“Peace for development “ er temaet for den konference mellem kristne og muslimske ledere fra otte afrikanske lande, som i disse dage afholdes i Addis Abeba, Etiopien. Konferencen ledes af generalsekretæren for “Programme for Christian Muslim Relations in Africa”, Dr. Johnson Mbilla, og dagens hovedoplæg var netop Mbillas overvejelser om, hvad det er, der i dag truer freden mellem muslimer og kristne i Afrika.
Afrikas oprindelige religioner var de såkaldte afrikanske traditionelle religioner. I den førislamiske og førkristne periode blev der ført mange krige mellem stammerne, men der var aldrig tale om religionskrige. Andre kunne tiltrækkes til éns religion ved at se dens styrker og fordele, men man forsøgte aldring at kæmpe med andre for at få dem til at skifte religion. Med islams og kristendommens ankomst til Afrika opstod der imidlertid en religiøs polarisering.
Mbilla understregde , at deri Afrikas historie erressourcer at hente, når det gælder fred mellem religionerne. Selvom PROCMURA ikke arbejder I de nordafrikanske lande, så har man alligevel inviterret en stor delegation med fra Egypten. Ikke kun fordi de har vigtige erfaringer at dele omkring dialog og især diapraksis, men også fordi Egypten tog imod Jesus, dengang Josef og Maria matte flygte pga. af forfølgelse i deres hjemland. Konferencen afholdes i Etiopien, fordi kongen her tog imod godt de muslimer, som måtte flygte fra forfølgelse i Mekka I 615 e. Kr. Da kongen spurgte til deres tro, og de reciterede sura Maryam, sagde kongen, at deres religion åbenbart lignede hans kristne religion. Den tradition for gæstfrihed i forhold til andre religioner var det vigtigt at holde fast i.
Johnson Mbilla oplistede en række trusler mod den fred mellem religionerne, som er en forudsætning for udvikling.
• Politisk manipulation af religion. Politikerne politiserer religionen for at opnå deres egne formal.
• Den etniske faktor. Når alle I én etnisk gruppe antager en religion, og alle I en anden etnisk gruppe antager en anden religion, bliver konflikter mellem etniske grupper let til konfllkter mellem religioner, eller de tager sig sådan ud.
• Den negative solidaritet: Religiøs “tribalisme”. Alle stater I Afrika arbejder hårdt på at afskaffe den etniske “tribalisme”, men desværre afløses den ofte af en religiøs “tribalisme”. Kristne støtter kristne, og muslimer støtter muslimer, uanset hvem der har ret, og uanset prisen. Ved at praktiserer denne form for negativ solidaritet gør man sig selv til medskyldig i ugerninger.
• Religiøs kolonialisme. Religiøse konflikter fra andre dele af verden eksporters til Afrika, og afrikanere engageres i konflikter, som de egentlig ikke har aktier i.
Det er bl.a. disse trusler mod freden mellem muslimer og kristne, som vi her på konferencen må drøfte for at overveje, hvordan vi kan bryde de skæbnesvangre mønstre, som de er udtryk for.
Mbilla sluttede af med at stille spørgsmålet til de tilstedeværende muslimer og kristne: Er I først og fremmest muslimske afrikanere eller afrikanske muslimer? Er I forøst og fremmest kristne afrikanere eller afrikanske kristne? Er I først og fremmes mennesker/afrikanere, der (menneskeligt set) “tilfældigvis” er blevet muslimer eller kristne? Eller udgør jeres tilhørsforhold til hhv. den muslimske umma eller Kristi legeme et uoverstigeligt skel, som skaber konflikter mellem jer?
Disse spørgsmål fik mig til at tænke på Grundtvigs udsagn om “menneske først og Kristen så” og på vigtigheden af at holde fast i den fælles humanitet bag om alle religiøse forskelle – også i en dansk sammenhæng.
Addis Abeba, mandag, den 9. Januar 2012
Mogens S. Mogensen
Nye kommentarer