I dag begynder klima-topmødet COP15 i København. Samtidig med at repræsentanter for verdens 192 lande samles for at drøfte de globale klima-problemer, er debatten i Danmark for alvor kommet i gang mellem klima-krise ”tilhængere” og ”skeptikere”. Dette hundeslagsmål, som er godt stof i medierne, fordi det indeholder stort konfliktpotentiale, truer imidlertid med at forplumre klima-problemstillingerne fuldstændigt. Videnskabelige resultater og politiske holdninger blandes sammen, lige som sikre videnskabelige data og videnskabelige teorier.

Videnskab
At der over de sidste godt 100 år er sket en global opvarmning, er videnskabsmænd og kvinder også enige om. At der ikke er sket en yderligere stigning de sidste 10 år er alle også enige om, men det ændrer ikke ved, at vi i dag er på et signifikant højere temperaturniveau end for 100 år siden.

Konsekvenerne af denne globale opvarmning fx i form af stigende vandstand og en række andre klimafænomener er også anerkendt af alle.

Det, der ikke er enighed om blandt videnskabsmænd og kvinder, er, om der er stor sandsynlighed for at den globale opvarmning vil fortsætte eller ej.

At mængden af drivhusgasser i atmosfæren er steget meget markant gennem de sidste hundrede år er alle videnskabsfolk enige om.

Sammenholder man kurverne for stigningen i jordens temperatur og for stigningen i mængden af drivhusgasser i atmosfæren kan selv ikke-videnskabsmænd se, at der er en korrelation, altså en slags mere eller mindre parallelt forløb.

Det, der ikke er total enighed om inden for videnskaben er, om der bag korrelationen ligger en kausalitet, altså om den globale opvarmning skyldes den øgede mængde drivhusgasser i atmosfæren. Altså om vi med den globale opvarmning står med et menneskeskabt problem, bl.a. ved at afbrænding af fossile brændstoffer øger mængden af drivhusgasser (bl.a. CO2).

FNs klimapanels teori er, at der er en årsagssammenhæng mellem C02 udslip og så global opvarmning. Ud af 29.000 videnskabelige observationsdato er mere end 89 % svarende til de forventede modeller. De fleste af de forskere, som er skeptiske overfor FNs klimapanels konklusioner, er dog af  den opfattelse, at der er en vis sammenhæng mellem drivhusgasser og global opvarmning, men de mener – uden dog endnu at have kunnet føre bevis for det -  at der er andre endnu vigtigere faktorer på spil. Enkelte videnskabsmænd afviser dog helt drivhusgasser som årsag eller en af årsagerne til den globale opvarmning.

Politik
Denne situation rejser en række politiske spørgsmål, spørgsmål som indebærer, at man træffer valg og prioriterer.

Hvis man anerkender, at den globale opvarmning hænger sammen med udledningen af CO2, skal man så betale prisen og gøre noget drastisk for at reducere C02 udslippet?

Eller skal man lade stå til, fordi det især vil være verdens rige industrilande, som må skære ned, og fordi konsekvenserne i første omgang især vil ramme den tredje verden?

Eller skal man lade stå til, i håbet om, at videnskaben om nogle år – hvis vi investerer i den – kommer op med nogle nye teknikker, der kan løse problemerne med drivhusgasserne i atmosfæren på en billig og effektiv måde, som vi ikke kender i dag?

Hvis man i stedet tager udgangspunkt i, at ikke alle forskere tilslutter sig FNs klimapanels dystre teorier, skal man så lade den videnskabelige usikkerhed komme den tiltalte (dvs. de rige industrilande, som har stået for det meste af udledningen af C02) til gode, og håbe, at FNs klimapanel tager fejl?

Eller skal vi – al usikkerhed til trods – ud fra et forsigtighedsprincip alligevel handle på basis af FNs klimapanels resultater og reducere CO2 udslippet radikalt, med de omkostninger det måtte have, især for os i den industrialiserede del af verden?

Interesser
Videnskabens arbejde med klimaspørgsmålet og de politiske beslutningsprocesser foregår selvfølgelig ikke i et vakuum. Der er meget store økonomiske interesser på spil. Virksomheder, som producerer vindmøller, solcelleanlæg, alle der arbejder med alternative energiformer til fossile brændstoffer presser naturligvis på for at få en aftale i stand, der ved at kræve en reduktion af brug af fossile brændstoffer, øger deres marked. På den anden side har vi olie, gas og kul-industrien, som står til at miste mange milliarder dollars, hvis topmødet i København følger FNs klimapanels råd. Videnskabsmænd og kvinder og politikere har i mange år været udsat for et enormt pres fra disse pressionsgrupper.

Barske realiteter
Uanset hvem der har ret mht. teorierne om klimaets udvikling, og uanset hvad resultatet bliver af klima-topmødet i København i de kommende dage, så står det ikke til debat, at millioner af mennesker i den tredje verden allerede her og nu rammes hårdt af miljømæssige katastrofer. Det gælder oversvømmelser, tørke, orkaner og andre ekstreme vejrforhold, der hvert år koster millioner af mennesker livet og sender millioner af andre på flugt. Disse barske realiteter udgør det usynlige bagtæppe for forhandlingerne i Bella-centret.

Christiansfeld, mandag, den 7. december 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.

Om nogle få dage samles repræsentanter for verdens 192 regeringer til klima-topmøde i København for at søge at finde en løsning på den klima-krise, som verdens 6 mia beboere står overfor. FNs klimapanel peger i enighed på, at vi er i gang med en global opvarmning, som hænger sammen med vor udledning af Co2 og andre drivhusgasser, og at denne opvarmning vil få katastrofale miljømæssige konsekvenser i form af stigende vandstand i verdenshavene, ekstreme vejrforhold såsom tørke og oversvømmelser.

I mange uger har vi hørt på klima-skeptikere, som benægter hele eller dele af det klima-krise-billede, som FNs klimapanel opridser. Det gælder videnskabsmænd og repræsentanter fx for kulindustrien, politikere og andre meningsdannere. Disse klima-skeptikere håber derfor på – og nogle af dem arbejder målbevidst på – at klimatopmødet bliver en fiasko. Risikoen for, at de får mere eller mindre ret, er desværre voksende. Allerede nu har man opgivet det oprindelige mål at få vedtaget en juridisk bindende aftale, og ambitionen er nu skruet ned til en politisk aftale. Flere af de store aktører har spillet ud med forhandlingsoplæg, som ligger milevidt fra det mål, som FNs klimapanel anser som det minimale, hvis man skal undgå klimakrisens værste følger. De afrikanske lande, som for første gang ser ud til at stå sammen i vigtige internationale forhandlinger, truer med at blokere for et resultat, hvis den rige del af verden ikke giver Afrika en tilstrækkelig økonomisk kompensation.

På det seneste er der imidlertid kommet en anden gruppe skeptikere på banen. Også de håber på, at klimatopmødet i København bryder sammen. Deres udgangspunkt er imidlertid det stik modsatte af de traditionelle klima-skeptikere. Set ud fra deres synspunkt vil en klima-aftale, som den (set med FNs klimapanels mest optimistiske briller) tegner sig, være en katastrofe, fordi den giver verdens befolkninger den fejlagtige opfattellse, at man har afværget klima-katastrofen. En af disse skeptikere er NASAs klimachef, James Hansen, hævder i en artikel i Politiken i dag, at vi skal skrue langt mere end for C02 udledningen, og at der ikke er plads til kompromisser.

”Det er analogt til, da Abraham Lincoln stod over for slaveriet, eller da Winston Churchill stod over for nazismen. Du kan ikke gå kompromis. Du kan ikke sige: Lad os reducere slaveriet, lads os finde et kompromis og reducere det 40-50 pct”.

For James Hansen og andre skeptikere blandt videnskabsmænd er de reduktioner af CO2 udledning, som der nu forhandles om langt fra tilstrækkelige til at undgå en katastrofe.

Den første gruppe af klimaskeptikere tager ikke klima-krisen alvorligt. For dem er der gået lidt for meget halleluja i det, og de taler om en klima-religiøs overtro.
Meget tyder imidlertid på, at militæret både i Europa og USA er begyndt at tage klima-krisen meget alvorligt. Konsekvenserne af klimakrisen – fx i form af massive folkevandringer – er i dag kommet højt op på den sikkerhedspolitiske dagsorden. Flere rapporter peger på, at konflikter fremkaldt af klimaændringer kan føre til krig flere steder i verden. I Nordindien er man fx i gang med et bygge en 4.000 km lang indisk mur, der skal dæmme op for klimaflygtninge fra Bangladesh, som er et af de lande i den tredje verden som rammes hårdest af den globale opvarmning.

Det bliver efterhånden vanskelige og vanskeligere at tage den traditionelle gruppe af klimaskeptikere alvorligt. Men forhåbentlig får den nye gruppe af skeptikere ikke ret i deres dystre forudsigelser. Under alle omstændigheder bliver klima-ændringerne en kæmpe udfordring, som kun kan løses, hvis verdens 192 lande arbejder sammen om det. Måtte klima-topmødet blive begyndelsen på dette globale samarbejde.

I toget på vej mod København, fredag, den 4. December 2009
Mogens S. Mogensen

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk.

I sin indædte politiske eller kirkelige (?) kamp for at holde klimakrisen ude af folkekirken siger Søren Krarup i en artikel i Kristeligt Dagblad  i dag et ”Klokkeklart nej til klimaringning”. Det er bestemt en ærlig sag at være imod klimaringningen, og havde Søren Krarup stadig været sognepræst, ville han have haft mulighed for at forhindre, at hans sognekirkes klokker skulle forstyrre hans sjælefred den 13. december. Det er straks lidt mere problematisk, hvordan han fremfører sit synspunkt.

Hovedbegrundelsen for afvisningen af klimaringningen er, at “det er den danske folkekirkes eneste opgave at forkynde Kristus”. Ja, det har han bestemt ret i, men evangeliet om Kristus forkyndes på flere måder. Kirkeministerielle betænkninger udfolder fx folkekirkens opgave som gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Diakonal omsorg for mennesker i nød er altså også en del af forkyndelsen af evangeliet – og nogle af de mennesker, som er i nød og kommer i nød, ifl. videnskaben er dem, der rammes af klimakrisen. At engagere sig i det er også kirkens opgave. Søren Krarup definerer imidlertid forkyndelsen (og kirkens opgave) så snævert, at det er meget tvivlsomt om Jesus, Paulus eller for den sags skyld Luther har levet op til Søren Krarups krav.

Det, der for alvor bringer stridsmanden Søren Krarup i harnisk, er at en (tidligere) professor i dogmatik, Theodor Jørgensen, beskylder ham for a, have ” forsøgt at benytte sig af politiske midler til at hindre menigheder i folkekirken i at holde forbønsgudstjenester i forbindelse med klimatopmødet”. Søren Krarup kan imidlertid ikke hverken snakke eller skrive sig ud af, at han har benyttet sig af politiske midler til at forsøge at forhindre, at lokale menighedsråd sammen med deres præst kan beslutte at ringe med kirkeklokkerne den 13. december i forbindelse med en klimagudstjeneste i domkirken i København. Det tjener ham derfor også til ære, at han ikke forsøger at argumentere imod det, men blot bryder ud i et fromt ”Vor Herre bevares”.

I kampens hede beskriver Søren Krarup Danske Kirkers Råd, der har opfordret til klimaringningen, som et sekterisk foretagende. Det er forståeligt, at Søren Krarup ikke sætter pris på Danske Kirkers Råd – og vice versa – men at være uenig med Søren Krarup mht. kirkens engagement på klimaområdet kvalificerer vel ikke til at blive stemplet som sekterisk? For dem, der ikke måtte vide bedre – og det gælder ikke Søren Krarup – skal det dog lige oplyses, at Danske Kirkers Råd er den officielle paraplyorganisation for næsten alle kristne kirker i Danmark, dvs. frikirkerne, migrantmenighederne, den katolske kirke – og Søren Krarups egen folkekirke.

Sit retoriske højdepunkt når Søren Krarup, når han udbryder: ”Her skilles fårene unægtelig fra bukkene. Her bliver det klart, hvem der ved, hvad evangelisk-luthersk kristendom er, og hvem der ikke ved det”. Til ”bukkene”, som altså ikke ved, hvad evangelisk luthersk kristendom er, hører ifl. Søren Krarup den tidligere dogmatikprofesor, adskillige biskopper, en domprovst og adskillige præster. Af fårene, der altså ved, hvad evangelisk luthersk kristendom er, nævnes (indirekte) kun et. Det enlige får er … Søren Krarup. I modsætning til Jesu domslignelse er det imidlertid her et af fårene, som tiltager sig myndighed til at skille fårene fra bukkene.

Anden del af overskriften over Søren Krarups artikel er ”Fup og fidus det hele”. Jeg kunne ikke selv have fundet på en mere passende overskrift over folketingsmandens kirkelige udgydelser.

Christiansfeld, torsdag, den 26. November 2009
Mogens S. Mogensen

”Tænk hvis vi slap for det klimatopmøde”, skriver forfatter og præst Niels Højlund i Kristeligt Dagblad i dag (7. November).  Klimatopmødet vil blive afviklet i København i december, men Højlund følger den såkaldt kontrafaktiske historieskrivnings model, og leger med den tanke, at Thomas Becker i klimaministeriet ikke havde fået overtalt sin minister til at arbejde for et globalt klimatopmøde i København. Det  ville have sparet os for en masse penge og en masse besvær.

Højlund forestiller sig her, at menneskeheden ikke har indflydelse på klimaet (fx varme og kulde og storme). De seneste års videnskabelige forskning viser tværtimod, at vort klima påvirkes af menneskehedens aktiviteter på denne klode. Der er også andre vigtige faktorer på spil, men fx udledningen af C02 bidrager til den globale opvarmning og dermed til klimaforandringer.

At forestille sig verdens – og dermed også Danmarks – udvikling i de  kommende år ud fra den præmis, at vi mennesker ikke har nogen indflydelse på klimaets udvikling, fritager os – og politikerne – fra ansvaret for at handle i dag, og for at tage klimatopmødet i København alvorligt. Hvor ville det være dejligt, hvis vi ikke behøvede at bekymre os om klimaet, i tillid til at det nok går alt sammen, og går det ikke så godt endda, så må vi bare tage det som det kommer, for vi har ingen indflydelse på det. Men desværre er Højlunds klima-klumme langt mere kontrafaktisk, end han tilsyneladende selv er klar over.

Christiansfeld, lørdag, den 7. November 2009
Mogens S. Mogensen

NB: Se også Ricard Riis, “Endnu en klimafornægter“.

For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.