af missionale menigheds og kirkemodeller, under overskriften ”Fresh Expressions of the Church” er en stor udfordring og inspiration for den danske folkekirke. Derfor har det været spændende at læse en række artikler, der evaluerer og diskutterer og også forholder sig kritisk til de hidtidige erfaringer.
Steven Croft & Ian Mobsby, ”Ancient Faith, Future Mission. Fresh Expressions in the Sacramental Tradtion” (Norwich: Cantebury Press, 2009)
Når kirken skal udvikle ”fresh expressions of the church” har den et skatkammer af ressourcer at trække på i form af kirkens lange tradition for spiritualitet. Som Brian McLaren skriver i en af artiklerne i bogen ”the road to the future goes through the past”. Bogen beskriver en lang række eksempler på, hvordan forskellige menigheder og grupper har arbejdet med en missional spiritualitet.
James Lawrence, ”Growing Leaders. Reflections on leadership, life and Jesus” (Abingdon: The Bible Reading Fellowship, 2004)
I en tid hvor den kontekst, som kirken i Europa skal agere i, forandrer sig radikalt, og hvor den konstantinske kristendhedsmodel af kirken er under afviking, er der stærkt brug for ledelse og lederskab på alle planer i kirken. James Lawrence sammentænker i denne bog teologi, spiritualitet og moderne ledelsesteori og erfaringer sammen og giver et godt bud på, hvordan vi i kirken kan være med til at udvikle kompetente ledere.
Bill Musk, ”The Certainty Trap. Can Christians and Muslims afford the luxury of fundamentalism?” (Pasadena, CA: William Carey Library, 2008)
Fundamentalisme er, som Bill Musk i denne bog gør opmærksom på, ikke kun en fristelse og fare, når det gælder islam. Bill Musk analyserer årsager til og virkninger af fundamentalisme i islam og kristendom og præsenterer nogle af de bevægelser og grupper, hvor fundamentalismen er slået over i voldelig ekstremisme.
Mark Sedgwick, ”Sufism. The Essentials” (Cairo & N. Y: Ther American University in Cairo Press (2005)
Mens der i medierne er mest fokus på den form for islam, for hvem shari’a spiller den afgørende rolle, og på den ekstremistiske islamisme, overses den blødere og mere mystisk orienterede sufi-islam ofte, og det på trods af, at en stor del af verdens muslimer er stærkt præget af sufi-strømninger. I denne korte og let læselige bog, giver Mark Sedgwick en fin introduktion til sufi-spiritualiteten i historien og aktuelt.
Charles Taylor, ”A Secular Age” (Cambridge, MA & London: The Belknap Press of Harvard University Press, 2007)
I 2007 udgav Folkekirke og Religionsmøde bogen ”Karma, koran og kirke. Religiøs mangfoldighed som folkekirkelig udfordring”. Bogen indeholder en undersøgelse af hvordan præster i folkekirken møder den religiøse mangfoldighed. Undersøgelsen viste, at for præsterne var islam kun den tredjestørste udfordring. Den næststørste udfordring var den østlig inspirerede religiøsitet eller nyåndelighed. Men 58 % pegede på sekulariseringen som den største udfordring. Det var baggrunden for, at jeg gav mig i kast med Charles Taylors bog ”A Secular Age”. Jeg må tilstå, at jeg endnu ikke er færdig med at læse – og fordøje – bogens over 800 sider, men det er en guldgrube at grave i for alle, der ønsker at forstå en helt afgørende dimension af den kontekst, vi er kirke i i vesten i dag, og som vi alle er påvirket af.
Christiansfeld, onsdag, den 30. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Sådan var det ikke i 90′erne. Dekadernes sang
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 29. december, 2009
Det er ikke bare 2009, der går på held, det er også 00’erne. Hvad vil 10’erne bringe? Og hvordan var de forudgående dekader egentlig?
Skal man sætte én overskrift over 00’erne, så kunne det være, at det blev religionens årti. Efter en ubønhørligt fremadskridende sekularisering, der fik mange til at tro, at tro definitivt var på retur, oplevede vi religionernes genkomst. Det begyndte for alvor med 9-11, de islamistiske terroristers angreb på World Trade Center i USA, og det fortsatte med Muhammed-krisen i 2006. Hovedemnet var islam, men religion dukkede op i mange andre former og kom til at spille en vigtig rolle både i den nationale politik og i storpolitikken. Personligt oplevede jeg det bl.a. derved, at jeg var med til at i 2001 etablere det folkekirkelige projekt, som netop kom til at hedde ”Folkekirke og religionsmøde”.
Sådan var det ikke i 90’erne. I det årti var der i Danmark fokus på, at Danmark var ved at blive et meget mere mangfoldigt samfund, men det var etniciteten, der var i centrum, de forskellige kulturer, som indvandrerne bragte til Danmark, og som var en udfordring for integrationen. Karakteristisk nok hed det kirkelige center, som jeg var med til at etablere i starten af 90’erne, da også ”Tværkulturelt Center”. Et center, hvis opgave var at inspirere kirker og kirkelige organisationer til at engagere sig i mødet med mennesker med en anden kulturel baggrund end den danske. I en europæisk sammenhæng var det nationale, som fik en renæssance. Efter murens fald fik en lang række europæiske nationer deres selvstændighed tilbage, og på Balkan endte de nationale bevægelser i blodige krige. 90’erne blev kulturernes eller det nationales årti.
80’erne var det sidste årti, hvor verden stadig var opdelt i øst og vest, kommunisme og kapitalisme. Der var stort set ingen, som havde forudset, at muren ville falde i 1989. Konfliktet mellem Sovjet og Warshawa-pagten på den ene side og USA og NATO på den anden side var blevet en del af globale arkitektur, som vi tog for givet, og vi havde vænnet os til at leve i frygt for en global atom-krig mellem øst og vest. Jeg var i 80’erne på lang af stand af kampen mellem øst og vest, da jeg var missionær i Afrika, hvor kampen for mange i stedet handlede om at skaffe sig det daglige brød.
I 1970 begyndte jeg at studere historie på Århus Universitet, og en af de første dage i semestret besatte studenteraktivister administrationsbygningen Mens Schlüter i 80’erne kunne hævde, at ideologierne var døde, så var de sprællevende i 70’erne, især på universiteterne. En stor del af min ”uddannelse” foregik i Stakladen og på diverse kaffestuer med diskussioner om ideologi og politik . Mit første foredrag holdt jeg i en kristen studenterforening, og emnet var det spørgsmålet, ”Har marxisten altid uret?” Omvkædet politisk bevidsthed, og derfor var 70’erne for mig ideologiernes årti.
Jeg behøver ikke at slå op i økonomiske værker for at finde ud af at 60’erne var det økonomiske opsvings år. Jeg er opvokset ude på landet, og det var et stort fremskridt, da i løbet af 60’erne kunne skifte hestene ud med en traktor. Den lille Renault 4CW blev udskiftet med en meget større bil. Vi fik køleskab og fjernsyn, og jeg var blandt de efterhånden mange heldige, der fik lov at gå i realskole og senere komme på gymnasiet. Hverken Berlin-muren eller Cuba-krisen kunne kvæle 60’ernes optimisme.
Der er nogen, som har talt om fattig-firserne, men den betegnelse passer nu meget bedre på 50’erne. Danmark slap langt lettere gennem 2. Verdenskrig end de fleste andre lande i Europa, men min barndoms 50’erne blev alligevel levet i den alvorlige skygge, som besættelsestiden kastede over os, og uden den rigdom, vi kender i dag. Vi overtog brugt tøj fra andre og lærte i skolen at købe sparemærker. Omkvædet var sparsommelighed og nøjsomhed.
At ”det er svært at spå”, som Storm P så viseligt har sagt det, ”især om fremtiden”, fremgår af, at man stort set aldrig har kunnet forudsige, hvordan det næste årti ville forme sig, og hvad der ville blive dets hovedtemaer. Med stor sandsynlighed for at tage fejl skal mit bud på 10’erne være, at det bliver det årti, hvor det for alvor går op for os, at magtbalancen i international politik og tyngdepunktet i kristenheden i har forskubbet sig mod syd.
Kierkegaard har mindet os om, at “livet leves forlæns men forstås baglæns”. Når vi nu vender os om mod det nye årti, som vi ikke nu kan forstå, kan Ingemann måske give os en sang med på vejen, som vi kan nynne på og hente håb fra.
Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang.
Godt nytår!
Christiansfeld, tirsdag, den 29. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
“Lad os sammen bekende vor kristne tro”
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 27. december, 2009
Ved gudstjenesten anden juledag havde præsten lige læst beretningen om den Stefanus, der har givet navn til dagen. Stefanus, der netop havde bekendt sin tro på Jesus fra Nazareth, som messias, Guds søn, blev stenet til døde for sin kristne tro. Umiddelbart efter oplæsningen af denne dramatiske beretning, sagde præsten, ”Lad os sammen bekende vor kristne tro”. Nu sad vi jo trygt inde bag Tyrstrup Kirkes tykke mure i et land med religionsfrihed, så sammen med de øvrige kirkegængere rejste jeg mig alligevel op og bekendte vor kristne tro.
For Stefanus kostede trosbekendelsen ham livet, og han blev den kristne kirkes første martyr. Ordet martyr kommer af det græske ord ”martyreo”, som simpelt hen betyder ”at vidne”. I de første 300 år af kirkens historie var der mange andre kristne vidner, som blev forfulgt, tortureret og dræbt af de romerske myndigheder for deres bekendelse til Jesus Kristus som Herre.
I dag kan vi i Danmark heldigvis bekende troen, både inden for kirkens mure og udenfor, uden at blive forfulgt af offentlige myndigheder, men det samme er langt fra tilfældet i andre dele af verden.
I en lang række muslimske lande lægges der alvorlige hindringer i vejen for kristnes offentlige bekendelse af troen på Kristus. If. en traditionel forståelse af islamisk lov er der dødsstraf for den muslimske mand, der vælger at bekende troen på Jesus som Guds søn, og livsvarig indespærring for en frafalden kvinde. Og selvom disse straffe sjældent bringes i anvendelse, er de konkrete konsekvenser alvorlige nok.
I mange samfund kan det også have meget alvorlige konsekvenser for hinduer, buddhister og jøder at bekende troen på Kristus, ligesom prisen for bekendelsen også kunne være høj i kommunistiske lande som Sovjetunionen og Kina.
Når vi i dag bekender vor kristne tro, bekender vi den sammen med fortidens og nutidens martyrer og kristne, som har betalt en høj pris for deres bekendelse af vor fælles tro. Men kunne de ikke bare have holdt deres trosbekendelse for sig selv, i deres hjerte, i deres lønkammer, i deres privatliv? Hvorfor skulle de absolut offentligt bekende deres kristne tro, når nu de vidste at prisen kunne være så høj?
Grundtvig synger et sted i en af sine salmer,
Min mund og mit hjerte
de gjorde en pagt,
i fryd og i smerte
af al deres magt
hinanden at følge
og aldrig fordølge,
hvad i dem er levende lagt.
Hvis vi ikke med vor mund giver udtryk for, hvad der har gjort indtryk i vort hjerte, går der noget i stykker i menneske- og kristenlivet.
Evangeliet er ”en stor glæde, som skal være for hele folket”, og derfor må troen på Kristus bekendes offentligt for alle mennesker. Når vi i dag kan samles til gudstjeneste i Danmark og sammen bekende vor kristne tro, hænger det uløseligt sammen med, at der var kristne, der lige som Stefanus var rede til at bekende den kristne tro, ikke bare i lønkammeret, men også på torvet, og også selvom de var klar over, at der kunne være en pris at betale.
Præstens opfordring ved gudstjenesten i går – og hver søndag – er ikke tomme ord, men ord fulde af indhold og konsekvens. Lad os bekende vor kristne tro, ikke bare i lønkammeret og bag kirkens tykke mure, men også i det offentlige rum. Lad os bekende vor kristne tro sammen med alle andre kristne gennem alle tider og overalt i verden, og være solidariske med dem, som har betalt en høj pris for deres bekendelse eller lige frem er blevet martyrer for deres tro.
Christiansfeld, julesøndag, den 27. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk.
Skal man tage Hedegaard, Krarup og Trykkefrihedsselskabet alvorligt?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 23. december, 2009
Ytringsfriheden er en af de helt centrale frihedsrettigheder i ethvert demokrati. Derfor er en debat om, hvordan ytringsfriheden håndhæves i Danmark og andre steder i verden altid vigtig. I 2004 stiftede Lars Hedegaard, David Gress, Kai Sørlander, Søren Krarup og Jesper Langballe et såkaldt Trykkefrihedsselskab, hvis formål if. Vedtægterne ”at træde i brechen for det frie ord hvor som helst, dette er truet, og uanset, hvem der truer det”. Trykkefrihedsselskabet har et rådgivende organ bestående en række andre prominente bl.a. folketingsmedlemmerne Pia Kjærsgaard, Nasser Khader, Søren Pind, skuespilleren Farshad Kholghi, præsten Katrine Lilleør og universitetslektoren Hans Hauge. I de sidste fem år har medlemmerne af selskabets bestyrelse og råd været blandt de ivrigste deltagere i debatten om ytringsfrihed – og især islam, som de anser som den vigtigste trussel mod ytringsfriheden i dag.
Sandsynligvis opmuntret af deres påviseligt store succes med at påvirke denne vigtige debat er fremtrædende medlemmer af selskabet og rådet gået videre og videre i deres angreb på islam. På det seneste har selskabets formand Lars Hedegaard bl.a. fremstillet muslimer som løgnagtige og uden samvittighed. Og videre: »De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«. Kvinder opfattes af muslimer som værende uden værdi: ”De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder – de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers… Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi«. Bestyrelsen bakker Hedegaard op, mens enkelte af rådsmedlemmerne er begyndt at få kolde fødder.
Trods Trykkefrihedsselskabets ædle formål, nemlig at forsvare ytringsfriheden, er det nu kommet dertil, at man må spørge sig selv, om man overhovedet kan tage Hedegaard, Krarup, Vinkel-Holm m.fl. alvorligt? De bidrager ikke til en seriøs debat om ytringsfriheden, men udtaler sig efterhånden på en måde, så enten må opfatte det som om det var en særdeles grovkornet spøg fra stand-up’ere, eller som om det kom fra mennesker, der var blevet mentalt forstyrrede. Valget står her mellem at le og at græde!
Og så fortjener Hedegaard og Co. måske alligevel at blive taget alvorligt, endda meget alvorligt. Ikke som seriøse debattører af et vigtigt samfundsanliggende, men som farlige demagoger og propagandister. Og dertil meget dygtige og indflydelsesrige demagoger og propagandister. Teknikken er lige så enkel som den er effektiv, og den har været brugt med stort held før, både i demokratier og diktaturer. Hvis man vedholdende år efter år, dag ud og dag ind, i sin propaganda dæmoniserer en bestemt befolkningsgruppe, som udgør et lille mindretal i samfundet, og fremstiller den som skadedyr, kriminelle og fjender, så er der en god chance for at flere og flere mennesker får den opfattelse af denne minoritet. Det næste skridt i udviklingen er, at de begynder at forholde sig til disse mennesker på samme måde som man behandler skadedyr, kriminelle og fjender. Og det er naturligvis også propagandaens formål.
Med sådanne venner af vor ytringsfrihed rinder det gamle ord i hu: ”Gud bevare mig for mine venner; mine fjender skal jeg nok selv få bugt med.” Der er al mulig grund til at tage truslerne mod ytringsfriheden alvorligt, også dem, der kommer fra ekstremistiske islamister. Men selv om vi ikke kan tage Hedegaard og Co alvorligt som seriøse debattører vedr. ytringsfriheden, så er der al mulig grund til at tage dem alvorligt som farlige demagoger og propagandister, der lægger en hel minoritet for had.
Christiansfeld, lillejuleaftensdag, 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.
“What if God was one of us?”
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 21. december, 2009
I en popsang spørger Joan Osborne, ”What if God was one of us?” Det er lige præcist det, som julen giver svaret på. Gud blev én af os, da han lod sige føde som Marias barn i en stald i Betlehem for et par tusinde år siden. ”If God had a name, what would it be?” synger Osborne. Min tidligere kristendomslærer på Ålborg Katedralskole gav i en bog fra 1972 svaret, ”Gud hedder Kristus”. Gud trådte i Jesus fra Nazareth ind i vores verden og vores historie.
At Jesus blev født i Betlehem skyldes kejserens kampagne for inddrivelse af skatter. Folketællingen nødvendiggjorde at Josef og Maria måtte rejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa. De første år levede Jesus som flygtning i Egypten, da kong Herodes i Jerusalem for at bevare sin magt ville slå Jesus ihjel. Af de vise mænd havde han fået det indtryk, at de havde tydet stjernerne sådan, at en ny hersker var blevet født i Betlehem. Johs Døberen, som døbte Jesus og udpegede ham som Guds søn og verdens frelser, blev kort efter arresteret og senere halshugget af kong Herodes, da Johannes havde tilladt sig at kritisere hans livsførelse. I sidste ende gik det om muligt Jesus endnu værre, da han af jødiske ledere blev anklaget for blasfemi og af romerne blev tortureret og korsfæstet.
”If God had a face what would it look like?”, spørger Osborne i sin sang. Gud blev i Jesus én af os, så vi i dag kan genkende hans ansigt barnets, flygtningens, den tortureredes, og hvert medmenneskes ansigt. Et af Jesu navne er Immanuel, der netop betyder ”Gud med os”.
Julen betyder, at himlen kysser jorden, for himmeriget – Guds rige – er brudt ind i vor verden. Guds rige er der hvor Guds vilje sker, hvor kærligheden sker fyldest. Derfor lærte Jesus os at bede, ”komme dit rige, ske din vilje” lige her midt i verden. Guds rige er i inden i os, men Guds rige er ikke kun en åndelig virkelighed i vort lønkammer, men det er også iblandt os, midt i den verden, som Jesus blev konfronteret med fra dag ét i Betlehem. Gud blev ikke menneske for at frelse os fra denne verden op til en fjern himmel, men for at bringe himlen til hele verden. Julen er derfor begyndelsen til enden på adskillelsen mellem himmel og jord.
”What if God was one of us?” I julen kan vi fejre, at Gud virkelig blev én af os, for at vi kunne blive ét med ham.
Glædelig jul!
Christiansfeld, mandag, den 21. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
København blev et vendepunkt …
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 19. december, 2009
Regeringer, organisationer og folk i hele verden havde i flere år set frem til det klima-topmøde i København, som netop er afsluttet. Bortset fra grupper af såkaldte klima-skeptikere var videnskabsmænd/kvinder, regeringer og organisationer enige om, at den menneskeskabte CO2 udledning forårsagede klima-forandringer, som ville true levevilkårene i første omgang for mange mennesker i den tredje verden. Jeg er overbevist om, at vi var mange, som havde håbet, at København ville markere et vendepunkt mht. klima-forandringer.
Det skete også, men på en helt anden måde, end nogen havde forestillet sig. Der blev ikke vedtaget nogen juridisk eller politiske ambitiøs og bindende aftale, der afgørende kunne påvirke udviklingen i klima i positiv retning. Alligevel tror jeg, at København kom til at markere en afgørende ændring i klimaet – nemlig det internationale politiske klima.
Mens den dominerende politiske vind i århundreder har blæst fra vest, med alle de konsekvenser det har haft for klodens beboere, markerede topmødet i København måske, at vi skal til at vænne os til vinden først og fremmest fra øst, men også fra syd. At Kina er på vej til at blive en økonomisk og politisk stormagt, fulgt af en række andre lande som Indien og Brasilien, og at også verdens fattige lande kræver afgørende indflydelse, skaberet nyt internationalt politisk klima, som Løkke-Rasmussen, Obama, Merkel, Sarkozy og Brown først nu skal til at lære at navigere i.
A propopos navigere, så kan situationen måske bedst illustreres med, at alle verdens 193 lande er i samme båd. Indtil videre har det imidlertid været USA og dets allierede, som har siddet ved roret og navigeret den fælles båd. Vi er åbenbart nu i en overgangsfase, hvor der bliver mere og mere kamp om, hvem der skal at bestemme kursen for båden. Problemet er imidlertid, at der gået hul i bunden af båden, alt imens man på broen ganske vist alle er enige at båden tager mere og mere vand ind, men bruger energien på at kæmpe om, hvem der skal have kommandoen.
Hvad ændringerne i det internationale politiske klima kommer til at betyde for løsningen af de klima-problemer, som var på dagsordenen i København, er det nok for tidligt at gisne om. På den ene sider presser de voksende økonomier i øst og syd på for at få lov til at udlede mere CO2, så de kan fortsætte deres nødvendige økonomiske udvikling. På den anden side er det især lande i øst og syd, som allerede nu og endnu mere i de kommende år rammes af konsekvenserne af den menneskeskabte ændring i klodens klima. Den nemme løsning for Kina og de andre lande i øst og syd er er pege på USA og vesten som CO2 synderne, som må stå for reduktionen af CO2 udslippet og betale for u-landenes tilpasningsstrategier. Problemet er bare, at selvom USA og vesten i dag holdt op med at udlede CO2, så vil kloden pga den øvrige verdens voksende udledning af CO2 alligevel opleve en katastrofal opvarmning på 3,5 – 4 grader i 2050. De internationale politiske klimaændringer vil sandsynligvis føre os ud i et farligt politisk stormvejr.
København blev måske et vendepunkt mht. til det internationale politiske klima, så vi nuskal til at vænne os til en mere dominerende vind fra øst og fra syd. Spørgsmålet er, hvornår verdens 193 stater når frem til et afgørende vendepunkt mht. de klimaændringer, der ellers fører til en global opvarmning, og dermed truer vor fælles fremtid.
Christiansfeld, lørdag, den 19. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Fagre nye verden
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 16. december, 2009
Et gammeldags politi arresterer forbrydere, efter de har begået en forbrydelse.
Det moderne danske politi arresterer ”forbrydere”, før de begår en forbrydelse.
Mogens S. Mognsen
16. dec. 2009
Porvoo – en by i Rusland?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 14. december, 2009
For mange danskere er Porvoo sikkert ”en by i Rusland”, og det er da heller ikke helt forkert. Fra 1809 til 1917 var Porvoo lige som resten af Finland under russisk overherredømme. Det var endda i Porvoo, at finnerne efter Sveriges nederlag til Rusland måtte sværge troskab til den russiske tsar. Først efter revolutionen i 1917 fik Finland sin selvstændighed og Porvoo blev en by i Finland, beliggende 50 km øst for Helsinki.
I 1992 førte de lutherske kirker i Norden og Lituaen og de anglikanske kirker i Storbritannien og Irland forhandlinger om samarbejde, der førte til, at der i byen Porvoo blev underskrevet en aftale om et nyt kirkefællesskab. Baggrunden for aftalen var, at disse kirker allerede havde meget til fælles. Deres liturgi minder meget om hinanden, og alle ledes de af biskopper. De er næsten alle en slags folkekirker og har også langt hen ad vejen en fælles forståelse af kirkens opgaver i dag. Formålet med aftalen var at drage disse kirker ind i et nyt og nærmere fællesskab for at fremme den kirkelige enhed og en mere effektiv mission.
Porvoo-aftalen indebærer bl.a., at kirkerne anerkender hinandens døbte medlemmer og menigheder som deres egne, at man anerkendes hinandens ordinationer som biskop præst og diakoner, og at man konsulterer hinanden i vigtige spørgsmål om kirkens tro og orden, liv og tjeneste.
I 1995 sagde den danske folkekirke – som den eneste af de nordiske folkekirker – nej tak til medlemskabet af Porvoo-fællesskabet bl.a. pga en bekymring over den manglende anerkendelse af kvindelige biskopper, og frygten for, at folkekirken ikke ville kunne fastholde sit særpræg og sin selvstændighed inden for Porvoo-fællesskabet. Porvoo-fællesskabet har imidlertid udviklet sig på en måde, som har gjort folkekirkens bekymring og frygt til skamme, og i fredags kom pressemeddelelsen om, at Folkekirkens Mellemkirkelige Råd med bispekollegiets velsignelse nu har meldt folkekirken ind i Porvoo-fællesskabet.
Allerede inden folkekirken blev fuldgyldigt medlem af Porvoo-aftalen, har vi kunnet deltage i mange af fællesskabets aktiviteter. Selv havde jeg fornøjelsen af at være med på en konsultation i Edinburgh i december sidste år om relationerne mellem muslimer og kristne i Porvoo-landende. Og der var også dansk deltagelse, da Porvoo-kirkerne i 2003 udarbejdede ”Guidelines for Inter-faith Encounter”. Også når det gælder overvejelserne om, hvordan de gamle og store folkekirker i Nordeuropa skal møde nutidens udfordringer som missionale kirker har vi meget at lære af hinanden. Det er derfor meget glædeligt, at Folkekirken nu er blevet et fuldgyldigt medlem af Porvoo-fællesskabet. Det er ikke først og fremmest et spørgsmål om økumeni på højt kirkepolitisk plan, men handler om praktisk samarbejde og fællesskab i kirkens mission.
Fremover vil Porvoo ikke længere være ”en by i Rusland”, men vil blive en del af den danske (kirkelige) sprog,. Egentlig var det i byen Järvenpäa 37 km nord for Helsinki, at aftalen blev forhandlet på plads i 1992, men da man skønnede, at det ville være meget vanskeligt for ikke-finner at udtale dette navn, flyttede man fejringen af aftalen til Porvoo, så fællesskabet kunne få et navn, som alle deltagerne kunne udtale.
Christiansfeld, mandag, den 14. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk.
Det (religiøst set) værdi-løse samfund
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 13. december, 2009
I den aktuelle værdipolitiske debat spiller kampen mod religiøse symboler en central rolle. For dem, som lider af religionsallergi eller religionsfobi, eller som tror på sekularisme eller ateisme, repræsenterer religiøse symboler værdier, som er i modstrid med den moderne demokratiske verder, eller i det mindste har nogen værdi i det offentlige rum.
Når man ikke uden videre kan komme helt af med religionerne, kan man i det mindste forsøge at forbyde religiøse symboler i det offentlige rum. Et første skridt på denne vej er forbuddet mod, at dommere må bære religiøse symboler i retten. Men fra flere sider tages der i denne tid tilløb til nye spring fremad.
Hvad sker der, hvis muslimske tørklæder og minareter og andre synlige islamiske symboler bliver forbudt? Der sker det, at islam og de 4 % af befolkningen, som er muslimer, bliver mere og mere usynlige i det offentlige rum.
Hvad sker der, hvis man fx forbyder kristne kors i det offentlige rum? Det stærkeste kristne kors-symbol, vi har, er naturligvis dannebrog. Fjernes korset, som et udtryk for kristne værdier, fra flaget, vajer der et rødt flag fra flagstangen. Da det røde flag jo er et symbol på kommunisme (der også undertiden antager religiøs karakter), må også denne røde farve fjernes. Tilbage står vi med et renset flag, som – helt efter hensigten med kampen mod religiøse symboler – nu er (religiøst set) helt værdi-løst.
Så kan sekularister m.fl. fejre sejren i værdikampen ved at kippe med flaget. Det eneste problem er, at det hvide flag er et symbol på - overgivelse!
Christiansfeld, søndag, den 13. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
For Søren!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 11. december, 2009
Søren Krarup har som en anden mullah udslynget den fatwa, at ”det er det rene hedenskab at tale om Guds skaberværk som en ydre, biologisk faktor, man skal værne om”. Derfor har han som en anden pave ex catedra udtalt, at klokkeringningen den 13. december under klimatopmødet er en ”fuldstændig forfalskning af kristendommen”. Som Vorherre selv har han fældet dom, over dem, som vil ringe med klokkerne den 13. December: ”Her skilles fårene unægtelig fra bukkene. Her bliver det klart, hvem der ved, hvad evangelisk-luthersk kristendom er, og hvem der ikke ved det”.
Inden Søren Krarup som et andet klokkefår går helt i selvsving, og svingningerne forplanter sig gennem æteren og velvillige medier som frygt og bæven til hele befolkningen – er det måske værd at minde om, at Kirkernes Verdensråd, som omfatter næsten alle verdens kirkesamfund (inkl. Folkekirken), bortset fra Den Katolske Kirke, opfordrer alle kirker til at lade klokkerne ringe den 13. December. Og at Det Lutherske Verdensforbund, som omfatter næsten alle verdens lutherske kirker inklusive Folkekirken, på sit rådsmøde den 27. Oktober vedtog en resolution om klimaforandringerne der bl.a.
”opfordrer alle medlemskirker til at højtideligholde den 13. december 2009 – under FNs Klimaforandrings konference i København – som en dag til bøn, bekendelse og handling ang. spørgsmålet om klimaforandringer, at ringe med kirkeklokkerne eller at udføre andre symbolske tiltag som en solidaritetshandling for klima-retfærdighed.”
Verdens kirker, inklusive de lutherske, tager altså klima-spørgsmålet så alvorligt, at de opfordrer til klokkeringning under klima-topmødet. Med det in mente kan de menigheder, som har valgt at ringe med klokkerne på søndag, nok leve med, at de da for Søren er ulutherske, ukristelige og hedenske.
Christiansfeld, fredag den 11. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Utak er verdens løn
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 10. december, 2009
Saudi Arabien har i mange år ført en konsekvent religionspolitik, der har forbudt ikke bare kirketårne og klokker, men også kirker. Og ikke nok med det, så har det også været forbudt for borgerne at konvertere til kristendommen, og det har været forbudt for kristne at samles til gudstjenester. Saudi Arabien er et muslimsk land, som ikke skal skæmmes af alt fra kirketårne til kristne forsamlinger.
For nogle dage siden gik Schweiz i Saudi Arabiens fodspor ved at tage det første skridt i retning af en tilsvarende konsekvent religionspolitik. Ved en folkeafstemning blev det med et klart flertal besluttet at forbyde minareter. Schweiz er et kristen land, som ikke skal skæmmes af muslimske minareter.
Der har i mange år været nære økonomiske bånd mellem Saudi Arabien og Schweiz, og de to lande står på venskabelig fod med hinanden. Man kunne derfor have forventet, at Saudi Arabien havde udtrykt anerkendelser for, at Schweiz tilsyneladende var begyndt at kopiere dets konsekvente religionspolitik.
Men hvad sker der. I stedet må Schweiz nu opleve den ydmygelse, at islamiske lærde og ledere i Saudi Arabien ligefrem opfordrer til økonomisk boykot af Schweiz i protest mod forbuddet mod minareter. Hæv jeres olie-milliarder fra de schweiziske bankkonti. Udskift scweizerure med solure. Ingen pakker med sdhweizerknive eller schweizeroste under daddelpalmen i år. Glem alt om en skiferie i de schweiziske alper.
Utak er verdens løn. Jeg tør slet ikke tænke på hvilken tak schweizerne mon får, når og hvis de går videre i deres bestræbelser på at kopiere saudiernes konsekvente religionspolitik.
Christiansfeld, torsdag, den 10. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Hvorfor skal kirken absolut blande sig – i klimapolitik?
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 9. december, 2009
At kirken for øjeblikket blander sig i klimapolitik, har bogstaveligt talt fået det til at ringe for ørene hos mange danskere. Ligesom skomageren gør klogest i at holde sig til sin læst, skulle kirken så ikke koncentrere sig om de åndelige spørgsmål om frelsen og himlen og overlade de verdslige spørgsmål om politik og jorden til politikerne og deres vælgere?
Når kirken blander sig i politik udsætte den med usvigelig sikkerhed for kritik. Præster blander sig i forhold, de ikke har forstand på? Kirken er ude på at få magt? Kirkefolk opfører sig farisæisk og måske hyklerisk i politik? Det er der desværre helt sikkert eksempler på, og derfor begynder kirkens engagement i såkaldt politiske spørgsmål – når kirken efter min mening er sit kald mest tro – altid med selvkritik, et kald til kirken selv om omvendelse.
Kirkens engagement på dette område går helt tilbage til de gammeltestamentlige profeters kritik af magthaverne for ikke at tage vare på enken, den faderløse, den fremmede og den fattige. Og til Jesu ord om, at hvad vi har gjort (eller ikke gjort) mod den sultende, den fremmede, den syge osv., har i gjort (eller ikke gjort) mod ham. Kort sagt: næstekærlighedsbuddet.
Historisk set har kirken ikke blandet sig i alle mulige politiske spørgsmål, men især hævet sin kritiske røst i helt fundamentale etiske spørgsmål. Kirkemanden Wilberforce tog initiativ til en kamp mod slaveriet. Kirken i Sydafrika med biskop Desond Tutu i spidsen spillede en afgørende rolle for afskaffelsen af apartheid og den efterfølgende sandhedskommission. Det gælder diskrimination på basis af race, etnicitet og køn, social uretfærdighed og fattigdom. Det gælder spørgsmål om krig, der truer alle menneskers overlevelse, men traditionelt især rammer samfundets svageste, som kirken er kaldet til at tage i forsvar.
At blande sig i de politiske spørgsmål vedrørende slaveri, apartheid, diskrimination, social uretfærdighed ud fra en etisk tilgangsvinkel, har aldrig i udgangspunktet været en vindersag. Modstanden fra de magthavere, hvis positioner trues af denne kritik, har altid været massiv. Der har altid været en pris at betale for de kirkefolk, som i ord og handling har engageret sig til fordel for denne verdens svageste. Det gælder også mht. kirkens engagement på det klimapolitiske område.
Klimapolitik er ikke kun et politisk spørgsmål, som kirken trygt kan overlade til politikerne, men det er også et fundamentalt etisk spørgsmål, som kirken skal rejse. Det skyldes, at klimakrisen truer selve menneskehedens livsgrundlag og
især rammer de fattigste i den tredje verden, og at det især vil komme til at gå ud over vore børn, børnebørn og oldebørn.
Det er politikernes opgave at drive politik og løse de politiske problemer. Det er kirkens opgave i ord og handling at forkynde evangeliet og at rejse de etiske problemstillinger. Da der aldrig kan være vandtætte skotter mellem politik og etik, heller ikke mht. klimaet, så skal kirken absolut blande sig ved at pege på de etiske aspekter af klimaspørgsmålet.
Christiansfeld, onsdag, den 9. December.
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om kirke og klima, besøg min websites afsnit om Økologi og klima – teologi og mission. For at læse mere om religionernes samarbejde omkring klimaændringer, besøg min websites afsnit om Interreligious Cooperation on Climate Crisis.
Klimatopmøde – videnskab, politik, interesser og barske realiteter
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 7. december, 2009
I dag begynder klima-topmødet COP15 i København. Samtidig med at repræsentanter for verdens 192 lande samles for at drøfte de globale klima-problemer, er debatten i Danmark for alvor kommet i gang mellem klima-krise ”tilhængere” og ”skeptikere”. Dette hundeslagsmål, som er godt stof i medierne, fordi det indeholder stort konfliktpotentiale, truer imidlertid med at forplumre klima-problemstillingerne fuldstændigt. Videnskabelige resultater og politiske holdninger blandes sammen, lige som sikre videnskabelige data og videnskabelige teorier.
Videnskab
At der over de sidste godt 100 år er sket en global opvarmning, er videnskabsmænd og kvinder også enige om. At der ikke er sket en yderligere stigning de sidste 10 år er alle også enige om, men det ændrer ikke ved, at vi i dag er på et signifikant højere temperaturniveau end for 100 år siden.
Konsekvenerne af denne globale opvarmning fx i form af stigende vandstand og en række andre klimafænomener er også anerkendt af alle.
Det, der ikke er enighed om blandt videnskabsmænd og kvinder, er, om der er stor sandsynlighed for at den globale opvarmning vil fortsætte eller ej.
At mængden af drivhusgasser i atmosfæren er steget meget markant gennem de sidste hundrede år er alle videnskabsfolk enige om.
Sammenholder man kurverne for stigningen i jordens temperatur og for stigningen i mængden af drivhusgasser i atmosfæren kan selv ikke-videnskabsmænd se, at der er en korrelation, altså en slags mere eller mindre parallelt forløb.
Det, der ikke er total enighed om inden for videnskaben er, om der bag korrelationen ligger en kausalitet, altså om den globale opvarmning skyldes den øgede mængde drivhusgasser i atmosfæren. Altså om vi med den globale opvarmning står med et menneskeskabt problem, bl.a. ved at afbrænding af fossile brændstoffer øger mængden af drivhusgasser (bl.a. CO2).
FNs klimapanels teori er, at der er en årsagssammenhæng mellem C02 udslip og så global opvarmning. Ud af 29.000 videnskabelige observationsdato er mere end 89 % svarende til de forventede modeller. De fleste af de forskere, som er skeptiske overfor FNs klimapanels konklusioner, er dog af den opfattelse, at der er en vis sammenhæng mellem drivhusgasser og global opvarmning, men de mener – uden dog endnu at have kunnet føre bevis for det - at der er andre endnu vigtigere faktorer på spil. Enkelte videnskabsmænd afviser dog helt drivhusgasser som årsag eller en af årsagerne til den globale opvarmning.
Politik
Denne situation rejser en række politiske spørgsmål, spørgsmål som indebærer, at man træffer valg og prioriterer.
Hvis man anerkender, at den globale opvarmning hænger sammen med udledningen af CO2, skal man så betale prisen og gøre noget drastisk for at reducere C02 udslippet?
Eller skal man lade stå til, fordi det især vil være verdens rige industrilande, som må skære ned, og fordi konsekvenserne i første omgang især vil ramme den tredje verden?
Eller skal man lade stå til, i håbet om, at videnskaben om nogle år – hvis vi investerer i den – kommer op med nogle nye teknikker, der kan løse problemerne med drivhusgasserne i atmosfæren på en billig og effektiv måde, som vi ikke kender i dag?
Hvis man i stedet tager udgangspunkt i, at ikke alle forskere tilslutter sig FNs klimapanels dystre teorier, skal man så lade den videnskabelige usikkerhed komme den tiltalte (dvs. de rige industrilande, som har stået for det meste af udledningen af C02) til gode, og håbe, at FNs klimapanel tager fejl?
Eller skal vi – al usikkerhed til trods – ud fra et forsigtighedsprincip alligevel handle på basis af FNs klimapanels resultater og reducere CO2 udslippet radikalt, med de omkostninger det måtte have, især for os i den industrialiserede del af verden?
Interesser
Videnskabens arbejde med klimaspørgsmålet og de politiske beslutningsprocesser foregår selvfølgelig ikke i et vakuum. Der er meget store økonomiske interesser på spil. Virksomheder, som producerer vindmøller, solcelleanlæg, alle der arbejder med alternative energiformer til fossile brændstoffer presser naturligvis på for at få en aftale i stand, der ved at kræve en reduktion af brug af fossile brændstoffer, øger deres marked. På den anden side har vi olie, gas og kul-industrien, som står til at miste mange milliarder dollars, hvis topmødet i København følger FNs klimapanels råd. Videnskabsmænd og kvinder og politikere har i mange år været udsat for et enormt pres fra disse pressionsgrupper.
Barske realiteter
Uanset hvem der har ret mht. teorierne om klimaets udvikling, og uanset hvad resultatet bliver af klima-topmødet i København i de kommende dage, så står det ikke til debat, at millioner af mennesker i den tredje verden allerede her og nu rammes hårdt af miljømæssige katastrofer. Det gælder oversvømmelser, tørke, orkaner og andre ekstreme vejrforhold, der hvert år koster millioner af mennesker livet og sender millioner af andre på flugt. Disse barske realiteter udgør det usynlige bagtæppe for forhandlingerne i Bella-centret.
Christiansfeld, mandag, den 7. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Trusler mod demokratiet
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 6. december, 2009
Demokratiet er en forholdsvis ung og skrøbelig plante, som vi må værne om. I Europa er den de fleste steder kun 150 år gammel, og andre steder i verden er det endnu yngre eller det har slet ikke slået rod endnu. I den demokratiske retsstats korte levealder har den været udsat for mange farer og angreb, som flere steder har ført til, at demokratiet i perioder forsvandt.
Demokratiets er som en plante eller et træ, hvor det mest synlige er kronen (grene og blade), som er demokratiske valg og afstemninger og dermed demokratisk valgte lovgivende forsamlinger. Demokratiets rødder er imidlertid borgernes frihedsrettigheder, som fx er udtrykt i vores grundlov og i menneskerettighedserklæringer. Stænglen eller stammen er magtens tredeling, som bl.a. indebærer, at vi har et retsvæsen, som er uafhængigt af regering og parlament.
Igennem demokratiets korte historie har det været angrebet af en lang række dødsensfarlige sygdomme, som ikke bare har truet med at tage livet af den skrøbelige plante, men også har haft held med det. Det gælder bl.a. kommunisme, fascisme, og nazisme Fælles for disse anti-demokratiske bevægelser er, at de har søgt at bevare et skær af demokrati ved at bevare træets krone, nemlig en eller anden form for valgret, valg og afstemninger. Der, hvor angrebet blev sat ind, var mod træets stamme og dets rødder.
Hvor kommer truslerne mod den skrøbelige demokratiske plante i dag? Den trussel, som der er mest fokus på i medierne for øjeblikket, er den islamisme, der vil indføre shari’a. Der er al mulig grund til at modarbejde denne islamisme, som er en reel trussel i en række muslimske lande. Men islamisme er ikke en trussel mod dansk eller europæisk demokrati. Her kommer truslen et helt andet sted fra, nemlig fra en form for populisme, som man kunne kalde demokratisme.
Ved demokratisme forstår jeg her den form for demokrati, hvor der udelukkende fokuseres på det demokratiske træs krone, mens stamme og især rødder forsømmes. Demokratismen er tilsyneladende superdemokratisk, idet der fx i en dansk sammenhæng lægges vægt på, at der ikke er noget over eller ved siden af folketinget (altså folketingsflertallet). Fristelsen er for politikere (især hvis de repræsenterer et flertal) at forsøge at lægge pres på domstolene for at få dem til at dømme i overensstemmelse – ikke bare med lovene – men med politikernes holdninger.
En lige så farlig fristelse er at forsøge at bruge et politiske flertal til at få vedtaget love, som er i modstrid med borgernes grundlæggende frihedsrettigheder. Et skræmmende eksempel på det, er schweizernes vedtagelse ved en demokratisk folkeafstemning af et forbud mod minareter (altså et indgreb mod religionsfriheden), og nogle danske politikeres opbakning til denne vedtagelse med et ønske om på demokratisk vis at gennemføre et lignende forbud i Danmark.
Den demokratiske retsstat kan afvikles over natten gennem en revolution, men den kan også ganske langsomt svækkes af demokratismens svindsot, der angriber det demokratiske træs rødder og stamme.
Christiansfeld, søndag, den 6. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Klimatopmødet og skeptikerne
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 4. december, 2009
Om nogle få dage samles repræsentanter for verdens 192 regeringer til klima-topmøde i København for at søge at finde en løsning på den klima-krise, som verdens 6 mia beboere står overfor. FNs klimapanel peger i enighed på, at vi er i gang med en global opvarmning, som hænger sammen med vor udledning af Co2 og andre drivhusgasser, og at denne opvarmning vil få katastrofale miljømæssige konsekvenser i form af stigende vandstand i verdenshavene, ekstreme vejrforhold såsom tørke og oversvømmelser.
I mange uger har vi hørt på klima-skeptikere, som benægter hele eller dele af det klima-krise-billede, som FNs klimapanel opridser. Det gælder videnskabsmænd og repræsentanter fx for kulindustrien, politikere og andre meningsdannere. Disse klima-skeptikere håber derfor på – og nogle af dem arbejder målbevidst på – at klimatopmødet bliver en fiasko. Risikoen for, at de får mere eller mindre ret, er desværre voksende. Allerede nu har man opgivet det oprindelige mål at få vedtaget en juridisk bindende aftale, og ambitionen er nu skruet ned til en politisk aftale. Flere af de store aktører har spillet ud med forhandlingsoplæg, som ligger milevidt fra det mål, som FNs klimapanel anser som det minimale, hvis man skal undgå klimakrisens værste følger. De afrikanske lande, som for første gang ser ud til at stå sammen i vigtige internationale forhandlinger, truer med at blokere for et resultat, hvis den rige del af verden ikke giver Afrika en tilstrækkelig økonomisk kompensation.
På det seneste er der imidlertid kommet en anden gruppe skeptikere på banen. Også de håber på, at klimatopmødet i København bryder sammen. Deres udgangspunkt er imidlertid det stik modsatte af de traditionelle klima-skeptikere. Set ud fra deres synspunkt vil en klima-aftale, som den (set med FNs klimapanels mest optimistiske briller) tegner sig, være en katastrofe, fordi den giver verdens befolkninger den fejlagtige opfattellse, at man har afværget klima-katastrofen. En af disse skeptikere er NASAs klimachef, James Hansen, hævder i en artikel i Politiken i dag, at vi skal skrue langt mere end for C02 udledningen, og at der ikke er plads til kompromisser.
”Det er analogt til, da Abraham Lincoln stod over for slaveriet, eller da Winston Churchill stod over for nazismen. Du kan ikke gå kompromis. Du kan ikke sige: Lad os reducere slaveriet, lads os finde et kompromis og reducere det 40-50 pct”.
For James Hansen og andre skeptikere blandt videnskabsmænd er de reduktioner af CO2 udledning, som der nu forhandles om langt fra tilstrækkelige til at undgå en katastrofe.
Den første gruppe af klimaskeptikere tager ikke klima-krisen alvorligt. For dem er der gået lidt for meget halleluja i det, og de taler om en klima-religiøs overtro.
Meget tyder imidlertid på, at militæret både i Europa og USA er begyndt at tage klima-krisen meget alvorligt. Konsekvenserne af klimakrisen – fx i form af massive folkevandringer – er i dag kommet højt op på den sikkerhedspolitiske dagsorden. Flere rapporter peger på, at konflikter fremkaldt af klimaændringer kan føre til krig flere steder i verden. I Nordindien er man fx i gang med et bygge en 4.000 km lang indisk mur, der skal dæmme op for klimaflygtninge fra Bangladesh, som er et af de lande i den tredje verden som rammes hårdest af den globale opvarmning.
Det bliver efterhånden vanskelige og vanskeligere at tage den traditionelle gruppe af klimaskeptikere alvorligt. Men forhåbentlig får den nye gruppe af skeptikere ikke ret i deres dystre forudsigelser. Under alle omstændigheder bliver klima-ændringerne en kæmpe udfordring, som kun kan løses, hvis verdens 192 lande arbejder sammen om det. Måtte klima-topmødet blive begyndelsen på dette globale samarbejde.
I toget på vej mod København, fredag, den 4. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk.
Kampen mod minareter og andre islamiske symboler
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 3. december, 2009
Hermed en symbolsk håndsrækning til det danske parti, som – i ledtog med en række andre nationalistiske partier i Europa – kæmper imod islamiske symboler i det offentlige rum. Følgende islamiske symboler kunne med fordel (for partiet) forbydes:
• Minareter – da de er et utvetydigt symbol på muslimernes ønske om at dominere hele verden. Eneste undtagelse skal være de minareter, som vi har i Tivoli.
• Burkaer – da de tildækker hele kroppen og hele ansigtet, udgør de i disse terrortider en sikkerhedstrussel. Forbuddet skal naturligvis ikke gælde lange vinterfrakker med elefanthuer, eller motorcykeldragter med “rumhjelme”.
• Tørklæder – selv om de kun dækker en del af hovedet, er de stadig et symbol på kvindeundertrykkelse. Det skal dog stadig være tilladt gamle damer at tage tørklæde på i kirken, ligesom moderigtige tørklæder også skal være undtaget.
• Langt skæg – da det indebærer at den langskæggede mand følger profeten Muhammeds eksempel, den profet, som er inspirationskilde til ekstremistisk islamisme. Undtaget skal selvfølgelig være agenter, der i kampen mod terror ifører sig skæg og blå briller.
• Hallalslagtning – da det er synd for dyrene. Dog må vi undtage de for handelsbalancen og bruttonationalproduktet vigtige hallalslagtede kyllinger, der går til eksport. Forbuddet må også udstrækkes til at gælde hallal-hippier, som man i forvejen burde tage ved vingebenet.
• Nymånen – da den ligesom minareten er et symbol på islams ønske om at dominere verden. Undtaget er dog den nymåne, som hver måned dukker op på himlen, men da den er så langt væk, vi kan se igennem fingre med den.
• Islamiske navne – da alle de islamistiske terrorister, vi indtil nu kender navnene på, havde sådanne navne. Undtaget er dog den Ali, som optræder i sangen ”Ali bali ali bali bi”, hvorimod beretningen om “Ali Baba og de 40 røvere” sporenstrengs må omdøbes til fx Pia K og hendes 23 røvere”.
• Arabisk skrift – da vi ikke forstår, hvad det er, muslimerne skriver, og der er eksempler på, at fortrolige oplysninger om det danske militær i Afghanistan er blevet lækket på dette sprog. Den eneste undtagelse skal være regeringens skriftlige tilbud på arabisk til muslimer om at vende hjem til Arabien.
• Arabisk tale – da vi heller ikke forstår, hvad muslimerne siger. Og det, vi forstår, at de siger, vil vi gerne være fri for at høre på, fx Allah og Allahu akbar. Én gang for alle må vi lukke munden på muslimerne, her gælder ingen undtagelser.
• Moskéer, da de er samlingssteder for muslimer, som er potentielle islamistiske terrorister. Den eneste undtagelse skal være små moskéer, som til forveksling ligner lagerrum og garager.
• Farven grøn – da den som symbol på islam får os til at se rødt.
• Muslimer – da de er de er omvandrende symboler på islam.
Måske vil det danske parti frygte for konsekvenserne af vedtagelsen af disse forbud. Men dertil er at sige, at der vil være flere andre minoriteter, hvis symboler man med fordel (for partiet) kunne arbejde politisk på at få forbudt.
Christiansfeld, torsdag, den 3. november 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk
Minaretspolitiske spørgsmål
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 2. december, 2009
Er kirkepolitik nu blevet suppleret med en særlig minaretspolitik?
Måske, moske ikke!
Kan minaretspolitik også staves miniretspolitik eller minusretspolitik?
Måske, moske ikke!
Er minaretspolitik begyndelsen til en ny minoritetspolitik?
Måske, moske ikke!
Mogens S. Mogensen
2. december 2009
Korset i kristenlivet
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 2. december, 2009
Nogle gode lutheranere vil sikkert korse sig og sige, at det er uluthersk. Andre vil gå så vidt som til at slå syv kors for sig, og sige at det er katolsk magi. Det jeg hentyder til, er den tradition at slå korsets tegn for sig, en tradition som er ur-kristelig og også luthersk.
Kristenlivet begynder med, at vi i dåben modtager det hellige korsets tegn til et vidnesbyrd om, at vi skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.
Gudsfingrene grande,
slog kors for din pande,
Guds enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade.
I den lille katekismus foreslår Luther, at vi begynder dagen med at gøre det hellige korsets tegn for os og sige ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen”, og at vi slutter dagen på samme måde. Men hvordan kommer vi i gang med at bruge korsets tegn?
I en artikel i Ny Mission nr. 15 fortæller missionæren Per Damgaard Pedersen fra Armenien om, hvordan fader Sassoun, – efter to generationers kommunistisk kristendomsfjendsk styre – gav en gruppe drenge en første indføring i kristen praksis, inkl. korstegning.
”Vores Gud er tre, det er derfor vi har tre fingre samlet. Det er Faderen, Sønnen og Ånden, og det er et mysterium, som jeg måske vil fortælle jer om en anden dag. I dag vil jeg bare fortælle om de to fingre, her inde i hånden. Det er Guds Søns mysterium. For han er både Gud (fader Sassoun peger på den ene finger), og han er menneske lige som os (han peger på den anden finger). Og når vi slår korsets tegn, så beder vi ham om at være med vore tanker inde i hovedet (han sætter de tre fingre mod panden) og vores tro inde i hjertet (fingrene mod brystet), og når vi rører ved venstre skulder og går til højre skulder, så er det ligesom når vi åbner en dør. Vi åbner vores hjertes dør, sådan at Guds Ånd kan komme ind i os.”
Korstegningen er en gedigen kristen praksis, som kan være med til at fastholde os i vort tilhørsforhold til vor korsfæstede og opstandne Herre og minde os om, at fortegnet for hele vort liv – og vor død – er korset.
Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: Vi går til Paradis!
Christiansfeld, onsdag, den 2. december 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Korset i kirken
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 1. december, 2009
At være kirke er at samles om Jesu kors, for evangeliet er ”ordet om korset” (1 Kor 1,18), dåben er en dåb til Jesu død og opstandelse (Rom 6) og nadveren forkynder Jesu død, indtil han kommer (1 Kor 11,26). I den første kirke måtte nogle kristne i deres efterfølgelse af Kristus helt bogstaveligt tage deres kors op, idet de blev martyrer for deres tro på den korsfæstede. Korset i kirken er et tegn på, at kirken som sin Herre er sårbar i verden, og at den eneste magt, som dens Herre har givet den, er kærlighedens magt.
”In hoc signo vinces” – Ved dette tegn skal du sejre! – kunne have været et dækkende motto for kirken. At det alligevel er problematisk at bruge det i dag, hænger sammen med, at den romerske kejser Konstantin tog dette som motto i 312, efter at han havde besejret sin rival til kejsertronen i slaget ved den milviske bro. If. legenden havde han inden slaget haft en åbenbaring, hvor han så korsets tegn på himlen. Kejser Konstantin blev kristen, standsede forfølgelserne af de kristne og gjorde kristendommen til en tilladt religion. Senere blev kristendommen gjort til statsreligion, og senere igen til den eneste tilladte religion i Romerriget.
Fristelsen for kirken til at gøre korset til et sværd er lige så gammel som kristendommen. Da nogle af ypperstepræstens og farisæernes tempelvagter kom for at arrestere Jesus i Gethsemane have, greb disciplen Peter sit sværd og huggede øret af vagten Malkus, men Jesu reaktion var dengang – som det vel også ville være i dag: ”Stik sværdet i skeden!” I højmiddelalderen allierede kirken sig med fyrsterne i en række korstog, der havde til formål med våbenmagt at befri det hellige land – og den hellige grav – fra muslimerne. Også den danske kirke var sammen med kongen engageret i korstog, især i Østersøområdet. Det var under et sådant korstog i Estland, at det rød-hvide korsbanner if. legenden faldt ned fra himlen, som et tegn på, at Gud ville give den danske hær sejr, i slaget ved Lyndanise den 15. Juni 1219.
Hvad gør det ved kirken, hvis den mister den position som sårbar og magtesløs, som korset er et tegn på? Det rammer kirken i dens inderste væsen, som er at være sendt til verden med evangeliet (mission). Faren er, at kirken bruger sin magt (eller statens magt) til at tvinge mennesker, til at blive kristne, eller at kirken i erkendelse af konsekvenserne af denne magtposition i forhold til andre mennesker frasiger sig sin mission.
At det aldrig kan være i kirkens sande interesse at få (politisk) magt eller mere magt, er måske et kors for forstanden for alle politisk forstandige. Men kirken står og falder med, at korset er fortegnet for alt, hvad kirken er og gør og siger.
Christiansfeld, tirsdag, den 1. December 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
-
-
Du gennemser arkiverne over december, 2009
Nye kommentarer