Nasser Khader har ordet ”demokrati” tatoveret på arabisk på sin muskuløse højre overarm, og han betegner ligefrem sig selv som demokratisk fundamentalist. Sammen med en række andre politikere går han ind for, at der i demokratiets navn skal iværksættes en undersøgelse af religiøse særhensyn.
Jo mere jeg lytter til tilhængerne af en sådan undersøgelse, jo mere står det klart for mig, at formålet ikke primært er at undersøge de religiøse særhensyn, der tages til det store flertal, som folkekirken udgør, men at der er tale om en kritisk undersøgelse af, hvilke særhensyn der tages til de religiøse mindretal.
Egentlig undrer det mig, at hensynsfuldhed nu problematiseres. Jeg har været så naiv, så jeg gik og troede, at det grundlæggende var godt at tage hensyn til hinanden, og at hensynsløshed var en karakterbrist, og ikke noget, som vi skulle søge at fremelske hos hinanden i det danske samfund. Jeg troede også, at det var en dyd at vise særhensyn til religiøse mindretal, så længe det ikke gik ud over andres frihed. Og jeg har i mange år glæde mig over den pragmatiske måde, man på skoler og virksomhed har givet rum for forskellighed også på det religiøse område ved at vise hensyn til hinanden.
Helt særligt undrer det mig, at forkæmpere for det danske demokrati tilsyneladende vil hensynet til religiøse mindretal til livs. Jeg har været så naiv, at jeg gik og troede at et godt demokrati – som jeg bestemt anser det danske for at være – skulle kendes på, hvordan det behandler sine mindretal, og at det ville være en politisk brist, hvis flertallet brugte sin magt uden overhovedet at tage hensyn til mindretallets ønsker og behov.
Det kan godt være, at der kan samles et demokratisk flertal for at fjerne religiøs særhensyn til det muslimske mindretal. Men når man bevæger sig ud på denne demokratiske glidebane, vil det blive vanskeligt at standse den hensynsløse rutschetur, der i lighedens navn vil fjerne alle religiøse hensyn. Når man først er begyndt at mistænkeliggøre hensyn til religiøse minoriteter, er der mange andre hævdvundne hensyn til minoriteter og dem, der er anderledes, som flertallet ser sig i sin gode ret til at eliminere. For enden af denne glidebane ligger et samfund, som er konsekvent demokratisk i betydningen styret af flertallets vilje, men hvor hensynsfuldheden bliver hjemløs.
Måske skulle Nasser Khader og de andre forkæmpere for demokratiet bruge deres demokratiske muskler til i sstedet at værne om et dansk demokrati præget af respekt for mindretal og præget af dansk pragmatisme og en vilje til at vise hensyn også til religiøse mindretal, så længe disse hensyn ikke begrænser hensynet til andres frihed.
Christiansfeld, lørdag, den 20. februar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
#1 af Karen E. Hansen - 23. februar, 2010 kl. 11:59
Og lige så naivt tror jeg, at hensyn, som du skriver, betyder gensidigt hensyn.
Altså, når en børnehave eller en skole indfører halal-mad ved fællesspisning eller i kantinen, så kan man regne med hensyntagen til ikke-muslimers frihed over for halal-reglerne. Også ved stor andel af muslimer blandt eleverne.
Hvis det er sådan, erfaringsmæssigt, at lille Peter frit kan spise sin leverpostej-mad blandt muslimske kammerater, og at dette er et ideal, som der er vilje til at håndhæve (ikke bare at det er nemmere, billigere og fredeligere, hvis alle spiser halal)- så er Khaders forslag ren smålighed og hysteri.
Men alene det at stille spørgsmålet, om det er tilfældet, gør nogen vrede.
Selvfølgelig er det den enkelte skoles ansvar – og sikkert en god idé – at holde et cafe-møde for mødre alene. Hvorfor skal dog politikere blande sig i det.
Men, hvis et møde på Nørrebro er offentligt skulle det vel være lige så selvfølgeligt, at nogle kvinder foretrækker at sidde sammen, og en anden vælger at side ved siden af sin mand – uden at hun af den grund bliver mødt med skældsord, trusler og vold. En kvinde holdt på sin (demokratiske) ret og politianmeldte situationen – men blev nødt til at forlade mødet.
Måske har Naser Khader andre erfaringer end vore?
Vh
Karen
#2 af Mogens S. Mogensen - 23. februar, 2010 kl. 12:27
@For det første tror jeg, at de fleste problemstillinger omkring religionsmødet på skoler og arbejdspladser bedst løses rent pragmatisk på skolerne og og arbejdspladserne. I de tilfælde, hvor de lokale pragmatiske løsninger skaber problemer, er der vel ofte en mulighed for at klage, og hvis der er tale om alvorlige sager, kan der vel foretages politianmelse og føres retssag. Mit problem er, at selve det at vise religiøse særhensyn (jeg ved egentlig ikke hvad forskellen er på religiøse hensyn og særhensyn) mistænkeliggøres gennem denne foreslåede undersøgelse. Lad os dog diskuttere de helt konkrete tilfælde, først og fremmest lokalt, og hvis der bliver en sag ud af det, så nationalt, men denne foreslåede undersøgelse fornemmer jeg, er på kollisionskurs med grundlæggende danske demokratiske traditioner. Det kan godt ske, at man kan “løse” nogle problemer ved at reducere religiøse særhensyn, men jeg er bange for, at prisen for det bliver en svækkelse af grundlæggende værdier i det danske samfund.
Venlig hilsen
Mogens
#3 af Karen E. Hansen - 25. februar, 2010 kl. 11:19
Men alligevel, så er demokratiet og netop den tradition for åndsfrihed og religiøse hensyn, du (og jeg) vil forsvare, da truet fra flere sider, og ikke kun den, du nævner. Der er faktisk tradition for hensyntagen til religiøse mennesker i Danmark, pragmatisk og spontant, – det, der ligger bag bekymringerne er (berettiget eller uberettiget) islam og muslimske krav om hensyntagen. Skønt muslimer stadigt er et mindretal i Danmark, er der jo en del erfaringer for, hvordan religiøs hensyntagen fungerer, når muslimske børn er i flertal f.eks. på en skole.
Demokrati og åndsfrihed afhænger for mig at se i det lange løb af, om de situationer, hvor resultatet er, at alle følger de muslimske spiseregler, – om de er begrundet sådan: “af hensyn til de mindre muslimske børn, her og nu, de større må lære at andre har deres frihed” eller snarere sådan: “af hensyn til freden, for hvis vi holder på den demokratiske (kristne) frihed til selv at spise, hvad vi vil, så bliver der en evindelig ballade”.
Det samme kommer i så fald til at gælde blandt voksne. At “den fredelige sameksistens” i større og større udstrækning bliver afhængig af at alle underordner sig muslimsk lov, i forh. til spiseregler, kønsopdeling ved møder o.s.v.
Ellers bliver der tale om parallelsamfund.
Måske kunne Khaders foreslåede undersøgelse føre til, at vi hørte om en lang række tilfælde, hvor hensyntagen til religiøse spiseregler medfører, at børn lærer at respektere hinandens forskellige baggrunde – og ikke mindst lærer at ingen må regnes for uren p.g. af hvad han/hun spiser eller klæder sig.
Det ville da være sundt for mine fordomme!!
Men at forsvare demokrati og åndsfrihed netop nu, tror jeg medfører den knap så nemme og billige løsning, at fastholde alle parters pligt til at lære hensyntagen.
Hvis nu Khaders højrearm ikke bare er en overfladisk demonstration, men udtryk for en smertelig erkendelse af, at demokratiet i Danmark er truet – på flere måder?
Mvh
Karen
#4 af Ove P. Edill - 25. februar, 2010 kl. 13:15
Også jeg går ind for fredelig sameksistens mellem ligeberettigede parter, under forudsætning af at alle vil respektere landets love. Jeg kan ikke under nogen omstændigheder akceptere, at et andeledes troende folkefærd kommer her og FORLANGER særbehandling, og at vi skal underkaste os deres forskellige former for levevis.
#5 af Mogens S. Mogensen - 25. februar, 2010 kl. 13:21
@Ove P. Edil: Jeg er helt enig med dig i dine ord om “fredelig sameksistens mellem ligeberettigede parter, under forudsætning af at valle vil respektere landets love.” Jeg er også helt enig med dig i, at det ville være helt forkert at acceptpere en særbehandling [fx af muslimer], der ville betyde, “at vi skal udnerkaste os deres forskellige former for levevis”. Men intet af det ovenstående hindrer, at vi efter god dansk demokratisk tradition og med sans for sund dansk pragmatisme viser hensyn over for hinanden, sålænge sådanne hensyn ikke indskrænker andres rettigheder og friheder. Det sker fx på arbejdspladserne, hvor nogle medarbedere med trang til at ryge får lov at gå ud at ryge, mens andre medarbejdere med trang til at bede for lov til at gå ud at bede. Det sker, når man tager hensyn til, at nogle mennesker er vegetarer, og at andre ikke ønsker at spise svinekød.
Venlig hilsen Mogens S. Mogensen
#6 af Mogens S. Mogensen - 25. februar, 2010 kl. 13:34
@Karen E. Hansen: Du har helt ret, at demokrati og tradition for åndsfrihed og religiøse hensyn er bestemt truet fra flere sider, også fra radikale islamisters side! Som jeg også skriver i mit blog-indlæg, så går jeg ikke ind for hensyn fx til muslimer, der indskrænker ikke-muslimers rettigheder og friheder, og derfor går jeg heller ikke ind for, at blot fordi der er muslimer i en børnehave, så skal denne børnehave helt holde op med at servere svinekød. Vi må naturligvis, som du også skriver, arbejder på, at vi alle lærer at respektere hinandens forskelligheder, og det gælder naturligvis også muslimer.
Et af mine anliggender i blog-indlægget var netop fastholde hensyntagen (det vil sige gensidig hensyntagen og respekt for hinandens forskelligheder) som en positiv værdi i det danske samfund, og ikke noget som skulle mistænkeliggøres. Ville man lave en undersøgelse, skulle man naturligvis ikke undersøge ”religiøse særhensyn”, men diskrimination og overgreb og brud på andres rettigheder – i religioners navn.
Et andet af mine anliggender var at fastholde at en ordentlig behandling af mindretal – uanset om de er etniske, religiøse, politiske, kønsmæssige eller hvad – er en vigtig dansk demokratisk værdi. Det er netop det, vi har retssamfundet og de grundlovssikrede frihedsrettigheder til. Naturligvis må også mindretal – uanset af hvilken art de måtte være – også overholde demokratiets spilleregler og lovens bestemmelser. Ville man værne om demokratiet, så kunne man undersøge, hvordan vi behandler mindretal, og om mindretallene overholdt demokratiets spilleregler og lovens bestemmelser.
Hvis det er det for svar for demokratiet, som Nasser Khader vil bruge sin demokrati-indgraverede muskuløse højre overarm til, så vil jeg gerne give ham en hånd med.
Venlig hilsen
Mogens S. Mogensen