Mogens S. Mogensen

Alle 80 pladser i auditoriet på Århus Universitet var besat I dag, da der blev afholdt en missionskonference I anledning af Mission Afrikas 100 års jubilæum. Blandt deltagerne var der et dusin afrikanske kirkeledere fra bl.a. Nigeria, Sierra Leone og Cameroun. Konferencens tema var “Mission og identitet – afrikansk, kristen, luthersk”.

Mogens Jensen, der i en årrække var formand for Mission Afrika, den gang selskabet stadig hed Sudanmissionen fortalte bl.a. om, hvordan den første missionær, Niels H. Brønnum, begyndte sit arbejde blandt bachamaerne i Numan I den nordøstlige del af Nigeria. Inden han nåede så vidt, havde han lært sig hausa, og nu gik han i gang med bachama-sproget. I løbet af få år havde han oversat flere evangelier til bachama, skrevet kristne salmer på bachama til bachama-melodier og også skrevet en meget indlevende bog om bachamaernes kultur og religion – med den lidt misvisende titel ”Under dæmoners åg”.

Brønnums arbejde fik imidlertid konsekvenser, som han aldrig havde drømt om, sagde Niels Kastfelt fra Københavns Universitets Center for Afrika Studer. Brønnum var blevet slået af lighederne mellem Bachamaernes traditionelle religion og kristendommen. Bachamaernes skabergud Pwa havde en søn, Nzeandzo, der på nogle punkter kunne minde om Jesus Kristus. I sin oversættelse af tekster fra Bibelen og i sine salmer valgte Brønnum termer, som var hentet fra Bachama-religionen (bl.a. ordet for Gud, Pwa), og som blev omtolket I Kristen retning.

Det blev begyndelsen til en kristianisering af Bachamaernes traditionelle religion. Senere begyndte bachamaerne at spekulere over, om der var en forbindelse fra deres religion tilbage til kristendommen – via Egypten – som gik langt forud for missionærernes virksomhed, som så blev betragtet ikke som en introduktion af kristendommen, men som en ”restaurering” af den kristendom, som gennem årene var falmet. På den baggrund udviklede bachamaerne (sammen med deres broderfolk battaerne, der tilsammen i dag kalder sig Bwatiye) en forståelse af sig selv som et kristent folk og af deres traditionelle religion som en oprindelige kristen religion.

I sin analyse af den lutherske identitet i afrikanske lutherske kirke understregede Peter Bartimawaus fra Brønnum Lutheran Seminary ved Yola i Nigeria, at sakramenterne og frelsen på basis af de tre lutherske sola’er (naden, troen, skriften alene) stadig spiller en stor rolle, sammen med forståelsen af diakoniens centrale betydning, men at lutheranere i Afrika i disse år bliver mere pentekostalt og pietistisk prægede end lutheranere i Vesten, uden at det dog efter hans opfattelse ændrer deres lutherske identitet.

På basis af en lang række interviews med lægfolk i den lutherske kirke i Iringa, Tanzania, tegnede Flemming Hansen, der efter sin missionærtjeneste i Luthersk Mission skrev en PhD afhandling om emnet, et billede af, hvad der konstituerede den kristne lutherske identitet hos disse mennesker, for hvem den traditionelle religion stadig havde en meget stor indflydelse.
De betonede både dåben, troen på Gud, men også et moralsk levned. Regelmæssig kirkegang var vigtig, fordi man der kunne få tilgivelse for sine synder. En kristen begravelse (som forudsatte, at man ikke var i kirketugt) blev betragtet som den definitive adgangsbillet til himlen.

En udtalelse fra en af informanterne, som Flemming Hansen gengav, skabte stor debat. ”En kristen er kristen om dagen og afrikaner om natten”.  Kristendommen havde svar på spørgsmål om evigheden, mens de søgte svar på deres dagligdags spørgsmål og hjælp til deres problemer her i livet i deres traditionelle religion. En afrikansk biskop tog anledning heraf til at spørge, om det var noget særegent for afrikanere. Hvad er kristne her i Danmark om dagen, og hvad er de om natten? Måske er de kristne om natten, men hvad er de så om dagen?

I professor Viggo Mortensens afsluttende indlæg slog han fast, at kristendommen er en religion, der er skabt til at rejse. I de sidste 100 år har vi oplevet, hvordan kristendommen er blevet global, og hvordan kristendommens tyngdepunkt de sidste årtier har flyttet sig fra den nordlige halvkugle og Vesten til den tredje verden. Når kristendommen flytter sig, ændrer den form, for kristendommen er en kontekstualiserende religion, der altid slår rod i lokale områder og tager form og farve derfra. Det gælder også i Afrika, og sådan må det være. For ”Vi kan kun genkende Guds Ord, hvis han kommer i en klædedragt, som vi kan genkende.”.

Århus, onsdag, den 16. november 2011
Mogens S. Mogensen