Til kamp mod mobning!


Dansk Folkeparti er nu gået aktivt ind i kampen mod mobning i skolen.  Partiet står i dag klar med et lovforslag, der skal forbyde samtale i timerne og i frikvartererne på andre sprog end dansk. Uddannelsesordfører Marlene Harpsøe slår fast, at ”Det er vigtigt for at forhindre mobning. Vi har set eksempler på skoler, hvor elever har brugt fremmedsprog til at mobbe og tale bag om ryggen på andre. Vi vil gerne være med til at sikre, at man ikke taler arabisk eller urdu eller andre sprog end dansk. I den danske folkeskole taler man dansk” (Politiken 5. feb. 2010)

Alle retsindige borgere i det danske samfund må naturligvis bakke op om kampen mod mobning. At blive mobbet kan være ødelæggende ikke bare for en mobbet elevs skoledag, men kan ødelægge vedkommendes selvværd på langt sigt. Det er naturligvis er problem, hvis andre elever bag ens ryg siger nogle meget nedsættende og ærekrænkende ord om én, på et sprog som mange andre forstår, men som eleven den mobbede elev ikke forstår. En naturlig konsekvens af forbuddet mod andre sprog end dansk, som alle forventes at kunne forstå og bruge, er naturligvis, at vi også må have forbudt en lang række dialekter. Som indvandrer i Sønderjylland er jeg ofte i tvivl om, hvad dialekttalende sønderjyder siger til og om mig. Og selvom jeg ikke tror, at det sker, så kunne de jo i princippet indimellem mobbe mig.

Men endnu værre end den mobning, som foregår på et sprog, som den mobbede ikke forstår, fordi det er arabisk eller sønderjysk, er den mobning, som man kun alt for godt forstår, fordi den foregår på et let forståeligt dansk.  For at Dansk Folkepartis anti-mobbe-politik skal få den ønskede virkning, må der også nedlægges forbud – både i klasseværelserne og i skolegården – mod at anvende de nedsættende og ærekrænkende udtalelser om andre mennesker, som folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti har fået for vane at bruge i deres omtale med en gruppe af vore danske medborgere, nemlig muslimerne.

For ikke utilsigtet at komme til at bidrage til en mobningen af disse mennesker, som både er ødelæggende for deres selvværd og vanskeliggør deres integration i det danske samfund,  vil jeg her undlade at give eksempler på denne mobbende sprogbrug. Da Dansk Folkeparti nu har kastet sig ind i kampen mod denne person- og samfundsnedbrydende mobning, har jeg en klar forventning om, at partiet også vil indstille sin egen mangeårige mobbekampagne især mod indvandrere og nydanskere med muslimsk baggrund.

Christiansfeld, fredag, den 5. februar 2010
Mogens S. Mogensen

, ,

  1. #1 af Mark Pedersen - 6. februar, 2010 kl. 00:35

    Så….ordet “muslim” er ærekrænkende og nedsættende?

    De ord har du ikke lov til at tage i din mund efter at have sidestillet en dansk dialekt med et totalt fremmed sprog.
    Dansk Folkeparti er langt ude på overdrevet generelt, men æres den der æres bør: Her har de faktisk fat i noget. Vi kan ikke have parallelsamfund i skolerne, hvor nogle er “in” fordi de taler et bestemt sprog som ikke tales udenfor deres gruppe. Du sætter gang på gang på gang på gang alt ind på at afvise ethvert tilløb til kritik af nogen som helst forhold i muslimske miljøer, og det er ærligt talt ved at være trættende at høre på.

  2. #2 af Mogens S. Mogensen - 6. februar, 2010 kl. 08:40

    @Mark Pedersen: Det er ikke ordet “muslim”, der er ærekrænkende og nedsættende, men de tillægsord Dansk Folkeparti knytter til det ord. Jeg skal bare henvise til citatsamling, som findes her: http://www.humanisme.dk/hate-speech/index.php
    Jeg er bestemt ikke imod kritik af muslimske miljøer, og har også selv bidraget til kritik af muslimer og islam. Men jeg tillader mig – omend du finder det trættende – også at forholde mig kritisk til den kritik, som jeg finder usaglig, grinagtigt, populistisk, propagandistisk, racistisk, islamofobisk eller i modstrid med grundlæggende retsprincipper i det danskesamfund og grundlæggende værdier i det danske samfund.

(bliver ikke vist offentligt)
  1. Endnu ingen trackbacks.