Mogens S. Mogensen

Det stærkeste symbol på Danmark og det danske, vi har, er vort flag, Dannebrog. Alle symboler har en historie og får deres symbolkraft gennem historien. Efter legenden fik vi vort flag i slaget ved Lyndanise den 15. juni 1219 i det, der i dag er Estland. I korstoget mod de hedenske modstandere var en danske hær under ledelse af Valdemar Sejr tæt på at lide nederlag. I den kritiske situation knælede ærkebiskop Anders Sunesen ned og bad Gud om hjælp. Straks dalede et rødt klæde med et hvidt kors ned, og en røst fra himlen sagde, at danskerne ved dette tegn skulle sejre, hvilket de da også gjorde.

Dannebrog blev et stærkt udtryk for det kristenhedssamfund, som i middelalderen også udviklede sig i Danmark, et samfund med en nær forbindelse mellem kirkemagt og kongemagt, mellem menighed og folk,  mellem kristendom og kultur, og som i det 19. århundrede også var præget af en nær forbindelse mellem det kristelige og det nationale.

I modsætning til en del andre lande er det nationale flag i Danmark meget populært og bruges af næsten alle borgere. Vi hejser flaget ved fødselsdage, og sætter det på halv i forbindelse med dødsfald. Danske soldater har Dannebrog på deres uniformer. Vi vinker med eller ligefrem iklæder os flaget ved landskampe. Vi hænger det på vore juletræer. Vi flager ved nationale fest- og mindedage og i forbindelse med gudstjenester.

Derfor gør det også særlig ondt, når der opstår splittelser og uenighed omkring Dannebrog. Sådan som det måske bliver tilfældet i morgen den 5. september, når vi for første gang skal markere den nye officielle flagdag for Danmarks udsendte soldater, inklusive dem, der ofrede deres liv for Danmark. Modstandere af Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan vil benytte anledningen til at flage – på halv!

Der har imidlertid også i andre situationer været strid om brugen af vort fælles flag.. Dansk Folkepartis markante brug af Dannebrog har – efter kritikeres opfattelse – været med til at svække samlingen i det danske folk omkring vort flag. For nogle danskere er Dannebrog truet som nationalsymbol for alle borgere i Danmark, fordi de oplever, at Dannebrog bliver knyttet sammen med en højreekstremistisk og nationalistisk partipolitik, som de ikke ønsker at blive identificeret med.

Dannebrog som et nationalt symbol er under pres i disse år. Hvis Dannebrog på den ene eller anden måde bruges som symbol for en bestemt politisk holdning, vil det føre til en politisering af vort flag, som vil indebære en svækkelse af det som et fælles symbol, der binder alle borger i Danmark sammen på tværs af partiskel.

Efterhånden som det monokulturelle og monoreligiøse danske samfund udvikler sig i mere multikulturel og multireligiøs retning, og især efterhånden som sekulariseringen vinder frem, og ateismen får større tilslutning, er der bestemt også fare for, at det rød-hvide korsbanner som nationalt symbol kommer under pres. At Dannebrog markerer kristendommens historiske betydning for Danmark, er et faktum, som kun de allerfærreste kan tage anstød af. Problemet opstår først for alvor, hvis Dannebrog bruges som et eksplicit kristent symbol på en måde, så ateister eller tilhængere af andre religioner føler sige ekskluderet af det nationale fællesskab.

Måske bliver vi i højere grad en tidligere nødt til at overveje vor brug af Dannebrog i forskellige sammenhænge. I en artikel i Kristeligt Dagblad i dag om en feltpræst i Afghanistan er der et stort billede af feltpræsten, der holder gudstjeneste sammen med de danske soldater. Feltpræsten står foran alteret og taler til soldaterne. På alteret er der et kors, en bibel og alterelementerne. Over alteret er der i stedet for en altertavle et Dannebrog, ophængt lodret, så det danner et hvidt kors på en rød baggrund.

Vi fik ifølge legenden Dannebrog i en krig, og her er Dannebrog tilbage i krigen. Jeg glæder mig over, at også soldater i krig kan samles om korsets evangelium, men spørgsmålet er, om det er hensigtsmæssigt at bruge Dannebrog over alteret ved en feltgudstjeneste?

Christiansfeld, lørdag, den 4. september 2010
Mogens S. Mogensen