Mogens S. Mogensen

Al-Qaedas terrorangreb – i islams navn – på USA den 11. september 2001, gav muslimer verden over et alvorligt  problem. I de efterfølgende år begyndte flere og flere især i vesten at forbinde islam og med terrorisme, og muslimer blev mistænkt for at være potentielle terrorister.

Nogen tid efter 9/11 foretog Global Gallup Poll en meget omfattende undersøgelse blandt muslimer i 35 lande af deres holdninger til terrorisme. Undersøgelsen viste, at 93% af alle muslimer tog afstand fra terrorisme i islams navn, men der var altså samtidig 7%, som ikke ville fordømme terrorisme. I disse mere ekstremistiske eller radikaliserede kredse inden for islamismen blev der med stor kraft fremsat tolkninger af islam, der legitimerede terrorisme.  De ekstremistiske islamister fik langt større mediebevågenhed en det overvældende flertal af moderate muslimer, som tog afstand fra terrorisme i islams navn, og der opstod samtidig en slags ”uhellig” alliance mellem disse ekstreme islamister og stærkt anti-islamistiske politiske grupperinger i vesten, som begge var enige om, at den sande islam, var den ekstremistiske islam.

Af forskellige grunde hørtes de ikke ekstremistiske muslimers stemme ikke så tydeligt i debatten. Fra det vigtigste sunni-muslimske lærdomssæde, al-Azhar i  Cairo er der kommet en fatwa, de har fordømt terrorisme. Og også den populære TV –prædikant Qaradawi, der står Det Islamiske Broderskab nær, har udstedt en fatwa, der fordømmer terrorisme, men med den meget problematiske undtagelse, at terrorhandlinger inkl. selvmordsbomber mod fx den israelske befolkning var tilladelig, da hele Israel var i krig mod palæstinenserne.

I erkendelse af, at muslimerne selv måtte gøre meget mere for at korrigere det meget negative billede af islam, som mange i vesten efter 9-11 havde af islam, tog grundlæggeren og lederen af den pakistansk baserede internationale bevægelse Minhaj ul-Quran, sheikh Muhammad  Tahir ul-Qadri en række initiativer. For få måneder siden udarbejdede han et 500 sider lang fatwa, der erklærede enhver form for terrorisme og brug af selvmordsbomber for u-islamisk.

I går afholdt Minhaj ul-Quran så en stor ”Peace for Humanity” – konference i London med 12.000 deltagere, ikke bare fra UK, men også fra en række andre lande verden over, og med deltagelse af repræsentanter for kristendom, jødedom, hinduisme, buddhisme, sikhisme mv. Som én af tre kristne repræsenter fra Danmark havde jeg fornøjelsen af at være inviteret med til konferencen af den danske afdeling Minhaj ul-Quran.

På konferencen blev  ”The London Declaration for Global Peace & against Extremism 2011” fremlagt, og baggrunden for den og intentionerne med den forklaret af Tahir al-Qadri i en to timer lang tale. Hovedpunktet i erklæringen, der lanceres ”af muslimer og til muslimer – og resten af menneskeheden”, er fordømmelsen af terrorisme. ”Vi forkaster utvetydigt al terrorisme, fordi der i hjertet af alle religioner er en tro på uskyldige menneskelivs hellighed.” Og videre siges det, at terrorisme ”er u-islamisk, u-jødisk, u-kristelig og i det hele taget i modstrid med alle trosretningers lære”. Terrorisme i en hver form fordømmes uanset dens påståede religiøse og politiske intentioner. ”Vi forkaster, afviser og fordømmer enhver terrorisme begået i islams navn, lige som vi forkaster og fordømmer enhver terrorisme begået i andre religioners  navn eller af andre årsager”.

Samtidig tager erklæringen afstand fra den opfattelse, at vesten og islam er låst fast i en uundgåelig konflikt, og i det hele taget afvises teorien om ”Clash of civilisations”.  Erklæringen anerkender, at uløste konflikter rundt om i verden giver næring til terrorisme, men forpligter underskriverne til at arbejde på ikke-voldelige løsninger af konflikter. ”Det arabiske forår” bydes velkommen netop som en rettighedsbaseret og ikke religions-baseret bevægelse. I konflikten mellem Israel og Palæstina anerkendes både palæstinensernes ønske om en selvstændig stat og israelernes behov for at kunne leve i sikkerhed både nationalt og lokalt. Antisemitisme afvises sammen med islamofobi og enhver form for xenofobi og racisme.

Helt grundlæggende tilslutter erklæringen sig menneskerettighedernes bestemmelser om frihedsrettigheder for alle og ligestilling mellem mænd og kvinder (og i talen fordømte Tahir al-Qadri både tvangsægteskaber og fætter-kusineægteskaber). På det religiøse område anerkender erklæringen de unikke forskelle, der er mellem religionerne, og tilkender tilhængere af alle religioner og tilværelsestolkninger de samme rettigheder og friheder (på konferencen fik repræsentanter for de forskellige religioner lejlighed til ud fra deres tradition at bede for fred i verden).

Da det er lige så vigtigt, hvad der ikke står i en erklæring, som hvad der står, tillod jeg mig under en audiens tidligere i dag hos London Deklarationens ophavsand, Tahir al-Qadri, at spørge, om de religiøse frihedsrettigheder nu også inkluderede anerkendelsen af menneskers ret til at konvertere, inklusive at forlade islam til fordel for en anden religion. Tahir al-Qadris svar var meget klart: det enkelte menneske skulle if. hans tolkning af koranen have frihed til at vælge at tilslutte sig og forlade en religion, uden nogen tvang.

Minhaj ul-Quran taler naturligvis langt fra på vegne af alle ikke-ekstremistiske muslimer i verden, men det er en vigtig stemme i det globale islamiske kor. Bevægelsen, der har fem moskeer i Danmark, er stærkt præget af sufi-islam, der traditionelt er karakteriseret ved en høj grad af moderation, tolerance og åbenhed overfor andre religioner. London Erklæringen må ses i sammenhæng med ”A Common Word” fra 2007, hvor muslimske lederer fra hele verden og mange retninger inden for islam ligeledes forsøgte tegne et andet billede af islam end de, som mange i vesten havde af islam. Mens “A Common Word” ville vise, at islam lige som kristendom handler om kærlighed til Gud og til næsten, så vil London-erklæringen vise, at islam lige som vesten er imod terrorisme og for de samme værdier (fx menneskerettighederne), som vesten går ind for.

Betydningen af ”London Erklæringen” vil imidlertid komme til at afhænge af, hvordan den bliver modtaget i bredere muslimske kredse – og om den vil blive hørt og taget alvorligt af medierne i Vesten.

London, søndag, den 25. september 2011
Mogens S. Mogensen