”Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Længere kom jeg ikke her til morgen, for jeg kom straks til at tænke på det teaterstykker, som jeg i aftes havde set i det nye skuespilhus i København, Friedrich Dürrenmatts ”Den gamle dame besøger byen”, med Ghita Nørby i titelrollen.
Den gamle dame Clara kommer tilbage til sin fattige triste fødeby, som har det også på tysk meget sigende navn ”Güllen”. Hun er i mellemtiden blevet stenrig, og byens borgere håber, at hun nu vil forgylde deres by. Det vil hun også gerne. Hun lover byen og dens borgere en mia – på én betingelse. De skal slå byens populære købmand, Alfred, ihjel. Hvor gerne de vil have pengene, afviser de dog forarget tilbuddet. De er vel civiliserede og humane borgere, og byen er stolt af gennem tiden at have haft nogle af de mest berømte humanistiske kunstnere som gæster.
Grunden til, at Clara vil have de gode borgere til at slå deres købmand ihjel, er, at hun nu vil købe sig til den retfærdighed, hun ikke fik i byen som barn af en fattig og fordrukken murer. Alfred havde forelsket sig i Clara, da hun kun var 15 år, og den store romance førte til, at Clara blev gravid. Alfred ville imidlertid ikke vedkende sig faderskabet og blev frikendt af en korrumperet dommer i byen. Clara måtte derefter i skam forlade byen og rejse til Hamburg, hvor hun endte som luder i et horehus.
Clara slår sig ned i byen og venter! Og hun venter ikke forgæves. Byens borgere begynder i stor stil at købe på kredit – også hos købmanden! – i forventning om at få del i Claras penge. Med byens borgmester i spidsen og assisteret af både politibetjenten, præsten og den humanistiske gymnasielærer beslutter de på et borgermøde, at ”retfærdigheden” nu må ske fyldest. De slår Alfred ihjel. Clara forærer dem milliareden og forlader Güllen med sin ungdomskæreste i en kiste.
Da en af borgerne tidligere i stykket antyder, at Clara kommer fra helvede, siger nej, hun er helvede! Og trods humoren i stykket, så er der noget diabolsk over hende. Men ondskaben kan ikke bare isoleres til hende, den stikker dybere – i Güllen – som en pest, der har inficeret alle borgerne. Alfred kunne ikke modstå fristelsen til at købes sig fri fra faderskabet, så han ikke skulle bindes til den fattige og fordrukne murers datter. Den gamle dame kunne ikke modstå fristelsen til at bruge sine penge til at købe sig til en slags retfærdighed i forhold til sin ungdomskæreste. Og på baggrund af deres armod kunne ingen af Güllens borgere sige fra over for Claras tilbud om en milliard og en gylden fremtid for dem og deres by.
Når den gamle dame kommer til vores by, kan vi så sige fra? Ny Testamente fortæller om, at der kun var én, der ultimativt kunne sig fra over for ondskabens magter, nemlig Jesus. For Güllens borgere ville prisen for at sige fra have været én mia, men for Jesus var prisen døden på et kors.
Når det virkelig gælder, hvem har så kraft og styrke til at sige fra over for overmenneskelige fristelser, som fx dem Güllens borgere blev udsat for? Det er vel derfor, at vi ikke i vort eget navn, men i Jesu navn eller i ”I faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, siger,: ”Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”.
Christiansfeld, torsdag, den 17. marts 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Nye kommentarer