Det følelsesmæssige højdepunkt på den første dag op missionskonferencen på Århus Universitet var mødet med en kristen fra et muslimsk land i Asien, hvor de kristne udgjorde en meget lille minoritet. At gøre en religion til en del af et lands identitet, sagde han, er en stor synd, for det får uvægerligt betydning for forståelsen af borgernes rettigheder.
Islams indflydelse på kirken i dette land har været meget ødelæggende pga af de diskriminerende og undertrykkende love rettet mod de religiøse minoriteter:
• Blasfemilove, som er den ultimative forbandelse for kristne.
• Apostasi/konversionslove, som betyder at konvertitter fra islam til kristendom mister deres arveret og risikerer at blive slået ihjel.
• En social og økonomisk kvælning af det kristne samfund, der fx gør det meget vanskeligt for kristne at få et job.
• Islamisering af den kristne tro og teologi, der fører til, at kristne fristes til at se på deres egen tro gennem islamisk briller (som fx når kristne får en forkert forståelse af lov i kristendom og begynder at forstå bibelen som var den en koran.
Denne kristne mand havde det meget svært med den romantisering af kristnes minoritetssituation, som han undertiden oplevede at møde i vesten. For det kristne mindretal i dette land var det blodig alvor at være et svagt og ubetydeligt mindretal. Hans foredrag var – med hans egne ord – et skrig fra et hjælpeløst folk, men et hjælpeløst folk, som var modigt nok til ikke at gå under jorden, men trofast at leve evangeliet ud i deres hverdag. For den lille kirke i dette muslimske land var kristendommens kerne forsoningen, menneskehedens forsoningens med Gud, og menneskers forsoning med hinanden. Vi forsøger at udleve (reenact) Guds kærlighed, sådan som vi selv har erfaret Guds kærlighed. Det er der vi er, sagde han, og det er der missionen må være i det tredje årtusinde.
For denne kristen er kristendommens ”omega punkt” det, vi – som muslimer og kristne – er fælles om. Vor fælles humanitet – og vor ”fælles” Gud. Hvis der er en muslimsk Gud, en hindu Gud og en kristen Gud, så er der for mig overhovedet ingen Gud. Vore fælles værdier og vor fælles mission, fx at bekæmpe fattigdom.
Vi hørte skriget fra et hjælpeløst folk, som har brug for vor solidaritet, og et folk, som har noget at lære os.
Århus Universitet, onsdag, den 27. Januar 2010
Mogens S. Mogensen
#1 af Karen E. Hansen - 28. januar, 2010 kl. 11:20
Kære Mogens Mogensen!
Tak for dine blogindlæg, som holder os orienterede, jeg læser dem med stor interesse.
Men jeg forstår ikke rigtig udtrykket “kristendommens omega-punkt”. Er det udgangspunkt eller slutpunkt? Fælles humanitet, fælles Gud(?), og fælles værdier mellem muslimer og kristne, ja men…. Lighed mellen Kristus og Koranen?? Hvem tør nævne forskellene?
Grunden til, at den omtalte kristne menighed står fast trods den svære situation, er vel et spørgsmål om sandhed – ellers kunne alt det fælles jo bare betyde, at de løste deres problemer ved at give efter for presset og konvertere til islam!
Den solidaritet, de har brug for fra os, må vel være noget andet end den nævnte “romantisering af de kristnes minoritetssituation”, som blev nævnt. Hvad er det for en romantisering? Og kan den imødegås, uden at vi i Europa “kommer for skade” at udtrykke en vis kritik af islam – den politiske risiko til trods?
Blasfemilovene f.eks., som sigter på at straffe enhver modsigelse af islamisk lov. Ville det ikke være solidaritet at modsige dem i FN, i dialog-situationer og ved handelsaftaler??
Venlig hilsen
Karen
#2 af Mogens S. Mogensen - 28. januar, 2010 kl. 14:14
@Karen E. Hansen: Jeg ved ikke præcis hvad vedkommende person lagde i ordet omega punkt, men jeg synes det giver mest mening at se det som et fælles udgangspunkt, det vi trods alt er fælles om – uden dermed at negligere de afgørende forskelle mellem islam og kristendom.
Romantisering af minoritetssituationen indebærer, at man overser, hvor smertefuldt det er at leve i en sådan situation, der kan minde om de første kristnes situation.
Jeg tror ikke at solidaritet med kristne forfulgt i muslimske lande kan ske uden kritik af den måde islam som religion bruges i undertrykkelse af anderledestroende.
Venlig hilsen
Mogens
#3 af Karen E. Hansen - 31. januar, 2010 kl. 13:17
Efter i går i KD at have læst Bente Clausens referat af den samme oplevelse er det svært at slippe slutreplikken af tankerne: “Det (bifaldet efter biskop Manus bevægende tale) kunne ikke høres i Pakistan”!
Det kan være smerteligt at læse om lidelserne i Haiti, men der kan dog gøres noget.
Her er situationen, at der hvert år i årtier kommer en rapport, som dokumenterer denne minoritets-menigheds elendige vilkår, der må betegnes som direkte forfølgelse – men der sker ingenting. Ingen i Vestens lande råber højt, eller bare taler med eftertryk i den anledning.
Det er ikke svært selv at tænke sig begrundelser, lige fra, at Pakistan har strategisk betydning (og er atommagt) og til de selvransagende om “tonen i debatten” og “den uhyrligt fornærmende” tegning. (Forfølgelserne har fundet sted længe inden den).
Der er god grund til at gøre opmærksom på, hvis et religiøst mindretal i Danmark ikke behandles fair – men der er nu alligevel ingen sammenligning.
Hvordan kan en magtfuld elite inden for en religion lykkes med at få den til at tage sig ud som “verdens ofre” (og få FN til at vedtage resolutioner til dens særlige beskyttelse), mens fanatikere inden for samme religion uhindret kan forfølge andre, f.eks. kristne, stærkere og stærkere? Uden at nogen løfter en finger eller bare en stemme?
Hvilke initiativer tager missionskonferencen til at støtte denne lidende menighed?
Venlig hilsen
Karen
#4 af Mogens S. Mogensen - 31. januar, 2010 kl. 17:17
@Karen E. Hansen: Du har ret i, at det er beskæmmende, at næsten ingen på den internationale politiske scene gør noget alvorligt for at hjælpe forfulgte kristne minoriteter i muslimske lande.
På missionskonferencen blev der ikke vedtaget resolutioner eller nedsat arbejdsgrupper, så det er overladt til den enkelte af os, der hørte skrivet fra det hjælpeløse folk, at gøre, hvad vi kan, der hvor vi er.
Venlig hilsen
Mogens
#5 af Inge Juel Sørensen - 2. februar, 2010 kl. 19:40
Du har så fortvivlende ret i, at vi intet gør. Går man imod strømmen, mobbes man ud. Tier man stille, så er man en god kristen, der passer sin egen vingård.
INGE.