I den afsluttende panel debat om missiologiens fremtid indledte missiologiens ”grand old man” Andrew Walls med at rette en tak til den skandinaviske missiologi repræsenteret ved folk som Torben Christensen, Sundkler og Aagaard, som var et lys i missiologiens mørke periode.
Dernæst mindede han om, at missiologien egentlig burde være alle teologiske discipliners ansvar. Men ligesom den holdning at opvasken er alles ansvar i familien ofte fører til at ingen tager opvasken, på samme måde har det ofte været med missionen. Derfor er vi nogle missiologer, som tilbyder at tage opvasken.
Walls førte på sin karakteristisk suveræne måde tilhørerne på en tour de force gennem 2000 års kirke- og missionshistorie. En afgørende begivenhed i hans optik var udviklingen i det 6. Århundrede, som førte til en opdeling af kirken efter etniske linjer, som åbnede op for de følgende århundreders tragiske splittelser i den globale kirke.
Walls understregede betydningen af den store europæiske migration, som begynde omkring år 1500 og skabte den moderne verdensorden og endte i det 20 århundrede – med etableringen af staten Israel. Nu oplever vi så en omvendt migrationsbevægelse fra den ikke-vestlige verden til den vestlige verden, en bevægelse, som har store konsekvenser for kristendommen og andre religioner. Nu er kirken blevet multietnisk og missionsinitiativer udspringer fra et hvilken som helst hjørne af verden og rettes mod en hvilken som helst del af verden, helt uden om de strukturer, som prægede den moderne missionsbevægelse.
Den vestlige teologi, som er blevet formet af den europæiske intellektuelle historie og især oplysningstiden med dens begrænsede univers, viser sig i dag at være for begrænset i perspektiv til at kunne håndtere den afrikanske og asiatiske virkelighed. Vi kan nu forvente, at se en åbning op af teologien med en forøget kristen interaktion med afrikanske og asiatiske kulturer, måske lige så kreativ som den interaktion, der fandt sted med den hellenistiske kultur i de tidlige kristne århundreder. Måske vil Europa og Amerika komme stil at spille en vigtig rolle som teologiske laboratorier, fordi der nu i Vesten findes alle de byggesten fra hele verden, som der er brug for til i teologisk forstand at bygge det nye tempel i Ånden, der igen understreger den kristne tros multicentriske væsen.
At vi har været 175 deltagere på denne konference, og mange af os sågar danskere, viser, at der er i dag er et voksende antal menesker, som tilbyder at tage opvasken.
Århus Universitet, fredag, den 29. januar 2010
Mogens S.Mogensen
Nye kommentarer