Mogens S. Mogensen

På en konference i Stavanger, som sluttede i dag, redegjorde en af kirkerådets direktører, Poul Erik Virkenæs for ”Menighedsudvikling i Den norske Kirke”. Han tog afsæt i visionen for den norske kirke: ”I Kristus, nær livet – en bekendende, missionerende, tjenende og åben folkekirke”. Selvom sprogbrugen er anderledes i den danske folkekirke er forskellen alligevel ikke så stor. I forbindelse med betænkningen om ”Opgaver i sogn, provsti og stift” fik vi jo sådan lidt ind ad bagdøren i 2006 formuleret en formålsparagraf for folkekirken: ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser”, og at denne overordnede opgave ”danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave.” Og i diverse betænkninger peges der på, at folkekirkens hovedopgaver er gudstjeneste, uddannelse, diakoni og mission.

Man kan imidlertid som dansk folkekirkekristen, der ikke er vant til mange centrale kirkelige initiativer, blive helt forpustet, når man hører om alle de reformprocesser, som de på samme tid har gang i i den norske kirke:
•    Plan for diakoni
•    Plan for kirkemusik
•    Kunsten at være kirke
•    Trosoplæringsreformen
•    Gudstjenestereformen
•    Ung 18-30
•    Demokratireformen og kirkeordningsprocesserne
•    Strategiplan for køn og ligestilling
•    Bæredygtighedsreformen
•    Plan for samisk kirkeliv.
Men var det ikke Luther eller en af hans håndgangne mænd, der formulerede princippet om ”ekklesia reformata semper reformanda”, den reformerede kirke må altid reformeres.

Sideløbende med disse reformprocesser er den norske kirke også begyndt at engagere sig i en menighedsudviklingsproces. Lederen af dette projekt, prof. Harald Hegstad har formuleret kirkens forståelse af menighedsudvikling som ”En villet ændringsproces, der søger at sætte menigheden i stand til at være det, som den er kaldet til at være, og gøre det, som den er kaldet til at gøre.”

Baggrunden for dette fokus på menighedsudvikling er ifølge Wirgenes, at de omfattende kulturelle og sociale ændringer i samfundet kalder på en øget bevidsthed om, hvem vi som kirke er, og hvordan vi som kirke kan være tro tjenere i det kald vi har fået. Men først og fremmest  ”Jesu kald, missionsbefalingen, den hellige rastløshed, som er lagt ind i Kristi legeme på jord”.

At de kulturelle og sociale ændringer i konteksten for den danske folkekirke er mindst lige så store som de er for den norske kirke, kan der ikke være nogen tvivl om. Men det afgørende er måske, om vi i udviklingen af vore kirker i Norge og Danmark er drevet af ”den hellige rastløshed”, som udspringer af vort kald som kirke.

Stavanger, torsdag, den 24. marts 2011
Mogens S. Mogensen