Posts Tagged politik
Gratis tolkebistand til flygtninge
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Debat den 26. maj, 2010
Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti netop vedtaget en genopretningsplan, der skal hjælpe os ud af den økonomiske krise, som Danmark er havnet i. Opgaven gik ud på at finde besparelser på 24 mia. kr, og planen indeholder en lang række forslag som bidrager med flere milliarder hver, eller i det mindste flere hundrede millioner kroner. Det gælder fx regeringens forslag om fastfrysning af de offentlige udgifter og Dansk Folkepartis forslag om en reduktion af dagpengeperioden fra fire til to år.
Men, som man siger, ”djævelen ligger i detaljen”. Den 24 mia kroner store genopretningsplan indeholder en meget tankevækkende detalje. Dansk Folkeparti har sat en række meget store fingeraftryk på den endelige aftale, men det var også Dansk Folkeparti, som insisterede på en særlig besparelse, som udgjorde ca. ½ promille af den samlede besparelse. Dette i den store økonomiske sammenhæng helt ubetydelige spareforslag drejede sig om, at der skulle spares 15 mio kr. på tolkebistand til flygtninge. Fremover skal fx torturramte flygtninge, som ikke har lært sig dansk, selv betale for tolkebistand hos lægen eller på sygehuset eller hos socialrådgiveren.
Jeg kan godt forstå, hvis flygtninge, ikke kan forstå dansk politik i almindelighed og hensigten med Dansk Folkepartis forslag i særdeleshed. Når nu regeringen og Dansk folkeparti ikke længere vil betale for, at flygtningene kan forstå, hvad der foregår omkring og med dem, så skal jeg her tilbyde dem en helt gratis tolkebistand.
Min tolkning er, at forslaget om at spare på tolkningsbistand til flygtninge slet ikke har noget som helst at gøre med Dansk Folkepartis ønske om at bidrage til genopretning af økonomien i Danmark. Forslaget udspringer derimod af Dansk Folkepartis fremmedhad, altså deres grundlæggende uvilje mod flygtninge og andre indvandrere fra den tredje verden og specielt mod muslimer. Min tolkning er, at Dansk Folkeparti gerne ser, at livet bliver så surt for flygtninge her, at de ikke får lyst til at komme til Danmark, eller at de, der uheldigvis er sluppet ind i Danmark, hurtigst muligt forlader landet igen.
Til trøst for flygtninge, som kunne fristes til at tro, at flertallet af danskerne, eller i det mindste flertallet i folketinget, var blevet fremmedfjendske af overbevisning, vil jeg sige, at det slet ikke var regeringens ønske, at gennemføre et så inhumant forslag, som der i et moderne velfærdssamfund kun er grund til at skamme sig over. Nej, det var en del af Dansk Folkepartis pris for at sikre regeringen flertal for deres genopretningsplan.
Der var helt bestemt grænser for, hvor langt Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen ville lade sig trække rundt i manegen af Pia Kjærsgaard. Jeg er overbevist om, at ingen af disse agtværdige politikere ville have været parat til at sælge deres gamle bedstemor for at få deres genopretningsplan vedtaget, men mindre kunne altså også gøre det, nemlig den gratis tolkebistand til et begrænset antal danskprogligt inkompetente flygtninge, som ikke en gang har stemmeret.
Forslaget om at spare nogle håndører på tolkebistand til flygtninge er en ubetydelig detalje i regeringens og Dansk Folkepartis store genopretningsplan, men ”djævelen ligger i detaljen”.
Christiansfeld, onsdag, den 26. maj 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende eller helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
“Da haver i rigdom vi drevet det vidt”
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 26. februar, 2010
”Højere, hurtigere, stærkere”, sådan lyder det olympiske motto. I Vancouver kæmpes der blandt alle verdens nationer om guld, sølv og bronze. Kan man ikke vinde medalje, kan man i det mindste satse på at komme i top ti. Den danske regering er som et andet Team Danmark blevet optændt af den hellige olympiske ild og er kommet på vinderkurs på den lange bane frem mod 2020. Med et firedobbelt V-tegn lancerede statsminister Lars Løkke Rasmussen den nye regerings plan for viden, vækst, velstand og velfærd i international klasse.
Hvor er det vi skal hente medaljerne? Det er på energiområdet, hvor vi skal blive blandt de tre mest energieffektive lande i verden. Bliver det bronze, sølv, eller guld? Resultatet af den internationale konkurrence i disciplinen energi vil fremkomme samtidig med at de Olympiske Lege bliver afviklet i 2020. København er blandt de byer, som overvejer at konkurrere om værtskabet, men hvis vi skulle tabe denne konkurrence, kan vi måske til gengæld få guld i energieffektivitet.
I 2020 er det også målet, at vi skal komme i finalen, når det gælder tryghed, frihed, integration og lighed og folkeskoleuddannelse. Der bliver nok at tage fat på i de kommende år, hvis vi skal nå disse ambitiøse mål, og derfor satses der på, at flere skal i arbejde og væk fra offentlig forsørgelse, og at den offentlige sektor skal være mere effektiv og mindre præget af bureaukrati.
Kan Danmark ikke vinde medaljer – vi er trods alt kun et lille land – så er en placering i top-ti heller ikke at kimse ad. Vi skal blive blandt de 10 bedste til at leve længe, og mindst ét af vore universiteter skal blive blandt Europas 10 bedste. Og øverst på regeringens 2020 plan står …. at Danmark skal være blandt verdens 10 rigeste lande. ”Da haver i rigdom du drevet det vidt ….”.
I alle olympiske discipliner har man udviklet avancerede måleinstrumenter, så der ikke kan være tvivl om placeringerne. Måleinstrumentet, når det gælder disciplinen rigdom, er … “It’s the economy, stupid” – ja, hvor dumt kan man spørge, det er naturligvis penge, bruttonationalproduktet (BNP).
Som det lille land, Danmark er, bliver regeringen – ligesom Team Danmark – selvfølgelig nødt til at koncentrere sig om et begrænset antal discipliner at konkurrere i. En af de discipliner, som regeringen ikke har med på sin 2020 målsætning er fattigdomsreduktion.
En af grundene til, at vi må melde fra til en række olympiske discipliner ved vinterlegene i Vancouver, er, at vi ikke har ret meget sne og frost i Danmark, ja, nogle vintre har vi næsten hverken frost eller sne. Der har da også i regeringen været tvivl om, hvorvidt vi overhovedet havde fattige her i landet, og i så tilfælde ville det jo ikke give nogen mening at konkurrere med andre lande om at reducere antallet af fattige.
Men her i det europæiske fattigdomsår 2010 er regeringen dog alligevel kommet frem til, at vi også i Danmark har fattige. At deltage i en international konkurrence om at reducere fattigdom i Danmark er dog ikke relevant, fordi fattigdom er et meget komplekst fænomen, som ikke kan måles med et enkelt måleinstrument. Rigdom kan naturligvis måles i kroner og øre, men når det gælder fattigdom er penge kun en blandt talrige indikatorer.
Så i stedet for at tælle de fattige og sætte mål for reduktionen af fattigdom, må vi nøjes med at synge om det håb, at det i 2020 vil gælde, at ”få har for meget og færre for lidt.”
Christiansfeld, fredag, den 26. februar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Tre religionspolitiske scenarier
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 17. februar, 2010
Efter råd fra Dansk Folkeparti har regeringen besluttet at afvise Den Katolske Kirkes anmodning om at få staten til at opkræve ”kirkeskat” til den katolske kirke. Skatteministerens begrundelse er, at det vil være i modstrid med folkekirkens grundlovssikrede særstatus.
På spørgsmålet, om folkekirkens særstatus skulle betyde at andre trossamfund ingen privilegier skal have, svarer Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti: ”Hvis man begynder på det, hvad så med andre private foreninger? Her er der så tale om en forening med et religiøst formål. Det kunne jo lige så godt være en håndboldklub” (Bente Clausen, “DF stoppede katolsk kirkeskat”.Kristeligt Dagblad 17/2/2010 ). I vor sekulariserede tid er det et besnærende svar, som sikkert vinder genklang i store dele af befolkningen. Problemet er imidlertid, at samme Langballe henviser til grundloven for at værne om folkekirkens særstatus, mens han overser samme grundlovs løfteparagraf om, at de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes ved lov. Det vil altså sige, at grundlovsfædrene anerkendte, at der er en principiel forskel på et trossamfund og så en håndboldklub.
Som mange andre allerede har påvist, er der absolut ingen holdbar juridisk begrundelse at hente i grundloven for at afvise at opkræve ”kirkeskat” for den katolske kirke. Afvisningen er altså ikke ”juridisk”, men som en politisk afgørelse. Spørgsmålet er derfor, hvilken religionspolitik er det så, regeringen – og dens støtteparti – lægger op til? Så vidt jeg kan se, er der mindst tre mulige religionspolitiske scenarier.
Hvis de sidste årtiers udvikling fortsætter nærmer vi os mere og mere en sekularistisk model. Skolen er allerede blevet skilt kirken, og flere og flere politikere taler om at få religion (og dermed folkekirken og de øvrige trossamfund) ud af det offentlige rum. Religion bliver en privatsag, og trossamfundene bliver at betragte på niveau med holdboldklubber. Kirkens adskillelse fra staten er en del af denne proces.
Der er imidlertid også helt andre tendenser, som peger i retning af et nationalt-kristeligt scenarie. Udgangspunktet er her, at folkekirken har og vedblivende skal have en særstatus i samfundet, som Danmarks og danskernes kirke. Her bliver kristendommen i almindelighed og folkekirken i særdeleshed indskrevet i en værdipolitisk kamp, og kristendom og folkekirke gøres til konstituerende elementer i en dansk identitet.
Andre europæiske samfund har imidlertid bevæget sig i retning af en religionspolitisk model, der indebærer en statslig anerkendelse af alle religiøse trossamfund og en regulering af deres forhold til staten gennem lovgivning. Udgangspunktet er, at trossamfund har en helt anden status i samfundet en fx håndboldklubber og at det vil være ikke bare i trossamfundenes men dybest set hele samfundets interesse, at der etableres ordnede samarbejdsforhold mellem staten og trossamfundene. En sådan model indebærer ikke nødvendigvis en adskillelse af stat og kirke og en afskaffelse af folkekirkens privilegier, men en regulering af trossamfundenes rettigheder og pligter i forhold til staten, og her ville en statslig opkrævning af ”kirkeskat” eller ”trossamfundsskat” være et naturligt element.
Det er på høje tid vi får en saglig debat om, hvordan vi vil opfylde grundlovens løfteparagraf om regulering af forholdet mellem trossamfund og staten.
Tranum Strand, onsdag, den 17. februar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Norden for lands lov og ret
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 13. februar, 2010
Norden for lands lov og ret. Det var der vi skulle hen for at holde vinterferie i min storebrors sommerhus i tredje klitrække. Da vi i går havde krydset Limfjorden og var kommet til Nordjylland, var jeg kommet tænke på en samtale for nogle år siden med en københavnsk journalist, der var flyttet til Nordjylland. Ret hurtigt slog det ham, at de fleste biler havde krog på, en jydekrog, som han kaldte det. Efterhånden fandt han ud af, det stort set aldrig var campingvogne men trailere, de kørte rundt med tidligt og sent. Årsagen var, at de supplerede den moderne pengeøkonomi med en blomstrende traditionel naturalieøkonomi.
Det er sikkert sandt, at kildeskatten aldrig er blevet det helt store hit i Nordjylland, men at påstå at man ikke kender til moms, er helt forkert. En gang i 70’erne, da jeg var hjemme og besøge mine forældre på gården, kom den lokale grisehandler for at slå en handel af med min far. Under formiddagskaffen ved min mors køkkenbord, hvor postbuddet og flere andre havde sluttet sig til selskabet, udviklede der sig, som det tit skete, en heftig politisk debat. Grisehandleren, der var en fremskridtets mand, var tilhænger af Glistrup og hans kamp mod indkomstskatten, og min far var som de fleste landmænd Venstre-orienteret. Midt under den højlydte debat hev grisehandleren to tegnebøger frem. “Den her tegnebog bruger jeg, når jeg handler med moms” sagde han og holdt den en lidt slunken tegnebog frem. Så tog han en anden tegnebog frem, som knapt kunne lukkes, og hamrede den i bordet. “Men den her tegnebog bruger jeg, når jeg handler uden moms.”
Nordjylland ligger langt fra København, fra folketinget og regeringen. Men det betyder nu ikke, at nordjyder af den grund har mindreværdskomplekser. Som en af mine nordjyske venner udtrykte det forleden. Vi er ikke stolte over at være nordjyder, blot ydmyge og taknemlige.
De fleste veje på min hjemegn er kommunale, men vi har også en del statsveje i klitplantagerne. Det havde ikke sneet i over en uge, og alle de kommunale veje var ryddet, men jeg havde alligevel mine bange anelser mht. de statsveje, som skulle føre os det sidste stykke vej ud til vort sommerhus. Der er trods alt langt fra statsmagtens centrum i København til Jammerbugten. Og ganske rigtigt, den første frakørsel fra kommunevejen til vort sommerhus var en statsvej, som var sneet helt til.
Men vi havde forudset, at statsmagtens lange arm ikke nåede helt her ud i klitten for at sørge for at rydde vejene. Derfor havde vi kontaktet den lokale vognmand. Formedelst en plovmand – eller var det mon to – havde han lovet at spænde sneploven for lastbilen og rydde den anden statsvej, der førte hen til sommerhuset.
Vi er ganske rigtigt endt norden for lands lov og ret, men det er nu ikke så ringe endda.
Tranum Strand, lørdag den 13. februar 2010
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.interculturla.dk
Til kamp mod mobning!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 5. februar, 2010
Dansk Folkeparti er nu gået aktivt ind i kampen mod mobning i skolen. Partiet står i dag klar med et lovforslag, der skal forbyde samtale i timerne og i frikvartererne på andre sprog end dansk. Uddannelsesordfører Marlene Harpsøe slår fast, at ”Det er vigtigt for at forhindre mobning. Vi har set eksempler på skoler, hvor elever har brugt fremmedsprog til at mobbe og tale bag om ryggen på andre. Vi vil gerne være med til at sikre, at man ikke taler arabisk eller urdu eller andre sprog end dansk. I den danske folkeskole taler man dansk” (Politiken 5. feb. 2010)
Alle retsindige borgere i det danske samfund må naturligvis bakke op om kampen mod mobning. At blive mobbet kan være ødelæggende ikke bare for en mobbet elevs skoledag, men kan ødelægge vedkommendes selvværd på langt sigt. Det er naturligvis er problem, hvis andre elever bag ens ryg siger nogle meget nedsættende og ærekrænkende ord om én, på et sprog som mange andre forstår, men som eleven den mobbede elev ikke forstår. En naturlig konsekvens af forbuddet mod andre sprog end dansk, som alle forventes at kunne forstå og bruge, er naturligvis, at vi også må have forbudt en lang række dialekter. Som indvandrer i Sønderjylland er jeg ofte i tvivl om, hvad dialekttalende sønderjyder siger til og om mig. Og selvom jeg ikke tror, at det sker, så kunne de jo i princippet indimellem mobbe mig.
Men endnu værre end den mobning, som foregår på et sprog, som den mobbede ikke forstår, fordi det er arabisk eller sønderjysk, er den mobning, som man kun alt for godt forstår, fordi den foregår på et let forståeligt dansk. For at Dansk Folkepartis anti-mobbe-politik skal få den ønskede virkning, må der også nedlægges forbud – både i klasseværelserne og i skolegården – mod at anvende de nedsættende og ærekrænkende udtalelser om andre mennesker, som folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti har fået for vane at bruge i deres omtale med en gruppe af vore danske medborgere, nemlig muslimerne.
For ikke utilsigtet at komme til at bidrage til en mobningen af disse mennesker, som både er ødelæggende for deres selvværd og vanskeliggør deres integration i det danske samfund, vil jeg her undlade at give eksempler på denne mobbende sprogbrug. Da Dansk Folkeparti nu har kastet sig ind i kampen mod denne person- og samfundsnedbrydende mobning, har jeg en klar forventning om, at partiet også vil indstille sin egen mangeårige mobbekampagne især mod indvandrere og nydanskere med muslimsk baggrund.
Christiansfeld, fredag, den 5. februar 2010
Mogens S. Mogensen
Spindoktor-hjælp til Folkekirken
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 21. november, 2009
Politiske kommentatorer står i disse dage i kø for at rådgive folkekirken om, hvordan den skal forholde sig til klimakrisen. Ifl. dagens udgave af Kristeligt Dagblad er de enige om, at ”Klimaringning er en fadæse”.
Hans Engel kalder klimaringningen for ”en eklatant tabersag for den danske folkekirke”, og er der noget politikere – og deres spindoktorer – har forstand på, så er det at sno sig uden om tabersager. Klokkeringningen ”isolerer folkekirken i forhold til mange vælgere og i forhold til Christiansborg”, fortsætter Hans Engel, og det dummeste man kan gøre i politik er naturligvis at komme på kant med sine vælgere.
BTs politiske kommentator Helle Ib går et skridt videre og skoser præster og biskopper for at engagere sig i ”at redde klodens tilstand”. Det skal kirken imidlertid ikke bekymre sig om, for det er et politisk spørgsmål, da det handler om ”fordeling af verdens goder mellem rige og fattige lande”. Ethvert engagement på dette område vil kunne opfattes som en partipolitisk stillingtagen, der underminerer kirkens politiske neutralitet.
De politiske kommentatorer har fuldstændig ret. Folkekirken har i den grad brug for spindoktor-hjælp, hvis den vil sikre sig den maksimale politiske tilslutning. Ikke blot er klimaringningen en tabersag, det var Brorsons-kirkens kirkeasyl til udviste irakiske asylansøgere også. Der er faktisk eksempler på folkekirkemedlemmer, som af disse grunde har meldt sig ud af folkekirken. Og det burde naturligvis få om ikke kirkeklokkerne, så dog alarmklokkerne til at ringe for folkekirkens ledere.
Folkekirkens problem med at begå sig på den politiske arena går imidlertid længere tilbage. Det er ligefrem en grundskavank ved de fleste kristne kirkesamfund, der kan føres helt tilbage til kirkens grundlægger. Jesus fra Nazareth kunne i den grad have haft gavn af en politisk spindoktor ved sin side. Da han endelig havde fået mange tilhængere, bl.a. ved at bespise 5000 mænd foruden kvinder og børn, evnede han ikke at følge op på successen, men han engagerede sig i flere tabersager og kom med så mange uheldige udtalelser, at han til sidst isolerede sig fra sine tilhængere og fra magtens centrum.
Hele den tradition, som Jesus stod i, led af samme grundskavank. Profeterne i Det Gamle Testamente var nemlig ikke meget (politisk) klogere end Jesus. Igen og igen gik de i rette med de politiske magthavere, når de undertrykte de fattige og ikke tog sig af de fremmede. Her kunne en dygtig spindoktor have hjulpet dem til at undgå at blive så grundigt upopulære hos magthaverne, at mange af dem kom i alvorlige problemer.
Men nu er der altså håb forude. Det er for sent at råde bod på profeternes og Jesu politiske dumheder, men det er endnu ikke for sent at redde folkekirken fra politiske fadæser og tabersager, så den mister opbakningen fra vælgerne og fra Christiansborg.
Christiansfeld, lørdag, den 21. november 2009
Mogens S. Mogensen
Stem dansk!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 16. november, 2009
De har set mig lige i øjnene fra lygtepælene. De har smilet til mig fra avisernes reklamer. De har talt til mig – men ikke altid tiltalt mig – i radio- og tv-udsendelser. De har sneget sig ind gennem min brevsprække, og de har hjemsøgt mig i mine drømme – eller mareridt. Deres budskaber har været så uimodståelige og besnærende, at jeg ikke kunne være andet end enig i dem alle.
I morgen er der valg til kommunale og regionale råd, men hvem skal jeg stemme på? På vej til København i toget her til morgen falder jeg over en helsides valgannonce med over hundrede smilende kandidater på. Overskriften er ”Stem dansk – også lokalt”. Jeg har skrevet speciale i Sønderjyllands – eller Nordslesvigs – historie op til genforeningen i 1920, jeg bor i Sønderjylland, så valgannoncen vækker en stærk genklang. Efter 56 år under et undertrykkende fremmedherredømme fik sønderjyderne mulighed for at stemme sig hjem til Danmark ved at stemme dansk! Det var en så skelsættende og glædelig begivenhed, at vi den dag i dag stadig holder afstemningsfest i Sønderjylland.
Men hvad indebærer det at ”stemme dansk” ved kommunal og regionalvalget i morgen? I valgannoncen understreges det, at man lokalt skal følge op på det, so partiet har udrettet i Folketinget. Hvad er det da, som vedkommende ”danske” parti er blevet kendt for i Folketinget og i dansk politik i det hele taget?
Partiets ”danske” politik har været at nære og dernæst profitere af fremmedangst og fremmedhad. Det har været en fortsættelse af Mogens Glistrups kamp for et ”muhammedanerfrit” Danmark og en begrænsning af muslimers religionsfrihed.
Partiets ”danske” politik været at få hævet en lang række strafferammer, så vi i praksis får en større andel af befolkning spærret inde i fængsler. Det har været ønsket om at nedsat den kriminelle lavalder til 12 år.
Partiets ”danske” politik har været en ignorering af klimakrisen, der kulminerende i udtalelsen om, at hvis der alligevel skulle ske en global opvarmning der fik vandstanden i verdenshavene til at stige, så måtte løsningen være allerede nu at begynde at bygge diger omkring de lavtliggende danske øer.
Partiets ”danske” politk har været igen og igen at kræve nedsættelse af den danske u-landsbistand.
Partiets ”danske” politik har ifl. en af dets ledere været ønsket om, at sydslesvigerne kæmper for en revision af grænsen mellem Danmark og Tyskland, så Sydslesvig igen bliver dansk.
Skal jeg stemme ”dansk” i morgen? Nej, jeg kan ikke stemme ”dansk”, for jeg går ikke ind for islamofobi og fremmedangst, for national egoisme og nationalisme og revisionisme, for ligegyldighed over for verdens fattige og klimaproblemerne, eller for troen på at man kan løse kriminalitetsproblemer bare ved at straffe mere og flere. Hvis det er danskhed, så er jeg ikke dansk.
Men skal dette ”danske” parti have lov til at definere, hvad danskhed er? Nej, at gøre dette ”danske” parti til vogtere for danskhed ville være at sætte ræve til at vogte gæs. Derfor vil jeg i morgen stemme dansk, ved at stemme for åndsfrihed og frisind, humanisme og tolerance, gæstfrihed og solidaritet, national og international ansvarlighed.
I toget på vej mod København, mandag, den 15. november 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk.
Sekularisering af toregimentelæren
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 12. november, 2009
I en debat om klokkeringning på dagen for klimatopmødet i København den 13. December, argumenter statskundskabsstuderende Isak Krab Koed ud fra ”toregimentlæren, der kort sagt går ud på, at samfundet har to regimenter, det verdslige og det åndelige. Heraf er det kun kirkens opgave at beskæftige sig med det åndelige regimente” (”Kirken klokker i det. Klimatringning er en politisk sag”. Kristeligt Dagblad, den 11. November 2009).
Det er tankevækkende, som politikere på det seneste – og nu en statskundskabsstuderende – har fattet kærlighed til toregimentelæren. Problemet er bare, at det er en stærkt sekulariseret udgave af toregimente-læren, de argumenterer ud fra.
I Luthers oprindelige forståelse af toregimente-læren er det nemlig ikke samfundet, som har to regimenter, men det er Gud, der styrer verden på to forskellige måder, nemlig med sværdet (magten), som var betroet fyrsten, og med ordet, som skulle forkyndes i kirken. Toregimentelæren indebærer altså en anerkendelse af Gud, som den alle, inklusive regeringer står til regnskab over for. Enhver kristen var forpligtet at adlyde regeringen. For Luther gjaldt det dog, at en kristen kunne komme i en situation, hvor lydighed mod Gud kunne indebære ulydighed mod fyrsten. Samtidig viser Luthers undervisning og hans eget eksempel som præst og kirkeleder, at de to regimenter nok er væsensforskellige og adskilte, men dog ikke mere end at Luther som kirkemand kunne rådgive fyrsten i verdslige (politiske) spørgsmål ud fra kirkens forståelse af Guds lov.
Det første skridt i retning af en sekularisering af toregimentelæren tages, når det hævdes at en kristen uden undtagelse skal overholde landets love, hvis han eller hun vil lyde Gud. Desuden sættes der vandtætte skotter i mellem de to regimenter, således at fx præster ikke som præster må udtale sig om politiske spørgsmål.
Den afgørende sekularisering sker imidlertid, når Gud afskaffes toregimentelæren, og det i stedet bliver samfundet, som får to regimenter, nemlig et politisk og et åndeligt. Det åndelige er her ikke længere specifikt kristeligt, men religiøst i en multireligiøs kontekst. Pointen er her, at præster og andre repræsentanter må ikke i deres religions navn blande sig i politiske spørgsmål, og politikere må på den anden side heller ikke blande sig i åndelige spørgsmål.
Sidste trin i sekulariseringsprocessen er, at adskillelsen mellem politik og religion skal forstås sådan, at religion er et anliggende, som skal holdes privat, bag lukkede døre, og altså på lang afstand fra de politiske processer. Omvendt må man fra folketinget side (jf. Ingen over eller ved siden af folketinget) træffe alle de beslutninger, som man føler behov for, når det gælder indgreb i folks religiøse forhold.
I denne absurde situation, som vi desværre undertiden befinder os i , kunne man fristes til at spørge: Hvorfor er det egentlig – lige bortset fra denne skamridning af Luthers toregimente-lære – at religion og politik skal holdes totalt adskilt, når man fx ikke kunne forestille sig at holde kunst og politik adskilt. Eller filosofi og politik. Eller sport og politik. Eller jagt og politik, eller kaninavl og politik …
Toregimetelæren blev til i en helt anden tid end den vi lever i i dag. Spørgsmålet er, om det giver teologisk mening at henvise til den i dag. Den politiske brug af den sekulariserede udgave af Luthers toregimentelære giver i hvert fald ingen mening.
Christiansfeld, torsdag, den 12. november 2009
Mogens S. Mogensen
Politikere klokker i det
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 2. november, 2009
Den danske folkekirke er en statskirke. Statskirkens øverste ledelse er folketinget og regeringen (kirkeministeren). I indre og ydre og alle andre anliggender er det politikerne, som har det sidste ord at skulle have sagt, når der skal træffes beslutninger i folkekirken. Det vil altså sige, at vi har en politisk ledet folkekirke.’
I perioder har vi haft kloge politikere, som har respekteret, at folkekirken teologisk set ikke er et af statens væsner, som militærvæsnet, socialvæsnet osv., og som derfor har forsøgt at give folkekirken stor frihed ved at lytte til repræsentanter for det kirkelige landskab inkl. bispekollegiet. Når det ikke sker, men kirkepolitikken derimod bliver en politisk kampplads på linje med socialpolitikken, bliver folkekirken politiseret, og religion og politik blandes godt og grundigt sammen.
Der er derfor ingen tvivl om, at politikerne formelt set har ret til at blande sig i spørgsmålet om klokkeringning den 13. December i anledning af klimakrisen. Det er kirkeministeren, der kan give tilladelse til eller forbyde klokkeringning, og folketinget kan naturligvis vedtage en resolution, som pålægger kirkeministeren at forbyde denne ekstraordinære klokkeringning. At biskopperne i enighed har besluttet at give tilladelse til at ringe med klokkerne for klimaet, er kirkeministeren og de øvrige politikere naturligvis ikke forpligtet til at bakke op om.
Det kan altså ende med, at alle landets godt 2000 kirkers kirkeklokker forbliver tavse den 13. December. Men hvis politikerne på denne måde klokker i det, så vil enhver, der har øre, i denne ildevarslende stilhed kunne høre alarmklokkerne ringe for den danske folkekirke som statskirke.
Christiansfeld, mandag den 2. november 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg min website www.intercultural.dk
Fodlænker til alle!
Lagt op af Mogens S. Mogensen i Ikke kategoriseret den 7. oktober, 2009
Det danske samfund samfund stander i våde! Desværre sidder Holger Danske stadig som forstenet under Kronborg uden at ænse, at der vitterligt er noget råddent i staten Danmark. Men heldigvis har vore handlekraftige politikere læst teksten på væggen og - på basis af de stadig mere præcise meningsmålinger – dannet deres egen selvstændige mening, helt uden hensyn til meningsforstyrrende rapporter fra ekspertudvalg. Børne- og ungdomskriminaliteten – lige som kriminaliteten i al almindelighed - har nået sådanne højder, at der må tages endnu mere drastiske midler i brug.
De markante forhøjelser af strafferammerne og indførelsen af minimumsstraffe er ikke nok. Der må mere probate midler til. Ingen politikere kunne naturligvis finde på at kræve, at kriminelle skulle kunne dømmes til døden eller dømmes til slaveri. Men i stedet for de gammeldags barbariske slavelænker er det nu på tide at udbrede moderne sofistikerede elektroniske fodlænker til endnu flere grupper i samfundet.
Politikerne har imidlertid slet ikke opdaget det store potentiale, som dette avancerede computerstyrede redskab har. Så snart folketinget har vedtaget en ny lov, eller en minister har givet en ny bekendtgørelse, eller har tilkendegivet sin holdning til et problem, så kan man med et par simple klik på en computer, begrænse bevægelsesfriheden for dem, der har dette nye tekniske vidunder om benet.
Selvfølgelig kan vi ikke tolerere at børn og unge ikke holder sig hjemme hos deres far og mor, men tumler rundt i byen om aftenen og natten og laver ballade. Den elektroniske fodlænke kan imidlertid ikke bare løse dette problem. Der er mange andre mere påtrængende problemer, som vi også på denne måde kan få fod på.
Vi har muslimske kvinder i niqab og burka, som ikke kan holde sig hjemme på (bede)måtten, men bevæger sig ud i det offentlige rum i udanske gevandter.Vi har håndværkere og handymen, som ikke bliver på deres byggepladser og hjemme i deres værksteder med deres hobbyknive, men til stor fare for befolkningen kører rundt i deres biler med disse farlige våben. Vi har redaktører, som ikke vil holde sig inden for de fornuftige grænser, som forsvarskommandoen anmoder dem om, men i ly af mørket sniger sig ud og får fingre i farlige soldaterromaner, som de så optrykker. Vi har embedsmænd i forsvarskommandoen, som ikke kan holde sig på dydens og sandhedens smalle sti, men bevæger sig derud hvor de ikke kan bunde. Vi har politikere inkl. ministre som bliver så rundtossede af deres egne spin-doktorer spin, at de løber i folketinget med halve sandheder og hele løgne.
Der er ingen vej uden om. Alle disse samfundsskadelige medborger må hellere i morgen end i overmorgen udstyres med en elektronisk fodlænke, så myndighederne kan holde dem i kort snor. Men det er kun en del af løsningen. Hvad med alle de forbrydere og potentielle forbrydere, som før vi aner det kan få akut brug for hjælp til at følge den rette vej. Også de må snarest muligt have en elektronisk fodlænke på. Det samme gælder de afvigere, som hverken følger skik og brug, eller respekterer de uskrevne regler: før eller siden vil de vige så meget af, at de hvis de ikke i god tid bliver vejledt uvægerligt vil ende i den samfundsskadelige grøft.
Kort sagt: I lighedens navn og for at sikre den maksimale tryghed – må vi gøre det til et folkekrav, som ingen politiker kan sidde overhørig: Fodlænker til alle!
Christiansfeld, onsdag, den 7. oktober 2009
Mogens S. Mogensen
For at læse mere om lignende og især helt andre emner, besøg min website, www.intercultural.dk
Nye kommentarer