På en konference på Missionshøjskolen i Stavanger i disse tage bliver vi delagtiggjort i erfaringer med menighedsudvikling i skandinaviske lande samt England og Tyskland. I eftermiddag lyttede vi til erfaringer fra den svenske lutherske kirke. Frederik Modeus, der både er præst og forsker i Lund, og forfatter til bogen ”Längta efter liv: församlingsväxt i Svenska kyrka” fortalte om resultatet af en undersøgelse af 35 menigheder, som er kendt for en positiv menighedsudvikling både kvantitativt og kvalitativt. Modeus sammenfattede sine iagttagelser fra disse menigheder i fem punkter.
Forandring begynder, når mennesker finder hinanden. Det handler mere om, hvad vi er som menighed, end om, hvad vi gør. Vi må dele vor længsel med hinanden, så min og din længsel bliver vor fælles længsel. Skal det ske, må vi blive bedre til at lytte til hinanden, hinandens længsel, og også være parat til at gå hinandens længsel i møde (kompromis).
Hvis vi ikke fejrer gudstjeneste sammen, kommer der ikke andre og gør det. Gudstjenestefejring har at gøre men menighedens identitet. Gudstjeneste er kirkeskabende. Når vi fejrer gudstjeneste sammen, så bliver vi til som kirke. Derfor bør alle ansatte og valgte også som en regel og ikke en undtagelse deltage i gudstjenesten. Det er når man fejrer gudstjeneste sammen, at man hinder hinanden.
Det tydeligste træk ved de gudstjenester, som udvikler sig postivt, er en veludviklet delagtighed. Delagtighed har mange former. Der er en praktisk delagtighed, hvor man gør det synligt, hvordan mennesker kan være med og få en praktisk opgave i liturgien, diakonien, studiegruppen e.l. , ikke bare en enkelt gang men kontinuerligt. Der er en repræsentativ delagtighed, der indebærer at man møder så mange forskellige delagtige i fx gudstjenesten, at alle kan finde nogen lige som dem, som de kan spejle sig i. Delagtighed handler også om, at man få lov til at være med til at gøre sin indflydelse gældende, at man oplever, at ens mening bliver taget alvorligt. Endelig handler det om, at mennesker gøres delagtige derved, at deres unikke gaver og talenter opdages og bruges i menighedens arbejde.
Det tydeligste mønster for ledelse i disse menigheder var, at der ikke var ét bestemt mønster. Og dog så var ledelsen alle steder delegerende, visionær og menneskelig. Det er tankevækkende, at en stor del af lederne tidligere havde været på steder, hvor intet fungerede!
Endelig var disse menigheder præget af en klog balancering mellem kultur og modkultur. Man fulgte ikke bare med tidens strøm og gav folk, hvad man troede de ville have, men man lukkede sig heller ikke modkulturelt om sig selv.
Også i Danmark er der en længsel efter liv, en åndelig længsel, som imidlertid ofte går uden om folkekirken. Spørgsmålet er, hvordan vi i folkekirken i Danmark udvikle vore menigheder, så de i højere grad kan komme denne længsel efter liv i møde?
Stavanger, onsdag, den 23. marts 2011
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk og www.missionalkirke.dk.
Nye kommentarer